Forindien, det persiske høiland og størstedelen af Lilleasien var i oldtiden beboet af forskjellige indoeuropæiske folk.
Blandt hinduerne udviklede der sig en religion som kaldes Brahma-læren. Ifølge denne delte folket sig i flere skarpt adskilte klasser eller kaster. Blandt dem var presteskasten (brahminerne) de raadende. Omkring aar 500 før Kristus fremtraadte Buddha; han ivrede mod kastevæsenet og stiftede buddhismen. Den blev senere trængt bort fra Forindien, og Brahma-læren har siden holdt sig blandt hinduerne. Buddhismen udbredte sig derimod til Bagindien og Kina, hvor der ogsaa fandtes en gammel kultur. Hinduerne har fra tiden før Kristus efterladt sig en ikke liden litteratur, som er skrevet paa sanskrit-sproget.
Hos de indoeuropæiske folk paa det persiske høiland herskede en religion, som efter sin stifter kaldtes Zoroasters. Zoroaster lærte at der fandtes to magter, det gode og det onde. Disse to laa i stadig kamp med hinanden. Det er menneskets pligt at hjælpe de gode magter i denne kamp. Det sker naar mennesket lever et dydigt liv; sanddruhed og arbeidsomhed var Zoroasters to hoveddyder. Ilden er hellig, og ved den tænkte man sig at mennesket stod i forbindelse med guderne og de gode aander, som boede i himmelen.
Blandt indoeuropæerne paa det persiske høiland maa merkes mederne, som boede syd for det kaspiske hav, og perserne, som boede nord for den persiske bugt. I aaret 606 var mederne med paa at ødelægge det assyriske rige og fik en stor del af dettes lande. Det mediske rige holdt sig dog ikke længe; det blev snart taget af perserne (550).
Persernes konge paa den tid hedte Kýrus. Han nøiede sig ikke med at tage det mediske rige, men angreb ogsaa den rige Krøsus, som var konge over Lydien i det vestlige Lilleasien. Krøsus raadspurgte i anledning af krigen oraklet i Délfi (i Mellemgrækenland) og fik til svar: «Naar Krøsus 9gaar over Halys, vil et stort rige gaa tilgrunde.» Krøsus tænkte at det var det persiske rige oraklet mente, og gik over grænseelven Halys. Han blev imidlertid slaaet og fanget; hans rige kom under perserne; men han selv blev Kyrus's ven og raadgiver. Dernæst gik det ud over Babylon, som blev taget efter en lang beleiring; Kyrus ledede efter sagnet vandet bort fra Eufrat, og ad det tørre elveleie trængte hans folk ind i byen. Efter Kyrus blev sønnen Kambýses konge; han var i modsætning til faderen haard og raa. Han gjorde et tog mod Ægypten, vandt et stort slag og lagde hele landet under sig (527). Men ægypterne kunde aldrig rigtig finde sig i persernes herredømme; de gjorde den ene opstand efter den anden.
Efter Kambyses blev hans slegtning Daríus Hystáspes's søn konge (521—485). Ogsaa Darius udvidede perserriget; Kyrus havde gjort erobringer i Asien og Kambyses i Afrika; Darius satte over til Europa. Gjennem Balkanhalvøen trængte han over Donau for at bekjæmpe skytherne i Rumænien og Sydrusland. Skytherne fik han dog ikke beseiret; men han underlagde sig Thrákien og Makedónien. Om hans forsøg paa at tage Grækenland skal vi høre senere. Mest bekjendt er Darius blevet som ordner af perserriget. Han delte det hele rige i 20 satrapíer eller statholderskaber; hvert af disse stod under en satráp eller statholder. Satrapen styrede med omtrent uindskrænket myndighed, naar han blot betalte kongen den fastsatte skat og stillede de nødvendige tropper. Darius byggede ogsaa veie, der gik ud fra hovedstaden Susa, øst for Tigris's nedre løb. Ved veiene opførtes stationer, og der ordnedes en ridende post. Under Darius stod perserriget paa høiden af sin magt; perserne udmerkede sig dengang ved sin tapperhed, arbeidsomhed og ærlighed, og der raadede almindelig fred og velstand.