1

Paa en sommerreise i 1846 var jeg med et par reisefæller for en strygende bør seilet fra Odde ud igjennem den dybe, indklemte Sørfjord og kom ved midnatstid i øsende skylregn til Ullensvang, hvor vi under Knut Oppedals tag fandt ly og venlig modtagelse. Skjønt Knut allerede i dagningen drog ud paa en reise til Røldal, havde han dog forinden truffet saadanne foranstaltninger, at stedets navnkundige sangerske, gamle Blind-Anne, og min morgenkaffe kom paa en og samme tid. Da jeg kom ned i stuen, sad hun fremme paa gulvet, hvor solen spillede ind igjennem vinduet, i en kubbestol, med begge hænder foldede over tyk-enden af sin lange, paa skraa mod gulvet støttede stav, og hvilede hagen, eftertænksom og grundende, paa haandbagen. Hun var taus og stille; thi man havde sendt bud efter hende og sagt, at en fremmed karl vilde høre alle hendes historier og viser — og nu sad hun og søgte dem frem i det gamle, halvtaagede minde. Det var et ved sit ærværdighedspræg smukt ansigt, som her hvilede sig paa stokken. Fra den brede pande var haaret, blødt og skinnende hvidt, med omhu strøget op under den lille, sorte hue; over de af kopperne fordærvede, af alderen rynkede og afblegede træk laa en klarhed, en mild ro, som fra den gamles indre lykke gjød sig over hendes aasyn og gjennemtrængte hele hendes væsen. Thi skjønt Blind-Anne fra sin tidligste barndom, da hun i kopperne mistede sit syn, havde savnet solens glans, bar hun i sig et klart og varmende lys: sine barne-aars sagn og sange og en urokkelig tro. Nu var hun høit bedaget, nær henimod eller over de otti; men hun var endnu høi og rank af skikkelse og sterkbygget. Hun havde, jeg ved ikke i hvormange aar, tjent hos provst Hertzberg paa Ullensvang som barnepige, og alle hendes meddelelser fra virkeligheden begyndte og endte med: «I den tid, jeg levede under tag med salig provsten.» — For-

VI. bd.

2modentlig var det i denne stilling som barnepige, hun havde udviklet sit forunderlig smukke og sande foredrag af folkets sagn i bunden og ubunden stil. Nu boede hun hos en søster og havde fattig-understøttelse, men led, som hun gjentagende forsikrede, aldeles ingen nød. Skjønt blind vandrede hun uden leder omkring i egnen, hvor hun vilde; thi hun kjendte i bogstavlig forstand hver sten i stien, og hun holdt, som hun selv udtrykte sig, med den venstre sin stav og med den høire Vorherres ledende haand. Da jeg i Oppedalsstuen traadte hen og hilsede paa hende, løftede hun hovedet raskt op; hendes miner spændtes, de store, graabrune øine rettedes mod den talende, og hun lyttede skarpt, som om hun vilde udforske indholdet af den stemme, der opfordrede hende til at frembære sine længe gjemte skatte. Men uagtet øinene rettedes mod mig straalende og blanke, havde de dog ikke det seende bliks eiendommelige magt; deres glans gled hen i et drømmende udtryk, som dannede en paafaldende modsætning til de opmerksomme ansigtstræk og legemets iagttagende stilling. Hun syntes fornøiet med den maade, hvorpaa jeg frembar min anmodning, men spurgte dog endnu forsigtig, hvad jeg vilde gjøre med hendes historier og viser. Jeg svarede, at jeg vilde nedskrive dem, forat de ikke skulde dø med hende. «Ja, ja,» sagde hun, «det samme sagde gamle provsten, naar han skrev op det, jeg sang og fortalte. Vil du have det paa bondemaal eller paa bymaal?» spurgte hun videre. «Paa kavende bondemaal — akkurat som de her i Ullensvang taler og synger,» var mit svar. «Han vilde saa gamle provsten ogsaa,» sagde hun og nikkede tilfreds. Jeg havde bestaaet min prøve, og vi var fra den stund virkelige venner.

Nu begyndte hun at synge og fortælle, og hvergang hun merkede, at hendes meddelelse interesserede mig, sagde hun med en vis stolthed: «Aa jo, jeg kan noget af hvert, du!» Men skjønt hun var rask og rørig for sin alder, trættedes dog snart hendes hukommelse; jeg maatte tidt og ofte afbryde og kunde kun benytte hendes bedre og livligere øieblik. Derfor aflagde jeg hyppige besøg i hendes hytte, og disse gjengjældte hun, hvergang et nyt sagn randt hende i minde. Naar hun da ved sin stav kom rokkende ned til sorenskrivergaarden, hvor jeg i de følgende dage boede, sagde hun: «Nu 3har jeg fundet paa en ny vise (eller et eventyr) til dig igjen. Det kan du tro er fint.» Altid var hun glad og tilfreds; kun én gang hørte jeg hende bittert klage; det var over den yngre slegt, som saa rent havde vendt sig bort fra de gamle viser og sagn. «I min barndom og i de dage, jeg levede under tag med salig provsten, var det ikke saaledes,» sagde hun. «Hver eneste helgedags eftermiddag, Vorherre lod skabe, sad vi sammen, alle, som i grænden var, baade store og smaa, og fortalte og sang til langt ud paa kvelden. Det kan du tro var morsomme stunder — var det ikke, Margit?» spurgte hun søsteren. Dertil svarede denne af ganske hjerte ja.

Men det er fornemmelig fra en varm, sollys sommermorgen ude i denne fjordbreds yppige og storartede natur, at jeg har beholdt en levende erindring om Blind-Anne. Jeg gik og smaanynnede. Da hørte jeg paa engang tæt foran mig et venligt «Gud signe!» og da jeg slog øinene op, stod Blind-Anne der med sin stav. Hun føiede til sin hilsen, at hun kom lige fra skrivergaarden; for nu havde hun igjen en ny vise til mig. Jeg spurgte, hvorledes hun kunde vide, det var mig, som kom. «Jeg kjender dig paa røsten og paa gangen,» svarede hun. — Tæt ved stien stod en mægtig, gammel hængebirk og krummede sine grene ud i dristige bugtninger; under den var en sten henkastet som til bænk. Her tog vi plads, og Blind-Anne begyndte sin sang. Men hun havde neppe sunget et vers ud, før en klynge børn fra de rundtom beskjæftigede høfolk nysgjerrige nærmede sig, først halvt frygtsomme og nølende, en for en, men snart dristigere og friere. Om lidt havde hele klyngen leiret sig ved Gamle-Annes fødder. I førstningen var deres opmerksomhed delt mellem Anne og fremmedkarlen, som sad og skrev op. Men da Blind-Anne vel havde begyndt paa et eventyr, rev hun snart med sig de smaa tilhørere, der af den erfarne munds trylle-ord villige lod sig føre fra den solblanke dag ind i fjelddybet til Askeladden og troldet med de ni hoveder. Jeg derimod blev tilbage udenfor og glemte rent at følge den gamles fortælling. Medens de lette, sommermilde vindpust bar til mig lugt af nyslaaet hø og en dæmpet lyd af ljaaens klang under brynet og af arbeidernes spøgende tale, sad jeg og glædede mig ved det smukke syn. Foran, under hængebirkens smidige, sølvglinsende vifte, sad gamle Blind-Anne saa fordybet 4i sin beretning, at de snehvide haar havde løsnet sig under huen og gled hende nedover panden; ved hendes fødder de barbenede, barhodede, skjorteærmede børn, hvis øine hang ved den gamles mund og vilde snappe ordet, før det endnu var sluppet over læben; udenfor, i den tindrende julidags lys og glans, den nedstyrtende breds yppige løvpartier, og saa Sørfjordens grønlige vandspeil, i hvis lette krusninger solstraalerne spillede og glimrede og glinsede i tusende gjenskin, indtil fjorden fjernt henne bøiede af og lukkede sine mægtige kløfter i duftige, mildt henblaanende fortoninger. Men paa den anden side, midt over fjorden, glitrede og blinkede Folgefonnens snekam, som bøiede sig ned og kyssede fjeldets græs og løv, skinnende hvid som Blind-Annes haar, der laa over sangens og eventyrets vaarfriske tanker.

Da jeg dagen efter sagde Blind-Anne farvel, græd hun og takkede mig for de gode timer, vi havde havt sammen. «Vi sees nok ikke mer her paa jorden,» sagde hun; «naar du kommer til Harang igjen, er jeg sagtens død.» Hun havde ret. Ingen, som besøger Sørfjordens vidunderlige bredder, vil finde hende. Nu er hun atter flyttet under tag med salig provsten; Ullensvangs kirkegaard har med sin græstorv tækket over dem begge.

Jørg. Moe.

1

På en sommerreise i 1846 var jeg med et par reisefeller for en strykende bør seilet fra Odde ut igjennom den dype, innklemte Sørfjord og kom ved midnattstid i øsende skylregn til Ullensvang, hvor vi under Knut Oppedals tag fant ly og vennlig mottakelse. Skjønt Knut allerede i dagningen drog ut på en reise til Røldal, hadde han dog forinden truffet sådanne foranstaltninger, at stedets navnkundige sangerske, gamle Blind-Anne, og min morgenkaffe kom på en og samme tid. Da jeg kom ned i stuen, satt hun fremme på gulvet, hvor solen spilte inn igjennom vinduet, i en kubbestol, med begge hender foldede over tykk-enden av sin lange, på skrå mot gulvet støttede stav, og hvilede hagen, ettertenksom og grunnende, på håndbaken. Hun var taus og stille; thi man hadde sendt bud etter henne og sagt, at en fremmed karl ville høre alle hennes historier og viser — og nå satt hun og søkte dem frem i det gamle, halvtaagede minde. Det var et ved sitt ærverdighetspreg smukt ansikt, som her hvilte seg på stokken. Fra den brede panne var håret, blødt og skinnende hvitt, med omhu strøket opp under den lille, sorte hue; over de av koppene fordærvede, av alderen rynkede og avblekede trekk lå en klarhet, en mild ro, som fra den gamles indre lykke gjød seg over hennes åsyn og gjennomtrengte hele hennes vesen. Thi skjønt Blind-Anne fra sin tidligste barndom, da hun i koppene mistet sitt syn, hadde savnet solens glans, bar hun i seg et klart og varmende lys: sine barne-aars sagn og sanger og en urokkelig tro. Nå var hun høyt bedaget, nær henimot eller over de otti; men hun var ennå høy og rank av skikkelse og sterkbygd. Hun hadde, jeg vet ikke i hvor mange år, tjent hos prost Hertzberg på Ullensvang som barnepike, og alle hennes meddelelser fra virkeligheten begynte og endte med: «I den tid, jeg levde under tak med salig prosten.» — For-

VI. bd.

2modentlig var det i denne stilling som barnepike, hun hadde utviklet sitt forunderlig smukke og sande foredrag av folkets sagn i bunden og ubunden stil. Nå bodde hun hos en søster og hadde fattig-understøttelse, men led, som hun gjentagende forsikret, aldeles ingen nød. Skjønt blind vandret hun uten leder omkring i egnen, hvor hun ville; thi hun kjente i bokstavelig forstand hver stein i stien, og hun holdt, som hun selv uttrykte seg, med den venstre sin stav og med den høyre Vorherres ledende hånd. Da jeg i Oppedalsstuen trådte hen og hilsede på henne, løftet hun hodet raskt opp; hennes miner spændtes, de store, gråbrune øyne rettedes mot den talende, og hun lyttet skarpt, som om hun ville utforske innholdet av den stemme, der oppfordret henne til at frembære sine lenge gjemte skatte. Men uaktet øynene rettedes mot meg strålende og blanke, hadde de dog ikke det seende blikks eiendommelige makt; deres glans gled hen i et drømmende uttrykk, som dannede en påfallende motsetning til de oppmerksomme ansiktstrekk og legemets iakttakende stilling. Hun syntes fornøyet med den måte, hvorpå jeg frembar min anmodning, men spurte dog ennå forsiktig, hva jeg ville gjøre med hennes historier og viser. Jeg svarte, at jeg ville nedskrive dem, for at de ikke skulle dø med henne. «Ja, ja,» sa hun, «det samme sa gamle prosten, når han skrev opp det, jeg sang og fortalte. Vil du ha det på bondemål eller på bymål?» spurte hun videre. «På kavende bondemål — akkurat som de her i Ullensvang taler og synger,» var mitt svar. «Han ville så gamle prosten også,» sa hun og nikket tilfreds. Jeg hadde bestått min prøve, og vi var fra den stund virkelige venner.

Nå begynte hun å synge og fortelle, og hvergang hun merket, at hennes meddelelse interesserte meg, sa hun med en viss stolthet: «Å jo, jeg kan noe av hvert, du!» Men skjønt hun var rask og rørig for sin alder, trættedes dog snart hennes hukommelse; jeg måtte titt og ofte avbryte og kunne kun benytte hennes bedre og livligere øyeblikk. Derfor avla jeg hyppige besøk i hennes hytte, og disse gjengjeldte hun, hvergang et nytt sagn rant henne i minde. Når hun da ved sin stav kom rokkende ned til sorenskrivergården, hvor jeg i de følgende dage bodde, sa hun: «Nå 3har jeg funnet på en ny vise (eller et eventyr) til deg igjen. Det kan du tro er fint.» Alltid var hun glad og tilfreds; kun én gang hørte jeg henne bittert klage; det var over den yngre slekt, som så rent hadde vendt seg bort fra de gamle viser og sagn. «I min barndom og i de dage, jeg levde under tak med salig prosten, var det ikke således,» sa hun. «Hver eneste helgedags ettermiddag, Vorherre lot skape, satt vi sammen, alle, som i grenden var, både store og små, og fortalte og sang til langt ut på kvelden. Det kan du tro var morsomme stunder — var det ikke, Margit?» spurte hun søsteren. Dertil svarte denne av ganske hjerte ja.

Men det er fornemmelig fra en varm, sollys sommermorgen ute i denne fjordbreds yppige og storartede natur, at jeg har beholdt en levende erindring om Blind-Anne. Jeg gikk og smånynnet. Da hørte jeg på engang tett foran meg et vennlig «Gud signe!» og da jeg slo øynene opp, stod Blind-Anne der med sin stav. Hun føyet til sin hilsen, at hun kom like fra skrivergården; for nå hadde hun igjen en ny vise til meg. Jeg spurte, hvorledes hun kunne vite, det var meg, som kom. «Jeg kjenner deg på røsten og på gangen,» svarte hun. — Tett ved stien stod en mektig, gammel hængebirk og krummet sine grener ut i dristige buktninger; under den var en stein henkastet som til benk. Her tok vi plass, og Blind-Anne begynte sin sang. Men hun hadde neppe sunget et vers ut, før en klynge barn fra de rundt om beskjæftigede høfolk nysgjerrige nærmet seg, først halvt fryktsomme og nølende, en for en, men snart dristigere og friere. Om litt hadde hele klyngen leiret seg ved Gamle-Annes føtter. I førstningen var deres oppmerksomhet delt mellom Anne og fremmedkarlen, som satt og skrev opp. Men da Blind-Anne vel hadde begynt på et eventyr, rev hun snart med seg de små tilhørere, der av den erfarne munns trylle-ord villige lot seg føre fra den solblanke dag inn i fjelddybet til Askeladden og trollet med de ni hoder. Jeg derimot ble tilbake utenfor og glemte rent å følge den gamles fortelling. Mens de lette, sommermilde vindpust bar til meg lukt av nyslått hø og en dempet lyd av ljåens klang under brynet og av arbeidernes spøkende tale, satt jeg og gledet meg ved det smukke syn. Foran, under hængebirkens smidige, sølvglinsende vifte, satt gamle Blind-Anne så fordypet 4i sin beretning, at de snehvide hår hadde løsnet seg under huen og gled henne nedover pannen; ved hennes føtter de barbeinte, barhodede, skjorteærmede barn, hvis øyne hang ved den gamles munn og ville snappe ordet, før det ennå var sluppet over leppen; utenfor, i den tindrende julidags lys og glans, den nedstyrtende breds yppige løvpartier, og så Sørfjordens grønlige vannspeil, i hvis lette krusninger solstrålene spilte og glimret og glinset i tusende gjenskinn, inntil fjorden fjernt henne bøiede av og lukkede sine mektige kløfter i duftige, mildt henblaanende fortoninger. Men på den annen side, midt over fjorden, glitret og blinket Folgefonnens snekam, som bøyde seg ned og kysset fjellets gress og løv, skinnende hvit som Blind-Annes hår, der lå over sangens og eventyrets vårfriske tanker.

Da jeg dagen etter sa Blind-Anne farvel, gråt hun og takket meg for de gode timer, vi hadde hatt sammen. «Vi sees nok ikke mer her på jorden,» sa hun; «når du kommer til Harang igjen, er jeg saktens død.» Hun hadde rett. Ingen, som besøker Sørfjordens vidunderlige bredder, vil finne henne. Nå er hun atter flyttet under tak med salig prosten; Ullensvangs kirkegård har med sin grastorv tekket over dem begge.

Jørg. Moe.