152

Der bo’de en underlig, graasprængt enpaa den yderste, nøgne ø; —han gjorde vist intet menneske menhverken paa land eller sjø;dog stundom gnistred hans øine stygt, —helst mod uroligt veir, —og da mente folk, at han var forrykt,og da var der faa, som uden frygtkom Terje Viken nær.

Siden jeg saa ham en enkelt gang,han laa ved bryggen med fisk;hans haar var hvidt; men han lo og sangog var som en ungdom frisk.Til pigerne havde han skjemtsomme ord,han spøgte med byens børn;han svinged sydvesten og sprang ombord;saa heiste han fokken, og hjem han fori solskin, den gamle ørn.

Nu skal jeg fortælle, hvad jeg har hørtom Terje fra først til sidst,og skulde det stundom falde lidt tørt,saa er det dog sandt og vist.Jeg har det just ei fra hans egen mund,men vel fra hans nærmeste kreds, —fra dem, som stod hos i hans sidste stundog lukked hans øine til fredens blund,da han døde høit opp’i de treds.

Han var i sin ungdom en vild krabat,kom tidlig fra far og morog havde alt døiet mangen dravatsom yngste jungmand ombord.Siden han rømte i Amsterdam,men længtes nok hjem tilslutog kom med „Foreningen,” kaptein Pram;men hjemme var ingen, som kjendte ham,der reiste som liden gut.

153Nu havde han vokset sig smuk og storog var dertil en velklædt knegt.Men døde var baade far og mor,og sagtens hans hele slegt.Han stured en dag, ja kanhænde to;men saa rysted han sorgen af.Han fandt ei, med landjorden under sig, ro;nei, da var det bedre at bygge og bopaa det store, bølgende hav!

Et aar derefter var Terje gift —det kom nok paa i en hast.Folk mente, han angred paa den bedrift,som bandt paa et sæt ham fast.Saa leved han under sit eget tagen vinter i sus og dus —skjønt ruderne skinned som klareste dag,med smaa gardiner og blomster bag,i det lille, rødmalte hus.

Da isen løsned for lindveirs bør,gik Terje med briggen paa reis;om høsten, da graagaasen fløi mod sør,han mødte den underveis.Da faldt som en vegt paa matrosens bryst:han kjendte sig sterk og ung,han kom fra solskinnets lysende kyst,agter laa verden med liv og lyst, —og for baugen en vinter tung.

De ankred, og kameraterne gikmed landlov til sus og dus.Han sendte dem endnu et længselsblik,da han stod ved sit stille hus.Han glytted ind bag det hvide gardin —da saa han i stuen to —hans kone sad stille og hespled lin;men i vuggen laa, frisk og rød og fin,en liden pige og lo.

154Der sagdes, at Terjes sind med etfik alvor fra denne stund.Han trælled og sled og blev aldrig trætaf at vugge sit barn i blund.Om søndagskvelden, naar dansen klangvildt fra den nærmeste gaard,sine gladeste viser han hjemme sang,mens lille Anna laa paa hans fangog drog i hans brune haar.

Saa lakked og led det til krigens aari attenhundred og ni.Endnu gaar sagn om de trængselskaar,som folket da stedtes i.Engelske krydsere stængte hver havn,i landet var misvekst og nød,den fattige sulted, den rige led savn,to kraftige arme var ingen til gavn,for døren stod hunger og død.

Da stured Terje en dag eller to;saa rysted han sorgen af;han mindtes en kjending, gammel og tro:det store, bølgende hav. —Der vester har endnu hans gjerning livi sagnet som djerveste daad:„Da vinden kuled lidt mindre stiv,Terje Viken ro’de for barn og vivover havet i aaben baad!“

Den mindste skjegte, der var at faa,blev valgt til hans Skagens-fart,seil og mast lod han hjemme staa, —slig tyktes han bedst bevart.Han mente nok, Terje, at baaden bar,om sjøen kom lidt paatvers;det jydske rev var vel svært at gaa klarmen værre den engelske Man of warmed ørneøine fra mers.

155Saa gav han sig trøstig lykken ivoldog tog til aarerne hvast.Til Fladstrand kom han i god beholdog hented sin dyre last.Gud ved, hans føring var ikke stor:tre tønder byg, det var alt,men Terje kom fra en fattig jord —nu havde han livsens frelse ombord;det var hustru og barn, det gjaldt.

Tre nætter og dage til toften bandtden sterke, modige mand;den fjerde morgen, da solen randt,han skimted en taaget rand.Det var ikke flygtende skyer, han saa,det var fjelde med tinder og skar;men høit over alle aasene laaImenæssadlen bred og blaa.Da kjendte han, hvor han var.

Nær hjemmet var han; en stakket tidhan holder endnu vel ud;hans hjerte sig løfted i tro og lid,han var nær ved en bøn til Gud.Da var det, som ordet frøs paa hans mund;han stirred, han tog ikke feil —gjennem skodden, som letted i samme stund,han saa en korvet i Hesnes-sundat duve for bakkede seil.

Baaden var røbet; der lød et signal,og det nærmeste løb var lukt;men solgangsvinden blafrede skral —mod vester gik Terjes flugt.Da firte de jollen fra rælingens kant,han hørte matrosernes sang — —med fødderne stemte mod skjegtens spanthan ro’de, saa sjøen fossed og brandt,og blodet fra neglerne sprang.

156Gjæslingen kaldes de blinde skjærlidt østenfor Homborgsund.Der bryder det stygt i paalandsveir,under to fod vand er der bund.Der sprøiter det hvidt, der glitrer det gultselv stilleste havbliksdag; —men gaar end dønningen aldrig saa hult,indenfor er det som tidest smultmed brækkede bølgedrag.

Didind Terje Vikens skjegte forlig en pil mellem braat og brand;men bag efter ham, i kjølvandets spor,jog jollen med femten mand.Da var det, han skreg gjennem brændingens sustil Gud i sin høieste nød:„Inderst derinde paa strandens grussidder min viv ved det fattige hus,og venter med barnet paa brød!“

Dog høiere skreg nok de femten end han;som ved Lyngør, saa gik det her:Lykken er med den engelske mandpaa rov mellem Norges skjær.Da Terje tørned mod baaens top,da skured og jollen paa grund;fra stavnen bød officeren „stop!“Han hæved en aare med bladet opog hug den i skjegtens bund.

Spant og planker for hugget brast,sjøen stod ind som en fos;paa to fod vand sank den dyre last,dog sank ikke Terjes trods.Han slog sig gjennem de væbnede mændog sprang over æsingen ud —han dukked og svømmed og dukked igjen;men jollen kom løs; hvor han vendte sig hen,klang sabler og rifleskud.

157De fisked ham op; han førtes ombord.Korvetten gav seierssalut;agter paa hytten, stolt og stor,stod chefen, en attenaars gut.Hans første batalje gjaldt Terjes baad;thi kneiste han nu saa kjæk;men Terje vidste ei længer raad —den sterke mand laa med bøn og graadiknæ paa korvettens dæk.

Han kjøbte med taarer, de solgte ham smil,de aagred med spot for bøn.Det kuled fra øster, tilhavs med ilstod Englands seirende søn.Da taug Terje Viken; nu var det gjort,nu tog han sin sorg for sig selv;men de, som ham fanged, fandt sært, hvor fortet noget var ligesom veiret bortfra hans pandes skyede hvælv.

Han sad i prisonen i lange aar,der siges i fulde fem;hans nakke bøied sig, graat blev hans haaraf drømmene om hans hjem.Noget han bar paa, men gav ei besked —det var som hans eneste skat.Saa kom attenhundred og fjorten med fred;de norske fanger, og Terje med,førtes hjem paa en svensk fregat.

Hjemme ved bryggen han steg ilandmed kongens patent som lods;men faa kun kjendte den graasprængte mand,der reiste som ung matros.Hans hus var en fremmeds; hvad der blev afde to — han derinde erfor:„Da manden forlod dem, og ingen dem gav,saa fik de til slutning en fælles gravaf kommunen i fattigfolks jord.“

158Aarene gik, og han røgted sin dontsom lods paa den yderste ø;Han gjorde vist intet menneske ondt,hverken paa land eller sjø;men stundom gnistred hans øie stygt,naar det brød over baaer og skjær —og da mente folk, at han var forrykt,og da var der faa, som uden frygtkom Terje Viken nær.

En maaneskinskveld med paalandsvindkom der liv i lodsernes flok;en engelsk yacht drev mod kysten indmed revnet storseil og fok.Fra fortoppen sendte det røde flaget nødskrig foruden ord.Lidt indenfor gik der en baad over stag,den vandt sig mod uveiret slag for slag,og lodsen stod staut ombord.

Han tyktes saa tryg, den graasprængte mand;lig en kjæmpe i rattet han greb; —yachten lystred, stod atter fra land,og baaden svam efter paa slæb.Lorden, med lady og barn i arm,kom agter, han tog til sin hat:„Jeg gjør dig saa rig, som du nu er arm,hvis frelste du bær os af brændingens larm“ —men lodsen slap ror og rat.

Han hvidned om kinden, det lo om hans mundlig et smil, der omsider faar magt.Indover bar det, og høit paa grundstod lordens prægtige yacht.„Den svigted kommando! I baadene ned!Mylord og mylady med mig!Den slaar sig i splinter — jeg ved besked —men indenfor ligger den trygge led;mit kjølspor skal vise jer vei!“

159Morilden brændte, der skjegten fløimod land med sin dyre last.Agter stod lodsen, sterk og høi,hans øie var vildt og hvast.Han skotted i læ mod Gjæslingens top,og til luvart mod Hesnes-sund;da slap han ror og stagseilstrop,han svinged en aare med bladet opog hug den i baadens bund.

Ind stod sjøen med skumhvidt sprøit — —der raste paa vraget en strid —men moderen løfted sin datter høitpaa armen, af rædsel hvid.„Anna, mit barn!“ hun skreg i sin ve;da bævred den graasprængte mand;han satted om skjødet, drev roret i læ,og baaden var fast som en fugl at se,slig for den i braat og brand.

Den tørned, de sank; men havet var smultderindenfor brændingens kreds;opover rak sig en langgrund skjult,der stod de i vand tilknæs.Da raabte lorden: „Kjend, — baaens ryg —den svigter — det er ingen flu!“Men lodsen smilte: „Nei vær De tryg;en sunken skjegte med tre tønder byger baaen, som bær os nu.“

Der jog et minde om halvglemt daadlig et lyn over lordens træk —han kjendte matrosen, som laa med graadiknæ paa korvettens dæk!Da skreg Terje Viken: „Alt mit du holdti din haand, og du slap det for ros.Et øieblik endnu, og gjengjæld er voldt — —“160Da var det, den engelske stormand, stolt,bøied knæ for den norske lods.

Men Terje stod støttet til aarens skaft,saa rank som i ungdommens aar;hans øie brandt i ubændig kraft,for vinden flommed hans haar.„Du seiled i mag paa din store korvet,jeg ro’de min ringe baad;jeg trælled for mine, til døden træt;du tog deres brød, og det faldt dig saa letat haane min bitre graad.

Din rige lady er lys som en vaar,hendes haand er som silke fin —min hustrus haand den var grov og haard;men hun var nu alligevel min.Dit barn har guldhaar og øine blaasom en liden Vorherres gjest;min datter var intet at agte paa,hun var, Gud bedre det, mager og graa,som fattigfolks børn er flest.

Se, det var min rigdom paa denne jord,det var alt, hvad jeg kaldte for mit.Det tyktes for mig en skat saa stor;men det veied for dig saa lidt —nu er det, gjengjældelsens time slaar;thi nu skal du friste en stund,som vel kommer op mod de lange aar,der bøi’de min nakke og blegte mit haarog sænkte min lykke paa grund.“

Barnet han greb og svinged det frit,med den venstre om ladyens liv.„Tilbage, mylord! Et eneste skridt, —og det koster dig barn og viv!“Paa sprang stod britten til kamp paany;men armen var veg og mat; —hans aande brændte, hans øine var sky,og hans haar — saa kjendtes ved første gry —blev graat i den eneste nat.

161Men Terjes pande bar klarhed og fred;hans bringe gik frit og stilt.Ærbødig løfted han barnet nedog kyssed dets hænder mildt.Han aanded, som løst fra et fængselshvælv,hans stemme lød rolig og jevn:„Nu er Terje Viken igjen sig selv;indtil nu gik mit blod som en stenet elv;for jeg maatte — jeg maatte ha’ hevn!

De lange aar i prisonens kvalm,de gjorde mit hjerte sygt.Bagefter laa jeg, som heiens halm,og saa i et braadyb stygt.Men nu er det over; vi to er kvit;din skyldner for ei med svig.Jeg gav det, jeg havde — du tog alt mit,og kræv, om du tror, du har uret lidt,Vorherre, som skabte mig slig.“ — —

Da dagningen lyste, var hvermand frelst;yachten laa længst i havn.Med nattens saga taug de nok helst;men vidt for dog Terjes navn.Drømmenes uveirsskyer graafeied en stormnat væk;og Terje bar atter saa rank som faaden nakke, der krøgtes hin dag, han laaiknæ paa korvettens dæk.

Lorden kom, og mylady medog mange, mange med dem;de rysted hans haand til farvel og Guds fred,der de stod i hans ringe hjem.De takked for frelsen, da stormen peb,for frelsen fra sjøgang og skjær;men Terje strøg over barnets slæb:„Nei, den, som frelste, da værst det kneb,det var nok den lille der!“

V. bd.

162Da yachten dreied for Hesnæs-sund,den heiste det norske flag.Lidt længere vest er en skumklædt grund —der gav den det glatte lag.Da tindred en taare i Terjes blik;han stirred fra heien ud:„Stort har jeg mistet; men stort jeg fik.Bedst var det, kanhænde, det gik, som det gik —og saa faar du ha’ tak da, Gud!“

Slig var det, jeg saa ham en enkelt gang,han laa ved bryggen med fisk.Hans haar var hvidt; men han lo og sangog var som en ungdom frisk.Til pigerne havde han skjemtsomme ord;han spøgte med byens børn;han svinged sydvesten og sprang ombord;saa heiste han fokken, og hjem han fori solskin, den gamle ørn.

Ved Fjære kirke jeg saa en grav,den laa paa en veirhaard plet;den var ikke skjøttet, var sunken og lav,men bar dog sit sorte bret.Der stod „Thærie Wiighen“ med hvidmalt skriftsamt aaret, han hvile fandt —han lagdes for solbrand og vindes vift,og derfor blev græsset saa stridt og stivt,men med vilde blomster iblandt.

Henr. Ibsen.

152

Der bo’de en underlig, gråsprengt enpå den ytterste, nakne ø; —han gjorde vist intet menneske menhverken på land eller sjø;dog stundom gnistret hans øyne stygt, —helst mot urolig vær, —og da mente folk, at han var forrykt,og da var der få, som uten fryktkom Terje Viken nær.

Siden jeg så ham en enkelt gang,han lå ved bryggen med fisk;hans hår var hvitt; men han lo og sangog var som en ungdom frisk.Til pikene hadde han skjemtsomme ord,han spøkte med byens barn;han svinget sydvesten og sprang ombord;så heiste han fokken, og hjem han fori solskinn, den gamle ørn.

Nå skal jeg fortelle, hva jeg har hørtom Terje fra først til sist,og skulle det stundom falle litt tørt,så er det dog sandt og vist.Jeg har det just ei fra hans egen munn,men vel fra hans nærmeste krets, —fra dem, som stod hos i hans siste stundog lukket hans øyne til fredens blund,da han døde høyt opp’i de treds.

Han var i sin ungdom en vill krabat,kom tidlig fra far og morog hadde alt døyet mangen dravatsom yngste jungmann ombord.Siden han rømte i Amsterdam,men lengtes nok hjem til sluttog kom med „Foreningen,” kaptein Pram;men hjemme var ingen, som kjente ham,der reiste som liten gut.

153Nå hadde han vokset seg smuk og storog var dertil en velklædt knegt.Men døde var både far og mor,og saktens hans hele slekt.Han sturet en dag, ja kanhænde to;men så rystet han sorgen av.Han fant ei, med landjorden under seg, ro;nei, da var det bedre å bygge og bopå det store, bølgende hav!

Et år deretter var Terje gift —det kom nok på i en hast.Folk mente, han angret på den bedrift,som bandt på et sett ham fast.Så levde han under sitt eget taken vinter i sus og dus —skjønt rutene skinte som klareste dag,med små gardiner og blomster bak,i det lille, rødmalte hus.

Da isen løsnet for lindveirs bør,gikk Terje med briggen på reis;om høsten, da grågåsen fløy mot sør,han møtte den underveis.Da falt som en vekt på matrosens bryst:han kjente seg sterk og ung,han kom fra solskinnets lysende kyst,akter lå verden med liv og lyst, —og for baugen en vinter tung.

De ankret, og kameratene gikkmed landlov til sus og dus.Han sendte dem ennå et lengselsblikk,da han stod ved sitt stille hus.Han glytted inn bak det hvite gardin —da så han i stuen to —hans kone satt stille og hesplet lin;men i vuggen lå, frisk og rød og fin,en liten pike og lo.

154Der sagdes, at Terjes sinn med etfikk alvor fra denne stund.Han trellet og sled og ble aldri trettav å vugge sitt barn i blund.Om søndagskvelden, når dansen klangvilt fra den nærmeste gård,sine gladeste viser han hjemme sang,mens lille Anna lå på hans fangog drog i hans brune hår.

Så lakket og led det til krigens åri attenhundred og ni.Ennå går sagn om de trengselskår,som folket da stedtes i.Engelske kryssere stengte hver havn,i landet var misvekst og nød,den fattige sultet, den rike led savn,to kraftige arme var ingen til gavn,for døren stod hunger og død.

Da sturet Terje en dag eller to;så rystet han sorgen av;han mintes en kjenning, gammel og tro:det store, bølgende hav. —Der vester har ennå hans gjerning livi sagnet som djerveste dåd:„Da vinden kuled litt mindre stiv,Terje Viken ro’de for barn og vivover havet i åpen båt!“

Den minste skjekte, der var å få,ble valgt til hans Skagens-fart,seil og mast lot han hjemme stå, —slig tyktes han best bevart.Han mente nok, Terje, at båten bar,om sjøen kom litt på tvers;det jyske rev var vel svært å gå klarmen verre den engelske Man of warmed ørneøyne fra mers.

155Så ga han seg trøstig lykken i voldog tok til årene hvast.Til Fladstrand kom han i god beholdog hentet sin dyre last.Gud vet, hans føring var ikke stor:tre tønder bygg, det var alt,men Terje kom fra en fattig jord —nå hadde han livsens frelse ombord;det var hustru og barn, det gjaldt.

Tre netter og dage til toften bandtden sterke, modige mann;den fjerde morgen, da solen rant,han skimtet en tåket rand.Det var ikke flyktende skyer, han så,det var fjell med tinder og skar;men høyt over alle åsene låImenæssadlen bred og blå.Da kjente han, hvor han var.

Nær hjemmet var han; en stakket tidhan holder ennå vel ut;hans hjerte seg løftet i tro og lid,han var nær ved en bøn til Gud.Da var det, som ordet frøs på hans munn;han stirret, han tok ikke feil —gjennom skodden, som lettet i samme stund,han så en korvett i Hesnes-sundå duve for bakkede seil.

Båten var røpet; der lød et signal,og det nærmeste løp var lukt;men solgangsvinden blafret skral —mot vester gikk Terjes flukt.Da firte de jollen fra rælingens kant,han hørte matrosenes sang — —med føttene stemte mot skjegtens spanthan ro’de, så sjøen fosset og brandt,og blodet fra neglene sprang.

156Gjæslingen kalles de blinde skjærlitt østenfor Homborgsund.Der bryter det stygt i pålandsvær,under to fot vann er der bunn.Der sprøyter det hvitt, der glitrer det gultselv stilleste havbliksdag; —men går enn dønningen aldri så hult,innenfor er det som tidest smultmed brekket bølgedrag.

Didind Terje Vikens skjekte forlig en pil mellom braat og brand;men bak etter ham, i kjølvannets spor,jog jollen med femten mann.Da var det, han skrek gjennom brenningens sustil Gud i sin høyeste nød:„Innerst derinne på strandens grussitter min viv ved det fattige hus,og venter med barnet på brød!“

Dog høyere skreg nok de femten enn han;som ved Lyngør, så gikk det her:Lykken er med den engelske mannpå rov mellom Norges skjær.Da Terje tørnet mot båens topp,da skuret og jollen på grunn;fra stavnen bød offiseren „stopp!“Han hevet en åre med bladet oppog hug den i skjegtens bunn.

Spant og planker for hugget brast,sjøen stod inn som en foss;på to fot vann sank den dyre last,dog sank ikke Terjes trass.Han slo seg gjennom de væpnet mennog sprang over æsingen ut —han dukket og svømte og dukket igjen;men jollen kom løs; hvor han vendte seg hen,klang sabler og rifleskudd.

157De fisket ham opp; han førtes ombord.Korvetten ga seierssalut;akter på hytten, stolt og stor,stod sjefen, en attenårs gut.Hans første batalje gjaldt Terjes båt;thi kneiste han nå så kjekk;men Terje visste ei lenger råd —den sterke mann lå med bøn og gråtiknæ på korvettens dekk.

Han kjøpte med tårer, de solgte ham smil,de ågret med spot for bøn.Det kuled fra øster, til havs med ilstod Englands seirende sønn.Da taug Terje Viken; nå var det gjort,nå tok han sin sorg for seg selv;men de, som ham fanget, fant sært, hvor fortet noe var likesom været bortfra hans pannes skyede hvelv.

Han satt i prisonen i lange år,der siges i fulle fem;hans nakke bøyde seg, graat ble hans hårav drømmene om hans hjem.Noe han bar på, men ga ei besked —det var som hans eneste skatt.Så kom attenhundred og fjorten med fred;de norske fanger, og Terje med,førtes hjem på en svensk fregatt.

Hjemme ved bryggen han steg i landmed kongens patent som lods;men få kun kjente den gråsprengte mann,der reiste som ung matros.Hans hus var en fremmeds; hva der ble avde to — han derinne erfarte:„Da mannen forlot dem, og ingen dem ga,så fikk de til slutning en felles gravav kommunen i fattigfolks jord.“

158Årene gikk, og han røktet sin dontsom lods på den ytterste ø;Han gjorde vist intet menneske ondt,hverken på land eller sjø;men stundom gnistret hans øye stygt,når det brød over båer og skjær —og da mente folk, at han var forrykt,og da var der få, som uten fryktkom Terje Viken nær.

En måneskinnskveld med pålandsvindkom der liv i losenes flok;en engelsk yacht drev mot kysten innmed revnet storseil og fokk.Fra fortoppen sendte det røde flagget nødskrik foruten ord.Litt innenfor gikk der en båt over stag,den vant seg mot uværet slag for slag,og losen stod staut ombord.

Han tyktes så trygg, den gråsprengte mann;lig en kjempe i rattet han grep; —yachten lystret, stod atter fra land,og båten svømte etter på slep.Lorden, med lady og barn i arm,kom akter, han tok til sin hat:„Jeg gjør deg så rik, som du nå er arm,hvis frelste du bær oss av brenningens larm“ —men losen slapp ror og rat.

Han hvitnet om kinnen, det lo om hans munnlig et smil, der omsider får makt.Innover bar det, og høyt på grunnstod lordens prektige yacht.„Den sviktet kommando! I båtene ned!Mylord og mylady med meg!Den slår seg i splinter — jeg vet besked —men innenfor ligger den trygge led;mitt kjølspor skal vise jer vei!“

159Morilden brente, der skjegten fløymot land med sin dyre last.Akter stod losen, sterk og høy,hans øye var vilt og hvast.Han skottet i læ mot Gjæslingens topp,og til luvart mot Hesnes-sund;da slapp han ror og stagseilstrop,han svinget en åre med bladet oppog hug den i båtens bunn.

Inn stod sjøen med skumhvitt sprøyt — —der raste på vraket en strid —men moren løftet sin datter høytpå armen, av redsel hvit.„Anna, mitt barn!“ hun skrek i sin ve;da bevret den gråsprengte mann;han satted om skjødet, drev roret i læ,og båten var fast som en fugl å se,slig for den i braat og brand.

Den tørnet, de sank; men havet var smultderinnenfor brenningens krets;opover rak seg en langgrund skjult,der stod de i vann til knes.Da ropte lorden: „Kjend, — båens rygg —den svikter — det er ingen flu!“Men losen smilte: „Nei vær De trygg;en sunket skjekte med tre tønder bygger båen, som bær oss nå.“

Der jog et minde om halvglemt dådlig et lyn over lordens trekk —han kjente matrosen, som lå med gråtiknæ på korvettens dekk!Da skrek Terje Viken: „Alt mitt du holdti din hånd, og du slapp det for ros.Et øyeblikk ennå, og gjengjeld er voldt — —“160Da var det, den engelske stormann, stolt,bøyde kne for den norske lods.

Men Terje stod støttet til årens skaft,så rank som i ungdommens år;hans øye brandt i ubendig kraft,for vinden flommet hans hår.„Du seilte i mag på din store korvett,jeg ro’de min ringe båt;jeg trellet for mine, til døden trett;du tok deres brød, og det falt deg så lettå håne min bitre gråt.

Din rike lady er lys som en vår,hennes hånd er som silke fin —min hustrus hånd den var grov og hard;men hun var nå allikevel min.Ditt barn har gullhår og øyne blåsom en liten Vorherres gjest;min datter var intet å akte på,hun var, Gud bedre det, mager og grå,som fattigfolks barn er flest.

Se, det var min rikdom på denne jord,det var alt, hva jeg kalte for mitt.Det tyktes for meg en skatt så stor;men det veide for deg så litt —nå er det, gjengjeldelsens time slår;thi nå skal du friste en stund,som vel kommer opp mot de lange år,der bøi’de min nakke og blekte mitt hårog sænkte min lykke på grunn.“

Barnet han grep og svinget det fritt,med den venstre om ladyens liv.„Tilbake, mylord! Et eneste skritt, —og det koster deg barn og viv!“På sprang stod britten til kamp paany;men armen var veg og mat; —hans ånde brente, hans øyne var sky,og hans hår — så kjentes ved første gry —ble graat i den eneste natt.

161Men Terjes panne bar klarhet og fred;hans bringe gikk fritt og stilt.Ærbødig løftet han barnet nedog kysset dets hender mildt.Han åndet, som løst fra et fengselshvelv,hans stemme lød rolig og jevn:„Nå er Terje Viken igjen seg selv;inntil nå gikk mitt blod som en stenet elv;for jeg måtte — jeg måtte ha’ hevn!

De lange år i prisonens kvalm,de gjorde mitt hjerte sykt.Bakefter lå jeg, som heiens halm,og så i et brådyp stygt.Men nå er det over; vi to er kvit;din skyldner for ei med svik.Jeg ga det, jeg hadde — du tok alt mitt,og krev, om du tror, du har urett litt,Vorherre, som skapte meg slig.“ — —

Da dagningen lyste, var hvermann frelst;yachten lå lengst i havn.Med nattens saga taug de nok helst;men vidt for dog Terjes navn.Drømmenes uværsskyer gråfeiet en stormnatt vekk;og Terje bar atter så rank som fåden nakke, der krøgtes hin dag, han låiknæ på korvettens dekk.

Lorden kom, og mylady medog mange, mange med dem;de rystet hans hånd til farvel og Guds fred,der de stod i hans ringe hjem.De takket for frelsen, da stormen pep,for frelsen fra sjøgang og skjær;men Terje strøk over barnets slep:„Nei, den, som frelste, da verst det knep,det var nok den lille der!“

V. bd.

162Da yachten dreide for Hesnæs-sund,den heiste det norske flagg.Litt lenger vest er en skumkledd grunn —der ga den det glatte lag.Da tindret en tåre i Terjes blikk;han stirret fra heien ut:„Stort har jeg mistet; men stort jeg fikk.Best var det, kanhænde, det gikk, som det gikk —og så får du ha’ takk da, Gud!“

Slig var det, jeg så ham en enkelt gang,han lå ved bryggen med fisk.Hans hår var hvitt; men han lo og sangog var som en ungdom frisk.Til pikene hadde han skjemtsomme ord;han spøkte med byens barn;han svinget sydvesten og sprang ombord;så heiste han fokken, og hjem han fori solskinn, den gamle ørn.

Ved Fjære kirke jeg så en grav,den lå på en veirhaard plett;den var ikke skjøttet, var sunket og lav,men bar dog sitt sorte brett.Der stod „Thærie Wiighen“ med hvitmalt skriftsamt året, han hvile fant —han lagdes for solbrand og vindes vift,og derfor ble gresset så stridt og stivt,men med ville blomster iblant.

Henr. Ibsen.