140

Jeg red mig op gjennem dalenog over den øde mo,smaadrengen holdt hesten i halenog bar sine strømper og sko.

Det gik over myr og mosehøit op paa den bratte heid,sten-knarten syntes at skoseos langsad den slemme vei.

Luften var tyk og disen;dens vaarlige aandesangblaanede henover isen,som ud over klipperne hang.

I uren havde just bjørnennylig forladt sit hi;henover os seilede ørnenog lagde ved Bosnuten bi.

Indunder briskenes trængselog klemt af den haarde sten,der stod en smørblomst i fængselog vasked i snevand sig ren.

Granene ud over stiengraaskjegget grenene svang;klagelig klingred i lienbølingens bjeldeklang.

141Langt borte hørte vi luren,rundt om os elvenes brus.— Der laa en sorg i naturensom den paa et tempels grus.

Saa underlig tankerne pressesig udad og op til Gud;jeg kom just fra kirkens messeog reiste i sognebud.

Omsider saa vi en lidengrønning i skogens ro;der opslog for ti aar sidenden fattige mand sin bo.

Der boede den stakkels enkeog datter paa otte aar;der fandtes paa bord eller bænkeknapt mad i den trange vaar.

Det var en elendig hytteaf stene, stranger og muld.Gud bedre den, som maa flyttederind for vinterens kuld.

Der var en eneste rudeaf grønligt glas i en glug;sommeren blomstrede ude,— derinde kun mørkhed og mugg.

Og alle himmelens vindepeb i den tomme vraa;— der laa den dødssyge kvindei pjalter paa bare straa.

Vi saa gjennem dørens lugeind i en trængsels nat;men haabet syntes at rugeselv der over glædens skat.

Hun knæled ved sengestavenog tørrede moderens sved.— Det var en engel i gravenmed livets haab og med fred.

Hun gav sin moder at drikkedet bare og klare vand, —andet havde hun ikkeat slukke den febers brand.

Jeg hørte, hun Herren lovedmed ydmygt og stille sind,— jeg bøiede rørt mit hovedog tren til den syge ind.

Med hjertesmil under vaandenhun blegned til døden hen,jeg rakte den syge haanden:«Guds fred, min lidende ven!»

«Nu Gud ske lov, at du kommer,og Gud velsigne dig, far!Som spurv paa tag efter sommermed længsel jeg ventet har.

Jeg maa og vil ikke klagefor dette livs kummer og ve,som det min Gud vil behage,saa beder jeg, det maa ske.

Jeg tænker paa mine synder,de ere saa mangefold —og ordet fra Gud forkynder,at døden er syndens sold.»

Hun aabnede mig sit hjerteog klagede sine brøstog bad med angerens smertesin Frelser om fred og trøst.

142Vi talede sammen og bade,— det gjorde mig selv saa godt —om prøvens dage og gladehistoppe i himlens slot.

Jeg talte om glæden i haabet,om trøsten i Jesu død,om naaden i angers-raabetog hvilen i Abrahams skjød.

Som ordet da vederkvægerog stiller de bitre savn —saa vied jeg brød og bægertil nadverd i Herrens navn.

Jeg bredte min dug paa tilje,der var ikke bord eller pall —og takked min Frelser mildefor krybbeleiet i stald.

Saa vare paa hans ord trendevi samlede her til bøn;det monne vi glade bekjende,hos os var Kristus, Guds søn.

Da bares det hende fore,som engle med budskab gik,og under den milde taareforklaredes hendes blik.

«O, Herre Jesu, jeg takkerfor livet dig i min død!»—Der laa hun saa venlig og vakkerog salig i al sin nød.

«Nu haver jeg frelsen fornummet,nu løfter sig bort min sjæl;paa jorden er alt fuldkommet —i Guds navn, venner, farvel!»

Hun klappede kjærlig sin lille:«Vel er nu din moder far’n!»— og bad, jeg forsørge vildedet arme, forladte barn.

«Nu er min prøvetid omme,nu løser Gud mine baand.Ja, Herre! ja, jeg vil komme, —annam, Herre Jesu, min aand!»

Saa lukte sig hendes øie,saa blaanede hendes mund —sig mine knæ maatte bøiei denne alvorlige stund.

Saa blev der stille. En sagtesusen fra skogen lød,og solen, som dalede, bragteet glimt ind i hyttens død.

Min gjerning var endt. Vi drogemed vemod til bygden ned;det kjærlige barn vi togeog bad hende følge med.

Først græd hun og vilde det ikke,men sagde — og saa derhen —«Hvem skal give moder at drikke —naar hun opvaagner igjen?»

M. B. Landstad.

140

Jeg red meg opp gjennom dalenog over den øde mo,smådrengen holdt hesten i halenog bar sine strømper og sko.

Det gikk over myr og mosehøyt opp på den bratte heid,stein-knarten syntes å skoseoss langsad den slemme vei.

Luften var tykk og disen;dens vårlige åndesangblaanede henover isen,som ut over klipperne hang.

I uren hadde just bjørnennylig forlatt sitt hi;henover oss seilte ørnenog la ved Bosnuten bi.

Innunder briskenes trengselog klemt av den harde stein,der stod en smørblomst i fengselog vasket i snøvann seg ren.

Granene ut over stiengråskjegget grenene svang;klagelig klingret i lienbølingens bjelleklang.

141Langt borte hørte vi luren,rundt om oss elvenes brus.— Der lå en sorg i naturensom den på et tempels grus.

Så underlig tankerne pressesig utad og opp til Gud;jeg kom just fra kirkens messeog reiste i sognebud.

Omsider så vi en litengrønning i skogens ro;der opslog for ti år sidenden fattige mann sin bo.

Der bodde den stakkels enkeog datter på åtte år;der fantes på bord eller bænkeknapt mat i den trange vår.

Det var en elendig hytteav steiner, stranger og muld.Gud bedre den, som må flyttederind for vinterens kuld.

Der var en eneste ruteav grønligt glas i en glug;sommeren blomstret ute,— derinne kun mørkhet og mugg.

Og alle himmelens vindepep i den tomme vrå;— der lå den dødssyke kvinnei pjalter på bare strå.

Vi så gjennom dørens lukeinn i en trengsels natt;men håpet syntes å rugeselv der over gledens skatt.

Hun knelte ved sengestavenog tørrede moderens sved.— Det var en engel i gravenmed livets håp og med fred.

Hun ga sin mor å drikkedet bare og klare vann, —annet hadde hun ikkeå slukke den febers brand.

Jeg hørte, hun Herren lovetmed ydmykt og stille sinn,— jeg bøyde rørt mitt hodeog tren til den syke inn.

Med hjertesmil under våndenhun bleknet til døden hen,jeg rakte den syke hånden:«Guds fred, min lidende venn!»

«Nå Gud ske lov, at du kommer,og Gud velsigne deg, far!Som spurv på tak etter sommermed lengsel jeg ventet har.

Jeg må og vil ikke klagefor dette livs kummer og ve,som det min Gud vil behage,så beder jeg, det må ske.

Jeg tenker på mine synder,de er så mangefold —og ordet fra Gud forkynner,at døden er syndens sold.»

Hun åpnet meg sitt hjerteog klagede sine brøstog bad med angerens smertesin Frelser om fred og trøst.

142Vi talte sammen og bade,— det gjorde meg selv så godt —om prøvens dage og gladehistoppe i himlens slott.

Jeg talte om gleden i håpet,om trøsten i Jesu død,om nåden i angers-raabetog hvilen i Abrahams skjød.

Som ordet da vederkvegerog stiller de bitre savn —så viet jeg brød og begertil nadverd i Herrens navn.

Jeg bredte min dug på tilje,der var ikke bord eller pall —og takket min Frelser mildefor krybbeleiet i stall.

Så vare på hans ord trendevi samlet her til bøn;det monne vi glade bekjenne,hos oss var Kristus, Guds sønn.

Da bares det hende fore,som engler med budskap gikk,og under den milde tåreforklaredes hennes blikk.

«O, Herre Jesu, jeg takkerfor livet deg i min død!»—Der lå hun så vennlig og vakkerog salig i all sin nød.

«Nå haver jeg frelsen fornemmet,nå løfter seg bort min sjel;på jorden er alt fullkommet —i Guds navn, venner, farvel!»

Hun klappet kjærlig sin lille:«Vel er nå din mor far’n!»— og bad, jeg forsørge villedet arme, forlatte barn.

«Nå er min prøvetid omme,nå løser Gud mine bånd.Ja, Herre! ja, jeg vil komme, —annam, Herre Jesu, min ånd!»

Så lukte seg hennes øye,så blaanede hennes munn —sig mine kne måtte bøyei denne alvorlige stund.

Så ble der stille. En saktesusen fra skogen lød,og solen, som dalte, brakteet glimt inn i hyttens død.

Min gjerning var endt. Vi dromed vemod til bygden ned;det kjærlige barn vi togeog bad henne følge med.

Først gråt hun og ville det ikke,men sa — og så derhen —«Hvem skal gi mor å drikke —når hun opvaagner igjen?»

M. B. Landstad.