144

Liden Kirsten og herr Peder de sad over bordmed fruer og mø,de talte saa mangt et sørgendes ord.Den lange natog den lange led,den lange natten da sovner jeg.

„Naar du ser, de jorder mig lig,gak saa bort og tage dig viv.

Du se ikke efter hendes gule haar,men mer efter hendes gode raad.

Du se ikke efter hendes blommekind,men mer efter hendes gode sind.

Du se ikke efter, hvordan klæderne er skaaren,men mer efter, hvordan ætten er baaren.

Du se ikke efter hendes trippen sko,men mer efter hendes ære og tro.“

145Saa kom der døden paa det land,tog bort liden Kirsten, den liljevand.

Herr Peder han red sig op under ø,han fæster sig atter en anden mø.

Han saa ikke efter hendes gode raad;han saa mer efter hendes gule haar.

Han saa ikke efter hendes gode sind,men mer efter hendes blommekind.

Han spurgte ikke efter, hvordan ætten var baaren,men mere, hvordan klæderne var skaaren.

Han saa ikke efter hendes ære og tro,men mer efter hendes trippen sko.

Han fæster Guldborg, han fører hende hjem;de smaabørn havde de rent forglemt.

De førte den brud i herr Peders gaard,hans smaabørn gaar hende ud imod.

De klapper hende paa skarlagen-skind:„I vær velkommen, kjær moder min.“

Hun stødte dem fra sig med sin fod:„Mon dette skal være min første mod?“

De drak bryllup i dagene fire og fem;de smaabørn græd i alle dem.

De drak bryllup i dagene otte og ni;De smaabørn græd i alle di.

Herr Peder gav hende de skarlagen blaa,for hun skulde elske hans børn saa smaa.

Han gav hende et hovedguld,for hun skulde være hans smaabørn huld.

V. bd.

146Han gav hende det guld saa rød,saa saare svalt hans smaa børn for brød.

Den ene hun dængte; den anden hun drog,Den tredje spændte hun med sin fod.

Naar hun skar til sine den silkedug,saa skar hun til hine en vadmelsklud.

Naar hun lagde sine paa bolstre blaa,maatte hine ligge paa halm og straa.

Det var en aften, da maanen gik ned,da stod der tre smaabørn paa graven og græd.

Den ene græd taarer; den anden græd blod;den tredje græd sin moder af svarten jord.

Liden Kirsten hun faldt for Jesum paa knæ:„Og maa jeg faa gange paa jorden ned?“

Saa rysted hun af sig den muld og sten:„Og stat nu op, mine mødige ben!“

Og der hun gik igjennem den by,de hunde tuded saa høit i sky.

Liden Kirsten hun ind ad døren tren,saa alle de døre og vinduer klang.

Og der hun kom i stuen ind,saa hun de smaabørn med taare paa kind.

Hun gik til sengen, og i hun saa:hendes smaabørn de laa i baren straa.

Den ene hun børsted, den anden hun tvo,den tredje vugged hun med sin fod.

Saa bad hun ældste datter sin:„Du bede herr Peder gaa til mig ind!“

147Der han kom i stuen ind,hun talte til ham med vreden sind:

„Var der ikke efter mig øl og mad?Hvorfor lider mine smaabørn hunger og had?

Var der ikke efter mig bolstre blaa?Hvorfor sover mine smaabørn paa baren straa?

Var der ikke efter mig de store voksljus?Hvorfor sover mine smaabørn i mørken hus?

Var der ikke efter mig ager og eng?Hvorfor skal mine børn gaa sulten i seng?

Og er du nu ond mod børnene smaa,i helvede skal du lønnen faa.

Men er du nu snild mod børnene smaa,himmeriges glæde den skal du faa.

Skal jeg nu tiere hjem til jer gaa,saa krank en lykke da skal I faa.

Nu har jeg ikke tid til at tale mer med dig;thi himmerigs klokker de ringer efter mig.“

Det svared fru Guldborg, i sengen laa:„Alt skal jeg være dine børn god.“

Herr Peder han gik i dage fem;han talte ikke et ord i dem.

Herr Peder han gik i dage ni;han talte ikke et ord i di.

Hver gang de hørte de porte klang,saa frygted de for den dødes gang.

Og hver gang de hørte de hunde tude,saa frygted de for, den døde var ude.

Gammel vise.

144

Liten Kirsten og herr Peder de satt over bordmed fruer og mø,de talte så mangt et sørgendes ord.Den lange nattog den lange led,den lange natten da sovner jeg.

„Når du ser, de jorder meg lig,gak så bort og ta deg viv.

Du se ikke etter hennes gule hår,men mer etter hennes gode råd.

Du se ikke etter hennes blommekind,men mer etter hennes gode sinn.

Du se ikke etter, hvordan kledene er skåren,men mer etter, hvordan ætten er båren.

Du se ikke etter hennes trippen sko,men mer etter hennes ære og tro.“

145Så kom der døden på det land,tog bort liten Kirsten, den liljevand.

Herr Peder han red seg opp under ø,han fester seg atter en annen mø.

Han så ikke etter hennes gode råd;han så mer etter hennes gule hår.

Han så ikke etter hennes gode sinn,men mer etter hennes blommekind.

Han spurte ikke etter, hvordan ætten var båren,men mer, hvordan kledene var skåren.

Han så ikke etter hennes ære og tro,men mer etter hennes trippen sko.

Han fester Guldborg, han fører henne hjem;de småbarn hadde de rent forglemt.

De førte den brud i herr Peders gård,hans småbarn går henne ut imot.

De klapper henne på skarlagen-skinn:„I vær velkommen, kjær mor min.“

Hun støtte dem fra seg med sin fot:„Mon dette skal være min første mot?“

De drakk bryllup i dagene fire og fem;de småbarn gråt i alle dem.

De drakk bryllup i dagene åtte og ni;De småbarn gråt i alle di.

Herr Peder ga henne de skarlagen blå,for hun skulle elske hans barn så små.

Han ga henne et hovedguld,for hun skulle være hans småbarn huld.

V. bd.

146Han ga henne det gull så rød,så såre svalt hans små barn for brød.

Den ene hun dengte; den annen hun drog,Den tredje spente hun med sin fot.

Når hun skar til sine den silkeduk,så skar hun til hine en vadmelsklut.

Når hun la sine på bolstre blå,måtte hine ligge på halm og strå.

Det var en aften, da månen gikk ned,da stod der tre småbarn på graven og gråt.

Den ene gråt tårer; den annen gråt blod;den tredje gråt sin mor av svarten jord.

Liten Kirsten hun falt for Jesum på kne:„Og må jeg få gange på jorden ned?“

Så rystet hun av seg den muld og stein:„Og stat nå opp, mine mødige ben!“

Og der hun gikk igjennom den by,de hunder tutet så høyt i sky.

Liten Kirsten hun inn ad døren tren,så alle de dører og vinduer klang.

Og der hun kom i stuen inn,så hun de småbarn med tåre på kinn.

Hun gikk til sengen, og i hun så:hennes småbarn de lå i baren strå.

Den ene hun børstet, den annen hun tvo,den tredje vugget hun med sin fot.

Så bad hun eldste datter sin:„Du bede herr Peder gå til meg inn!“

147Der han kom i stuen inn,hun talte til ham med vreden sinn:

„Var der ikke etter meg øl og mat?Hvorfor lider mine småbarn hunger og hat?

Var der ikke etter meg bolstre blå?Hvorfor sover mine småbarn på baren strå?

Var der ikke etter meg de store voksljus?Hvorfor sover mine småbarn i mørken hus?

Var der ikke etter meg ager og eng?Hvorfor skal mine barn gå sulten i seng?

Og er du nå ond mot barna små,i helvete skal du lønnen få.

Men er du nå snild mot barna små,himmerikes glede den skal du få.

Skal jeg nå tiere hjem til jer gå,så krank en lykke da skal dere få.

Nå har jeg ikke tid til å tale mer med deg;thi himmerigs klokker de ringer etter meg.“

Det svarte fru Guldborg, i sengen lå:„Alt skal jeg være dine barn god.“

Herr Peder han gikk i dage fem;han talte ikke et ord i dem.

Herr Peder han gikk i dage ni;han talte ikke et ord i di.

Hver gang de hørte de porter klang,så fryktet de for den dødes gang.

Og hver gang de hørte de hunder tute,så fryktet de for, den døde var ute.

Gammel vise.