[3]

Ægypten kaldes den lange, smale dal som gjennemstrømmes af Nilen. Det regner næsten ikke i Ægypten, og landet paa begge sider af dalen er en ørken; men dalen selv er et af de frugtbareste lande i verden. Det skyldes ene og alene Nilen. Hver sommer, naar regnet styrter ned i det indre Afrika hvor Nilens kilder er, gaar elven over sine bredder og sætter hele landet under vand; bare byerne som ligger paa opbyggede høier, rager da op over vandet. Efter nogle maaneder synker atter Nilen, og da er jorden dækket af et fedt dynd. I dette saaes kornet, og saa behøver man blot at vande godt for i den drivende varme at være sikker paa en rig høst.

Et saa frugtbart land maatte tidlig indbyde folk til at slaa sig ned og begynde at dyrke jorden. Allerede 4000 aar f. Kr. dannede Ægypten et rige med mange store byer. Hovedstaden var Mémfis, som laa der hvor Nilen deler sig, og det flade, frugtbare Delta begynder. I Memfis boede kongen, eller fárao som ægypterne kaldte ham. Han herskede med uindskrænket magt og havde til hjælp presterne og krigerne. Kun disse var frie folk; kjøbmænd, haandverkere og bønder var for det meste ufrie.

Ægypterne var flittige og fredsommelige. Flinkest var de som jordbrugere; men de var ogsaa dygtige haandverkere; 5de forstod blandt andet at væve de fineste lintøier. Kongerne var store bygmestre. Af deres bygverker er pyramiderne de merkeligste. De ligger i en række paa vestsiden af Nilen og er bygget af store stenblokke. Den høieste af pyramiderne er næsten 150 meter høi; paa den skal 100 000 mand have arbeidet i 30 aar. Inderst inde i pyramiden er der et lidet kammer hvor kongen laa begravet. Foruden pyramider byggedes templer, og der reistes obelisker eller høie stensøiler. Intet land kan opvise saa mange levninger fra gammel tid som Ægypten; men saa byggede man ogsaa af fast sten, og den tørre luft gjør at alting holder sig saa godt.

[4]

Paa bygningernes vægge findes mange indskrifter. De ægyptiske prester opfandt nemlig en egen slags skrift, de saakaldte hieroglyfer (betyder egentlig «hellige tegn»). Hieroglyferne var fra først af en billedskrift, d. v. s. man afbildede eller tegnede det man vilde tale om. Senere forbedrede man hieroglyferne, saa de blev en ordskrift og en stavelsesskrift, d. v. s. hvert tegn betegnede ikke en gjenstand, men dens navn, eller et ord, eller en stavelse. Fønikerne lærte ægypternes skrift og forbedrede den end mere. De gav hver lyd sit tegn; herved opstod bogstaverne og det første alfabet, som fra fønikerne i ændret form kom til grækerne og fra dem til romerne og til os. Længe kunde man ikke tyde hieroglyferne; men nu har man lært sig til det. Man kan derfor læse baade indskrifterne og de mange bogruller som findes i de ægyptiske grave; disse ruller er lavet af papyrusplantens bast.

Ved hjælp af disse skrifter har man lært at kjende ægypternes liv og tænkesæt. De troede paa mange guder, og mente at mange dyr var hellige; saadanne dyr var hunden, katten og krokodilen; men helligst var oksen Apis; thi i den mente de at deres øverste gud havde taget ophold. Ægypterne troede at menneskets sjæl var udødelig, og at det gjaldt at de dødes legemer ikke gik tilgrunde. De behandlede derfor ligene paa en kunstig maade (balsamerede dem), og lagde dem i tætte kister som blev sat ind i klipperevner. Saadanne 6balsamerede lig kaldes mumier, og af dem graves der frem store mængder.

3

Ægypten kalles den lange, smale dal som gjennomstrømmes av Nilen. Det regner nesten ikke i Ægypten, og landet på begge sider av dalen er en ørken; men dalen selv er et av de fruktbareste lande i verden. Det skyldes ene og alene Nilen. Hver sommer, når regnet styrter ned i det indre Afrika hvor Nilens kilder er, går elven over sine bredder og setter hele landet under vann; bare byene som ligger på oppbygde høyer, rager da opp over vannet. Etter noen måneder synker atter Nilen, og da er jorden dekket av et fett dynn. I dette saaes kornet, og så behøver man blot å vande godt for i den drivende varme å være sikker på en rik høst.

Et så fruktbart land måtte tidlig innby folk til å slå seg ned og begynne å dyrke jorden. Allerede 4000 år f. Kr. dannede Ægypten et rike med mange store byer. Hovedstaden var Mémfis, som lå der hvor Nilen deler seg, og det flate, fruktbare Delta begynner. I Memfis bodde kongen, eller fárao som egypterne kalte ham. Han hersket med uinnskrenket makt og hadde til hjelp prestene og krigerne. Kun disse var frie folk; kjøpmenn, håndverkere og bønder var for det meste ufrie.

Egypterne var flittige og fredsommelige. Flinkest var de som jordbrukere; men de var også dyktige håndverkere; 5de forstod blant annet å veve de fineste lintøyer. Kongene var store byggmestre. Av deres bygverker er pyramidene de merkeligste. De ligger i en rekke på vestsiden av Nilen og er bygget av store steinblokker. Den høyeste av pyramidene er nesten 150 meter høy; på den skal 100 000 mann have arbeidet i 30 år. Innerst inne i pyramiden er der et lite kammer hvor kongen lå begravet. Foruten pyramider byggedes templer, og der reistes obelisker eller høye steinsøyler. Intet land kan oppvise så mange levninger fra gammel tid som Ægypten; men så bygde man også av fast stein, og den tørre luft gjør at alting holder seg så godt.

4

På bygningenes vegger finnes mange innskrifter. De egyptiske prester oppfant nemlig en egen slags skrift, de såkalte hieroglyfer (betyr egentlig «hellige tegn»). Hieroglyfene var fra først av en billedskrift, d. v. s. man avbildede eller tegnede det man ville tale om. Senere forbedret man hieroglyfene, så de ble en ordskrift og en stavelsesskrift, d. v. s. hvert tegn betegnede ikke en gjenstand, men dens navn, eller et ord, eller en stavelse. Fønikerne lærte ægypternes skrift og forbedrede den enda mer. De ga hver lyd sitt tegn; herved opstod bokstavene og det første alfabet, som fra fønikerne i endret form kom til grekerne og fra dem til romerne og til oss. Lenge kunne man ikke tyde hieroglyfene; men nå har man lært seg til det. Man kan derfor lese både innskriftene og de mange bokruller som finnes i de egyptiske grave; disse ruller er lavet av papyrusplantens bast.

Ved hjelp av disse skrifter har man lært å kjenne ægypternes liv og tænkesæt. De trodde på mange guder, og mente at mange dyr var hellige; sådanne dyr var hunden, katten og krokodillen; men helligst var oksen Apis; thi i den mente de at deres øverste gud hadde tatt opphold. Egypterne trodde at menneskets sjel var udødelig, og at det gjaldt at de dødes legemer ikke gikk til grunne. De behandlede derfor likene på en kunstig måte (balsamerte dem), og la dem i tette kister som ble satt inn i klipperevner. Sådanne 6balsamerte lig kalles mumier, og av dem graves der frem store mengder.