138

En prestegaard paa landet, som mindst to hundred aarhar trodset storm og stille og flom hver høst og vaar,en bjørkebuske kneisende paa nævertagets læk,et stort og aabent skrommel og en ærværdig skræk!

I gavlen bygde skjæren, og over vindvets karmder havde svalen rede, mens sommeren var varm;— det var en simpel stue der, hvori jeg voksed op,og fjeldene stod rundt omkring med snebedækket top.

I haven var der renfan og ribs og krusemynt’,guldbost og balsam stod i rabatterne til pynt,en sommerfugl stundom sig langs med væggen stjal, —forresten var der næper og kaalrabi uden tal.

Og vinteren var bister, og sommeren var kort,man maatte ud sig skynde, førend den flygted bort;den stive tall stod frodig, løvskogen var blot krat;men gjøgen galed ogsaa der den lange sommernat.

139Og gjøgen — han er mig den allerkjæreste fugl,jeg kjender ingen bedre tid en gjøgedag og jul.Jeg havde ingen ro i min stue, paa min stol,saasnart jeg hørte gjøgen ved Haugeminde gol.

Det var de glade dage! nu ligge de mig fjern.Jeg havde sag i bækken og stampe og kvern;der seiled mine skuder med en hanefjær til mastfra Kjøbenhavn til Skien med en honningkage-last.

Af søskende saa vare vi en lystig liden flok,vi sprang omkaps med „Baldur“ over sten, over stok.Nu er det anderledes — tiden har sit krav,og nogle har faa’t hvile sig udi en tidlig grav.

Vi bygde os paa høien en mur og fæstningsvold,der havde vi stor løier med bue, sverd og skjold;der steg jeg fra en korporal til kommandant saa fin,— nu er de stene spredte, og borgen en ruin.

Hver St. Hans-aften stod der en løvsal i det smaa,da bagte mor en kage, det glæded hende saa!I bakken grov jeg ager, — det var min første sæd,men gjedebukken aad den op og gjorde mig fortræd.

Men hvad jeg vilde sige — i haven stod en hæg,den gjemte sine blomster ved mit sovekammers væg.Det skummelt var derinde, og sodet var mit tag;der har jeg sagt godmorgen til min lykkeligste dag.

Der vaagned jeg en morgen, da var jeg elleve aar, —jeg mindes det endnu, som om det var igaar —og solens skin og hæggens duft og fuglens glade sang,de hilste mig, saa hver en streng i barnehjertet klang.

Jeg glemmer aldrig, hvordan den barndomsstund saa ud;jeg vaagnede saa salig som engelen hos Gud —igjennem sjæl og legeme der gik en glædes-strøm,— det var et lidet himmerig udi en stakket drøm.

M. B. Landstad.

138

En prestegård på landet, som minst to hundre århar trosset storm og stille og flom hver høst og vår,en bjørkebuske kneisende på nævertagets lekk,et stort og åpent skrommel og en ærverdig skrekk!

I gavlen bygde skjæren, og over vindvets karmder hadde svalen rede, mens sommeren var varm;— det var en simpel stue der, hvori jeg vokste opp,og fjellene stod rundt omkring med snebedækket topp.

I hagen var der renfan og rips og krusemynt’,guldbost og balsam stod i rabattene til pynt,en sommerfugl stundom seg langs med veggen stjal, —forresten var der neper og kålrabi uten tal.

Og vinteren var bister, og sommeren var kort,man måtte ut seg skynde, før den flyktet bort;den stive tall stod frodig, løvskogen var blot krat;men gjøken galte også der den lange sommernatt.

139Og gjøken — han er meg den allerkjæreste fugl,jeg kjenner ingen bedre tid en gjøgedag og jul.Jeg hadde ingen ro i min stue, på min stol,så snart jeg hørte gjøken ved Haugeminde gol.

Det var de glade dage! nå ligge de meg fjern.Jeg hadde sag i bekken og stampe og kvern;der seilte mine skuder med en hanefjær til mastfra Kjøbenhavn til Skien med en honningkake-last.

Av søsken så var vi en lystig liten flok,vi sprang om kapp med „Baldur“ over stein, over stokk.Nå er det annerledes — tiden har sitt krav,og noen har faa’t hvile seg uti en tidlig grav.

Vi bygde oss på høien en mur og festningsvoll,der hadde vi stor løyer med bue, sverd og skjold;der steg jeg fra en korporal til kommandant så fin,— nå er de steiner spredte, og borgen en ruin.

Hver St. Hans-aften stod der en løvsal i det små,da bakte mor en kake, det gledet henne så!I bakken grov jeg ager, — det var min første sæd,men geitebukken åt den opp og gjorde meg fortred.

Men hva jeg ville si — i hagen stod en hegg,den gjemte sine blomster ved mitt sovekammers vegg.Det skummelt var derinne, og sotet var mitt tak;der har jeg sagt god morgen til min lykkeligste dag.

Der våknet jeg en morgen, da var jeg elleve år, —jeg minnes det ennå, som om det var i går —og solens skinn og heggens duft og fuglens glade sang,de hilste meg, så hver en streng i barnehjertet klang.

Jeg glemmer aldri, hvordan den barndomsstund så ut;jeg våknet så salig som engelen hos Gud —igjennom sjel og legeme der gikk en gledes-strøm,— det var et lite himmerig uti en stakket drøm.

M. B. Landstad.