98

Før i tiden havde færderlodserne ikke noget ublandet godt lov. Kom et skib under kysten i storm og tykke eller blev siddende fast i isen, saa vidste man nok ombord, at man ingensteds paa kysten traf mere aandsnærværende, uforfærdede og ihærdige lodser end færderlodserne. Men disse egenskaber var ikke nok til at være karl i den tid; der maatte ogsaa drikkes. Det første, der spurgtes efter, naar lodsen var kommen ombord, var brændevin; fik lodsen det ikke ombord, saa kjøbte han det i byen. Naar færderlodsen nu for tiden er sat ombord i et fartøi, seiler lodsgutten enten baaden hjem eller til næste by; lodsen kommer da tilbage med dampskib eller jernbane, og saa gaar det tilsjøs igjen. Dengang benyttedes lodsbaaden til hjemreise. Raat og vildt gik det til; skryderi, skraal og slagsmaal, det var sysselsættelsen.

Ikke stort bedre var det med lodsernes liv i hjemmet. Hjemmene var fattige og ustelte. Inde i «stuen» stak armoden sig frem overalt; den blev ikke mildnet af nogen dækkende kvindehaand; mændenes vildskab førte hustruernes sløvhed med sig.

Det er en anden aand, der hersker i lodshavnene nu for tiden. Her bor fremdeles mænd, hvis uforfærdethed og dygtighed svarer til livsgjerningen; men ædrueligheden har fæstet bo ved siden og har sat sine merker. Med denne er fredsommelighed og hjælpsomhed flyttet ind. Lodsen har faaet et hjem, og han forstaar at sætte pris paa det.

Om forsommeren er lodsen paa makrelfiske. Kommer man til lodshavnen ved middagstid i fisketiden, saa ser man rundt omkring ved havnen, lige op til husene, opstillet «krakker,» der er behængte med makrelgarn. Baadene kom fra sjøen imorges og ligger nu tomme med indgivne seil, stuvede sammen i havnen; der var kun blevet lidet af nattesøvn for lodserne; thi da de kom ind, maatte de til med at rense garn og hænge dem ud til tørring; dette er et sent arbeide; men 99det gik fort alligevel; thi de fik hjælp af hustruer og børn; overalt var der en rastløs iver i arbeidet, der ikke engang blev afbrudt af de faa, høist nødtørftige bemærkninger. Her var jo ingen tid at spilde; arbeidet maatte gjøres saa betids, at lodsen kunde komme op i sin stue, hilse paa dem derhjemme og faa sig en lur.

Er garnene paa krakken, saa er virksomheden borte fra havnen en stund, paa det nær, at smaagutterne nu kan faa bruge sin flaade; de har sine baade, der ser ud som «skøiten;» de har ogsaa sin havn, hvor baadene ligger fortøiede som sine store forbilleder. Er det veir dertil, saa seiles der og manøvreres der paa samme vis i det smaa som med skøiterne i det store.

Men hviletiden bliver ikke lang; snart er familien igjen samlet ved baadene; der er endnu et fællesarbeide med at faa garnene ombord; det gaar ikke an, at «far» skal stræve med dette alene, og det gaar heller ikke an at komme sidst ud af havnen, medmindre lodsen med et lidt skjelmsk smil tør se flaaden sætte tilhavs, fordi han ved, at han nok skal skaffe sig og sine den fornøielse at seile forbi kameraterne. Han har jo den bedste baad i havnen.

Det er et vakkert skue at se hele flaaden staa tilhavs for en frisk bris. Baadene hører tildels til de bedste seilere paa kysten; de er saa nypudsede, at det skinner overalt; riggen er saa omhyggelig stelt som paa en kapseiler; under det svære seilpres krænges til rækkerne; læ baug er hvert øieblik skjult af skum og bølger. Inde paa havnen vogtes seiladsen; et tilfreds smil lægger sig over ansigtet her eller der, naar en baad skjærer forbi til luvart; baaden hører jo ligesom ogsaa til familien.

For lodserne giver seiladsen den samme spænding og interesse som en kapseilads; men her er det ikke blot æren, der staar paa spil, det er ogsaa fortjenesten. Under lodsningen gjælder det at komme først til skuden og i fisketiden at komme langt tilhavs om aftenen og først i havn om morgenen.

Inde i havnen staar de smaa, hvidmalte, en-etages huse, som oftest med en liden vel pleiet og indhegnet haveflek foran, og fortæller om arbeidet i fristunderne. Indenfor er det tarveligt; men der er udstyret med alt, hvad lodsen har kunnet bringe hjem for at skabe hygge; bohavet er ført ind stykke 100for stykke, eftersom fortjenesten tillod det, altsammen er stelt og pleiet med en omhu, der viser, at lodsen her søger vederkvægelsen ovenpaa arbeidet.

I fisketiden bliver det kun smaastunder, lodsen tilbringer i sit hjem om hverdagene; men saa er han ogsaa fortøiet hele søndagen i familiehavnen. I regelen fiskes nemlig ikke om søndagene. Det bliver et stykke ud paa dagen, før han tørner ud, og saa gaar der endda en god stund udover formiddagen, inden man samles nede ved baadene. Tiden, inden han kom ned, har dog ikke været optagen udelukkende af familiens timelige glæder og sorger; ikke sjelden har der været læst et stykke af postillen, ligesom det maaltid, der er nydt, er begyndt og sluttet med bøn. Dernede ved baadene stikker flere og flere hovederne sammen; hvor der er plads, trænger smaagutterne sig ind; først drøfter man, hvad der er passeret af mere almen interesse i havnen i den forløbne uge, og dette er jo ikke saa lidet endda, naar man er knyttet sammen ved familiebaand, fælles bedrift, glæde og sorg; saa glider det over paa ugens bedrifter paa sjøen; da træffer det til, at der begynder at hviskes: der var en i havnen, som mistede hele garnlænken, den gik fra ham i en storm eller blev seilet væk af en skude; der kommer et forslag frem om, at der fra hver baad skal ydes den skadelidte et garn, og forslaget vedtages enstemmig. Er der mere tid igjen, før der skal holdes maaltid, saa drages minderne fra lods- og fiskelivet frem, og nu bliver smaagutterne med; denne del af underholdningen er jo for deres appetit.

Naar fisket er forbi, begynder lodsningen, og paa denne aarstid maa lodsen i regelen langt tilhavs for «at faa skude.» I sommertiden, i godveiret, gaar det an med de lange reiser til Øresund, Skagen og endnu længere vest. Det føles ikke saa stridt, at provianten er klein, mandskabet lidet, naar luften og vandet er varmt, sjøen smul og natten kort. Ryger det op med en kuling, er vinden lunere og lettere end om høsten; det træffer jo til, at lodsgutten istedenfor at seile baaden hjem maa ligge og drive for smaa seilstumper. Men sligt er sjeldent paa denne aarstid. Hvad 101der derimod volder lodsen bekymringer, er, naar han ser solen staa op og gaa ned gang efter gang, uden at han praier noget fartøi, som søger norsk havn, og han har jo dem hjemme, der venter paa ham og gevinsten; men Kattegat og Skagerak pløies i sommertiden mest af fartøier, der gaar syd eller vest. Derfor hænder det ikke saa sjelden, at lodsen efter en slig langreis paa 14 dage a 3 uger kommer tomhændet hjem. Taus og mismodig, ængstelig for spørgsmaalene fra hustruen og de smaa, kommer han ind i sin stue. Paa hustruens og børnenes læber ligger spørgsmaalet om reisens udfald; de ved jo, hvad det betyder. Lodsens tause, halvt gjemte ansigt giver svaret. Saa røres der ikke mere ved det, førend far om kvelden eller næste dag fortæller om, hvorledes han paa den og den kant seilede uden at se skude, og der og der var andre komne ham i forkjøbet. Om nogle dage tændes haabet igjen, baaden rustes ud; men mor kan ikke bringe mere fra spisekammeret end sort kaffe, spegemakrel, poteter og brød. Saa gaar det tilsjøs igjen for at friste lykken.

Anderledes er det om høsten. Vistnok er fartøiernes antal større; heller ikke behøver lodsen at gaa saa langt tilsjøs for «at faa skude;» men dog er der mere alvor i gjerningen. Det er gjerne de sydlige og sydvestlige høststorme, der fører fartøierne under kysten. Allerede inde i «havnen» merkes alvoret. Vindstødene ryster de smaa huse, og uveiret hyler omkring dem; ude fra havbrynet kommer de dumpe, rullende brøl af det oprørte havs tunge slag mod kysten. I sligt veir er der noget at tjene og — maaske nogen at redde. Hustruen vil nødig slippe ham ud, han kunde jo sætte til; men hun ved, at hverken overtalelser eller bønner holder ham igjen; taus og rolig følger hun ham da med de smaa ved haanden ned til baaden; saa kommer afskeden med et langt, lidt knugende haandtag til farvel, et blik, der beder om at være forsigtig, en stille bøn til den almægtige om at staa manden og maaske sønnen bi; og saa «Guds vilje ske,» om end, som jeg engang hørte af en ung lodskone, «det er saa vanskeligt at sige Guds vilje ske i alle ting.» Hun vogter baaden, til hun ser den forsvinde i det fraadende havbryn. Saa gjør hun sin gjerning derhjemme, medens hun af og til taler med sine om far og bror, der er ude. Naar vinden farer hylende om huset, brydes talen istykker af angsten, der lægger sig over sindet. Timerne 102gaar; hun begynder at se ud efter ham; imellem sendes den ældste paa «udkikken» for at se, om ikke baaden skulde komme. Faar hun se den kjendte skøite styre ind i havnen, leirer der sig en saa dyb lykke og fred over ansigtet. at den, der har været nærværende under saadanne omstændigheder, trygt kan bruge den forslidte talemaade: Det glemmes aldrig.

Og nu han derude? Med stumperne, 4 rev, gaar det mellem «braat og brand.» De vældige sjøer kaster det lille fartøi, som om det skulde løftes ud af vandet, medens skumskavlen velter indover; saa reiser der sig et braat fra mange favnes dybde. Det ligesom ser sig om en stund og truer med at begrave lodsen dybt under sig; men han klarer sig enten ved at bære af eller kløve braattet med baugen. Nede i bølgedalen er baaden som forsvunden; oppe paa toppen er den næsten skjult i sjøraak. Naar det gaar slig til, forstaar man, det er alvor at være lods. Der skal mod til at gaa ud i sligt veir; der skal aandsnærværelse og dygtighed til at klare det. Lad saa lodsen under dette anstrengende arbeide faa møde konkurrenter, saa baade modet og aandsnærværelsen maa øges for «at holde det oven vande» og muligens seire, saa kan det vel ogsaa siges, at her er adskilligt af «livets skole.»

Bevæggrundene til denne dristige seilads er dels æresfølelse; det vilde jo være skam ikke at have gjort alt, hvad der staar i menneskelig magt, for at fyldestgjøre sin stilling; men det er ogsaa og maaske mest tanken paa dem, der sidder hjemme; det er jo undertiden trangt om det nødvendige i lodsstuen.

Gaar det galt; sendes baade skøite og mandskab tilbunds, da leirer sorgen sig i lodshavnen, og det ikke bare hos de savnedes slegt, men hos dem alle i havnen; de er jo som oftest ved fælles bedrift, fælles med- og modgang voksede sammen til en stor familie. Det skjelmske smil, det kvikke, ofte skarpe svar, der høres, naar alt efter deres maalestok gaar godt, er borte; sindet er tungt, fordi det dvæler ved det hændte; det søger lettelse i bøn til den almægtige, og saa gaar det igjen, men med større alvor, ud til gjerningen. Men saa er det vel ogsaa rigtig sunget af Bjørnson:

103«Her er et folk i krigfor livet uafladelig —med dyre mandefaldi kampe uden tal.»

Tag saa lodsen en vinternat med storm, «brandende mørkt» snefog og kulde. Inde paa havnen og et stykke udover baner han sig vei mellem isflagene. Naar saa seiladsen begynder, skyller sjøen over; den slipper ikke ud, men fryser paa veien og danner et tykkere og tykkere islag paa dækket og baadens sider. Som det gaar baaden, gaar det lodsen, han bliver ogsaa overiset; men alligevel seiler han, stirrende og lyttende udover til fartøiet, der trænger hjælp. Han finder frem, kommer paa siden, men kan ikke borde for sjøgangen; saa gaar det den velkjendte vei med linen om livet gjennem sjøen. Naar han er kommen ombord, gaar han lige til roret, og at vide lodsens haand her, det letter ombord. Saa staar han der, speidende efter hvert braat, hver holme og pynt; han styrer ind mellem «braat og brand,» og han finder havnen. Naar det gaar slig til, saa kan det vel ogsaa siges, at arbeidet er møiefuldt, men ogsaa billigt, billigt i forhold til dets betydning for samfundet og til den sum af sjælsstyrke, der udkræves for at frembringe det. Det er nok ikke formeget sunget:

Sankt Olavs korsets rosret høvde for en øst-landsk lods.

For endel aar siden i december maaned gik en baad ud fra Nevlunghavn med to mand ombord, lodsen og lodsgutten. Det havde været knagende frost i flere dage; men den dag var det mildt veir med vind fra sydvest. Ud paa natten sprang vinden til nordost med kulde og snefog. Der blev taget ind tre rev og kursen sat hjemover; men saa kom der fartøi isigte. Baaden kom opunder fartøiet, og lodsen lovede at holde sig i nærheden af det, da han nødig vilde slippe gutten alene tilhavs i sligt veir; men da skipperen trængte sterkt ind paa ham for at faa ham ombord, og gutten mente, at han nok skulde slippe iland, saa gik lodsen ombord, lidt tung om hjertet for gutten og baaden. Det var ikke mange minuter, 104før skudens laterner var gjemte bag snefoget. Stormen øgedes saa, at der blev for meget seil; gutten krøb sig frem til masten og fik klosrevet; da han skulde tilbage i styrerummet, var han saa tiliset, at han havde møie med at komme ned igjen. Han holdt det gaaende for stumperne ude tilsjøs hele natten; da det begyndte at lysne, slog han sig op mod land; men hvor han vendte sig hen, hørte han bare brøl af braat og kunde ikke skimte nogen aabning. Her var ingen anden udvei end at bære langs braattene for et eller andetsteds at slippe ind igjennem en aabning. Imidlertid øgede stormen, saa baaden ikke vilde bære den stump af seilet, der var igjen; da det skulde gives ind, var det belagt med isklumper, skjøder og fald var frosne fast i blokkene, og dækket var islagt; paa knærne krøb han fremover og fik det saa nogenlunde fastgjort til masten. Ud paa dagen slap han mellem braattene ind i en bugt, hvor en brig laa fortøiet; han kom opunder den; men da han skulde op af styrerummet for at gjøre fast den ende, der blev kastet, var han saa tiliset, at han ikke kunde bevæge sig; briggens mandskab maatte gjøre fast for ham. Og saa laa da baaden der som en isklump med fokken oppe som et isflag paa kant. Gutten blev løftet ombord i briggen, hvor de stelte vel med ham; men da han vaagnede næste morgen, kunde han ikke røre sig. Takket være den gode pleie og hans kraftige natur var gutten dog om et par dage ligesaa rask og kjæk som før, og han var den første, der hilste lodsen velkommen, da ogsaa denne langt om længe kom hjem igjen. — Lodsen var nemlig ombord paa skuden i 10 døgn; først drev de ned under Jylland, saa satte strøm og vind dem under nesset; da de var komne hid og fik fyr isigte, mente skipperen, at det var en laterne, de saa; men braattene talte noget andet; saa nær var de, at braattets skavl slog indover dækket; klar kom de og endelig ind til Kristianssand. — Samme nat, gutten kom ombord i briggen, havde fire lodser seilt baaden iland i den samme bugt; de var saa medtagne af strabadser, at de maatte opgive baaden for at frelse livet.

C. Schollert.

98

Før i tiden hadde færderlodserne ikke noe ublandet godt lov. Kom et skip under kysten i storm og tykke eller ble sittende fast i isen, så visste man nok ombord, at man ingensteds på kysten traff mer åndsnærværende, uforferdede og iherdige loser enn færderlodserne. Men disse egenskaper var ikke nok til å være karl i den tid; der måtte også drikkes. Det første, der spurgtes etter, når losen var kommet ombord, var brennevin; fikk losen det ikke ombord, så kjøpte han det i byen. Når færderlodsen nå for tiden er satt ombord i et fartøy, seiler lodsgutten enten båten hjem eller til neste by; losen kommer da tilbake med dampskip eller jernbane, og så går det til sjøs igjen. Dengang benyttedes losbåten til hjemreise. Rått og vilt gikk det til; skryteri, skrål og slagsmål, det var sysselsættelsen.

Ikke stort bedre var det med losenes liv i hjemmet. Hjemmene var fattige og ustelte. Inne i «stuen» stak armoden seg frem overalt; den ble ikke mildnet av noen dekkende kvinnehånd; mændenes villskap førte hustruernes sløvhet med seg.

Det er en annen ånd, der hersker i loshavnene nå for tiden. Her bor fremdeles menn, hvis uforferdethet og dyktighet svarer til livsgjerningen; men edrueligheten har festet bo ved siden og har satt sine merker. Med denne er fredsommelighet og hjelpsomhet flyttet inn. Losen har fått et hjem, og han forstår å sette pris på det.

Om forsommeren er losen på makrellfiske. Kommer man til loshavnen ved middagstid i fisketiden, så ser man rundt omkring ved havnen, like opp til husene, oppstilt «krakker,» der er behengte med makrellgarn. Båtene kom fra sjøen i morges og ligger nå tomme med indgivne seil, stuvede sammen i havnen; der var kun blitt lite av nattesøvn for losene; thi da de kom inn, måtte de til med å rense garn og henge dem ut til tørring; dette er et sent arbeide; men 99det gikk fort allikevel; thi de fikk hjelp av hustruer og barn; overalt var der en rastløs iver i arbeidet, der ikke engang ble avbrutt av de få, høist nødtørftige bemerkninger. Her var jo ingen tid å spille; arbeidet måtte gjøres så betids, at losen kunne komme opp i sin stue, hilse på dem derhjemme og få seg en lur.

Er garnene på krakken, så er virksomheten borte fra havnen en stund, på det nær, at småguttene nå kan få bruke sin flåte; de har sine båter, der ser ut som «skøyten;» de har også sin havn, hvor båtene ligger fortøiede som sine store forbilder. Er det vær dertil, så seiles der og manøvreres der på samme vis i det små som med skøytene i det store.

Men hviletiden blir ikke lang; snart er familien igjen samlet ved båtene; der er ennå et fellesarbeid med å få garnene ombord; det går ikke an, at «far» skal streve med dette alene, og det går heller ikke an å komme sist ut av havnen, med mindre losen med et litt skjelmsk smil tør se flåten sette til havs, fordi han vet, at han nok skal skaffe seg og sine den fornøyelse å seile forbi kameratene. Han har jo den beste båt i havnen.

Det er et vakkert skue å se hele flåten stå til havs for en frisk bris. Båtene hører tildels til de beste seilere på kysten; de er så nypussede, at det skinner overalt; riggen er så omhyggelig stelt som på en kapseiler; under det svære seilpress krenges til rekkene; læ baug er hvert øyeblikk skjult av skum og bølger. Inne på havnen voktes seilasen; et tilfreds smil legger seg over ansiktet her eller der, når en båt skjærer forbi til luvart; båten hører jo likesom også til familien.

For losene giver seilasen den samme spenning og interesse som en kapseilads; men her er det ikke blot æren, der står på spill, det er også fortjenesten. Under losingen gjelder det å komme først til skuten og i fisketiden å komme langt til havs om aftenen og først i havn om morgenen.

Inne i havnen står de små, hvitmalte, en-etasjes huse, som oftest med en liten vel pleiet og innhegnet haveflek foran, og forteller om arbeidet i fristundene. Innenfor er det tarvelig; men der er utstyret med alt, hva losen har kunnet bringe hjem for å skape hygge; bohavet er ført inn stykke 100for stykke, ettersom fortjenesten tillot det, altsammen er stelt og pleiet med en omhu, der viser, at losen her søker vederkvegelsen ovenpå arbeidet.

I fisketiden blir det kun småstunder, losen tilbringer i sitt hjem om hverdagene; men så er han også fortøyd hele søndagen i familiehavnen. I regelen fiskes nemlig ikke om søndagene. Det blir et stykke ut på dagen, før han tørner ut, og så går der enda en god stund utover formiddagen, innen man samles nede ved båtene. Tiden, innen han kom ned, har dog ikke vært opptatt utelukkende av familiens timelige gleder og sorger; ikke sjelden har der vært lest et stykke av postillen, likesom det måltid, der er nytt, er begynt og sluttet med bøn. Dernede ved båtene stikker flere og flere hodene sammen; hvor der er plass, trenger småguttene seg inn; først drøfter man, hva der er passert av mer almen interesse i havnen i den forløpne uke, og dette er jo ikke så lite enda, når man er knyttet sammen ved familiebånd, felles bedrift, glede og sorg; så glider det over på ugens bedrifter på sjøen; da treffer det til, at der begynner å hviskes: der var en i havnen, som mistet hele garnlenken, den gikk fra ham i en storm eller ble seilet vekk av en skute; der kommer et forslag frem om, at der fra hver båt skal ytes den skadelidte et garn, og forslaget vedtages enstemmig. Er der mer tid igjen, før der skal holdes måltid, så drages minnene fra lods- og fiskelivet frem, og nå blir småguttene med; denne del av underholdningen er jo for deres appetitt.

Når fisket er forbi, begynner losingen, og på denne årstid må losen i regelen langt til havs for «at få skute.» I sommertiden, i godværet, går det an med de lange reiser til Øresund, Skagen og enda lenger vest. Det føles ikke så stridt, at provianten er klein, mannskapet lite, når luften og vannet er varmt, sjøen smul og natten kort. Ryger det opp med en kuling, er vinden lunere og lettere enn om høsten; det treffer jo til, at lodsgutten istedenfor å seile båten hjem må ligge og drive for små seilstumper. Men slikt er sjeldent på denne årstid. Hva 101der derimot volder losen bekymringer, er, når han ser solen stå opp og gå ned gang etter gang, uten at han praier noe fartøy, som søker norsk havn, og han har jo dem hjemme, der venter på ham og gevinsten; men Kattegat og Skagerak pløyes i sommertiden mest av fartøyer, der går syd eller vest. Derfor hender det ikke så sjelden, at losen etter en slig langreis på 14 dage a 3 uker kommer tomhendt hjem. Taus og mismodig, engstelig for spørsmålene fra hustruen og de små, kommer han inn i sin stue. På hustruens og barnas lepper ligger spørsmålet om reisens utfall; de vet jo, hva det betyr. Losens tause, halvt gjemte ansikt giver svaret. Så røres der ikke mer ved det, før far om kvelden eller neste dag forteller om, hvorledes han på den og den kant seilede uten å se skute, og der og der var andre kommet ham i forkjøpet. Om noen dage tennes håpet igjen, båten rustes ut; men mor kan ikke bringe mer fra spiskammeret enn sort kaffe, spekemakrell, poteter og brød. Så går det til sjøs igjen for å friste lykken.

Annerledes er det om høsten. Vistnok er fartøyenes antall større; heller ikke behøver losen å gå så langt til sjøs for «at få skute;» men dog er der mer alvor i gjerningen. Det er gjerne de sydlige og sydvestlige høststorme, der fører fartøyene under kysten. Allerede inne i «havnen» merkes alvoret. Vindstøtene ryster de små huse, og uværet hyler omkring dem; ute fra havbrynet kommer de dumpe, rullende brøl av det opprørte havs tunge slag mot kysten. I slikt vær er der noe å tjene og — maaske noen å redde. Hustruen vil nødig slippe ham ut, han kunne jo sette til; men hun vet, at hverken overtalelser eller bønner holder ham igjen; taus og rolig følger hun ham da med de små ved hånden ned til båten; så kommer avskjeden med et langt, litt knugende håndtak til farvel, et blikk, der beder om å være forsiktig, en stille bøn til den allmektige om å stå mannen og maaske sønnen bi; og så «Guds vilje ske,» om enn, som jeg engang hørte av en ung loskone, «det er så vanskelig å si Guds vilje ske i alle ting.» Hun vokter båten, til hun ser den forsvinne i det frådende havbryn. Så gjør hun sin gjerning derhjemme, mens hun av og til taler med sine om far og bror, der er ute. Når vinden farer hylende om huset, brytes talen i stykker av angsten, der legger seg over sinnet. Timene 102går; hun begynner å se ut etter ham; imellom sendes den eldste på «utkikken» for å se, om ikke båten skulle komme. Får hun se den kjente skøyte styre inn i havnen, leirer der seg en så dyp lykke og fred over ansiktet. at den, der har vært nærværende under sådanne omstendigheter, trygt kan bruke den forslitte talemåte: Det glemmes aldri.

Og nå han derude? Med stumpene, 4 rev, går det mellom «braat og brand.» De veldige sjøer kaster det lille fartøy, som om det skulle løftes ut av vannet, mens skumskavlen velter innover; så reiser der seg et braat fra mange favnes dybde. Det likesom ser seg om en stund og truer med å begrave losen dypt under seg; men han klarer seg enten ved å bære av eller kløve braattet med baugen. Nede i bølgedalen er båten som forsvunnen; oppe på toppen er den nesten skjult i sjøråk. Når det går slig til, forstår man, det er alvor å være lods. Der skal mot til å gå ut i slikt vær; der skal åndsnærværelse og dyktighet til å klare det. La så losen under dette anstrengende arbeide få møte konkurrenter, så både motet og åndsnærværelsen må økes for «å holde det oven vande» og muligens seire, så kan det vel også siges, at her er adskillig av «livets skole.»

Beveggrunnene til denne dristige seilas er dels æresfølelse; det ville jo være skam ikke å ha gjort alt, hva der står i menneskelig makt, for at fyllestgjøre sin stilling; men det er også og maaske mest tanken på dem, der sitter hjemme; det er jo undertiden trangt om det nødvendige i losstuen.

Går det galt; sendes både skøyte og mannskap tilbunds, da leirer sorgen seg i loshavnen, og det ikke bare hos de savnedes slekt, men hos dem alle i havnen; de er jo som oftest ved felles bedrift, felles med- og motgang voksede sammen til en stor familie. Det skjelmske smil, det kvikke, ofte skarpe svar, der høres, når alt etter deres målestokk går godt, er borte; sinnet er tungt, fordi det dveler ved det hendte; det søker lettelse i bøn til den allmektige, og så går det igjen, men med større alvor, ut til gjerningen. Men så er det vel også riktig sunget av Bjørnson:

103«Her er et folk i krigfor livet uavlatelig —med dyre mannefalli kamper uten tal.»

Tag så losen en vinternatt med storm, «brandende mørkt» snefog og kulde. Inne på havnen og et stykke utover baner han seg vei mellom isflakene. Når så seilasen begynner, skyller sjøen over; den slipper ikke ut, men fryser på veien og danner et tykkere og tykkere islag på dekket og båtens sider. Som det går båten, går det losen, han blir også overiset; men allikevel seiler han, stirrende og lyttende utover til fartøyet, der trenger hjelp. Han finner frem, kommer på siden, men kan ikke borde for sjøgangen; så går det den velkjente vei med linen om livet gjennom sjøen. Når han er kommet ombord, går han like til roret, og å vite losens hånd her, det letter ombord. Så står han der, speidende etter hvert braat, hver holme og pynt; han styrer inn mellom «braat og brand,» og han finner havnen. Når det går slig til, så kan det vel også siges, at arbeidet er møiefuldt, men også billig, billig i forhold til dets betydning for samfunnet og til den sum av sjelsstyrke, der utkreves for å frembringe det. Det er nok ikke formeget sunget:

Sankt Olavs korsets rosrett høvde for en øst-landsk lods.

For endel år siden i desember måned gikk en båt ut fra Nevlunghavn med to mann ombord, losen og lodsgutten. Det hadde vært knakende frost i flere dage; men den dag var det mildt vær med vind fra sydvest. Ut på natten sprang vinden til nordost med kulde og snefog. Der ble tatt inn tre rev og kursen satt hjemover; men så kom der fartøy i sikte. Båten kom oppunder fartøyet, og losen lovede å holde seg i nærheten av det, da han nødig ville slippe gutten alene til havs i slikt vær; men da skipperen trengte sterkt inn på ham for å få ham ombord, og gutten mente, at han nok skulle slippe i land, så gikk losen ombord, litt tung om hjertet for gutten og båten. Det var ikke mange minutter, 104før skudens laterner var gjemte bak snøfokket. Stormen øgedes så, at der ble for meget seil; gutten krøp seg frem til masten og fikk klosrevet; da han skulle tilbake i styrerummet, var han så tiliset, at han hadde møye med å komme ned igjen. Han holdt det gående for stumpene ute til sjøs hele natten; da det begynte å lysne, slo han seg opp mot land; men hvor han vendte seg hen, hørte han bare brøl av braat og kunne ikke skimte noen åpning. Her var ingen annen utvei enn å bære langs braattene for et eller annetsteds å slippe inn igjennom en åpning. Imidlertid økte stormen, så båten ikke ville bære den stump av seilet, der var igjen; da det skulle gives inn, var det belagt med isklumper, skjøter og fall var frosne fast i blokkene, og dekket var islagt; på knærne krøp han fremover og fikk det så noenlunde fastgjort til masten. Ut på dagen slapp han mellom braattene inn i en bukt, hvor en brigg lå fortøyd; han kom oppunder den; men da han skulle opp av styrerummet for å gjøre fast den ende, der ble kastet, var han så tiliset, at han ikke kunne bevege seg; briggens mannskap måtte gjøre fast for ham. Og så lå da båten der som en isklump med fokken oppe som et isflak på kant. Gutten ble løftet ombord i briggen, hvor de stelte vel med ham; men da han våknet neste morgen, kunne han ikke røre seg. Takket være den gode pleie og hans kraftige natur var gutten dog om et par dage likeså rask og kjekk som før, og han var den første, der hilste losen velkommen, da også denne langt om lenge kom hjem igjen. — Losen var nemlig ombord på skuten i 10 døgn; først drev de ned under Jylland, så satte strøm og vind dem under nesset; da de var kommet hit og fikk fyr i sikte, mente skipperen, at det var en laterne, de så; men braattene talte noe annet; så nær var de, at braattets skavl slo innover dekket; klar kom de og endelig inn til Kristianssand. — Samme natt, gutten kom ombord i briggen, hadde fire loser seilt båten i land i den samme bukt; de var så medtatte av strabaser, at de måtte oppgi båten for å frelse livet.

C. Schollert.