4

Dagen var lummerhed. Intet vindpust krusede tjernets speil, hvorfra de tilbagekastede solstraaler faldt os blendende og glødende lige i ansigtet, idet vi gik langs henad den sumpede bred. Men udenfor græsranden saa vi over hele tjernet smaafisk gaa og spille i vandskorpen, altsom tiest stikkende hovedet op for at snappe en graa fryvil, der havde vovet sig ned paa det troløse farvand, medens nu og da et dygtigt plask, som efterlod bølgende ringe paa vandet, tilkjendegav, at der ogsaa boede en og anden staut karl af en ørret i det dunkle dyb.

Fisken vilde dog ikke bide der, og da vi af erfaring vidste, at det paa denne tid af dagen og i saa blankt veir vilde være faafængt at friste den længe i det stille vand, skyndte vi os hen over myrerne, indtil vi naaede did, hvor elven begynder at strømme i hvirvler og smaa fossefald. Da varede det ikke længe, inden en deilig liden ørret sprellede i busken efter en lystig luftfart, og 5Morten erklærede den for at være en „reint otrule’ tjøe.“ Om en stund laa der ogsaa flere ligesaa „utrolige“ i min skrukke; men med Morten gik det smaat, hvad enten han ikke forstod at vælge sine steder saa godt, eller fisken, som ellers ikke er saa nøieregnende i fjeldvandene, fandt, at hans selvgjorte snøre dog havde altfor megen lighed med et hestetjor, til at den turde komme det nær.

Imidlertid merkede man snart, at fisken ikke var synderlig lysten paa at bide. Der maatte sikkert være tordenveir i luften. Alt længe havde jeg ogsaa med ængsteligt blik betragtet de stedse voksende skyhammere derhenne bag Tronfjeldet; men da vi kom længer nedad elven, hvori høie brinker skjulte den sydlige horisont, var fiskeriets spænding altfor stor til, at jeg kunde agte paa himmelens tegn, og jeg tænkte ikke videre paa noget optrækkende uveir, førend et dumpt rullende drøn i det fjerne gav sit alvorlige varsel derom. Da var allerede de mørke tordenhammere trukne saa høit op, at deres guldbremmede kanter saaes at stikke frem over den steile styrtning, hvorunder elven strømmede, og i samme øieblik for en dunkel skygge henover heierne, idet solen skjultes af de hurtig fremdrivende skymasser. Jeg steg nu skyndsomt op paa haugen for bedre at se, hvad det bryggede paa derhenne i syd. Og det saa i sandhed frygtelig truende ud. Over hele den del af himmelen, som begrænsedes af Tronfjeldet mod høire og Jønbæksvolas nøgne kolle til venstre, stod en sortblaa, sammenhængende tordenbolk, hvorfra adskilte og forskjellig belyste skylag trak sig udover den øvrige himmel, som endnu var klar mod vest og nord. Oppe i selve Stortronen gik allerede regnskuren og skjulte dens top; men paa den nærmereliggende, mindre høide, som heder „Kalven,“ faldt gjennem en aabning i skyerne et solglimt, som mod den mørke baggrund gav fjeldets alpegræsklædte side et aldeles gyldent skjær. Men det varede kun et øieblik, og alt blev igjen indhyllet i dunkelhed.

Medens jeg endnu stod og betragtede dette ophøiede naturskuespil, hvis skjønhed jeg dengang ei var ret istand til at fatte, slog et lyn ned, som det forekom mig, lige for mine fødder og efterfulgtes af et knitrende tordenbrag, der endte i et fra alle fjeldene rundt om gjenlydende drøn. I det samme hørtes i luften en sterk susen, der syntes at udgaa fra det trange svelg mellem Tronskalven og Stortronen, og et pludseligt vindstød for hen 6over haugen, bøiende toppene paa de faa uveirshaarde birkekragger, som fandtes heroppe. Jeg var dengang ingen helt i tordenveir. I hjertelig angest sprang jeg derfor ned til min ledsager for at holde raad om, hvad vi under disse fortvilede omstændigheder skulde gjøre; thi det saa virkelig noget betænkeligt ud: Intet træ i den hele egn stort nok til at søge ly under, og tilbage til sætervangen var det saa langt, at uveiret vist vilde have indhentet os og kanske udraset, inden vi naaede did.

„Hvad mener du nu, Morten?“ spurgte jeg. „Æi vil ga hem att, æi,“ svarede Morten, som i den hensigt allerede var i begreb med at vikle snøret om sin stang. Nei, det gik da umulig an, indvendte jeg, uveiret kunde maaske snart gaa over, og saa vilde jo fiskeriet for idag være forspildt. Desuden havde vi jo broen straks dernede, og ikke saa langt nedenfor den var kvernhuset, og hvis vi nu skyndte os saa fort, vi kunde, naaede vi kanske did, før det brød rigtig løst. Vanskelig nok fik jeg endelig Morten til at gaa ind paa mit forslag, og med ængstelig il begav vi os paa vandringen. Men vi var ei komne mange skridt, før atter et tordenskrald rullede hen over vore hoveder, ledsaget af nogle store, varme draaber, og inden faa øieblik styrtede regnet susende og plaskende i marken. Vi var nu ved broen, hvorover kongeveien gaar. „Lad os probere at komme under broen,“ sagde jeg. „Vandet er ikke større, end at vi kanske kunde staa paa stenen dernede saa længe.“ Og uden betænkning klatrede vi ned, vadede gjennem vandet og kom saaledes ind under broen, hvor en opstaaende sten gav en meget snever plads for os begge. Heldigvis opdagede jeg i det tømrede brokar oppe mellem bjelkerne et hul, stort nok til, at personer af vor førlighed maaske kunde krybe igjennem. Jeg klatrede op og slap vel gjennem hullet; Morten fulgte efter, og snart sad vi begge to tause, men med lydt bankende hjerter i det snevre kammer, hvor vi, skjønt siddende, endda maatte bøie hovedet for ei at støde mod brogulvet. Her var vi rigtignok paa en maade i ly for regnet; men det var dog et uhyggeligt opholdssted. I uveirets dunkelhed var det næsten bælgmørkt herinde, saa at vi neppe kunde se hinanden, undtagen hvergang et lyn flygtig oplyste rummet og i sit spøgelseagtige lys viste os hinandens bleggraa, forskrækkede ansigter. Og imidlertid rullede tordenen uophørlig, og ved hvert af dens sterke skrald følte vi den 7skrøbelige bro over os ryste og bæve, saa at vi syntes, den maatte styrte ned, og regnet suste og plaskede sterkere og sterkere. Snart begyndte ogsaa vandet med tilstrækkelig tilsætning af opløst sand og ler at sie os ned i hovederne fra det utætte tag over os, og vi maatte flere gange skifte plads for at undgaa det ubehagelige dryp.

Omsider blev dog mellemrummet mellem tordenslagene længere; regnet hørtes ikke mere at slaa saa haardt mod broens træverk, og det begyndte at lysne lidt i vort mørke hul, hvorfra vi ret hjertelig længtes ud igjen. Saasnart vi nu kunde skjønne, at tordenveiret allerede havde fjernet sig saa vidt, at der ikke længer var nogen fare, krøb vi atter ud af den trange aabning, ved hvilken leilighed det beklagelige uheld traf min ven Morten, at han ved ei at sørge for rigtigt fodfæste dumpede baglængs ud i vandet og fik saaledes nedenfra, hvad der manglede i tilstrækkelig gjennemblødning ovenfra. Hvor saa vi vel ud af ler og smuds og væde, da vi i dagslyset fik rigtig betragtet vort tilrakkede ydre! Men hvad bekymrede vi os om det?

Det var vist neppe med større henrykkelse, at Noah i gamle dage med sin to- og firbenede skibsbesætning atter tog den tørre jord i besiddelse, end vi nu sprang op paa bakken og jublende hilste de gjennem det fine regn frembrydende glimt af solen og de guldglinsende taagelevninger, der hang henne i Tronfjeldets side, og regnbuen, som stolt straalede mod den endnu sorte skyvæg i nord. Man maa have oplevet et saadant øieblik for ret at kunne føle og forstaa det.

Der opstod nu en strid mellem min kamerat Vesle-Morten og mig. Han havde faaet nok af fiskeriet for idag, klagede over, at han var svært sulten og vilde fremdeles „ga hem att.“ Dette var nu, som jeg klarligen beviste ham, den største urimelighed af verden. Netop nu skulde fisken begynde at bide for alvor. Dette var noget, som man af gammel erfaring kunde vide, og vilde det ikke være en skam at komme hjem med saa ringe fangst? Men Morten, som satte sin melkesold over fiskeriets tillokkelser, lod sig ikke bevæge af nogen fornuftgrund, og da jeg endog forgjæves tilbød at dele min ringe rest af smørrebrød med ham, hvis han blot vilde følge med et stykke nedover elven, tabte jeg al agtelse for hans karakter, og vi skiltes ad som uvenner, idet jeg besluttede mig til at lade ham seile sin egen sjø, medens jeg selv fortsatte fangsten alene.

8Jeg havde ikke forregnet mig. Ørreten var efter uveiret bleven ligesaa sulten som vi, og neppe havde jeg nedenfor broen kastet ud, før en vakker kjø kom og bed med vældigt ryk og samledes straks med sine forudgangne slegtninger i skrukken. Nu gik det raskt med fangsten, som begunstigedes af det heldigste fiskeveir: korte, varme solglimt med afvekslende overskyet himmel og smaa regnskurer, og det varede ikke længe, før skrukkebaandet begyndte at klemme svært over min skulder.

Solen stod alt over de vestlige aaser, og endda var jeg ikke kommen længer end til det gamle kvernhus med den forfaldne dam og de tørre render. Men nu var rummet i min fiskeskrukke fuldt til overmaal, og dog maatte jeg endnu forsøge et øieblik dernede under dammen i den mørke, dybe kulp; blot et par fiske til, og saa skulde jeg slutte for idag. Men de to fiske indfandt sig altfor snart; det bed saa raskt her, at det vel kunde været uvist, hvorlænge jeg vilde vedblevet med at drage den allersidste og endnu blot en, hvis jeg ikke heldigvis var kommen til at sætte krogen fast i en rodkubbe ude i fossen, hvorved snøret og hele indretningen blev afslidt. Dette gjorde da en brat og nødtvungen ende paa fiskeriet, og jeg maatte tænke paa den lange tilbagevei.

Nu først merkede jeg, at jeg var baade træt og hungrig, og noget modfalden satte jeg mig paa kvernhusbroen for at hvile ud til den besværlige vandring. Desværre var mine to sidste smørrebrød forlængst fortærede, og forgjæves ledte jeg i lommerne efter en rest af noget spiseligt. Hvor vilde ikke Morten, som nu sad i sæteren og spiste sin kjernrømme-klining, have triumferet, hvis han havde erfaret min forfatning i dette øieblik! Men et blik paa min rigelige fangst gjenoplivede mit mod, og jeg vilde dog ikke byttet med Morten.

Efter at have læsket min tørst med en drik vand af elven samt spist et par haandfuld gjøgesyre, som jeg fandt under klippevæggen og som syntes at forfriske mig ganske merkelig, begav jeg mig trøstig afsted.

Da jeg var kommen op af kvernhusdalen og atter vandrede henad de graa, nøgne myrer langsmed aaen, som her gaar stille, blev jeg mere og mere betagen af hin underlige, vemodige beklemthed, som gjerne griber den enlige vandringsmand i de øde høifjeldsmarker, især ved bredden af et stille vand, naar solen begynder at sænke sig mod aasen. I det trange svelg, hvor elven bruser vildt, og i skogens dunkelhed, hvor man hører vindens sus i 9toppene, faar denne følelse aldrig saa stor magt; thi her er dog endnu liv og bevægelse i naturen. Hist er derimod alt saa dødt, stilheden saa ængstende — vandreren føler sig selv kun som et lidet insekt i den uendelige vidde, han paa en gang overskuer.

Jeg satte mig ned paa en mostue, idet jeg lettede mine skuldre for deres tunge byrde. Fjernt derhenne under fjeldet laa Tronsvangene, over hvilke just solen bredte sit gyldne skjær, og udover høiden saaes kjørne at komme rekkende mod sæteren, idet de i afstanden viste sig som en rad hvide og sorte prikker paa den grønne bund. Forgjæves lyttede jeg efter at høre klangen af en bjelde eller et horn eller fremfor alt en menneskelig stemme — det vilde dog være mig en trøst. Jeg hørte intet uden skriget af den lille strandsnipe, fisketite, som vi derhjemme kaldte denne utrættelige fjeldvandsfisker, der altid sees at flyve lavt hen over vandet fra den ene strandsten til den anden. I denne lille fugls gjennemtrængende stemme er der noget forunderlig sørgmodigt, som endnu stedse udøver sin virkning paa mig, naar jeg med fiskestangen ene vandrer langs med fjeldaaens stenede bred.

Paa en tue ei langt fra mig henne paa myren sad en fjeldlo og strakte halsen lang og saa paa mig. Der syntes at være en sympathi mellem os to. Ogsaa jeg maatte sagtens forekomme den at være saadan en stakkels enlig fugl, der jeg sad, adskilt fra hele den øvrige verden. Det tyktes mig, som om der var hundrede mil til bygden, som om jeg aldrig skulde komme hjem til mine, som om jeg var ene tilbage i en ørken efter en syndflod, der havde udryddet hele den øvrige menneskeslægt. Indtrykket blev tilsidst saa mægtigt, at det næsten overvældede mig; jeg følte mit bryst ligesom sammensnøret; jeg vilde græde og kunde ikke græde.

En stund blev jeg siddende med hovedet støttet mod knærne, ude af stand til at reise mig og gaa videre, og vilde vist vedbleven længe at sidde saa, hvis ikke en sagte raslen i enerbusken ved min side og synet af en spraglet orm, som bugtede sig ind mellem tuerne bag mig, havde skræmt mig op igjen. Skyndsomt forlod jeg det farlige hvilested, og i det samme fløi ogsaa fjeldloen fra sin tue og gav mig sin afskedshilsen i en lang, sørgelig piben.

Endelig havde jeg overvundet det besværligste af veien, idet jeg kom ind paa en gangsti, som førte til Hemstavangene. Min længsel efter snart at komme til folk igjen bevægede mig til at 10tage tilbageveien om disse sætre, som jeg omsider udmattet og dryppende af sved naaede, idet just en del af sæterkullerne stod samlede udenfor hafellen, ventende paa kreaturernes hjemkomst tilkvelds. Det vakte ikke liden forundring blandt jenterne at se „han Nikelai“ komme strævende alene, bøiet under vegten af en stor skrukke med fisk, og der opstod straks en pudserlig strid imellem dem, om hvem der skulde faa æren og behageligheden af at yde ham den fornødne vederkvægelse, hvilken strid dog uden videre betænkning blev afgjort til fordel for beboersken af den vang, som laa nærmest forhaanden. Derhen blev jeg da fulgt af hele jenteflokken, for hvem jeg naturligvis maatte gjøre skyldig rede for alt mig vedkommende og ikke vedkommende, som det kunde være artigt at vide.

En dygtig skaal af den herlige sætermelk, ledsaget af nogle fliser spegekjød, gjengav mig vidunderlig snart mine kræfter, og idet jeg til min vertindes og de øvriges store misfornøielse taksomt frabad mig den hele øvrige anretning af dravle, mølske o. s. v., begav jeg mig efter den korte hvile ud igjen for endnu før solnedgang at naa tilbage til Aumlien, hvor jeg vidste, man ventede mig med flødegrøden.

Ligesaa glad og let, som jeg før nede paa myren havde været mismodig, vandrede jeg afsted østover, og idet jeg gik forbi den lange rad af sætervange, hørte jeg paa flere steder mundharpeklang og lystig latter derinde, hvoraf jeg nok kunde skjønne, at lørdagskvelden allerede havde skjænket besøg fra bygden. Paa den sidste vang, jeg kom forbi, havde just et par gutter og en jente leiret sig ude paa bakken og sang i fuldt kor den svenske vise om Liten Karin, hvilken den gang just var visen, som „gik“ i bygden. Som oftest var det fra Sverige, man fik ny tilførsel af saadanne sange, hvilket ei er saa forunderligt, naar man tager hensyn til den samfærdsel, som nord-østerdølen over Røros har med de paa smukke folkeviser rigere svensker.

N. R. Østgaard.

4

Dagen var lummerhet. Intet vindpust kruset tjernets speil, hvorfra de tilbagekastede solstråler falt oss blendende og glødende like i ansiktet, idet vi gikk langs henad den sumpede bred. Men utenfor gressranden så vi over hele tjernet småfisk gå og spille i vannskorpen, altsom tiest stikkende hodet opp for å snappe en grå fryvil, der hadde vovet seg ned på det troløse farvann, mens nå og da et dyktig plask, som etterlot bølgende ringe på vannet, tilkjennegav, at der også bodde en og annen staut karl av en ørret i det dunkle dyp.

Fisken ville dog ikke bite der, og da vi av erfaring visste, at det på denne tid av dagen og i så blankt vær ville være fåfengt å friste den lenge i det stille vann, skyndte vi oss hen over myrerne, inntil vi nådde dit, hvor elven begynner å strømme i virvler og små fossefall. Da varte det ikke lenge, innen en deilig liten ørret sprellede i busken etter en lystig luftfart, og 5Morten erklærede den for å være en „reint otrule’ tjøe.“ Om en stund lå der også flere likeså „utrolige“ i min skrukke; men med Morten gikk det smått, hva enten han ikke forstod å velge sine steder så godt, eller fisken, som ellers ikke er så nøyeregnende i fjellvannene, fant, at hans selvgjorte snøre dog hadde altfor mye likhet med et hestetjor, til at den turde komme det nær.

Imidlertid merket man snart, at fisken ikke var synderlig lysten på å bite. Der måtte sikkert være tordenvær i luften. Alt lenge hadde jeg også med engstelig blikk betraktet de stedse voksende skyhammere derhenne bak Tronfjeldet; men da vi kom lenger nedad elven, hvori høye brinker skjulte den sydlige horisont, var fiskeriets spenning altfor stor til, at jeg kunne akte på himmelens tegn, og jeg tenkte ikke videre på noe opptrekkende uvær, før et dumpt rullende drønn i det fjerne ga sitt alvorlige varsel derom. Da var allerede de mørke tordenhammere trukne så høyt opp, at deres gullbremmede kanter saaes å stikke frem over den steile styrtning, hvorunder elven strømmet, og i samme øyeblikk for en dunkel skygge henover heiene, idet solen skjultes av de hurtig fremdrivende skymasser. Jeg steg nå skyndsomt opp på haugen for bedre å se, hva det bryggede på derhenne i syd. Og det så i sannhet fryktelig truende ut. Over hele den del av himmelen, som begrænsedes av Tronfjeldet mot høyre og Jønbæksvolas nakne kolle til venstre, stod en sortblå, sammenhengende tordenbolk, hvorfra adskilte og forskjellig belyste skylag trakk seg utover den øvrige himmel, som ennå var klar mot vest og nord. Oppe i selve Stortronen gikk allerede regnskuren og skjulte dens topp; men på den nærmereliggende, mindre høyde, som heter „Kalven,“ falt gjennom en åpning i skyene et solglimt, som mot den mørke bakgrunn ga fjellets alpegræsklædte side et aldeles gyllent skjær. Men det varte kun et øyeblikk, og alt ble igjen innhyllet i dunkelhet.

Mens jeg ennå stod og betraktede dette opphøyde naturskuespill, hvis skjønnhet jeg dengang ei var rett i stand til å fatte, slo et lyn ned, som det forekom meg, like for mine føtter og etterfulgtes av et knitrende tordenbrak, der endte i et fra alle fjellene rundt om gjenlydende drønn. I det samme hørtes i luften en sterk susen, der syntes å utgå fra det trange svelg mellom Tronskalven og Stortronen, og et plutselig vindstøt for hen 6over haugen, bøyende toppene på de få uværsharde birkekragger, som fantes heroppe. Jeg var dengang ingen helt i tordenvær. I hjertelig angst sprang jeg derfor ned til min ledsager for å holde råd om, hva vi under disse fortvilte omstendigheter skulle gjøre; thi det så virkelig noe betenkelig ut: Intet tre i den hele egn stort nok til å søke ly under, og tilbake til setervangen var det så langt, at uværet vist ville ha innhentet oss og kanskje udraset, innen vi nådde dit.

„Hva mener du nå, Morten?“ spurte jeg. „Æi vil ga hem att, æi,“ svarte Morten, som i den hensikt allerede var i begrep med å vikle snøret om sin stang. Nei, det gikk da umulig an, innvendte jeg, uværet kunne maaske snart gå over, og så ville jo fiskeriet for i dag være forspilt. Dessuten hadde vi jo broen straks dernede, og ikke så langt nedenfor den var kvernhuset, og hvis vi nå skyndte oss så fort, vi kunne, nådde vi kanskje dit, før det brød riktig løst. Vanskelig nok fikk jeg endelig Morten til å gå inn på mitt forslag, og med engstelig il begav vi oss på vandringen. Men vi var ei kommet mange skritt, før atter et tordenskrall rullet hen over våre hoder, ledsaget av noen store, varme dråper, og innen få øyeblikk styrtet regnet susende og plaskende i marken. Vi var nå ved broen, hvorover kongeveien går. „La oss probere å komme under broen,“ sa jeg. „Vannet er ikke større, enn at vi kanskje kunne stå på steinen dernede så lenge.“ Og uten betenkning klatret vi ned, vadet gjennom vannet og kom således inn under broen, hvor en oppstående stein ga en meget snever plass for oss begge. Heldigvis oppdaget jeg i det tømrede brokar oppe mellom bjelkene et hull, stort nok til, at personer av vår førlighet maaske kunne krype igjennom. Jeg klatret opp og slapp vel gjennom hullet; Morten fulgte etter, og snart satt vi begge to tause, men med lydt bankende hjerter i det snevre kammer, hvor vi, skjønt sittende, enda måtte bøye hodet for ei å støte mot brogulvet. Her var vi riktignok på en måte i ly for regnet; men det var dog et uhyggelig oppholdssted. I uværets dunkelhet var det nesten belgmørkt herinde, så at vi neppe kunne se hinannen, unntagen hvergang et lyn flyktig opplyste rommet og i sitt spøkelsesaktige lys viste oss hinandens blekgrå, forskrækkede ansikter. Og imidlertid rullet tordenen uopphørlig, og ved hvert av dens sterke skrall følte vi den 7skrøpelige bro over oss ryste og beve, så at vi syntes, den måtte styrte ned, og regnet suste og plaskede sterkere og sterkere. Snart begynte også vannet med tilstrekkelig tilsetning av oppløst sand og ler at sie oss ned i hodene fra det utette tak over oss, og vi måtte flere ganger skifte plass for å unngå det ubehagelige drypp.

Omsider ble dog mellomrommet mellom tordenslagene lenger; regnet hørtes ikke mer å slå så hardt mot broens treverk, og det begynte å lysne litt i vårt mørke hul, hvorfra vi rett hjertelig lengtes ut igjen. Så snart vi nå kunne skjønne, at tordenværet allerede hadde fjernet seg så vidt, at der ikke lenger var noen fare, krøp vi atter ut av den trange åpning, ved hvilken leilighet det beklagelige uhell traff min venn Morten, at han vet ei å sørge for riktig fotfeste dumpet baklengs ut i vannet og fikk således nedenfra, hva der manglet i tilstrekkelig gjennomblødning ovenfra. Hvor så vi vel ut av ler og smuss og væte, da vi i dagslyset fikk riktig betraktet vårt tilrakkede ytre! Men hva bekymret vi oss om det?

Det var vist neppe med større henrykkelse, at Noah i gamle dage med sin to- og firbenede skipsbesetning atter tok den tørre jord i besittelse, enn vi nå sprang opp på bakken og jublende hilste de gjennom det fine regn frembrytende glimt av solen og de gullglinsende tåkelevninger, der hang henne i Tronfjeldets side, og regnbuen, som stolt straalede mot den ennå sorte skyvegg i nord. Man må ha opplevd et sådant øyeblikk for rett å kunne føle og forstå det.

Der opstod nå en strid mellom min kamerat Vesle-Morten og meg. Han hadde fått nok av fiskeriet for i dag, klagede over, at han var svært sulten og ville fremdeles „ga hem att.“ Dette var nå, som jeg klarligen beviste ham, den største urimelighet av verden. Nettopp nå skulle fisken begynne å bite for alvor. Dette var noe, som man av gammel erfaring kunne vite, og ville det ikke være en skam å komme hjem med så ringe fangst? Men Morten, som satte sin melkesold over fiskeriets tillokkelser, lot seg ikke bevege av noen fornuftgrunn, og da jeg endog forgjeves tilbød å dele min ringe rest av smørrebrød med ham, hvis han blot ville følge med et stykke nedover elven, tapte jeg all aktelse for hans karakter, og vi skiltes ad som uvenner, idet jeg besluttet meg til å la ham seile sin egen sjø, mens jeg selv fortsatte fangsten alene.

8Jeg hadde ikke forregnet meg. Ørreten var etter uværet blitt likeså sulten som vi, og neppe hadde jeg nedenfor broen kastet ut, før en vakker kjø kom og bed med veldig ryk og samledes straks med sine forudgangne slektninger i skrukken. Nå gikk det raskt med fangsten, som begunstigedes av det heldigste fiskevær: korte, varme solglimt med avvekslende overskyet himmel og små regnskurer, og det varte ikke lenge, før skrukkebåndet begynte å klemme svært over min skulder.

Solen stod alt over de vestlige åser, og enda var jeg ikke kommet lenger enn til det gamle kvernhus med den forfalne dam og de tørre render. Men nå var rommet i min fiskeskrukke fullt til overmål, og dog måtte jeg ennå forsøke et øyeblikk dernede under dammen i den mørke, dype kulp; blot et par fiske til, og så skulle jeg slutte for i dag. Men de to fiske innfant seg altfor snart; det bet så raskt her, at det vel kunne vært uvist, hvorlænge jeg ville vedblevet med at drage den allersidste og ennå blot en, hvis jeg ikke heldigvis var kommet til å sette kroken fast i en rotkubbe ute i fossen, hvorved snøret og hele innretningen ble avslitt. Dette gjorde da en brat og nødtvungen ende på fiskeriet, og jeg måtte tenke på den lange tilbakevei.

Nå først merket jeg, at jeg var både trett og hungrig, og noe motfallen satte jeg meg på kvernhusbroen for å hvile ut til den besværlige vandring. Dessverre var mine to siste smørrebrød forlengst fortærede, og forgjeves ledte jeg i lommene etter en rest av noe spiselig. Hvor ville ikke Morten, som nå satt i seteren og spiste sin kjernrømme-klining, have triumferet, hvis han hadde erfart min forfatning i dette øyeblikk! Men et blikk på min rikelige fangst gjenoplivede mitt mot, og jeg ville dog ikke byttet med Morten.

Etter å ha lesket min tørst med en drikk vann av elven samt spist et par håndfull gjøkesyre, som jeg fant under klippevæggen og som syntes å forfriske meg ganske merkelig, begav jeg meg trøstig av sted.

Da jeg var kommet opp av kvernhusdalen og atter vandret henad de grå, nakne myrer langsmed åen, som her går stille, ble jeg mer og mer betagen av hin underlige, vemodige beklemthet, som gjerne griper den enlige vandringsmann i de øde høyfjellsmarker, især ved bredden av et stille vann, når solen begynner å senke seg mot aasen. I det trange svelg, hvor elven bruser vilt, og i skogens dunkelhet, hvor man hører vindens sus i 9toppene, får denne følelse aldri så stor makt; thi her er dog ennå liv og bevegelse i naturen. Hist er derimot alt så dødt, stillheten så engstende — vandreren føler seg selv kun som et lite insekt i den uendelige vidde, han på en gang overskuer.

Jeg satte meg ned på en mostue, idet jeg lettet mine skuldre for deres tunge byrde. Fjernt derhenne under fjellet lå Tronsvangene, over hvilke just solen bredte sitt gyldne skjær, og utover høyden saaes kjørne å komme rekkende mot seteren, idet de i avstanden viste seg som en rad hvite og sorte prikker på den grønne bunn. Forgjeves lyttet jeg etter å høre klangen av en bjelle eller et horn eller fremfor alt en menneskelig stemme — det ville dog være meg en trøst. Jeg hørte intet uten skriket av den lille strandsnipe, fisketite, som vi derhjemme kalte denne utrettelige fjellvannsfisker, der alltid sees å flyve lavt hen over vannet fra den ene strandstein til den annen. I denne lille fugls gjennomtrengende stemme er der noe forunderlig sørgmodigt, som ennå stedse utøver sin virkning på meg, når jeg med fiskestangen ene vandrer langs med fjeldaaens stenede bred.

På en tue ei langt fra meg henne på myren satt en fjeldlo og strakte halsen lang og så på meg. Der syntes å være en sympati mellom oss to. Også jeg måtte saktens forekomme den å være sådan en stakkels enlig fugl, der jeg satt, adskilt fra hele den øvrige verden. Det tyktes meg, som om der var hundre mil til bygden, som om jeg aldri skulle komme hjem til mine, som om jeg var ene tilbake i en ørken etter en syndflod, der hadde utryddet hele den øvrige menneskeslekt. Inntrykket ble til sist så mektig, at det nesten overveldet meg; jeg følte mitt bryst likesom sammensnøret; jeg ville gråte og kunne ikke gråte.

En stund ble jeg sittende med hodet støttet mot knærne, ute av stand til å reise meg og gå videre, og ville vist vedbleven lenge å sitte så, hvis ikke en sakte raslen i einerbusken ved min side og synet av en spraglet orm, som buktet seg inn mellom tuene bak meg, hadde skremt meg opp igjen. Skyndsomt forlot jeg det farlige hvilested, og i det samme fløy også fjellloen fra sin tue og ga meg sin avskjedshilsen i en lang, sørgelig pipen.

Endelig hadde jeg overvunnet det besværligste av veien, idet jeg kom inn på en gangsti, som førte til Hemstavangene. Min lengsel etter snart å komme til folk igjen beveget meg til å 10ta tilbakeveien om disse sætre, som jeg omsider utmattet og dryppende av sved nådde, idet just en del av seterkullene stod samlede utenfor hafellen, ventende på kreaturernes hjemkomst tilkvelds. Det vakte ikke liten forundring blant jentene å se „han Nikelai“ komme strevende alene, bøyet under vekten av en stor skrukke med fisk, og der opstod straks en pudserlig strid imellom dem, om hvem der skulle få æren og behageligheden av å yte ham den fornødne vederkvegelse, hvilken strid dog uten videre betenkning ble avgjort til fordel for beboersken av den vang, som lå nærmest forhånden. Derhen ble jeg da fulgt av hele jenteflokken, for hvem jeg naturligvis måtte gjøre skyldig rede for alt meg vedkommende og ikke vedkommende, som det kunne være artig å vite.

En dyktig skål av den herlige setermelk, ledsaget av noen fliser spekekjøtt, gjengav meg vidunderlig snart mine krefter, og idet jeg til min vertindes og de øvriges store misfornøielse taksomt frabad meg den hele øvrige anretning av dravle, mølske o. s. v., begav jeg meg etter den korte hvile ut igjen for ennå før solnedgang å nå tilbake til Aumlien, hvor jeg visste, man ventet meg med fløtegrøten.

Likeså glad og lett, som jeg før nede på myren hadde vært mismodig, vandret jeg av sted østover, og idet jeg gikk forbi den lange rad av sætervange, hørte jeg på flere steder munnharpeklang og lystig latter derinne, hvorav jeg nok kunne skjønne, at lørdagskvelden allerede hadde skjenket besøk fra bygden. På den siste vang, jeg kom forbi, hadde just et par gutter og en jente leiret seg ute på bakken og sang i fullt kor den svenske vise om Liten Karin, hvilken den gang just var visen, som „gikk“ i bygden. Som oftest var det fra Sverige, man fikk ny tilførsel av sådanne sanger, hvilket ei er så forunderlig, når man tar hensyn til den samferdsel, som nord-østerdølen over Røros har med de på smukke folkeviser rikere svensker.

N. R. Østgaard.