112

I en stor renflok er det i regelen blot simlerne, som holder vagt, og iblandt disse igjen en enkelt, som især har dette ansvarsfulde hverv, og som derfor af jægerne benævnes «varsimle.» Har man nogen tid iagttaget disse dyr paa jagt, vil den øvede jæger ikke længe være i tvil om, hvem varsimlen er i flokken. Man ser det paa dens altid urolige bevægelser og paa den stilling, den indtager, staaende eller liggende lidt afsides fra flokken, men altid paa et sted, hvor den har den bedste udsigt 113over terrænet. Varsimlen ser i regelen mager og ussel ud, da den næsten aldrig faar give sig ro til at beite, og følgen heraf er igjen, at medens hele flokken forøvrigt ud i august har røitet vinterhaarene og ser temmelig sort ud, er varsimlen endnu ofte lyshaaret eller flekkevis behængt med lyse dotter af urøitede vinterhaar.

Det er varsimlen, som altid først bryder op og enten anfører flokken eller gaar et stykke bagefter. Ved mindste formodning om fare springer den voldsomt til for at tildrage sig opmerksomhed, kaster hovedet tilbage mod den kant, hvorfra den formoder, ser eller lugter faren, og sætter saa afsted, efterfulgt af hele flokken. Er saa retningen bestemt, som skal tages, sakker den ofte bagud og overlader anførselen til en anden simle eller en buk; men vil den atter, at retningen skal forandres, stanser den, og hele flokken stanser ogsaa og kaster om i den nye retning, varsimlen tager. En varsimle er altid et temmelig gammelt dyr, som er vel kjendt i trakten og naturligvis har god rede paa, hvor der i ur og bratfjeld er fremkommeligt eller ufremkommeligt, og hvor de sikreste pladse eller flyer findes til at tage middagshvile paa.

Undertiden har jeg seet en flok med to varsimler. Den ene gaar da et par meter foran og den anden et par meter efter flokken.

Bukkene tager tingen temmelig magelig, især naar flokken beiter eller hviler. De kan ligge ganske rolig og tygge drøv eller strækker undertiden endog alle fire ben ud og lægger hovedet fladt ned paa marken.

Det hænder ikke sjelden, at varsimlen synes, at denne uagtsomhed gaar for vidt, eller finder, at bukkene ikke kommer hurtig nok paa benene, naar den ved sine sprang hid og did med opløftet hoved har antydet fare, og den springer da hen og stanger til dem med sine smaa horntakker for at faa dem op paa benene, omtrent paa samme maade, hvorpaa, som bekjendt, røien varskoer tiuren, naar den ser, at han ikke merker en jæger, som nærmer sig.

Undertiden synes varsimlen med vilje at gjøre blind allarm eller paa skrømt at skræmme flokken med sine fagter og faa dem til at fare op og afsted et ganske kort stykke. Men saa slaar den sig til ro igjen, ligesom om den kun vilde være sikker paa, at de var opmerksomme, hørige og lydige.

J. A. Friis.

V. bd.

112

I en stor reinflokk er det i regelen blot simlene, som holder vagt, og iblant disse igjen en enkelt, som især har dette ansvarsfulle hverv, og som derfor av jegerne benevnes «varsimle.» Har man noen tid iakttatt disse dyr på jakt, vil den øvede jeger ikke lenge være i tvil om, hvem varsimlen er i flokken. Man ser det på dens alltid urolige bevegelser og på den stilling, den inntar, stående eller liggende litt avsides fra flokken, men alltid på et sted, hvor den har den beste utsikt 113over terrenget. Varsimlen ser i regelen mager og ussel ut, da den nesten aldri får gi seg ro til å beite, og følgen heraf er igjen, at mens hele flokken forøvrig ut i august har røytet vinterhårene og ser temmelig sort ut, er varsimlen ennå ofte lyshåret eller flekkevis behengt med lyse dotter av urøitede vinterhår.

Det er varsimlen, som alltid først bryter opp og enten anfører flokken eller går et stykke bakefter. Ved minste formodning om fare springer den voldsomt til for å tildra seg oppmerksomhet, kaster hodet tilbake mot den kant, hvorfra den formoder, ser eller lukter faren, og setter så av sted, etterfulgt av hele flokken. Er så retningen bestemt, som skal tas, sakker den ofte bakut og overlater anførselen til en annen simle eller en buk; men vil den atter, at retningen skal forandres, stanser den, og hele flokken stanser også og kaster om i den nye retning, varsimlen tar. En varsimle er alltid et temmelig gammelt dyr, som er vel kjent i trakten og naturligvis har god rede på, hvor der i ur og brattfjell er fremkommelig eller ufremkommelig, og hvor de sikreste plasser eller flyer finnes til å ta middagshvile på.

Undertiden har jeg sett en flok med to varsimler. Den ene går da et par meter foran og den annen et par meter etter flokken.

Bukkene tar tingen temmelig makelig, især når flokken beiter eller hviler. De kan ligge ganske rolig og tygge drøv eller strekker undertiden endog alle fire ben ut og legger hodet flatt ned på marken.

Det hender ikke sjelden, at varsimlen synes, at denne uaktsomhet går for vidt, eller finner, at bukkene ikke kommer hurtig nok på benene, når den ved sine sprang hit og dit med oppløftet hode har antydet fare, og den springer da hen og stanger til dem med sine små horntakker for å få dem opp på benene, omtrent på samme måte, hvorpå, som bekjent, røyen varskoer tiuren, når den ser, at han ikke merker en jeger, som nærmer seg.

Undertiden synes varsimlen med vilje å gjøre blind allarm eller på skrømt å skremme flokken med sine fakter og få dem til å fare opp og av sted et ganske kort stykke. Men så slår den seg til ro igjen, likesom om den kun ville være sikker på, at de var oppmerksomme, hørige og lydige.

J. A. Friis.

V. bd.