33. Dronning Dagmars død.
Dronning Dagmar ligger i Ribe syg,til Ringsted monne de hende vente;alle de fruer, i Danmark ere,dem lader hun til sig hente.— Udi Ringsted hviles dronning Dagmar.
«Vil Gud det have, det maa saa ske,og døden stander mig fore;I sende straks bud til Skanderborg,I finde vel der min herre.»
Det var da den liden smaadreng,satte sig paa gangeren rød;saa red han langt hastigere frem,end snaren falk han fløi.
Kongen stander paa høienlofts bro,og ser han ud saa vide:«Hisset ser jeg min liden smaadreng,saa sørgelig monne han kvide.
Hisset ser jeg den liden smaadreng,saa sørgelig monne han traa;nu raade Gud Fader i himmerig,hure det mon Dagmar gaa.»
Ind da kom den liden smaadrengog stedtes for kongens bord;han var saa snild i sin tale,han føied saa vel sine ord:
«Dronning Dagmar haver mig til eder sendt,med eder hun talte saa gjerne;hun længes saa fast og overbrat,saa saare hun monne sig vene.»
126Sammen det tavlebord dankongen slog,at alle de terninger sjunge;«Forbyde det Gud i himmerig,at dø skulde Dagmar hin unge! —»
Der kongen han drog af Skanderborg,da fulgte hannem hundrede svende;men der han kom til Grindstedbro,hannem fulgte kun Dagmars dreng.
Der han red over Randbølhede,da fulgte hannem femten svende;men der han kom til Ribebro,da red den herre alene.
Der var stor ynk i det fruerbur,og alle de fruer mon græde;Dagmar døde i liden Kirstens arm,der kongen red op ad stræde.
Og det var dannerkonning,han ind ad døren tren;og det var liden Kirsten,hun rakte ham haanden igjen.
«Jeg beder eder alle, jomfruer og møer,jeg beder eder hver og alle:I bede en bøn for Dagmars sjæl,at hun maatte med mig tale.
Jeg beder eder fruer og høviske kvinder,saa mange, som her er inde:I bede en kristen bøn for mig,at jeg maa tale med hende.»
Saa falde de alle ned paa knæ,saa mange, som der var inde;for mindelig bøn, for kongens graad,lod Dagmar sig levende finde.
127Dronning Dagmar reiste sig op paa baare,hendes øine de vare saa røde:«Min ædle herre, kong Valdemar!hvi gjorde I mig den møde?
Ei tør nogen mand ræddes for mig,jeg haver ei andet ondt gjort,end at mine silkeærmer smaajeg haver en søndag snørt.
Den første bøn, jeg eder gjør,den vide I mig saa gjerne:Alle fredløse mænd dem give I fredog lade alle fanger af jern!
Den anden bøn, jeg beder om,den kommer eder selv til fromme:I tage ikke Bengjerd i aar,hun er saa besk en blomme.
Min tredje bøn og største begjærI tage saa vel til vare:I lade ikke vor kjære søniaar udi leding fare.
I lade ham konning udi Danmark være,naar I gaar selv til døde;Bengjerd vil eder en anden føde,som agter ham at forøde.
Havde jeg ikke mine ærmer om søndag snørtog ikke der striger paasat,da havde jeg ikke syndet dermedog havt saa ond en nat.
Høre I dette, min ædle herre!Vil mer af mig I vide? —Der sidder Guds engle i himmerig,de monne fast efter mig lide.128Nu er det tid, jeg farer herfra,jeg maa ikke længer dvæle.Himmerigs klokker de ringer efter mig;mig længes hen til de sjæle!»— Udi Ringsted hviles dronning Dagmar.
(Gammel vise).
33. Dronning Dagmars død.
Dronning Dagmar ligger i Ribe syk,til Ringsted monne de henne vente;alle de fruer, i Danmark er,dem lar hun til seg hente.— Uti Ringsted hviles dronning Dagmar.
«Vil Gud det have, det må så ske,og døden stander meg fore;Dere sender straks bud til Skanderborg,I finne vel der min herre.»
Det var da den liten smådreng,satte seg på gangeren rød;så red han langt hastigere frem,enn snaren falk han fløy.
Kongen stander på høienlofts bro,og ser han ut så vide:«Hisset ser jeg min liten smådreng,så sørgelig monne han kvide.
Hisset ser jeg den liten smådreng,så sørgelig monne han traa;nå råde Gud Fader i himmerig,hure det mon Dagmar gå.»
Inn da kom den liten smådrengog stedtes for kongens bord;han var så snild i sin tale,han føyet så vel sine ord:
«Dronning Dagmar haver meg til dere sendt,med dere hun talte så gjerne;hun lenges så fast og overbrat,så såre hun monne seg vene.»
126Sammen det tavlebord dankongen slo,at alle de terninger sjunge;«Forby det Gud i himmerig,å dø skulle Dagmar hin unge! —»
Der kongen han drog av Skanderborg,da fulgte ham hundre svenner;men der han kom til Grindstedbro,ham fulgte kun Dagmars dreng.
Der han red over Randbølhede,da fulgte ham femten svenner;men der han kom til Ribebro,da red den herre alene.
Der var stor ynk i det fruerbur,og alle de fruer mon gråte;Dagmar døde i liten Kirstens arm,der kongen red opp ad stræde.
Og det var dannerkonning,han inn ad døren tren;og det var liten Kirsten,hun rakte ham hånden igjen.
«Jeg beder dere alle, jomfruer og møyer,jeg beder dere hver og alle:Dere bede en bøn for Dagmars sjel,at hun måtte med meg tale.
Jeg beder dere fruer og høviske kvinner,så mange, som her er inne:Dere bede en kristen bøn for meg,at jeg må tale med henne.»
Så falle de alle ned på kne,så mange, som der var inne;for minnelig bøn, for kongens gråt,lot Dagmar seg levende finne.
127Dronning Dagmar reiste seg opp på båre,hennes øyne de var så røde:«Min edle herre, kong Valdemar!hvi gjorde dere meg den møte?
Ei tør noen mann ræddes for meg,jeg haver ei annet ondt gjort,enn at mine silkeermer småjeg haver en søndag snørt.
Den første bøn, jeg dere gjør,den vide dere meg så gjerne:Alle fredløse menn dem gir dere fredog lade alle fanger av jern!
Den annen bøn, jeg beder om,den kommer dere selv til fromme:Dere tar ikke Bengjerd i år,hun er så besk en blomme.
Min tredje bøn og største begjærDere tar så vel til vare:I lade ikke vår kjære sønni år uti leding fare.
I lade ham konning uti Danmark være,når dere går selv til døde;Bengjerd vil dere en annen føde,som akter ham å forøde.
Hadde jeg ikke mine ermer om søndag snørtog ikke der striger paasat,da hadde jeg ikke syndet dermedog hatt så ond en natt.
Hører dere dette, min edle herre!Vil mer av meg dere vide? —Der sitter Guds engler i himmerig,de monne fast etter meg lide.128Nå er det tid, jeg farer herfra,jeg må ikke lenger dvele.Himmerigs klokker de ringer etter meg;meg lenges hen til de sjæle!»— Uti Ringsted hviles dronning Dagmar.
(Gammel vise).