105

Fra Grotlien tog jeg turen til Norddalen i Søndmør og fandt her to ting, som jeg satte megen pris paa, nemlig en elv, som ingen før mig havde fisket i med flue, og en renjæger, som var kjendt i alle afkroge af de vildeste fjelde. Om sommeren gjennemvandrede han dem paa sine «lauparsko,» og om vinteren gik han over dem paa ski. Det merkeligste ved manden var dog ikke, at han var en flink renjæger, men derimod, at han ogsaa var en flink sjømand, eller at han om vinteren drev paa lofotfiske, ja var høvedsmand paa baaden. Hvem skulde tro, at han duede dertil, naar man saa ham klatre i uren, og hvem skulde tro, at han var en udmerket fjeldvandrer og renjæger, naar man saa ham sidde i skindhyre i bagstavnen af baaden med styrvollen i haanden? Men saa var det, og saa besynderligt det end kan synes, fjeldlivet udvikler folk netop i mange retninger, som gjør dem skikkede til at færdes paa sjøen eller blive gode matroser.

Heraf kommer det maaske ogsaa, at man kan tage en nordmand fra hvad kant af vestkysten, man vil, fra stranden eller fra en afsides fjelddal, han forstaar snart at sætte sig ind i livet tilsjøs, opfatte vanskelighederne, have øie for faren og beseire den; thi fjeldlivet udvikler i høi grad iagttagelsesevnen, aandsnærværelsen, evnen til at orientere sig, finde frem i mørke, sikker fod og sikkert øie.

Den, der er vant til at finde frem mellem høifjeldene i mørke, skodde eller snekave, alene ledet ved at drage kjendsel paa en eller anden fjeldtinde, en dal, en bæk, en sten, han vil ogsaa let lære at finde frem igjennem en vanskelig led, naar han har reist den nogle gange, og blive en flink lods. Den samme stedsans eller gjenkjendelsesevne, som hjælper ham frem tilfjelds, vil heller ikke svigte ham tilsjøs.

Den, der er vant til paa ski at fare hurtig som lynet ned over bratte bakker og snefonner, hvor han let kan styrte i afgrunden, dersom han ikke altid har et aarvaagent øie, saaledes at han netop i rette øieblik vender til høire eller venstre, eller naar farten ikke længer kan stanses, da uforfærdet og med staalspændte sener tager stupet eller hoppet, saa han igjen reiser sig og seiler videre — han vil snart lære 106at ombytte skistaven med styrvollen og forstaa, at det med denne i haanden hvert øieblik beror paa ham, om baaden skal klare sig eller begraves i braadsjøens skum. Han vil let forstaa, at man snart maa falde af for en truende bølge, snart modig styre op i den og kløve den; han vil ogsaa let indse, at det til sine tider ikke kan nytte at minke seil, men at det tvertimod maa føres høit for at faa fart, og at man kun derved kan redde sig undaf en sjø, der kommer efter baaden og gang efter gang bryder sig hvidskummende fremover for at begrave den. Noget lignende har han seet før: han har seet sneskavler løsne fra fjeldsiderne og fare dundrende nedover, endnu sikrere førende døden i sin favn end nogen braadsjø.

Den, der er vant til at klatre op i fjeldvægge, sikker paa foden og sikker paa haanden, den, som ikke bliver svimmel ved at se ned i en brusende fos eller en tusend fod dyb afgrund, han vil heller ikke være bange for at gaa en smule tilveirs i en rig og derfra se ned paa det oprørte hav. Han forstaar snart ogsaa ombord at sætte sin fod forsigtig og tage tag med haanden paa rette maade.

Den, der meget godt ved, at en liden feil ved skibaandet, en daarlig vidje, et upaalideligt taug, en knækket skistav kan koste ham livet, han vil ogsaa ombord snart indse nødvendigheden af at gjøre alt paalidelig og ordentlig. Brækkes skistaven eller knækkes styrvollen; brister skibaandet eller springer staget: det er i et afgjørende øieblik lige farligt; det forstaar fjeldbonden snarere end den, der aldrig har bevæget sig anderledes end bag en vogn med et par stude for paa en slette.

I. A. Friis.

105

Fra Grotlien tok jeg turen til Norddalen i Søndmør og fant her to ting, som jeg satte mye pris på, nemlig en elv, som ingen før meg hadde fisket i med flue, og en reinjeger, som var kjent i alle avkroker av de villeste fjell. Om sommeren gjennemvandrede han dem på sine «lauparsko,» og om vinteren gikk han over dem på ski. Det merkeligste ved mannen var dog ikke, at han var en flink reinjeger, men derimot, at han også var en flink sjømann, eller at han om vinteren drev på lofotfiske, ja var høvedsmann på båten. Hvem skulle tro, at han dugde dertil, når man så ham klatre i uren, og hvem skulle tro, at han var en utmerket fjellvandrer og reinjeger, når man så ham sitte i skindhyre i bakstavnen av båten med styrvollen i hånden? Men så var det, og så besynderlig det enn kan synes, fjellivet utvikler folk nettopp i mange retninger, som gjør dem skikkede til å ferdes på sjøen eller bli gode matroser.

Heraf kommer det maaske også, at man kan ta en nordmann fra hva kant av vestkysten, man vil, fra stranden eller fra en avsides fjelldal, han forstår snart å sette seg inn i livet til sjøs, oppfatte vanskelighetene, have øye for faren og beseire den; thi fjellivet utvikler i høy grad iakttagelsesevnen, åndsnærværelsen, evnen til å orientere seg, finne frem i mørke, sikker fot og sikkert øye.

Den, der er vant til å finne frem mellom høyfjellene i mørke, skodde eller snekave, alene ledet ved at drage kjendsel på en eller annen fjeldtinde, en dal, en bekk, en stein, han vil også lett lære å finne frem igjennom en vanskelig led, når han har reist den noen ganger, og bli en flink lods. Den samme stedsans eller gjenkjennelsesevne, som hjelper ham frem til fjells, vil heller ikke svikte ham til sjøs.

Den, der er vant til på ski å fare hurtig som lynet ned over bratte bakker og snøfonner, hvor han lett kan styrte i avgrunnen, dersom han ikke alltid har et årvåkent øye, således at han nettopp i rette øyeblikk vender til høyre eller venstre, eller når farten ikke lenger kan stanses, da uforferdet og med stålspente sener tar stupet eller hoppet, så han igjen reiser seg og seiler videre — han vil snart lære 106at ombytte skistaven med styrvollen og forstå, at det med denne i hånden hvert øyeblikk beror på ham, om båten skal klare seg eller begraves i braadsjøens skum. Han vil lett forstå, at man snart må falle av for en truende bølge, snart modig styre opp i den og kløve den; han vil også lett innse, at det til sine tider ikke kan nytte å minke seil, men at det tvertimod må føres høyt for å få fart, og at man kun derved kan redde seg undaf en sjø, der kommer etter båten og gang etter gang bryder seg hvitskummende fremover for å begrave den. Noe lignende har han sett før: han har sett sneskavler løsne fra fjellsidene og fare dundrende nedover, enda sikrere førende døden i sin favn enn noen braadsjø.

Den, der er vant til å klatre opp i fjellvegger, sikker på foten og sikker på hånden, den, som ikke blir svimmel ved å se ned i en brusende foss eller en tusen fot dyp avgrunn, han vil heller ikke være bange for å gå en smule til værs i en rik og derfra se ned på det opprørte hav. Han forstår snart også ombord å sette sin fot forsiktig og ta tak med hånden på rette måte.

Den, der meget godt ved, at en liten feil ved skibåndet, en dårlig vidje, et upålitelig taug, en knekket skistav kan koste ham livet, han vil også ombord snart innse nødvendigheten av å gjøre alt pålitelig og ordentlig. Brekkes skistaven eller knekkes styrvollen; brister skibåndet eller springer staget: det er i et avgjørende øyeblikk like farlig; det forstår fjellbonden snarere enn den, der aldri har beveget seg annerledes enn bak en vogn med et par stude for på en slette.

I. A. Friis.