142

Hr. Ole sad paa sit bænketræog tænkte paa dagens skrideni birkens læ143ved Kivlebækken og Skorves knæfor mere end hundred aar siden.

Han var en gammel, bekymret prestog havde en barnløs kone.Han havde læstsin aftenbøn just, som han kunde bedst,med fromheds indtrængende tone.

Vaaren var kommen. Den grønnes brati dalene dybe og trange,og dag og natmaaltrosten fløited, og løvet sprat,og lerken hun kvad sine sange.

Der var saa øde, der var saa dødtalt udi den dagligstue.Ved dørens gløt —derudenfor synger den smaafugl sødtfor presten og for hans frue.

Med venligt øie og foldet haandhan saa paa de rindende vande.Som løst af baanden tanke glimtede i hans aandog glatted den høie pande.

Han tog tilorde og sukked smaat,og saa paa sin egtemage:«Hvor her er godt!hvert ønske har vi af Herren faa’t,kun én ting — den maa vi forsage.

Naar spaanen glider med strømmen henog sporløst dernede forsvinder, —jeg tænker, ven!vi have et billed paa os i denog følges herfra uden minder.

Naar fuglen bygger og bærer straaop under de grønne linde,jeg tænker paa:144kjær’ hustru min! vi har ingen smaa,for hvem du kan væve og spinde.

Graaspurven sidder i vinterfrostog sanker de spredte smuler,i beitekostder maa han tage om natten post,her er ei træ, som ham skjuler.

Af hine æbler, du hugser vel,vi fik med den danske skude,sidst julekveldjeg gjemte en kjerne. Det var et held!Nu planter et træ vi herude.

Did stimler spurven som folk til by,der sidder han lunt i skygge;hvert aar paa nyda skjænker vi mange smaavenner ly,om Gud os vil give lykke.

Du ved, vi har ei at give guldden fattige mand og kvinde; —den sorte muldkan give af æbler en skjeppe fuldog yde en skjerv til vort minde!

Og naar det engang vil bære frugt,saa ere vi begge døde —i graven luktvel mange slegter os takker smuktfor denne saa ringe møde.»

Hr. Ole planted, og Oles vivhun vanded aarle og silde.Da vaktes liv,da spirede kjernen ved Herrens blivi dage og nætter milde.

145Det voksed’ under hr. Oles saks,kjærtegnet stundom i barken,blev i sit slagsen moder til tusende nutildags— det første i Telemarken.

Hver jonsok-aften saa mild og langda maalte hr. Ole veksten;ved fuglesangda sad han derude saa mangen gangog tænkte paa søndags-teksten.

Hr. Ole døde; men træet fortslog ud sin blomstrende krone;did flyver bortden liden smaasisik og stæren sortmed takkens den liflige tone.

Graaspurven flokker sig der om høstog søger sit vinterstade;med klagerøstder kvidrer han ud sin sidste trøstbag træets de falmede blade.

I hundrede aar det bar sin frugtog blomster vel hundrede sinde! —Det er saa smukt,hver duftende blomst har kjærlig luktsig over hr. Oles minde.

Hans grav er jevnet; hans id og medudslettet af runestaven; —den liden sædhar været hr. Ole i mange leden blomstrende bauta paa graven.

Hvor det er herligt i hundred’ aarat kunne faa gavne og glæde!Om høst og vaar

VI. bd.

146vel mundgodt end af hr. Ole faarden gamle og saa den spæde.

Nu er det gammelt. Den tørre hudhardt lyster mosen at gjeste;men dør det ud,jeg venter af roden endnu et skud,hvortil jeg hans minde kan fæste.

Tak saa have hr. Ole Sporv,og saa hans kvinde Agathe!For sten og torvde gav os en hundredaars æblekurvog gjorde smaaspurvene glade.

M. B. Landstad.

142

Hr. Ole satt på sitt benketreog tenkte på dagens skrideni birkens læ143ved Kivlebækken og Skorves knefor mer enn hundre år siden.

Han var en gammel, bekymret prestog hadde en barnløs kone.Han hadde lestsin aftenbønn just, som han kunne best,med fromhets inntrengende tone.

Våren var kommet. Den grønnes brati dalene dype og trange,og dag og nattmåltrosten fløytet, og løvet spratt,og lerken hun kvad sine sanger.

Der var så øde, der var så dødtalt uti den dagligstue.Ved dørens gløtt —derudenfor synger den småfugl søttfor presten og for hans frue.

Med vennlig øye og foldet håndhan så på de rinnende vande.Som løst av bånden tanke glimtet i hans åndog glattet den høye panne.

Han tok til orde og sukket smått,og så på sin ektemake:«Hvor her er godt!hvert ønske har vi av Herren faa’t,kun én ting — den må vi forsage.

Når sponen glider med strømmen henog sporløst dernede forsvinner, —jeg tenker, venn!vi har et bilde på oss i denog følges herfra uten minner.

Når fuglen bygger og bærer stråopp under de grønne linde,jeg tenker på:144kjær’ hustru min! vi har ingen små,for hvem du kan veve og spinne.

Gråspurven sitter i vinterfrostog sanker de spredte smuler,i beitekostder må han ta om natten post,her er ei tre, som ham skjuler.

Av hine epler, du hugser vel,vi fikk med den danske skute,sist julekveldjeg gjemte en kjerne. Det var et held!Nå planter et trer vi herude.

Dit stimler spurven som folk til by,der sitter han lunt i skygge;hvert år på nyda skjenker vi mange småvenner ly,om Gud oss vil gi lykke.

Du vet, vi har ei å gi gullden fattige mann og kvinne; —den sorte muldkan gi av epler en skjeppe fullog yte en skjerv til vårt minde!

Og når det engang vil bære frukt,så er vi begge døde —i graven luktvel mange slekter oss takker smuktfor denne så ringe møte.»

Hr. Ole plantet, og Oles vivhun vannet årle og silde.Da vaktes liv,da spirede kjernen ved Herrens blidere dage og netter milde.

145Det vokste’ under hr. Oles saks,kjærtegnet stundom i barken,ble i sitt slagsen mor til tusende nutildags— det første i Telemarken.

Hver jonsok-aften så mild og langda målte hr. Ole veksten;ved fuglesangda satt han derude så mangen gangog tenkte på søndags-teksten.

Hr. Ole døde; men treet fortslo ut sin blomstrende krone;dit flyver bortden liten smaasisik og stæren sortmed takkens den liflige tone.

Gråspurven flokker seg der om høstog søker sitt vinterstade;med klagerøstder kvitrer han ut sin siste trøstbak træets de falmede blade.

I hundre år det bar sin fruktog blomster vel hundre sinne! —Det er så smukt,hver duftende blomst har kjærlig luktsig over hr. Oles minde.

Hans grav er jevnet; hans id og medutslettet av runestaven; —den liten sædhar vært hr. Ole i mange leden blomstrende bauta på graven.

Hvor det er herlig i hundre’ årå kunne få gavne og glede!Om høst og vår

VI. bd.

146vel munngodt enn av hr. Ole fården gamle og så den spede.

Nå er det gammelt. Den tørre hudhardt lyster mosen å gjeste;men dør det ut,jeg venter av roten ennå et skudd,hvortil jeg hans minde kan feste.

Takk så have hr. Ole Sporv,og så hans kvinne Agathe!For stein og torvde ga oss en hundreårs eplekurvog gjorde småspurvene glade.

M. B. Landstad.