Da Luther i 1508, altsaa i sit 25de aar, kaldtes til Wittenberg som lærer ved høiskolen, var han endnu munk og fik derfor sin celle anvist i Augustinerklosteret. Da alle munkene i 1524 drog bort, blev bygningerne overdragne til kurfyrsten, som igjen overlod dem til Luther, og her var det, han indrettede sig, da han i 1525 hjemførte Katharina Bora som sin hustru. Hans tarvelige bolig i klosterets bagbygning forevises endnu, ganske som den var, da han for over halvfjerde hundrede aar siden boede der med sin familie. Dagligstuen er temmelig stor, med bjelkeloft, panelede vægge og to fag vinduer med smaa, runde, i bly indfattede ruder. Af møbler findes kun en høi, firkantet kakkelovn med bibelske stykker, hvortil Lucas Cranach skal have givet tegningen efter Luthers anvisning, et firkantet furutræs bord i midten af stuen og langs væggene bænke, ogsaa af furutræ, hvilket alt tilligemed gulvet er meget ormstukket og medtaget af tidens tand. I et tilstødende mindre værelse staar et stort skab, ligeledes af ormstukket furutræ, hvori et udskaaret trækrus med sølvbeslag og nogle andre ting er bevarede.
Luthers hus blev snart et kjærligt og fredeligt hjem; men det var ogsaa, især i de første aar, et fattigt hjem; thi Luthers uegennyttighed og godgjørenhed var saa stor, at der kun blev lidet tilovers til familien. Foruden sin fribolig havde han kun 200 gylden i aarlig løn, hvorved vistnok var forudsat, at de studerende, overensstemmende med skik og brug, skulde betale for de forelæsninger, som han holdt for dem; men han tog aldrig betaling af sine tilhørere, og han vilde heller ikke modtage noget honorar for sine skrifter, hverken for sin bibeloversættelse eller for sine mange andre bøger; han nøiedes med at 119forlange et frieksemplar for en eller anden ven og gjorde endda kun sparsom brug af denne ret. Derhos havde han altid aabent bord og aaben pung for de trængende, og der er bevaret mange vidnesbyrd om, hvor langt han i saadanne tilfælde kunde gaa. En fattig mand klagede engang sin store nød for ham. Luther havde selv ingen penge; men en af hans børn var netop bleven døbt og havde faaet nogle sølvpenge af fadderne. Han gik ind til sin hustru og forlangte den nyfødtes faddergave. Katharina maatte udlevere den, og da der siden blev talt derom, sagde han: «Gud er rig; han kan give andet isteden.» Der fortælles ogsaa, at engang en fattig student, som var færdig med sine studeringer i Wittenberg og skulde hjem, kom til ham og bad ham hjælpe sig med reisepenge. Hverken Luther eller hans hustru havde penge, og han beklagede inderlig, at han ikke var istand til at hjælpe ham. Studenten saa bedrøvet paa ham og sagde, han havde været flere steder for at faa penge, men forgjæves; til doktoren havde han sat sit sidste haab; nu vidste han ingen udvei. Luther var meget bevæget; hans øine faldt paa et forgyldt sølvbæger, som kurfyrsten nylig havde foræret ham. Spørgende saa han paa Katharina; men skjønt hun ikke gav sit samtykke tilkjende, greb han raskt bægeret og rakte det til studenten. Denne blev saa betuttet, at han ikke dristede sig til at modtage det. Men Luther trykkede med kraftig haand bægeret fladt og skjænkede ham det med de ord: «Jeg behøver intet sølvbæger. Tag det, gaa til en guldsmed og behold, hvad han vil give derfor.»
Paa den anden side manglede det heller ikke paa, at den kjærlighed, hvormed Luther omfattedes af høie og lave, nær og fjern, gav sig vidnesbyrd i større eller mindre gaver, som tid efter anden blev ham tilsendte. Erkjendtlig som han var, undlod han ikke at takke giverne, og mange breve fra ham til saadanne er opbevarede. Hans beskedenhed lyser frem af dem, stundom tillige en ophøiet følelse af at kunne undvære de jordiske goder og en nøisomhed, der i tillid til Gud ved, at den ikke trænger til menneskers bistand. Et taksigelsesbrev til kurfyrsten for en ny prestekjole er især betegnende. Det lyder saaledes:
«Naade og fred i Kristo! Durchlauchtigste, høibaarne 120fyrste, naadigste herre! Jeg har længe opsat at takke eders kurfyrstelige naade for det tilsendte og skjænkede klædebon. Men jeg vil underdanigst bede eders k. n., at e. k. n. ikke vil tro dem, der angiver mig som den, der lider mangel. Jeg faar desværre mer, i særdeleshed af e. k. n., end jeg kan bære i samvittigheden; det anstaar heller ikke mig som en prædiker at have overflod, ei heller begjærer jeg det.
Tilmed vilde jeg heller ikke gjerne, verdslig talt, være e. k. n. til byrde, aldenstund jeg ved, at e. k. n. maa skjænke saa meget bort, at I visselig under slige forhold intet kan have tilovers; thi altformeget river sækken sønder.
Dog — ihvorvel det allerede var altformeget at skjænke mig det leverbrune tøi — vil jeg, for at vise mig erkjendtlig mod e. k. n., til ære for samme bære den sorte kjole, skjønt den rigtignok er altfor kostbar for mig, og jeg aldrig, ifald det ikke var e. k. naades gave, kunde bære slig en kjole.
Men saa beder jeg, at e. k. n. vil vente, til jeg selv klager og beder, paa det jeg ikke ved slig forekommenhed af e. k. n. skal blive angst for at gjøre forbøn for andre, der er en slig naade langt mere værd. Thi e. k. n. har allerede gjort altfor meget for mig. Kristus vil og skal nok naadig og rigelig vederlægge det, derom beder jeg af hjertet. Amen.
Den 17de august 1529.
Eders kurfyrstelige naades underdanige Martinus Luther.»
Til andre tider afslog han ligefrem gaver, som blev ham tilbudne, eller ogsaa delte han dem med sine venner; saaledes da Bugenhagen i 1529 fra en velynder overbragte ham en gave af 100 gylden, delte han disse penge med Melanchthon. I Luthers ældre dage var hans indtægter noget rigeligere; ikke blot havde kurfyrsten føiet baade korn og brænde til hans løn; men ved en liden arv fra faderen og ved gaver blev han sat istand til at kjøbe en have, og i 1540 kunde han endog kjøbe en gaard til sin Käthe, som længe havde ønsket sig en saadan. Det var et forfaldent riddergods uden fæstebønder, der havde tilhørt en broder af Käthe. Det laa en 140 kilometer fra Wittenberg og synes at have kostet mere at sætte istand, end det bragte 121ind; men Katharina var baade glad og stolt over sin nye værdighed som godsbesidderinde, hvorover Luther ofte spøgte med hende.
II Luthers bordtaler.
«Der gives,» sagde Luther, «intet mere uhyggeligt og ulysteligt end et samkvem mellem gode venner, hvor alt gaar tyst til; thi saadanne ord og samtaler, som Paulus kalder yndelige og krydrede med salt, er det rette krydderi ved maaltidet. Ved et bord bør det efter Plutarchs udsagn gaa til ligesom i alfabetet. Nogle maa være selvlyd; det er verterne, lærerne, presterne. Andre maa kun være halvlyd; det er alleslags ærlige folk. Men de unge maa være som de stumme bogstaver og alene høre paa.»
Det var især ved aftensbordet, at Luther paa denne maade søgte hvile efter dagens byrde. Det kunde vel stundom hænde, siger en af hans bordfæller, at doktoren tog tunge og dybe tanker med sig til bordet og under hele maaltidet iagttog sin gamle klostertaushed. Men som oftest var han livlig og meddelsom og selv sjælen i de samtaler, som førtes ved hans bord. Snart fortalte han om sit klosterliv og sine reiser, om sin kamp med djævelen og sine stridigheder med paven; snart meddelte han bibelforklaringer og træk af kirkehistorien; han holdt ogsaa af at mindes gamle fabler og sagn, hvilke han fortalte og udlagde paa sin egen djerve og lunefulde maade. Naar han vilde have sine bordfæller til at tale, begyndte han selv med det spørgsmaal: «Hvad nyt?» Det kunde hænde, at den første opfordring blev uænset; men naar han da atter tog til orde: «Naa, I prælater, hvad nyt i landet?» saa begyndte de gamle ved bordet at tale. Der sad ofte ved hans bord dygtige folk fra universitetet, ogsaa fra fremmede lande; da kunde han ret fortælle og disputere med liv og sjæl, og han saa gjerne, at man sagde ham imod og gav sig i ordstrid med ham.
Ligesaa godt som Luther forstod at oplive maaltidet med let og skjemtende tale, kunde han til andre tider ogsaa behandle de alvorligste og helligste gjenstande, snart i længere udviklinger, snart i korte og fyndige sentenser; disse pleiede hans bordfæller at kalde maaltidets krydderier.
«Bibelen,» sagde han, «synes mig at ligne en stor skog, hvori der staar mange og mangeslags trær, som man kan plukke mangeslags frugter af. Der er ikke et træ i den skog, 122uden at jeg har banket paa det og plukket eller rystet i det mindste et par æbler eller pærer ned af det.» —
«Vorherre kunde sagtens blive rig, hvis han vilde; men han vil ikke. Thi hvis han kom til paven, keiseren, kongerne og fyrsterne, til biskoperne, doktorerne, de rige kjøbmænd, borgerne og bønderne og sagde: «Du skal dø i denne stund, hvis du ikke vil give mig hundrede tusende gylden,» saa vilde vist enhver svare: «Det giver jeg hjertensgjerne, naar jeg blot maa faa lov at leve.» Men nu er vi saadanne utaknemmelige skarn, at vi for saa mange og saa store velgjerninger, som vi daglig og rigeligen modtager af hans pure godhed og barmhjertighed, ikke engang vil synge et «Gud ske lov og tak.» Er det ikke skammeligt? Og dog lader den gode fader sig ikke derved afholde, men gjør os bestandig alt muligt godt. Hvis han var noget karrigere med at uddele sine gaver, saa vilde vi skjønne bedre paa dem. Hvis han f. eks. lod ethvert menneske fødes kun med ett ben og først syv aar efter gav ham det andet ben, i hans fjortende aar gav ham den ene haand og først i hans tyvende aar den anden, da vilde vi bedre paaskjønne hans gaver og takke for dem.» —
«Jeg har tre slemme hunde: utaknemmelighed, hoffærdighed og avind; den, som bliver bidt af en af dem, han er meget ilde stedt.» —
«En ond samvittighed er en besynderlig fin ting; den kan ikke skjule sig; det kan man se af følgende historie: En, der havde den vane at rapse, kom til et herberg. Da nu gjest og vert sad sammen tilbords, begyndte lyset at rinde; thi der var kommet hvad man kalder en tyv i det. Verten pegte med haanden paa lyset og raabte: En tyv, en tyv! Men gjesten, som var en tyv, sprang op, tog det til sig og vilde slaa verten; det voldte hans onde samvittighed.»