114

Kongetigeren opnaar en længde af henimod 2 meter fra snuden til halen; dens høide over skulderen udgjør henimod 1 meter. Kroppen er noget mere langstrakt og hovedet rundere end løvens, halen lang og uden dusk, haarlaget kort og glat; kun paa kinderne er det forlænget til et slags skjeg. Grundfarven er lys rustgul med sorte tverstriber, halen er lysere og besat med sorte ringe. Tigerens udbredelseskreds er paafaldende stor; grænserne for dens udbredelse er imod vest den sydlige rand af det vestlige Kaukasus, imod øst det store verdenshav, mod syd Java og Sumatra og mod nord det sydlige Sibirien; men dens egentlige hjemstavn er Indien, saavel For- som Bagindien.

Tigeren opholder sig ikke alene i junglekrat, men ogsaa i skoge med høistammede trær, dog kun indtil en vis høide over havet. Den gaar aldrig op til græsgangene imellem bjergene; derimod nærmer den sig ofte landsbyer, ja endog store byer; fortrinsvis opholder den sig mellem bambusrør og sivkrat ved flodbredderne, navnlig i skyggen af en busk, kaldet Korinta, hvis krone er saa tæt, at der neppe kan trænge en solstraale igjennem den. Den er ikke noget egentligt natdyr; den streifer om til alle tider, omend helst nogle timer før og efter solens nedgang. Den lægger sig især paa lur ved flodbredderne, hvor dyrene kommer for at drikke og menneskene for at anstille andagtsøvelser, og mange bodfærdige bliver dens ofre. Den angriber endog unge elefanter og næshorn; men en udvokset elefant maa den bøie sig for.

Tigeren snor sig som en slange hen mod sit bytte, styrter sig med et par spring paa det og slaar klørne med saa stor kraft i dets nakke, at endog det sterkeste dyr synker i knæ. Saarene er meget farlige og kan være indtil 12 centimeter dybe. En tiger kastede sig under et regiments fremrykning over en kamel og brækkede dens laar med ett slag; en anden skal endog have kastet en elefant omkuld. Heste samt hornkvæg og hjorte gjør ingen modstand; kun de modige hanbøfler vover at gaa løs paa tigeren og bruger sine horn med held imod den.

En engelsk reisende, Forbes, forsikrer, at der er steder, hvor en forbindelse mellem beboerne vilde være umulig, dersom tigeren ikke var meget bange for ild. I Indien reiser man for hedens 115skyld sedvanlig om natten, og da hænder det endnu ofte, at tigeren angriber reiseselskabet, selv om det er nok saa stort, og uden at lade sig skræmme af fakler og trommer. Forbes har oplevet, at tre vel bevæbnede skildvagter paa én nat blev opædte af tigere. Tropper er ikke engang sikre under sin fremrykning, og efternølere falder i mængde som bytte. Tigeren trænger ind i landsbyer, ja endog i byer og bortfører mennesker ved høilys dag. I nogle egne har befolkningen endog maattet udvandre, naar den ikke kunde beskytte sig ved en stadig brændende ild eller ved at omgive landsbyerne med høie tjørnehækker. Man har dog eksempler paa, at folk, som er blevne grebne og bortførte af en tiger, har reddet sig selv. Saaledes satte en tiger med et frygteligt spring op paa ryggen af en elefant, rev en engelskmand ned af sadelen og løb bort med ham. Bedøvet af faldet, smerten og skrækken, kom han først til besindelse ved, at tjørnene i krattet sønderrev hans ansigt. Han havde aandsnærværelse nok til at trække en pistol frem af beltet og skyde den af paa rovdyret; men skuddet havde kun til følge, at tigeren bed kraftigere i ham. Han opgav dog ikke haabet, men tog en anden pistol frem og afskjød den paa tigerens skulderblad; heldigvis traf kuglen hjertet, og tigeren styrtede død til jorden. Hans venner havde hørt skuddene og fandt ham liggende uden besindelse ovenpaa dyret. Han slap dog derfra med livet, men beholdt et lamt ben til erindring om hin time.

Det er yderst sjelden tilfældet, at en tiger trækker sig tilbage fra et menneske uden at angribe. De folk, som har sin stadige gang i skogene, saasom hyrder, brevbærere og folk, der samler sandeltræ, lever i en bestandig fare. Forbes beretter, at de brevbærere, som om natten passerer skoge, endnu ofte slæbes bort af tigere, selv om de ledsages af væbnede fakkelbærere og trommeslagere. I det snevre pas Kutkum-Sandi i Ostindien laa der en huntiger paa lur, som i flere maaneder daglig dræbte mennesker. Dette ene dyr havde i lang tid afbrudt forbindelsen med de tilstødende provinser, saa at regjeringen tilsidst saa sig nødsaget til at udsætte en betydelig belønning for at faa dyret dræbt; men det var til ingen nytte, da der ikke fandtes nogen, der vilde vove forsøget.

Tigerens styrke er overordentlig. Den slæber let afsted med et menneske eller en hjort, ja endog med en hest eller en bøffel. Naar den angriber en okse, springer den op paa dens ryg, slaar klørne i dens nakke og slikker det udstrømmende blod. Først derefter 116slæber den dyret ind i tykningen, hvor den bevogter det til om aftenen og tilbringer natten med at fortære det. Tigeren er graadigere end ulven og gaar kun af og til bort for at drikke. De tigere, som har smagt menneskekjød, foretrækker dette for alt andet. Efter et godt maaltid falder tigeren i saa dyb søvn, at den ofte ligger en hel dag i halv bevidstløs tilstand.

Tigerens sterke formering har dels sin grund i de indfødtes overtro, idet den paa visse steder betragtes som en guddom og skaanes, dels i de bestandige krige i Ostindien. I Hyder Alis tid tog tigrene saaledes overhaand i en umaadelig grad. Nogle fyrster i Indien forbyder endnu tigerjagten, da de vil beholde den for sig selv. Deraf kan det forklares, at engelskmændene i det korte tidsrum af 4 aar kunde dræbe 1032 tigere i den ene provins Kandesch i Dekan. I Siam og Birma, især i Irawaddis rørskoge, skal der være endnu større overflod af tigere. I den nyere tid har den engelske regjering gjort meget for at udrydde tigrene. Man betaler en pengebelønning for hvert tigerhoved, og paa den maade har man for længe siden allerede udgivet 30 000 pund sterling eller omtrent 540 000 kroner.

En reisende beskriver en stor jagt, som nabobben af Audh foranstaltede. Han medførte en hel hær af fodfolk, rytteri, skyts, over tusende elefanter og en uoverskuelig skare af kjærrer, kameler, heste og okser. Kvinderne sad i lukkede vogne. Til følget hørte der bajaderer, sangere, gjøglere, jagtleoparder, falke, kamphaner, ja endog nattergale og duer. I nærheden af Indiens nordgrænse fældtes der en stor mængde vildt; endelig opdagedes en tiger, og dens skjulested blev straks omringet med 200 elefanter. Medens disse rykkede frem, lød der fra buskene en sterk knurren, og førend der var faldet noget skud, sprang tigeren op paa ryggen af en elefant, der bar tre jægere. Elefanten rystede sig voldsomt og kastede saavel tigeren som jægerne af, saa at de fløi ind i buskene. Man troede, at det havde været ude med jægerne; men det varede ikke længe, før man saa dem krybe uskadte frem. Nabobben lod nu store masser af elefanter rykke ind i krattet for at drive tigeren hen mod det sted, hvor han selv holdt paa sin elefant. Tigeren blev anskudt og jaget hen mod nabobben, hvor den fik sit banesaar.

En anden reisende var med paa en tigerjagt, som den øverstkommanderende over den indiske hær anstillede. Firti elefanter 117stod beredte; de 8 af dem var bestemte for jægerne. Hver elefant havde et med rørfletning omgivet sæde for en skytte og bag dette et mindre for den betjent, der holdt 2—3 bøsser i beredskab. Forrest paa halsen sad mahutten. De øvrige 32 elefanter var bestemte til at drive; paa flere af dem sad der 2—3 indfødte foruden styreren. Alle elefanterne rykkede frem gjennem rør og siv af 5—6 meters høide. Da de løftede snablerne og gjentagende udstødte sin bekjendte trompetagtige lyd, var det et sikkert tegn paa, at der var tigere i nærheden. Den første tiger blev opdaget og fældet af en udmerket skytte, der havde været med at fælde hundrede tigere. Det saarede dyr sprang i et nu op paa elefantens snabel; men det uhyre dyr blev staaende ubevægelig. Skytten gav da tigeren endnu et skud, hvorpaa den faldt til jorden; dog døde den først efter det tredje skud. Den blev bunden paa en elefant, der imidlertid kun modstræbende tog imod denne byrde.

De indiske fyrster bruger ogsaa garn til tigerjagt. De er paa det laveste sted 4 meter høie og er løst anbragte paa bambusstænger, forat de straks kan falde ned og vikle sig om tigeren, naar denne springer imod dem. Garnene danner en vinkel, i hvilken der er anbragt et stillads for skytterne.

Man bruger allehaande midler for at drive tigeren hen imod skydepladsen; man trommer, skyder og kaster brændende fakler ind i rørene; men især har det vist sig virksomt at lade raketter fare hen igjennem junglerne; thi imod disse med saa stor kraft og larm forbisusende ilddrager holder ingen tiger stand.

Der gives mange andre jagtmaader; man opstiller saaledes fælder og graver faldgruber. En tilsyneladende farlig, men i virkeligheden temmelig sikker jagtmaade er følgende: Man bygger et bur af sterke bambusrør; i buret staar der en med et spyd bevæbnet mand. Ved nattens frembrud kommer tigeren, som manden søger at lokke til sig ved at skrige og jamre sig. Tigeren kommer nærmere, og saasnart den har opdaget sit formentlige offer, søger den at sønderrive gitteret. Men ved denne bevægelse maa den nødvendigvis vende brystet til, og et eneste stød af det undertiden forgiftede spyd er i regelen nok til at dræbe den.

Det er merkværdigt, at dette mægtige dyr maa bukke under selv for lette saar; en anskudt tiger dør næsten altid. Men det maa erindres, hvilken magt insekterne har i dette klima; de sætter 118sig i saarene og frembringer ondartede bylder samt en saarfeber, som gjør ende paa dyrets liv.

En øvet tigerjæger har et ikke ringe udbytte af sin jagt foruden den belønning, som tilfalder ham. Vel spises kjødet ikke; men skindet, klørne, tænderne og fedtet gjøres i penge.

A. C. Brehm ved P. A. Mariager.

114

Kongetigeren oppnår en lengde av henimot 2 meter fra snuten til halen; dens høyde over skulderen utgjør henimot 1 meter. Kroppen er noe mer langstrakt og hodet rundere enn løvens, halen lang og uten dusk, hårlaget kort og glatt; kun på kinnene er det forlenget til et slags skjegg. Grunnfarven er lys rustgul med sorte tverrstriper, halen er lysere og besatt med sorte ringe. Tigerens utbredelseskrets er påfallende stor; grensene for dens utbredelse er imot vest den sydlige rand av det vestlige Kaukasus, imot øst det store verdenshav, mot syd Java og Sumatra og mot nord det sydlige Sibirien; men dens egentlige hjemstavn er Indien, såvel For- som Bagindien.

Tigeren opholder seg ikke alene i junglekrat, men også i skoger med høystammede trær, dog kun inntil en viss høyde over havet. Den går aldri opp til græsgangene imellom bjergene; derimot nærmer den seg ofte landsbyer, ja endog store byer; fortrinnsvis opholder den seg mellom bambusrør og sivkratt ved flodbreddene, navnlig i skyggen av en busk, kalt Korinta, hvis krone er så tett, at der neppe kan trenge en solstråle igjennom den. Den er ikke noe egentlig nattdyr; den streifer om til alle tider, omend helst noen timer før og etter solens nedgang. Den legger seg især på lur ved flodbreddene, hvor dyrene kommer for å drikke og menneskene for å anstille andagtsøvelser, og mange botferdige blir dens ofre. Den angriper endog unge elefanter og neshorn; men en utvokst elefant må den bøye seg for.

Tigeren snor seg som en slange hen mot sitt bytte, styrter seg med et par spring på det og slår klørne med så stor kraft i dets nakke, at endog det sterkeste dyr synker i kne. Sårene er meget farlige og kan være inntil 12 centimeter dype. En tiger kastet seg under et regiments fremrykning over en kamel og brækkede dens lår med ett slag; en annen skal endog ha kastet en elefant omkuld. Hester samt hornkvæg og hjorter gjør ingen motstand; kun de modige hanbøfler vover å gå løs på tigeren og bruker sine horn med held imot den.

En engelsk reisende, Forbes, forsikrer, at der er steder, hvor en forbindelse mellom beboerne ville være umulig, dersom tigeren ikke var meget bange for ild. I Indien reiser man for hedens 115skyld sedvanlig om natten, og da hender det ennå ofte, at tigeren angriper reiseselskapet, selv om det er nok så stort, og uten å la seg skremme av fakler og trommer. Forbes har opplevd, at tre vel bevæbnede skiltvakter på én natt ble opædte av tigere. Tropper er ikke engang sikre under sin fremrykning, og etternølere faller i mengde som bytte. Tigeren trenger inn i landsbyer, ja endog i byer og bortfører mennesker ved høylys dag. I noen egne har befolkningen endog måttet utvandre, når den ikke kunne beskytte seg ved en stadig brennende ild eller ved at omgive landsbyene med høye tjørnehækker. Man har dog eksempler på, at folk, som er blitt grepne og bortførte av en tiger, har reddet seg selv. Således satte en tiger med et fryktelig spring opp på ryggen av en elefant, rev en engelskmann ned av sadelen og løp bort med ham. Bedøvet av fallet, smerten og skrekken, kom han først til besinnelse ved, at tjørnene i krattet sønderrev hans ansikt. Han hadde åndsnærværelse nok til å trekke en pistol frem av beltet og skyde den av på rovdyret; men skuddet hadde kun til følge, at tigeren bet kraftigere i ham. Han oppga dog ikke håpet, men tok en annen pistol frem og afskjød den på tigerens skulderblad; heldigvis traff kuglen hjertet, og tigeren styrtet død til jorden. Hans venner hadde hørt skuddene og fant ham liggende uten besinnelse ovenpå dyret. Han slapp dog derfra med livet, men beholdt et lamt ben til erindring om hin time.

Det er ytterst sjelden tilfellet, at en tiger trekker seg tilbake fra et menneske uten å angripe. De folk, som har sin stadige gang i skogene, saasom hyrder, brevbærere og folk, der samler sandeltre, lever i en bestandig fare. Forbes beretter, at de brevbærere, som om natten passerer skoger, ennå ofte slepes bort av tigere, selv om de ledsages av væpnede fakkelbærere og trommeslagere. I det snevre pas Kutkum-Sandi i Ostindien lå der en hunntiger på lur, som i flere måneder daglig drepte mennesker. Dette ene dyr hadde i lang tid avbrutt forbindelsen med de tilstøtende provinser, så at regjeringen til sist så seg nødsaget til å utsette en betydelig belønning for å få dyret drept; men det var til ingen nytte, da der ikke fantes noen, der ville vove forsøket.

Tigerens styrke er overordentlig. Den sleper lett av sted med et menneske eller en hjort, ja endog med en hest eller en bøffel. Når den angriper en okse, springer den opp på dens rygg, slår klørne i dens nakke og slikker det udstrømmende blod. Først deretter 116sleper den dyret inn i tykningen, hvor den bevokter det til om aftenen og tilbringer natten med å fortære det. Tigeren er graadigere enn ulven og går kun av og til bort for å drikke. De tigere, som har smakt menneskekjød, foretrekker dette for alt annet. Etter et godt måltid faller tigeren i så dyp søvn, at den ofte ligger en hel dag i halv bevisstløs tilstand.

Tigerens sterke formering har dels sin grunn i de innfødtes overtro, idet den på visse steder betraktes som en guddom og skånes, dels i de bestandige krige i Ostindien. I Hyder Alis tid tog tigrene således overhånd i en umåtelig grad. Noen fyrster i Indien forbyr ennå tigerjagten, da de vil beholde den for seg selv. Derav kan det forklares, at engelskmennene i det korte tidsrom av 4 år kunne drepe 1032 tigere i den ene provins Kandesch i Dekan. I Siam og Birma, især i Irawaddis rørskoger, skal der være enda større overflod av tigere. I den nyere tid har den engelske regjering gjort meget for å utrydde tigrene. Man betaler en pengebelønning for hvert tigerhode, og på den måte har man for lenge siden allerede utgitt 30 000 pund sterling eller omtrent 540 000 kroner.

En reisende beskriver en stor jakt, som nabobben av Audh foranstaltede. Han medførte en hel hær av fotfolk, rytteri, skyts, over tusende elefanter og en uoverskuelig skare av kjerrer, kameler, hester og okser. Kvinnene satt i lukkede vogner. Til følget hørte der bajaderer, sangere, gjøglere, jaktleoparder, falker, kamphaner, ja endog nattergaler og duer. I nærheten av Indiens nordgrense fældtes der en stor mengde vilt; endelig opdagedes en tiger, og dens skjulested ble straks omringet med 200 elefanter. Mens disse rykket frem, lød der fra buskene en sterk knurren, og før der var falt noe skudd, sprang tigeren opp på ryggen av en elefant, der bar tre jegere. Elefanten rystet seg voldsomt og kastet såvel tigeren som jegerne av, så at de fløy inn i buskene. Man trodde, at det hadde vært ute med jegerne; men det varte ikke lenge, før man så dem krype uskadde frem. Nabobben lot nå store masser av elefanter rykke inn i krattet for å drive tigeren hen mot det sted, hvor han selv holdt på sin elefant. Tigeren ble anskudt og jaget hen mot nabobben, hvor den fikk sitt banesår.

En annen reisende var med på en tigerjakt, som den øverstkommanderende over den indiske hær anstilte. Firti elefanter 117stod beredte; de 8 av dem var bestemte for jegerne. Hver elefant hadde et med rørfletning omgivet sete for en skytte og bak dette et mindre for den betjent, der holdt 2—3 bøsser i beredskap. Forrest på halsen satt mahutten. De øvrige 32 elefanter var bestemte til å drive; på flere av dem satt der 2—3 innfødte foruten styreren. Alle elefantene rykket frem gjennom rør og siv av 5—6 meters høyde. Da de løftet snablene og gjentagende utstøtte sin bekjente trompetagtige lyd, var det et sikkert tegn på, at der var tigere i nærheten. Den første tiger ble oppdaget og felt av en utmerket skytte, der hadde vært med å felle hundre tigere. Det saarede dyr sprang i et nå opp på elefantens snabel; men det uhyre dyr ble stående ubevegelig. Skytten ga da tigeren ennå et skudd, hvorpå den falt til jorden; dog døde den først etter det tredje skudd. Den ble bunden på en elefant, der imidlertid kun motstrebende tok imot denne byrde.

De indiske fyrster bruker også garn til tigerjakt. De er på det laveste sted 4 meter høye og er løst anbrakte på bambusstenger, for at de straks kan falle ned og vikle seg om tigeren, når denne springer imot dem. Garnene danner en vinkel, i hvilken der er anbrakt et stillas for skytterne.

Man bruker allehånde midler for å drive tigeren hen imot skyteplassen; man trommer, skyder og kaster brennende fakler inn i rørene; men især har det vist seg virksomt å la raketter fare hen igjennom junglene; thi imot disse med så stor kraft og larm forbisusende ilddrager holder ingen tiger stand.

Der gives mange andre jaktmåter; man oppstiller således feller og graver fallgruver. En tilsynelatende farlig, men i virkeligheten temmelig sikker jaktmåte er følgende: Man bygger et bur av sterke bambusrør; i buret står der en med et spyd bevæpnet mann. Ved nattens frembrudd kommer tigeren, som mannen søker å lokke til seg ved å skrike og jamre seg. Tigeren kommer nærmere, og så snart den har oppdaget sitt formentlige offer, søker den å sønderrive gitteret. Men ved denne bevegelse må den nødvendigvis vende brystet til, og et eneste støt av det undertiden forgiftede spyd er i regelen nok til å drepe den.

Det er merkverdig, at dette mektige dyr må bukke under selv for lette sår; en anskudt tiger dør nesten alltid. Men det må erindres, hvilken makt insektene har i dette klima; de setter 118seg i sårene og frembringer ondartede byller samt en sårfeber, som gjør ende på dyrets liv.

En øvet tigerjeger har et ikke ringe utbytte av sin jakt foruten den belønning, som tilfaller ham. Vel spises kjøttet ikke; men skinnet, klørne, tennene og fettet gjøres i penger.

A. C. Brehm ved P. A. Mariager.