81

En gammel præstekone fortæller følgende fra sin barndomstid: Da min fader var død, blev der efter samraad med onkel kjøbt et lidet hus til min mor i Drammen. Det bestod af to værelser og et kjøkken, dertil en liden gaardsplads, sidebygning og have. Mine forældre havde aldrig havt formue, havde begge været lige bange for at gjøre gjæld, og følgen var, at far ved sin død efterlod sig intet, hverken formue eller gjæld. For at kunne leve maatte vi begge arbeide med vore hænder og — sælge. Fars store og mors lille guldur, begge dele bryllupsgaver af hendes fader, forvandledes til dagligt brød, og ak, den kjære, høitidelige, lueblanke julelyselampe maatte gaa den samme vei, fulgt af vore taarefulde blik. Mor syede, strikkede og spandt flittig for betaling, og jeg hjalp saa godt, jeg kunde. Vi havde ingen tjenestepige, og jeg blev tidlig vænnet til pigegjerning i stue og kjøkken. I nogen tid tog jeg mine skolebøger og læste og skrev daglig i samme orden, som jeg var vant til i skolen; men efterhaanden som jeg fik mere at bestille, faldt dette bort.

Aaret 1812 var et misvekstaar; en næsten uafladelig styrtregn slog aksene til jorden; der laa de flade og druknede paa ageren. Elve og bække svulmede til en usedvanlig høide og bortskyllede mangen ager og eng. Saa kom streng kulde, og de agre, som havde undgaaet oversvømmelse, frøs bort. Nøden blev stor og endnu større aaret efter paa grund af misveksten, og fiendtlige krigsskibe sørgede for, at der ikke kom korn fra andre lande. Om der blev hungersnød over hele landet, ved jeg ikke; men jeg husker, at nøden var stor i Drammen. Brød og mel var ikke at faa; jeg tror, neppe engang de rige havde brød. Man kunde faa kjøbt kjød, flesk, smør, ost og melk, men ikke en smule mel. Mor stod sig tappert i denne tid, tabte ikke modet, var altid trøstig og fornøiet; jeg, som altid har været yngre af sind end af aar, vidste ikke engang, hvad nød vi var i. Mor var rolig; saa var jeg det ogsaa. Mor kjøbte melk, smør og mager hvid ost. Vor lille have forsynede os med mange næringsmidler; det var utroligt, hvor rigt den bar.

Til frokost fik vi et par tykke skiver ost; mor, som aldrig havde kunnet spise ost, fortærede tappert sit stykke. «Jeg liker denne osten jeg, du,» sagde mor, «den smager akkurat, som jeg skulde bide i en skindhandske.» Sommetider sagde mor: «Idag skal vi leve fint, Gustava; vi skal have kjødsuppe

V. bd.

82til middag.» Saa tog hun næper, gulerødder, persille og poteter; dette blev kogt i vand med lidt salt et par varme poteter blev udgnedne i lidt smør og spædet op til en jevning, der tilligemed lidt ingefær og peber blev kogt i suppen. Naar vi da sad ved mors lille dækkede sybord med hver sin portion suppe, sagde hun gjerne: «Deilig suppe, synes du ikke, den smager akkurat som kjødsuppe?» Jo, det syntes jeg. Egentlig hunger led jeg aldrig i den tid, men var dog ofte meget sulten. Naar jeg sagde dette til mor, sagde hun: «Gaa ud i haven, du, barnet mit, og tag dig en gulerod,» og det gjorde jeg, gned den først af med græsset, vaskede den af ved brønden og spiste den uskrabet.

Engang i denne tid sad mor og jeg ved vort ordentlig dugede middagsbord; midt paa bordet stod et fad rygende, sprukne poteter, nylig optagne af haven, et saltkar og et krus friskt, koldt vand. Da kom min fætter Kristian ind og hilste paa os. «Sæt dig ned, Kristian, vi spiser middag, ser du,» sagde mor. Han satte sig hos os ved bordet: «Maa jeg spise middag med eder, tante?» «Ja, kom du, hvis du vil tage tiltakke med fattig leilighed, du ser retterne for dig.» Jeg gik ud efter serviet, tallerken og kniv, og Kristian gav sig ifærd med poteterne. Det blev en lystig middag, vi spøgte og lo, spiste poteter og salt og drak alle tre vand af ett krus. Da vi havde reist os fra bordet, kyssede Kristian mors haand og sagde saa forunderlig alvorlig: «Tak for maden, tante.» Jeg saa taarer i hans øine og kunde ikke begribe hvorfor. Senere gik det op for mig, at min kjære, varmhjertede fætter var bleven rørt over den glæde og tilfredshed, med hvilken vi nød vort yderst tarvelige middagsmaaltid.

Nøden og hungeren vokste i byen. Blege, forgræmmede sjømandskoner, hvis mænd enten var fanger i England eller ikke kunde faa hyre eller arbeide herhjemme, gik omkring i husene og bad om hjælp. Magre, forsultne børn saa man overalt i gaderne. Den utilstrækkelige, usle og kraftløse næring, som man maatte nøies med, bevirkede sygdomme. En voldsom blodgangs-epidemi grasserede i Drammen; jeg ved ikke, om den udstrakte sig over hele landet. Den angreb ogsaa 83mor, og hun blev meget syg. Nu kom der tunge dage og nætter for os; mor laa tilsengs, og jeg pleiede hende dag og nat saa godt, jeg kunde. Lægen boede paa den anden side af elven, og jeg turde ikke forlade mor saa lang tid, som det behøvedes for at ro over til ham; dog fik jeg engang sendt bud til ham; men han kom ikke; han var sikkert overlæsset af sygebesøg.

Jeg tror ikke, mor spiste noget i flere dage; men jeg husker, jeg gav hende saft at drikke; jeg tror, det var blaabærsaft. Mor blev saa syg, at hun begyndte at fantasere; det var ængsteligt at høre paa. En aften vilde hun ud af sengen og ligge paa sofaen; jeg hjalp hende derhen. Lige over sofaen hang et stort speil; feran den stod et lidet bord, ved hvilket jeg sad og læste i en spøgelsehistorie for at holde øinene aabne (ikke just nogen beroligende læsning for en liden sygevogterske). Mor begyndte at mumle nogle uforstaaelige ord. Jeg saa op og saa i speilet ligeoverfor mig et lidet, blegt, magert barneansigt med blaa ringe under de vemodige øine. Jeg stirrede paa det og begyndte at blive ængstelig. «Det er mig selv,» tænkte jeg; men ræd var jeg alligevel, og ræddere og ræddere blev jeg, efterhvert som jeg betragtede det lille ansigt, der saa paa mig med et par forskrækkede øine. Jeg begyndte at skjælve og turde ikke vende øinene bort fra det; det forekom mig, som om speilbilledet da vilde fare lige paa mig. Da rørte mor paa sig og vilde tilbage i sengen; min skræk var øieblikkelig borte, og jeg hjalp mor tilsengs. Jeg tror, denne nat var den værste i hendes sygdom. Hun var ikke længe syg, men længe mat.

Naar jeg tænker tilbage paa den tunge, ængstelige og farlige tid, undrer jeg mig over, at jeg kunde bære alle disse tilskikkelser med saa meget mod, styrke og udholdenhed, som jeg gjorde. Den lille fattige, ensomme, hjælpeløse, trettenaars jente græd vel ofte hjertelig bedrøvet; men hun blev hverken hjerteangst eller forknyt. Hun arbeidede og vaagede nat og dag saa godt, hun kunde, blev mager og bleg, men ikke syg. Gud hjalp hende godt igjennem det alt, endskjønt hun ikke dengang kjendte hans ubegribelige og frelsende kjærlighed.

Der var krig i landet; men vi drammensere havde ingen videre nød af den. Vi smaajenter var meget patriotiske i den tid og fulgte krigsefterretningerne med interesse. Vi sang med begeistring krigssange og saa med fornøielse paa det af byens 84ungdom oprettede, frivillige jægerkorps, naar de i sine grønne uniformer og sorte hjelme marscherede afsted med fane og tromme i spidsen for at eksercere.

Der havde været krig, saalænge jeg havde levet, og jeg kan ikke beskrive det indtryk, det gjorde paa mig, da løitnant Varming en dag kom styrtende ind til os og raabte: «Vi har fred, her er sluttet fred, vi skal ikke slaas mere!» Aldrig havde jeg havt saadan følelse. Løitnant Varming lagde i sin glæde en arm om mor og en om mig. Mor græd, og for mig var det næsten, som om vi med et var komne ind i en fremmed verden, som om alting nu var blevet lysere og skjønnere. Jeg sprang alene ud i haven og gjentog mange gange høit: «Fred, fred.» Ordet klang for mig som den deiligste musik.

15. Hjemreise i 1814.

Som bekjendt holdtes Norges kyster i 1814 strengt blokerede af engelske og svenske krydsere, og al samfærdsel mellem Norge og Danmark var spærret. I Danmark var det ved en plakat af 28de mai s. a. under livsstraf enhver nordmand forbudt at reise til Norge paa anden vei end igjennem Sverige. Men her kunde man ei komme frem paa andet vilkaar end at aflægge troskabs-ed til Sveriges konge, en under daværende omstændigheder sterkere bom for reisen end livsstraf og fiendtlige krydsere. Enhver, der nødvendig skulde til Norge (og det var tilfældet med mig, da jeg aaret tilforn var udnævnt til lektor ved det norske universitet), maatte altsaa under adskillige paaskud stjæle sig bort paa en liden baad, overladende til Gud, om man skulde sluges af bølgerne eller fienden eller komme lykkelig frem. I Kjøbenhavn fandtes flere hundrede norske matroser, der nylig var udkomne af et seksaarigt engelsk fangenskab og længtes efter at komme tilbage til fædrelandet. En deputation af disse, anført af en baadsmand, kom op i mit logis, og denne fremførte: «at de havde hørt, at jeg vilde til Norge, at de, efter at have udstaaet et seksaarigt fangenskab i et engelsk blokskib, længtes efter at komme tilbage til fædrelandet og foreslog mig at kjøbe en hurtigseilende kaperlugger Mazarino, som havde tre master og var at faa for 400 rigsbankdaler. 85En skipper Christensen, som havde delt fangenskabets lidelser med dem, vilde paatage sig førelsen og havde foreløbig akkorderet med Mazarinos eiermand; en anden nordmand, som var gaaet ind paa forslaget, havde af frygt for dets farlighed trukket sig tilbage. Jeg optog med glæde forslaget, leverede pengene og fik fartøiets papirer. Jeg, min kone og yngste broder (senere prest i Løiten) var anførte som passagerer. Jeg tillod kun 20 af matroserne tilligemed skipperen at følge med og sagde, at de kun maatte medbringe en skibskiste, indeholdende den nødvendige proviant for et mandskab, da den lille aabne baad ei kunde rumme mere.

Den 14de juli 1814 gik vi om morgenen til toldboden og steg ombord; over hundrede mennesker stod ved strandbredden, svingede med hattene og raabte: «Lykkelig reise.» Min unge kone høitideligholdt saaledes paa en spændende maade sin fødselsdag med afreise fra fædreland, familie og venner og med tiltrædelse af en farefuld reise.

Med en gunstig vind havde vi den næste eftermiddag allerede naaet Læsø uden andet eventyr, end at vi om natten var i over en time blevne jagede af en svensk kaper. Denne søgte at sperre veien for os, men havde dog ei rigtig mod til at angribe os, idet han saa vor sterke besætning, der maaske kunde være ham overlegen. Imidlertid blev vi utaalmodige over dette lange følgeskab, og skipperen gav ordre til at lægge aarerne ud. Det gjorde de ogsaa af hjertens lyst, 8 eller 10 paa hver side, og raabte: «Hurra! hurra! gutter, drag paa.» Og nu begyndte vor forfølger lidt efter lidt at sakke af, hvorpaa vort mandskab sagde ham farvel paa en temmelig hoverende, men mindre høflig maade.

Den 16de stilnede vinden af, og vi maatte krydse langs Jyllands nord-vestkyst, saasom den øvrige, farligste del af overreisen, hvor vi kunde vente at træffe flere og mægtige krydsere, maatte tilbagelægges med gunstig vind og om natten. Kl. 5 om eftermiddagen blæste en rask vind op af nordvest, hvorpaa vi efter holdt skibsraad i Guds navn begav os paa veien. Kl. 3 om morgenen den 17de saa vi allerede det høie land af Norge, og jeg sagde til skipperen, at denne reise var gaaet langt heldigere, end jeg havde ventet. Han svarede: «Vi er endnu i 7 miles afstand, og enden er ikke endda.» Efter en times forløb opdagede en af matroserne en seiler i 86nordvest. En god haandkikkert, som jeg for dette tilfælde havde medbragt, blev rettet mod skibet, og matrosen erklærede det for en fregat. En af folkene foreslog, at vi skulde stryge seilene, saa kunde han maaske ikke se os; men skipperen indvendte, at han sikkerlig havde gode kikkerter, saa han upaatvilelig længe havde seet os; vi kunde ligesaagodt fortsætte vor kurs. Det drøftedes nu, om det var en engelskmand eller en svenske; i første tilfælde mente man, der var mindre at frygte; han vilde nok lade os løbe. Noget senere opdagedes to brigger længere vester ud langs kysten, hvilke ogsaa gik øster over. Fregatten gik rolig langs kysten og maatte nødvendig overskjære vor kurs; men saalænge han ikke satte flere seil til, troede mandskabet, at han ikke brød sig om os.

Efter nogle timers forløb raabte en af mandskabet: «Nu sætter han flere seil til, nu bliver det alvor.» Vi fortsatte imidlertid vor kurs uforandret; men da havet var i sterk bølgegang, og vi ikke længer som før kunde rette forstavnen mod bølgerne, fik vi jevnlig bølgeslag fra vest ind over rælingen, som sinkede vor fart og halv fyldte vort lille eggeskal, saa at min broder, som sad med ryggen mod vest, maatte trække et gulvklæde over hovedet og ryggen for nogenlunde at beskytte sig. Endelig kom vi saa nær, at vi kunde se kanonportene paa fregatten, og den gav et løst skud som signal til at dreie bi. Da vi imidlertid fortsatte vor seilads, gik nok et skud, og nogen tid efter glimtet slog en kanonkugle ned paa havet bag os. Da dette ingen virkning havde, gik kort tid efter et skud, og kuglen slog ned et stykke foran os. Endelig gik det fjerde skud, og kuglen gik lige over vor mast. «Nu,» sagde skipperen, «er det ikke tid at trodse længer; næste gang faar vi kuglen lige i fartøiet.» Vi strøg seilene, da vi allerede paa kartætsche-skuds afstand var saa nær, at vi kunde se matrosernes hoveder stikke ud af kanonportene. Kl. var 6½ om formiddagen, og vi var omtrent ½ mil fra Øster-Risør. — Naar man paa lang afstand ser glimtet af skuddet, saa ved man, at der er en kugle paa veien, som søger os; en snes sekunder efter hører man knaldet, og næsten ligesaa længe efter dette slaar kuglen ned. Efter at have seet glimtet bukkede vi instinktmæssig hovedet ned i det haab, at den da muligvis 87kunde gaa over. Jo nærmere man kommer, desto kortere er mellemrummene mellem disse tre betydningsfulde stansninger.

Det var den forrige danske fregat Venus, ført af kapt. Mackenzie. Vor skipper gik ombord med sine papirer fra det engelske fangeskib, forklarede, at mandskabet saavelsom han havde udholdt et seksaarigt fangenskab i England og ønskede at vende tilbage til fædrelandet; at der blandt passagererne var en mand, ansat ved det norske universitet, hans unge kone og broder, som altsaa gik i fredeligt erende. Imidlertid spurgte mine folk de engelske matroser, som stak hovederne ud for at se os, om de troede, at kapteinen vilde slippe os løs? Nogle rystede paa hovedet; andre smilte og spurgte: «Hvad skulde vi gjøre med eder?» Endelig kom vor skipper med et saa glædestraalende ansigt ud paa faldrebs-trappen, at jeg sagde til min kone: «Se paa det ansigt og læs deri vor befrielse.» Kapteinen traadte ud paa trappen og spurgte, om vi havde lyst til at bese fregatten. Som en egte gentleman steg han ned ad trappen og hjalp min kone op; jeg fulgte efter. Efterat jeg havde siddet i tre dage og nætter ubevægelig med bøiede knæ paa toften i baaden, var min gang paa dækket temmelig usikker, og da jeg forsøgte at forklare kapteinen min stilling, var efter tre gjennemvaagede nætter min tale i det fremmede sprog saa uklar, at hans læber fortrak sig til et svagt smil, hvorpaa jeg opgav forsøget. Den menneskevenlige kaptein ynkedes over de stakkars matroser, om hvis fangenskab saavel deres pas som deres gule prisonklæder og bleggule ansigtsfarve tilstrækkelig vidnede, og hvoraf de for faa maaneder siden var undslupne. Han viste os al mulig høflighed, hjalp min kone ned ad skibstrappen i baaden og ønskede os lykkelig reise.

Vi fortsatte uhindrede vor seilads, indtil vi i nærheden af Langesund nær havde faaet en affære med de norske kanonbaade, der tog os for en fiendtlig krydser og lavede sig til at hilse os paa samme maade som fregatten. Paa landingsstedet, hvor vi ankom kl. 2 eftermiddag, traf vi professor Christen Smith, som ventede paa et engelsk skib, der skulde bringe ham til England, for som botaniker at deltage i en opdagelses-reise paa floden Congo i Afrika. Jeg er saaledes den sidste af hans embedsbrødre, der har seet og talt med ham, da han tilligemed 88de fleste af videnskabsmændene paa denne forulykkede ekspedition døde af feber, som følge af overanstrengelse i dette usunde klima. Smith og Constantius Rasch førte os til en kjøbmand Wrights hus, da de erklærede vertshuset for at være yderlig slet. Men da familien var indbuden om aftenen til en kjøbmand Erreboe, blev vi, efter at have nydt nogle forfriskninger, nødte til at omklæde os og gaa i selskab, hvorfra vi kom tilbage ved midnat. Efter at have forgjæves søgt hvile i en seng, som vrimlede af sengetæger (cimex lectularius), blev vi nødte til at staa op igjen, og min kone vandrede paa gulvet den hele nat. Dette var den fjerde gjennemvaagede nat.

Saaledes endte dette lille reise-eventyr, i hvilket jeg i en tid af 4 dage var dansk undersaat, kaperfører, skibsreder, engelsk fange og fri norsk borger og to gange bestemt til døden: nemlig for retfærdighedens økse, ifald jeg var bleven opbragt til Danmark, og for engelske kugler, ifald kaptein M. havde skjøttet om at sigte lidt bedre.

Chr. Hansteen.

81

En gammel prestekone forteller følgende fra sin barndomstid: Da min far var død, ble der etter samråd med onkel kjøpt et lite hus til min mor i Drammen. Det bestod av to værelser og et kjøkken, dertil en liten gårdsplass, sidebygning og have. Mine foreldre hadde aldri hatt formue, hadde begge vært like bange for å gjøre gjeld, og følgen var, at far ved sin død etterlot seg intet, hverken formue eller gjeld. For å kunne leve måtte vi begge arbeide med våre hender og — selge. Fars store og mors lille gullur, begge dele bryllupsgaver av hennes far, forvandledes til daglig brød, og ak, den kjære, høytidelige, lueblanke julelyselampe måtte gå den samme vei, fulgt av våre taarefulde blikk. Mor sydde, strikkede og spant flittig for betaling, og jeg hjalp så godt, jeg kunne. Vi hadde ingen tjenestepike, og jeg ble tidlig vennet til pikegjerning i stue og kjøkken. I noen tid tok jeg mine skolebøker og leste og skrev daglig i samme orden, som jeg var vant til i skolen; men etterhånden som jeg fikk mer å bestille, falt dette bort.

Året 1812 var et misvekstår; en nesten uavlatelig styrtregn slo aksene til jorden; der lå de flate og druknet på åkeren. Elver og bekker svulmede til en usedvanlig høyde og bortskyllede mangen ager og eng. Så kom streng kulde, og de åkrer, som hadde unngått oversvømmelse, frøs bort. Nøden ble stor og enda større året etter på grunn av misveksten, og fiendtlige krigsskip sørgede for, at der ikke kom korn fra andre lande. Om der ble hungersnød over hele landet, vet jeg ikke; men jeg husker, at nøden var stor i Drammen. Brød og mel var ikke å få; jeg tror, neppe engang de rike hadde brød. Man kunne få kjøpt kjøtt, flesk, smør, ost og melk, men ikke en smule mel. Mor stod seg tappert i denne tid, tapte ikke motet, var alltid trøstig og fornøyet; jeg, som alltid har vært yngre av sinn enn av år, visste ikke engang, hva nød vi var i. Mor var rolig; så var jeg det også. Mor kjøpte melk, smør og mager hvit ost. Vår lille hage forsynede oss med mange næringsmidler; det var utrolig, hvor rikt den bar.

Til frokost fikk vi et par tykke skiver ost; mor, som aldri hadde kunnet spise ost, fortærede tappert sitt stykke. «Jeg liker denne osten jeg, du,» sa mor, «den smaker akkurat, som jeg skulle bite i en skinnhanske.» Sommetider sa mor: «I dag skal vi leve fint, Gustava; vi skal ha kjøttsuppe

V. bd.

82til middag.» Så tok hun neper, gulrøtter, persille og poteter; dette ble kokt i vann med litt salt et par varme poteter ble udgnedne i litt smør og spedd opp til en jevning, der tillikemed litt ingefær og pepper ble kokt i suppen. Når vi da satt ved mors lille dækkede sybord med hver sin porsjon suppe, sa hun gjerne: «Deilig suppe, synes du ikke, den smaker akkurat som kjøttsuppe?» Jo, det syntes jeg. Egentlig hunger led jeg aldri i den tid, men var dog ofte meget sulten. Når jeg sa dette til mor, sa hun: «Gå ut i hagen, du, barnet mitt, og ta deg en gulrot,» og det gjorde jeg, gned den først av med gresset, vaskede den av ved brønnen og spiste den uskrabet.

Engang i denne tid satt mor og jeg ved vårt ordentlig dugede middagsbord; midt på bordet stod et fat rykende, sprukne poteter, nylig optagne av hagen, et saltkar og et krus friskt, kaldt vann. Da kom min fetter Kristian inn og hilste på oss. «Sett deg ned, Kristian, vi spiser middag, ser du,» sa mor. Han satte seg hos oss ved bordet: «Må jeg spise middag med dere, tante?» «Ja, kom du, hvis du vil ta tiltakke med fattig leilighet, du ser rettene for deg.» Jeg gikk ut etter serviett, tallerken og kniv, og Kristian ga seg ifærd med potetene. Det ble en lystig middag, vi spøkte og lo, spiste poteter og salt og drakk alle tre vann av ett krus. Da vi hadde reist oss fra bordet, kysset Kristian mors hånd og sa så forunderlig alvorlig: «Takk for maten, tante.» Jeg så tårer i hans øyne og kunne ikke begripe hvorfor. Senere gikk det opp for meg, at min kjære, varmhjertede fetter var blitt rørt over den glede og tilfredshet, med hvilken vi nød vårt ytterst tarvelige middagsmåltid.

Nøden og hungeren vokste i byen. Bleke, forgremmede sjømannskoner, hvis menn enten var fanger i England eller ikke kunne få hyre eller arbeide herhjemme, gikk omkring i husene og bad om hjelp. Magre, forsultne barn så man overalt i gatene. Den utilstrekkelige, usle og kraftløse næring, som man måtte nøyes med, bevirkede sykdommer. En voldsom blodgangs-epidemi grasserte i Drammen; jeg vet ikke, om den utstrakte seg over hele landet. Den angrep også 83mor, og hun ble meget syk. Nå kom der tunge dage og netter for oss; mor lå til sengs, og jeg pleide henne dag og natt så godt, jeg kunne. Legen bodde på den annen side av elven, og jeg turde ikke forlate mor så lang tid, som det behøvedes for å ro over til ham; dog fikk jeg engang sendt bud til ham; men han kom ikke; han var sikkert overlesset av sykebesøk.

Jeg tror ikke, mor spiste noe i flere dage; men jeg husker, jeg ga henne saft å drikke; jeg tror, det var blåbærsaft. Mor ble så syk, at hun begynte å fantasere; det var engstelig å høre på. En aften ville hun ut av sengen og ligge på sofaen; jeg hjalp henne derhen. Like over sofaen hang et stort speil; feran den stod et lite bord, ved hvilket jeg satt og leste i en spøkelseshistorie for å holde øynene åpne (ikke just noen beroligende lesning for en liten sykevokterske). Mor begynte å mumle noen uforståelige ord. Jeg så opp og så i speilet ligeoverfor meg et lite, blekt, magert barneansikt med blå ringe under de vemodige øyne. Jeg stirret på det og begynte å bli engstelig. «Det er meg selv,» tenkte jeg; men redd var jeg allikevel, og reddere og reddere ble jeg, efterhvert som jeg betraktede det lille ansikt, der så på meg med et par forskrækkede øyne. Jeg begynte å skjelve og turde ikke vende øynene bort fra det; det forekom meg, som om speilbildet da ville fare like på meg. Da rørte mor på seg og ville tilbake i sengen; min skrekk var øyeblikkelig borte, og jeg hjalp mor til sengs. Jeg tror, denne natt var den verste i hennes sykdom. Hun var ikke lenge syk, men lenge mat.

Når jeg tenker tilbake på den tunge, engstelige og farlige tid, undrer jeg meg over, at jeg kunne bære alle disse tilskikkelser med så meget mot, styrke og utholdenhet, som jeg gjorde. Den lille fattige, ensomme, hjelpeløse, trettenårs jente gråt vel ofte hjertelig bedrøvet; men hun ble hverken hjerteangst eller forknytt. Hun arbeidet og vaagede natt og dag så godt, hun kunne, ble mager og bleg, men ikke syk. Gud hjalp henne godt igjennom det alt, enskjønt hun ikke dengang kjente hans ubegripelige og frelsende kjærlighet.

Der var krig i landet; men vi drammensere hadde ingen videre nød av den. Vi småjenter var meget patriotiske i den tid og fulgte krigsetterretningene med interesse. Vi sang med begeistring krigssange og så med fornøyelse på det av byens 84ungdom oprettede, frivillige jegerkorps, når de i sine grønne uniformer og sorte hjelmer marsjerte av sted med fane og tromme i spidsen for å eksersere.

Der hadde vært krig, så lenge jeg hadde levet, og jeg kan ikke beskrive det inntrykk, det gjorde på meg, da løytnant Varming en dag kom styrtende inn til oss og ropte: «Vi har fred, her er sluttet fred, vi skal ikke slaas mer!» Aldri hadde jeg hatt sådan følelse. Løytnant Varming la i sin glede en arm om mor og en om meg. Mor gråt, og for meg var det nesten, som om vi med et var kommet inn i en fremmed verden, som om alting nå var blitt lysere og skjønnere. Jeg sprang alene ut i hagen og gjentok mange ganger høyt: «Fred, fred.» Ordet klang for meg som den deiligste musikk.

15. Hjemreise i 1814.

Som bekjent holdtes Norges kyster i 1814 strengt blokkerte av engelske og svenske kryssere, og all samferdsel mellom Norge og Danmark var sperret. I Danmark var det ved en plakat av 28de mai s. a. under livsstraff enhver nordmann forbudt å reise til Norge på annen vei enn igjennom Sverige. Men her kunne man ei komme frem på annet vilkår enn å avlegge troskaps-ed til Sveriges konge, en under daværende omstendigheter sterkere bom for reisen enn livsstraff og fiendtlige kryssere. Enhver, der nødvendig skulle til Norge (og det var tilfellet med meg, da jeg året tilforn var utnevnt til lektor ved det norske universitet), måtte altså under adskillige påskudd stjele seg bort på en liten båt, overlatende til Gud, om man skulle slukes av bølgene eller fienden eller komme lykkelig frem. I Kjøbenhavn fantes flere hundre norske matroser, der nylig var utkomne av et seksårig engelsk fangenskap og lengtes etter å komme tilbake til fedrelandet. En deputasjon av disse, anført av en båtsmann, kom opp i mitt logis, og denne fremførte: «at de hadde hørt, at jeg ville til Norge, at de, etter å ha utstått et seksårig fangenskap i et engelsk blokskib, lengtes etter å komme tilbake til fedrelandet og foreslo meg å kjøpe en hurtigseilende kaperlugger Mazarino, som hadde tre master og var å få for 400 riksbankdaler. 85En skipper Christensen, som hadde delt fangenskapets lidelser med dem, ville påta seg førelsen og hadde foreløpig akkordert med Mazarinos eiermann; en annen nordmann, som var gått inn på forslaget, hadde av frykt for dets farlighet trukket seg tilbake. Jeg optog med glede forslaget, leverte pengene og fikk fartøyets papirer. Jeg, min kone og yngste bror (senere prest i Løiten) var anførte som passasjerer. Jeg tillot kun 20 av matrosene tillikemed skipperen å følge med og sa, at de kun måtte medbringe en skipskiste, inneholdende den nødvendige proviant for et mannskap, da den lille åpne båt ei kunne rumme mer.

Den 14de juli 1814 gikk vi om morgenen til tollboden og steg ombord; over hundre mennesker stod ved strandbredden, svingede med hattene og ropte: «Lykkelig reise.» Min unge kone høytideligholdt således på en spennende måte sin fødselsdag med avreise fra fedreland, familie og venner og med tiltredelse av en farefull reise.

Med en gunstig vind hadde vi den neste ettermiddag allerede nået Læsø uten annet eventyr, enn at vi om natten var i over en time blitt jaget av en svensk kaper. Denne søkte å sperre veien for oss, men hadde dog ei riktig mot til å angripe oss, idet han så vår sterke besetning, der maaske kunne være ham overlegen. Imidlertid ble vi utålmodige over dette lange følgeskab, og skipperen ga ordre til å legge årene ut. Det gjorde de også av hjertens lyst, 8 eller 10 på hver side, og ropte: «Hurra! hurra! gutter, drag på.» Og nå begynte vår forfølger litt etter litt å sakke av, hvorpå vårt mannskap sa ham farvel på en temmelig hoverende, men mindre høflig måte.

Den 16de stilnet vinden av, og vi måtte krysse langs Jyllands nord-vestkyst, saasom den øvrige, farligste del av overreisen, hvor vi kunne vente å treffe flere og mektige kryssere, måtte tilbakelegges med gunstig vind og om natten. Kl. 5 om ettermiddagen blåste en rask vind opp av nordvest, hvorpå vi etter holdt skipsråd i Guds navn begav oss på veien. Kl. 3 om morgenen den 17de så vi allerede det høye land av Norge, og jeg sa til skipperen, at denne reise var gått langt heldigere, enn jeg hadde ventet. Han svarte: «Vi er ennå i 7 miles avstand, og enden er ikke enda.» Etter en times forløp opdagede en av matrosene en seiler i 86nordvest. En god håndkikkert, som jeg for dette tilfelle hadde medbrakt, ble rettet mot skipet, og matrosen erklærede det for en fregatt. En av folkene foreslo, at vi skulle stryke seilene, så kunne han maaske ikke se oss; men skipperen innvendte, at han sikkerlig hadde gode kikkerter, så han upaatvilelig lenge hadde sett oss; vi kunne ligesaagodt fortsette vår kurs. Det drøftedes nå, om det var en engelskmann eller en svenske; i første tilfelle mente man, der var mindre å frykte; han ville nok la oss løpe. Noe senere opdagedes to brigger lenger vester ut langs kysten, hvilke også gikk øster over. Fregatten gikk rolig langs kysten og måtte nødvendig overskjære vår kurs; men så lenge han ikke satte flere seil til, trodde mannskapet, at han ikke brød seg om oss.

Etter noen timers forløp ropte en av mannskapet: «Nå setter han flere seil til, nå blir det alvor.» Vi fortsatte imidlertid vår kurs uforandret; men da havet var i sterk bølgegang, og vi ikke lenger som før kunne rette forstavnen mot bølgene, fikk vi jevnlig bølgeslag fra vest inn over rælingen, som sinkede vår fart og halv fylte vårt lille eggeskall, så at min bror, som satt med ryggen mot vest, måtte trekke et gulvklede over hodet og ryggen for noenlunde å beskytte seg. Endelig kom vi så nær, at vi kunne se kanonportene på fregatten, og den ga et løst skudd som signal til å dreie bi. Da vi imidlertid fortsatte vår seilas, gikk nok et skudd, og noen tid etter glimtet slo en kanonkule ned på havet bak oss. Da dette ingen virkning hadde, gikk kort tid etter et skudd, og kuglen slo ned et stykke foran oss. Endelig gikk det fjerde skudd, og kuglen gikk like over vår mast. «Nå,» sa skipperen, «er det ikke tid at trodse lenger; neste gang får vi kuglen like i fartøyet.» Vi strøk seilene, da vi allerede på kartætsche-skudds avstand var så nær, at vi kunne se matrosenes hoder stikke ut av kanonportene. Kl. var 6½ om formiddagen, og vi var omtrent ½ mil fra Øster-Risør. — Når man på lang avstand ser glimtet av skuddet, så vet man, at der er en kule på veien, som søker oss; en snes sekunder etter hører man knallet, og nesten likeså lenge etter dette slår kuglen ned. Etter å ha sett glimtet bukket vi instinktmessig hodet ned i det håp, at den da muligvis 87kunne gå over. Jo nærmere man kommer, desto kortere er mellomrommene mellom disse tre betydningsfulle stansninger.

Det var den forrige danske fregatt Venus, ført av kapt. Mackenzie. Vår skipper gikk ombord med sine papirer fra det engelske fangeskip, forklarede, at mannskapet saavelsom han hadde utholdt et seksårig fangenskap i England og ønsket å vende tilbake til fedrelandet; at der blant passasjerene var en mann, ansatt ved det norske universitet, hans unge kone og bror, som altså gikk i fredelig ærend. Imidlertid spurte mine folk de engelske matroser, som stak hodene ut for å se oss, om de trodde, at kapteinen ville slippe oss løs? Noen rystet på hodet; andre smilte og spurte: «Hva skulle vi gjøre med dere?» Endelig kom vår skipper med et så gledestrålende ansikt ut på fallreps-trappen, at jeg sa til min kone: «Se på det ansikt og læs deri vår befrielse.» Kapteinen trådte ut på trappen og spurte, om vi hadde lyst til å bese fregatten. Som en ekte gentleman steg han ned ad trappen og hjalp min kone opp; jeg fulgte etter. Etter at jeg hadde sittet i tre dage og netter ubevegelig med bøyde kne på toften i båten, var min gang på dekket temmelig usikker, og da jeg forsøkte å forklare kapteinen min stilling, var etter tre gjennemvaagede netter min tale i det fremmede språk så uklar, at hans lepper fortrakk seg til et svakt smil, hvorpå jeg oppga forsøket. Den menneskevenlige kaptein ynkedes over de stakkars matroser, om hvis fangenskap såvel deres pas som deres gule prisonklæder og bleggule ansiktsfarge tilstrekkelig vitnet, og hvorav de for få måneder siden var unnslupne. Han viste oss all mulig høflighet, hjalp min kone ned ad skipstrappen i båten og ønsket oss lykkelig reise.

Vi fortsatte uhindrede vår seilas, inntil vi i nærheten av Langesund nær hadde fått en affære med de norske kanonbåter, der tok oss for en fiendtlig krydser og lavet seg til å hilse oss på samme måte som fregatten. På landingsstedet, hvor vi ankom kl. 2 ettermiddag, traff vi professor Christen Smith, som ventet på et engelsk skip, der skulle bringe ham til England, for som botaniker å delta i en oppdagelses-reise på floden Congo i Afrika. Jeg er således den siste av hans embetsbrødre, der har sett og talt med ham, da han tillikemed 88de fleste av vitenskapsmennene på denne forulykkede ekspedisjon døde av feber, som følge av overanstrengelse i dette usunne klima. Smith og Constantius Rasch førte oss til en kjøpmann Wrights hus, da de erklærede vertshuset for å være ytterlig slett. Men da familien var innbudt om aftenen til en kjøpmann Erreboe, ble vi, etter å ha nytt noen forfriskninger, nødte til at omklæde oss og gå i selskap, hvorfra vi kom tilbake ved midnatt. Etter å ha forgjeves søkt hvile i en seng, som vrimlet av sengetæger (cimex lectularius), ble vi nødte til å stå opp igjen, og min kone vandret på gulvet den hele natt. Dette var den fjerde gjennemvaagede natt.

Således endte dette lille reise-eventyr, i hvilket jeg i en tid av 4 dage var dansk undersått, kaperfører, skipsreder, engelsk fange og fri norsk borger og to ganger bestemt til døden: nemlig for rettferdighetens økse, i fall jeg var blitt oppbrakt til Danmark, og for engelske kuler, i fall kaptein M. hadde skjøttet om å sikte litt bedre.

Chr. Hansteen.