142

Det var den hellige Augustin,om ham jeg taler saa gjerne;mens korset straaler fra kirketind,han lyse skal som en stjerne.

Hans navn skal vandre fra pol tilpol,alt med de glødende tunger;det faar sin glans af Guds naadessol,hvis pris hver en helgen sjunger.

Saalænge der end er kraft i en bøn,som stiger fra lønligt kammer,skal mindes paa jord den taaresøn,der voldte sin moder jammer.

Saalænge i verden en sjæl forstaarden trøst, hvorom engle kvæde;saalænge et moderhjerte slaar,skal Monica nævnes med glæde.—

Hvor Afrikas kirke nu som ruinlængst sukker i tyrkebande,det var sig den hellige Augustin,han gik ved de høie strande.

Paa østens himmel laa morgenguld,og stille var havets vande,hans gang og holdning var tankefuld,og saa den hvælvede pande.

Hans øie var mildt og aabent ogklart,som badet i bønnens glæde;dog var det, som aanden paa tankefartsig søgte et høiere sæde.

Han grundede paa det rigdoms dybaf baade Guds kundskab og naade,alt fra det mindste af støvets krybtil hvad der er engle en gaade.

143Og jordens storverk stansede eihans sterke, hans dristige tanke;den trængte op over stjernens vei,og himlen ei satte den skranke.

Han vilde fatte den evige Gud,al livets ophav og ende;han vilde folde hans væsen ud,der er baade ett og trende.

Men som han grubled, han saatæt vedet barn, som leged ved vandet;det havde ved kysten sat sig nedog gravet et hul i sandet.

De lyse krøller om skuldren laa.Sankt Augustin maatte staa stille;det var den deiligste dreng, han saa,og munter og glad var den lille.

Han havde saa travlt med denliden grav,han ænsede ikke andet;med en liden ske af det store havopøste han flittig vandet.

Men vandet sank i det tørre sand,mens bølgen blev ved at trille;og det var den gamle visdomsmand,han smilte og hilste den lille.

„Jeg ser, du øser med megen flid;hvad er det, i sand du har gravet?”Ham barnet svared med stemme blid,„Deri vil jeg tømme havet.”

„Du lille daare, hvor kan du tro,du verdenshavet kan tømme,fordi du øser en draabe og toaf dybets mægtige strømme!”

Da barnet opslog sine øine blaa;de var som en engels klare;han smilende paa den gamle saaog monne ham mildelig svare:

„Du gamle daare, og kan du tro,du himlens Gud kan udgrunde,fordi du ser et glimt eller toaf hvad han dit syn vilde unde!”

Og brat forsvandt saa i solens skinden lille med øine klare;men det var den hellige Augustin,han maatte sig selv saa svare:

„Jeg gamle daare, som kunde tro,jeg himlens Gud kan udgrunde,fordi jeg ser et glimt eller toaf hvad han mit syn vil unde!”

Saa sank han i knæ, saa brødhan udog foldede hænder baade:„Mit hjerte er stille for dig, minGud!Mig nok, mig nok er din naade!”

C. J. Brandt.

142

Det var den hellige Augustin,om ham jeg taler så gjerne;mens korset stråler fra kirketind,han lyse skal som en stjerne.

Hans navn skal vandre fra pol tilpol,alt med de glødende tunger;det får sin glans av Guds nådessol,hvis pris hver en helgen synger.

Så lenge der enn er kraft i en bøn,som stiger fra lønligt kammer,skal minnes på jord den tåresønn,der voldte sin mor jammer.

Så lenge i verden en sjel forstården trøst, hvorom engler kvede;så lenge et moderhjerte slår,skal Monica nevnes med glede.—

Hvor Afrikas kirke nå som ruinlengst sukker i tyrkebande,det var seg den hellige Augustin,han gikk ved de høye strande.

På østens himmel lå morgengull,og stille var havets vande,hans gang og holdning var tankefull,og så den hvelvet panne.

Hans øye var mildt og åpent ogklart,som badet i bønnens glede;dog var det, som aanden på tankefartsig søkte et høyere sete.

Han grundede på det rikdoms dypav både Guds kunnskap og nåde,alt fra det minste av støvets krybtil hva der er engler en gåte.

143Og jordens storverk stanset eihans sterke, hans dristige tanke;den trengte opp over stjernens vei,og himlen ei satte den skranke.

Han ville fatte den evige Gud,all livets opphav og ende;han ville folde hans vesen ut,der er både ett og trende.

Men som han grublet, han såtett vedet barn, som lekte ved vannet;det hadde ved kysten satt seg nedog gravet et hull i sandet.

De lyse krøller om skulderen lå.Sankt Augustin måtte stå stille;det var den deiligste dreng, han så,og munter og glad var den lille.

Han hadde så travlt med denliten grav,han enset ikke annet;med en liten ske av det store havoppøste han flittig vannet.

Men vannet sank i det tørre sand,mens bølgen ble ved å trille;og det var den gamle visdomsmann,han smilte og hilste den lille.

„Jeg ser, du øser med mye flid;hva er det, i sand du har gravet?”Ham barnet svarte med stemme blid,„Deri vil jeg tømme havet.”

„Du lille dåre, hvor kan du tro,du verdenshavet kan tømme,fordi du øser en dråpe og toav dypets mektige strømme!”

Da barnet opslog sine øyne blå;de var som en engels klare;han smilende på den gamle såog monne ham mildelig svare:

„Du gamle dåre, og kan du tro,du himlens Gud kan utgrunne,fordi du ser et glimt eller toav hva han ditt syn ville unne!”

Og brat forsvant så i solens skinnden lille med øyne klare;men det var den hellige Augustin,han måtte seg selv så svare:

„Jeg gamle dåre, som kunne tro,jeg himlens Gud kan utgrunne,fordi jeg ser et glimt eller toav hva han mitt syn vil unne!”

Så sank han i kne, så brødhan utog foldet hender både:„Mitt hjerte er stille for deg, minGud!Meg nok, meg nok er din nåde!”

C. J. Brandt.