122

Den 2den april 1521 tog Luther en rørende afsked med sine nærmeste venner i Wittenberg for at drage til Worms. „Dersom jeg,“ sagde han til Melanchthon, „ikke kommer tilbage, og mine fiender ombringer mig, saa maa du ikke lade af at lære og holde fast ved sandheden. Med mig er der ikke meget tabt, naar kun du bliver tilbage; i dig har Herren en endnu lærdere stridsmand.“ Med angest i sine hjerter og taarer i øinene saa mange af hans tilhængere ham rulle bort paa en aaben vogn, som magistraten havde sørget for. Hans 123reisefæller fra Wittenberg var kun tre. Underveis gjorde flere følge med dem.

Jo nærmere han kom til Worms, des mere vokste folkets deltagelse for ham. Man tilraabte ham: „Der er saa mange kardinaler og biskoper i Worms; I vil blive brændt til aske ligesom Johan Hus.“ Han svarede: „Og om de end tændte en ild imellem Wittenberg og Worms, der rak op til himlen, saa vil jeg i Herrens navn møde, træde i gabet mellem de store tænder paa Behemoth (nilhesten, Hjob 40, 10), bekjende Kristus og lade ham raade.“ Et kort stykke fra Worms modtog han endnu en advarsel, denne gang fra sin bekymrede ven Spalatin. „Kom ikke straks til Worms,“ lød budskabet, „thi dine bitre fiender der er mange.“ Men Luther var urokkelig. „Sig Spalatin,“ svarede han budet, „at om der end er saa mange djævle i Worms, som der er tagstene paa husene, saa maa jeg følge mit kald og drage derind.“ Kort før sin død mindedes han dette ved bordet i Eisleben og tilføiede da: „Ja, jeg var uforfærdet og frygtede intet; Gud kan vel gjøre en saa; jeg ved ikke, om jeg endnu vilde være ligesaa freidig.“

Tirsdagen den 16de april var kommen. I Worms sad man ved bordet; klokken var mellem ti og elleve om formiddagen. Da begyndte vægteren oppe paa domkirkens taarn at blæse i sit horn. „Nu kommer Luther!“ lød det allevegne, og en masse mennesker strømmede nedad gaden for at tage imod ham. Mange adelsmænd og hoffolk hos forskjellige fyrster, henved hundrede i tallet, havde allerede tidlig redet ud for at møde ham og ledsagede ham til byens port. Forrest red gjennem byen den keiserlige herold i sin embedsdragt; rigsvaabnet med ørnen skinnede paa hans bryst; han havde en svend ved sin side. Saa kom Luther i aaben vogn med sine ledsagere. Næst efter fulgte Justus Jonas med sin tjener tilhest. Henved en snes riddere omgav de reisende. En menneskemasse, større end ved keiserens indtog, bølgede dem imøde og fulgte med dem; den var vokset til over to tusende, inden Luther naaede sit herberg, hvor han steg af med de ord: „Herren vil være med mig.“

Saasnart Luthers ankomst spurgtes iblandt hans fiender, holdt en del af dem raad om, hvad der burde gjøres. Den pavelige 124nuntius forfægtede til det yderste, at man skulde tage leidet tilbage og overgive kjætteren til flammerne. Flere af fyrsterne modsatte sig dette med bestemthed. Keiseren lod ogsaa straks sine første raadsherrer kalde sammen og spurgte dem om deres mening. Den gik ud paa, at hans majestæt snarest muligt skulde rydde Luther af veien, saaledes som keiser Sigismund havde gjort med Huss; thi en kjætter skyldte man hverken at give eller holde noget leide. Men keiseren svarede med priselig fasthed: „Hvad man lover, det skal man ogsaa holde.“

Luther fik ingen ro i sit herberg; thi mange var de, der ønskede at se ham. Indtil langt ud paa natten kom grever, friherrer, riddere, geistlige og borgere og aflagde ham besøg. Alle beundrede de hans mod og freidighed.

Onsdag morgen den 17de indfandt rigsmarskalken sig i keiserens erende hos ham og indkaldte ham til at møde om eftermiddagen kl. 4 for rigsforsamlingen.

Der var strømmet en saadan mængde mennesker sammen i hovedgaden, at det var umuligt for herolden, der gik foran, at bane sig vei gjennem vrimlen. For at slippe trængslen blev Luther da ført igjennem gange og smug til det store bispepalads, hvor stænderne var samlede. Men nysgjerrige tilskuere ilede allevegne efter. Mange steg op paa tagene eller rakte sig ud af vinduerne i husene for at se et glimt af munken. Da han naaede bispepaladset, var ogsaa der en saadan stimmel, at han først kunde slippe ind, efterat vagten med hellebarder havde trængt mængden tilbage. Paa trapperne og gangene, i forværelserne, omkring ved vinduerne i forsamlingssalen vrimlede der atter af tilskuere; deres tal skal have været henimod fem tusende.

Luther var kommen til døren, som førte ind til rigsforsamlingens sal, da han traf paa ridder Georg af Frundsberg, den berømte hærfører, der havde kjæmpet tappert i saamangt et slag. Den gjæve ridder klappede ham venlig paa skulderen og sagde: „Munk, munk, du gaar nu en gang for at vove en dyst, som jeg og mangen kriger ikke har fristet, selv i det alleralvorligste slag. Men er du paa rette vei og vis i din sag, saa vær uforsagt og gaa i Guds navn; Gud vil ikke forlade dig.“

Døren aabnedes; Luther traadte ind og stod nu for den store og glimrende forsamling. Paa tronen sad keiseren i hele sin 125pragt; nærmest ham hans attenaarige broder, erkehertug Ferdinand af Østerrig; derefter rigets seks kurfyrster, tre paa hver side af keiseren, 24 hertuger, 7 markgrever, 30 erkebiskoper, biskoper og prælater, en mængde grever og friherrer, 7 gesandter fra fremmede magter, blandt dem ogsaa en fra Danmark, samt afsendinger fra 10 rigsstæder og de pavelige legater — ialt over 200 personer. Synet af disse høie dommere kunde vel i øieblikket gjøre et forvirrende og nedslaaende indtryk paa Luther, da han, afkræftet af sygdom, gik frem i salen, medens alles øine vogtede paa ham. Det maatte derfor styrke ham at høre opmuntrende ord fra et og andet medlem i forsamlingen.

„Frygter ikke,“ lød det fra en kant til ham, „for dem, der slaa legemet ihjel, men kunne ikke slaa sjælen ihjel!“

„Naar de overantvorde eder,“ lød det fra en anden kant til ham, „saa værer ikke bekymrede for, hvad og hvorledes I skulle tale; thi det skal gives eder i den samme stund.“

Luther traadte med sin advokat Schurff hen for keiserens trone og bøiede sig dybt. Der blev stilhed i salen. Herolden mindede doktoren om, at han ikke maatte tale, uden naar han blev adspurgt. John von Eck aabnede forhandlingen ved først paa latin og derefter paa tysk at spørge Luther, om han erkjendte henved en snes bøger, der laa opstablede paa et bord i salen, for sine, og om han vilde tilbagekalde deres indhold.

„Læs titlerne op,“ sagde dr. Schurff skyndsomt, da Luther var i begreb med uden videre at svare ja paa det første spørgsmaal.

Kansleren oplæste titlerne; det viste sig da, at nogle af bøgerne var blot af opbyggeligt indhold. Luther tog nu tilorde, først paa tysk, derefter paa latin, og erklærede, at han vedkjendte sig hine skrifter og ikke vilde fragaa dem. Men hvad det spørgsmaal angik, om han vilde tilbagekalde deres indhold, da maatte han bede om betænkningstid, før han kunde besvare det; thi det angik troen og sjælens salighed og vedkom Guds ord, den største skat i himlen og paa jorden. Det vilde derfor være formasteligt af ham at ytre noget uden overlæg, hvorved han enten kunde komme til at sige mindre eller paastaa mere, end sagen krævede, og derved falde under Kristi dom.

Luther havde ytret sig med en besindighed og et maadehold, 126der af hans fiender kunde udlægges som tvilraadighed og eftergivenhed. Hans røst havde desuden været saa svag og sagte, at man kunde tro, han var bange. Keiseren havde ikke, saalænge dr. Martin med den magre skikkelse, de blege træk og de indfaldne kinder talte, havt sine øine fra ham; nu vendte han sig til erkebispen af Mains og sagde i en spydig tone: „Denne munk vil ikke bevæge mig til at blive kjætter.“ Efterat rigsdagen havde holdt raad, hver afdeling i sit værelse, bragte kansleren Luther den besked, at ihvorvel han alt havde havt tid nok til at betænke sig, vilde keiseren dog af sær naade tilstaa ham én dags betænkningstid; men saa skulde han ogsaa give sin mening tilkjende mundtlig, ikke skriftlig.

Herolden ledsagede Luther tilbage til hans bolig. Paa veien lød der baade bifalds- og mishagsytringer efter ham. Om aftenen kom mange adelige til hans bolig og sagde: „Hr. doktor, hvorledes gaar det? Man ymter om, at de vil brænde eder; men det skal ikke ske; før skal de alle omkomme.“ Fra det fjerne lød ogsaa opmuntrende tilraab. Selv skrev Luther om aftenen i et ledigt øieblik til en raadsherre i Wien nogle faa linjer og deri disse ord: „Jeg vil ikke tilbagekalde en tøddel, saasandt Herren vil være mig naadig.“

Sagnet gaar, at Luther tilbragte en del af natten, der fulgte paa hans første optræden i rigsforsamlingen, med at spille paa sin luth og beskue den stjerneklare himmel. Vitterligt er det, at før han den næste dag igjen traadte frem for sine dommere, søgte han fred og styrke i inderlig bøn. „Du, min Gud,“ bad han, „staa mig bi mod al verdens visdom; gjør det; du maa gjøre det, du alene! Thi det er ikke min, men din sag. — O Gud, o Gud, hører du ikke? Min Gud, er du død? Nei, du kan ikke dø, du skjuler dig kun. Har du udvalgt mig dertil, som jeg er vis paa, saa staa mig bi i din søns navn, der er mit skjold og min borg. Sagen er retfærdig; den er din, o Gud! derfor vil jeg ikke skille mig fra dig evindelig. Det være besluttet i dit navn! Verden maa vel lade være at tvinge min samvittighed; og om den end var endnu fuldere af djævle, og skulde end mit legeme, der dog, o Gud, er dine hænders gjerning, gaa tilgrunde og ødelægges, sjælen er din og tilhører dig og bliver evig hos dig. Amen! Gud hjælpe mig! Amen!“

Om eftermiddagen kl. 4 kom rigsmarskalken tilligemed herolden for at afhente Luther til rigsforsamlingen. Der var endnu 127større trængsel af mennesker end den foregaaende dag; thi man vidste, at en afgjørelse forestod. Da Luther kom til paladset, forhandledes andre sager af fyrsterne, og han maatte derfor vente hele to timer, inden han blev indladt. Den store folkemasse trykkede og trængte sig om ham fra alle sider; slig tummel og uro var han ikke vant til. Skumringen var falden paa, og blus var blevne tændte i forsamlingssalen, indtil det øieblik kom, som han vel ventede med spænding, men uden frygt; thi han underholdt sig let og muntert med nogle af de tilstedeværende. Da han endelig indlodes, trængte saa mange uvedkommende ind med ham, at flere af rigsdagens medlemmer havde møie med at komme til sine pladse.

Johan von Eck begyndte forhandlingen med at spørge Luther paa latin og tysk, om han vilde forsvare indholdet af alle de skrifter, han havde vedkjendt sig, eller tilbagekalde noget deraf.

Luther tog ordet med megen ydmyghed og sagtmodighed; han talte ikke i nogen heftig eller skrigende tone, men dog med stor fasthed og freidighed. Han bad allerførst keiseren og kurfyrsterne høre ham naadig og undskylde, ifald han, der ikke var opdragen ved et hof, men i et kloster, skulde støde an mod hofskik.

Han bad alle, høie og lave, at overbevise ham af de evangeliske og profetiske skrifter om hans vildfarelser. Skede det, var han villig til at kalde enhver vildfarelse tilbage og skulde selv være den første til at kaste sine bøger paa ilden. Heraf vilde enhver kunne se, at han tilfulde havde overveiet og betænkt den farlige tvedragt og det røre, hans lære skulde volde i verden, hvorom han dagen før var bleven alvorlig og strengt paamindet.

Da han var tilende, og keiseren havde holdt raad med fyrsterne, sagde den keiserlige taler i en mindre venlig tone til ham, at han ikke havde givet svar paa tiltale; her var ikke stedet til at disputere om det, som kirkemødet allerede havde fastsat og fordømt; han skulde kun svare slet og ret, om han vilde gjenkalde eller ikke. Dertil svarede Luther: „Eftersom da eders keiserlige majestæt og eders naade begjærer et svar slet og ret, saa vil jeg give et, der hverken skal have horn eller tænder, nemlig saa: Medmindre jeg ved den hellige skrifts vidnesbyrd eller med aabenbare, klare og indlysende grunde overvindes og overbevises — thi hverken paven eller kirkeforsamlingerne alene tror jeg, da det ligger aabenbart for dagen, at de tidt og mange gange har feilet og modsagt sig selv — saa jeg bliver overvunden ved 128de skriftsteder, jeg selv har anført og brugt, og min samvittighed fangen i Guds ord — saa hverken kan eller vil jeg kalde noget tilbage; thi at handle imod sin samvittighed er hverken sikkert eller raadeligt. Her staar jeg; jeg kan ikke andet; Gud hjælpe mig! Amen!“

Dette mægtige vidnesbyrd, aflagt med en martyrs høihed og kraft, saa rolig og saa freidig, fremkaldte beundring, forbauselse, forlegenhed og uvilje i forsamlingen. „Den munk,“ udbrød keiseren, „taler uforfærdet og med trøstigt mod.“ Kurfyrsterne og stænderne tog Luthers svar under overveielse; derpaa forsøgte kansleren at gjendrive det.

Luther svarede med urokkelig fasthed, at han havde givet sit svar slet og ret, dertil maatte han holde sig. Ikke alt var sandhed, hvad kirkeforsamlingerne havde anordnet. Da kansleren kort bemerkede, at dette ikke lod sig bevise, tilbød Luther at føre beviset derfor. Herover fortørnedes keiseren og gjorde ende paa forhandlingerne.

Det var blevet ganske mørkt, da forsamlingen, hvori der tilsidst var bleven uro og støi, skiltes ad. Man gav Luther to svende med, der skulde følge ham hjem. Derover blev ogsaa nogen tummel, og flere adelsmænd trængte sig frem og skreg heftig til doktoren: „Vil man føre eder i fængsel?“ „Nei, blot til mit herberg,“ svarede han.

Som han var ved at gaa bort, traadte et bud frem for ham med en sølvkande, fyldt med øl, hilste fra sin herre og bad ham vederkvæge sig med denne drik. „Hvem viser mig slig naade?“ spurgte Luther, og han fik da den besked, at det var den gamle hertug af Brunsvig, skjønt han ellers var paven hengiven, og at fyrsten selv havde smagt paa drikken, før han sendte den. Luther tog imod gaven med de ord: „Saaledes som hertug Erik idag har tænkt paa mig, saa tænke vor Herre Kristus paa ham i hans sidste kamp!“ Budet forebragte sin herre disse ord; de randt hertugen ihu paa hans dødsleie, og han begjærede da, at hans kammersvend skulde vederkvæge ham med evangelisk trøst.

Som et vidnesbyrd om, hvor dybt greben Luther havde været, fortælles, at han, da han traadte ind i sit herberg blandt sine venner, glad løftede hænderne iveiret og udbrød: „Jeg er kommen igjennem det! Jeg er kommen igjennem det!“

Spalatin fortæller, at han selv om aftenen blev kaldt til kurfyrsten af Sachsen, som tog ham ind i sit lønkammer og der 129med ufordulgt glæde udbrød: „O, hvor skjønt har ikke pater Martin talt for keiseren og stænderne! Han har været modig nok; blot han ikke har været det for meget.“

Stænderne udvirkede hos keiseren en frist af tre dage for at forsøge yderligere forhandlinger med Luther for at overtale ham til at falde tilføie.

Luther svarede: „Jeg ved ikke noget bedre raad end det, Gamaliel gav“ (ap. gj. 5, 38): „Er dette verk af menneskene, saa vil det forgaa; men er det af Gud, saa kan I ikke forstyrre det.“ „Hellere,“ tilføiede han, „vil jeg tilsætte liv og gods, rub og stub, end lade Guds klare og hellige ord fare.“

A. Listov.

122

Den 2den april 1521 tog Luther en rørende avskjed med sine nærmeste venner i Wittenberg for at drage til Worms. „Dersom jeg,“ sa han til Melanchthon, „ikke kommer tilbake, og mine fiender ombringer meg, så må du ikke lade av å lære og holde fast ved sannheten. Med meg er der ikke meget tapt, når kun du blir tilbake; i deg har Herren en enda lærdere stridsmann.“ Med angst i sine hjerter og tårer i øynene så mange av hans tilhengere ham rulle bort på en åpen vogn, som magistraten hadde sørget for. Hans 123reisefeller fra Wittenberg var kun tre. Underveis gjorde flere følge med dem.

Jo nærmere han kom til Worms, des mer vokste folkets deltagelse for ham. Man tilropte ham: „Der er så mange kardinaler og biskoper i Worms; Dere vil bli brent til aske likesom Johan Hus.“ Han svarte: „Og om de enn tente en ild imellom Wittenberg og Worms, der rak opp til himlen, så vil jeg i Herrens navn møte, tre i gapet mellom de store tenner på Behemoth (nilhesten, Hjob 40, 10), bekjenne Kristus og la ham råde.“ Et kort stykke fra Worms mottok han ennå en advarsel, denne gang fra sin bekymrede venn Spalatin. „Kom ikke straks til Worms,“ lød budskapet, „thi dine bitre fiender der er mange.“ Men Luther var urokkelig. „Sig Spalatin,“ svarte han budet, „at om der enn er så mange djevler i Worms, som der er tagstene på husene, så må jeg følge mitt kald og drage derind.“ Kort før sin død mintes han dette ved bordet i Eisleben og tilføyet da: „Ja, jeg var uforferdet og fryktede intet; Gud kan vel gjøre en så; jeg vet ikke, om jeg ennå ville være likeså freidig.“

Tirsdagen den 16de april var kommet. I Worms satt man ved bordet; klokken var mellom ti og elleve om formiddagen. Da begynte vekteren oppe på domkirkens tårn å blåse i sitt horn. „Nå kommer Luther!“ lød det allevegne, og en masse mennesker strømmet nedad gaten for å ta imot ham. Mange adelsmenn og hoffolk hos forskjellige fyrster, henved hundre i tallet, hadde allerede tidlig redet ut for å møte ham og ledsaget ham til byens port. Forrest red gjennom byen den keiserlige herold i sin embetsdrakt; riksvåpenet med ørnen skinte på hans bryst; han hadde en svend ved sin side. Så kom Luther i åpen vogn med sine ledsagere. Nest etter fulgte Justus Jonas med sin tjener til hest. Henved en snes riddere omgav de reisende. En menneskemasse, større enn ved keiserens indtog, bølget dem imøte og fulgte med dem; den var vokset til over to tusende, innen Luther nådde sitt herberg, hvor han steg av med de ord: „Herren vil være med meg.“

Så snart Luthers ankomst spurgtes iblant hans fiender, holdt en del av dem råd om, hva der burde gjøres. Den pavelige 124nuntius forfægtede til det ytterste, at man skulle ta leidet tilbake og overgi kjetteren til flammene. Flere av fyrstene motsatte seg dette med bestemthet. Keiseren lot også straks sine første rådsherrer kalle sammen og spurte dem om deres mening. Den gikk ut på, at hans majestet snarest mulig skulle rydde Luther av veien, således som keiser Sigismund hadde gjort med Huss; thi en kjetter skyldte man hverken å gi eller holde noe leide. Men keiseren svarte med priselig fasthet: „Hva man lover, det skal man også holde.“

Luther fikk ingen ro i sitt herberg; thi mange var de, der ønsket å se ham. Inntil langt ut på natten kom grever, friherrer, riddere, geistlige og borgere og avla ham besøk. Alle beundret de hans mot og freidighet.

Onsdag morgen den 17de innfant riksmarskalken seg i keiserens ærend hos ham og innkalte ham til å møte om ettermiddagen kl. 4 for riksforsamlingen.

Der var strømmet en sådan mengde mennesker sammen i hovedgaten, at det var umulig for herolden, der gikk foran, å bane seg vei gjennom vrimmelen. For å slippe trengselen ble Luther da ført igjennom gange og smug til det store bispepalass, hvor stendene var samlede. Men nysgjerrige tilskuere ilede allevegne etter. Mange steg opp på takene eller rakte seg ut av vinduene i husene for å se et glimt av munken. Da han nådde bispepalasset, var også der en sådan stimmel, at han først kunne slippe inn, etter at vakten med hellebarder hadde trengt mengden tilbake. På trappene og gangene, i forværelsene, omkring ved vinduene i forsamlingssalen vrimlet der atter av tilskuere; deres tal skal ha vært henimot fem tusende.

Luther var kommet til døren, som førte inn til riksforsamlingens sal, da han traff på ridder Georg av Frundsberg, den berømte hærfører, der hadde kjempet tappert i saamangt et slag. Den gjeve ridder klappet ham vennlig på skulderen og sa: „Munk, munk, du går nå en gang for å vove en dyst, som jeg og mangen kriger ikke har fristet, selv i det alleralvorligste slag. Men er du på rette vei og vis i din sak, så vær uforsagt og gå i Guds navn; Gud vil ikke forlate deg.“

Døren åpnedes; Luther trådte inn og stod nå for den store og glimrende forsamling. På tronen satt keiseren i hele sin 125prakt; nærmest ham hans attenårige bror, erkehertug Ferdinand av Østerrig; deretter rigets seks kurfyrster, tre på hver side av keiseren, 24 hertuger, 7 markgrever, 30 erkebiskoper, biskoper og prelater, en mengde grever og friherrer, 7 gesandter fra fremmede makter, blant dem også en fra Danmark, samt avsendinger fra 10 rigsstæder og de pavelige legater — i alt over 200 personer. Synet av disse høye dommere kunne vel i øyeblikket gjøre et forvirrende og nedslående inntrykk på Luther, da han, afkræftet av sykdom, gikk frem i salen, mens alles øyne vogtede på ham. Det måtte derfor styrke ham å høre oppmuntrende ord fra et og annet medlem i forsamlingen.

„Frykter ikke,“ lød det fra en kant til ham, „for dem, der slå legemet ihjel, men kunne ikke slå sjelen ihjel!“

„Når de overantvorde dere,“ lød det fra en annen kant til ham, „så værer ikke bekymrede for, hva og hvorledes dere skulle tale; thi det skal gives dere i den samme stund.“

Luther trådte med sin advokat Schurff hen for keiserens trone og bøyde seg dypt. Der ble stillhet i salen. Herolden mindede doktoren om, at han ikke måtte tale, uten når han ble adspurgt. John von Eck åpnet forhandlingen ved først på latin og deretter på tysk å spørre Luther, om han erkjente henved en snes bøker, der lå oppstablede på et bord i salen, for sine, og om han ville tilbakekalle deres innhold.

„Læs titlene opp,“ sa dr. Schurff skyndsomt, da Luther var i begrep med uten videre å svare ja på det første spørsmål.

Kansleren oplæste titlene; det viste seg da, at noen av bøkene var blot av oppbyggelig innhold. Luther tog nå til orde, først på tysk, deretter på latin, og erklærte, at han vedkjente seg hine skrifter og ikke ville fragå dem. Men hva det spørsmål angikk, om han ville tilbakekalle deres innhold, da måtte han bede om betenkningstid, før han kunne besvare det; thi det angikk troen og sjælens salighet og vedkom Guds ord, den største skatt i himlen og på jorden. Det ville derfor være formastelig av ham å ytre noe uten overlegg, hvorved han enten kunne komme til å si mindre eller påstå mer, enn sagen krevde, og derved falle under Kristi dom.

Luther hadde ytret seg med en besindighet og et måtehold, 126der av hans fiender kunne utlegges som tvilrådighet og ettergivenhet. Hans røst hadde dessuten vært så svak og sakte, at man kunne tro, han var bange. Keiseren hadde ikke, så lenge dr. Martin med den magre skikkelse, de bleke trekk og de innfalne kinner talte, hatt sine øyne fra ham; nå vendte han seg til erkebispen av Mains og sa i en spydig tone: „Denne munk vil ikke bevege meg til å bli kjetter.“ Etter at riksdagen hadde holdt råd, hver avdeling i sitt værelse, brakte kansleren Luther den besked, at ihvorvel han alt hadde hatt tid nok til å betenke seg, ville keiseren dog av sær nåde tilstå ham én dags betenkningstid; men så skulle han også gi sin mening tilkjenne muntlig, ikke skriftlig.

Herolden ledsaget Luther tilbake til hans bolig. På veien lød der både bifalds- og mishagsytringer etter ham. Om aftenen kom mange adelige til hans bolig og sa: „Hr. doktor, hvorledes går det? Man ymter om, at de vil brenne dere; men det skal ikke ske; før skal de alle omkomme.“ Fra det fjerne lød også oppmuntrende tilrop. Selv skrev Luther om aftenen i et ledig øyeblikk til en rådsherre i Wien noen få linjer og deri disse ord: „Jeg vil ikke tilbakekalle en tøddel, så sant Herren vil være meg nådig.“

Sagnet går, at Luther tilbrakte en del av natten, der fulgte på hans første opptreden i riksforsamlingen, med å spille på sin lutt og beskue den stjerneklare himmel. Vitterlig er det, at før han den neste dag igjen trådte frem for sine dommere, søkte han fred og styrke i inderlig bøn. „Du, min Gud,“ bad han, „stå meg bi mot all verdens visdom; gjør det; du må gjøre det, du alene! Thi det er ikke min, men din sak. — O Gud, o Gud, hører du ikke? Min Gud, er du død? Nei, du kan ikke dø, du skjuler deg kun. Har du utvalgt meg dertil, som jeg er viss på, så stå meg bi i din søns navn, der er mitt skjold og min borg. Sagen er rettferdig; den er din, o Gud! derfor vil jeg ikke skille meg fra deg evindelig. Det være besluttet i ditt navn! Verden må vel la være å tvinge min samvittighet; og om den enn var enda fullere av djevler, og skulle enn mitt legeme, der dog, o Gud, er dine hænders gjerning, gå til grunne og ødelegges, sjelen er din og tilhører deg og blir evig hos deg. Amen! Gud hjelpe meg! Amen!“

Om ettermiddagen kl. 4 kom riksmarskalken tillikemed herolden for å avhente Luther til riksforsamlingen. Der var enda 127større trengsel av mennesker enn den foregående dag; thi man visste, at en avgjørelse forestod. Da Luther kom til palasset, forhandledes andre sager av fyrstene, og han måtte derfor vente hele to timer, innen han ble innlatt. Den store folkemasse trykket og trengte seg om ham fra alle sider; slig tummel og uro var han ikke vant til. Skumringen var falt på, og bluss var blitt tente i forsamlingssalen, inntil det øyeblikk kom, som han vel ventet med spenning, men uten frykt; thi han underholdt seg lett og muntert med noen av de tilstedeværende. Da han endelig indlodes, trengte så mange uvedkommende inn med ham, at flere av riksdagens medlemmer hadde møye med å komme til sine plasser.

Johan von Eck begynte forhandlingen med å spørre Luther på latin og tysk, om han ville forsvare innholdet av alle de skrifter, han hadde vedkjent seg, eller tilbakekalle noe derav.

Luther tog ordet med mye ydmykhet og saktmodighet; han talte ikke i noen heftig eller skrikende tone, men dog med stor fasthet og freidighet. Han bad aller først keiseren og kurfyrstene høre ham nådig og unnskylde, i fall han, der ikke var oppdratt ved et hof, men i et kloster, skulle støte an mot hoffskikk.

Han bad alle, høye og lave, å overbevise ham av de evangeliske og profetiske skrifter om hans villfarelser. Skede det, var han villig til å kalle enhver villfarelse tilbake og skulle selv være den første til å kaste sine bøker på ilden. Heraf ville enhver kunne se, at han tilfulde hadde overveid og betenkt den farlige tvedrakt og det røre, hans lære skulle volde i verden, hvorom han dagen før var blitt alvorlig og strengt paamindet.

Da han var til ende, og keiseren hadde holdt råd med fyrstene, sa den keiserlige taler i en mindre vennlig tone til ham, at han ikke hadde gitt svar på tiltale; her var ikke stedet til å disputere om det, som kirkemøtet allerede hadde fastsatt og fordømt; han skulle kun svare slet og rett, om han ville gjenkalle eller ikke. Dertil svarte Luther: „Ettersom da deres keiserlige majestet og deres nåde begjærer et svar slet og rett, så vil jeg gi et, der hverken skal ha horn eller tenner, nemlig så: Med mindre jeg ved den hellige skrifts vitnesbyrd eller med åpenbare, klare og innlysende grunde overvinnes og overbevises — thi hverken paven eller kirkeforsamlingene alene tror jeg, da det ligger åpenbart for dagen, at de titt og mange ganger har feilet og motsagt seg selv — så jeg blir overvunnet ved 128de skriftsteder, jeg selv har anført og brukt, og min samvittighet fangen i Guds ord — så hverken kan eller vil jeg kalle noe tilbake; thi å handle imot sin samvittighet er hverken sikkert eller rådelig. Her står jeg; jeg kan ikke annet; Gud hjelpe meg! Amen!“

Dette mektige vitnesbyrd, avlagt med en martyrs høyhet og kraft, så rolig og så freidig, fremkalte beundring, forbauselse, forlegenhet og uvilje i forsamlingen. „Den munk,“ utbrøt keiseren, „taler uforferdet og med trøstigt mot.“ Kurfyrstene og stendene tog Luthers svar under overveielse; derpå forsøkte kansleren å gjendrive det.

Luther svarte med urokkelig fasthet, at han hadde gitt sitt svar slet og rett, dertil måtte han holde seg. Ikke alt var sannhet, hva kirkeforsamlingene hadde anordnet. Da kansleren kort bemerket, at dette ikke lot seg bevise, tilbød Luther å føre beviset derfor. Herover fortørnedes keiseren og gjorde ende på forhandlingene.

Det var blitt ganske mørkt, da forsamlingen, hvori der til sist var blitt uro og støy, skiltes ad. Man ga Luther to svenner med, der skulle følge ham hjem. Derover ble også noen tummel, og flere adelsmenn trengte seg frem og skrek heftig til doktoren: „Vil man føre dere i fengsel?“ „Nei, blot til mitt herberg,“ svarte han.

Som han var ved å gå bort, trådte et bud frem for ham med en sølvkanne, fylt med øl, hilste fra sin herre og bad ham vederkvege seg med denne drikk. „Hvem viser meg slig nåde?“ spurte Luther, og han fikk da den besked, at det var den gamle hertug av Brunsvig, skjønt han ellers var paven hengiven, og at fyrsten selv hadde smakt på drikken, før han sendte den. Luther tok imot gaven med de ord: „Således som hertug Erik i dag har tenkt på meg, så tenke vår Herre Kristus på ham i hans siste kamp!“ Budet forebrakte sin herre disse ord; de rant hertugen ihu på hans dødsleie, og han begjærte da, at hans kammersvend skulle vederkvege ham med evangelisk trøst.

Som et vitnesbyrd om, hvor dypt grepet Luther hadde vært, fortelles, at han, da han trådte inn i sitt herberg blant sine venner, glad løftet hendene iveiret og utbrøt: „Jeg er kommet igjennom det! Jeg er kommet igjennom det!“

Spalatin forteller, at han selv om aftenen ble kalt til kurfyrsten av Sachsen, som tok ham inn i sitt lønnkammer og der 129med ufordulgt glede utbrøt: „O, hvor skjønt har ikke pater Martin talt for keiseren og stendene! Han har vært modig nok; blot han ikke har vært det for meget.“

Stendene udvirkede hos keiseren en frist av tre dage for å forsøke ytterligere forhandlinger med Luther for å overtale ham til å falle tilføye.

Luther svarte: „Jeg vet ikke noe bedre råd enn det, Gamaliel ga“ (ap. gj. 5, 38): „Er dette verk av menneskene, så vil det forgå; men er det av Gud, så kan dere ikke forstyrre det.“ „Hellere,“ tilføyet han, „vil jeg tilsette liv og gods, rubb og stub, enn lade Guds klare og hellige ord fare.“

A. Listov.