Læreplanatlas
6. Bind

7. Gustav Vasas flugt.

Af Fr. Hammerich

46

I efteraaret 1520 var det, at kong Kristiern den anden i Stockholm anrettede det forfærdelige blodbad paa sine fiender blandt svenskerne. Men allerede et halvt aar før blodgjerningen skede, var Sveriges af Gud udkaarede befrier i sit arbeide. Bøgen stod i udspring paa 47den yndige Kalmarstrand. Forbi Søren Norbys blokadeskibe under Øland listede sig den 31te mai en tysk jagt, der lagde iland ved Stensø, en halv mil fra Kalmar. En ung, mandig herre steg ud af den; ene med sit mod og sit sverd sneg han sig ad lønlige stier hen til byen. Han var 24 aar gammel, høi og kraftig bygget, havde et bestemt udtryk i ansigtet, skarpe øine, lysegult haar og smukt, langt skjeg. Det var Gustav Eriksson Vasa til Rødboholm. Han var født paa Lindholm slot i Upland og nedstammede fra en gammel, berømt æt. Hans opdragelse havde været streng, hans daglige kost var simpel; til adspredelse morede han sig med at klatre om i fjeldene. Da han blev tretten aar, kom han i Upsala skole og var kjendt i egnen deromkring for det mod, han udviste paa streiferier og ulvejagter. «Ved I, hvad jeg vil gjøre?» sagde han en dag til sine kamerater; «jeg vil op til Dalarne, reise dalfolket og slaa «juten» paa næsen.» Da hans skolemester, en dansk mand, revsede ham derfor med ferlen, trak han sin kaarde og hug den gjennem sin bog. «Jeg giver dig og din skole en god dag!» raabte han og ilede bort. Ved atten aars alder blev han optagen ved sin frænde hr. Stens hof og indsugede her et brændende had til de danske; i fegtningen ved Brännkyrka havde han ført Sveriges hovedbanner. Da han imod tro og love blev bortslæbt af kongen til Danmark, satte hans moders frænde, Erik Eriksson Banner, 1600 gylden i borgen imod at faa ham i forvaring. Ved en vig af Aarhusfjord, paa en omflydt odde, laa dengang Kalø slot, hvis ruiner endnu smykker det rige landskab og er synlige i hele omegnen; did blev Gustav bragt. Han gik frit omkring; men hvor han end stod, i skogen eller ved havet, tænkte han paa sit stakkars, forkuede fædreland. Hverken mad eller drikke vilde smage ham, og om natten blev han forstyrret af urolige drømme. Endelig, en tidlig septembermorgen i aaret 1519, flygtede han bort, forklædt som bonde. Han sluttede sig til studeprangere, der drev okser sydpaa, og stod dagen før mikkelsdag fri og frelst i Lübeck. Forgjæves tog Erik Eriksson selv herned og fordrede ham udleveret; flygtningen var netop kommen i et beleiligt øieblik, saa at raadet ved hans hjælp kunde faa en svensk opstand igang og saaledes berede den forhadte kong 48Kristiern nye vanskeligheder. Derfor holdt det sin haand over ham, understøttede hans reise og lovede ham penge og folk. Det var ved sin hjemkomst fra Lübeck, at han steg iland ved Kalmar.

Fru Anna paa Kalmar slot modtog den flygtende med velvilje; men forgjæves var det, at han paa torvet talte til borgerskabet; dets mod var sunket, og han maatte flygte og med de fredløse opholde sig i skogen; thi der var udsat en pris paa hans hoved. Heller ikke hos smaalændingerne kunde hans ord faa nogen indgang. Han maatte se sit folks skjendsel, se den ene belyve og forføre den anden, og selv skjule sig i skoge og kjeldere. Tilsidst naaede han Refsnes, sit fædrenegods, der laa i nærheden af Mælaren. En dag i november maaned var han her paa jagt; da mødte en gammel, tro landbo ham. «Ak, kjære herre,» udbrød den gamle med taarer; «nu staar det hel ynkelig og elendig til i riget; kongen har ladet eders fader tage afdage,» og med kvalt røst fortalte han om det stockholmske blodbad. Gustav blev stum af forfærdelse; men han svor en dyr hevn. Han samlede alt sit guld og sølv og red den 25de november ud af Refsnes imod norden, fuld af de største planer, kun ledsaget af en tjener. Ved et færgested vilde denne rømme bort med hans vadsæk; Gustav forfulgte ham imidlertid, og med sin gjenvundne vadsæk slap han heldig til Dalarne, til egnen omkring Kobberberget. Her, hos dette frie, selvstændige, trofaste fjeldfolk, haabede han at finde mænd, der endnu troede paa Sveriges frelse.

Til en begyndelse aflagde han sin junkerdragt, klippede haaret rundt, iførte sig en dalbondes klæder og tog øksen paa sin skulder. Han meldte sig som tersker hos den rige bergmand Anders Persson paa Rankhytten og blev antagen. Men en pige opdagede snart mistænkelige tegn, fligen af en guldstukken skjortekrave, og meldte det til sin husbond, der lod ham kalde og talte venlig med ham uden at driste sig til at skjule ham. Han drog da afsted til Ornes. Gaarden ligger der endnu som dengang, mellem birketrær paa sit lille nes, og speiler sig i bølgerne. Det er en rødmalet, spaantækket bjelkebygning paa to stokverk med en svalgang. Arendt Persson, dens eiermand, var hans gamle ven fra Upsala; han modtog ham ogsaa tilsyneladende godt og førte ham op til fadeburet i øverste stokverk. Hemmelig pønsede han imidlertid 49paa forræderi og ilede afsted i nabolaget for at samle folk. Men hans hustru, Barbro Stigdatter, havde fattet godhed for den kjække flygtning og befalede sin tjenestegut at spænde for slæden og holde bagved bygningen. Derpaa gik hun op i fadeburet, vækkede Gustav og firede ham med et langt haandklæde ned derfra. Det ene eventyr fulgte nu ovenpaa det andet; thi han blev stadig forfulgt af danske speidere. Engang traadte disse ind hos en bonde, Svend, hvor han netop var tyet hen; men bondens hustru, som stod og bagte brød i ovnen, hug ham i det samme med ovnrageren over ryggen: «Hvi staar du her og gaber?» sagde hun; «har du ikke seet fremmede folk før? Skynd dig ind i laden og tersk!» Saaledes slap han for mistanke. Sven kjørte ham derpaa i et halmlæs ind i de tykkeste skoge; danskerne omringede vognen underveis og stak flere gange spydene igjennem læsset; Gustav blev saaret, men rørte sig ikke. Da blodet imidlertid dryppede ned i sneen, tog Svend sin kniv og skar et hul i hestens ben for ikke at røbe flygtningen. Denne laa derefter under trær og i huler og i de vilde skoge, medens bønderne hemmelig bragte mad til ham.

De ivrige efterforskninger sagtnede et øieblik. Da traadte Gustav op ved Siljan, en indsjø, omgiven af fjelde, som er rige paa minder om Sveriges Wilhelm Tell og kun savner kapellernes katholske poesi for at kappes med Schweiz. Det var en søndag, da han første gang fra Rättviks kirkebakke talte til den forsamlede menighed. Den lyttede til ordene, men vilde dog først høre sine granders mening. Nedslagen vandrede Gustav videre gjennem ødemarken til Mora, Dalarnes største sogn, der ligger ved Siljans nordlige strand i en sandet, af bjerge og skoge omgiven dal. Almuen heroppe havde det bedste lov for sin kraftige vilje og sit mod. Han holdt sig en stund skjult hos en bonde i dennes hvælvede stenkjelder. Danskerne kom ind i huset, og anden gang frelstes Gustav ved en kvindes aandsnærværelse. Bondens hustru stod nemlig just og bryggede juleølet; hun veltede sit kar henover kjelderlemmen, saasnart hun saa de indtrædende. Det var nu blevet jul. En af helligdagene efter messen stod en talrig forsamling udenfor Mora-kirke; den lave middagssol kastede sit skjær henad snemarkerne, vinden blæste fra nord, hvad folket gjerne antog for et godt tegn. Fra kirkebakken her talte

VI. bd.

50den unge herre med bevæget røst om Jøsse Erikssons tyranni, om Engelbrekts heltemod, det stockholmske blodbad og sin egen faders mord. «Og nu, dalamænd,» saaledes endte han, «vil I være mænd og trolig hevne saadan uret, da vil jeg være eders høvding.» Mange af Mora-karlene svarede med gny og hevnraab; andre derimod var sagtmodigere. De havde hørt saa meget om kongens venlighed imod bønderne og mente, at hans grumhed vel kun gjaldt herrerne. Derfor vilde de først spørge sig for hos granderne og bad Gustav holde sig skjult saalænge.

Og dette blev ham en nødvendighed; thi efterforskningerne tog paany til. Flere dage laa han trods den strenge kulde under en bro ikke langt fra kirken; derfra vandrede han gjennem uveisomme skoge og tvers over øde høider til Vesterdalarne. Det var de sidste dage i aaret 1520. Mistrøstig, fortvilet, plaget af nød og kulde gik han frem, hvor hytterne blev sjeldnere, hvor Dalelven vildere og vildere skummede afsted gjennem snedækte kløfter. Han stod tilsidst i Sälns by, to mile fra Transtrands ensomme bjergkapel, ved foden af de norske fjelde, og var rede til at fly over til Norge. Da kom to skiløbere farende henover vidderne; de var afsendte fra Mora og bad og besvor ham at vende om; thi dalfolket havde taget sin beslutning. Det havde straks fattet hengivenhed for den mandige, unge herre. I Mora havde en der boende dansk mand, Rasmus jyde, grebet til vaaben og ihjelslaaet fogden, der var blandt Gustavs værste efterstræbere. En dag saa Rättviks-karlene 100 danske ryttere ride over isen paa Siljan for at forfølge, og de ilede til taarnet og klemtede med klokken. Søndenvinden bar lyden op i landet; folket forstod dette tegn og tog staalbuerne ned; skarer af væbnede kom ud af skogen og opfyldte de bugtede fjeldstier. De danske blev nu omringede og flygtede op i kirketaarnet, hvorfra de kun undslap ved løfter om ikke at volde Gustav nogen skade. Ikke længe efter fik bønderne paalidelige og omstændelige efterretninger om det stockholmske blodbad af de mange adelsmænd, der søgte et skjulested heroppe. Da græd de af harme, svor blodig hevn og sendte straks sine flinkeste skiløbere afsted efter Gustav. Han fulgte nu uden ringeste betænkelighed tilbage med dem, og allevegne modtog bønderne ham med glæde og svor ham troskab som Sveriges herre og høvedsmand.

51Det var 88 aar, efterat Engelbrekt Engelbrektsson havde reist dalabønderne, at Gustav Eriksson rykkede ud med dem til sit fædrelands endelige befrielse; hans magt voksede hastig som den lille snebold, der løsner oppe paa fjeldet og snart er et sneskred. Allerede en maaned efterat han var bleven høvding, vovede han sig ud af skogene, plyndrede de kjøbmandsboder, som stod i Falun ved Kobberberget, og tog her det første silketøi til sine faner. Da han næste gang saa herned, talte han allerede 1500 mand omkring sig, og bjergmændene hyldede ham med glæde. Derfra drog han til Helsingland og Gestrikland og fandt allevegne tro svende, der sluttede sig til ham. I hans fraværelse var de tre biskoper, Diderik Slaghoek, Jens Andersson og Gustav Trolle, med 6000 mand dragne ud imod dalfolket for at holde messe med sverdet. De leirede sig ved Brunnbæks færge, hvor den brede Dalelv skyller hen imellem jevntskraanende, skogdækte strande. Den nordre bred vrimlede af 5000 dalamænd i hvide kofter, af nerikeboer og vestmanlændinger under Gustavs høvdinger; dalpilene gik i bueskud over elven. Da spurgte biskop Jens: «Hvor meget vaabenført folk kan egnen her stille i marken?» «20,000,» var svaret. «Hvorfra faar de sin føde?» spurgte han videre. «De er ikke vante til kræsenhed,» blev der svaret; «de fleste af dem pleier at drikke vand, og i nødsfald kan de nøies med barkebrød.» «Det folk, som æder træ og drikker vand,» raabte han saa, «er ubetvingeligt. Brødre, lad os drage herfra!» Medens danskerne gjorde sig rede til opbrud, satte bønderne imidlertid over elven og angreb dem uventet fra to sider. Og under deres køller og pile sank lanseknegtene eller joges ud i elven; de tiloversblevne flyede til Vesteraas. Dalfolket havde vundet sin første seir.

Gustavs sag havde i det hele god fremgang i det nordlige Sverige, og han selv var utrættelig baade dag og nat. Han lærte sine folk at smede pilene bedre og gjøre spydene længere; han øvede og mønstrede dem. Snart havde han en flere tusend mand sterk hær, der forstod at holde god mandstugt; Lars Olsson og Lars Eriksson var hans øverster; kun kofterne, bevæbningen og mangelen paa skyts mindede om bonden. Han udstedte nu en formelig krigserklæring og begyndte med foraaret 1521 sit felttog, hvis opgave for det første var at tage Vesteraas og Upsala og lægge sig udenfor Stockholm.

52I begyndelsen havde han et lidet uheld. Vestmanlændingerne havde indtaget Køping, og trætte og sorgløse lagde nogle sig til hvile, andre sad oppe i skogen paa aasen ved en vagtild omkring sine øltønder og drak og sang, indtil ogsaa de faldt i søvn. Da kom lensmanden fra Ørebro uforvarende over dem, og denne «køpingsleg,» som den blev kaldt, kostede mange bønder livet. Men Gustavs mod blev ikke svækket derved, og den 29de april stod han med hovedhæren paa Balundsaasen ved Sankt Olofs kapel for at kaste sig over Vesteraas. Blandt de danske befalingsmænd paa slottet havde der hersket stor uenighed; endelig satte Diderik Slaghoek igjennem, at man rykkede ud. Skigardene blev nedbrudte, forat rytteriet kunde tumle sig frit; derefter førtes fodfolk og hestfolk tilligemed feltstykkerne ud imod fienden. «Om der saa regnede dalkarle ned fra himmelen i tre dage,» raabte lanseknegtene, «skal de dog bide i græsset.» Hestfolket styrtede imod bondehæren; men denne holdt mandig stand; de nye lange spyd var som skansepæle, hvorpaa hestene spiddede sig, og de nye pile var skarpe nok til at gjennembore et harnisk. Rytterne vendte sig til flugt og nedtrampede sine egne fodfolk; alt kastedes saa i uordentlige klynger tilbage ind i byen. De svenske høvdinger drev dem foran sig igjennem de lange gader, tog deres kartover, nedhug dem eller trængte dem ud i aaen og splittede dem ad. Bønderne troede seiren allerede sikker og plyndrede eller leirede sig, som i Køping, omkring øltønderne og det mægtige vinfad, de traf paa i raadstuen. Da kom Gustav til og lod paa stedet alle tønder og fade hugge itu. «Heller ser jeg vinen strømme paa marken end mine krigsmænds blod,» udbrød han og befalede enhver øieblikkelig at træde under vaaben. Det skede ogsaa, at danskerne, der imidlertid havde begyndt paa nye angreb, atter blev drevne tilbage; kun i slottet kunde de endnu holde sig i lang tid.

Fra Vesteraas rykkede hovedhæren imod Upsala paa sletten ved Fyrisaa. Medens høvdingerne raadslog i en nærliggende skog, saa man fire sortklædte mænd med hvide kapper langsomt nærme sig over engen. Det var kanniker, som bad, at angrebet ikke maatte ske, førend Sankt Eriks fest var høitideligholdt og hans ben baarne fra Ny- til Gammel-Upsala. 53«Det tilkommer svenske mænd, ikke udlændinger,» svarede høvdingerne, «at bære rigets skytshelgens skrin, og vi skal gjøre vort bedste for at komme til festen.» Sankt Eriks-dagen, den 18de mai, havde almuen talrig forsamlet sig i byen, hvor der tillige blev holdt marked. Bengt Bjugg, erkebiskopens foged, var stolt af en liden fordel, han nylig havde havt, og troede sig fuldkommen tryg. I sit overmod lod han plankeverket nedrive ved bispegaarden, og her i haven under de knoppende trær leirede hans lanseknegte sig, svirede, dansede og spillede og faldt saa omsider i søvn. Klokken to om natten gjorde svenskerne et pludseligt anfald; vagterne blev overrumplede, og bispegaarden, hvor de danske opholdt sig, blev i en haandevending omringet. Neppe lykkedes det Bengt, der skjød ild paa byen, under forvirringen at bryde ud igjennem de stormende og dødelig saaret undslippe til Stockholm; Upsala havde han mistet. Men erkebiskopen pønsede paa at befri sin hovedstad og de «hellige fædre,» kannikerne, der daglig maatte døie haarde ord af Gustav Eriksson. Denne havde sendt brev og budskab med en af dem til Stockholm; kanniken blev sat fast. «Jeg skal selv bringe mit svar,» sagde erkebiskopen og brød ufortøvet op med 3000 fodfolk og 500 ryttere. Gustav Eriksson sad ved aftensmaaltidet i Upsala, da der kom bud paa bud om erkebiskopens fremrykning; længe vilde han ikke tro det; tilsidst fik han dog troen i hænderne og væbnede sin lille skare. Erkebiskopen, der antog ham for sterkere, end han virkelig var, havde imidlertid nølet natten over og angreb først næste dag, og dette blev Gustavs frelse. I den tidlige morgenstund holdt han oppe paa Sandaasen ved Upsala, hvor slottet siden byggedes, og blev herfra vidne til fiendens fremrykning. Øieblikkelig hastede han bort og fik hurtig egnens almue til at gribe til vaaben. Erkebiskopen, der rykkede tilbage med uforrettet sag, saa sig underveis overfalden; selv blev han skarpt forfulgt af Lars Olsson, der stødte sit vaaben efter ham, og kun med tabet af næsten hele sin styrke undkom han til Stockholm. Ved midsommerstid stod befriernes hære paa Brunkeberget; hele Svearike, paa borgene nær, var i deres vold.

Fr. Hammerich.