94

De tre første maaneder i aaret er en meget urolig tid for beboerne af sjøbygderne i det vestlige og nordlige Norge. Det er fiskerierne, som alles opmerksomhed er henvendt paa, og som paa en vis maade sysselsætter baade fiskere og ikke-fiskere, ligefra de yderste havskjær til de inderste fjordbygder. Allerede tidlig paa vaaren begynder man at forberede sig hertil; man lægger lag, det er: bestemmer, hvilke personer der skal være sammen i et følge; man sætter sine baade istand; man binder garn og not; man retter og bøder paa alle de gamle redskaber, som endnu kan lade sig bruge. De, som bor længst fra havkanten, forsyner sig med levnetsmidler for en lang reise og begiver sig derpaa ud for at være paa fiskestederne til den sedvanlige tid. Den rette rørelse begynder imidlertid først, naar et eller andet tegn til fiskens nærmelse er opdaget; thi da strømmer naturligvis alle til det betegnede sted og kappes om, hvem der kan faa den bedste plads.

Paa denne maade kan et sted, som ikke just af naturen synes indrettet til nogen samlingsplads, for en tid blive besøgt af en overordentlig mængde mennesker. De nøgne, stenrige nes og holmer ved Stavangers kyst bliver saaledes pludselig befolkede af en meget blandet skare fra de forskjellige egne i det sydlige Norge. Den uvenlige, veirhaarde kyst paa Nordmør og Søndmør bliver et samlingssted for hovedstyrken af den mandlige befolkning fra de indenfor liggende fjorde. De trange bugter og knudrede landtunger under Lofotens høie klippevæg bliver ligeledes et samlingssted for en meget anseelig mængde folk fra alle de nordenfjeldske egne, saa at de mange huse, som staar tomme og færdige til at modtage disse gjester, bliver for en kort tid mere fulde, end et hus burde være.

95Det er imidlertid ikke det samme fiskeri, som drives paa alle disse steder. Ved den nordlige kyst har man sedvanlig kun torskefiskeriet, ved den sydlige har man derimod sildefiskeriet, og det er dette sidste, som vi her vil betragte. Det pleier at begynde noget tidligere end torskefiskeriet og er sedvanlig i fuld gang i januar maaned. Den sild, som kommer til landet paa denne tid, er den saakaldte vaarsild eller storsild, en fisk, som synes skabt til føde for de allerforskjelligste skabninger, og som derfor idelig bliver forfulgt og efterstræbt, hvorsomhelst den viser sig. Under hidsig forfølgelse af hvaler og andre sjødyr kommer den paa sin bestemte aarlige gang imod landet, og her møder den da et ganske alvorligt angreb fra en anden kant. Naar man ved, at der i en række af aar har været udskibet over 500 000 tønder sild aarlig fra Stavanger og Bergen, saa kan man deraf gjøre sig et begreb om fiskestimernes størrelse og tillige om den rørelse og virksomhed, som dette fiskeri fremkalder.

Man fanger silden dels med garn og dels med vod eller not. Den sidste er, som bekjendt, saaledes indrettet, at man dermed kan omringe en fiskestim og trække den til land. Den anvendes altsaa der, hvor fisken staar meget tæt i en bugt eller paa en jevn grunding ved landet. Denne fiskemaade er egentlig den morsomste. Til at udsætte og optrække en stor not udkræves nemlig en mængde folk, som maa arbeide med raskhed og efter en vis plan, der sedvanlig bestemmes ved et slags kommando af en dertil antagen formand. Imidlertid er formanden ikke den eneste, der har noget at sige. Hans lille armé er ligesaa ivrig og høirøstet som han selv. Overalt opmaner man til anstrengelse, overalt har man noget at varsle eller minde om, og det hele foregaar i en saadan skynding og med en saadan støi, at man netop pleier at nævne denne bedrift som et eksempel, naar man skal fortælle om noget, som er foregaaet under usedvanlig larm og tummel, idet man da pleier at sige, at „det var, som om man skulde ud med en sildenot.“

Naar et saadant kast eller dræt er gjort, lægger man baadene til for at optage fisken, og hertil bruges da et slags kurv med et langt skaft, hvormed man altsaa øser op af noten. Undertiden kan et kast være saa stort, at man ikke straks kan optage det, og i dette tilfælde bliver noten stængt eller fæstet saaledes, at den kan blive staaende nogen tid i sjøen med den samlede fisk, som da kaldes et laas. Imidlertid bliver den optagne sild bortført eller 96bragt paa land, hvor man da først kverker den, det vil sige, giver den et indsnit i struben, forat saltet desbedre kan trænge ind; derpaa bliver den nedlagt i tønder og saltet. Da nedsaltningen ellers kræver mange folk og en mængde tønder og salt, bliver den gjerne udsat, indtil silden er henført til nærliggende byer og ladesteder.

Dette liv medfører vistnok megen rørelse og munterhed; men det har ogsaa megen besværlighed og megen fare, især for helbreden. Man vil let indse dette, naar man forestiller sig en stor mængde folk forsamlet paa en tyndt bebygget og nøgen havstrand i den koldeste og stormfuldeste aarstid og ved et arbeide, som altid ledsages af væde og fugtighed. Fiskeriet drives sedvanlig ved aabne baade, og den største del af fiskerne er saaledes nødt til at søge hus om natten. Men de huse, som forefindes ved de forskjellige og tidt omvekslende fiskesteder, kan naturligvis ikke forslaa til en saadan folkemængde. De bliver derfor snart saa fulde, at der er ingen leilighed til at ligge og knap nok til at sidde, og heller ikke faar man nogen leilighed til at tørre sine vaade klæder. Det er slemt nok at udholde en vinternat i saadan kvalme og trængsel; men det er naturligvis meget værre at udholde en saadan nat under aaben himmel.

Det kan neppe feile, at et saadant fiskerliv maa have en betydelig indflydelse paa tænkemaaden og karakteren hos de folk, som jevnlig deltager deri. Det giver ei alene en legemlig hærdelse, en vane til at taale savn og lide ondt; men det giver ogsaa en selskabelig taalsomhed. Den selvstændige mand nødes til at slaa sig sammen med andre, at dele ondt og godt med dem og ofte give slip paa sin egen bekvemmelighed. I visse tilfælde, f. eks. i seiladsen, maa han stille sig under anførsel af en af sine ligemænd og adlyde ham saa punktlig som en soldat sin officer. I mange andre tilfælde maa han opgive sine egne planer og følge med didhen, hvor han ikke vilde, da det heller ikke kommer an paa, hvad én vil, naar ikke de øvrige er enige med ham. Og imidlertid finder man sig rolig i alt dette, fordi man ser, at det er nødvendigt. En saadan idelig tilvænnelse til at lempe sig efter andre maa vistnok have en god virkning, og vist er det i alle fald, at beboerne af sjøbygderne er i almindelighed et spagfærdigt og fredeligt folk, og at voldsomme optrin her forekommer sjeldnere end paa adskillige andre steder, hvor der skulde synes at være langt mindre anledning dertil.

97Paa samme tid som sildefisket sætter en stor mængde folk i arbeide paa sjøen, foraarsager det ogsaa en livlig rørelse paa landet og i husene, da nemlig fisken skal tilvirkes og forsynes saaledes, at den kan forsendes som handelsvare og holdes vedlige for en længere tid. Hertil kræves en betydelig folkehjælp, forat arbeidet kan drives uafbrudt og blive færdigt, medens fisken endnu er fersk og frisk. Da nu netop sildefisket indtræffer paa en kold og ublid aarstid, maa man holde sig inde i husene med dette arbeide, som da fordeles imellem de tilstedeværende folk, saaledes at nogle bærer fisken ind i de dertil indrettede boder, andre derimod sættes til at kverke den, og atter andre har arbeide med at nedlægge fisken i tønder og salte den.

Skjønt det just ikke er noget renligt arbeide, som man her har for sig, pleier det dog at drives med megen lyst og munterhed. Den store mængde af vakre, sølvblanke fiske er allerede et behageligt syn for øiet, og naar man ved, hvad tingen kan bruges til, kan man nok ogsaa have andre aarsager til fornøielse. Thi om endog naturens mangfoldighed og skjønhed er noget, som mange folk kun har liden sans for, saa er der dog i alle fald noget, som alle pleier at have sans for, og det er mad og penge. Istedenfor de blanke „sildereist,“ som hænger fast ved klæderne paa alle sider, venter man snart at faa blanke sølvmynter i lommen. Istedenfor de flekkede og tilsølede klæder, som man nu har paa sig, venter man snart at skaffe sig en ny og statelig klædning efter modens fordringer, og dette er naturligvis en behagelig udsigt. Istedenfor det fattige forraad derhjemme i stuen venter man snart at faa raad til en god forsyning til sit kjøkken og sin kjelder, og denne udsigt bliver da egentlig den fornemste af alle. Det er derfor intet under, at man i disse dage ser glade ansigter paa alle sider. Der er haab om vinding saavel for de fattige folk som for de rige, og dersom fangsten paa sjøen slaar rigtig til, kan det endog hænde sig, at adskillige fattige folk bliver rige. Men saalænge dette arbeide varer, er det sandelig ikke at tænke paa nogen stas eller magelighed. Man maa sidde i det samme røre baade sent og tidlig, i et trangt rum og i ubekvemme stillinger, med frosne næver og fugtige klæder. Man forsømmer ogsaa sin huslige orden og sin sedvanlige søvn og hvile, idet man her maa sidde oppe om natten saavelsom om dagen. Vistnok har man selskab og maaske et lystigt selskab, saa at man ikke merker, hvor tiden gaar; men den norske vinternat er ligevel saa drøi, at

V. bd.

98man nok tilsidst vil komme til at spørge, hvad klokken er, eller, som det heder hos de gamle paa landet, „at se efter, hvor stjernen staar.“

Ivar Aasen.

94

De tre første måneder i året er en meget urolig tid for beboerne av sjøbygdene i det vestlige og nordlige Norge. Det er fiskeriene, som alles oppmerksomhet er henvendt på, og som på en viss måte sysselsetter både fiskere og ikke-fiskere, like fra de ytterste havskjær til de innerste fjordbygder. Allerede tidlig på våren begynner man å forberede seg hertil; man legger lag, det er: bestemmer, hvilke personer der skal være sammen i et følge; man setter sine båter i stand; man binder garn og not; man retter og bøter på alle de gamle redskaper, som ennå kan la seg bruke. De, som bor lengst fra havkanten, forsyner seg med levnetsmidler for en lang reise og begir seg derpå ut for å være på fiskestedene til den sedvanlige tid. Den rette rørelse begynner imidlertid først, når et eller annet tegn til fiskens nærmelse er oppdaget; thi da strømmer naturligvis alle til det betegnede sted og kappes om, hvem der kan få den beste plass.

På denne måte kan et sted, som ikke just av naturen synes innrettet til noen samlingsplass, for en tid bli besøkt av en overordentlig mengde mennesker. De nakne, steinrike nes og holmer ved Stavangers kyst blir således plutselig befolket av en meget blandet skare fra de forskjellige egne i det sydlige Norge. Den uvennlige, værharde kyst på Nordmør og Søndmør blir et samlingssted for hovedstyrken av den mannlige befolkning fra de innenfor liggende fjorde. De trange bukter og knudrete landtunger under Lofotens høye klippevæg blir likeledes et samlingssted for en meget anselig mengde folk fra alle de nordenfjeldske egne, så at de mange huse, som står tomme og ferdige til å motta disse gjester, blir for en kort tid mer fulle, enn et hus burde være.

95Det er imidlertid ikke det samme fiskeri, som drives på alle disse steder. Ved den nordlige kyst har man sedvanlig kun torskefiskeriet, ved den sydlige har man derimot sildefiskeriet, og det er dette siste, som vi her vil betrakte. Det pleier å begynne noe tidligere enn torskefiskeriet og er sedvanlig i full gang i januar måned. Den sild, som kommer til landet på denne tid, er den såkalte vårsild eller storsild, en fisk, som synes skapt til føde for de allerforskjelligste skapninger, og som derfor idelig blir forfulgt og etterstrebet, hvorsomhelst den viser seg. Under hidsig forfølgelse av hvaler og andre sjødyr kommer den på sin bestemte årlige gang imot landet, og her møter den da et ganske alvorlig angrep fra en annen kant. Når man vet, at der i en rekke av år har vært utskipet over 500 000 tønder sild årlig fra Stavanger og Bergen, så kan man derav gjøre seg et begrep om fiskestimernes størrelse og tillike om den rørelse og virksomhet, som dette fiskeri fremkaller.

Man fanger silden dels med garn og dels med vad eller not. Den siste er, som bekjent, således innrettet, at man dermed kan omringe en fiskestim og trekke den til land. Den anvendes altså der, hvor fisken står meget tett i en bukt eller på en jevn grunning ved landet. Denne fiskemåte er egentlig den morsomste. Til å utsette og optrække en stor not utkreves nemlig en mengde folk, som må arbeide med raskhet og etter en viss plan, der sedvanlig bestemmes ved et slags kommando av en dertil antatt formann. Imidlertid er formannen ikke den eneste, der har noe å si. Hans lille armé er likeså ivrig og høyrøstet som han selv. Overalt opmaner man til anstrengelse, overalt har man noe å varsle eller minde om, og det hele foregår i en sådan skynding og med en sådan støy, at man nettopp pleier å nevne denne bedrift som et eksempel, når man skal fortelle om noe, som er foregått under usedvanlig larm og tummel, idet man da pleier å si, at „det var, som om man skulle ut med en sildenot.“

Når et sådant kast eller dræt er gjort, legger man båtene til for å oppta fisken, og hertil brukes da et slags kurv med et langt skaft, hvormed man altså øser opp av noten. Undertiden kan et kast være så stort, at man ikke straks kan oppta det, og i dette tilfelle blir noten stengt eller festet således, at den kan bli stående noen tid i sjøen med den samlede fisk, som da kalles et lås. Imidlertid blir den optagne sild bortført eller 96brakt på land, hvor man da først kverker den, det vil si, giver den et innsnitt i strupen, for at saltet desbedre kan trenge inn; derpå blir den nedlagt i tønder og saltet. Da nedsaltingen ellers krever mange folk og en mengde tønder og salt, blir den gjerne utsatt, inntil silden er henført til nærliggende byer og ladesteder.

Dette liv medfører vistnok mye rørelse og munterhet; men det har også mye besværlighet og mye fare, især for helbreden. Man vil lett innse dette, når man forestiller seg en stor mengde folk forsamlet på en tynt bebygd og nøgen havstrand i den kaldeste og stormfulleste årstid og ved et arbeide, som alltid ledsages av væte og fuktighet. Fiskeriet drives sedvanlig ved åpne både, og den største del av fiskerne er således nødt til å søke hus om natten. Men de huse, som forefinnes ved de forskjellige og titt omvekslende fiskesteder, kan naturligvis ikke forslå til en sådan folkemengde. De blir derfor snart så fulle, at der er ingen leilighet til å ligge og knap nok til å sitte, og heller ikke får man noen leilighet til å tørre sine vaade klæder. Det er slemt nok å utholde en vinternatt i sådan kvalme og trengsel; men det er naturligvis meget verre å utholde en sådan natt under åpen himmel.

Det kan neppe feile, at et sådant fiskerliv må ha en betydelig innflytelse på tenkemåten og karakteren hos de folk, som jevnlig deltager deri. Det gir ei alene en legemlig hærdelse, en vane til å tåle savn og lide ondt; men det gir også en selskapelig tålsomhet. Den selvstendige mann nødes til å slå seg sammen med andre, å dele ondt og godt med dem og ofte gi slip på sin egen bekvemmelighet. I visse tilfelle, f. eks. i seilasen, må han stille seg under anførsel av en av sine likemenn og adlyde ham så punktlig som en soldat sin offiser. I mange andre tilfelle må han oppgi sine egne planer og følge med didhen, hvor han ikke ville, da det heller ikke kommer an på, hva én vil, når ikke de øvrige er enige med ham. Og imidlertid finner man seg rolig i alt dette, fordi man ser, at det er nødvendig. En sådan idelig tilvenning til å lempe seg etter andre må vistnok have en god virkning, og vist er det i alle fall, at beboerne av sjøbygdene er i alminnelighet et spagfærdigt og fredelig folk, og at voldsomme opptrinn her forekommer sjeldnere enn på adskillige andre steder, hvor der skulle synes å være langt mindre anledning dertil.

97På samme tid som sildefisket setter en stor mengde folk i arbeide på sjøen, forårsaker det også en livlig rørelse på landet og i husene, da nemlig fisken skal tilvirkes og forsynes således, at den kan forsendes som handelsvare og holdes vedlige for en lenger tid. Hertil kreves en betydelig folkehjelp, for at arbeidet kan drives uavbrutt og bli ferdig, mens fisken ennå er fersk og frisk. Da nå nettopp sildefisket inntreffer på en kald og ublid årstid, må man holde seg inne i husene med dette arbeide, som da fordeles imellom de tilstedeværende folk, således at noen bærer fisken inn i de dertil innrettet boder, andre derimot settes til å kverke den, og atter andre har arbeide med å nedlegge fisken i tønder og salte den.

Skjønt det just ikke er noe renligt arbeide, som man her har for seg, pleier det dog å drives med mye lyst og munterhet. Den store mengde av vakre, sølvblanke fiske er allerede et behagelig syn for øyet, og når man vet, hva tingen kan brukes til, kan man nok også have andre årsaker til fornøyelse. Thi om endog naturens mangfoldighet og skjønnhet er noe, som mange folk kun har liten sans for, så er der dog i alle fall noe, som alle pleier å ha sans for, og det er mat og penger. Istedenfor de blanke „sildereist,“ som henger fast ved kledene på alle sider, venter man snart å få blanke sølvmynter i lommen. Istedenfor de flekkede og tilsølte klæder, som man nå har på seg, venter man snart å skaffe seg en ny og statelig kledning etter modens fordringer, og dette er naturligvis en behagelig utsikt. Istedenfor det fattige forråd derhjemme i stuen venter man snart å få råd til en god forsyning til sitt kjøkken og sin kjelder, og denne utsikt blir da egentlig den fornemste av alle. Det er derfor intet under, at man i disse dage ser glade ansikter på alle sider. Der er håp om vinning såvel for de fattige folk som for de rike, og dersom fangsten på sjøen slår riktig til, kan det endog hænde seg, at adskillige fattige folk blir rike. Men så lenge dette arbeide varer, er det sannelig ikke å tenke på noen stas eller makelighet. Man må sitte i det samme røre både sent og tidlig, i et trangt rom og i ubekvemme stillinger, med frosne never og fuktige klæder. Man forsømmer også sin huslige orden og sin sedvanlige søvn og hvile, idet man her må sitte oppe om natten saavelsom om dagen. Vistnok har man selskap og maaske et lystig selskap, så at man ikke merker, hvor tiden går; men den norske vinternatt er likevel så drøy, at

V. bd.

98man nok til sist vil komme til å spørre, hva klokken er, eller, som det heter hos de gamle på landet, „å se etter, hvor stjernen står.“

Ivar Aasen.