162

Lydt gjennem luften i natten fareret tog paa skummende, sorte heste.I stormgang drager de vilde skarer;de have kun skyer til fodefæste.Det gaar over dal, over vang og hei,gjennem mulm og veir; de ænser det ei.Vandreren kaster sig ræd paa veien.Hør hvilket gny — det er Asgaardsreien!

163Tor, den sterke, med løftet hammer,staar høit i sin karm, er forrest i laget;han slaar paa skjoldet, og røde flammerbelyser det natlige tog ved slaget.Da klinger lurer, da er der en støiaf bjelder og ringlende ridetøi,da hyler sværmen, og folket lyttermed stigende angst i de dirrende hytter.

Asgaardsreien i fylking riderved høst og vinter i barske nætter.Men helst den færdes ved juletider;da holder den fest hos trolde og jetter.Da stryger den lavt over eng og stiog farer den larmende bygd forbi —da vogt dig, bonde, hold skik og orden;thi Asgaardsreien er snart ved gaarden.

Naar øllet virker i bjelkestuenog vækker de hedenske juleskikke,og ilden kaster sit skin fra gruenpaa svingede knive og vilde blikke:da gaar der et gys gjennem tumlen tidt,da høres de natlige skarers ridt,da knager væggen, da danser kruset;thi Asgaardsreien slaar kreds om huset.

Der holdtes et bryllup paa Øvre-Flagetre hellige juledage tilende.Blandt terner fandtes ei brudens mage,og brudgommens ei mellem ungersvende.Der stod en glans i den bonede halaf dækkede borde og dyrt metal;der fandtes en skat, som er kommet for orde,af kobber paa væg og af sølv paa borde.

Og lystig durede trommer og giger,og brudgommen traadte sin dans mandhaftig;han førte sin brud mellem svende og piger —da gik vel hallingen let og kraftig!164Til danserens vældige kast og hopfløi ternen om som en surrende top;da strømmede larmen og spillet sammen,da drønede hallen af liv og gammen.

Den tredje kveld, da øllet var drukketgjennem al den helg af gamle og unge,da var vel tørsten i laget slukket;men karlene vare drukne og tunge.Vor brud havde atter sin krone paa;thi nu skulde skaalen om bordet gaa.Og nu tog kjøgemesteren ordetog krævede stilhed med slag i bordet.

Da styrtede ind i det bænkede gildede vidt berygtede Seims berserker;øinene rullede mørke og vilde,paa panderne havde de slagsmaalsmerker.De gjorde et sprang over hallens gulv —ja, det var brødrene Grim og Ulv!Grim, der nys var forskudt af bruden,kom nu selvanden og var ei buden.

De døsige gjester for op med bævenog havde kun liden hu til at stride.Hver ravende mand, der knyttede næven,blev grebet i bringen og kastet tilside.Brudgommen satte sit bæger ned,steg op paa bænken og bad om fred.Men brødrene reve alt kniv af belte;det var just brudgommens liv, det gjældte.

Da stimlede kvinderne sammen i klyngeog danned en vagt om den haardt betrængte;bag borde og bænke, der laa i en dynge,de stode ved høisædet indestængte.Den ældste kvinde i deres flokblottede nu sin graanende lokog gav saa brudgommen sønnenavnetog tog ham paa skjødet og holdt ham favnet.

165Men brødrene ænsed ei kvindemildhed;de stormede frem over borde og bænkeog splittede kvindernes flok med vildhed —da var det ei længer paa fred at tænke.De greb deres offer og slæbte ham hentil hallens dør og ud gjennem den.Da blev der en rasende kamp i gaarden,og gjesterne fulgte i vild uorden.

De styrtede ud med blus og med brande;thi over egnen rugede mørket.Da saa de brudgommen opreist stande;nu var han af vinterens luftning styrket.Han brugte sin kniv til snit og til stød —saa gav han igjen, hvad de andre bød.De trende danned et rædsomt knippe,og ingen af dem vilde taget slippe.

Da tumled Grim med et overende,og blodet strømmed ham bredt af brystet.Des haardere brødes de andre tvendeog holdt hinanden i rygtag krystet.Tilsidst blev brudgommen sat mod jord,og kniven alt mod hans strube for;men Ulv holdt inde og stod bedøvetog skjælved og bæved som aspeløvet.

Thi gjennem luften i mulmet susedet huiende tog paa fnysende heste;det for over skogen mod brudehusetog vilde det blodige gilde gjeste.Da klang der lurer, da blev der en støiaf bjelder og ringlende ridetøi.Nu var det nær — det kom over heien —der hørtes et skrig: Det er Asgaardsreien!

Da blev der et veir mellem jord og himmel,der kastede rædsel i alle barme:det hvirvled afsted i voksende stimmel,det slog med vinger, det greb med arme.

165Da var det, Ulv blev draget i haarog slynget i luften og ført af gaard,ja ført over skog, over fjeldetinde —han spurgtes ei mer, han var ei at finde.

Da larmen stilned om rædselsstedet,laa Grim af dødskampen sammenkrummet;men brudgommen blev over sneen ledetog sattes paa hynden i gjesterummet.Hans hoved vakled, hans blodstrøm flød,han svæved en tid mellem liv og død;men han blev pleiet og vel forbundet,om vaaren havde han alt forvundet.

Nu sidder han bøiet og høit bedagetog kan sin æt omkring arnen samle;nu sidder han ofte med sagn i lagetog korter tiden for unge og gamle.Saa var det seneste julekveld,da ungdommen raabte: „Fortæl, fortæl!“da flammed hans blik, da saa han tilbage,da maned han frem sine bryllupsdage.

J. S. Welhaven.

162

Lydt gjennom luften i natten fareret tog på skummende, sorte hester.I stormgang drager de ville skarer;de har kun skyer til fotfeste.Det går over dal, over vang og hei,gjennom mulm og vær; de enser det ei.Vandreren kaster seg redd på veien.Hør hvilket gny — det er Asgaardsreien!

163Tor, den sterke, med løftet hammer,står høyt i sin karm, er forrest i laget;han slår på skjoldet, og røde flammerbelyser det natlige tog ved slaget.Da klinger lurer, da er der en støyav bjeller og ringlende ridetøy,da hyler svermen, og folket lyttermed stigende angst i de dirrende hytter.

Asgaardsreien i fylking riderved høst og vinter i barske netter.Men helst den ferdes ved juletider;da holder den fest hos troll og jetter.Da stryker den lavt over eng og stiog farer den larmende bygd forbi —da vogt deg, bonde, hold skikk og orden;thi Asgaardsreien er snart ved gården.

Når ølet virker i bjelkestuenog vekker de hedenske juleskikker,og ilden kaster sitt skinn fra gruenpå svingede knive og ville blikke:da går der et gys gjennom tumlen titt,da høres de natlige skarers ridt,da knager veggen, da danser kruset;thi Asgaardsreien slår krets om huset.

Der holdtes et bryllup på Øvre-Flagetre hellige juledager til ende.Blant terner fantes ei brudens mage,og brudgommens ei mellom ungersvende.Der stod en glans i den bonede halav dekket borde og dyrt metall;der fantes en skatt, som er kommet for orde,av kobber på vegg og av sølv på borde.

Og lystig duret trommer og giger,og brudgommen trådte sin dans mannhaftig;han førte sin brud mellom svenner og piker —da gikk vel hallingen lett og kraftig!164Til danserens veldige kast og hopfløy ternen om som en surrende topp;da strømmet larmen og spillet sammen,da drønnet hallen av liv og gammen.

Den tredje kveld, da ølet var drukketgjennom all den helg av gamle og unge,da var vel tørsten i laget slukket;men karlene vare drukne og tunge.Vår brud hadde atter sin krone på;thi nå skulle skålen om bordet gå.Og nå tok kjøgemesteren ordetog krevde stillhet med slag i bordet.

Da styrtet inn i det bænkede gildede vidt beryktede Seims berserker;øynene rullet mørke og ville,på pannene hadde de slagsmålsmerker.De gjorde et sprang over hallens gulv —ja, det var brødrene Grim og Ulv!Grim, der nys var forskudt av bruden,kom nå selvanden og var ei buden.

De døsige gjester for opp med bevenog hadde kun liten hu til å stride.Hver ravende mann, der knyttet neven,ble grepet i bringen og kastet tilside.Brudgommen satte sitt beger ned,steg opp på benken og bad om fred.Men brødrene reve alt kniv av belte;det var just brudgommens liv, det gjaldt.

Da stimlet kvinnene sammen i klyngeog dannet en vagt om den hardt betrengte;bak borde og bænke, der lå i en dynge,de stod ved høysetet innestengte.Den eldste kvinne i deres flokblottet nå sin grånende lokog ga så brudgommen sønnenavnetog tok ham på skjødet og holdt ham favnet.

165Men brødrene enset ei kvinnemildhet;de stormet frem over borde og bænkeog splittet kvindernes flok med villhet —da var det ei lenger på fred å tenke.De grep deres offer og slepte ham hentil hallens dør og ut gjennom den.Da ble der en rasende kamp i gården,og gjestene fulgte i vill uorden.

De styrtet ut med bluss og med brande;thi over egnen ruget mørket.Da så de brudgommen oppreist stande;nå var han av vinterens luftning styrket.Han brukte sin kniv til snitt og til støt —så ga han igjen, hva de andre bød.De trende dannet et rædsomt knippe,og ingen av dem ville taget slippe.

Da tumlet Grim med et overende,og blodet strømmet ham bredt av brystet.Des hårdere brødes de andre tvendeog holdt hinannen i rygtag krystet.Til sist ble brudgommen satt mot jord,og kniven alt mot hans strupe for;men Ulv holdt inne og stod bedøvetog skjælved og bevde som aspeløvet.

Thi gjennom luften i mulmet susteet huiende tog på fnysende hester;det for over skogen mot brudehusetog ville det blodige gilde gjeste.Da klang der lurer, da ble der en støyav bjeller og ringlende ridetøy.Nå var det nær — det kom over heien —der hørtes et skrik: Det er Asgaardsreien!

Da ble der et vær mellom jord og himmel,der kastet redsel i alle barme:det hvirvled av sted i voksende stimmel,det slo med vinger, det grep med arme.

165Da var det, Ulv ble draget i hårog slynget i luften og ført av gård,ja ført over skog, over fjeldetinde —han spurgtes ei mer, han var ei å finne.

Da larmen stilnet om rædselsstedet,lå Grim av dødskampen sammenkrummet;men brudgommen ble over sneen ledetog sattes på hynden i gjesterommet.Hans hode vaklet, hans blodstrøm fløt,han svevet en tid mellom liv og død;men han ble pleiet og vel forbundet,om våren hadde han alt forvundet.

Nå sitter han bøyet og høyt bedagetog kan sin ætt omkring arnen samle;nå sitter han ofte med sagn i lagetog korter tiden for unge og gamle.Så var det seneste julekveld,da ungdommen ropte: „Fortell, fortell!“da flammet hans blikk, da så han tilbake,da manet han frem sine bryllupsdager.

J. S. Welhaven.