106

Vildrenen forekommer paa de norske fjeldes høisletter til søndenfor den 60de breddegrad, overalt hvor fjeldet hæver sig op over vidje- og birkegrænsen, altsaa i lavarternes og den evige snes regioner.

Renen synes at forekomme i større mængde i de vestlige og sydvestlige egne af de norske fjeldsletter end i de nordøstlige, formodentlig af den grund, at der paa hine kanter ikke findes lapper, som under sin omflakken foruroliger og forfølger den paa ski med sine rifler. Lappernes ledsager, ulven, er heller ikke saa talrig i hine egne, som i de nordligere og østligere, hvis fjelde grænser til de vide østlige 107skogegne, hvor ulvene i mængde har stadigt tilhold. Paa fjeldene imellem Kristiania og Bergens stift, samt i Sætersdalsfjeldene i Kristianssands stift, er renen talrigere end paa noget andet sted. Paa høifjeldene omkring Røldal og Voksli skal vildrener undertiden findes i en utrolig mængde. Professor Nilsson anfører derom i sin «Skandinaviske Fauna» følgende: «En dag i begyndelsen af juni maaned 1826 (et par maaneder før min reise i disse egne) havde man seet fjeldet i omtrent en bredde af en halv norsk mil saa tæt bedækket med rener, som marken er, hvor faar gaar i flok. En del simler havde nylig kalvet, og kalvene fulgte mødrene. Flokken rak saa langt frem og tilbage, at man hverken kunde se, hvor den begyndte eller endte. Tilsidst delte den sig i tre flokke. Bønderne, som i disse egne almindelig er renskytter, forfulgte flokken; de kom den følgende dag nær den og fældede flere baade gamle og unge rener. Denne fortælling minder om de utallige flokke af antiloper i Afrikas hede-egne og om de ligesaa utallige masser af bison-okser paa Amerikas prærier. Men at denne fortælling, hvor utrolig den end kan klinge i manges øren, er bogstavlig sand, er saameget sikrere, da den paa flere vidt adskilte- steder og af forskjellige personer meddeltes paa samme maade.»

En voksen renbuk er to meter lang og henimod halvanden meter høi. Ørene er femten centimeter høie. Snuden eller mulen er bedækket med haar lige ind i næseborene.

Almindelig er renen noget mindre end hjorten, og benene er kortere og synes at være førere. Vildrenen er ikke ubetydelig større end den tamme, og af disse sidste er skogrenerne større end fjeldrenerne. Den tamme ren skal sjelden veie over 60—70 kilogram, medens store vildrenbukke veier 100—150 kilogram, ja i Lesje og Vaage fortalte man mig, at der var skudt et par bukke paa 160 kilogram; skjeldret eller det ydre fedtlag paa en af disse veiede 25 kilogram.

Vildrenen gaar altid mod vinden og er overordentlig var for alt, hvad den iagttager gjennem sin særdeles fine og skarpe lugt. Heraf kommer det, at der ofte, naar det i længere tid har blæst vestenvind, ikke træffes en eneste ren i de østlige egne af fjeldene, fordi alle rener da efterhaanden 108har trukket sig vestover fjeldene mod vinden. Man ser spor efter dem i sneen, og haar, som de har rystet af sig, efterat de har svømmet over fjeldelvene; men dyrene er forsvundne. Det er derfor en ufravigelig regel for renskytterne at gaa mod vinden.

Om vinteren opholder vildrenen sig i de høieste fjeldegne, spiser rensdyrmose og gaar undertiden ned i birke- og vidjeregionen for at spise knop og bark. Om vaaren gaar den længere ned i græsdale og paa sætervolde (paa groen). Længer frem paa sommeren beiter den i græsdalene mellem høifjeldene og paa flyerne. Bliver fluerne for slemme, søger vel simlerne op paa bræerne og de høie fjeldtoppe; men de gamle bukke, der har tykkere og fastere skind, søger meget ofte paa denne tid ned til de yppige græsgange i birke- og vidjeregionen, hvor de beiter alene og i kort tid bliver meget fede.

Er sommeren regnfuld og frembringer sop i overflødighed, begiver renen sig endog ned i barskogene for at søge denne, der synes at være dens lekreste føde.

Forskjellige slags urter, græs, blade, knopper og lavarter er vildrenens føde. Den synes især at ynde de syrlige, skarpe og bitre planter; om sommeren fortærer den saaledes flere syre- og ranunkelarter, blandt hvilke isranunkelen (Ranunculus glacialis), der af fjeldbønderne kaldes reinblomme, den overordentlig bitre Gentiana lutea — i Telemarken kaldet reinsyre — Dryas octopetala — reingræs — og bukkeblade hører til dens kjæreste foder; desuden fortærer den gjerne Cerastium, Rumex digynus, knopper og blade af dvergbirken og de finere vidjearter. Om vinteren nærer den sig fornemmelig af renmose og andre lavarter, der bedækker uendelige vidder i de egne, hvor renen har sit tilhold. Almindelig beiter renflokkene kun der, hvor der ligger sne. De største og sterkeste bukke gaar foran og skraber og arbeider sneen væk med kløverne; men naar simlerne kommer efter, stikker disse dem med sine spidse horn, og da de gamle bukke efter takkernes fældning ikke kan forsvare sig med det eneste vaaben, de bruger mod sine lige, hornene, er de nødte til at vige pladsen og skaffe sneen bort paa andre beitepladse, hvorfra simlerne atter fordriver dem. Dette skal være aarsagen til, at de gamle 109bukke nogen tid efter fældningen skiller sig fra de store flokke og i mindre «dotter» søger høiere op i fjeldene eller ned paa lavlændet.

I almindelighed holder renerne sig gjerne i sol-lierne; de holder af at bade sig i solen i smaadalene mellem de høiere fjelde, hvor de oftest lægger sig paa bræer og snedriver, hvorfra de har en vid udsigt. Skræmmes de, farer de afsted med saa overordentlig hurtighed, at man undertiden, hvilket ogsaa er tilfældet med raadyret og nogle gazeller, kun ser dem som en stribe, og dog er jerven eller fjeldfrasen istand til at fange dem; men det sker kun, naar den udmatter renen ved langvarig forfølgelse. Stundom forfølger ulvene dem; men de holder snart op med forfølgelsen, naar de merker, at de ikke kan indhente dem eller drive dem udover bratte fjelde.

Renen klatrer med samme lethed og færdighed som gjeden; den farer hen over og løber med sikkerhed og hurtighed i den vildeste ur som paa det slette fjeld. Den brede form af renens kløver sætter den ogsaa istand til at løbe paa sneen uden at synke for dybt ned i den. Renens lugt er saa skarp, at den veirer jægeren paa 1 til 2000 meter, og den bliver mere skræmt ved, hvad den fornemmer gjennem lugten, end ved det, den iagttager ved syn og hørelse. Synet af jægeren og lyden af skuddet forbauser den og bringer den ofte til at blive staaende i nogle sekunder; men ved lugten af mennesker drives den paa øieblikkelig flugt. Skjønt renerne streifer vidt omkring i fjeldene, har de sine visse yndlingssteder, hvor jægerne, der vel kjender disse, ved at finde dem, naar de ikke er fordrevne derfra.

Paa en vis tid af aaret skal ofte flere store simleflokke slaa sig sammen og danne disse utrolige skarer af tusender, der undertiden sees paa høifjeldenes isbræer og snefonner. Noget før denne tid begynder bukkene at søge efter simleflokkene; de farer afsted med en utrolig hurtighed, gjennemstreifer vidder og tilbagelægger afstande, som man neppe kan gjøre sig nogen forestilling om. Naar man ser dem under denne færd, er det som forbifarende skygger, som graa striber, der med lige saa stor fart farer frem gjennem den styrtende ur, hvor jægeren med nød og neppe kan klatre, som over bræens og sletfjeldets vidder og flyer.

110Renens haardførhed og nøisomhed gjør det let for den, selv om vinteren, at udholde det haarde klima, den strenge kulde og de barske uveir, der raser i polarlandene, i fjeldørknerne og mellem tindeknuderne, der af naturen er anviste den til hjem. Dens klatre-evne og dens raskhed i forbindelse med dens skarpe sanser hjælper den til at undgaa menneskenes og rovdyrenes efterstræbelser.

Renens værste fiender, foruden mennesket, er renbremsen eller renfluen, jerven og ulven, og af disse tre er nok renfluen den slemmeste.

Renfluen (Oestrus Tarandi) er bleggul, lodden, med brune, kuglerunde øine og fløielssort isse, samt et sort baand over rygskjoldet. Den er næsten 2 centimeter lang og en af de største i sin slegt. Undertiden er den en ren landeplage i Finmarken og Lapmarkerne. Renfluen kommer frem først i juli, naar renerne fælder haaret. Den opsøger og følger da renerne, især de aarsgamle kalve. Renen er meget bange for denne flue og synes paa alle maader at bestræbe sig for at blive den kvit; den tverstanser ofte midt i spranget, slaar op og ned med hovedet ligesom faarene, reiser øren, lytter og ser sig omkring, stamper og sparker med forfødderne. Derpaa fortsætter den løbet igjen med voldsomhed; men den forfølges uafladelig i flere timer af fluen, som holder sig svævende over dens ryg for af og til at slippe et eg ned mellem haarene paa renens hud. Larverne udklækkes snart ved varmen af renens legeme og æder sig gjennem huden ind mellem kjød og skind, hvor de ligger vinteren over og suger, til de er fuldvoksne, i næste aars hundedage. Eftersom larven vokser, svulmer huden op og danner en kul, der af lapperne kaldes kurbma, i Sverige bromskula og hos os være, værekul. Fuldvoksne kryber larverne ud gjennem huden paa samme sted, hvor de kom ind, falder ned paa jorden og forvandles til pupper. De unge rener, der, som anført, mest er udsatte for denne plage, tilsætter ofte livet deraf. Skindet bliver formedelst værerne fuldt af ar og taber derved betydelig i værdi.

Man antager i almindelighed, at jerven kun ved et baghold er istand til at bemægtige sig renen; men efter rensdyrjægeres udsagn skal den ofte ved vedvarende, utrættelig forfølgelse i hele uger udmatte og tilsidst bemægtige sig renen. Den søger vel at komme ind paa dyret i smug; men merker 111dette faren, forfølger den det aabent. I begyndelsen har renen betydeligt forsprang; men naar jerven først har reist et dyr, slipper den aldrig dets spor for at følge et andet; selv om det stryger midt igjennem andre renflokke, skal den som den sikreste sporhund følge sit udvalgte bytte og ved denne idelige forfølgelse hindre det i at æde og hjorte (tygge drøv), indtil det, udaset af hunger og mathed, oftest først efter flere dage, falder for dens tænder. Man fortæller ogsaa, at jerven fortærer den mængde af rensdyrtakker, der aarlig afkastes i fjeldene. At den uden synderlig anstrengelse bemægtiger sig syge eller anskudte dyr, er vist. Hvorledes den udfører dette, lærer vi af følgende fortælling af Hans Mo, en af de dygtigste og paalideligste rensdyrjægere i Gudbrandsdalen, der i flere sommere fulgte landmaalerne paa opmaaling mellem Jotunfjeldene og senere ved et ulykkeligt tilfælde druknede nedenfor Gjendeoset. Hans Mo og nogle flere skytter kom ind paa en simle, der stod paa en multemyr og hukede sig; de saa straks, at dyret var saaret, og som de vilde begynde at stille paa den, fik de øie paa en jerv, som søgte at nærme sig renen mod vinden fra siden af. Naar simlen vendte hovedet bort fra den kant, den var paa, løb jerven af alle kræfter; men i samme øieblik den vendte sig, styrtede jerven flad til jorden og laa ubevægelig. Da simlen omsider merkede sin fiende og begyndte at sætte sig i bevægelse, lod jerven al forsigtighed fare, forfulgte den aabent og fik snart tag i hasen paa dyret, der nu ved voldsomme spark, kast og hop søgte at skille sig ved den. Men det hjalp ikke; jerven sad fast med klør og tænder, og under dyrets voldsomme bevægelse for at blive den kvit gled den efterhaanden op over laaret, lenden og ryggen, til den sad foran ved nakken paa det. Nu vilde jægerne, at Hans skulde skyde den; men holdet var for langt. De sneg sig nærmere; men jerven merkede dem, forlod sit bytte, og simlen faldt for den kugle, der var eslet rovdyret.

Ulven skal ogsaa i Nordlandene og paa flere steder tilintetgjøre hele flokke saavel af den tamme ren som af vildrenen, paa samme lumpne maade, som mennesker bruger i Romsdalen og andre steder, ved at drive dem ud over bratte styrtninger.

112Sæterlivet og rensdyrjagten danner lyspunkter i fjeldbondens liv. Til sæteren og fjeldet staar hans hu; op til høifjeldets sne og is og golde natur higer han, selv naar dalen staar i den fagreste sommer; det er hans lyst at følge renen paa dens vilde, luftige stier i sommerens tid, naar tinderne tegner sig skarpt mod den klare, blaa himmel; men endnu større er hans higen efter den stolte leg, der drives om vinteren, naar han endnu hurtigere og flygtigere end renen styrter ned fra høiderne, forfølger, indhenter og fælder den paa ski. Hans fortællinger om denne jagt er livlige og fulde af betegnende træk. «Da leger det haardt,» heder det; «det gaar saa fort, som om renen skulde staa og trampe paa ett sted; en kunde gjerne slaa den med skistaven.»

De største renshorn, hele hovedet eller forsiden af det med paasiddende takker, spigrer jægeren til pryd op paa gavlerne af sit hus; de sidder der som kroner og seierstegn fra jagten og tager sig prægtig ud over tagene af de maleriske, solbrændte huse i fjeldegnene.

Den nytte, man har af renen, er lige saa stor og vigtig for fjeldbygderne som den, man har af elgen i skogegnene. Kjød, hud, haar, takker, marv, fedt o. s. v. anvendes til forskjelligt brug. At dyrekjød er en ligesaa sund som velsmagende næring, behøver neppe at anføres. Lækrest er kjødet af kalve og unge dyr. Speget og røget er renkjødet velsmagende, og det er især i denne tilstand, det spises af fjeldbønderne og paa flere steder udgjør en væsentlig bestanddel af deres kost. I de fleste af fjeldbygderne, som støder op til de dele af høifjeldssletten, der hæver sig op i lavarternes og den evige snes egne, findes der høst og vinter, ja vel endog hele aaret om, rensdyrkjød paa de fleste gaarde, og det ofte i betydelig mængde.

P. Chr. Asbjørnsen.

106

Villreinen forekommer på de norske fjells høysletter til sønnenfor den 60de breddegrad, overalt hvor fjellet hever seg opp over vidje- og birkegrænsen, altså i lavarternes og den evige snes regioner.

Reinen synes å forekomme i større mengde i de vestlige og sydvestlige egne av de norske fjellsletter enn i de nordøstlige, formodentlig av den grunn, at der på hine kanter ikke finnes lapper, som under sin omflakken foruroliger og forfølger den på ski med sine rifler. Lappernes ledsager, ulven, er heller ikke så talrig i hine egne, som i de nordligere og østligere, hvis fjell grenser til de vide østlige 107skogegner, hvor ulvene i mengde har stadig tilhold. På fjellene imellom Kristiania og Bergens stift, samt i Sætersdalsfjeldene i Kristianssands stift, er reinen talrigere enn på noe annet sted. På høyfjellene omkring Røldal og Voksli skal vildrener undertiden finnes i en utrolig mengde. Professor Nilsson anfører derom i sin «Skandinaviske Fauna» følgende: «En dag i begynnelsen av juni måned 1826 (et par måneder før min reise i disse egne) hadde man sett fjellet i omtrent en bredde av en halv norsk mil så tett bedekket med reiner, som marken er, hvor får går i flok. En del simler hadde nylig kalvet, og kalvene fulgte mødrene. Flokken rak så langt frem og tilbake, at man hverken kunne se, hvor den begynte eller endte. Til sist delte den seg i tre flokke. Bøndene, som i disse egne alminnelig er renskytter, forfulgte flokken; de kom den følgende dag nær den og felte flere både gamle og unge reiner. Denne fortelling minner om de utallige flokke av antiloper i Afrikas hede-egne og om de likeså utallige masser av bison-okser på Amerikas prærier. Men at denne fortelling, hvor utrolig den enn kan klinge i manges øren, er bokstavelig sann, er saameget sikrere, da den på flere vidt adskilte- steder og av forskjellige personer meddeltes på samme måte.»

En voksen renbuk er to meter lang og henimot halvannen meter høy. Ørene er femten centimeter høye. Snuten eller mulen er bedekket med hår like inn i neseborene.

Alminnelig er reinen noe mindre enn hjorten, og benene er kortere og synes å være førere. Villreinen er ikke ubetydelig større enn den tamme, og av disse siste er skogrenerne større enn fjeldrenerne. Den tamme ren skal sjelden veie over 60—70 kilogram, mens store vildrenbukke veier 100—150 kilogram, ja i Lesje og Vaage fortalte man meg, at der var skudt et par bukke på 160 kilogram; skjeldret eller det ytre fettlag på en av disse veiede 25 kilogram.

Villreinen går alltid mot vinden og er overordentlig var for alt, hva den iagttager gjennom sin særdeles fine og skarpe lukt. Heraf kommer det, at der ofte, når det i lenger tid har blæst vestenvind, ikke treffes en eneste ren i de østlige egne av fjellene, fordi alle reiner da etterhånden 108har trukket seg vestover fjellene mot vinden. Man ser spor etter dem i sneen, og hår, som de har rystet av seg, etter at de har svømmet over fjellelvene; men dyrene er forsvundne. Det er derfor en ufravikelig regel for renskytterne å gå mot vinden.

Om vinteren opholder villreinen seg i de høyeste fjellegner, spiser rensdyrmose og går undertiden ned i birke- og vidjeregionen for å spise knop og bark. Om våren går den lenger ned i gressdaler og på sætervolde (på groen). Lenger frem på sommeren beiter den i gressdalene mellom høyfjellene og på flyerne. Blir fluene for slemme, søker vel simlene opp på breene og de høye fjelltopper; men de gamle bukke, der har tykkere og fastere skinn, søker meget ofte på denne tid ned til de yppige græsgange i birke- og vidjeregionen, hvor de beiter alene og i kort tid blir meget feite.

Er sommeren regnfull og frembringer sopp i overflødighet, begir reinen seg endog ned i barskogene for å søke denne, der synes å være dens lekreste føde.

Forskjellige slags urter, gress, blade, knopper og lavarter er vildrenens føde. Den synes især at ynde de syrlige, skarpe og bitre planter; om sommeren fortærer den således flere syre- og ranunkelarter, blant hvilke isranunkelen (Ranunculus glacialis), der av fjellbøndene kalles reinblomme, den overordentlig bitre Gentiana lutea — i Telemarken kalt reinsyre — Dryas octopetala — reingræs — og bukkeblader hører til dens kjæreste foder; dessuten fortærer den gjerne Cerastium, Rumex digynus, knopper og blade av dvergbjørken og de finere vidjearter. Om vinteren nærer den seg fornemmelig av reinmose og andre lavarter, der bedekker uendelige vidder i de egne, hvor reinen har sitt tilhold. Alminnelig beiter renflokkene kun der, hvor der ligger sne. De største og sterkeste bukke går foran og skraper og arbeider sneen vekk med kløverne; men når simlene kommer etter, stikker disse dem med sine spisse horn, og da de gamle bukke etter takkernes fældning ikke kan forsvare seg med det eneste våpen, de bruker mot sine like, hornene, er de nødte til å vike plassen og skaffe sneen bort på andre beiteplasser, hvorfra simlene atter fordriver dem. Dette skal være årsaken til, at de gamle 109bukke noen tid etter fældningen skiller seg fra de store flokke og i mindre «dotter» søker høyere opp i fjellene eller ned på lavlendet.

I alminnelighet holder reinene seg gjerne i sol-lierne; de holder av å bade seg i solen i smådalene mellom de høyere fjell, hvor de oftest legger seg på breer og snedriver, hvorfra de har en vid utsikt. Skremmes de, farer de av sted med så overordentlig hurtighet, at man undertiden, hvilket også er tilfellet med rådyret og noen gaseller, kun ser dem som en stripe, og dog er jerven eller fjeldfrasen i stand til å fange dem; men det skjer kun, når den utmatter reinen ved langvarig forfølgelse. Stundom forfølger ulvene dem; men de holder snart opp med forfølgelsen, når de merker, at de ikke kan innhente dem eller drive dem utover bratte fjell.

Reinen klatrer med samme letthet og ferdighet som geiten; den farer hen over og løper med sikkerhet og hurtighet i den villeste ur som på det slette fjell. Den brede form av renens kløver setter den også i stand til å løpe på sneen uten å synke for dypt ned i den. Renens lukt er så skarp, at den vitrer jegeren på 1 til 2000 meter, og den blir mer skremt ved, hva den fornemmer gjennom lukten, enn ved det, den iagttager ved syn og hørsel. Synet av jegeren og lyden av skuddet forbauser den og bringer den ofte til å bli stående i noen sekunder; men ved lukten av mennesker drives den på øyeblikkelig flukt. Skjønt reinene streifer vidt omkring i fjellene, har de sine visse yndlingssteder, hvor jegerne, der vel kjenner disse, ved å finne dem, når de ikke er fordrevne derfra.

På en viss tid av året skal ofte flere store simleflokke slå seg sammen og danne disse utrolige skarer av tusener, der undertiden sees på høyfjellenes isbreer og snøfonner. Noe før denne tid begynner bukkene å søke etter simleflokkene; de farer av sted med en utrolig hurtighet, gjennemstreifer vidder og tilbakelegger avstander, som man neppe kan gjøre seg noen forestilling om. Når man ser dem under denne ferd, er det som forbifarende skygger, som grå striper, der med like så stor fart farer frem gjennom den styrtende ur, hvor jegeren med nød og neppe kan klatre, som over breens og sletfjeldets vidder og flyer.

110Renens haardførhed og nøysomhet gjør det lett for den, selv om vinteren, å utholde det harde klima, den strenge kulde og de barske uvær, der raser i polarlandene, i fjeldørknerne og mellom tindeknutene, der av naturen er anviste den til hjem. Dens klatre-evne og dens raskhet i forbindelse med dens skarpe sanser hjelper den til å unngå menneskenes og rovdyrenes efterstræbelser.

Renens verste fiender, foruten mennesket, er renbremsen eller renfluen, jerven og ulven, og av disse tre er nok renfluen den slemmeste.

Renfluen (Oestrus Tarandi) er bleggul, lodden, med brune, kuglerunde øyne og fløyelssort isse, samt et sort bånd over ryggskjoldet. Den er nesten 2 centimeter lang og en av de største i sin slekt. Undertiden er den en ren landeplage i Finmarken og Lapmarkerne. Renfluen kommer frem først i juli, når reinene feller håret. Den oppsøker og følger da reinene, især de årsgamle kalve. Reinen er meget bange for denne flue og synes på alle måter å bestrebe seg for å bli den kvit; den tverstanser ofte midt i spranget, slår opp og ned med hodet likesom fårene, reiser øren, lytter og ser seg omkring, stamper og sparker med forføttene. Derpå fortsetter den løbet igjen med voldsomhet; men den forfølges uavlatelig i flere timer av fluen, som holder seg svevende over dens rygg for av og til å slippe et egg ned mellom hårene på renens hud. Larvene utklekkes snart ved varmen av renens legeme og eter seg gjennom huden inn mellom kjøtt og skinn, hvor de ligger vinteren over og suger, til de er fullvoksne, i neste aars hundedage. Ettersom larven vokser, svulmer huden opp og danner en kul, der av lapperne kalles kurbma, i Sverige bromskula og hos oss være, værekul. Fullvoksne kryper larvene ut gjennom huden på samme sted, hvor de kom inn, faller ned på jorden og forvandles til pupper. De unge reiner, der, som anført, mest er utsatte for denne plage, tilsetter ofte livet derav. Skinnet blir formedelst værene fullt av ar og taper derved betydelig i verdi.

Man antar i alminnelighet, at jerven kun ved et bakhold er i stand til å bemektige seg reinen; men etter rensdyrjægeres utsagn skal den ofte ved vedvarende, utrettelig forfølgelse i hele uker utmatte og til sist bemektige seg reinen. Den søker vel å komme inn på dyret i smug; men merker 111dette faren, forfølger den det åpent. I begynnelsen har reinen betydelig forsprang; men når jerven først har reist et dyr, slipper den aldri dets spor for å følge et annet; selv om det stryker midt igjennom andre renflokke, skal den som den sikreste sporhund følge sitt utvalgte bytte og ved denne idelige forfølgelse hindre det i å ete og hjorter (tygge drøv), inntil det, udaset av hunger og matthet, oftest først etter flere dage, faller for dens tenner. Man forteller også, at jerven fortærer den mengde av rensdyrtakker, der årlig afkastes i fjellene. At den uten synderlig anstrengelse bemektiger seg syke eller anskudte dyr, er vist. Hvorledes den utfører dette, lærer vi av følgende fortelling av Hans Mo, en av de dyktigste og paalideligste reinsdyrjegere i Gudbrandsdalen, der i flere sommere fulgte landmålerne på oppmåling mellom Jotunfjeldene og senere ved et ulykkelig tilfelle druknet nedenfor Gjendeoset. Hans Mo og noen flere skytter kom inn på en simle, der stod på en multemyr og hukede seg; de så straks, at dyret var såret, og som de ville begynne å stille på den, fikk de øye på en jerv, som søkte å nærme seg reinen mot vinden fra siden av. Når simlen vendte hodet bort fra den kant, den var på, løp jerven av alle krefter; men i samme øyeblikk den vendte seg, styrtet jerven flat til jorden og lå ubevegelig. Da simlen omsider merket sin fiende og begynte å sette seg i bevegelse, lot jerven all forsiktighet fare, forfulgte den åpent og fikk snart tag i hasen på dyret, der nå ved voldsomme spark, kast og hop søkte å skille seg ved den. Men det hjalp ikke; jerven satt fast med klør og tenner, og under dyrets voldsomme bevegelse for å bli den kvit gled den etterhånden opp over låret, lenden og ryggen, til den satt foran ved nakken på det. Nå ville jegerne, at Hans skulle skyde den; men holdet var for langt. De snek seg nærmere; men jerven merket dem, forlot sitt bytte, og simlen falt for den kule, der var eslet rovdyret.

Ulven skal også i Nordlandene og på flere steder tilintetgjøre hele flokke såvel av den tamme ren som av villreinen, på samme lumpne måte, som mennesker bruker i Romsdalen og andre steder, ved å drive dem ut over bratte styrtninger.

112Seterlivet og rensdyrjagten danner lyspunkter i fjellbondens liv. Til seteren og fjellet står hans hu; opp til høyfjellets sne og is og golde natur higer han, selv når dalen står i den fagreste sommer; det er hans lyst å følge reinen på dens ville, luftige stier i sommerens tid, når tindene tegner seg skarpt mot den klare, blå himmel; men enda større er hans higen etter den stolte lek, der drives om vinteren, når han enda hurtigere og flyktigere enn reinen styrter ned fra høydene, forfølger, innhenter og feller den på ski. Hans fortellinger om denne jakt er livlige og fulle av betegnende trekk. «Da leger det hardt,» heder det; «det går så fort, som om reinen skulle stå og trampe på ett sted; en kunne gjerne slå den med skistaven.»

De største renshorn, hele hodet eller forsiden av det med paasiddende takker, spikrer jegeren til pryd opp på gavlene av sitt hus; de sitter der som kroner og seierstegn fra jakten og tar seg prektig ut over takene av de maleriske, solbrente huse i fjeldegnene.

Den nytte, man har av reinen, er like så stor og viktig for fjellbygdene som den, man har av elgen i skogegnene. Kjøtt, hud, hår, takker, marg, fett o. s. v. anvendes til forskjellig bruk. At dyrekjøtt er en likeså sund som velsmakende næring, behøver neppe å anføres. Lækrest er kjøttet av kalve og unge dyr. Speket og røket er reinkjøttet velsmakende, og det er især i denne tilstand, det spises av fjellbøndene og på flere steder utgjør en vesentlig bestanddel av deres kost. I de fleste av fjellbygdene, som støter opp til de dele av høyfjellssletten, der hever seg opp i lavarternes og den evige snes egne, finnes der høst og vinter, ja vel endog hele året om, reinsdyrkjøtt på de fleste gaarde, og det ofte i betydelig mengde.

P. Chr. Asbjørnsen.