117

(Harald Haardraades saga kap. 45 mod slutten lyder: Da Einar (Tambarskjælves) hustru Bergliot, som sad tilbords i herberget i byen, spurgte mandens og sønnens fald, gik hun straks op til kongsgaarden, hvor bondehæren var, og ophidsede den meget til slag. Men i samme øieblik roede kongen ud efter elven. Da sagde Bergliot: «Nu savner vi her min frænde Haakon Ivarssøn; ikke skulde Einars banemand ro ud efter elven, om Haakon stod her paa elvebakken.»)

Bergliot

(i herberget.)

Idag kong Haraldfaar give tingfred;thi Einar fulgtefem hundred bønder.

Eindride, sønnen,slaar vagt om huset,imens den gamlegaar ind til kongen.

Saa mindes Haraldmaaske, at Einarhar tvende kongeri Norge kaaret —

og giver fredog forlig paa loven;hans løfte var det,og folket længes. —

Hvor sanden fygerned over veien?Og støi der stiger? —Se ud, min skosvend!

— Kanske blot vinden!thi her er veirhaardt:den aabne fjordog de lave fjelde.

Jeg mindes byenifra min barndom;hid vinden hidserde vrede hunde.

Men støi der tændesaf tusend stemmer!Og staal den farvermed kamprød flamme!

Ja, det er skjoldgny!Og se hvad sandgov!Spydbølger hvælveom Tambarskjælve!

Han er i trængsel! —Troløse Harald,ligravnen løfter sigaf din tingfred!

Kjør frem med karmen,jeg maa til kampen;nu sidde hjemme?Det gjaldt jo livet!

(paa veien)

O, bønder, bjerg ham!Slaa kreds omkring ham!Eindride! verg nudin gamle fader!118Byg ham en skjoldborgog giv ham buen;thi døden pløiermed Einars pile!

Og du, Sankt Olav!o, for din søns skyld!giv ham gagnordi Gimles sale!

(nærmere)

Flokken de sprænger . . .og kjæmper ei længer . . .I bølgerde følgerhverandre mod elven,hvad er der vel hændt?

Hvad spaar denne skjælven,har lykken sig vendt? —hvad er det? Hvi stansernu bøndernes skare?Med nedstukne lanserto døde de kranserog Harald faar fare? —Hvad trængsel der erved tingstuens port! . . .Stille al hærvender sig bort? —Hvor er Eindride! — —Sorgfulde blikkeflygter tilside,frygter mit møde . . .saa kan jeg vide:De to er døde! —

— — Rum! jeg maa se:Ja, det er dem! —Kunde det ske! — —Jo, det er dem!

Falden er herligstehøvding i norden,Norriges bedstebue brusten.

Falden er EinarTambarskjælve,sønnen ved side, —Eindride!

Myrdet i mørkehan, som var Magnusmer end fader,kong Knud den storeskaarede sønneraad.

Falden for snigmordskytten fra Svolder,løven, som sprang overLyrskogheden!

Slagtet i baghold,bøndernes høvding,trøndernes hæder,Tambarskjælve!

Hvidhaaret, hædret,henslængt for hundene, —sønnen ved side, —Eindride!

Op, op, bondemænd, han er falden;men han, som fældte ham, lever!Kjender I mig ikke? Bergliot,119datter af Haakon fra Hjørungavaag; —nu er jeg Tambarskjælves enke!

Jeg raaber paa eder, hærbønder:min gamle husbond er falden.Se, se, her er blod paa hans blege haar!Eders hoveder kommer det over;thi det bliver koldt uden hevn.

Op, op, hærmænd, eders høvding er falden,eders ære, eders fader, eders børns glæde,hele dalens eventyr, hele landets helt —her er han falden, og I skulde ikke hevne?

Myrdet i mørke, i kongens stue,i tingstuen, lovstuen er han myrdet,myrdet af lovens første mand —o, lyn vil falde fra himlen paa landet,hvis det ikke lutres i hevnens lue.

Skyd langskibe fra land;Einars ni langskibe ligger her,lad dem bære hevnen til Harald!O, stod han her, Haakon Ivarssøn,stod han her paa bakken, min frænde,da fandt Einars bane ikke fjorden,og eder, feige, slap jeg bede!

O, bønder, hør mig, min husbond er falden,mine tankers høisæde i halvhundred aar!Veltet er det, og ved dets høire sidevor eneste søn, o, al vor fremtid!Tomt er det nu inden mine to arme;kan jeg vel mere faa dem op til bøn?Eller hvorhen skal jeg vende mig paa jorden?Gaar jeg bort til de fremmedes steder —ak, saa savner jeg dem, hvor vi levede sammen.Men vender jeg mig derhen —ak, saa savner jeg dem selv!Odin i Valhal tør jeg ikke finde;120thi ham forlod jeg i min barndom.Men den nye Gud i Gimle? — —Han tog jo alt, jeg havde!

Hevn? — hvem nævner hevn? —Kan hevnen vække mine dødeeller dække over mig for kulden?Findes i den et tilstængt enkesædeeller trøst for en barnløs mor?

Gaa med eders hevn; lad mig være!Læg ham paa karmen, ham og sønnen,kom, vi vil følge dem hjem.Den nye gud i Gimle, som tog alt,lad ham ogsaa tage hevnen!Kjør langsomt; thi saadan kjørte Einar altid;— og vi kommer tidsnok hjem.

Hundene vil ikke møde med glade hop,men hyle og hænge med halen.Og gaardens heste vil spidse øren,vrinske glade mod stalddørenog vente Eindrides stemme.Men den lyder ikke længer,ei heller Einars skridt i svalen,som raabte ind, at nu maatte alle reise sig;for nu kom høvdingen!

De store stuer vil jeg stænge;folkene vil jeg sende bort;kvæg og heste vil jeg sælge,flytte ud og leve ene.Kjør langsomt;thi vi kommer tidsnok hjem.

B. Bjørnson.

117

(Harald Haardraades saga kap. 45 mot slutten lyder: Da Einar (Tambarskjælves) hustru Bergliot, som satt til bords i herberget i byen, spurte mandens og sønnens fall, gikk hun straks opp til kongsgården, hvor bondehæren var, og ophidsede den meget til slag. Men i samme øyeblikk rodde kongen ut etter elven. Da sa Bergliot: «Nå savner vi her min frende Haakon Ivarssøn; ikke skulle Einars banemann ro ut etter elven, om Haakon stod her på elvebakken.»)

Bergliot

(i herberget.)

I dag kong Haraldfår gi tingfred;thi Einar fulgtefem hundre bønder.

Eindride, sønnen,slår vagt om huset,imens den gamlegår inn til kongen.

Så minnes Haraldmaaske, at Einarhar tvende kongeri Norge kåret —

og gir fredog forlik på loven;hans løfte var det,og folket lenges. —

Hvor sanden fykerned over veien?Og støy der stiger? —Se ut, min skosvend!

— Kanskje blot vinden!thi her er veirhaardt:den åpne fjordog de lave fjell.

Jeg minnes byenifra min barndom;hit vinden hidserde vrede hunder.

Men støy der tennesav tusen stemmer!Og stål den fargermed kamprød flamme!

Ja, det er skjoldgny!Og se hva sandgov!Spydbølger hvelveom Tambarskjælve!

Han er i trengsel! —Troløse Harald,ligravnen løfter segav din tingfred!

Kjør frem med karmen,jeg må til kampen;nå sitte hjemme?Det gjaldt jo livet!

(på veien)

O, bønder, bjerg ham!Slå krets omkring ham!Eindride! verg nådin gamle far!118Bygg ham en skjoldborgog gi ham buen;thi døden pløyermed Einars pile!

Og du, Sankt Olav!o, for din søns skyld!gi ham gagnordi Gimles sale!

(nærmere)

Flokken de sprenger . . .og kjemper ei lenger . . .I bølgerde følgerhverandre mot elven,hva er der vel hendt?

Hva spår denne skjelven,har lykken seg vendt? —hva er det? Hvi stansernå bøndernes skare?Med nedstukne lanserto døde de kranserog Harald får fare? —Hva trengsel der erved tingstuens port! . . .Stille all hærvender seg bort? —Hvor er Eindride! — —Sorgfulle blikkeflykter tilside,frykter mitt møte . . .så kan jeg vide:De to er døde! —

— — Rom! jeg må se:Ja, det er dem! —Kunne det ske! — —Jo, det er dem!

Falt er herligstehøvding i norden,Norriges bestebue brusten.

Falt er EinarTambarskjælve,sønnen ved side, —Eindride!

Myrdet i mørkehan, som var Magnusmer enn far,kong Knud den storeskåret sønneråd.

Falt for snikmordskytten fra Svolder,løven, som sprang overLyrskogheden!

Slaktet i bakhold,bøndernes høvding,trøndernes hæder,Tambarskjælve!

Hvithåret, hedret,henslengt for hundene, —sønnen ved side, —Eindride!

Opp, opp, bondemenn, han er falt;men han, som felte ham, lever!Kjenner dere meg ikke? Bergliot,119datter av Haakon fra Hjørungavaag; —nå er jeg Tambarskjælves enke!

Jeg roper på dere, hærbønder:min gamle husbond er falt.Se, se, her er blod på hans bleke hår!Deres hoder kommer det over;thi det blir kaldt uten hevn.

Opp, opp, hærmenn, deres høvding er falt,deres ære, deres far, deres børns glede,hele dalens eventyr, hele landets helt —her er han falt, og dere skulle ikke hevne?

Myrdet i mørke, i kongens stue,i tingstuen, lovstuen er han myrdet,myrdet av lovens første mann —o, lyn vil falle fra himlen på landet,hvis det ikke lutres i hevnens lue.

Skyt langskip fra land;Einars ni langskip ligger her,la dem bære hevnen til Harald!O, stod han her, Haakon Ivarssøn,stod han her på bakken, min frende,da fant Einars bane ikke fjorden,og dere, feige, slapp jeg bede!

O, bønder, hør meg, min husbond er falt,mine tankers høysete i halvhundre år!Veltet er det, og ved dets høyre sidevår eneste sønn, o, all vår fremtid!Tomt er det nå innen mine to arme;kan jeg vel mer få dem opp til bøn?Eller hvorhen skal jeg vende meg på jorden?Går jeg bort til de fremmedes steder —ak, så savner jeg dem, hvor vi levde sammen.Men vender jeg meg derhen —ak, så savner jeg dem selv!Odin i Valhal tør jeg ikke finne;120thi ham forlot jeg i min barndom.Men den nye Gud i Gimle? — —Han tok jo alt, jeg hadde!

Hevn? — hvem nevner hevn? —Kan hevnen vekke mine dødeeller dekke over meg for kulden?Finnes i den et tilstengt enkeseteeller trøst for en barnløs mor?

Gå med deres hevn; la meg være!Legg ham på karmen, ham og sønnen,kom, vi vil følge dem hjem.Den nye gud i Gimle, som tok alt,la ham også ta hevnen!Kjør langsomt; thi sådan kjørte Einar alltid;— og vi kommer tidsnok hjem.

Hundene vil ikke møte med glade hop,men hyle og henge med halen.Og gårdens hester vil spisse øren,vrinske glade mot stalldørenog vente Eindrides stemme.Men den lyder ikke lenger,ei heller Einars skritt i svalen,som ropte inn, at nå måtte alle reise seg;for nå kom høvdingen!

De store stuer vil jeg stenge;folkene vil jeg sende bort;kveg og hester vil jeg selge,flytte ut og leve ene.Kjør langsomt;thi vi kommer tidsnok hjem.

B. Bjørnson.