143

I Wittenberg i Saksenlandder er en grav tilskue,der hviler sig en from Guds mandalt under kirkebue;hvad her han hed, det ved enhver,som har sin Gud og bibel kjær;men hvad han heder nu hosGud,skal engle for os sjunge ud,naar vi med ham forsamles.

144Han lukked op den bibelbog,som var saa fast forseglet;han saa, paa Herrens syner klog,Guds herlighed i speilet;han laante biblen folkets maal,han trodsed ban og staal og baal,og hvad der stred mod Herrens ord,det sank paa baal, det sank i jord;thi Herrens ord har kræfter.

Trods list og vold, trods ban og baalgik ordet vidt om lande;det talte folkets tungemaalalt op til nørre-strande,det lød ved Donaus kildevæld,det høit gjenlød fra Dovrefjeld;ved Bloksbjerg og ved Hekla klangdet liflig sødt i kirkesang;da var det lyst at leve.

Der han gik hjem, den fromme mand,til fader i det høie,da sørged kristne vidt om landmed suk, med graad i øie.Han fulgtes til sit hvilestedaf læge og af lærde med;ja mangen ridder, gjæv og bold,med taarer salvede sit skjold;men Herrens ord dem trøsted.

N. F. S. Grundtvig.

143

I Wittenberg i Saksenlandder er en grav til skue,der hviler seg en from Guds mannalt under kirkebue;hva her han het, det ved enhver,som har sin Gud og bibel kjær;men hva han heter nå hosGud,skal engler for oss sjunge ut,når vi med ham forsamles.

144Han lukket opp den bibelbok,som var så fast forseglet;han så, på Herrens syner klok,Guds herlighet i speilet;han lånte bibelen folkets mål,han trosset ban og stål og bål,og hva der stred mot Herrens ord,det sank på bål, det sank i jord;thi Herrens ord har krefter.

Trass list og vold, trass ban og bålgikk ordet vidt om lande;det talte folkets tungemålalt opp til nørre-strande,det lød ved Donaus kildevell,det høyt gjenlød fra Dovrefjeld;ved Bloksbjerg og ved Hekla klangdet liflig søtt i kirkesang;da var det lyst å leve.

Der han gikk hjem, den fromme mann,til far i det høye,da sørget kristne vidt om landmed sukk, med gråt i øye.Han fulgtes til sitt hvilestedav lege og av lærde med;ja mangen ridder, gjev og bold,med tårer salvede sitt skjold;men Herrens ord dem trøstet.

N. F. S. Grundtvig.