88

Naar solen senhøstes gik ned i store, gule skyer fulde af storm og regn, sænkede der sig over den lille by et mørke, mod hvilket der ikke blev gjort nogen modstand — medmindre man vil regne en liden lygte, som døsede i muren ved indgangen til raadstuen.

Forresten var det mørkt — begende mørkt i de trange, krinklede gader og nede paa bryggerne, hvor man gik lige bardus paa hovedet i sjøen, naar man var fremmed.

I de smaa butiker brændte tranlampen og et talglys; i de finere var man begyndt med en hængende moderatorlampe, som skar gamle folk i øinene. Henover pytterne faldt der da et mat skjær, og de, som var godt kjendte i gaden, kunde hoppe sig nogenlunde tørskoet frem. Men de fleste havde svære støvler paa og svassede ivei, saa man hørte det plaske i sølen.

Hist og her kom der en liden lygte svingende, snart bøiet bekymret mod jorden for at finde en overgang over de værste steder, snart kastende sit nærgaaende lys i ansigtet paa en forbigaaende eller opad væggen paa de lave træhuse.

Damer med kappekurve, hvoraf der stak strikkepinder op, gik til selskabs, eller en tjenestepige lyste forsigtig med lygten, og bagefter kommer der hoppende to, tre smaapiger, som skulde 89paa danseskole, med tynde, tynde hvide lægger og store pampusser paa fødderne.

Men efter klokken syv var der ikke stort mere lys i butikerne, og der blev stille i gaderne; kun af og til faldt en lysstribe ud over sølen og pytterne, naar døren gik op til en brændevinssjap, hvor sjøfolk og faste drankere sad og brølte eller sloges.

Saa begyndte vægterne at sprede sig fra raadstuen ud over byen. Det var helst gamle matroser og skibstømmermænd, som ikke længer kunde arbeide, — med grovt, grødet mæle, krogryggede og tunghørte.

De kom gaaende ganske langsomt i sine lange, tykke vadmelsfrakker med lygten i venstre haand, stødende den tunge pigstav i brostenene, saa man hørte dem lang vei. Og ved de bestemte hushjørner raabte de tiden og vinden — hver paa sin maade, saa at hver vægter blev forstaaet i sin gade, men ellers neppe nogensteds i den hele verden.

Naar saa de, der var i selskaber, kom hjem i god, borgerlig tid lidt over ti, svingede der atter nogle lygter gjennem gaderne; man mødte vægteren, hilste godaften, og de unge spurgte, hvad klokken var, for at plage ham; men de gamle spurgte efter vinden for alvor.

Men efter den tid var byen ganske sort og uddød. En drukken mand gik fra stok til væg, indtil han havnede ensteds i en kjelderhals, i en rendesten, i sjøen eller — hvis han snublede over en vægter — paa raadstuen.

Men de var ikke lette at snuble over, vægterne; for de havde sine vel forborgne sovepladse, som de kun yderst nødig forlod, naar de syntes, der maatte raabes noget, eller naar der nærmede sig slæbende skridt af gamle, stive læderstøvler i gaden.

Det var rundvagten — den egentlige brandvagt. Den bestod — tror jeg — helst af rigtig ældgamle vægtere, som der ikke længer var lyd i. De var fire eller fem i følge, og alle havde de slaaet kraverne helt op og trukket skindhuerne helt ned, saa nogen ildebrand skulde de neppe merke, før det sved dem i skjegget.

Og alligevel sov byen saa trygt, saa trygt.

90Og vaagnede en eller anden og begyndte at tænke paa al den rug, som laa paa sjøhuset, eller der kom række paa række af billeder — tydelige, ubønhørlige, som de kommer i mørke om natten — af en glo — en glo, som laa ensteds og ulmede og greb om sig og fængede i væggen og fik magt og omspændte huset og fortærede rugen, saltet, tønder og hele kramboden med varelager og altsammen! — da lød der slæbende trin i gaden af gamle, stive læderstøvler; pigstave stødtes i brostenene; de nærmede sig og drog forbi.

Ah! rundvagten! — alt i orden. Se saa ja, nu kunde man sove videre trygt og rolig.

Eller et barn vaagnede af en ond drøm og laa og lyttede og pintes af fæle skikkelser — tyve og rokkedreiere, som kom ind ad kjøkkenvinduet og vilde dræbe far og mor med lange knive! — da hørte de udenfor paa hjørnet: «Hør, vægter — hør! Klokken er slagen to; vinden er stille!»

Ah! — vægteren! — ja det var jo sandt — vægteren var der! saa kunde der ikke komme tyve og rokkedreiere i kjøkkenvinduet! Alle onde mennesker maatte holde sig hjemme hos sig selv, ellers tog vægteren dem paa raadstuen; ja — der var vist ingen onde mennesker, bare gode, snilde folk — og vægtere.

Saa sov de ind igjen saa trygge og taknemmelige og drømte ikke det ringeste gran mere.

Men — naar de saa kom — de tre forfærdelige brandskud, saa ruderne klirrede over den hele by, og mange sprang, — da var ogsaa rædselen over al maade.

Over de mørke gader skinnede det rødt i den tykke regnluft som et luende ildhav, om det saa bare var en almindelig pibebrand; den lange Jørgen tambur trommede, som han var gal, med den tykke ende af stikkerne; og mænd med grovt maal og gutter med stemmer saa skarpe som maager fløi gjennem gaderne og skreg af al magt: «Brand! brand, brand! — brand!»

Ved sprøitehuset samledes folk med lygter, raabende, bandende: nøglerne! nøglerne? De hang bag brandinspektørens seng; — afsted efter brandinspektøren; — i det begende mørke løb en lige i maven paa ham, og nøgleknippet bort i sølen; 91og mens de ledte efter det med tre lygter, sprængte nogle skippere dørene, og sprøiterne rumlede afsted med den uhyggelige, tomme lyd.

Gamle jomfruer i nattrøie løb ud paa gaden med en vaskevandsbolle eller et strygejern; og i husene flokkedes alle om fars og mors sengkammer. De smaa børn sad i sengen og græd; de voksne døtre skulde trøste dem — halvklædte, med haaret nedover ryggen, blege og skjælvende af skræk.

Men mor lod koge kaffe — varm kaffe er god for alt og til alle tider; og far kom undertiden hjemom og fortalte, hvorledes det gik.

Gutterne havde straks klædt sig paa og forsvandt. For dem var det en fest — en skrækkens fest. Den røde himmel over den sorte nat, flammen, som undertiden viftede ud af den tykke røg, de voksne mænd, som sprang og raabte, alt dette fyldte dem med en spænding som af ti romaner; i en trang til at vove det uhyre, til at udmerke sig ved noget uhørt mandhaftigt styrtede de sig ind i huse, hvor der hverken var ild eller fare og tog kjæmpetag i de urørligste og umuligste gjenstande for at redde.

Brandinspektøren stod ved sprøiterne og kommanderede. To rækker af mænd og halvvoksne gutter langede vand op og tomme spande tilbage. Ved sjøen eller nede i en brønd skiftedes unge sjømænd til at fylde brandspandene, til de var gjennemvaade og døde i armene. Officerer af borgerkorpset i blaa snipkjole med hvide snorer løb omkring og var overalt iveien for sig selv og andre med sine lange sabler.

Men i selve ilden var igjen sjøfolkene. De var inde i husene og reddede, til taget faldt, oppe paa nabohuset med vaade seil, huggede ned smaahuse og plankeverker.

Under alt dette led dog kjøbmændene den værste angest; thi assurance var en meget sjelden ting.

Men naar vinden bar paa, og de smaa træhuse flammede op, det ene efter det andet, da tabte selv de klogeste og dristigste al tanke, og de løb omkring i pakboderne paa sjøhuset og hjalp til med at styrte melsække og korn i sjøen, arbeidende og ødelæggende i sit ansigts sved, mens de glemte at redde kontanterne i kontoret bag kramboden.

Men gjennem ild og røg — høit over larmen og raabene lød klemtningen fra den store klokke i kirken. To eller tre 92langsomme slag, saa en lang pause, derpaa igjen nogle enkelte, spredte slag med pauser imellem. Det lød saa tungt og haabløst. Det var ikke stormklokken, som skulde vække menneskene til hjælp og redning; det var kirkens bøn om barmhjertighed, de gjentagne, fortvilede raab til Gud, at han vilde slukke den fortærende ild. —

— Men vinternatten kjendte ogsaa til et andet liv i den lille, begmørke by. Det var ved juletider eller straks over nyaar, naar nordvesten gik med snebyger hver halve time og stjerneklart imellem.

Da kunde der pludselig komme indover byfjorden en baad, en til og nok en, saa en liden skøite og saa et par baade igjen. De seilede hver til sin kant inde paa havnen, famlede sig frem i mørket til fortøiningsringene indunder sjøhusene og paa bryggerne.

En mand sprang iland og løb, alt hvad han kunde, ind i byen; de store sjøstøvler satte elefantspor i snelaget, som dækkede sølen efter den sidste byge.

Vægteren løftede sin lygte og saa paa manden. Hans støvler, hans bukser — ja helt op til den gule sydvest skinnede som sølv af utallige, blanke smaastjerner. Vægteren smilede, og da han var en gammel, lun fyr, saa raabte han: «Vinden er nordvest; — silden er kommen!»

Flere baade, flere smaafartøier kom ind; det klirrede hist og her af ankre, som faldt. Der blev dundret i sjøhusvæggen; folk kom op og løb med lygter. Sjøhusdørene i første etage reves tilside, og lyset faldt over mændene derude i baadene og over den sølvglinsende mængde af deilig, trind vaarsild.

Oppe i byen blev der banket paa hos kjøbmanden; det drønede i hele huset, naar manden med sjøstøvlerne tog en sten af gaden og slog i væggen — han var ikke ræd, han vidste, han var velkommen.

Alle vaagnede og tænkte straks paa brand. Men husfaderen sprang af sengen og stødte vinduet op.

«Jeg skulde hilse fra Ivar Østebø, at han har kjøbt 400 tønder for jer».

«Ved du prisen?»

«Tre ort og atten. Vi ligger ved nordre huset med otti tønder; de andre er tæt bagefter».

«Hvad er vinden?»

93«Nordvest med snekave.»

«Spring op til han Lars i Berje og lad ham samle kvindfolkene; han ved besked.»

Dermed sloges vinduet i; manden med sjøstøvlerne løb videre, tørnede i mørket sammen med andre mænd, som ogsaa var begyndt at løbe. Men kjøbmanden begyndte ivrig at tage sjøhusklæderne paa; de hang færdige. Konen formanede ham fra sengen til at tage to af de tykkeste uldtrøier, hvilket han gjorde. Han vidste, hvorledes det var en nat paa sjøhuset med nordvest og snekave.

Under bygerne øgte vinden lidt, saa sneen hvirvlede; ellers var det en passelig frisk nordvest, og baade og fartøier vedblev at komme, indtil hele havnen var fuld af raab og skraal og plaskning af bølgerne, slag af seil, som firedes, og den muntre, klingrende lyd af smekre ankerkjettinger, som rusede ud.

Helt oppe paa fjerde loft kom der lys i alle sjøhusene; tranlamper stilledes hist og her; folk begyndte at komme til — mænd og kjærringer og unge piger; saltboden blev aabnet; bødkeren rumsterede med tønderne; mandskabet ude i baaden blev utaalmodigt; de raabte ind, at nu begyndte de, og de fire første blanke sild slængtes ind over sjøhusgulvet.

Nu var hele byen, indtil den fjerneste afkrog, underrettet; der kom lys bag smaa ruder, og utallige kaffekjedler sattes over. Overalt iver og munterhed; silden var kommen — silden, som alle havde ventet paa, og som alle ventede sig noget af.

De unge piger og koner, som skulde gane silden, det vil sige tage indvoldene ud, klædte sig i sine ganeklæder med latter og kommers, skjønt det var saa koldt at staa op, at tænderne klaprede i munden paa dem. Fremfor alt bandt de et tykt tørklæde forsvarlig om hovedet, saa der ikke var andet at se end øinene og næsen; for fik man sildelage i haaret, saa blev det til saar.

Naar de var færdige, løb de i følger afsted til det sjøhus, hvor de paa forhaand havde tinget arbeide; og en-to-tre fandt de sit lag og sin plads midt i silden til op over træskoene med tønder og saltbaljer og det usalige talglys, der stod paa en pinde, som var stukken midt ned i sildehaugen, og som altid voldte stor bekymring formedelst snyden med vaade fingre, falden omkuld og andre gjenvordigheder. Saa 94fik de op den lille blanke ganekniv og saa til at rispe op sild efter sild i en lynende fart.

Nu var der fuldt af elefantspor i sneen, og det var til ingen nytte, at bygerne hvert øieblik lagde et nyt lag over; det blev straks trampet ned til søle.

Kun oppe i byen i de bredere gader og omkring skolen var der endnu saa megen sne, at skolegutterne kunde faa istand en liden batalje, da det endelig blev morgen.

Alex. Kielland.

88

Når solen senhøstes gikk ned i store, gule skyer fulle av storm og regn, senket der seg over den lille by et mørke, mot hvilket der ikke ble gjort noen motstand — med mindre man vil regne en liten lykte, som døset i muren ved inngangen til rådstuen.

Forresten var det mørkt — begende mørkt i de trange, krinklede gater og nede på bryggerne, hvor man gikk like bardus på hodet i sjøen, når man var fremmed.

I de små butikker brente tranlampen og et talglys; i de finere var man begynt med en hengende moderatorlampe, som skar gamle folk i øynene. Henover pyttene falt der da et mat skjær, og de, som var godt kjente i gaten, kunne hoppe seg noenlunde tørskoet frem. Men de fleste hadde svære støvler på og svasset i vei, så man hørte det plaske i sølen.

Hist og her kom der en liten lykte svingende, snart bøyet bekymret mot jorden for å finne en overgang over de verste steder, snart kastende sitt nærgående lys i ansiktet på en forbigående eller oppad veggen på de lave trehus.

Damer med kappekurve, hvorav der stak strikkepinner opp, gikk til selskabs, eller en tjenestepike lyste forsiktig med lykten, og bakefter kommer der hoppende to, tre småpiker, som skulle 89på danseskole, med tynne, tynne hvite legger og store pampusser på føttene.

Men etter klokken syv var der ikke stort mer lys i butikkene, og der ble stille i gatene; kun av og til falt en lysstripe ut over sølen og pyttene, når døren gikk opp til en brændevinssjap, hvor sjøfolk og faste drankere satt og brølte eller sloges.

Så begynte vekterne å sprede seg fra rådstuen ut over byen. Det var helst gamle matroser og skipstømmermenn, som ikke lenger kunne arbeide, — med grovt, grøtet mæle, krokryggede og tunghørte.

De kom gående ganske langsomt i sine lange, tykke vadmelsfrakker med lykten i venstre hånd, støtende den tunge pigstav i brosteinene, så man hørte dem lang vei. Og ved de bestemte hushjørner ropte de tiden og vinden — hver på sin måte, så at hver vekter ble forstått i sin gate, men ellers neppe noensteds i den hele verden.

Når så de, der var i selskaper, kom hjem i god, borgerlig tid litt over ti, svingede der atter noen lykter gjennom gatene; man møtte vekteren, hilste godaften, og de unge spurte, hva klokken var, for å plage ham; men de gamle spurte etter vinden for alvor.

Men etter den tid var byen ganske sort og utdødd. En drukken mann gikk fra stokk til vegg, inntil han havnet ensteds i en kjellerhals, i en rennestein, i sjøen eller — hvis han snublet over en vekter — på rådstuen.

Men de var ikke lette å snuble over, vekterne; for de hadde sine vel forborgne soveplasser, som de kun ytterst nødig forlot, når de syntes, der måtte ropes noe, eller når der nærmet seg slepende skritt av gamle, stive lærstøvler i gaten.

Det var rundvakten — den egentlige brannvakt. Den bestod — tror jeg — helst av riktig eldgamle vektere, som der ikke lenger var lyd i. De var fire eller fem i følge, og alle hadde de slått kravene helt opp og trukket skinnhuene helt ned, så noen ildebrann skulle de neppe merke, før det sved dem i skjegget.

Og allikevel sov byen så trygt, så trygt.

90Og våknet en eller annen og begynte å tenke på all den rug, som lå på sjøhuset, eller der kom rekke på rekke av billeder — tydelige, ubønhørlige, som de kommer i mørke om natten — av en glo — en glo, som lå ensteds og ulmet og grep om seg og fenget i veggen og fikk makt og omspente huset og fortærte rugen, saltet, tønder og hele kramboden med varelager og altsammen! — da lød der slepende trin i gaten av gamle, stive lærstøvler; pigstave stødtes i brosteinene; de nærmet seg og drog forbi.

Ah! rundvakten! — alt i orden. Se så ja, nå kunne man sove videre trygt og rolig.

Eller et barn våknet av en ond drøm og lå og lyttet og pintes av fæle skikkelser — tyve og rokkedreiere, som kom inn ad kjøkkenvinduet og ville drepe far og mor med lange knive! — da hørte de utenfor på hjørnet: «Hør, vekter — hør! Klokken er slagen to; vinden er stille!»

Ah! — vekteren! — ja det var jo sandt — vekteren var der! så kunne der ikke komme tyve og rokkedreiere i kjøkkenvinduet! Alle onde mennesker måtte holde seg hjemme hos seg selv, ellers tok vekteren dem på rådstuen; ja — der var vist ingen onde mennesker, bare gode, snilde folk — og vektere.

Så sov de inn igjen så trygge og takknemlige og drømte ikke det ringeste gran mer.

Men — når de så kom — de tre forferdelige brannskudd, så rutene klirret over den hele by, og mange sprang, — da var også redselen over all måte.

Over de mørke gater skinte det rødt i den tykke regnluft som et luende ildhav, om det så bare var en alminnelig pipebrann; den lange Jørgen tambur trommet, som han var gal, med den tykke ende av stikkerne; og menn med grovt mål og gutter med stemmer så skarpe som måker fløy gjennom gatene og skrek av all makt: «Brand! brand, brand! — brand!»

Ved sprøytehuset samledes folk med lykter, ropende, bandende: nøklene! nøklene? De hang bak brandinspektørens seng; — av sted etter branninspektøren; — i det begende mørke løp en like i maven på ham, og nøkkelknippet bort i sølen; 91og mens de ledte etter det med tre lykter, sprengte noen skippere dørene, og sprøytene rumlet av sted med den uhyggelige, tomme lyd.

Gamle jomfruer i nattrøye løp ut på gaten med en vaskevandsbolle eller et strykejern; og i husene flokkedes alle om fars og mors sengkammer. De små barn satt i sengen og gråt; de voksne døtre skulle trøste dem — halvkledde, med håret nedover ryggen, bleke og skjelvende av skrekk.

Men mor lot koke kaffe — varm kaffe er god for alt og til alle tider; og far kom undertiden hjemom og fortalte, hvorledes det gikk.

Guttene hadde straks kledd seg på og forsvant. For dem var det en fest — en skrekkens fest. Den røde himmel over den sorte natt, flammen, som undertiden viftet ut av den tykke røg, de voksne menn, som sprang og ropte, alt dette fylte dem med en spenning som av ti romaner; i en trang til å vove det uhyre, til å utmerke seg ved noe uhørt mandhaftigt styrtet de seg inn i huse, hvor der hverken var ild eller fare og tok kjempetak i de urørligste og umuligste gjenstander for å redde.

Branninspektøren stod ved sprøytene og kommanderte. To rekker av menn og halvvoksne gutter langede vann opp og tomme spann tilbake. Ved sjøen eller nede i en brønn skiftedes unge sjømenn til at fylde brannspannene, til de var gjennomvåte og døde i armene. Offiserer av borgerkorpset i blå snipkjole med hvite snorer løp omkring og var overalt i veien for seg selv og andre med sine lange sabler.

Men i selve ilden var igjen sjøfolkene. De var inne i husene og reddet, til taket falt, oppe på nabohuset med våte seil, hugget ned småhus og plankeverker.

Under alt dette led dog kjøpmennene den verste angst; thi assuranse var en meget sjelden ting.

Men når vinden bar på, og de små trehus flammet opp, det ene etter det andre, da tapte selv de klokeste og dristigste all tanke, og de løp omkring i pakkbodene på sjøhuset og hjalp til med å styrte melsekker og korn i sjøen, arbeidende og ødeleggende i sitt ansigts sved, mens de glemte å redde kontantene i kontoret bak kramboden.

Men gjennom ild og røg — høyt over larmen og ropene lød klemtningen fra den store klokke i kirken. To eller tre 92langsomme slag, så en lang pause, derpå igjen noen enkelte, spredte slag med pauser imellom. Det lød så tungt og håpløst. Det var ikke stormklokken, som skulle vekke menneskene til hjelp og redning; det var kirkens bøn om barmhjertighet, de gjentatte, fortvilte rop til Gud, at han ville slukke den fortærende ild. —

— Men vinternatten kjente også til et annet liv i den lille, bekmørke by. Det var ved juletider eller straks over nyår, når nordvesten gikk med snebyger hver halve time og stjerneklart imellom.

Da kunne der plutselig komme innover byfjorden en båt, en til og nok en, så en liten skøyte og så et par både igjen. De seilte hver til sin kant inne på havnen, famlet seg frem i mørket til fortøyningsringene innunder sjøhusene og på bryggerne.

En mann sprang i land og løp, alt hva han kunne, inn i byen; de store sjøstøvler satte elefantspor i snelaget, som dekket sølen etter den siste byge.

Vekteren løftet sin lykte og så på mannen. Hans støvler, hans bukser — ja helt opp til den gule sydvest skinte som sølv av utallige, blanke småstjerner. Vekteren smilte, og da han var en gammel, lun fyr, så ropte han: «Vinden er nordvest; — silden er kommet!»

Flere både, flere småfartøyer kom inn; det klirret hist og her av ankre, som falt. Der ble dundret i sjøhusveggen; folk kom opp og løp med lykter. Sjøhusdørene i første etasje reves tilside, og lyset falt over mennene derude i båtene og over den sølvglinsende mengde av deilig, trind vårsild.

Oppe i byen ble der banket på hos kjøpmannen; det drønnet i hele huset, når mannen med sjøstøvlene tok en stein av gaten og slo i veggen — han var ikke redd, han visste, han var velkommen.

Alle våknet og tenkte straks på brand. Men husfaderen sprang av sengen og støtte vinduet opp.

«Jeg skulle hilse fra Ivar Østebø, at han har kjøpt 400 tønder for jer».

«Vet du prisen?»

«Tre ort og atten. Vi ligger ved nordre huset med otti tønder; de andre er tett bakefter».

«Hva er vinden?»

93«Nordvest med snekave.»

«Spring opp til han Lars i Berje og la ham samle kvinnfolkene; han vet besked.»

Dermed sloges vinduet i; mannen med sjøstøvlene løp videre, tørnede i mørket sammen med andre menn, som også var begynt å løpe. Men kjøpmannen begynte ivrig å ta sjøhusklæderne på; de hang ferdige. Konen formante ham fra sengen til å ta to av de tykkeste ulltrøyer, hvilket han gjorde. Han visste, hvorledes det var en natt på sjøhuset med nordvest og snekave.

Under bygene økte vinden litt, så sneen virvlet; ellers var det en passelig frisk nordvest, og både og fartøyer vedble å komme, inntil hele havnen var full av rop og skrål og plaskning av bølgene, slag av seil, som firedes, og den muntre, klingrende lyd av smekre ankerkjettinger, som ruste ut.

Helt oppe på fjerde loft kom der lys i alle sjøhusene; tranlamper stilledes hist og her; folk begynte å komme til — menn og kjerringer og unge piker; saltboden ble åpnet; bødkeren rumsterede med tønnene; mannskapet ute i båten ble utålmodig; de ropte inn, at nå begynte de, og de fire første blanke sild slængtes inn over sjøhusgulvet.

Nå var hele byen, inntil den fjerneste avkrok, underrettet; der kom lys bak små ruter, og utallige kaffekjeler sattes over. Overalt iver og munterhet; silden var kommet — silden, som alle hadde ventet på, og som alle ventet seg noe av.

De unge piker og koner, som skulle gane silden, det vil si ta innvollene ut, kledde seg i sine ganeklæder med latter og kommers, skjønt det var så kaldt å stå opp, at tennene klapret i munnen på dem. Fremfor alt bandt de et tykt tørkle forsvarlig om hodet, så der ikke var annet å se enn øynene og nesen; for fikk man sildelage i håret, så ble det til sår.

Når de var ferdige, løp de i følger av sted til det sjøhus, hvor de på forhånd hadde tinget arbeide; og en-to-tre fant de sitt lag og sin plass midt i silden til opp over treskoene med tønder og saltbaljer og det usalige talglys, der stod på en pinne, som var stukket midt ned i sildehaugen, og som alltid voldte stor bekymring formedelst snyden med våte fingre, falt omkuld og andre gjenvordigheter. Så 94fikk de opp den lille blanke ganekniv og så til å rispe opp sild etter sild i en lynende fart.

Nå var der fullt av elefantspor i sneen, og det var til ingen nytte, at bygene hvert øyeblikk la et nytt lag over; det ble straks trampet ned til søle.

Kun oppe i byen i de bredere gater og omkring skolen var der ennå så mye sne, at skoleguttene kunne få i stand en liten batalje, da det endelig ble morgen.

Alex. Kielland.