Det gamle Grækenland eller Hellas deltes i 3 dele: 1. Nordhellas omfattede landskabet Epíros i vest og 10Thessálien i øst. Fra Thessalien førte en smal vei langs stranden gjennem det trange pas Thermopylerne til 2. Mellemhellas med Áttika (hovedstad Athén) i øst og Bøótien (hovedstad Thében) nordvest derfor; længere mod vest laa byen Delfi med et berømt orakel. 3. Sydhellas eller halvøen Peloponnés var forbundet med Mellemhellas ved eidet ved Korinth. Paa Peloponnes laa i sydøst landskabet Lakónien med hovedstaden Spárta. Midt paa vestkysten laa Olýmpia, hvor store festlege holdtes. Hertil kom øerne rundtom. Nordost for Hellas laa Makedónien og Thrákien; men disse landskaber blev ikke regnet med til Hellas; deres beboere blev af hellenerne anseet for barbarer eller fremmede, uagtet de var deres nære slegtninger.
Grækenland er et bjergland. Det er af naturen delt i mange smaadele. Hver af disse dele dannede i oldtiden en stat for sig, og Hellas opnaaede aldrig at blive samlet til ett rige. Men folket var overalt det samme, og hellenerne talte det samme sprog. Der var to hovedstammer, joner og dorer; Athen var jonernes fornemste by, Sparta dorernes. Hellenerne var dygtige ikke alene som jordbrugere og haandverkere, men ogsaa som handelsmænd og sjømænd. Mest bekjendte er de dog for sine sjeldne anlæg for kunst og videnskab; paa dette omraade er de blevet alle senere europæiske folks læremestre.
Hellenerne troede paa mange guder. Af disse merkes Zeus, guders og menneskers fader, Athéne, visdommens gudinde, og Apóllo, kunstens og spaadommens gud. Man troede at guderne undertiden aabenbarede menneskene sin vilje, og hvad der skulde hænde i fremtiden. Dette skede især gjennem oraklerne; blandt disse var oraklet i Delfi det vigtigste. Her steg bedøvende dampe op af en revne i jorden, og over denne revne blev der sat en prestinde paa en krak. Naar hun blev bedøvet af dampene og talte over sig, søgte presterne at faa en mening ud af hendes ord, og gav derefter svar til dem som ønskede raad. Men svarene var gjerne dunkle, saa de kunde forstaaes paa flere maader (side 8). Til gudernes ære feiredes store feste; den prægtigste 11holdtes hvert fjerde aar i Olympia og ledsagedes af de olympiske lege. Man kappedes i længdeløb, sprang, brydning, nævekamp, kasting med spyd og dískos (en flad metalskive), senere ogsaa i kapkjøring. Alle uberygtede hellener kunde deltage; seiersprisen var en krans af det vilde oliventræs grene. At seire ved de olympiske lege var den største hæder en græker kunde opnaa for sig selv og sin fødeby.
Hver af de mange smaa stater hvori Hellas var delt, omfattede en by og det omliggende land. Staterne styredes først af konger; men efterhaanden afskaffedes kongedømmet, og staterne gik over til at blive fristater eller republiker, hvis styrere blev valgt af borgerne paa en bestemt tid. Kun Sparta vedblev at have konger. Nogle steder, især blandt dorerne paa Peloponnes, havde stormændene (adelen og de rige) næsten al magt. Et saadant styresæt kaldes aristokrati (stormandsvælde). Andre steder, som i Athen, fik efterhaanden alle frie mænd omtrent lige andel i statsstyrelsen. Denne styreform kaldes demokrati (folkestyre). Under den frie befolkning stod talrige trælle, som var tjenere og arbeidere.
Allerede tidlig lærte hellenerne skibsfart af fønikerne. De begyndte da at drive handel rundt om og grunde nye byer (kolonier) paa kysterne. Først drog de til Lilleasien, hvor hele kysten blev befolket med græker. Senere drog de længere bort og grundede mange kolonier rundt Sortehavet, paa Sicilien og i Syditalien. Ogsaa kolonierne var uafhængige stater, og hellenerne var saaledes delt i en mangfoldighed af smaa statssamfund; men alligevel følte de sig som ett folk. Fælles sprog, religion og tænkesæt forbandt alle, og skilte dem fra de omboende «barbarer».