10

Midt inde mellem de norske og svenske bygder har flere familier af kvænske finner i lange tider havt tilhold; paa den vidtløftige, skogbegroede aasstrækning mellem den sydlige del af Hedemarkens amt i Norge og Vermeland i Sverige, 11paa begge sider af rigsgrænsen, er endnu en saare merkelig levning af denne koloni af nybyggere fra Finland, Finskogen, som den heder paa den norske side, Finmarken, som den kaldes paa den svenske.

Det var en skyet sommermorgen 1848, at jeg fra gaarden Hofaas i Brandvold prestegjeld i Solør red opover den aasstrækning, som paa den østlige side begrænser Glommens dalføre, for ind mod den svenske grænse at komme ind paa Solør Finskog. Den første del af reisen var en almindelig sætertur; veien førte mig forbi flere i den yderste rand af skogen liggende sætre, som tilhører de norske dalgaarde. Det af finnerne beboede strøg ligger længere inde og er om vinteren, naar sætrene staar tomme, ved et et par mile bredt, mennesketomt skogland adskilt fra den norske bygd nede ved Glommen. Da jeg tog afsked fra den sidste sæter, var det med en følelse, som om jeg skulde begive mig ind i et fremmed land. De regnsvangre skyer laa tungt over de mørke aaser; der var dystert rundt omkring, og ingen vei, men kun sporene af skogfinnernes fødder, som havde afslidt lyngen over stenuren, og hist og her nogle stokke, lagt som en klop over en strid skogbæk eller en altfor blød myr, vidnede om civilisationen i finnernes rige. Jeg var halv ængstelig, da jeg efter to miles ridt nærmede mig den første finnegaard, Græsbjerget ved Skadsensjøen, og henvendte mig til den første fin; jeg tænkte mig, at han, den foragtede fremmede her i landet, vilde undse sig ved at tale om sin finneherkomst og kanske betragte mig med mistænkelige blikke. Men hvor blev jeg ikke behagelig overrasket! Paa min ligefremme ytring om, at jeg ikke havde andet erende end at besøge finnerne og se, hvorledes de havde det, bød han mig fornøiet og trohjertet ind i sit hus og lod sin datter sætte for mig en skaal melk — en høflighed, som norske bønder af lignende simple kaar meget sjelden viste mig — førte mig omkring paa sin gaard (han var, hvad kun faa finner er, selveier) og viste mig den myr, han netop med stor anstrengelse havde renset for sten og forvandlet til agerland, ledsagede mig omkring til sine naboer og omtalte mig for dem med nogle finske ord, som jeg ikke forstod, men som skaffede mig samme gjestfri modtagelse hos dem alle. Her var jeg virkelig som i et fremmed land, der udmerkede sig ved den behagelighed, at alle dets indbyggere forstod mit modersmaal, skjønt de sig imellem talte et andet. Deres huslige indretninger viste mig ogsaa helt fremmede seder; finstuerne, navnlig de 12ældre, bestaar af et temmelig stort rum, i hvis hjørne der er anbragt en stor, muret ovn, som en bagerovn med bænke paa siderne, der yder et særdeles varmt leie; disse ovne er ogsaa om sommeren stadig og sterkt ildede — en nødvendighed, siger finnerne, fordi de efter sin hyppige færdsel i myrerne altid kommer hjem med vaade klæder. Røgen gaar ikke op igjennem nogen skorsten, men udbreder sig i den øvre del af værelset og slipper ud gjennem den af de fire paa væggene anbragte glugger, som holdes aaben. Finnerne selv trivedes godt i denne varme og røg, som meget snart blev mig ubehagelig. Til denne nøisomme, tarvelige levemaade, som alt vidnede om, og til det afsondrede, ensomme liv passede ogsaa ret godt den store gjestfrihed, som jeg mødte overalt paa Finskogen; gjestfrihed er jo det vakre træk, som reisende saa ofte tillægger netop saadanne folkeslag, som kun kjender det lavere dannelseslivs simplere seder. Men hvad der da ved siden heraf forundrede mig mere, var i næsten hvert hus at finde finske bøger, og ikke blot gamle, forliggede sager fra en bedre tid, men nye bibler og ofte æsthetiske sager, samlinger af Finlands skjønne folkepoesi, bøger, som ikke faaes i Kristiania boglader. Det overraskede og fornøiede mig at se disse folk staa i saadan forbindelse med sit gamle moderland. Jeg forskede naturligvis efter sammenhængen hermed; men herved skjønte jeg snart, at jeg endnu kun befandt mig paa yderkanten af denne finneverden, hvor man ikke vidste saa god besked om slegtens forhold som længere inde, i hjertet af kolonien; ja rigtig oplysning vilde maaske ingen anden kunne give mig end den mand, finnerne her henviste mig til, „gamle Paul Øjeren,“ omgaaende skoleholder paa Finskogen. Men hvor finder man vel en saadan omvankende mand? Jeg kunde blot med ny og større nysgjerrighed fortsætte min reise længer ind mellem aaserne.

Ingen hest var at faa; men jeg fik en svensk fingut til ledsager og vandrede afsted. Nu blev det dagsregn; her var melankolsk i denne lidet beboede skogtrakt, og gangen under de dryppende trær og i det vaade lyng, op og ned ad de bratte stier og over betænkelige myrer, blev dobbelt tung, da det tilsidst viste sig, at fingutten slet ikke var rigtig kjendt, saa jeg, saa slemt det var nu i aftenskumringen, mere maatte følge stregerne paa mit amtskort end hans usikre meninger. Efter et snes kilometers høist 13besværlig marsch stod vi endelig paa toppen af en aas, hvorunder Røgdensjøen udbredte sin store, mørke flade; ved dens bred, ganske nærved, laa Kalnæsset, maalet for vandringen, og røgen af husene viste mig, at jeg endnu skulde træffe folk oppe.

Paa gangen igjennem den adspredt liggende husklynge hen til den fin, til hvis gjestfrihed jeg var bleven anbefalet, kom jeg forbi en badstue. Badstuen er et sikkert tegn paa, hvor vidt den finske nationalitet strækker sig ud over vore skogbygder. Den finske røghytte er nu ofte ombyttet med en norsk stuebygning; men hvor en fin bor, vil man overalt finde en badstue ved siden af. Det var lørdagsaften nu, renselsestiden, og her var livligt omkring den rygende bygning. Nogle kastede klæderne af sig paa marken for at kvæge sig ved det forfriskende dampbad; andre hørtes derinde at piske de svedende lemmer med ris af birkekviste, og atter andre styrtede dampende ud og overøste sig med vand i den forbiflydende bæk. Disse bad, forklarede finnerne mig, er overmaade tjenlige til sundhedens vedligeholdelse, og jeg tror, at jeg selv befriede mig for en begyndende forkjølelse, da jeg næste dag nogle øieblik dukkede mig ind i den varme damp og derefter fik et styrtebad over mig.

Jeg havde ikke længe siddet hos min vert, før en fortræffelig ørret stod anrettet for mig, og efter maaltidets vederkvægelse morede det mig dobbelt at lægge merke til det eiendommelige liv rundt om mig. Der var paafaldende mange mennesker forsamlede i huset, nogle langveis fra, men alle finner; det lod til, at finnerne betragter sig som hjemme i hinandens huse. Ogsaa her kunde de alle tale norsk, skjønt enkelte af dem, ældre kvinder og børn, var faamælte i samtaler paa dette sprog; men paa deres bløde, dialektfrie udtale hørte man snart, at norsken var et tillært sprog, og det var tydeligt, at de først var i sit rette element, naar de talte finsk, det udelukkende omgangssprog mellem dem selv indbyrdes, og det aldeles rent og uforvansket finsk.

Min vert, Peder Mathisen eller, som han kaldtes blandt finnerne, Pekko Karvainen, var en velstaaende selveier og havde af sin tømmerskog opsat sig et stort vaaningshus i norsk stil, og i et net kammer her blev min seng mig anvist. Da jeg vaagnede, randt solen op bag de svenske aaser og tittede ind til mig. Her var vakkert nu omkring Røgden, den smale, men henved 20 kilometer lange sjø. Henimod dens sydostlige ende, som bøier ind i Sverige og der har sit udløb, hæver sig paa to aaser paa begge 14sider af vandet ret store stenrøser, der betegner grænsen mellem broderrigerne. Hele vandets længde henefter og paa begge sider lysnede det hist og her i granskogen af de agre og engstykker, hvormed finnernes flid har smykket deres boliger. Lidt længere mod nord ind fra vandet saa man et saadant lyst bakkeheld, hvorunder Løvhaugen ligger, en finneby paa halvtredje hundrede sjæle og dog kun en stor husmandsplads, som tilsammen med den dertil hørende skog for faa aar siden var kjøbt af en rigmand nede i Glomdalen, der saaledes ogsaa erhvervede sig fri raadighed over de mange husmænds arme til at hugge og kjøre og fløde de tusender af tømmerstokke, som herfra bringes ned i Glommen.

Det var søndag, og jeg modtog gjerne indbydelsen til at blive her dagen over, saa meget hellere, som jeg fik høre, at Paul Øjeren, skolemesteren, netop nu var her paa gaarden og i et nabohus holdt sin omgangsskole. Man havde slet og ret kaldt ham skolemester; men jeg havde efter de træk af hans personlighed, som man havde givet mig, forestillet mig ham som finnernes patriark. Nu, til skolemesteren passede ogsaa ret godt hans briller og sølvbeslagne pibe; men hans fyldige person og en vis overlegen værdighed, som var udbredt over hans hele væsen, en værdighed, som heller forhøiedes ved den nu og da anbragte lette spøg over livets smaating, gav mig ret i forestillingen om patriarken. Jeg besøgte ham i hans midlertidige skolestue. Alle de redskaber og gjenstande, som hørte til hverdagslivets sysler, var nu ryddede bort, og jeg kunde ret havt lyst til at bivaane en skoletime her. Det var ikke nogen almindelig stue for en omgangsskole; paa et stort bord fandt jeg ikke blot katekismer og bibelhistorier, men historiske og geografiske lærebøger baade i det svenske og norske sprog og fremfor alt finske bøger, bibler, salmebøger og forskjellige samlinger af sange og myther. Med disse sidste havde gubben opfrisket de dunkle sagn, han vel allerede som barn havde hørt, sagnet om Väinämöinen og Ilmarinen og den finske folkepoesis mange andre mythiske personer, og med sine fortællinger om dem var han en særdeles velkommen gjest i alle de finnehuse, han paa sine omvandringer besøgte. I denne mands selskab besøgte jeg flere finnegaarde langs Røgden og tilbragte en særdeles hyggelig dag.

Det var søndag, og jeg saa vel finnelivet i dets søndagsdragt; 15men overalt fandt jeg samme gjestfrihed og renlighed, samme tegn paa arbeidsomhed og nøisomhed. Man maa ikke forestille sig disse finners legemsdannelse saadan som lappernes; de er store og velvoksne, og jeg kunde ikke saaledes som de norske bønder, der var mere fortrolige med eiendommelighederne i deres udseende, adskille dem fra nordmændene, hvem de ogsaa lignede i dragt*). Men de lever et høist besværligt og møiefuldt liv, de allerfleste som husmænd; de driver noget agerbrug; men kornhøsten slaar ofte feil for dem, og kun faa af dem har mange kreaturer at drive paa græsgang. Arbeidsfortjeneste med tømmerdrift ernærer de fleste, og i et hus saa jeg brød, hvis meste bestanddel var bark og mos. Dels paa grund af deres livs møisommeligheder, dels maaske ogsaa som arv fra deres moderland, ligger der et tungsindigt træk over deres væsen, og de klagede selv over den sydemän tauti (hjertesyge), som fulgte dem i deres ensomme skogliv. Men det var et belevent, dannet bondefolk. Jeg traf rigtignok en fingut, om hvem man sagde mig, at han, vokset op paa en afsidesliggende plads, først i konfirmationsalderen havde lært norsk, det han endnu kun ufuldkomment kunde tale. Men de allerfleste havde foruden sit modersmaal ogsaa lært norsk til fuldkommenhed, og dette maa nødvendig have bidraget til at udvikle og hæve deres sans. Jeg traf ogsaa finner, f. eks. min vert, som læste og skrev baade norsk og finsk ganske korrekt. En ung finnepige, den gamle skolemesters datter, der længe havde været i tjeneste nede i den norske bygd, sang for mig, og det, som mig syntes, med en ren stemme, der var det vakre finske sprog værdig, nogle paa finsk oversatte sange af Fridtjofs saga og forklarede mig derefter med stor nøiagtighed de smaaforandringer i oversættelsen, som sprogenes grammatiske forskjellighed havde medført. Andre finner sang med megen lystighed lignende oversættelser af bellmannske sange. Og alt dette maatte jeg høre og se her, hvor jeg havde ment, at jeg skulde finde et slags fantefolk! Finnerne havde selv, maatte jeg yderligere høre, nylig ansat og lønnet en bygdevægter, som skulde holde de mange fanter ude, der før baade fra de svenske og norske bygder pleiede at komme op for at gjeste deres fattigdom.

16Omtrent ved aaret 1600 kom de første nybyggerfamilier til disse egne. Nogen tid før havde de, uvist af hvad aarsag, maattet forlade sit fædrehjem, og i Sverige, hvor de drog ind, var man vel forlegen med dem, indtil kongen faldt paa at anvise dem et nyt hjem i den vidtløftige og dengang ubeboede skogstrækning i Vermeland op mod den norske grænse. Her indrettede de sig snart saaledes, som de havde været vante til i Finland; de fældede store skogstykker og brændte braater, i hvis aske rugen trivedes fortræffelig; der var ogsaa god anledning for dem til fædrift, og naar en braate, udmagret efter nogle aars rughøst, maatte gjenlægges til græsgang, kunde de forøge sine hjorder. Kolonien har vist vokset raskt og trængte snart til større rum; hinsides grænsen, paa den norske side, saa finnerne lignende granbevokste bakker, store, folketomme strækninger, hvor vel kun nu og da en elgsdyrjæger eller bjørneskytte fra de norske bygder som snarest streifede over; hist og her i skogene finder man ogsaa ved siden af en myr hobe af aske og slagg, levninger efter nordmændenes arbeide i ældre tider med at brænde myrmalm; det var nok de eneste tegn paa, at de norske dalboere i de tider, da tømmerhandelen endnu ikke dreves i det store, havde tænkt paa at gjøre sig disse urskoge til nytte, og finnerne mente vel, at de uden at fornærme nogen mand kunde udstrække sin braatebrænden og plante sit finneliv ind over grænsen paa norsk grund.

Det var netop ved Røgdensjøen, beretter sagnet, at den første finnefamilie fæstede sit bo, og det var fornemmelig derfra, at slegten udbredte sig videre mod syd og nord og vest. Naar en finnegut vilde gifte sig, saa bandt han sig et ris af birkekviste fra fem forskjellige trær og magede det saa, at den pige, han elskede, i uvidenhed om hans kjælne list kom til at benytte sig af det ved lørdagsbadet; der laa tryllekraft i dette ris, indviet, som det var, med tryllesange, og hun kunde nu ikke negte ham sit ja. Nu tog han sin økse, fældede et skogstykke, tømrede sig af nogle af stokkene en koie og en badstue, brændte de andre og saaede rug i asken. Naar øllet var brygget af en del af den høstede rug (thi at berede sig malt af rugen er en gammel skik imellem finnerne), førte han sin brud hjem og med hende alle de deilige sange, hun bar i sit bryst. Snart kunde det blive tilfældet, at man maatte gaa længer bort fra hus for at finde bekvemme bakker til braatebrænden; 17thi den engang brændte skog udmagredes hurtig. Da slog flere naboer sig sammen, læssede nogle melsække, en „finplog“ (til at oprode jorden mellem stene og stubber) og andre fornødenheder paa en okse og drev den hen til det udseede sted; her slagtede de oksen og levede af dens kjød, medens de udførte arbeidet. Naar høsten kom, drev de to okser hen, slagtede den ene til næring, medens de høstede og indrettede sig et nyt braateland til næste aar, men lod den anden bære kornet hjem.

Denne idylliske fred skulde dog ikke vare længe. De norske sæterpiger kom vist med stor forskrækkelse hjem og fortalte om de fremmede folk dybt inde i skogene, og bønderne kunde vel ikke være ligegyldige ved disse nye naboers færd. Man betragtede dem vel som fanter; der blev naturligvis klaget til øvrigheden, og allerede i 1648 udkom der en forordning om, at disse „skogfinner“, som anrettede skade „ved veidefang og fiskeri,“ enten skulde forføie sig bort eller ogsaa paa lovlig maade erhverve sig ret til at bo og bygge paa skogen. Finnerne har nok ikke straks fundet det fornødent at holde sig dette lovbud efterrettelige; thi det maatte oftere gjentages. Der forefaldt vel ofte smaa stridsscener mellem dem og de norske bønder og lensmænd; navnlig er det berettet — og finnernes sagn indeholder endnu dunkle erindringer derom — at de svenske og norske finner i krigstider tog leiligheden iagt til i fællesskab at udføre smaa felttog — eller røvertog — paa bøndernes sætre og gaarde, snart paa den norske, snart paa den svenske side. Der maatte saaledes udvikle sig et meget spændt forhold imellem finnefolket og dets naboer, og den almindelige tro paa finnernes trolddomsmagt, som endnu den dag idag ikke er uddød, maa have forøget uviljen imod dem i samme forhold, som der blandede sig frygt i den.

Der var dog noget ved finnerne, som gjorde, at man, om man end havde mod dertil, ikke kunde bekvemme sig til at gaa paa dem med magt og haardhed heller; man kunde ikke ganske anse dem som fanter. Et sagn vil oplyse dette. Nogle bønder havde i forbitrelse mod en finnefamilie, som uden tilladelse havde nedsat sig i skogen, samlet sig mandsterke og kom pludselig over dem med det forsæt at jage troldfolket bort; men i hytten fandt de — en bibel og en violin! Dette var jo saa vakre og menneskelige tegn, som det kunde være. De forbitrede forbløffedes, forligte sig med

VI. bd.

18finnerne og gik stilfærdig bort. Saaledes forligtes nok størstedelen af finnefolket lidt efter lidt med landets herrer og erhvervede sig ret til at bebo de skoge, de allerede havde taget i besiddelse; disse skoge var vel mest almenningsskoge, dels kongens, dels bygdernes eiendomme, og man kjendte dengang ikke deres værd, saa finnerne vist for en ringe penge kunde bygsle eller endog kjøbe sig stykker deraf. Nu kunde de i ro og med fornyet flid fortsætte sin braatebrænden, og finnerne fortæller endnu, hvorledes deres lykkelige forfædre reiste ned i bygderne, solgte den fede braaterug og kom op igjen med blanke dalere. Saaledes er det vist, at en afdeling af denne finnekoloni, der var trængt saa langt op mod nord som til ind i Trysild prestegjeld, til Osenvand, i slutningen af forrige aarhundrede blomstrede i lovlig orden og velstand; de fleste finner, der var selveiere, agtedes lidt efter lidt som jevngode med de norske bønder og sammensmeltede derfor med dem, saa at der nu ikke er spor tilbage af deres fremmede nationalitet der i bygden.

Eilert Sundt.

10

Midt inne mellom de norske og svenske bygder har flere familier av kvenske finner i lange tider hatt tilhold; på den vidtløftige, skogbegroede aasstrækning mellom den sydlige del av Hedemarkens amt i Norge og Vermeland i Sverige, 11på begge sider av riksgrensen, er ennå en såre merkelig levning av denne koloni av nybyggere fra Finland, Finskogen, som den heter på den norske side, Finmarken, som den kalles på den svenske.

Det var en skyet sommermorgen 1848, at jeg fra gården Hofaas i Brandvold prestegjeld i Solør red opover den aasstrækning, som på den østlige side begrenser Glommens dalføre, for inn mot den svenske grense å komme inn på Solør Finskog. Den første del av reisen var en alminnelig setertur; veien førte meg forbi flere i den ytterste rand av skogen liggende sætre, som tilhører de norske dalgårder. Det av finnene bebodde strøk ligger lenger inne og er om vinteren, når setrene står tomme, ved et et par mil bredt, mennesketomt skogland adskilt fra den norske bygd nede ved Glommen. Da jeg tok avskjed fra den siste sæter, var det med en følelse, som om jeg skulle begi meg inn i et fremmed land. De regnsvangre skyer lå tungt over de mørke åser; der var dystert rundt omkring, og ingen vei, men kun sporene av skogfinnernes føtter, som hadde avslitt lyngen over steinuren, og hist og her noen stokke, lagt som en klopp over en strid skogbekk eller en altfor bløt myr, vitnet om sivilisasjonen i finnenes rike. Jeg var halv engstelig, da jeg etter to miles ridt nærmet meg den første finnegård, Græsbjerget ved Skadsensjøen, og henvendte meg til den første fin; jeg tenkte meg, at han, den foraktet fremmede her i landet, ville unnse seg ved å tale om sin finneherkomst og kanskje betrakte meg med mistenkelige blikke. Men hvor ble jeg ikke behagelig overrasket! På min likefremme ytring om, at jeg ikke hadde annet ærend enn å besøke finnene og se, hvorledes de hadde det, bød han meg fornøyet og trohjertet inn i sitt hus og lot sin datter sette for meg en skål melk — en høflighet, som norske bønder av lignende simple kår meget sjelden viste meg — førte meg omkring på sin gård (han var, hva kun få finner er, selveier) og viste meg den myr, han nettopp med stor anstrengelse hadde renset for stein og forvandlet til agerland, ledsaget meg omkring til sine naboer og omtalte meg for dem med noen finske ord, som jeg ikke forstod, men som skaffet meg samme gjestfri mottakelse hos dem alle. Her var jeg virkelig som i et fremmed land, der utmerket seg ved den behagelighed, at alle dets innbyggere forstod mitt morsmål, skjønt de seg imellom talte et annet. Deres huslige innretninger viste meg også helt fremmede seder; finstuene, navnlig de 12eldre, består av et temmelig stort rom, i hvis hjørne der er anbrakt en stor, muret ovn, som en bakerovn med bænke på sidene, der yter et særdeles varmt leie; disse ovner er også om sommeren stadig og sterkt ildede — en nødvendighet, sier finnene, fordi de etter sin hyppige ferdsel i myrerne alltid kommer hjem med vaade klæder. Røyken går ikke opp igjennom noen skorstein, men utbrer seg i den øvre del av værelset og slipper ut gjennom den av de fire på veggene anbrakte glugger, som holdes åpen. Finnene selv trivdes godt i denne varme og røg, som meget snart ble meg ubehagelig. Til denne nøysomme, tarvelige levemåte, som alt vitnet om, og til det avsondrede, ensomme liv passet også rett godt den store gjestfrihet, som jeg møtte overalt på Finskogen; gjestfrihet er jo det vakre trekk, som reisende så ofte tillegger nettopp sådanne folkeslag, som kun kjenner det lavere dannelseslivs simplere seder. Men hva der da ved siden heraf forundret meg mer, var i nesten hvert hus å finne finske bøker, og ikke blot gamle, forliggede sager fra en bedre tid, men nye bibler og ofte estetiske sager, samlinger av Finlands skjønne folkepoesi, bøker, som ikke fås i Kristiania boklader. Det overraskede og fornøyde meg å se disse folk stå i sådan forbindelse med sitt gamle moderland. Jeg forsket naturligvis etter sammenhengen hermed; men herved skjønte jeg snart, at jeg ennå kun befandt meg på yderkanten av denne finneverden, hvor man ikke visste så god besked om slektens forhold som lenger inne, i hjertet av kolonien; ja riktig opplysning ville maaske ingen annen kunne gi meg enn den mann, finnene her henviste meg til, „gamle Paul Øjeren,“ omgående skoleholder på Finskogen. Men hvor finner man vel en sådan omvankende mann? Jeg kunne blot med ny og større nysgjerrighet fortsette min reise lenger inn mellom åsene.

Ingen hest var å få; men jeg fikk en svensk fingut til ledsager og vandret av sted. Nå ble det dagsregn; her var melankolsk i denne lite bebodde skogtrakt, og gangen under de dryppende trær og i det våte lyng, opp og ned ad de bratte stier og over betenkelige myrer, ble dobbelt tung, da det til sist viste seg, at fingutten slett ikke var riktig kjent, så jeg, så slemt det var nå i aftenskumringen, mer måtte følge strekene på mitt amtskort enn hans usikre meninger. Etter et snes kilometers høist 13besværlig marsj stod vi endelig på toppen av en aas, hvorunder Røgdensjøen utbredte sin store, mørke flate; ved dens bred, ganske nærved, lå Kalnæsset, målet for vandringen, og røyken av husene viste meg, at jeg ennå skulle treffe folk oppe.

På gangen igjennom den adspredt liggende husklynge hen til den fin, til hvis gjestfrihet jeg var blitt anbefalt, kom jeg forbi en badstue. Badstuen er et sikkert tegn på, hvor vidt den finske nasjonalitet strekker seg ut over våre skogbygder. Den finske røykhytte er nå ofte ombyttet med en norsk stuebygning; men hvor en fin bor, vil man overalt finne en badstue ved siden av. Det var lørdagsaften nå, renselsestiden, og her var livlig omkring den rykende bygning. Noen kastet kledene av seg på marken for å kvege seg ved det forfriskende dampbad; andre hørtes derinne å piske de svettende lemmer med ris av birkekviste, og atter andre styrtet dampende ut og overøste seg med vann i den forbiflydende bekk. Disse bad, forklarte finnene meg, er overmåte tjenlige til sunnhetens vedligeholdelse, og jeg tror, at jeg selv befridde meg for en begynnende forkjølelse, da jeg neste dag noen øyeblikk dukket meg inn i den varme damp og deretter fikk et styrtebad over meg.

Jeg hadde ikke lenge sittet hos min vert, før en fortreffelig ørret stod anrettet for meg, og etter maaltidets vederkvegelse moret det meg dobbelt å legge merke til det eiendommelige liv rundt om meg. Der var påfallende mange mennesker forsamlet i huset, noen langveis fra, men alle finner; det lot til, at finnene betrakter seg som hjemme i hinandens huse. Også her kunne de alle tale norsk, skjønt enkelte av dem, eldre kvinner og barn, var fåmælte i samtaler på dette språk; men på deres bløte, dialektfrie uttale hørte man snart, at norsken var et tillært språk, og det var tydelig, at de først var i sitt rette element, når de talte finsk, det utelukkende omgangsspråk mellom dem selv innbyrdes, og det aldeles rent og uforvansket finsk.

Min vert, Peder Mathisen eller, som han kaltes blant finnene, Pekko Karvainen, var en velstående selveier og hadde av sin tømmerskog oppsatt seg et stort våningshus i norsk stil, og i et nett kammer her ble min seng meg anvist. Da jeg våknet, rant solen opp bak de svenske åser og tittet inn til meg. Her var vakkert nå omkring Røgden, den smale, men henved 20 kilometer lange sjø. Henimot dens sydostlige ende, som bøyer inn i Sverige og der har sitt utløp, hever seg på to åser på begge 14sider av vannet rett store steinrøyser, der betegner grensen mellom broderrikene. Hele vannets lengde henefter og på begge sider lysnet det hist og her i granskogen av de åkrer og engstykker, hvormed finnenes flid har smykket deres boliger. Litt lenger mot nord inn fra vannet så man et sådant lyst bakkehell, hvorunder Løvhaugen ligger, en finneby på halvtredje hundre sjæle og dog kun en stor husmannsplass, som tilsammen med den dertil hørende skog for få år siden var kjøpt av en rikmann nede i Glomdalen, der således også erhvervede seg fri rådighet over de mange husmenns arme til å hugge og kjøre og fløte de tusener av tømmerstokker, som herfra bringes ned i Glommen.

Det var søndag, og jeg mottok gjerne innbydelsen til å bli her dagen over, så meget hellere, som jeg fikk høre, at Paul Øjeren, skolemesteren, nettopp nå var her på gården og i et nabohus holdt sin omgangsskole. Man hadde slet og rett kaldt ham skolemester; men jeg hadde etter de trekk av hans personlighet, som man hadde gitt meg, forestilt meg ham som finnenes patriark. Nå, til skolemesteren passet også rett godt hans briller og sølvbeslagne pipe; men hans fyldige person og en viss overlegen verdighet, som var utbredt over hans hele vesen, en verdighet, som heller forhøiedes ved den nå og da anbrakte lette spøk over livets småting, ga meg rett i forestillingen om patriarken. Jeg besøkte ham i hans midlertidige skolestue. Alle de redskaper og gjenstander, som hørte til hverdagslivets sysler, var nå ryddet bort, og jeg kunne rett hatt lyst til å bivåne en skoletime her. Det var ikke noen alminnelig stue for en omgangsskole; på et stort bord fant jeg ikke blot katekismer og bibelhistorier, men historiske og geografiske lærebøker både i det svenske og norske språk og fremfor alt finske bøker, bibler, salmebøker og forskjellige samlinger av sanger og myter. Med disse siste hadde gubben opfrisket de dunkle sagn, han vel allerede som barn hadde hørt, sagnet om Väinämöinen og Ilmarinen og den finske folkepoesis mange andre mytiske personer, og med sine fortellinger om dem var han en særdeles velkommen gjest i alle de finnehus, han på sine omvandringer besøkte. I denne mands selskap besøkte jeg flere finnegårder langs Røgden og tilbrakte en særdeles hyggelig dag.

Det var søndag, og jeg så vel finnelivet i dets søndagsdrakt; 15men overalt fant jeg samme gjestfrihet og renlighed, samme tegn på arbeidsomhet og nøysomhet. Man må ikke forestille seg disse finners legemsdannelse sådan som lappernes; de er store og velvoksne, og jeg kunne ikke således som de norske bønder, der var mer fortrolige med eiendommelighetene i deres utseende, adskille dem fra nordmennene, hvem de også lignet i drakt*). Men de lever et høist besværlig og møiefuldt liv, de allerfleste som husmenn; de driver noe agerbrug; men kornhøsten slår ofte feil for dem, og kun få av dem har mange kreaturer å drive på græsgang. Arbeidsfortjeneste med tømmerdrift ernærer de fleste, og i et hus så jeg brød, hvis meste bestanddel var bark og mos. Dels på grunn av deres livs møysommeligheter, dels maaske også som arv fra deres moderland, ligger der et tungsindigt trekk over deres vesen, og de klaget selv over den sydemän tauti (hjertesyke), som fulgte dem i deres ensomme skogliv. Men det var et belevent, dannet bondefolk. Jeg traff riktignok en fingut, om hvem man sa meg, at han, vokset opp på en avsidesliggende plass, først i konfirmasjonsalderen hadde lært norsk, det han ennå kun ufullkomment kunne tale. Men de allerfleste hadde foruten sitt morsmål også lært norsk til fullkommenhet, og dette må nødvendig have bidraget til å utvikle og heve deres sans. Jeg traff også finner, f. eks. min vert, som leste og skrev både norsk og finsk ganske korrekt. En ung finnepike, den gamle skolemesters datter, der lenge hadde vært i tjeneste nede i den norske bygd, sang for meg, og det, som meg syntes, med en ren stemme, der var det vakre finske språk verdig, noen på finsk oversatte sanger av Fridtjofs saga og forklarte meg deretter med stor nøyaktighet de småforandringer i oversettelsen, som språkenes grammatiske forskjellighet hadde medført. Andre finner sang med mye lystighet lignende oversettelser av bellmannske sanger. Og alt dette måtte jeg høre og se her, hvor jeg hadde ment, at jeg skulle finne et slags fantefolk! Finnene hadde selv, måtte jeg ytterligere høre, nylig ansatt og lønnet en bygdevægter, som skulle holde de mange fanter ute, der før både fra de svenske og norske bygder pleide å komme opp for å gjeste deres fattigdom.

16Omtrent ved året 1600 kom de første nybyggerfamilier til disse egne. Noen tid før hadde de, uvist av hva årsak, måttet forlate sitt fedrehjem, og i Sverige, hvor de drog inn, var man vel forlegen med dem, inntil kongen falt på å anvise dem et nytt hjem i den vidtløftige og dengang ubebodde skogstrekning i Vermeland opp mot den norske grense. Her innrettet de seg snart således, som de hadde vært vante til i Finland; de felte store skogstykker og brente bråter, i hvis aske rugen trivdes fortreffelig; der var også god anledning for dem til fedrift, og når en bråte, utmagret etter noen aars rughøst, måtte gjenlegges til græsgang, kunne de forøke sine hjorder. Kolonien har vist vokset raskt og trengte snart til større rom; hinsides grensen, på den norske side, så finnene lignende granbevokste bakker, store, folketomme strekninger, hvor vel kun nå og da en elgsdyrjæger eller bjørneskytte fra de norske bygder som snarest streifet over; hist og her i skogene finner man også ved siden av en myr hobe av aske og slagg, levninger etter nordmennenes arbeide i eldre tider med å brenne myrmalm; det var nok de eneste tegn på, at de norske dalboere i de tider, da tømmerhandelen ennå ikke dreves i det store, hadde tenkt på å gjøre seg disse urskoger til nytte, og finnene mente vel, at de uten å fornærme noen mann kunne udstrække sin braatebrænden og plante sitt finneliv inn over grensen på norsk grunn.

Det var nettopp ved Røgdensjøen, beretter sagnet, at den første finnefamilie festet sitt bo, og det var fornemmelig derfra, at slekten utbredte seg videre mot syd og nord og vest. Når en finnegutt ville gifte seg, så bandt han seg et ris av birkekviste fra fem forskjellige trær og maget det så, at den pike, han elsket, i uvitenhet om hans kjælne list kom til å benytte seg av det ved lørdagsbadet; der lå tryllekraft i dette ris, innviet, som det var, med tryllesange, og hun kunne nå ikke nekte ham sitt ja. Nå tok han sin økse, felte et skogstykke, tømret seg av noen av stokkene en koie og en badstue, brente de andre og sådde rug i asken. Når ølet var brygget av en del av den høstede rug (thi å berede seg malt av rugen er en gammel skikk imellom finnene), førte han sin brud hjem og med henne alle de deilige sanger, hun bar i sitt bryst. Snart kunne det bli tilfellet, at man måtte gå lenger bort fra hus for å finne bekvemme bakker til braatebrænden; 17thi den engang brente skog udmagredes hurtig. Da slo flere naboer seg sammen, lesset noen melsekker, en „finplog“ (til at oprode jorden mellom steiner og stubber) og andre fornødenheter på en okse og drev den hen til det utsette sted; her slaktet de oksen og levde av dens kjøtt, mens de utførte arbeidet. Når høsten kom, drev de to okser hen, slaktet den ene til næring, mens de høstede og innrettet seg et nytt bråteland til neste år, men lot den annen bære kornet hjem.

Denne idylliske fred skulle dog ikke vare lenge. De norske seterpiker kom vist med stor forskrekkelse hjem og fortalte om de fremmede folk dypt inne i skogene, og bøndene kunne vel ikke være likegyldige ved disse nye naboers ferd. Man betraktede dem vel som fanter; der ble naturligvis klaget til øvrigheten, og allerede i 1648 utkom der en forordning om, at disse „skogfinner“, som anrettet skade „ved veidefang og fiskeri,“ enten skulle forføye seg bort eller også på lovlig måte erverve seg rett til å bo og bygge på skogen. Finnene har nok ikke straks funnet det fornødent å holde seg dette lovbud etterrettelige; thi det måtte oftere gjentas. Der forefalt vel ofte små stridsscener mellom dem og de norske bønder og lensmenn; navnlig er det berettet — og finnenes sagn inneholder ennå dunkle erindringer derom — at de svenske og norske finner i krigstider tog leiligheten i akt til i fellesskap å utføre små felttog — eller røvertog — på bøndernes sætre og gaarde, snart på den norske, snart på den svenske side. Der måtte således utvikle seg et meget spent forhold imellom finnefolket og dets naboer, og den alminnelige tro på finnenes trolldomsmakt, som ennå den dag i dag ikke er utdødd, må ha forøket uviljen imot dem i samme forhold, som der blandet seg frykt i den.

Der var dog noe ved finnene, som gjorde, at man, om man enn hadde mot dertil, ikke kunne bekvemme seg til å gå på dem med makt og hardhet heller; man kunne ikke ganske anse dem som fanter. Et sagn vil opplyse dette. Noen bønder hadde i forbitrelse mot en finnefamilie, som uten tillatelse hadde nedsatt seg i skogen, samlet seg mannsterke og kom plutselig over dem med det forsett å jage trollfolket bort; men i hytten fant de — en bibel og en violin! Dette var jo så vakre og menneskelige tegn, som det kunne være. De forbitrede forbløffedes, forlikte seg med

VI. bd.

18finnene og gikk stilferdig bort. Således forligtes nok størstedelen av finnefolket litt etter litt med landets herrer og erhvervede seg rett til å bebo de skoger, de allerede hadde tatt i besittelse; disse skoger var vel mest almenningsskoge, dels kongens, dels bygdernes eiendommer, og man kjente dengang ikke deres verd, så finnene vist for en ringe penger kunne bygsle eller endog kjøpe seg stykker derav. Nå kunne de i ro og med fornyet flid fortsette sin braatebrænden, og finnene forteller ennå, hvorledes deres lykkelige forfedre reiste ned i bygdene, solgte den feite bråterug og kom opp igjen med blanke dalere. Således er det vist, at en avdeling av denne finnekoloni, der var trengt så langt opp mot nord som til inn i Trysild prestegjeld, til Osenvand, i slutningen av forrige århundre blomstret i lovlig orden og velstand; de fleste finner, der var selveiere, agtedes litt etter litt som jevngode med de norske bønder og sammensmeltet derfor med dem, så at der nå ikke er spor tilbake av deres fremmede nasjonalitet der i bygden.

Eilert Sundt.