128

Alle smaafugle i skoven varede gave paa høgen stor klage:Han rev af dem baade fjær og dunog vilde dem af skoven jage.Men ørnen bygger i fjeldet ud.

Saa fløi de hen i egetop,et raad at lægge paany,hvorledes de skulde en konge faa,dem kunde fra høgen fri.

Frem da traadte den uselig krage,hun var saa sorrigfuld:„Og lader os keise den gamle ørn,han vorder os god og huld!“

Alle de andre fugle smaa,de svarede ja dertil:„Nu ørnen vor konge vorden ersaalænge, som Gud han vil!“

Det da svared den stolte høg:„Det steder jeg ingenlund!Og skal den ørn være fuglekonge,vi ødes i bund og grund!“

Det da spurgte den gamle ørn,han blev saa vred i hu,og slog han til den stolte høgalt med sin skarpe klo.

Derved glædtes de andre smaafugle,de sjunge, hver med sin stemme,i lunden var fryd og deilig sang,saalænge som ørnen var hjemme.

Sankedes da den høgehær,den skjulte baade skov og kjær:„Og vi ville os til lunden fareog gjøre den ørn ufærd!“

Bort da fløi den gamle ørnalt med sine unger smaa;de andre smaafugle de bleve saavilde,de vidste dem ingen raad.

Nu sidder høgen i egetop,og breder han ud sin vinge;de andre smaafugle, i skoven ere,dem maa vel jammeren tvinge.

Nu sidder kragen paa baren kvist,hun svelter over sin klo,og uglen sig skjuler i elletrunte,hun haver saa stor uro.

Og viben løber i ager-renalt med sin høie top;høgen han kommer der flyvendefrem,han tager og æder hende op.129Nu er der sorg i den hele lund,hvor før var fuglesang;de fattige smaafugle ynkes mig over;den tid er dem nu saa trang.

Gud hjælpe og ham, den gamle ørn,som flyver paa vildene hede!Han ved sig hverken læ eller ly,hvor han kan bygge sin rede.Men ørnen bygger i fjeldet ud.

(Gammel vise.)

128

Alle småfugler i skogen varde gave på høgen stor klage:Han rev av dem både fjær og dunog ville dem av skogen jage.Men ørnen bygger i fjellet ut.

Så fløy de hen i egetop,et råd å legge paany,hvorledes de skulle en konge få,dem kunne fra høgen fri.

Frem da trådte den uselig krage,hun var så sorrigfuld:„Og lader oss keise den gamle ørn,han vorder oss god og huld!“

Alle de andre fugler små,de svarede ja dertil:„Nå ørnen vår konge vorden erså lenge, som Gud han vil!“

Det da svarte den stolte høg:„Det steder jeg ingenlund!Og skal den ørn være fuglekonge,vi ødes i bunn og grunn!“

Det da spurte den gamle ørn,han ble så vred i hu,og slo han til den stolte høgalt med sin skarpe klo.

Derved glædtes de andre småfugler,de sjunge, hver med sin stemme,i lunden var fryd og deilig sang,så lenge som ørnen var hjemme.

Sankedes da den høgehær,den skjulte både skog og kjær:„Og vi ville oss til lunden fareog gjøre den ørn ufærd!“

Bort da fløy den gamle ørnalt med sine unger små;de andre småfugler de ble såville,de visste dem ingen råd.

Nå sitter høgen i egetop,og brer han ut sin vinge;de andre småfugler, i skogen er,dem må vel jammeren tvinge.

Nå sitter kragen på baren kvist,hun svelter over sin klo,og uglen seg skjuler i elletrunte,hun haver så stor uro.

Og vipen løper i ager-renalt med sin høye topp;høgen han kommer der flyvendefrem,han tar og eter henne opp.129Nå er der sorg i den hele lund,hvor før var fuglesang;de fattige småfugler ynkes meg over;den tid er dem nå så trang.

Gud hjelpe og ham, den gamle ørn,som flyver på ville hede!Han ved seg hverken læ eller ly,hvor han kan bygge sin rede.Men ørnen bygger i fjellet ut.

(Gammel vise.)