53

Gjestfrihed var et glimrende træk i de gamle nordmænds karakter.

54Ingen, der søgte og behøvede husly, enten han var fornem eller ringe, kunde bortvises, uden at man derved paadrog sig et skammeligt rygte for karrighed. Derimod var det en stor anbefaling for en husbonde, naar det hed om hans hus, «at alle der fandt gjestning» (þar var allra manna gisting), eller «at gjest og tigger der fik underholdning» (ala gest ok ganganda).

Naar en reisende kom til hus, var det skik ikke at gaa lige ind, om end dørene stod aabne; man skulde banke paa, hvis man ikke traf nogen af husets folk ude, og først paa indbydelse, som sjelden udeblev, maatte han træde nærmere. Var det kjendte folk, der kom, traadte gjerne husbonden selv ud for at modtage dem. Man hilste hinanden med at blotte hovedet og med de ord: «heill ok sæll!» d. e. «vær frisk og lykkelig!» Undertiden hilste man hinanden ogsaa med kys. Kvinder og udlevede, svagelige oldinger blev løftede af hesten. Naar den reisende var kommen ind, blev der allerførst sørget for at faa ildene optændte eller opfriskede, gjestens vaade klæder aftrukne og tørre givne ham isteden. Herved var husets kvinder virksomme. Naar han var bleven tør og opvarmet, blev der anvist ham sæde; var det en fornem og agtet mand, da i høisædet ligeoverfor husfaderen eller ogsaa ved dennes side. Mad og drikke blev nu ikke sparede. Allerede det gamle digt Haavamaal anbefaler saadan hjælpsomhed mod den reisende; det heder nemlig her (vers 3):

Ild behøverden, som ind er kommenog er kold om sine knæ;mad og klæderhar den mand behov,som over fjelde har faret.

For et udmærket tegn paa velvilje holdtes det, naar husfaderen og husmoderen overlod en ankommen reisende sin egen seng. Dersom den ankomne var husets folk ubekjendt, holdtes det for stridende mod gjestfriheden at udfritte ham om hans navn og erende. Selv bekjendte spurgte man ei om det sidste, og det var sedvanligt, hvis den ankomne havde et erende til husets folk, da først at fremkomme dermed ved afreisen. Ingen ubehagelig tidende vilde man skulde forstyrre husets glæde, medens den fremmede var der, eller gjøre dennes maaske nødtvungne ophold for ham selv ubehageligere. En grænse var der imidlertid i den almindelige vedtægt sat for misbrug af gjestfriheden, idet man ansaa det for uanstændigt for den 55reisende at sidde mere end tre nætter over paa et og samme sted, naar han ei dertil havde modtaget særskilt indbydelse.

At gaa den reisende uegennyttig tilhaande med hesteskifte og andet deslige hørte med til gjestfrihedens fordringer. Desuden var det almindelig skik, at husbonden, hvis den ankomne var ham bekjendt, fulgte denne paa vei ved afreisen; og da var det ofte, at gjesten først fremkom med sit erende. Fattigfolk nød ogsaa godt af denne gjestfrihed. De omstreifende tiggere, der benævntes stafkarlar, gøngumenn, gøngukonur, fandt modtagelse og hjælp i høvdingens som i bondens hus. I skaalen, selv hos kongerne, fik de i de ældste tider indgang under maaltidet og havde plads i halmen nærmest døren, hvor de fortærede, hvad der raktes dem fra bordene. Paa større gaarde var ogsaa plads for dem i den saakaldte gjesteskaale eller gjestehus; ellers fik de nattely i laden. Sagaerne mangler ikke træk af en aldeles overdreven, man kan næsten sige naragtig gjestfrihed. Saaledes fortælles f. eks. om den norske kvinde Geirrid, der fra Haalogaland drog over til Island og nedsatte sig der, at hun byggede sin skaale tvert over den alfare vei; hun sad selv i døren paa en stol og indbød alle reisende, hvis vei faldt der forbi; inde i skaalen stod altid et bord, besat med mad. Om en anden til Island udvandret nordmand, Torbrand, heder det, at han lod bygge et ildhus saa stort, at alle, som reiste gjennem dalen, i hvilken han boede, kunde fare med sine kløvbelagte heste derigjennem, og mad stod da rede for alle og enhver.

Oldtidens nordmænd viste sig lige nidkjære i fiendskab som i venskab.

Sin ven skal manen ven være,ham og hans ven;men sin vens uvenskal ingen mandvenskab vise,

heder det i det gamle Haavamaal, og paa et andet sted i samme digt:

Kjender du en vens sorg,gjør den til din egen sorgog giv ei dine fiender fred!

Af saadan tænkemaade udsprang hine inderlige venskabsforbindelser, paa hvilke de gamle sagaer fremstiller saa mange 56eksempler, men ogsaa hine bitre familiefeider, hine mangfoldige drab, fremkaldte af hevngjerrighed, hvis skildring ofte udgjør hovedindholdet af de samme sagaer. Det maa imidlertid til vor forfædres ære siges, at sagaerne ogsaa fremstiller hyppige eksempler paa høimod og forsonlighed, udvist mellem fiender, ligesom den hele indretning med drabsbøder viser en stræben efter, saavidt folkets karakter og tidsalderens tænkemaade tillod, at hemme blodhevnen gjennem lovene og hindre familiehadets vedvaren i det uendelige. Thi omendskjønt den dræbtes slegtninger i de ældre tider ei ligefrem var pligtige til at opgive blodhevnen, naar drabsmanden bød bøder, og mangen søn lod haant om «at bære faderhevnen i pungen,» saa holdtes det dog vistnok i den almindelige mening for ligesaa hæderligt at modtage en rundelig bod, helst naar anseede og agtede mænd var midlere, som at kræve liv for liv. Men at lade frænder ligge dræbte eller selv taale fornærmelser uden hverken at erholde bod eller søge hevn, det holdtes enhver ærekjær mand uværdigt.

En venskabsforbindelse, som støttede sig til religionen, og som ansaaes for uopløselig, indgik man i hedenskabets tider ved de saakaldte fostbroder-lag. Denne forbindelse knyttedes oftest mellem unge mænd, som enten havde henlevet sine barndomsdage sammen i enighed og kjærlighed, eller som ved et eller andet tilfælde, f. eks. paa vikingetog, var stødte sammen og havde lært at kjende og agte hinandens gode egenskaber. De religiøse skikke, hvormed fostbroder-laget sluttedes, og de forpligtelser, det medførte for fostbrødrene, fremstilles paa flere steder i de gamle sagaer. De tvende eller flere, som vilde indgaa i fostbroder-lag, opskar trende torvstrimler (jarð-ar-men), hvilke de hævede i veiret ved hjælp af et spyd, som de satte under strimlernes midte, dog saaledes at begge ender var faste ved jorden. De traadte derpaa ind under de opskaarne torvstrimler, saarede sig selv i det indre af haanden og lod blodet løbe sammen i midten under torven. Siden knælede de og svor med sammenlagte hænder under paakaldelse af guderne som vidner, at hvis en af dem omkom paa en voldsom maade, skulde den anden hevne ham som sin broder. At det ogsaa gjordes til en betingelse, at den længere levende fostbroder skulde sidde tre nætter i gravhaugen hos den døde, har sikkert været en sjeldenhed, om det ikke maa regnes rent 57ud blandt de senere kristelige tiders fabelagtige udsmykninger af hedenskabets indretninger. Ofte endte den hidsigste tvekamp med et fostbroder-lag, og at bryde dette ansaaes for det største nidingsverk.

I hedenskabets tider indtraf endogsaa undertiden det tilfælde, at den ene ven ei vilde overleve den anden, men fulgte ham frivillig i døden. Den berømte og ædle norske høvding Ingemund Torsteinssøn, der havde nedsat sig i Vatsdalen paa Island, levede her i det fortroligste venskab med tvende andre nordmænd, Øivind Sorkve og Gaut, som boede i nærheden af ham. Da Ingemund var dræbt, og budskabet om hans død kom til Øivind, lod denne sig falde paa sit eget sverd og bød døende sin fostersøn at underrette hans ven Gaut om, hvad han havde gjort. Da Gaut hørte det, udbrød han: «Ingemunds venner sømmer ei livet,» og straks fulgte han Øivinds eksempel.

Det hørte til venskabs fordringer, at vennerne, naar leilighed gaves, hyppig skulde besøge hinanden. Saaledes heder det i Haavamaal:

Har du en ven,som vel du tror,far du ofte ham at finde;thi med ris tilgrorog med høie græsden vei, som ingen vandrer.

Blev venner saa vidt skilte fra hinanden, at gjensidige besøg blev altfor besværlige, saa benyttede de dog given leilighed til at sende hinanden mundtlige budskaber — thi brevveksling kjendte hine tider ikke — og saadanne budskaber ledsagedes gjerne med gaver (vinarorð ok vinargjøf). Var det meget magtpaaliggende ting, hvorom den ene vilde underrette den anden, eller vilde man anbefale budbringeren til sin vens særdeles beskyttelse eller fortrolighed, saa lod man ham medtage en eller anden gjenstand, som vennen vel kjendte, og ved hvis gjensyn han kunde overbevise sig om, at budbringeren virkelig kom fra den, han sagde, og nød dennes fortrolighed. En saadan ting benævntes da jærtegn (jartegn, jartein) og bestod oftest i en ring, et vaaben eller overhovedet et klenodie, helst et, som var blevet budsenderen skjænket af den samme ven, til hvilken han nu skikkede det som jærtegn. Ofte lod man til end større vished budbringeren underrette den, til hvem han sendtes, om en eller anden omstændighed, der stod i forbindelse med jærtegnet, og som kun var de tvende venner bekjendt. Undertiden kunde det vel ogsaa hænde, 58at jærtegnet ei bestod i andet end den blotte meddelelse af en saadan hemmelighed. Jærtegn traadte da i hine tider, medens skrivekunsten ei var synderlig anvendt, i stedet for senere tiders brev med segl for. Thi runer, ristede paa kjevle (kefli) eller paa træplade (spjald), hvilket ogsaa stundom anvendtes, afgav ei den tilbørlige sikkerhed mod forfalskning, medmindre egne, indviklede runetegn brugtes, som maatte ansees for kun at være saare faa bekjendte.

Undertiden indrettede man et eget jærtegn for et vist tilfælde, f. eks. naar den ene ven vilde advare den anden mod en stor, overhængende fare. Saaledes fortælles om islændingen Gisle Sursson, at han smedede en penge, der bestod af tvende stykker, hvilke kunde tages fra hinanden og igjen ved hjælp af smaa nagler, fordelte i begge stykker, sættes sammen saaledes, at den saa ud som ganske hel. Han overgav sin ven Vestein det ene stykke og beholdt selv det andet med den aftale, at de ei skulde sende hinanden dette jærtegn, medmindre den enes liv svævede i fare.

R. Keyser.

53

Gjestfrihet var et glimrende trekk i de gamle nordmænds karakter.

54Ingen, der søkte og behøvde husly, enten han var fornem eller ringe, kunne bortvises, uten at man derved pådrog seg et skammelig rykte for karrighet. Derimot var det en stor anbefaling for en husbonde, når det het om hans hus, «at alle der fant gjestning» (þar var allra manna gisting), eller «at gjest og tigger der fikk underholdning» (ala gest ok ganganda).

Når en reisende kom til hus, var det skikk ikke å gå like inn, om enn dørene stod åpne; man skulle banke på, hvis man ikke traff noen av husets folk ute, og først på innbydelse, som sjelden uteble, måtte han tre nærmere. Var det kjente folk, der kom, trådte gjerne husbonden selv ut for å motta dem. Man hilste hinannen med å blotte hodet og med de ord: «heill ok sæll!» d. e. «vær frisk og lykkelig!» Undertiden hilste man hinannen også med kyss. Kvinner og utlevde, svakelige oldinger ble løftet av hesten. Når den reisende var kommet inn, ble der aller først sørget for å få ildene opptente eller opfriskede, gjestens vaade klæder aftrukne og tørre gitte ham isteden. Herved var husets kvinner virksomme. Når han var blitt tør og oppvarmet, ble der anvist ham sete; var det en fornem og aktet mann, da i høysetet ligeoverfor husfaderen eller også ved dennes side. Mat og drikke ble nå ikke spart. Allerede det gamle dikt Haavamaal anbefaler sådan hjelpsomhet mot den reisende; det heter nemlig her (vers 3):

Ild behøverden, som inn er kommetog er kald om sine kne;mat og klæderhar den mann behov,som over fjell har faret.

For et utmerket tegn på velvilje holdtes det, når husfaderen og husmoren overlot en ankommen reisende sin egen seng. Dersom den ankomne var husets folk ubekjendt, holdtes det for stridende mot gjestfriheten å utfritte ham om hans navn og ærend. Selv bekjente spurte man ei om det siste, og det var sedvanlig, hvis den ankomne hadde et ærend til husets folk, da først å fremkomme dermed ved avreisen. Ingen ubehagelig tidende ville man skulle forstyrre husets glede, mens den fremmede var der, eller gjøre dennes maaske nødtvungne opphold for ham selv ubehageligere. En grense var der imidlertid i den alminnelige vedtekt satt for misbruk av gjestfriheten, idet man anså det for uanstendig for den 55reisende å sitte mer enn tre netter over på et og samme sted, når han ei dertil hadde mottatt særskilt innbydelse.

Å gå den reisende uegennyttig tilhaande med hesteskifte og annet deslige hørte med til gjestfrihetens fordringer. Dessuten var det alminnelig skikk, at husbonden, hvis den ankomne var ham bekjent, fulgte denne på vei ved avreisen; og da var det ofte, at gjesten først fremkom med sitt ærend. Fattigfolk nød også godt av denne gjestfrihet. De omstreifende tiggere, der benevntes stafkarlar, gøngumenn, gøngukonur, fant mottakelse og hjelp i høvdingens som i bondens hus. I skålen, selv hos kongene, fikk de i de eldste tider inngang under måltidet og hadde plass i halmen nærmest døren, hvor de fortærede, hva der raktes dem fra bordene. På større gaarde var også plass for dem i den såkalte gjesteskåle eller gjestehus; ellers fikk de nattely i laden. Sagaene mangler ikke trekk av en aldeles overdreven, man kan nesten si naragtig gjestfrihet. Således fortelles f. eks. om den norske kvinne Geirrid, der fra Haalogaland drog over til Island og nedsatte seg der, at hun bygde sin skaale tvert over den alfare vei; hun satt selv i døren på en stol og innbød alle reisende, hvis vei falt der forbi; inne i skålen stod alltid et bord, besatt med mat. Om en annen til Island utvandret nordmann, Torbrand, heder det, at han lot bygge et ildhus så stort, at alle, som reiste gjennom dalen, i hvilken han bodde, kunne fare med sine kløvbelagte hester derigjennom, og mat stod da rede for alle og enhver.

Oldtidens nordmenn viste seg like nidkjære i fiendskap som i vennskap.

Sin venn skal manen venn være,ham og hans venn;men sin vens uvennskal ingen mannvennskap vise,

heder det i det gamle Haavamaal, og på et annet sted i samme dikt:

Kjenner du en vens sorg,gjør den til din egen sorgog gi ei dine fiender fred!

Av sådan tenkemåte utsprang hine inderlige vennskapsforbindelser, på hvilke de gamle sagaer fremstiller så mange 56eksempler, men også hine bitre familiefeider, hine mangfoldige drap, fremkalte av hevngjerrighet, hvis skildring ofte utgjør hovedinnholdet av de samme sagaer. Det må imidlertid til vår forfedres ære siges, at sagaene også fremstiller hyppige eksempler på høimod og forsonlighet, utvist mellom fiender, likesom den hele innretning med drapsbøter viser en streben etter, såvidt folkets karakter og tidsalderens tenkemåte tillot, å hemme blodhevnen gjennom lovene og hindre familiehadets vedvaren i det uendelige. Thi omenskjønt den dræbtes slektninger i de eldre tider ei likefrem var pliktige til å oppgi blodhevnen, når drapsmannen bød bøter, og mangen sønn lot hånt om «å bære faderhevnen i pungen,» så holdtes det dog vistnok i den alminnelige mening for likeså hederlig å motta en rundelig bod, helst når anseede og aktede menn var midlere, som å kreve liv for liv. Men å la frender ligge drepte eller selv tåle fornærmelser uten hverken å erholde bod eller søke hevn, det holdtes enhver ærekjær mann uverdig.

En vennskapsforbindelse, som støttet seg til religionen, og som ansaaes for uopløselig, inngikk man i hedenskabets tider ved de såkalte fostbror-lag. Denne forbindelse knyttedes oftest mellom unge menn, som enten hadde henlevet sine barndomsdage sammen i enighet og kjærlighet, eller som ved et eller annet tilfelle, f. eks. på vikingetog, var støtte sammen og hadde lært å kjenne og akte hinandens gode egenskaper. De religiøse skikke, hvormed fostbror-laget sluttedes, og de forpliktelser, det medførte for fostbrødrene, fremstilles på flere steder i de gamle sagaer. De tvende eller flere, som ville inngå i fostbror-lag, opskar trende torvstrimler (jarð-ar-men), hvilke de hevet i været ved hjelp av et spyd, som de satte under strimlernes midte, dog således at begge ender var faste ved jorden. De trådte derpå inn under de oppskårne torvstrimler, saarede seg selv i det indre av hånden og lot blodet løpe sammen i midten under torven. Siden knelte de og svor med sammenlagte hender under påkallelse av gudene som vitner, at hvis en av dem omkom på en voldsom måte, skulle den annen hevne ham som sin bror. At det også gjordes til en betingelse, at den lenger levende fostbror skulle sitte tre netter i gravhaugen hos den døde, har sikkert vært en sjeldenhet, om det ikke må regnes rent 57ut blant de senere kristelige tiders fabelaktige utsmykninger av hedenskabets innretninger. Ofte endte den hidsigste tvekamp med et fostbror-lag, og å bryte dette ansaaes for det største nidingsverk.

I hedenskabets tider inntraff endogsaa undertiden det tilfelle, at den ene venn ei ville overleve den annen, men fulgte ham frivillig i døden. Den berømte og edle norske høvding Ingemund Torsteinssøn, der hadde nedsatt seg i Vatsdalen på Island, levde her i det fortroligste vennskap med tvende andre nordmenn, Øivind Sorkve og Gaut, som bodde i nærheten av ham. Da Ingemund var drept, og budskapet om hans død kom til Øivind, lot denne seg falle på sitt eget sverd og bød døende sin fostersønn å underrette hans venn Gaut om, hva han hadde gjort. Da Gaut hørte det, utbrøt han: «Ingemunds venner sømmer ei livet,» og straks fulgte han Øivinds eksempel.

Det hørte til venskabs fordringer, at vennene, når leilighet gaves, hyppig skulle besøke hinannen. Således heder det i Haavamaal:

Har du en venn,som vel du tror,far du ofte ham å finne;thi med ris tilgrorog med høye gressden vei, som ingen vandrer.

Ble venner så vidt skilte fra hinannen, at gjensidige besøk ble altfor besværlige, så benyttet de dog gitt leilighet til å sende hinannen muntlige budskaper — thi brevveksling kjente hine tider ikke — og sådanne budskaper ledsagedes gjerne med gaver (vinarorð ok vinargjøf). Var det meget maktpåliggende ting, hvorom den ene ville underrette den annen, eller ville man anbefale budbringeren til sin vens særdeles beskyttelse eller fortrolighet, så lot man ham medtage en eller annen gjenstand, som vennen vel kjente, og ved hvis gjensyn han kunne overbevise seg om, at budbringeren virkelig kom fra den, han sa, og nød dennes fortrolighet. En sådan ting benevntes da jærtegn (jartegn, jartein) og bestod oftest i en ring, et våpen eller overhodet et klenodie, helst et, som var blitt budsenderen skjenket av den samme venn, til hvilken han nå skikkede det som jærtegn. Ofte lot man til enda større visshet budbringeren underrette den, til hvem han sendtes, om en eller annen omstendighet, der stod i forbindelse med jærtegnet, og som kun var de tvende venner bekjent. Undertiden kunne det vel også hænde, 58at jærtegnet ei bestod i annet enn den blotte meddelelse av en sådan hemmelighet. Jærtegn trådte da i hine tider, mens skrivekunsten ei var synderlig anvendt, i stedet for senere tiders brev med segl for. Thi runer, ristede på kjevle (kefli) eller på treplate (spjald), hvilket også stundom anvendtes, avga ei den tilbørlige sikkerhet mot forfalskning, med mindre egne, indviklede runetegn brugtes, som måtte anses for kun å være såre få bekjente.

Undertiden innrettet man et eget jærtegn for et vist tilfelle, f. eks. når den ene venn ville advare den annen mot en stor, overhengende fare. Således fortelles om islendingen Gisle Sursson, at han smidde en penger, der bestod av tvende stykker, hvilke kunne tas fra hinannen og igjen ved hjelp av små nagler, fordelte i begge stykker, settes sammen således, at den så ut som ganske hel. Han overgav sin venn Vestein det ene stykke og beholdt selv det andre med den avtale, at de ei skulle sende hinannen dette jærtegn, med mindre den enes liv svevde i fare.

R. Keyser.