46

I efteraaret 1520 var det, at kong Kristiern den anden i Stockholm anrettede det forfærdelige blodbad paa sine fiender blandt svenskerne. Men allerede et halvt aar før blodgjerningen skede, var Sveriges af Gud udkaarede befrier i sit arbeide. Bøgen stod i udspring paa 47den yndige Kalmarstrand. Forbi Søren Norbys blokadeskibe under Øland listede sig den 31te mai en tysk jagt, der lagde iland ved Stensø, en halv mil fra Kalmar. En ung, mandig herre steg ud af den; ene med sit mod og sit sverd sneg han sig ad lønlige stier hen til byen. Han var 24 aar gammel, høi og kraftig bygget, havde et bestemt udtryk i ansigtet, skarpe øine, lysegult haar og smukt, langt skjeg. Det var Gustav Eriksson Vasa til Rødboholm. Han var født paa Lindholm slot i Upland og nedstammede fra en gammel, berømt æt. Hans opdragelse havde været streng, hans daglige kost var simpel; til adspredelse morede han sig med at klatre om i fjeldene. Da han blev tretten aar, kom han i Upsala skole og var kjendt i egnen deromkring for det mod, han udviste paa streiferier og ulvejagter. «Ved I, hvad jeg vil gjøre?» sagde han en dag til sine kamerater; «jeg vil op til Dalarne, reise dalfolket og slaa «juten» paa næsen.» Da hans skolemester, en dansk mand, revsede ham derfor med ferlen, trak han sin kaarde og hug den gjennem sin bog. «Jeg giver dig og din skole en god dag!» raabte han og ilede bort. Ved atten aars alder blev han optagen ved sin frænde hr. Stens hof og indsugede her et brændende had til de danske; i fegtningen ved Brännkyrka havde han ført Sveriges hovedbanner. Da han imod tro og love blev bortslæbt af kongen til Danmark, satte hans moders frænde, Erik Eriksson Banner, 1600 gylden i borgen imod at faa ham i forvaring. Ved en vig af Aarhusfjord, paa en omflydt odde, laa dengang Kalø slot, hvis ruiner endnu smykker det rige landskab og er synlige i hele omegnen; did blev Gustav bragt. Han gik frit omkring; men hvor han end stod, i skogen eller ved havet, tænkte han paa sit stakkars, forkuede fædreland. Hverken mad eller drikke vilde smage ham, og om natten blev han forstyrret af urolige drømme. Endelig, en tidlig septembermorgen i aaret 1519, flygtede han bort, forklædt som bonde. Han sluttede sig til studeprangere, der drev okser sydpaa, og stod dagen før mikkelsdag fri og frelst i Lübeck. Forgjæves tog Erik Eriksson selv herned og fordrede ham udleveret; flygtningen var netop kommen i et beleiligt øieblik, saa at raadet ved hans hjælp kunde faa en svensk opstand igang og saaledes berede den forhadte kong 48Kristiern nye vanskeligheder. Derfor holdt det sin haand over ham, understøttede hans reise og lovede ham penge og folk. Det var ved sin hjemkomst fra Lübeck, at han steg iland ved Kalmar.

Fru Anna paa Kalmar slot modtog den flygtende med velvilje; men forgjæves var det, at han paa torvet talte til borgerskabet; dets mod var sunket, og han maatte flygte og med de fredløse opholde sig i skogen; thi der var udsat en pris paa hans hoved. Heller ikke hos smaalændingerne kunde hans ord faa nogen indgang. Han maatte se sit folks skjendsel, se den ene belyve og forføre den anden, og selv skjule sig i skoge og kjeldere. Tilsidst naaede han Refsnes, sit fædrenegods, der laa i nærheden af Mælaren. En dag i november maaned var han her paa jagt; da mødte en gammel, tro landbo ham. «Ak, kjære herre,» udbrød den gamle med taarer; «nu staar det hel ynkelig og elendig til i riget; kongen har ladet eders fader tage afdage,» og med kvalt røst fortalte han om det stockholmske blodbad. Gustav blev stum af forfærdelse; men han svor en dyr hevn. Han samlede alt sit guld og sølv og red den 25de november ud af Refsnes imod norden, fuld af de største planer, kun ledsaget af en tjener. Ved et færgested vilde denne rømme bort med hans vadsæk; Gustav forfulgte ham imidlertid, og med sin gjenvundne vadsæk slap han heldig til Dalarne, til egnen omkring Kobberberget. Her, hos dette frie, selvstændige, trofaste fjeldfolk, haabede han at finde mænd, der endnu troede paa Sveriges frelse.

Til en begyndelse aflagde han sin junkerdragt, klippede haaret rundt, iførte sig en dalbondes klæder og tog øksen paa sin skulder. Han meldte sig som tersker hos den rige bergmand Anders Persson paa Rankhytten og blev antagen. Men en pige opdagede snart mistænkelige tegn, fligen af en guldstukken skjortekrave, og meldte det til sin husbond, der lod ham kalde og talte venlig med ham uden at driste sig til at skjule ham. Han drog da afsted til Ornes. Gaarden ligger der endnu som dengang, mellem birketrær paa sit lille nes, og speiler sig i bølgerne. Det er en rødmalet, spaantækket bjelkebygning paa to stokverk med en svalgang. Arendt Persson, dens eiermand, var hans gamle ven fra Upsala; han modtog ham ogsaa tilsyneladende godt og førte ham op til fadeburet i øverste stokverk. Hemmelig pønsede han imidlertid 49paa forræderi og ilede afsted i nabolaget for at samle folk. Men hans hustru, Barbro Stigdatter, havde fattet godhed for den kjække flygtning og befalede sin tjenestegut at spænde for slæden og holde bagved bygningen. Derpaa gik hun op i fadeburet, vækkede Gustav og firede ham med et langt haandklæde ned derfra. Det ene eventyr fulgte nu ovenpaa det andet; thi han blev stadig forfulgt af danske speidere. Engang traadte disse ind hos en bonde, Svend, hvor han netop var tyet hen; men bondens hustru, som stod og bagte brød i ovnen, hug ham i det samme med ovnrageren over ryggen: «Hvi staar du her og gaber?» sagde hun; «har du ikke seet fremmede folk før? Skynd dig ind i laden og tersk!» Saaledes slap han for mistanke. Sven kjørte ham derpaa i et halmlæs ind i de tykkeste skoge; danskerne omringede vognen underveis og stak flere gange spydene igjennem læsset; Gustav blev saaret, men rørte sig ikke. Da blodet imidlertid dryppede ned i sneen, tog Svend sin kniv og skar et hul i hestens ben for ikke at røbe flygtningen. Denne laa derefter under trær og i huler og i de vilde skoge, medens bønderne hemmelig bragte mad til ham.

De ivrige efterforskninger sagtnede et øieblik. Da traadte Gustav op ved Siljan, en indsjø, omgiven af fjelde, som er rige paa minder om Sveriges Wilhelm Tell og kun savner kapellernes katholske poesi for at kappes med Schweiz. Det var en søndag, da han første gang fra Rättviks kirkebakke talte til den forsamlede menighed. Den lyttede til ordene, men vilde dog først høre sine granders mening. Nedslagen vandrede Gustav videre gjennem ødemarken til Mora, Dalarnes største sogn, der ligger ved Siljans nordlige strand i en sandet, af bjerge og skoge omgiven dal. Almuen heroppe havde det bedste lov for sin kraftige vilje og sit mod. Han holdt sig en stund skjult hos en bonde i dennes hvælvede stenkjelder. Danskerne kom ind i huset, og anden gang frelstes Gustav ved en kvindes aandsnærværelse. Bondens hustru stod nemlig just og bryggede juleølet; hun veltede sit kar henover kjelderlemmen, saasnart hun saa de indtrædende. Det var nu blevet jul. En af helligdagene efter messen stod en talrig forsamling udenfor Mora-kirke; den lave middagssol kastede sit skjær henad snemarkerne, vinden blæste fra nord, hvad folket gjerne antog for et godt tegn. Fra kirkebakken her talte

VI. bd.

50den unge herre med bevæget røst om Jøsse Erikssons tyranni, om Engelbrekts heltemod, det stockholmske blodbad og sin egen faders mord. «Og nu, dalamænd,» saaledes endte han, «vil I være mænd og trolig hevne saadan uret, da vil jeg være eders høvding.» Mange af Mora-karlene svarede med gny og hevnraab; andre derimod var sagtmodigere. De havde hørt saa meget om kongens venlighed imod bønderne og mente, at hans grumhed vel kun gjaldt herrerne. Derfor vilde de først spørge sig for hos granderne og bad Gustav holde sig skjult saalænge.

Og dette blev ham en nødvendighed; thi efterforskningerne tog paany til. Flere dage laa han trods den strenge kulde under en bro ikke langt fra kirken; derfra vandrede han gjennem uveisomme skoge og tvers over øde høider til Vesterdalarne. Det var de sidste dage i aaret 1520. Mistrøstig, fortvilet, plaget af nød og kulde gik han frem, hvor hytterne blev sjeldnere, hvor Dalelven vildere og vildere skummede afsted gjennem snedækte kløfter. Han stod tilsidst i Sälns by, to mile fra Transtrands ensomme bjergkapel, ved foden af de norske fjelde, og var rede til at fly over til Norge. Da kom to skiløbere farende henover vidderne; de var afsendte fra Mora og bad og besvor ham at vende om; thi dalfolket havde taget sin beslutning. Det havde straks fattet hengivenhed for den mandige, unge herre. I Mora havde en der boende dansk mand, Rasmus jyde, grebet til vaaben og ihjelslaaet fogden, der var blandt Gustavs værste efterstræbere. En dag saa Rättviks-karlene 100 danske ryttere ride over isen paa Siljan for at forfølge, og de ilede til taarnet og klemtede med klokken. Søndenvinden bar lyden op i landet; folket forstod dette tegn og tog staalbuerne ned; skarer af væbnede kom ud af skogen og opfyldte de bugtede fjeldstier. De danske blev nu omringede og flygtede op i kirketaarnet, hvorfra de kun undslap ved løfter om ikke at volde Gustav nogen skade. Ikke længe efter fik bønderne paalidelige og omstændelige efterretninger om det stockholmske blodbad af de mange adelsmænd, der søgte et skjulested heroppe. Da græd de af harme, svor blodig hevn og sendte straks sine flinkeste skiløbere afsted efter Gustav. Han fulgte nu uden ringeste betænkelighed tilbage med dem, og allevegne modtog bønderne ham med glæde og svor ham troskab som Sveriges herre og høvedsmand.

51Det var 88 aar, efterat Engelbrekt Engelbrektsson havde reist dalabønderne, at Gustav Eriksson rykkede ud med dem til sit fædrelands endelige befrielse; hans magt voksede hastig som den lille snebold, der løsner oppe paa fjeldet og snart er et sneskred. Allerede en maaned efterat han var bleven høvding, vovede han sig ud af skogene, plyndrede de kjøbmandsboder, som stod i Falun ved Kobberberget, og tog her det første silketøi til sine faner. Da han næste gang saa herned, talte han allerede 1500 mand omkring sig, og bjergmændene hyldede ham med glæde. Derfra drog han til Helsingland og Gestrikland og fandt allevegne tro svende, der sluttede sig til ham. I hans fraværelse var de tre biskoper, Diderik Slaghoek, Jens Andersson og Gustav Trolle, med 6000 mand dragne ud imod dalfolket for at holde messe med sverdet. De leirede sig ved Brunnbæks færge, hvor den brede Dalelv skyller hen imellem jevntskraanende, skogdækte strande. Den nordre bred vrimlede af 5000 dalamænd i hvide kofter, af nerikeboer og vestmanlændinger under Gustavs høvdinger; dalpilene gik i bueskud over elven. Da spurgte biskop Jens: «Hvor meget vaabenført folk kan egnen her stille i marken?» «20,000,» var svaret. «Hvorfra faar de sin føde?» spurgte han videre. «De er ikke vante til kræsenhed,» blev der svaret; «de fleste af dem pleier at drikke vand, og i nødsfald kan de nøies med barkebrød.» «Det folk, som æder træ og drikker vand,» raabte han saa, «er ubetvingeligt. Brødre, lad os drage herfra!» Medens danskerne gjorde sig rede til opbrud, satte bønderne imidlertid over elven og angreb dem uventet fra to sider. Og under deres køller og pile sank lanseknegtene eller joges ud i elven; de tiloversblevne flyede til Vesteraas. Dalfolket havde vundet sin første seir.

Gustavs sag havde i det hele god fremgang i det nordlige Sverige, og han selv var utrættelig baade dag og nat. Han lærte sine folk at smede pilene bedre og gjøre spydene længere; han øvede og mønstrede dem. Snart havde han en flere tusend mand sterk hær, der forstod at holde god mandstugt; Lars Olsson og Lars Eriksson var hans øverster; kun kofterne, bevæbningen og mangelen paa skyts mindede om bonden. Han udstedte nu en formelig krigserklæring og begyndte med foraaret 1521 sit felttog, hvis opgave for det første var at tage Vesteraas og Upsala og lægge sig udenfor Stockholm.

52I begyndelsen havde han et lidet uheld. Vestmanlændingerne havde indtaget Køping, og trætte og sorgløse lagde nogle sig til hvile, andre sad oppe i skogen paa aasen ved en vagtild omkring sine øltønder og drak og sang, indtil ogsaa de faldt i søvn. Da kom lensmanden fra Ørebro uforvarende over dem, og denne «køpingsleg,» som den blev kaldt, kostede mange bønder livet. Men Gustavs mod blev ikke svækket derved, og den 29de april stod han med hovedhæren paa Balundsaasen ved Sankt Olofs kapel for at kaste sig over Vesteraas. Blandt de danske befalingsmænd paa slottet havde der hersket stor uenighed; endelig satte Diderik Slaghoek igjennem, at man rykkede ud. Skigardene blev nedbrudte, forat rytteriet kunde tumle sig frit; derefter førtes fodfolk og hestfolk tilligemed feltstykkerne ud imod fienden. «Om der saa regnede dalkarle ned fra himmelen i tre dage,» raabte lanseknegtene, «skal de dog bide i græsset.» Hestfolket styrtede imod bondehæren; men denne holdt mandig stand; de nye lange spyd var som skansepæle, hvorpaa hestene spiddede sig, og de nye pile var skarpe nok til at gjennembore et harnisk. Rytterne vendte sig til flugt og nedtrampede sine egne fodfolk; alt kastedes saa i uordentlige klynger tilbage ind i byen. De svenske høvdinger drev dem foran sig igjennem de lange gader, tog deres kartover, nedhug dem eller trængte dem ud i aaen og splittede dem ad. Bønderne troede seiren allerede sikker og plyndrede eller leirede sig, som i Køping, omkring øltønderne og det mægtige vinfad, de traf paa i raadstuen. Da kom Gustav til og lod paa stedet alle tønder og fade hugge itu. «Heller ser jeg vinen strømme paa marken end mine krigsmænds blod,» udbrød han og befalede enhver øieblikkelig at træde under vaaben. Det skede ogsaa, at danskerne, der imidlertid havde begyndt paa nye angreb, atter blev drevne tilbage; kun i slottet kunde de endnu holde sig i lang tid.

Fra Vesteraas rykkede hovedhæren imod Upsala paa sletten ved Fyrisaa. Medens høvdingerne raadslog i en nærliggende skog, saa man fire sortklædte mænd med hvide kapper langsomt nærme sig over engen. Det var kanniker, som bad, at angrebet ikke maatte ske, førend Sankt Eriks fest var høitideligholdt og hans ben baarne fra Ny- til Gammel-Upsala. 53«Det tilkommer svenske mænd, ikke udlændinger,» svarede høvdingerne, «at bære rigets skytshelgens skrin, og vi skal gjøre vort bedste for at komme til festen.» Sankt Eriks-dagen, den 18de mai, havde almuen talrig forsamlet sig i byen, hvor der tillige blev holdt marked. Bengt Bjugg, erkebiskopens foged, var stolt af en liden fordel, han nylig havde havt, og troede sig fuldkommen tryg. I sit overmod lod han plankeverket nedrive ved bispegaarden, og her i haven under de knoppende trær leirede hans lanseknegte sig, svirede, dansede og spillede og faldt saa omsider i søvn. Klokken to om natten gjorde svenskerne et pludseligt anfald; vagterne blev overrumplede, og bispegaarden, hvor de danske opholdt sig, blev i en haandevending omringet. Neppe lykkedes det Bengt, der skjød ild paa byen, under forvirringen at bryde ud igjennem de stormende og dødelig saaret undslippe til Stockholm; Upsala havde han mistet. Men erkebiskopen pønsede paa at befri sin hovedstad og de «hellige fædre,» kannikerne, der daglig maatte døie haarde ord af Gustav Eriksson. Denne havde sendt brev og budskab med en af dem til Stockholm; kanniken blev sat fast. «Jeg skal selv bringe mit svar,» sagde erkebiskopen og brød ufortøvet op med 3000 fodfolk og 500 ryttere. Gustav Eriksson sad ved aftensmaaltidet i Upsala, da der kom bud paa bud om erkebiskopens fremrykning; længe vilde han ikke tro det; tilsidst fik han dog troen i hænderne og væbnede sin lille skare. Erkebiskopen, der antog ham for sterkere, end han virkelig var, havde imidlertid nølet natten over og angreb først næste dag, og dette blev Gustavs frelse. I den tidlige morgenstund holdt han oppe paa Sandaasen ved Upsala, hvor slottet siden byggedes, og blev herfra vidne til fiendens fremrykning. Øieblikkelig hastede han bort og fik hurtig egnens almue til at gribe til vaaben. Erkebiskopen, der rykkede tilbage med uforrettet sag, saa sig underveis overfalden; selv blev han skarpt forfulgt af Lars Olsson, der stødte sit vaaben efter ham, og kun med tabet af næsten hele sin styrke undkom han til Stockholm. Ved midsommerstid stod befriernes hære paa Brunkeberget; hele Svearike, paa borgene nær, var i deres vold.

Fr. Hammerich.

46

I etteråret 1520 var det, at kong Kristiern den annen i Stockholm anrettet det forferdelige blodbad på sine fiender blant svenskene. Men allerede et halvt år før blodgjerningen skjedde, var Sveriges av Gud udkaarede befrier i sitt arbeide. Bøken stod i utspring på 47den yndige Kalmarstrand. Forbi Søren Norbys blokadeskip under Øland listet seg den 31te mai en tysk jakt, der la i land ved Stensø, en halv mil fra Kalmar. En ung, mandig herre steg ut av den; ene med sitt mot og sitt sverd snek han seg ad lønnlige stier hen til byen. Han var 24 år gammel, høy og kraftig bygget, hadde et bestemt uttrykk i ansiktet, skarpe øyne, lysegult hår og smukt, langt skjegg. Det var Gustav Eriksson Vasa til Rødboholm. Han var født på Lindholm slott i Upland og nedstammet fra en gammel, berømt ætt. Hans oppdragelse hadde vært streng, hans daglige kost var simpel; til adspredelse moret han seg med å klatre om i fjellene. Da han ble tretten år, kom han i Upsala skole og var kjent i egnen deromkring for det mot, han utviste på streiferier og ulvejagter. «Ved dere, hva jeg vil gjøre?» sa han en dag til sine kamerater; «jeg vil opp til Dalarne, reise dalfolket og slå «juten» på nesen.» Da hans skolemester, en dansk mann, revsede ham derfor med ferlen, trakk han sin kårde og hug den gjennom sin bok. «Jeg gir deg og din skole en god dag!» ropte han og ilede bort. Ved atten aars alder ble han opptatt ved sin frende hr. Stens hof og indsugede her et brennende hat til de danske; i fektningen ved Brännkyrka hadde han ført Sveriges hovedbanner. Da han imot tro og love ble bortslæbt av kongen til Danmark, satte hans moders frende, Erik Eriksson Banner, 1600 gylden i borgen imot å få ham i forvaring. Ved en vig av Aarhusfjord, på en omflydt odde, lå dengang Kalø slott, hvis ruiner ennå smykker det rike landskap og er synlige i hele omegnen; dit ble Gustav brakt. Han gikk fritt omkring; men hvor han enn stod, i skogen eller ved havet, tenkte han på sitt stakkars, forkuede fedreland. Hverken mat eller drikke ville smake ham, og om natten ble han forstyrret av urolige drømme. Endelig, en tidlig septembermorgen i året 1519, flyktet han bort, forkledd som bonde. Han sluttet seg til studeprangere, der drev okser sydpå, og stod dagen før mikkelsdag fri og frelst i Lübeck. Forgjeves tog Erik Eriksson selv herned og fordret ham utlevert; flyktningen var nettopp kommet i et beleilig øyeblikk, så at rådet ved hans hjelp kunne få en svensk oppstand i gang og således berede den forhatte kong 48Kristiern nye vanskeligheter. Derfor holdt det sin hånd over ham, understøttet hans reise og lovede ham penger og folk. Det var ved sin hjemkomst fra Lübeck, at han steg i land ved Kalmar.

Fru Anna på Kalmar slott mottok den flyktende med velvilje; men forgjeves var det, at han på torvet talte til borgerskapet; dets mot var sunket, og han måtte flykte og med de fredløse oppholde seg i skogen; thi der var utsatt en pris på hans hode. Heller ikke hos smålendingene kunne hans ord få noen inngang. Han måtte se sitt folks skjendsel, se den ene belyve og forføre den annen, og selv skjule seg i skoger og kjellere. Til sist nådde han Refsnes, sitt fædrenegods, der lå i nærheten av Mælaren. En dag i november måned var han her på jakt; da møtte en gammel, tro landbo ham. «Ak, kjære herre,» utbrøt den gamle med tårer; «nå står det hel ynkelig og elendig til i riket; kongen har latt deres far ta afdage,» og med kvalt røst fortalte han om det stockholmske blodbad. Gustav ble stum av forferdelse; men han svor en dyr hevn. Han samlet alt sitt gull og sølv og red den 25de november ut av Refsnes imot norden, full av de største planer, kun ledsaget av en tjener. Ved et fergested ville denne rømme bort med hans vadsekk; Gustav forfulgte ham imidlertid, og med sin gjenvunne vadsekk slapp han heldig til Dalarne, til egnen omkring Kobberberget. Her, hos dette frie, selvstendige, trofaste fjellfolk, håpet han å finne menn, der ennå trodde på Sveriges frelse.

Til en begynnelse avla han sin junkerdrakt, klippet håret rundt, iførte seg en dalbondes klæder og tok øksen på sin skulder. Han meldte seg som tersker hos den rike bergmann Anders Persson på Rankhytten og ble antatt. Men en pike opdagede snart mistenkelige tegn, fliken av en gullstukken skjortekrave, og meldte det til sin husbond, der lot ham kalle og talte vennlig med ham uten å driste seg til å skjule ham. Han drog da av sted til Ornes. Gården ligger der ennå som dengang, mellom bjørketrær på sitt lille nes, og speiler seg i bølgene. Det er en rødmalet, spontekket bjelkebygning på to stokverk med en svalgang. Arendt Persson, dens eiermann, var hans gamle venn fra Upsala; han mottok ham også tilsynelatende godt og førte ham opp til fadeburet i øverste stokverk. Hemmelig pønset han imidlertid 49på forræderi og ilede av sted i nabolaget for å samle folk. Men hans hustru, Barbro Stigdatter, hadde fattet godhet for den kjekke flyktning og befalte sin tjenestegutt å spenne for sleden og holde bagved bygningen. Derpå gikk hun opp i fadeburet, vækkede Gustav og firte ham med et langt håndkle ned derfra. Det ene eventyr fulgte nå ovenpå det andre; thi han ble stadig forfulgt av danske speidere. Engang trådte disse inn hos en bonde, Svend, hvor han nettopp var tydd hen; men bondens hustru, som stod og bakte brød i ovnen, hug ham i det samme med ovnrageren over ryggen: «Hvi står du her og gaper?» sa hun; «har du ikke sett fremmede folk før? Skynd deg inn i laden og tersk!» Således slapp han for mistanke. Sven kjørte ham derpå i et halmlæs inn i de tykkeste skoger; danskene omringet vognen underveis og stak flere ganger spydene igjennom lesset; Gustav ble såret, men rørte seg ikke. Da blodet imidlertid dryppet ned i sneen, tog Svend sin kniv og skar et hull i hestens ben for ikke å røpe flyktningen. Denne lå deretter under trær og i huler og i de ville skoger, mens bøndene hemmelig brakte mat til ham.

De ivrige etterforskninger saktnet et øyeblikk. Da trådte Gustav opp ved Siljan, en innsjø, omgitt av fjell, som er rike på minner om Sveriges Wilhelm Tell og kun savner kapellenes katolske poesi for å kappes med Schweiz. Det var en søndag, da han første gang fra Rättviks kirkebakke talte til den forsamlede menighet. Den lyttet til ordene, men ville dog først høre sine granders mening. Nedslått vandret Gustav videre gjennom ødemarken til Mora, Dalarnes største sogn, der ligger ved Siljans nordlige strand i en sandet, av bjerge og skoger omgitt dal. Almuen heroppe hadde det beste lov for sin kraftige vilje og sitt mot. Han holdt seg en stund skjult hos en bonde i dennes hvælvede stenkjelder. Danskene kom inn i huset, og annen gang frelstes Gustav ved en kvinnes åndsnærværelse. Bondens hustru stod nemlig just og bryggede juleølet; hun veltet sitt kar henover kjellerlemmen, så snart hun så de inntredende. Det var nå blitt jul. En av helligdagene etter messen stod en talrig forsamling utenfor Mora-kirke; den lave middagssol kastet sitt skjær henad snømarkene, vinden blåste fra nord, hva folket gjerne antok for et godt tegn. Fra kirkebakken her talte

VI. bd.

50den unge herre med beveget røst om Jøsse Erikssons tyranni, om Engelbrekts heltemot, det stockholmske blodbad og sin egen faders mord. «Og nå, dalamænd,» således endte han, «vil dere være menn og trolig hevne sådan urett, da vil jeg være deres høvding.» Mange av Mora-karlene svarede med gny og hevnrop; andre derimot var sagtmodigere. De hadde hørt så meget om kongens vennlighet imot bøndene og mente, at hans grumhet vel kun gjaldt herrene. Derfor ville de først spørre seg for hos grannene og bad Gustav holde seg skjult så lenge.

Og dette ble ham en nødvendighet; thi etterforskningene tog paany til. Flere dage lå han trass den strenge kulde under en bro ikke langt fra kirken; derfra vandret han gjennom uveisomme skoger og tvers over øde høyder til Vesterdalarne. Det var de siste dage i året 1520. Mistrøstig, fortvilet, plaget av nød og kulde gikk han frem, hvor hyttene ble sjeldnere, hvor Dalelven villere og villere skummet av sted gjennom snødekte kløfter. Han stod til sist i Sälns by, to mil fra Transtrands ensomme bergkapell, ved foten av de norske fjell, og var rede til å fly over til Norge. Da kom to skiløpere farende henover viddene; de var avsendte fra Mora og bad og besvor ham å vende om; thi dalfolket hadde tatt sin beslutning. Det hadde straks fattet hengivenhet for den mandige, unge herre. I Mora hadde en der boende dansk mann, Rasmus jyde, grepet til våpen og ihjelslått fogden, der var blant Gustavs verste etterstrebere. En dag så Rättviks-karlene 100 danske ryttere ride over isen på Siljan for å forfølge, og de ilede til tårnet og klemtede med klokken. Søndenvinden bar lyden opp i landet; folket forstod dette tegn og tok stålbuene ned; skarer av væbnede kom ut av skogen og oppfylte de bugtede fjellstier. De danske ble nå omringet og flyktet opp i kirketårnet, hvorfra de kun unnslapp ved løfter om ikke å volde Gustav noen skade. Ikke lenge etter fikk bøndene pålitelige og omstendelige etterretninger om det stockholmske blodbad av de mange adelsmenn, der søkte et skjulested heroppe. Da gråt de av harme, svor blodig hevn og sendte straks sine flinkeste skiløpere av sted etter Gustav. Han fulgte nå uten ringeste betenkelighet tilbake med dem, og allevegne mottok bøndene ham med glede og svor ham troskap som Sveriges herre og høvedsmann.

51Det var 88 år, etter at Engelbrekt Engelbrektsson hadde reist dalabønderne, at Gustav Eriksson rykket ut med dem til sitt fedrelands endelige befrielse; hans makt voksede hastig som den lille snøball, der løsner oppe på fjellet og snart er et snøskred. Allerede en måned etter at han var blitt høvding, vovede han seg ut av skogene, plyndret de kjøpmannsboder, som stod i Falun ved Kobberberget, og tok her det første silketøi til sine faner. Da han neste gang så herned, talte han allerede 1500 mann omkring seg, og bergmennene hyllet ham med glede. Derfra drog han til Helsingland og Gestrikland og fant allevegne tro svenner, der sluttet seg til ham. I hans fraværelse var de tre biskoper, Diderik Slaghoek, Jens Andersson og Gustav Trolle, med 6000 mann dragne ut imot dalfolket for å holde messe med sverdet. De leirede seg ved Brunnbæks ferge, hvor den brede Dalelv skyller hen imellom jevntskrånende, skogdekte strande. Den nordre bred vrimlet av 5000 dalamænd i hvite kofter, av nerikeboer og vestmanlændinger under Gustavs høvdinger; dalpilene gikk i bueskud over elven. Da spurte biskop Jens: «Hvor meget våpenført folk kan egnen her stille i marken?» «20,000,» var svaret. «Hvorfra får de sin føde?» spurte han videre. «De er ikke vante til kresenhet,» ble der svaret; «de fleste av dem pleier å drikke vann, og i nødsfall kan de nøyes med barkebrød.» «Det folk, som eter tre og drikker vann,» ropte han så, «er ubetvingeligt. Brødre, la oss drage herfra!» Mens danskene gjorde seg rede til oppbrudd, satte bøndene imidlertid over elven og angrep dem uventet fra to sider. Og under deres køller og pile sank lanseknektene eller joges ut i elven; de tiloversblevne flyede til Vesteraas. Dalfolket hadde vundet sin første seier.

Gustavs sak hadde i det hele god fremgang i det nordlige Sverige, og han selv var utrettelig både dag og natt. Han lærte sine folk å smede pilene bedre og gjøre spydene lenger; han øvede og mønstret dem. Snart hadde han en flere tusen mann sterk hær, der forstod å holde god mannstukt; Lars Olsson og Lars Eriksson var hans øverster; kun koftene, bevæpningen og mangelen på skyts mindede om bonden. Han utstedte nå en formelig krigserklæring og begynte med foråret 1521 sitt felttog, hvis oppgave for det første var å ta Vesteraas og Upsala og legge seg utenfor Stockholm.

52I begynnelsen hadde han et lite uhell. Vestmanlændingerne hadde inntatt Køping, og trette og sorgløse la noen seg til hvile, andre satt oppe i skogen på aasen ved en vaktild omkring sine øltønner og drakk og sang, inntil også de falt i søvn. Da kom lensmannen fra Ørebro uforvarende over dem, og denne «køpingsleg,» som den ble kalt, kostet mange bønder livet. Men Gustavs mot ble ikke svekket derved, og den 29de april stod han med hovedhæren på Balundsaasen ved Sankt Olofs kapell for å kaste seg over Vesteraas. Blant de danske befalingsmenn på slottet hadde der hersket stor uenighet; endelig satte Diderik Slaghoek igjennom, at man rykket ut. Skigardene ble nedbrutte, for at rytteriet kunne tumle seg fritt; deretter førtes fotfolk og hestfolk tillikemed feltstykkene ut imot fienden. «Om der så regnet dalkarle ned fra himmelen i tre dage,» ropte lanseknektene, «skal de dog bite i gresset.» Hestfolket styrtet imot bondehæren; men denne holdt mandig stand; de nye lange spyd var som skansepeler, hvorpå hestene spiddet seg, og de nye pile var skarpe nok til å gjennombore et harnisk. Rytterne vendte seg til flukt og nedtrampede sine egne fotfolk; alt kastedes så i uordentlige klynger tilbake inn i byen. De svenske høvdinger drev dem foran seg igjennom de lange gater, tok deres kartover, nedhug dem eller trengte dem ut i åen og splittet dem ad. Bøndene trodde seieren allerede sikker og plyndret eller leirede seg, som i Køping, omkring øltønnene og det mektige vinfat, de traff på i rådstuen. Da kom Gustav til og lot på stedet alle tønder og fade hugge itu. «Heller ser jeg vinen strømme på marken enn mine krigsmenns blod,» utbrøt han og befalte enhver øyeblikkelig å tre under våpen. Det skjedde også, at danskene, der imidlertid hadde begynt på nye angrep, atter ble drevne tilbake; kun i slottet kunne de ennå holde seg i lang tid.

Fra Vesteraas rykket hovedhæren imot Upsala på sletten ved Fyrisaa. Mens høvdingene rådslo i en nærliggende skog, så man fire sortkledde menn med hvite kapper langsomt nærme seg over engen. Det var kanniker, som bad, at angrepet ikke måtte ske, før Sankt Eriks fest var høytideligholdt og hans ben bårne fra Ny- til Gammel-Upsala. 53«Det tilkommer svenske menn, ikke utlendinger,» svarede høvdingene, «å bære rigets skytshelgens skrin, og vi skal gjøre vårt beste for å komme til festen.» Sankt Eriks-dagen, den 18de mai, hadde almuen talrig forsamlet seg i byen, hvor der tillike ble holdt marked. Bengt Bjugg, erkebiskopens fogd, var stolt av en liten fordel, han nylig hadde hatt, og trodde seg fullkommen trygg. I sitt overmot lot han plankeverket nedrive ved bispegården, og her i hagen under de knoppende trær leirede hans lanseknekter seg, svirede, danset og spilte og falt så omsider i søvn. Klokken to om natten gjorde svenskene et plutselig anfall; vaktene ble overrumplet, og bispegården, hvor de danske oppholdt seg, ble i en håndvending omringet. Neppe lyktes det Bengt, der skjød ild på byen, under forvirringen å bryte ut igjennom de stormende og dødelig såret unnslippe til Stockholm; Upsala hadde han mistet. Men erkebiskopen pønsede på å befri sin hovedstad og de «hellige fedre,» kannikene, der daglig måtte døye harde ord av Gustav Eriksson. Denne hadde sendt brev og budskap med en av dem til Stockholm; kanniken ble satt fast. «Jeg skal selv bringe mitt svar,» sa erkebiskopen og brød ufortøvet opp med 3000 fotfolk og 500 ryttere. Gustav Eriksson satt ved aftensmåltidet i Upsala, da der kom bud på bud om erkebiskopens fremrykning; lenge ville han ikke tro det; til sist fikk han dog troen i hendene og væbnede sin lille skare. Erkebiskopen, der antok ham for sterkere, enn han virkelig var, hadde imidlertid nølt natten over og angrep først neste dag, og dette ble Gustavs frelse. I den tidlige morgenstund holdt han oppe på Sandaasen ved Upsala, hvor slottet siden byggedes, og ble herfra vitne til fiendens fremrykning. Øyeblikkelig hastet han bort og fikk hurtig egnens almue til å gripe til våpen. Erkebiskopen, der rykket tilbake med uforrettet sak, så seg underveis overfalt; selv ble han skarpt forfulgt av Lars Olsson, der støtte sitt våpen etter ham, og kun med tapet av nesten hele sin styrke unnkom han til Stockholm. Ved midsommerstid stod befriernes hære på Brunkeberget; hele Svearike, på borgene nær, var i deres vold.

Fr. Hammerich.