Om livet i Grækenland i den ældste tid har vi ikke paalidelige beretninger; men der fortaltes mange sagn om store helte (heroer), som udførte merkelige bedrifter, og skulde 12nedstamme fra guderne. Saadanne heroer var Hérakles (hos dorerne) og Théseus (hos jonerne). Til disse sagn hører ogsaa fortællingen om den trojánske krig. Trója, en by i Lilleasien, blev ifølge sagnet erobret af en græsk hær, som talte de første græske helte inden sin midte. Kampen for Troja er bleven besunget af den græske digter Homér (omkring 900 f. Kr.) i de to berømte sange Iliáden og Odysséen.
De to mægtigste stater i Hellas var Spárta og Athén.
Sparta. Lidt før aar 800 f. Kr. skal Spartas berømte lovgiver Lykúrg have levet. Sparta styredes af 2 konger samt af et raad af oldinger. Lykurgs hensigt var at gjøre spartanerne til haardføre krigere. Kun sunde og sterke børn blev opdraget; de svagelige blev straks dræbt. I 7 aar fik gutterne blive hjemme; fra den tid levede de i store offentlige skoler. Her øvedes de i haardførhed, legemsøvelser og vaabenbrug; de lærte at taale hede og kulde, hunger og tørst; hvert aar blev alle gutterne offentlig banket paa torvet, og da satte de sin ære i ikke at give sig for smerterne. Naar de blev voksne, var det vaabenøvelser, gymnastik og jagt de holdt paa med. Sine maaltider maatte de indtage i fællesskab; maden var tarvelig og ensformig; hver dag var den spartanske blodsuppe hovedretten. Spartanerne skulde være frie for alt arbeide for livets ophold. Derfor var jorden delt mellem borgerne i lige store lodder og dyrkedes af trælle. Paa denne maade lykkedes det Lykurg at opdrage spartanerne til kraftige krigere. Ingen kunde staa sig mod dem, naar de, syngende krigssange, rykkede frem til angreb med sine lange lanser. De underlagde sig efterhaanden landet rundt om, saa de kom til at herske over hele den sydlige halvdel af Peloponnes. Følgen heraf var at de andre stater paa halvøen sluttede forbund med spartanerne og overgav dem ledelsen i krig eller hegemoníet. Men spartanerne drev det kun til at blive store krigere. De hævede sig aldrig op til nogen høiere dannelse; de har intet udrettet i videnskab eller kunst; de har ikke gjort nogenslags opfindelser som er kommet efterverdenen tilgode.
13Athen. Théseus skal efter sagnet have samlet Attika til én stat og gjort Athen til hovedstad. Kongedømmet blev senere afskaffet, og Athen blev en republik, som styredes af 9 archónter. Adelen havde magten, og dens herredømme hvilede tungt paa de lavere klasser, der hovedsagelig levede som forpagtere eller husmænd paa adelens godser. Naar de ikke kunde betale sine afgifter og kom i gjæld til herren, havde denne ret til at benytte dem og deres familie som trælle; ja han kunde sælge dem til andre. Tilsidst steg mængdens misnøie i den grad at det en stund saa ud til borgerkrig. Da gav adelen efter, og i aaret 594 blev det overdraget den vise Sólon at ordne Athens forhold. Solon forbød at gjøre nogen til træl for gjælds skyld. Dernæst forandrede han forfatningen. I spidsen for staten skulde fremdeles de 9 archonter staa; men de maatte dele magten med et raad og med folkeforsamlingen, hvor alle borgere havde lige stemmeret. Efter jordeiendommenes størrelse deltes borgerne i fire klasser, saaledes at de øverste klasser havde større rettigheder, men ogsaa større byrder end de lavere. Solon gav ogsaa bestemmelser om opdragelsen; børnene skulde ikke blot øves i legemsøvelser, som i Sparta, men ogsaa i læsning, regning og skrivning. Ogsaa arbeidet stod i større ære i Athen end i de andre græske byer. I almindelighed ansaaes det uværdigt for en fri mand at tage del i noget legemligt arbeide, i høiden gik det an at give sig af med jordens dyrkning. Solon derimod bestemte at enhver mand skulde lære sine sønner et haandverk, ellers var sønnen ikke pligtig til at underholde faderen i hans alderdom.
Ingen var imidlertid fornøiet med Solons ordning. Adelen syntes at den havde tabt for meget magt, og folket vilde have større indflydelse. En ærgjerrig adelsmand ved navn Pisístratos benyttede sig af denne misnøie, og opnaaede 560 ved folkets hjælp at blive tyrán (saa kaldte grækerne den som vandt enemagt i en fri stat). Pisistratos styrede godt og mildt, han ophjalp landets næringsveie, udførte en hel del bygverker, og jevnede ud kløften mellem adelige og ikke adelige. Hans søn, som fulgte efter ham, begyndte derimod 14at regjere haardt. Adelen og folket forenede sig derfor og jog ham bort (510). Samtidig blev Solons forfatning delvis forandret; archonterne mistede meget af sin magt; men folkeforsamlingen fik større indflydelse, og der spurgtes ikke længer efter om en var adelig eller ikke. Athen blev saaledes hvad man kalder en demokratisk republik.