140

Over Hebrons grønne dale,over hyrdeleirens teltekvelden sænker sine skygger;bjerget luer dunkelrødt.Trindt om brønden er der travlhedmed at vande faar og gjeder;unge mødre sladrer lystig,medens smaabørn sover sødt.

„Held os, kvernen ei staar stille!Vi har korn for tyve dage, —inden den tid Jakobs sønnerbringer mer fra Nilens bred;mildnes vil Ægyptens herre,naar han ser de skjønne dadler,al den myrrha, al den balsam,vore æsler have med.“

— Men hvor terebinthen skyggerover høvdingteltets flige,sidder gammel, mæt af dage,Jakob ene med sig selv.Mere hvidt end kjortlens folder,hvidere end hovedklædet,bølger over brystet skjegget,blankt som skummet i en elv.

Øiet fæster han mod jorden;det ser ud, som om han taltepalmemattens tætte fletverkled for led til tidsfordriv;men det fletverk, han forfølger,det er det, hvis led er timer,som har aar og dag til linjer,og hvis helhed er et liv.

Dagene forbi ham glider,fra han fly’de faderteltet,fra hans hyrdetid ved Eufrat,til han mødte broder sin;fra han færdedes ved Sichem,til hans kummers-aar i Hebron —Hvor er Rakel? Hvor er Josef?Ak, og nu min Benjamin!

Hvorfor er jeg dog saa ussel!Hvorfor mægter ikke haandenlænger styre mulens tøiler?— Ak, da laa jeg ikke hersammenkrøben i min hule,lig en gammel tandløs løve,hvem det unge kuld maa bringeføden, den han knap er værd.

Mirjam, Aksa! Piger alle!Er det tyst endnu i sønder?Ingen støvsky, ingen raaben?„Fader, vent dem ei i kveld!“Vent dem ikke — altsaa vente,vente, det er hungre, tørste,vente, det er som at læskesved et stængt og stoppet væld!

Og med dybe suk han hvisker:„Reder da mit leie, piger!— Men lad svende holde udkig,tænde blus ved dam og brønd.Bring mig Benjamins den yngste,at min haand kan ham velsigne,led mig saa til alterstenen,at jeg holde kan min bøn!“

Og paa sønnedøtre støttetløfter han de trætte hænder,løfter saa med dem sit hjertetil sin fader Isaks Gud:Herre, som til denne timehar os rigeligen mættet,fri min sjæl fra angstens tørke,skik med morgenduggen bud!

141Og han ser mod nattens himmel,ser de samme tvillingstjerner,som har svaret ham saa ofte,naar han spurgte dem om vei.Og det tykkes ham, de blinkertindrende som Josefs øine.Vaagen drømmer han om Josef,halve nat han slumrer ei.

Morgensolen klar oprinderover Hebrons grønne dale;al den vante larm i leirenvokser dobbelt op igjen.Fryderaab i luften skingrer:Eia, der er vore brødre,eia, der er vore fædre,eia, der er vore mænd!

Se, hvor langt sig toget vinderfrem i brudte slangebugter —der er vogne med ifølge.Himmel, om det ei var dem!Om det var en kjøbmandsskare,nei, o nei — de svinger lansen,ser I Juda’s sorte fole,ser I? — o velkommen hjem!

Og der viftes, og der vinkes,og der favnes, og der kysses,og der frittes, og der spørges,de kan aldrig høre nok;og de kostelige vogne,hjulene som gyldne sole,de beføles, de beundresaf den hele hyrdeflok.

— Men bag teltets tætte folderslumred end den gamle rolig,da til deres faders leieJakobs sønner stille tren.Lyset vækker ham af blunde,og da op han slaar sit øie,ser han Benjamin, dem alle —ak, nu fattes der kun én!

Dog har gjensynsglæden magten.„Fik I korn?“ den gamle spørger.„Tifold mer, end vi begjærte,korn og hver Ægyptens skat!Ja; thi landets høie herre,fader, det er — ordet tøver —det er Josef! Josef lever!“Blegner da den gamle brat.

Stum paa sønnerne han stirrer;al den gamle smerte vaagner,saaret bryder op med vælde;men i øiet skrevet staar:Josef lever! Vanvidstale!Lever Rakel? Lever Lea?Kan de døde gaa af grave? —Slaa mig ikke saar i saar!

„Fader, se de rige gaver,disse tepper, disse vifter,denne kjortels purpurbremme!“ —„Ingen kjortel vil jeg se!Engang har jeg seet en kjortel,bremmet af hans blod det røde,selv I bragte mig den blodig,hvilken rædsel, hvilken ve!“

„Fader, fader, vi bedrog dig,vi har solgt ham til Ægypten,gjedekiddet lod vi slagte,dypped kjortlen i dets blod!“— Vildsomt gubbens tanker blandes:„Sælge Josef til Ægypten,kjøbe korn — og sælge Josef,hvordan fik I dertil mod!

142„I bedrog mig!“ Blus og bleghedbrydes i den gamles aasyn.„I bedrog mig — kan I ikkeda bedrage mig igjen!“Fadervredens sære kræfterreiser ham af leiet — haandenløfter han som til forbanden, —synker i det samme hen.

En erindring har ham lammet,en erindring fra hans ungdom:Hvem lod gjedekiddet slagteog en løgn om haanden bandt?Hvem misundte vel sin broder,hvem bedrog sin gamle fader, —Jakobs røst til Esaus hænder!— Herre, hvor du husker grant!

Som et marmorbilled hvilerhan i sine sønners hænder;men da op han slaar sit øie,længer ei han tvile vil.Juda vinked: sorte slaverneier dybt for Josefs fader,og de gyldenblanke vognelyser som en glædesild.

Og en taarestrøm der trillerfra de gamle, trætte øine,og han hulker, smiler, laller,som et barn i glæden ør:Josef lever, har I hørt det.Raab det ned i Rakels tue!Josef lever — jeg vil dragehen at se ham, før jeg dør!

Chr. Richardt.

140

Over Hebrons grønne dale,over hyrdeleirens teltekvelden senker sine skygger;bjerget luer dunkelrødt.Trindt om brønnen er der travelhetmed å vande får og geiter;unge mødre sladrer lystig,mens småbarn sover søtt.

„Held oss, kvernen ei står stille!Vi har korn for tyve dage, —innen den tid Jakobs sønnerbringer mer fra Nilens bred;mildnes vil Ægyptens herre,når han ser de skjønne dadler,all den myrrha, all den balsam,våre esler have med.“

— Men hvor terebinthen skyggerover høvdingteltets flige,sitter gammel, mett av dage,Jakob ene med seg selv.Mer hvitt enn kjortlens folder,hvitere enn hovedklædet,bølger over brystet skjegget,blankt som skummet i en elv.

Øyet fester han mot jorden;det ser ut, som om han taltepalmemattens tette fletverkled for led til tidsfordriv;men det fletverk, han forfølger,det er det, hvis led er timer,som har år og dag til linjer,og hvis helhet er et liv.

Dagene forbi ham glider,fra han fly’de faderteltet,fra hans hyrdetid ved Eufrat,til han møtte bror sin;fra han ferdedes ved Sichem,til hans kummers-år i Hebron —Hvor er Rakel? Hvor er Josef?Ak, og nå min Benjamin!

Hvorfor er jeg dog så ussel!Hvorfor mægter ikke håndenlenger styre mulens tøyler?— Ak, da lå jeg ikke hersammenkrøpet i min hule,lig en gammel tannløs løve,hvem det unge kuld må bringeføden, den han knap er verd.

Mirjam, Aksa! Piker alle!Er det tyst ennå i sønder?Ingen støvsky, ingen raaben?„Fader, vent dem ei i kveld!“Vent dem ikke — altså vente,vente, det er hungre, tørste,vente, det er som å leskesved et stengt og stoppet vell!

Og med dype sukk han hvisker:„Reder da mitt leie, piker!— Men lad svenner holde utkikk,tenne bluss ved dam og brønn.Bring meg Benjamins den yngste,at min hånd kan ham velsigne,led meg så til alterstenen,at jeg holde kan min bøn!“

Og på sønnedøtre støttetløfter han de trette hender,løfter så med dem sitt hjertetil sin far Isaks Gud:Herre, som til denne timehar oss rikelig mettet,fri min sjel fra angstens tørke,skikk med morgenduggen bud!

141Og han ser mot nattens himmel,ser de samme tvillingstjerner,som har svaret ham så ofte,når han spurte dem om vei.Og det tykkes ham, de blinkertindrende som Josefs øyne.Vaagen drømmer han om Josef,halve natt han slumrer ei.

Morgensolen klar opprinnerover Hebrons grønne dale;all den vante larm i leirenvokser dobbelt opp igjen.Fryderop i luften skingrer:Eia, der er våre brødre,eia, der er våre fedre,eia, der er våre menn!

Se, hvor langt seg toget vinderfrem i brutte slangebugter —der er vogner med ifølge.Himmel, om det ei var dem!Om det var en kjøpmannsskare,nei, o nei — de svinger lansen,ser dere Juda’s sorte fole,ser dere? — o velkommen hjem!

Og der viftes, og der vinkes,og der favnes, og der kysses,og der frittes, og der spørres,de kan aldri høre nok;og de kostelige vogner,hjulene som gyldne sole,de beføles, de beundresav den hele hyrdeflok.

— Men bak teltets tette folderslumret enn den gamle rolig,da til deres faders leieJakobs sønner stille tren.Lyset vekker ham av blunde,og da opp han slår sitt øye,ser han Benjamin, dem alle —ak, nå fattes der kun én!

Dog har gjensynsgleden makten.„Fikk dere korn?“ den gamle spør.„Tifold mer, enn vi begjærte,korn og hver Ægyptens skatt!Ja; thi landets høye herre,fader, det er — ordet tøver —det er Josef! Josef lever!“Blekner da den gamle brat.

Stum på sønnene han stirrer;all den gamle smerte våkner,såret bryter opp med vælde;men i øyet skrevet står:Josef lever! Vanvidstale!Lever Rakel? Lever Lea?Kan de døde gå av grave? —Slå meg ikke sår i sår!

„Fader, se de rike gaver,disse tepper, disse vifter,denne kjortels purpurbremme!“ —„Ingen kjortel vil jeg se!Engang har jeg sett en kjortel,bremmet av hans blod det røde,selv dere brakte meg den blodig,hvilken redsel, hvilken ve!“

„Fader, far, vi bedrog deg,vi har solgt ham til Ægypten,gjedekiddet lot vi slakte,dyppet kjortlen i dets blod!“— Villsomt gubbens tanker blandes:„Selge Josef til Ægypten,kjøpe korn — og selge Josef,hvordan fikk dere dertil mot!

142„Dere bedrog meg!“ Bluss og blekhetbrytes i den gamles åsyn.„Dere bedrog meg — kan dere ikkeda bedra meg igjen!“Fadervredens sære krefterreiser ham av leiet — håndenløfter han som til forbanden, —synker i det samme hen.

En erindring har ham lammet,en erindring fra hans ungdom:Hvem lot gjedekiddet slakteog en løgn om hånden bandt?Hvem misunte vel sin bror,hvem bedrog sin gamle far, —Jakobs røst til Esaus hender!— Herre, hvor du husker grant!

Som et marmorbilde hvilerhan i sine sønners hender;men da opp han slår sitt øye,lenger ei han tvile vil.Juda vinket: sorte slaverneier dypt for Josefs far,og de gyllenblanke vognerlyser som en gledesild.

Og en tårestrøm der trillerfra de gamle, trette øyne,og han hulker, smiler, laller,som et barn i gleden ør:Josef lever, har dere hørt det.Rop det ned i Rakels tue!Josef lever — jeg vil dragehen å se ham, før jeg dør!

Chr. Richardt.