34

Et stort antal af vore vingede sangere, der blot synes skabte til at oplive vor nordiske natur, besidder vi ikke for os selv alene, men eier dem blot under en del af deres liv. Naar høstvinden jager over de afskaarne kornmarker, og trær og buske begynder at farve sit løv i de kjølige nætter, da brister ogsaa det baand, der holder trækfuglene til deres hjemsted, og de ruster sig til sin lange vandring. Og inden endnu livet i mark og skog lægger sig i dvale, og sneen breder sit hvide teppe over den slumrende natur, drager de flokkevis afsted til det fjerne syden for at ombytte vor lange vinternat med livet i de varmere egne.

Trækket er en nødvendighed for mange fugle; det er en medfødt drift, der har sin dobbelte grund: i mangel paa næring og en ubetvingelig vandrelyst; det har en bestemt retning og gjentager sig paa bestemte tider. Ingen trækfugl behøver at lære denne reise; ingen behøver nogen fører; den drives mod det ubestemte syden af sit eget uforanderlige instinkt, som den ikke selv kan beherske. Naar den kjølige aarstid nærmer sig, trækker insekter og andre smaadyr, der udgjør en næring for hele grupper af fugle, sig ned i sit underjordiske vinterkvarter, og der bliver da ingen anden udvei for deres fiender og forfølgere end at søge sin næring i fremmede egne. En lignende skjæbne deler de, der lever af forskjellige slags planteføde, og deres tynde fjærklædning kan heller ikke beskytte dem længe mod vor nordiske vinterkulde. Og selv arter, der har tilstrækkelig beskyttelse mod kulden, saasom gjæs, ænder og flere andre, udelukkes paa denne tid fra adgangen til sin næring ved isen, der bedækker vandene.

Men at det ikke alene er mangel paa næring, der driver dem afsted, er os i mange tilfælde klart. De tæmmede vildænder 35og vildgjæs har i sit fangenskab føde i overflod; men naar høsten kommer løfter dog vandrelysten deres vinger. Vi behøver blot at hente eksempel fra de vilde svaner, der i flere aar holdtes tæmmede i Kristiania slotspark; nogle fløi bort om høsten; andre, hvem vingernes brug var negtet, benyttede sig af sine fødder og foretog lange, besværlige vandringer fra sit hjem. De unge trækfugle, som man tager ud af redet og opdrager i bur, afgiver det samme bevis; de ved intet af vinterens strenghed, de kjender intet til det fjerne syden med sin milde himmel, og dog, naar høsten kommer og trækket gaar over dem, sidder de urolige i sit bur, flagrer ængstelig omkring og lader uophørlig sin lokketone høre; ogsaa de vil vandre med sine vilde kamerater; men er træktiden over, bliver de atter rolige.

Desuden reiser fuglen ofte, før den endnu kan spore nogen mangel paa næring, og før den endnu har følt nogen kulde. Vagtlen og den dobbelte bekkasin er saa fed, at skindet revner, naar den falder paa haard mark; gjøgen, tornskaden, fiskejon og den kortørede ugle er ligesom indviklede i et fedtlag; næsten alle er de i sit bedste huld, og dog reiser de. Trækket er et gaadefuldt afsnit i fuglenes livshistorie og vil altid blive det; og det er os lettere at udgrunde lovene for planternes vandringer end for de smaa væseners, der findes omkring os.

Dagslysets aftagen synes ogsaa at have nogen del i dette træk. Saaledes har gjøgen i de første augustdage føde i overflod, da de haarede sommerfuglelarver, der udgjør en væsentlig del af dens næring, netop nu findes i det største antal; hundedagene er inde og sørger for varmen, og dog reiser den. Men nætternes tiltagende længde, som heller intet menneske holder af, vækker ogsaa en uhyggelig følelse hos de fleste af fuglene, lysets børn. Om natten truer dem forskjellige farer, som de kan undgaa om dagen, og deres livlige natur er uforenelig med uvirksomheden i de lange nætter. Derfor jubler fuglen, naar solen staar op; derfor nyder den fra en trætop eller et andet ophøiet sted saa længe som muligt dens lys, naar den er ifærd med at forsvinde.

Den største del af vore fugle er trækfugle, et mindre antal streiffugle, og kun et ringe antal standfugle. Efter klasserne lader de sig ikke fordele; dog er næsten alle vadere 36trækfugle, alle hønsefugle, med undtagelse af vagtlen, standfugle; i de øvrige fugleklasser er forholdet delt.

Enhver art har en bestemt tid for sin afreise og ankomst, der under normale forhold kun varierer med nogle faa dage. Som en regel gjælder, at de arter, der sidst forlader os om høsten, ogsaa er de, der tidligst vender tilbage om vaaren, og omvendt. Men den længere eller kortere afstand, som de forskjellige trækfugle tilbagelægger, staar ikke i ubetinget forhold dertil, og enkelte, der forsvinder tidlig om høsten, kan overvintre allerede i Sydeuropa, medens andre, der bliver her længer, drager lige ned til de tropiske dele af Afrika.

Med de første sydlige vinde, der stryger henover de sneklædte marker og de stivnede vande, kommer gjerne en og anden lerke som forløber for det endnu fjerne foraar. Allerede i de sidste dage af januar kan man undertiden se denne vor tidligste trækfugl søge sin kummerlige føde i veiene sammen med sine venner gulspurvene; flere kommer i løbet af februar; men først i midten af marts begynder de at vise sig i større antal; og i slutningen af maaneden lyder deres sange overalt udover markerne, der nu begynder at blive brune.

I begyndelsen af april høres rødstrubesangerens maaltrostlignende strofer fra vore haver og lunde, stærene besøger sine rugekasser fra ifjor og hilser sit fødested med sine løierlige, lirekasselignende toner; taarnfalken anstiller sine flyveøvelser efter smaafuglene, der dog ikke tager synderlig notis af den; i de endnu bladløse lunde opfører rødvingerne sin høirøstede koncert, hvori en flok bjergfinker falder ind med sin skjærende lokketone; duetrosten hilser med sine afbrudte, melodiske toner vaaren velkommen, og den graaspurvfarvede sanger, accentor modularis, driver sit tyste væsen i buske og krat. I skogkanterne sidder de stolte ringduer og gjør sine udflugter til de brakliggende marker, og snart gjenlyder alle aaslier i de lyse vaaraftener af maaltrosternes fulde kor, hvori en trækkende rugde blander sit korte og skarpe pist, der aldrig undlader at øve sin elektriske virkning paa den jæger, der hører det. Snart lyder linerlens kjendte kvidder fra ethvert tag, og nu kommer bogfinkehunnerne, som med jublende sang modtages af de ventende hanner.

Vore fleste trækfugle kommer i den første halvdel af mai. Da lader vendehalsen første gang sin ensformige piben høre, 37og træpiplerkernes triller, busk-skvættens og hortulanens uanseelige sange lyder paa markerne, hvor man vender sig hen. Den sorte og hvide fluesnapper har allerede taget sit hul fra ifjor i besiddelse og sidder taalmodig i indgangen og venter paa sin hun, der først indtræffer nogle dage senere. Forskjellige sangere synger allerede af fuld hals, og de første svaler flagrer over vore marker.

Først i midten af mai, naar trærne er ifærd med at springe ud, lader gjøgen sig høre og synger snart utrættelig i skoge og i lunde sin kjendte sang; taarnsvalerne jager hvinende om i den sommervarme vaarluft, gulerlerne og strandsniperne lader sig høre, medens den graa fluesnapper færdes tyst og stille som altid mellem grenene. Havesanger og græssmut slutter sig til de øvrige sangere, og de selskabelige jordsvaler indfinder sig ved sine rugesteder i de steile sandbakker. Utrættelig lader agerriksen sin stemme høre den hele nat og en stor del af dagen med, og i de aabne aaslier er natteravnen om aftenen ivrig ifærd med sin jagt efter de sværmende falæner.

Om høsten sker afreisen omtrent, men ikke ganske, i den omvendte orden. Alle streiffugle og andre, som blot drager kortere strækninger ad gangen, trækker alene om dagen; men de egte trækfugle trækker ligesaa ofte om natten som om dagen, enkelte endog næsten det hele døgn. Nogle vandrer enkeltvis, andre parvis, atter andre i store selskaber; endelig trækker hos nogle, saasom fluesnapperne, bogfinkerne og mange sangere, hvert kjøn for sig, saaledes at hannerne drager sildigere bort om høsten og vender tidligere tilbage om vaaren end hunnerne. Og det er sandsynligt, at dette forhold finder sted hos langt flere arter, end man hidtil har kjendt.

Ugunstigt veir kan ofte afbryde trækket i længere tid, og de er herunder nødte til at fordrive tiden paa bedste maade paa sit ufrivillige opholdssted. Men modvind for os er ikke det samme for fuglene; thi denne befordrer snarere, end den hindrer deres flugt. Har de vinden bagfra, trækker de uregelmæssig og drives ofte ud af sin kurs; men er vinden dem imod, sluttes fjærene fast til kroppen, og fuglen har lettere for at gjennemskjære luften. Klare dage og lyse, vindstille nætter er det bedste for dem; men træffer de paa et lag taage, taber de ofte ganske retningen og kan forvilde sig til 38egne, hvor de ikke hører hjemme. Saadanne forvildede individer kan ethvert lands fauna opvise mange af.

Enkelte trækfugle naar ikke sit maal udelukkende ved vingernes hjælp. Mange af vore ænder svømmer lange strækninger ned ad Mellemeuropas floder, og de tungtflyvende vagtler og agerrikser tilbagelægger ikke ubetydelige strækninger løbende. Saadanne vandrende vagtler og agerrikser har man jevnlig truffet; men hvorledes formaar disse, der flyver saa slet som faa eller ingen af vore indenlandske fugle, at naa over det brede Middelhav og trænge dybt ned i det tropiske belte? Under en reise til Ægypten i 1849 traf professor Esmark hele flokke af vagtler, der laa og hvilede sig paa vandet midt ude paa Middelhavet. Ingen fugl, død eller levende, synker, og ingen behøver ligesom pattedyrene at gjøre nogen bevægelse med fødder eller vinger for at holde sig oppe. Det luftfyldte bensystem og de store lunger er tilstrækkelige hertil, og det er sandsynligt, at flere andre slette flyvere i sin udmattelse tager sin tilflugt til et element, der dog er dem saa fremmed.

Tause og ligesom med sorg flytter fuglene bort, og deres afreise sker stille og umerkelig; med jubel og sang kommer de tilbage og undlader ikke straks at give sig tilkjende for alle og enhver. Denne deres trang til at vende tilbage er saa heftig, at den ofte driver dem langt ud over grænserne for deres egentlige hjem. Saaledes faar vi jevnlig om vaaren besøg af syd- og mellemeuropæiske arter, der dog sjelden slaar sig til ro hos os, men i regelen ligesaa hurtig forsvinder, som de er komne. I landets sydøstlige dele er saaledes storken en regelmæssig gjest om vaaren og har trængt op lige til Bergen og Kristiania, endog i flokke paa 20 stykker og derover. Men vort land er ikke storkens hjem, og selv om enkelte individer har kunnet undgaa den blodige medfart, der overalt beredes dem af tankeløse mennesker, som med bøssen modtager enhver, der maatte vise sig, har de dog aldrig kunnet holde sig hos os eller villet ruge.

Alle trækfugle synes at paaskynde sin reise mere om vaaren end om høsten, og det synes, som om de længes efter at gjense det sted, hvor deres vugge har staaet. Og at idetmindste 39et stort antal af dem aarlig vender tilbage ikke blot til den samme egn, men endog til det selvsamme sted, som de aaret i forveien og de foregaaende aar har beboet, derpaa har vi utallige beviser. Linerler, svaler, stære og andre benytter det samme rede aar efter aar. Allerede dagen efter sin ankomst har tagsvalerne taget sine gamle reder i besiddelse, flyver ud og ind og viser sig i det hele ganske, som om de ikke havde været borte. Fugle, som en tid er blevne holdte i fangenskab, men atter givne fri, saasom vildgjæs, har i mangfoldige tilfælde aar efter aar trolig vendt tilbage til det sted, hvor de var opdragne, gjenkjendt de mennesker, der var om dem, gaaet lige hen til sit gamle ædetraug og holdt sig paa stedet hele sommeren over; men naar høsten kommer, følger de kaldet fra syd for atter at vende tilbage den næste vaar.

Men hvorledes dette kan ske, er os ufatteligt. Det er en gaade til de mange andre, som betegner fuglenes livsvirksomhed, og den vil neppe nogensinde løses. Hidindtil ved vi blot, at det sker.

II. Livet i syden. Hvor tilbringer vore trækfugle vinteren? De drager fra os mod syd, og fra syd kommer de atter tilbage. Men hvorlangt deres træk gaar, er noget, vi kun for faa arters vedkommende ved med fuld sikkerhed; mange taber sig i det taagede fjerne, uden at man endnu ved, hvor de stanser. Dette er tilfældet med svalerne, disse vore sande husfugle, der kjendes af ethvert barn under deres sorgløse færden om vore huse og paa markerne, og som forekommer os saa hjemlige, at det ligesom fulgte af sig selv, at man kjendte deres liv fra først til sidst. Der er noget uopklaret ved svalernes forsvinden, som gjør det forklarligt, at en tro kunde opstaa som den, at de tilbragte vinteren i dvale paa vandenes bund mellem rør og siv, og det uagtet dette paa det bestemteste modsiges af hele deres legemsbygning. At svalerne trak til Afrika, har længe været kjendt; men Afrikas længde er to gange Europas. Det samme er tilfældet med gjøgen og mange sangere.

Mange trækfugle flytter ikke langt; hos andre omfatter deres vinteropholdssted store landstrækninger. I de europæiske middelhavslande overvintrer en stor del af vore rovfugle, saasom vaagerne, fiskejon, pilegrimsfalken, lerkefalken, foruden 40bogfinkerne, tornirisken, hortulanen, rødstrubesangeren, alle vore trækkende trostearter, stæren, jernspurven, duerne, en og anden vagtel, heiloerne og flere af samme familie, rugden og andre bekkasiner, forskjellige andre vadere samt de fleste af vore trækkende ænder.

I Nordafrika opholder sig, foruden en stor del af de ovennævnte, stenfalken, mange taarnsvaler, en og anden fluesnapper, linerle og gulerle, blaastrubesangeren (vore høifjeldes nattergal), rødstjerten, stendulpen, løvsangeren, turtelduen, en mængde vadere og flere svømmefugle.

Lige ned i den tropiske sone, muligens endog over ækvator, trænger idetmindste følgende: taarnfalken, natteravnen, alle vore svaler, gjøgen, begge fluesnappere, træpiplerken, tornskaden, en mængde linerler og stendulper, græssmutten, bastardnattergalen, vagtlen, tranen, agerriksen samt flere andre mere tilfældige gjester.

Enhver trækfugl har en gave forud for menneskene; de kan straks finde sig tilrette paa det sted, hvorhen de vandrer; overalt kan de føle sig som hjemme. Gjøgen anstiller sine undersøgelser efter de haarede falænelarver med samme iver blandt mimosekrattet i Afrikas hede indre som i vore nordiske skoge; den sorte taarnsvale omsvæver med den samme ligegyldighed Ægyptens evige pyramider som vore hjemlige kirketage; pilegrimsfalken hviler sine trætte vinger med ligesaa stor tryghed i toppen af oasernes palmer som i udkanterne af vore egne graneholt, og stokanden pløier Nilens bølger med den samme værdighed som de stille skogsjøer herhjemme.

Ægypten er trækfuglenes forjættede land, og i virkeligheden finder man her de fleste af vore nordiske trækfugle samlede. Her er alle lokaliteter tilstede: høie bjerge, der lidt efter lidt gaar over i blomstrende, skogbevoksede eller beboede sletter, smilende enge, afvekslende med de brændende sandørkener og den yppige urskog, den mægtige Nil med sine utallige kanaler, Middelhavets kyster og deltaet med sine sjøer og sumper. Og det antal fugle, der bygger og bor i Ægypten, er en forsvindende størrelse mod de talløse skarer, der indvandrer om høsten for der at tilbringe vinteren; de sidstes mængde grænser, efter alle reisendes beretninger, til det utrolige, og det synes næsten, som om alle verdens fugle her havde sat hinanden stævne.

41Saasnart gjøg og taarnsvale har bragt de første bud om høsten fra norden, begynder rummet hurtig at fyldes. Den ene efter den anden af de bevingede vintergjester rykker ind, enkeltvis, parvis eller i flokke, der kan fordunkle solen ved sin størrelse. Sjøerne er bogstavelig bedækkede af vandfugle i flere kilometers omkreds; i skog og krat vrimler der af levende væsener i hver busk; ved flodbredderne staar vadere i milelange geleder, og hver sandbanke, hver holme er bedækket af sjøfugle i hundredetusendvis.

Hele vinteren varer dette fællesliv for de forskjellige fugle. Men foraarssolen spreder efterhaanden flokkene og driver dem bort; allerede i februar begynder enkelte at ruste sig; i marts ankommer de arter, der har overvintret i de endnu sydligere bredder, og i begyndelsen af april er de sidste af de nordiske gjester forsvundne.

Vistnok kan Sydeuropa ikke paa langt nær opvise saadanne tilholdssteder for den reisende fugleverden som Ægypten; men ogsaa her samler sig et ikke ubetydeligt antal af vore nordiske trækfugle, der overvintrer paa de snefri skraaninger i Spaniens og Italiens bjergegne.

Paa disse skraaninger, der er klædte med et eviggrønt belte af eg, alm og kastanier, afvekslende med det tætteste krat, sjøer og floder, overvintrer tusender af vore hyppigste trækfugle. Vor almindelige rødstrubesanger er her om vinteren saa talrig, at den træffes i næsten hver busk; bogfinker og troster, især solsorter og ringtroster, trækker i store skarer om i skogene; heiloer, viber og andre vadere slaar sig til ro ved floder og sumpe. Men hvorledes modtages de her, disse vore trækfugle, der blot indfinder sig dernede som gjester og søger ly mod vinteren for saa hurtig, som solen vil det, at drage tilbage til sit rette hjem? Paa den grusomste og mest skaanselløse maade forfølges de alle, fra de største til de mindste. Millioner af de uskyldige svaler, sangere og andre smaafugle lader sit liv for den bid kjøds skyld, der findes paa deres lille krop, eller maa tilbringe resten af sit liv i fangenskab. Bag hvert træ lurer der en jæger, i hver busk findes der en snare, paa hver mark et limtræ. Alle forlader sit arbeide og drager ud for at fange smaafugle, og tusender af arbeidsløse mennesker tilbringer sin tid hele aaret rundt paa denne for nationen nedværdigende maade. I Schweiz og Italien 42drives dette myrderi i sin største udstrækning; men ikke synderlig bedre er det i Spanien og Grækenland.

Det mangler dem saaledes ikke paa farer under deres vandring; har de overskredet Alperne og er komne ned i det smilende Italien, lurer fordærvelsen dem imøde fra hver busk, og har de lykkelig undgaaet ogsaa denne, aabner Middelhavet sit svelg for at opsluge tusender af de udmattede.

Endelig har fuglen naaet sit fjerne maal og begynder tilsyneladende sorgløst sit nye liv. Men det er dog ikke dens rette liv. Længselen efter hjemmet kan den aldrig betvinge, og saalænge denne udlændighedsstand varer, saalænge mangler den ogsaa den sande livsglæde. Derfor er de alle tause; ingen lader sin røst lyde ligesom i hjemmet. Næsten alle arter slutter sig sammen, selv de, der ellers lever mere adskilte, og det er, som om de søgte trøst i hinandens selskab. Mange er i sin fjærfældning, og denne, der stedse ytrer sig som en sygelig tilstand hos fuglen, bidrager ikke til at opmuntre dens mod.

Ikke en eneste trækfugl ruger for anden gang i sit vinterkvarter, ikke én bygger rede. Alle venter de med utaalmodighed paa hjemreisen, og naar tiden for denne nærmer sig, vækkes snart deres sjunkne mod, et nyt liv gjennemstrømmer dem, og de begynder at synge. Og saa betræder de en skjøn vaarmorgen atter den plet, hvor de har seet lyset, og hvor deres første sange har lydt, alle iklædte sin høitidsdragt, alle jublende af glæde og tillidsfulde for fremtiden.

Og naar de saa kommer, lerke og stær, linerle og svale, gjøg og alle de andre, hvem føler da ikke, hvad enten han er gammel eller ung, rig eller fattig, at vaaren rører sig i hans bryst, at han fyldes med glæde og taknemmelighed over at kunne nyde alt det gode og skjønne, der findes i naturen! Derfor: beskytter disse naturens børn, der saa tillidsfulde kommer og nedsætter sig hos os, glæder os ved sin sang og tiltaler os ved sit uskyldige væsen! Beskytter dem, ikke blot fordi de kan være os til nytte, men fordi de ligesom vi selv udfylder en plads i skabningens række, som ikke menneskene egenmægtigen eller uden grund har ret til at forrykke! Indbyder dem til at opslaa sin bolig hos os, giver dem sikre tilholdssteder til at udruge sine eg, holder allehaande forstyrrere blandt mennesker og dyr borte og lader dem finde den ro og sikkerhed, som de søger hos os! Og til alle dem, især de 43yngre, der af tankeløshed eller af ufrugtbar samleiver opsøger og borttager rederne med deres eg, til alle disse lyder den indstændige og oprigtige bøn: Sparer smaafuglene og deres eg!

R. Collett.

34

Et stort antall av våre vingede sangere, der blot synes skapte til at oplive vår nordiske natur, besitter vi ikke for oss selv alene, men eier dem blot under en del av deres liv. Når høstvinden jager over de avskårne kornmarker, og trær og busker begynner å farge sitt løv i de kjølige netter, da brister også det bånd, der holder trekkfuglene til deres hjemsted, og de ruster seg til sin lange vandring. Og innen ennå livet i mark og skog legger seg i dvale, og sneen brer sitt hvite teppe over den slumrende natur, drager de flokkevis av sted til det fjerne syden for at ombytte vår lange vinternatt med livet i de varmere egne.

Trekket er en nødvendighet for mange fugler; det er en medfødt drift, der har sin dobbelte grunn: i mangel på næring og en ubetvingelig vandrelyst; det har en bestemt retning og gjentar seg på bestemte tider. Ingen trekkfugl behøver å lære denne reise; ingen behøver noen fører; den drives mot det ubestemte syden av sitt eget uforanderlige instinkt, som den ikke selv kan beherske. Når den kjølige årstid nærmer seg, trekker insekter og andre smådyr, der utgjør en næring for hele grupper av fugler, sig ned i sitt underjordiske vinterkvarter, og der blir da ingen annen utvei for deres fiender og forfølgere enn å søke sin næring i fremmede egne. En lignende skjebne deler de, der lever av forskjellige slags planteføde, og deres tynne fjærkledning kan heller ikke beskytte dem lenge mot vår nordiske vinterkulde. Og selv arter, der har tilstrekkelig beskyttelse mot kulden, saasom gjess, ender og flere andre, utelukkes på denne tid fra adgangen til sin næring ved isen, der bedekker vannene.

Men at det ikke alene er mangel på næring, der driver dem av sted, er oss i mange tilfelle klart. De tæmmede villender 35og villgjess har i sitt fangenskap føde i overflod; men når høsten kommer løfter dog vandrelysten deres vinger. Vi behøver blot å hente eksempel fra de ville svaner, der i flere år holdtes tæmmede i Kristiania slottspark; noen fløy bort om høsten; andre, hvem vingenes bruk var nektet, benyttet seg av sine føtter og foretok lange, besværlige vandringer fra sitt hjem. De unge trekkfugler, som man tar ut av redet og oppdrager i bur, avgir det samme bevis; de vet intet av vinterens strenghet, de kjenner intet til det fjerne syden med sin milde himmel, og dog, når høsten kommer og trekket går over dem, sitter de urolige i sitt bur, flagrer engstelig omkring og lader uopphørlig sin lokketone høre; også de vil vandre med sine ville kamerater; men er trekktiden over, blir de atter rolige.

Dessuten reiser fuglen ofte, før den ennå kan spore noen mangel på næring, og før den ennå har følt noen kulde. Vaktelen og den dobbelte bekkasin er så fet, at skinnet revner, når den faller på hard mark; gjøken, tornskaden, fiskejon og den kortørede ugle er likesom indviklede i et fettlag; nesten alle er de i sitt beste huld, og dog reiser de. Trekket er et gåtefullt avsnitt i fuglenes livshistorie og vil alltid bli det; og det er oss lettere å utgrunne lovene for planternes vandringer enn for de små væseners, der finnes omkring oss.

Dagslysets aftagen synes også å ha noen del i dette trekk. Således har gjøken i de første augustdage føde i overflod, da de hårete sommerfuglelarver, der utgjør en vesentlig del av dens næring, nettopp nå finnes i det største antall; hundedagene er inne og sørger for varmen, og dog reiser den. Men nætternes tiltagende lengde, som heller intet menneske holder av, vekker også en uhyggelig følelse hos de fleste av fuglene, lysets barn. Om natten truer dem forskjellige farer, som de kan unngå om dagen, og deres livlige natur er uforenelig med uvirksomheten i de lange netter. Derfor jubler fuglen, når solen står opp; derfor nyter den fra en tretopp eller et annet opphøyd sted så lenge som mulig dens lys, når den er ifærd med å forsvinne.

Den største del av våre fugler er trekkfugler, et mindre antall streiffugler, og kun et ringe antall standfugler. Etter klassene lader de seg ikke fordele; dog er nesten alle vadere 36trekkfugler, alle hønsefugle, med unntakelse av vaktelen, standfugler; i de øvrige fugleklasser er forholdet delt.

Enhver art har en bestemt tid for sin avreise og ankomst, der under normale forhold kun varierer med noen få dage. Som en regel gjelder, at de arter, der sist forlater oss om høsten, også er de, der tidligst vender tilbake om våren, og omvendt. Men den lenger eller kortere avstand, som de forskjellige trekkfugler tilbakelegger, står ikke i ubetinget forhold dertil, og enkelte, der forsvinner tidlig om høsten, kan overvintre allerede i Sydeuropa, mens andre, der blir her lenger, drager like ned til de tropiske dele av Afrika.

Med de første sydlige vinde, der stryker henover de snøkledde marker og de stivnede vande, kommer gjerne en og annen lerke som forløper for det ennå fjerne forår. Allerede i de siste dage av januar kan man undertiden se denne vår tidligste trekkfugl søke sin kummerlige føde i veiene sammen med sine venner gulspurvene; flere kommer i løpet av februar; men først i midten av mars begynner de å vise seg i større antall; og i slutningen av måneden lyder deres sanger overalt utover markene, der nå begynner å bli brune.

I begynnelsen av april høres rødstrubesangerens måltrostlignende strofer fra våre haver og lunde, stærene besøker sine rugekasser fra i fjor og hilser sitt fødested med sine løyerlige, lirekasselignende toner; tårnfalken anstiller sine flyveøvelser etter småfuglene, der dog ikke tar synderlig notis av den; i de ennå bladløse lunde oppfører rødvingene sin høyrøstede konsert, hvori en flok bjergfinker faller inn med sin skjærende lokketone; duetrosten hilser med sine avbrutte, melodiske toner våren velkommen, og den gråspurvfargede sanger, accentor modularis, driver sitt tyste vesen i busker og krat. I skogkantene sitter de stolte ringduer og gjør sine utflukter til de brakliggende marker, og snart gjenlyder alle aaslier i de lyse våraftener av måltrostenes fulle kor, hvori en trekkende rugde blander sitt korte og skarpe pist, der aldri unnlater å øve sin elektriske virkning på den jeger, der hører det. Snart lyder linerlens kjente kvidder fra ethvert tak, og nå kommer bokfinkehunnene, som med jublende sang mottas av de ventende hanner.

Våre fleste trekkfugler kommer i den første halvdel av mai. Da lader vendehalsen første gang sin ensformige pipen høre, 37og træpiplerkernes triller, busk-skvættens og hortulanens uanselige sanger lyder på markene, hvor man vender seg hen. Den sorte og hvite fluesnapper har allerede tatt sitt hull fra i fjor i besittelse og sitter tålmodig i inngangen og venter på sin hun, der først inntreffer noen dage senere. Forskjellige sangere synger allerede av full hals, og de første svaler flagrer over våre marker.

Først i midten av mai, når trærne er ifærd med å springe ut, lader gjøken seg høre og synger snart utrettelig i skoger og i lunde sin kjente sang; tårnsvalene jager hvinende om i den sommervarme vårluft, gulerlene og strandsnipene lader seg høre, mens den grå fluesnapper ferdes tyst og stille som alltid mellom grenene. Havesanger og græssmut slutter seg til de øvrige sangere, og de selskapelige jordsvaler innfinner seg ved sine rugesteder i de steile sandbakker. Utrettelig lader agerriksen sin stemme høre den hele natt og en stor del av dagen med, og i de åpne aaslier er natteravnen om aftenen ivrig ifærd med sin jakt etter de svermende falæner.

Om høsten skjer avreisen omtrent, men ikke ganske, i den omvendte orden. Alle streiffugler og andre, som blot drager kortere strekninger ad gangen, trekker alene om dagen; men de ekte trekkfugler trekker likeså ofte om natten som om dagen, enkelte endog nesten det hele døgn. Noen vandrer enkeltvis, andre parvis, atter andre i store selskaper; endelig trekker hos noen, saasom fluesnapperne, bokfinkene og mange sangere, hvert kjøn for seg, således at hannene drager sildigere bort om høsten og vender tidligere tilbake om våren enn hunnene. Og det er sannsynlig, at dette forhold finner sted hos langt flere arter, enn man hittil har kjent.

Ugunstig vær kan ofte avbryte trekket i lenger tid, og de er herunder nødte til å fordrive tiden på beste måte på sitt ufrivillige oppholdssted. Men motvind for oss er ikke det samme for fuglene; thi denne befordrer snarere, enn den hindrer deres flukt. Har de vinden bakfra, trekker de uregelmessig og drives ofte ut av sin kurs; men er vinden dem imot, sluttes fjærene fast til kroppen, og fuglen har lettere for at gjennemskjære luften. Klare dage og lyse, vindstille netter er det beste for dem; men treffer de på et lag tåke, taper de ofte ganske retningen og kan forville seg til 38egne, hvor de ikke hører hjemme. Sådanne forvildede individer kan ethvert lands fauna oppvise mange av.

Enkelte trekkfugler når ikke sitt mål utelukkende ved vingenes hjelp. Mange av våre ender svømmer lange strekninger ned ad Mellemeuropas floder, og de tungtflyvende vaktler og agerrikser tilbakelegger ikke ubetydelige strekninger løpende. Sådanne vandrende vaktler og agerrikser har man jevnlig truffet; men hvorledes formår disse, der flyver så slett som få eller ingen av våre innenlandske fugler, å nå over det brede Middelhav og trenge dypt ned i det tropiske belte? Under en reise til Ægypten i 1849 traff professor Esmark hele flokke av vaktler, der lå og hvilte seg på vannet midt ute på Middelhavet. Ingen fugl, død eller levende, synker, og ingen behøver likesom pattedyrene å gjøre noen bevegelse med føtter eller vinger for å holde seg oppe. Det luftfylte bensystem og de store lunger er tilstrekkelige hertil, og det er sannsynlig, at flere andre slette flyvere i sin utmattelse tar sin tilflukt til et element, der dog er dem så fremmed.

Tause og likesom med sorg flytter fuglene bort, og deres avreise skjer stille og umerkelig; med jubel og sang kommer de tilbake og unnlater ikke straks å gi seg tilkjenne for alle og enhver. Denne deres trang til å vende tilbake er så heftig, at den ofte driver dem langt ut over grensene for deres egentlige hjem. Således får vi jevnlig om våren besøk av syd- og mellomeuropeiske arter, der dog sjelden slår seg til ro hos oss, men i regelen likeså hurtig forsvinner, som de er kommet. I landets sydøstlige dele er således storken en regelmessig gjest om våren og har trengt opp like til Bergen og Kristiania, endog i flokke på 20 stykker og derover. Men vårt land er ikke storkens hjem, og selv om enkelte individer har kunnet unngå den blodige medfart, der overalt beredes dem av tankeløse mennesker, som med bøssen modtager enhver, der måtte vise seg, har de dog aldri kunnet holde seg hos oss eller villet ruge.

Alle trekkfugler synes å påskynde sin reise mer om våren enn om høsten, og det synes, som om de lenges etter å gjense det sted, hvor deres vugge har stått. Og at idetmindste 39et stort antall av dem årlig vender tilbake ikke blot til den samme egn, men endog til det selvsamme sted, som de året i forveien og de foregående år har bebodd, derpå har vi utallige beviser. Linerler, svaler, stære og andre benytter det samme rede år etter år. Allerede dagen etter sin ankomst har taksvalene taget sine gamle reder i besittelse, flyver ut og inn og viser seg i det hele ganske, som om de ikke hadde vært borte. Fugler, som en tid er blitt holdt i fangenskap, men atter gitte fri, saasom villgjess, har i mangfoldige tilfelle år etter år trolig vendt tilbake til det sted, hvor de var opdragne, gjenkjent de mennesker, der var om dem, gått like hen til sitt gamle ædetraug og holdt seg på stedet hele sommeren over; men når høsten kommer, følger de kalt fra syd for atter å vende tilbake den neste vår.

Men hvorledes dette kan ske, er oss ufattelig. Det er en gåte til de mange andre, som betegner fuglenes livsvirksomhed, og den vil neppe noensinne løses. Hidindtil vet vi blot, at det skjer.

II. Livet i syden. Hvor tilbringer våre trekkfugler vinteren? De drager fra oss mot syd, og fra syd kommer de atter tilbake. Men hvor langt deres trekk går, er noe, vi kun for få arters vedkommende ved med full sikkerhet; mange taper seg i det tåkete fjerne, uten at man ennå ved, hvor de stanser. Dette er tilfellet med svalene, disse våre sanne husfugler, der kjennes av ethvert barn under deres sorgløse ferden om våre huse og på markene, og som forekommer oss så hjemlige, at det likesom fulgte av seg selv, at man kjente deres liv fra først til sist. Der er noe uopklaret ved svalenes forsvinden, som gjør det forklarlig, at en tro kunne oppstå som den, at de tilbrakte vinteren i dvale på vannenes bunn mellom rør og siv, og det uaktet dette på det bestemteste modsiges av hele deres legemsbygning. At svalene trakk til Afrika, har lenge vært kjent; men Afrikas lengde er to ganger Europas. Det samme er tilfellet med gjøken og mange sangere.

Mange trekkfugler flytter ikke langt; hos andre omfatter deres vinteroppholdssted store landstrækninger. I de europeiske middelhavsland overvintrer en stor del av våre rovfugler, saasom vaagerne, fiskejon, pilegrimsfalken, lerkefalken, foruten 40bokfinkene, tornirisken, hortulanen, rødstrubesangeren, alle våre trekkende trostearter, stæren, jernspurven, duene, en og annen vaktel, heiloene og flere av samme familie, rugden og andre bekkasiner, forskjellige andre vadere samt de fleste av våre trekkende ender.

I Nordafrika opholder seg, foruten en stor del av de ovennevnte, steinfalken, mange tårnsvaler, en og annen fluesnapper, linerle og gulerle, blaastrubesangeren (våre høifjeldes nattergal), rødstjerten, stendulpen, løvsangeren, turtelduen, en mengde vadere og flere svømmefugler.

Like ned i den tropiske sone, muligens endog over ekvator, trenger idetmindste følgende: tårnfalken, natteravnen, alle våre svaler, gjøken, begge fluesnappere, træpiplerken, tornskaden, en mengde linerler og stendulper, græssmutten, bastardnattergalen, vaktelen, tranen, agerriksen samt flere andre mer tilfeldige gjester.

Enhver trekkfugl har en gave forut for menneskene; de kan straks finne seg til rette på det sted, hvorhen de vandrer; overalt kan de føle seg som hjemme. Gjøken anstiller sine undersøkelser etter de hårete falænelarver med samme iver blant mimosekrattet i Afrikas hete indre som i våre nordiske skoger; den sorte tårnsvale omsvæver med den samme likegyldighet Ægyptens evige pyramider som våre hjemlige kirketak; pilegrimsfalken hviler sine trette vinger med likeså stor trygghet i toppen av oasernes palmer som i utkantene av våre egne graneholt, og stokkanden pløyer Nilens bølger med den samme verdighet som de stille skogsjøer herhjemme.

Ægypten er trekkfuglenes forjettede land, og i virkeligheten finner man her de fleste av våre nordiske trekkfugler samlede. Her er alle lokaliteter til stede: høye bjerge, der litt etter litt går over i blomstrende, skogbevoksede eller bebodde sletter, smilende enger, avvekslende med de brennende sandørkener og den yppige urskog, den mektige Nil med sine utallige kanaler, Middelhavets kyster og deltaet med sine sjøer og sumper. Og det antall fugler, der bygger og bor i Ægypten, er en forsvinnende størrelse mot de talløse skarer, der innvandrer om høsten for der å tilbringe vinteren; de sidstes mengde grenser, etter alle reisendes beretninger, til det utrolige, og det synes nesten, som om alle verdens fugler her hadde satt hinannen stevne.

41Så snart gjøk og tårnsvale har brakt de første bud om høsten fra norden, begynner rommet hurtig å fylles. Den ene etter den annen av de bevingede vintergjester rykker inn, enkeltvis, parvis eller i flokke, der kan fordunkle solen ved sin størrelse. Sjøene er bokstavelig bedekkede av vannfugler i flere kilometers omkrets; i skog og krat vrimler der av levende vesener i hver busk; ved flodbreddene står vadere i milelange geledder, og hver sandbanke, hver holme er bedekket av sjøfugler i hundretusenvis.

Hele vinteren varer dette fellesliv for de forskjellige fugler. Men forårssolen spreder etterhånden flokkene og driver dem bort; allerede i februar begynner enkelte å ruste seg; i mars ankommer de arter, der har overvintret i de enda sydligere bredder, og i begynnelsen av april er de siste av de nordiske gjester forsvundne.

Vistnok kan Sydeuropa ikke på langt nær oppvise sådanne tilholdssteder for den reisende fugleverden som Ægypten; men også her samler seg et ikke ubetydelig antall av våre nordiske trekkfugler, der overvintrer på de snøfri skråninger i Spaniens og Italiens bjergegne.

På disse skråninger, der er kledde med et eviggrønt belte av eg, alm og kastanjer, avvekslende med det tetteste krat, sjøer og floder, overvintrer tusener av våre hyppigste trekkfugler. Vår alminnelige rødstrupesanger er her om vinteren så talrig, at den treffes i nesten hver busk; bokfinker og troster, især solsorter og ringtroster, trekker i store skarer om i skogene; heiloer, viper og andre vadere slår seg til ro ved floder og sumper. Men hvorledes mottas de her, disse våre trekkfugler, der blot innfinner seg dernede som gjester og søker ly mot vinteren for så hurtig, som solen vil det, at drage tilbake til sitt rette hjem? På den grusomste og mest skånselløse måte forfølges de alle, fra de største til de minste. Millioner av de uskyldige svaler, sangere og andre småfugler lader sitt liv for den bit kjøtts skyld, der finnes på deres lille kropp, eller må tilbringe resten av sitt liv i fangenskap. Bak hvert tre lurer der en jeger, i hver busk finnes der en snare, på hver mark et limtre. Alle forlater sitt arbeide og drager ut for å fange småfugler, og tusener av arbeidsløse mennesker tilbringer sin tid hele året rundt på denne for nasjonen nedverdigende måte. I Schweiz og Italien 42drives dette myrderi i sin største utstrekning; men ikke synderlig bedre er det i Spanien og Grækenland.

Det mangler dem således ikke på farer under deres vandring; har de overskredet Alperne og er kommet ned i det smilende Italien, lurer fordervelsen dem imøte fra hver busk, og har de lykkelig unngått også denne, åpner Middelhavet sitt svelg for å oppsluke tusener av de utmattede.

Endelig har fuglen nået sitt fjerne mål og begynner tilsynelatende sorgløst sitt nye liv. Men det er dog ikke dens rette liv. Lengselen etter hjemmet kan den aldri betvinge, og så lenge denne utlendighetsstand varer, så lenge mangler den også den sanne livsglede. Derfor er de alle tause; ingen lader sin røst lyde likesom i hjemmet. Nesten alle arter slutter seg sammen, selv de, der ellers lever mer adskilte, og det er, som om de søkte trøst i hinandens selskap. Mange er i sin fjærfelling, og denne, der stedse ytrer seg som en sykelig tilstand hos fuglen, bidrar ikke til å oppmuntre dens mot.

Ikke en eneste trekkfugl ruger for annen gang i sitt vinterkvarter, ikke én bygger rede. Alle venter de med utålmodighet på hjemreisen, og når tiden for denne nærmer seg, vekkes snart deres sunkne mot, et nytt liv gjennomstrømmer dem, og de begynner å synge. Og så betreder de en skjønn vårmorgen atter den plett, hvor de har sett lyset, og hvor deres første sanger har lydt, alle ikledde sin høytidsdrakt, alle jublende av glede og tillitsfulle for fremtiden.

Og når de så kommer, lerke og stær, linerle og svale, gjøk og alle de andre, hvem føler da ikke, hva enten han er gammel eller ung, rik eller fattig, at våren rører seg i hans bryst, at han fylles med glede og takknemlighet over å kunne nyte alt det gode og skjønne, der finnes i naturen! Derfor: beskytter disse naturens barn, der så tillitsfulle kommer og nedsetter seg hos oss, gleder oss ved sin sang og tiltaler oss ved sitt uskyldige vesen! Beskytter dem, ikke blot fordi de kan være oss til nytte, men fordi de likesom vi selv utfyller en plass i skabningens rekke, som ikke menneskene egenmektig eller uten grunn har rett til å forrykke! Indbyder dem til at oppslå sin bolig hos oss, giver dem sikre tilholdssteder til at udruge sine egg, holder allehånde forstyrrere blant mennesker og dyr borte og lader dem finne den ro og sikkerhet, som de søker hos oss! Og til alle dem, især de 43yngre, der av tankeløshet eller av ufruktbar samleiver oppsøker og borttager rederne med deres egg, til alle disse lyder den innstendige og oppriktige bøn: Sparer småfuglene og deres egg!

R. Collett.