Den 2den april 1521 tog Luther en rørende afsked med sine nærmeste venner i Wittenberg for at drage til Worms. „Dersom jeg,“ sagde han til Melanchthon, „ikke kommer tilbage, og mine fiender ombringer mig, saa maa du ikke lade af at lære og holde fast ved sandheden. Med mig er der ikke meget tabt, naar kun du bliver tilbage; i dig har Herren en endnu lærdere stridsmand.“ Med angest i sine hjerter og taarer i øinene saa mange af hans tilhængere ham rulle bort paa en aaben vogn, som magistraten havde sørget for. Hans 123reisefæller fra Wittenberg var kun tre. Underveis gjorde flere følge med dem.
Jo nærmere han kom til Worms, des mere vokste folkets deltagelse for ham. Man tilraabte ham: „Der er saa mange kardinaler og biskoper i Worms; I vil blive brændt til aske ligesom Johan Hus.“ Han svarede: „Og om de end tændte en ild imellem Wittenberg og Worms, der rak op til himlen, saa vil jeg i Herrens navn møde, træde i gabet mellem de store tænder paa Behemoth (nilhesten, Hjob 40, 10), bekjende Kristus og lade ham raade.“ Et kort stykke fra Worms modtog han endnu en advarsel, denne gang fra sin bekymrede ven Spalatin. „Kom ikke straks til Worms,“ lød budskabet, „thi dine bitre fiender der er mange.“ Men Luther var urokkelig. „Sig Spalatin,“ svarede han budet, „at om der end er saa mange djævle i Worms, som der er tagstene paa husene, saa maa jeg følge mit kald og drage derind.“ Kort før sin død mindedes han dette ved bordet i Eisleben og tilføiede da: „Ja, jeg var uforfærdet og frygtede intet; Gud kan vel gjøre en saa; jeg ved ikke, om jeg endnu vilde være ligesaa freidig.“
Tirsdagen den 16de april var kommen. I Worms sad man ved bordet; klokken var mellem ti og elleve om formiddagen. Da begyndte vægteren oppe paa domkirkens taarn at blæse i sit horn. „Nu kommer Luther!“ lød det allevegne, og en masse mennesker strømmede nedad gaden for at tage imod ham. Mange adelsmænd og hoffolk hos forskjellige fyrster, henved hundrede i tallet, havde allerede tidlig redet ud for at møde ham og ledsagede ham til byens port. Forrest red gjennem byen den keiserlige herold i sin embedsdragt; rigsvaabnet med ørnen skinnede paa hans bryst; han havde en svend ved sin side. Saa kom Luther i aaben vogn med sine ledsagere. Næst efter fulgte Justus Jonas med sin tjener tilhest. Henved en snes riddere omgav de reisende. En menneskemasse, større end ved keiserens indtog, bølgede dem imøde og fulgte med dem; den var vokset til over to tusende, inden Luther naaede sit herberg, hvor han steg af med de ord: „Herren vil være med mig.“
Saasnart Luthers ankomst spurgtes iblandt hans fiender, holdt en del af dem raad om, hvad der burde gjøres. Den pavelige 124nuntius forfægtede til det yderste, at man skulde tage leidet tilbage og overgive kjætteren til flammerne. Flere af fyrsterne modsatte sig dette med bestemthed. Keiseren lod ogsaa straks sine første raadsherrer kalde sammen og spurgte dem om deres mening. Den gik ud paa, at hans majestæt snarest muligt skulde rydde Luther af veien, saaledes som keiser Sigismund havde gjort med Huss; thi en kjætter skyldte man hverken at give eller holde noget leide. Men keiseren svarede med priselig fasthed: „Hvad man lover, det skal man ogsaa holde.“
Luther fik ingen ro i sit herberg; thi mange var de, der ønskede at se ham. Indtil langt ud paa natten kom grever, friherrer, riddere, geistlige og borgere og aflagde ham besøg. Alle beundrede de hans mod og freidighed.
Onsdag morgen den 17de indfandt rigsmarskalken sig i keiserens erende hos ham og indkaldte ham til at møde om eftermiddagen kl. 4 for rigsforsamlingen.
Der var strømmet en saadan mængde mennesker sammen i hovedgaden, at det var umuligt for herolden, der gik foran, at bane sig vei gjennem vrimlen. For at slippe trængslen blev Luther da ført igjennem gange og smug til det store bispepalads, hvor stænderne var samlede. Men nysgjerrige tilskuere ilede allevegne efter. Mange steg op paa tagene eller rakte sig ud af vinduerne i husene for at se et glimt af munken. Da han naaede bispepaladset, var ogsaa der en saadan stimmel, at han først kunde slippe ind, efterat vagten med hellebarder havde trængt mængden tilbage. Paa trapperne og gangene, i forværelserne, omkring ved vinduerne i forsamlingssalen vrimlede der atter af tilskuere; deres tal skal have været henimod fem tusende.
Luther var kommen til døren, som førte ind til rigsforsamlingens sal, da han traf paa ridder Georg af Frundsberg, den berømte hærfører, der havde kjæmpet tappert i saamangt et slag. Den gjæve ridder klappede ham venlig paa skulderen og sagde: „Munk, munk, du gaar nu en gang for at vove en dyst, som jeg og mangen kriger ikke har fristet, selv i det alleralvorligste slag. Men er du paa rette vei og vis i din sag, saa vær uforsagt og gaa i Guds navn; Gud vil ikke forlade dig.“
Døren aabnedes; Luther traadte ind og stod nu for den store og glimrende forsamling. Paa tronen sad keiseren i hele sin 125pragt; nærmest ham hans attenaarige broder, erkehertug Ferdinand af Østerrig; derefter rigets seks kurfyrster, tre paa hver side af keiseren, 24 hertuger, 7 markgrever, 30 erkebiskoper, biskoper og prælater, en mængde grever og friherrer, 7 gesandter fra fremmede magter, blandt dem ogsaa en fra Danmark, samt afsendinger fra 10 rigsstæder og de pavelige legater — ialt over 200 personer. Synet af disse høie dommere kunde vel i øieblikket gjøre et forvirrende og nedslaaende indtryk paa Luther, da han, afkræftet af sygdom, gik frem i salen, medens alles øine vogtede paa ham. Det maatte derfor styrke ham at høre opmuntrende ord fra et og andet medlem i forsamlingen.
„Frygter ikke,“ lød det fra en kant til ham, „for dem, der slaa legemet ihjel, men kunne ikke slaa sjælen ihjel!“
„Naar de overantvorde eder,“ lød det fra en anden kant til ham, „saa værer ikke bekymrede for, hvad og hvorledes I skulle tale; thi det skal gives eder i den samme stund.“
Luther traadte med sin advokat Schurff hen for keiserens trone og bøiede sig dybt. Der blev stilhed i salen. Herolden mindede doktoren om, at han ikke maatte tale, uden naar han blev adspurgt. John von Eck aabnede forhandlingen ved først paa latin og derefter paa tysk at spørge Luther, om han erkjendte henved en snes bøger, der laa opstablede paa et bord i salen, for sine, og om han vilde tilbagekalde deres indhold.
„Læs titlerne op,“ sagde dr. Schurff skyndsomt, da Luther var i begreb med uden videre at svare ja paa det første spørgsmaal.
Kansleren oplæste titlerne; det viste sig da, at nogle af bøgerne var blot af opbyggeligt indhold. Luther tog nu tilorde, først paa tysk, derefter paa latin, og erklærede, at han vedkjendte sig hine skrifter og ikke vilde fragaa dem. Men hvad det spørgsmaal angik, om han vilde tilbagekalde deres indhold, da maatte han bede om betænkningstid, før han kunde besvare det; thi det angik troen og sjælens salighed og vedkom Guds ord, den største skat i himlen og paa jorden. Det vilde derfor være formasteligt af ham at ytre noget uden overlæg, hvorved han enten kunde komme til at sige mindre eller paastaa mere, end sagen krævede, og derved falde under Kristi dom.
Luther havde ytret sig med en besindighed og et maadehold, 126der af hans fiender kunde udlægges som tvilraadighed og eftergivenhed. Hans røst havde desuden været saa svag og sagte, at man kunde tro, han var bange. Keiseren havde ikke, saalænge dr. Martin med den magre skikkelse, de blege træk og de indfaldne kinder talte, havt sine øine fra ham; nu vendte han sig til erkebispen af Mains og sagde i en spydig tone: „Denne munk vil ikke bevæge mig til at blive kjætter.“ Efterat rigsdagen havde holdt raad, hver afdeling i sit værelse, bragte kansleren Luther den besked, at ihvorvel han alt havde havt tid nok til at betænke sig, vilde keiseren dog af sær naade tilstaa ham én dags betænkningstid; men saa skulde han ogsaa give sin mening tilkjende mundtlig, ikke skriftlig.
Herolden ledsagede Luther tilbage til hans bolig. Paa veien lød der baade bifalds- og mishagsytringer efter ham. Om aftenen kom mange adelige til hans bolig og sagde: „Hr. doktor, hvorledes gaar det? Man ymter om, at de vil brænde eder; men det skal ikke ske; før skal de alle omkomme.“ Fra det fjerne lød ogsaa opmuntrende tilraab. Selv skrev Luther om aftenen i et ledigt øieblik til en raadsherre i Wien nogle faa linjer og deri disse ord: „Jeg vil ikke tilbagekalde en tøddel, saasandt Herren vil være mig naadig.“
Sagnet gaar, at Luther tilbragte en del af natten, der fulgte paa hans første optræden i rigsforsamlingen, med at spille paa sin luth og beskue den stjerneklare himmel. Vitterligt er det, at før han den næste dag igjen traadte frem for sine dommere, søgte han fred og styrke i inderlig bøn. „Du, min Gud,“ bad han, „staa mig bi mod al verdens visdom; gjør det; du maa gjøre det, du alene! Thi det er ikke min, men din sag. — O Gud, o Gud, hører du ikke? Min Gud, er du død? Nei, du kan ikke dø, du skjuler dig kun. Har du udvalgt mig dertil, som jeg er vis paa, saa staa mig bi i din søns navn, der er mit skjold og min borg. Sagen er retfærdig; den er din, o Gud! derfor vil jeg ikke skille mig fra dig evindelig. Det være besluttet i dit navn! Verden maa vel lade være at tvinge min samvittighed; og om den end var endnu fuldere af djævle, og skulde end mit legeme, der dog, o Gud, er dine hænders gjerning, gaa tilgrunde og ødelægges, sjælen er din og tilhører dig og bliver evig hos dig. Amen! Gud hjælpe mig! Amen!“
Om eftermiddagen kl. 4 kom rigsmarskalken tilligemed herolden for at afhente Luther til rigsforsamlingen. Der var endnu 127større trængsel af mennesker end den foregaaende dag; thi man vidste, at en afgjørelse forestod. Da Luther kom til paladset, forhandledes andre sager af fyrsterne, og han maatte derfor vente hele to timer, inden han blev indladt. Den store folkemasse trykkede og trængte sig om ham fra alle sider; slig tummel og uro var han ikke vant til. Skumringen var falden paa, og blus var blevne tændte i forsamlingssalen, indtil det øieblik kom, som han vel ventede med spænding, men uden frygt; thi han underholdt sig let og muntert med nogle af de tilstedeværende. Da han endelig indlodes, trængte saa mange uvedkommende ind med ham, at flere af rigsdagens medlemmer havde møie med at komme til sine pladse.
Johan von Eck begyndte forhandlingen med at spørge Luther paa latin og tysk, om han vilde forsvare indholdet af alle de skrifter, han havde vedkjendt sig, eller tilbagekalde noget deraf.
Luther tog ordet med megen ydmyghed og sagtmodighed; han talte ikke i nogen heftig eller skrigende tone, men dog med stor fasthed og freidighed. Han bad allerførst keiseren og kurfyrsterne høre ham naadig og undskylde, ifald han, der ikke var opdragen ved et hof, men i et kloster, skulde støde an mod hofskik.
Han bad alle, høie og lave, at overbevise ham af de evangeliske og profetiske skrifter om hans vildfarelser. Skede det, var han villig til at kalde enhver vildfarelse tilbage og skulde selv være den første til at kaste sine bøger paa ilden. Heraf vilde enhver kunne se, at han tilfulde havde overveiet og betænkt den farlige tvedragt og det røre, hans lære skulde volde i verden, hvorom han dagen før var bleven alvorlig og strengt paamindet.
Da han var tilende, og keiseren havde holdt raad med fyrsterne, sagde den keiserlige taler i en mindre venlig tone til ham, at han ikke havde givet svar paa tiltale; her var ikke stedet til at disputere om det, som kirkemødet allerede havde fastsat og fordømt; han skulde kun svare slet og ret, om han vilde gjenkalde eller ikke. Dertil svarede Luther: „Eftersom da eders keiserlige majestæt og eders naade begjærer et svar slet og ret, saa vil jeg give et, der hverken skal have horn eller tænder, nemlig saa: Medmindre jeg ved den hellige skrifts vidnesbyrd eller med aabenbare, klare og indlysende grunde overvindes og overbevises — thi hverken paven eller kirkeforsamlingerne alene tror jeg, da det ligger aabenbart for dagen, at de tidt og mange gange har feilet og modsagt sig selv — saa jeg bliver overvunden ved 128de skriftsteder, jeg selv har anført og brugt, og min samvittighed fangen i Guds ord — saa hverken kan eller vil jeg kalde noget tilbage; thi at handle imod sin samvittighed er hverken sikkert eller raadeligt. Her staar jeg; jeg kan ikke andet; Gud hjælpe mig! Amen!“
Dette mægtige vidnesbyrd, aflagt med en martyrs høihed og kraft, saa rolig og saa freidig, fremkaldte beundring, forbauselse, forlegenhed og uvilje i forsamlingen. „Den munk,“ udbrød keiseren, „taler uforfærdet og med trøstigt mod.“ Kurfyrsterne og stænderne tog Luthers svar under overveielse; derpaa forsøgte kansleren at gjendrive det.
Luther svarede med urokkelig fasthed, at han havde givet sit svar slet og ret, dertil maatte han holde sig. Ikke alt var sandhed, hvad kirkeforsamlingerne havde anordnet. Da kansleren kort bemerkede, at dette ikke lod sig bevise, tilbød Luther at føre beviset derfor. Herover fortørnedes keiseren og gjorde ende paa forhandlingerne.
Det var blevet ganske mørkt, da forsamlingen, hvori der tilsidst var bleven uro og støi, skiltes ad. Man gav Luther to svende med, der skulde følge ham hjem. Derover blev ogsaa nogen tummel, og flere adelsmænd trængte sig frem og skreg heftig til doktoren: „Vil man føre eder i fængsel?“ „Nei, blot til mit herberg,“ svarede han.
Som han var ved at gaa bort, traadte et bud frem for ham med en sølvkande, fyldt med øl, hilste fra sin herre og bad ham vederkvæge sig med denne drik. „Hvem viser mig slig naade?“ spurgte Luther, og han fik da den besked, at det var den gamle hertug af Brunsvig, skjønt han ellers var paven hengiven, og at fyrsten selv havde smagt paa drikken, før han sendte den. Luther tog imod gaven med de ord: „Saaledes som hertug Erik idag har tænkt paa mig, saa tænke vor Herre Kristus paa ham i hans sidste kamp!“ Budet forebragte sin herre disse ord; de randt hertugen ihu paa hans dødsleie, og han begjærede da, at hans kammersvend skulde vederkvæge ham med evangelisk trøst.
Som et vidnesbyrd om, hvor dybt greben Luther havde været, fortælles, at han, da han traadte ind i sit herberg blandt sine venner, glad løftede hænderne iveiret og udbrød: „Jeg er kommen igjennem det! Jeg er kommen igjennem det!“
Spalatin fortæller, at han selv om aftenen blev kaldt til kurfyrsten af Sachsen, som tog ham ind i sit lønkammer og der 129med ufordulgt glæde udbrød: „O, hvor skjønt har ikke pater Martin talt for keiseren og stænderne! Han har været modig nok; blot han ikke har været det for meget.“
Stænderne udvirkede hos keiseren en frist af tre dage for at forsøge yderligere forhandlinger med Luther for at overtale ham til at falde tilføie.
Luther svarede: „Jeg ved ikke noget bedre raad end det, Gamaliel gav“ (ap. gj. 5, 38): „Er dette verk af menneskene, saa vil det forgaa; men er det af Gud, saa kan I ikke forstyrre det.“ „Hellere,“ tilføiede han, „vil jeg tilsætte liv og gods, rub og stub, end lade Guds klare og hellige ord fare.“
A. Listov.