120

I Hordaland, i en snever dal,monne, lig berserk, trængt af skjolde,engang i old en furuhalsin skumle længde udfolde.

Mod kvelden vilde et fremmed bliktro at skimte klipper sorte.Hallen var lav, ei guldspir fikde mørke, tjærede porte.121Ei staalblaa svendeflok udenforvogter der en søvnig herre.Klippen, som steil ved stranden staar,maa skjolddækt nattevagt være.

Men arnerøgen, som aand af grav,stiger sort fra hallens tinde.Være den vandrerens ledestavfor skjulte sti at finde!

Naar døren aabnes, en hundeflokbister frem fra gruen springer.Kommer der fiender, ved den nokat finde mændenes bringer.

I krogen graaner et fugtigt seil.Biler tand i bjelken holde.Ilden sig ofte ser i speili loftets bugede skjolde.

Og buer brede fra høien knagud de snoede, staalblaa arme.Bundter af pile hænge bag,og bjørnesener og tarme.

Frem tvende guder bag egebord,hvergang ilden blusser, træde.Odin det er og Asator,som staar ved husbonds høisæde.

Fra Odins hoved en gylden knap— solens billed — mørket bryder;Asators hjelm med staalblank tapaf mulmet neppe sig skyder.

De stjerner blikker som i en brøndned i hallen gjennem ljaaren.Fjeldtinden hilser med birken grønder nedigjennem om vaaren.

Paa bordet ligger et horn af guld,sød paa randen perler mjøden.Natten forgjæves ud sin muldhar rystet over dets gløden.

Lig blanke stjerner om kveldsky rødmange dyre stene ringesig om det guldhorns hule skjød,hvor sære runeord klinge.

I krogen slumrer paa bjørneskindgamle husbond. Haaret svømmergraat, lig en fos, paa furet kind,og nedad bringen det strømmer.

Den vakre gubbe forvist ikveldkyssed hornets fagre kinder.Mjøden isøvne til hans sjælnu klæber ungdommens minder.

Mon hjalp han Harald i Hafursfjordtretti kroner rask med sverdethamre til gylden ring om nord,i kongers blodflammer hærdet?

Mon negted han, som saa mangen helt,arvet guld til ringen at lade,valgte det flyvende seil til telt,og bølgen til odelstade?

* *

*

Ingen ved det; thi Slemmedegnbrændte hallen og ættens sidste.Bauten paa høien har intet tegn,og Saga har glemt, hvad hun vidste.

H. Wergeland.

120

I Hordaland, i en snever dal,monne, lig berserk, trengt av skjold,engang i old en furuhalsin skumle lengde utfolde.

Mot kvelden ville et fremmed blikktro å skimte klipper sorte.Hallen var lav, ei gullspir fikkde mørke, tjærede porter.121Ei stålblå svendeflok utenforvokter der en søvnig herre.Klippen, som steil ved stranden står,må skjolddækt nattevakt være.

Men arnerøgen, som ånd av grav,stiger sort fra hallens tinde.Være den vandrerens ledestavfor skjulte sti å finne!

Når døren åpnes, en hundeflokkbister frem fra gruen springer.Kommer der fiender, ved den nokå finne mændenes bringer.

I kroken gråner et fuktig seil.Biler tann i bjelken holde.Ilden seg ofte ser i speili loftets bugede skjold.

Og buer brede fra høien knagut de snodde, stålblå arme.Bunter av pile henge bak,og bjørnesener og tarmer.

Frem tvende guder bak eikebord,hvergang ilden blusser, tre.Odin det er og Asator,som står ved husbonds høysete.

Fra Odins hode en gylden knap— solens bilde — mørket bryter;Asators hjelm med stålblank tapav mulmet neppe seg skyder.

De stjerner blikker som i en brønnned i hallen gjennom ljaaren.Fjelltinden hilser med bjørken grønnder nedigjennom om våren.

På bordet ligger et horn av gull,søt på randen perler mjøden.Natten forgjeves ut sin muldhar rystet over dets gløden.

Lig blanke stjerner om kveldsky rødmange dyre steiner ringesig om det guldhorns hule skjød,hvor sære runeord klinge.

I kroken slumrer på bjørneskinngamle husbond. Håret svømmergraat, lig en foss, på furet kinn,og nedad bringen det strømmer.

Den vakre gubbe forvist i kveldkysset hornets fagre kinner.Mjøden i søvne til hans sjelnå kleber ungdommens minner.

Mon hjalp han Harald i Hafursfjordtretti kroner rask med sverdethamre til gylden ring om nord,i kongers blodflammer herdet?

Mon nektet han, som så mangen helt,arvet gull til ringen å la,valgte det flygende seil til telt,og bølgen til odelstade?

* *

*

Ingen vet det; thi Slemmedegnbrente hallen og ættens siste.Bauten på høien har intet tegn,og Saga har glemt, hva hun visste.

H. Wergeland.