72

Ikke alle lande har den lykke at huse naturens mest berømte sanger, nattergalen. Den bebor kun de tempererede soner; den kolde og tropiske sone har blot sangere af anden og tredje rang. I Norge, skjønt sterkt begunstiget i klimatisk henseende, synger ingen nattergal, og pladsen nr. 1 tilfaldt efter folkets dom maaltrosten (Turdus musicus). Naturforskerne kalder den derfor ogsaa nordens nattergal. Af landsfolket benævnes den maaltrost, talatrost og natvake; thi kjært barn har mange navne. I Sverige kaldes den taltrast og fjellstare og i Danmark sangdrossel eller blot drossel. Efter døden mister den, som alle dødelige, de mange titler og faar tilligemed sine slegtninge, graatrosten, sorttrosten og rødvingen, det fælles navn kramsfugl, hvorunder den bedst kjendes af bybeboerne og landets kokkepiger.

Maaltrosten er en trækfugl, som ankommer til os i midten af april maaned. Man træffer den da i alle større og mindre skogholt, ja selv i haver og parkanlæg, hvor den paa trosternes sedvanlige maner hoppende gjennemstreifer marken under trærne for at opsøge regnorme og insekter, som vaaren 73og hele sommeren udgjør dens væsentligste føde. De første dage efter dens ankomst er næsten udelukkende optagne af madstrævet, da den, saalænge sneen dækker det meste af skogbunden, og tælen endnu ikke er gaaet ud af jorden, har vanskelighed for at finde den fornødne føde. Heller ikke skal der saa lidet til, hvis den i det frie fortærer ligesaa meget som i tam tilstand, nemlig daglig sin egen vegt af næringsstoffer. Men naar sneen er borte, og græsset begynder at titte frem; naar vaarsolen varmer, og insekterne kryber ud af sine pupper og vinterhjem, da er trængselens tid forbi, og god og mæt kan den hvile sig ud det meste af dagen, hvis ikke et nyt paafund er kommet den i hovedet eller rettere sagt i hjertet; for nu vil den gifte sig.

Snart er partiet stiftet, og hvedebrødsdagene begynder. Men det unge par gjør ingen lange reiser; det vælger sig et yndigt sted til sommerbolig og slaar sig saa til ro. Betingelserne for, at et saadant kan falde i egteparrets smag, er først og fremst vand og skog. Helst ønsker de at bo ved et fjeldvand; men findes intet saadant i nærheden af dets fødested — thi langt fra dette bosætter de sig aldrig — nøies de ogsaa med en elv, en bæk eller en myr. Vandet kan maaltrosten ikke undvære, da den hver morgen maa have et forfriskende bad og desuden et speil til tidsfordriv i ledige timer.

Er saaledes egnen valgt, gjælder det at finde et passende træ, hvori parret kan bygge sit rede. Helst vælges et middelshøit grantræ, hvori der et godt stykke ovenfor marken findes en mod regn og blæst vel beskyttet rugeplads. Her bygges nu et tarveligt, men hensigtsmæssigt trostehus, og begge mager er i stadig virksomhed og bevægelse; hannen streifer om for at finde passende byggematerialier, medens hunnen forbliver paa redepladsen, hvor den ved omdreiende bevægelser søger at give huset den rette form og fæste kvistene og mosen. Efter nogle dages forløb er redet noksaa hyggeligt at se til; men det er endnu paa langt nær færdigt. Det er altfor stort og desuden for luftigt; de smaa maa ikke udsættes for træk og kulde, og derfor skal det rappes. Ogsaa dette arbeide udføres af begge magerne, som i en myr eller bæk i nærheden henter jord, raadne træfliser og trevler og laver deraf et slags deig, hvormed det indre af redet oversmøres, indtil det indvendige rum er blevet passende formindsket og paa alle kanter tæt og 74lunt. Er der solskin og varme i veiret, er redet snart tørt og færdigt til eglægningen.

Hver morgen i de første fire til fem dage lægger nu hunnen et blaagrønt, med sortbrune flekker bestrøet eg, hvorpaa rugningen begynder. Denne forretning er væsentlig hunnens, som kun i enkelte, korte mellemrum afløses af hannen; thi saasnart hunnen har nydt et af sine i rugetiden faa maaltider og pudset og bevæget sig en smule, overtager den atter dette vanskelige arbeide. Eggene maa nemlig jevnlig vendes og skifte plads, forat varmen kan fordeles ligelig til alle og overalt i egget, et arbeide, som hannen formodentlig har liden eller ingen forstand paa. Konen er altsaa herre i huset, og manden hopper ud, straks hendes naade befaler. Der opstaar dog ingen strid om denne sag; enhver har her sit regimente; derimod ser hunnen gjerne, at hendes gemal bringer hende en god regnorm eller en larve, naar den letvindt træffes; men som oftest er maaltrosthannen optagen paa anden maade. I de fjorten dage, hvori rugetiden varer, benytter den tiden til kunstneriske øvelser. Den optræder som sanger, enten det nu er for at fordrive tiden for hunnen, eller — hvad der synes rimeligere — for at fordrive tiden for sig selv og af lutter trang til i sang at tolke skogens verden sin lykke.

Sangen hos fuglene er nemlig en evne, som alene hannen er i besiddelse af, og de fleste fuglearters hunner kan saagodtsom ingen sangtoner frembringe. Enkelte, t. eks. rødstrube- og lerkehunnerne, forsøger sig vistnok oftere i den skjønne kunst; men i sammenligning med hannens sang er deres forsøg hakkede og fulde af de simpleste feil, og alle hannens finere overgange i melodien er for dem en umulighed. For et øre, der er vant til at skjelne mellem toner og lyd og altsaa forstaar, hvad der ogsaa maa fordres af en fugl, forat den kan kaldes en sanger, er derfor deres øvelser mere komiske end melodiøse, ligesom det er mere latterligt end smukt at høre en gammel høne begynde at gale. Hunnen, hvem altsaa sangens gave er negtet, faar derfor finde sig i at virke i det skjulte og i en anden kreds, og det gjør den ogsaa, naar den har en brav egtemand og ikke selv har faaet en forkvaklet opdragelse af naturen eller mennesket. Det er kun ugifte eller gamle hunner, som gi’r sig af med noget saa uheldigt. Dog øver og prøver de sig alle i en vis alder, og det er i 75overgangstiden fra barn til voksen, nogle uger før den første fælding: hannerne for at gjøre sit organ smidigt og fæste i hukommelsen de melodier, de har hørt, medens de laa i redet, og endnu hører af sin fader og af nabosangere; hunnerne for at lære — at de aldrig kan lære at synge.

Vi lader altsaa maaltrosthunnen i al stilhed ruge sine eg, medens hannen efter endt dagverk flyver op paa den grantop, den har valgt til sangerplads. Herfra er der en smuk udsigt over dalen med elven, bækken eller tjernet, og nogle skridt fra granen hviler den elskede mage. Mere behøver ikke en maaltrost for at komme i stemning; den venter kun paa, at solen skal gaa ned og forgylde trætoppene; det er signalet til at begynde. Et par skarpe, skrattende udraab er prøven paa, at stemmen er i orden, og saa kommer de enkelte lange, fyldige og sterke toner som af en lur, og er der fjelde i egnen — hvad der jo sjelden mangler i vort land — kommer gjenklangen til og fordobler virkningen. Derefter følger en række af de mest vidunderlige toneovergange, korte triller i forening med enkelte lange og sterke toner med mellemliggende pauser eller med overgange, der udføres med en finhed og klarhed, som synes umulig paa noget instrument. Men det er især det fyldige og talende i stemmen, der forbauser og fængsler mest. Man ved snart ikke, enten den synger eller taler, og i dette eiendommelige foredrag hører man sine egne tanker fremførte i korte spørgsmaal og svar. Det er vistnok denne fyldige, men svævende sangform, hvori man kan indlægge næsten hvilketsomhelst ord, der har givet anledning til de mange og forskjellige ordspil, som landsfolket paastaar, maaltrosten udtaler i sin sang, og hvorfor den ogsaa har faaet navnet talatrost. Thi har man en gang hørt ordene, og de falder en i tankerne, medens man lytter til sangen, hører man siden altid et eller andet navn eller ordspil i dens sang.

Og hvor naturligt og let tænkeligt er det ikke, at en fisker ved et fjeldvand, hvor han intet faar, netop maa høre disse spottende ord: Meter du? — Meter du? — Meter du? — — Faar ikke no’e! — Faar ikke no’e! — — Fløt deg! — Fløt deg! — Fløt deg! — Og fiskeren bytter plads; han gaar maaske halve vandet rundt og kaster ud, hvor den mørke bund og den dybe kulp netop lover ham en stor kult af en ørret. Men her sidder en anden maaltrost, og saasnart 76fiskeren napper til i den tro, han fik et bid, raaber spottefuglen: Biter det? — Biter det? — Biter det? — Dra’ i! — Dra’ i! — Dra’ i! — Og fiskeren trækker op, men faar en pinde eller padde paa krogen. Da morer han Skøier-Hans i trætoppen sig først ordentlig og raaber ned: Gaar det smaat? Gaar det smaat? Gaar det smaat? — Spyt paa! — Spyt paa! — Spyt paa!

Bedre gaar det heller ikke rugdeskytteren, naar han, idet han med spændt opmerksomhed venter paa at høre rugdens skarpe lokkeskrig under trækket, istedenfor dette mister ørenslyd og skudsikkerhed ved af maaltrosten at høre sin egen tvil udtalt i de bekjendte ord: Skyt meg! — Skyt meg! — Skyt meg! — Om du kan, — om du kan, — om du kan!

Ja, endog krybskytten paa aarhanelegen er ikke fri for dens spot. Den spøger ogsaa med sæterjenterne og spør, om de vil gifte sig, og be’r dem nøite sig, og selv den veifarende stodder gjør den nar af og tigger ham om fireskilling. Med en spræk unggut vil den bytte kniver, fordi «din kniv er berre end min kniv,» hvorfor den be’r Torer stikke den i slira, og med skydsgutten vil den bytte hester. naar den bare faar hesten mere kvit. Men bedst røgter den sit kald, naar den spiller den uforsonlige samvittigheds røst til tyven, der løber gjennem skogen med sine tyvekoster. Hvor uhyggeligt i den mørke granskog maa da ikke dette træffende spørgsmaal lyde: Tjugut! — Tjugut! — Tjugut! — Har du støli? — Har du støli? Har du støli? — Fy! — Fy! — Og er end tyven nok saa modig, naar maaltrosten skjelder ham ud for: Knivtju! — Knivtju! — Knivtju! — saa han endog spør sin anklager, om «han veit, aassen skafte er, siden han er saa klok?» — maaltrosten mangler dog ikke svar: Beinhvidt, beinhvidt, beinhvidt! raaber den imod den frække tyveknegt.

Saaledes skifter maaltrosten bygdimellem spørgsmaal og svar; den er folkets satiriske digter, der med blodig ironi udpeger bygdens uheldige jægere og fiskere, giftelystne piger, lade dagdrivere, tyve og kjeltringer; kun husbonden og skogens eier sparer den indtil det sidste. Men forstaar heller ikke han sit eget bedste, eller vil han ødelægge skogens ungdom 77og haab, de unge grantrær, hvori maaltrosten gjerne bygger sit rede, for i øieblikket at tjene nogle slunkne kroner til at betale brændevin og gjæld med, da advarer maaltrosten ham med disse profetiske ord: Ola! — Ola — Ola! — Høgger du pitprops? — Høgger du pitprops? — Høgger du pitprops? — Fallit! — Fallit! — Fallit!

Maaltrosten er ogsaa folkets overgivne sanger og kan i drøihed maale sig med Sveriges Bellmann og de norske stev. Naturligvis dækker heller ikke disse ordspil ganske sangen, hvor træffende de end kan være. Enhver, der ønsker at høre en levende fremstilling af disse sætninger og bevis for, at nordens nattergal forstaar at slaa af en passiar saavel med en fisker som med en skytter, maa jeg derfor give det raad at tage sig en aften- eller morgentur i en af vort lands mange naaleskoge; han vil da ved solens nedgang eller opgang høre ikke én, men ofte indtil et snes sangere paa engang istemme sine spotteviser med de egte norske fjeldmelodier.

Undertiden hører man blandt de mange sangere et enkelt geni, hvis mage man sjelden faar høre igjen; thi der findes sang-genier blandt fuglene som blandt menneskene. En saadan fugl maa naturligvis have levet under ganske særegne livsomstændigheder. Som barn af forældre med de bedste evner maa den dertil have tilbragt sin ungdom i en udmerket skole og have været fri for paavirkning af slette sangere i nabolaget. Det er ikke altid, at en saadan kunstner har beholdt og udviklet faderens melodi — thi enhver maaltrost har sin faste melodi eller maaske rettere samling af melodier — ofte er det en udmerket sanger i naboskabet, der har været dens lærer, eller den har paa sine mange reiser i syden beriget sit forraad med nogle af nattergalens skjønneste toner og ved hjælp af sin medfødte evne formet det hjemlige og det fremmede til et fuldendt, velklingende hele. Men de faa udmerkede er igjen ligesaa forskjellige indbyrdes; en har væsentlig sin evne i stemmens styrke, en anden i dens fylde og velklang, en tredje i melodiens rigdom og skjønhed, og maaske — ja maaske der findes et geni, som forener alle disse gaver. Hvor en saadan udmerket sanger nedsætter sig, danner der sig let en sangskole, idet alle de unge kunstnere altid har saamegen forstand 78paa sin kunst, at de vælger den bedste sang, de hører, til mønster for sine studier. Derfor hænder det ofte, at en egn har lutter gode sangere, en anden lutter slette, en egenskab, som egnen som oftest maa beholde i mange aar, da de fleste fugle helst bygger og bor i sin egen fødeegn.

Jeg har tidligere nævnt, at maaltrosten begynder sin sang ved solnedgang, og den holder ved, indtil natten bliver den for mørk, hvorpaa den atter begynder, en stund før solen rinder. Alene i de lyse sommernætter er der næsten ingen stans; den utrættelige sanger vil ikke sove bort den skjønneste tid af aaret; den tager sig da kun en kort blund til enkelte tider af døgnet, og efter en forfriskende regn eller et godt maaltid lader den sig ogsaa høre ved høilys sommerdag. Undertiden høres ogsaa i den samme trakt rødvingens glade raab med sin hvislende eftersang, medens gjøgens monotone klokkeslag ringer kveldens høitid ind. Alvorligst toner da en kort stund sorttrostens herlige lovsang; men snart tier alle dagens fugle, og maaltrostens sang kommer nu først til sin ret. Kun én fugl, den altid vaagne, yndige rødstrube, synes endnu at ville gjøre den rangen stridig; men den lille medbeilers svagere toner og kvidder gaar snart i den lyttende tilhørers øre over til et skjønt akkompagnement, der blødt og neppe hørlig, som kom det fra et i skogtykket skjult instrument, udfylder maaltrostens lange pauser.

Tidlig om vaaren, straks efter ankomsten fra syden, hører man maaltrostens sang før om aftenen, da natten endnu er for mørk og lang og skumringen for kort; men stemmen er endnu ikke fuldt opøvet. Først i mai, under parringstiden og mens hunnen ruger, har den naaet sin fulde kraft og fylde. Paa denne tid gjenlyder alle nordens skoge af maaltrostens sang. I begyndelsen af juni, mens ungerne opfødes, hører man den sjeldnere; men efter sankthanstid flammer sanglysten atter op, medens hunnen lægger eg for anden gang. Saa synker den igjen i juli, og i august forstummer alt de fleste ganske. Kun en enkelt, hvis rede er blevet forstyrret, og som derfor hækker tredje eller fjerde gang, lader sig endnu høre i selskab med de unges sidste øvelser før fældingen.

Vi vender nu tilbage til hunnen, som imidlertid har udruget sine eg, og fire eller fem smaa hviler nu lunt under moderens varme fjær. I begyndelsen er ungerne ganske nøgne 79og kjødrøde at se til, kun beklædte med haarfine dun paa overdelen af legemet. Men medens de flittig mades af begge forældrene, især af faderen, vokser de hurtig, og allerede efter otte dages forløb begynder blodpiggerne eller penneposerne at vise sig. Naar de er fjorten dage gamle, stikker fjærene frem, og et par dage efter er de alt saa vel beklædte oventil, at hunnen ikke længer behøver at ruge dem, men kan styrke sig selv til næste hækning ved bevægelse og rigere føde og desuden være til større hjælp for hannen, der hidindtil har havt det største stræv med at skaffe føden tilveie. Det behøves ogsaa vel; thi ungerne forlanger nu langt mere næring. Imidlertid gaar veksten hurtig for sig, og snart er vingerne saavidt udvoksede, at de smaa kan prøve dem. Omtrent tre uger gamle forlader de allerede redet, men mades endnu i flere dage af forældrene, indtil de selv forstaar at finde sin føde og har lært at flyve godt og derved undgaa sine værste fiender: kraaken, skjæren og høgen. Imidlertid har forældrene bygget et nyt rede, og snart har hunnen atter lagt de smukke, blaagrønne eg og ruger taalmodig paa det andet kuld. Vistnok er ikke længer hendes gemals stemme saa kraftig som før, og heller ikke er han fuldt saa flittig; men til gjengjæld har hun nu den fornøielse at kunne lytte til sine unge sønners første forsøg i den skjønne kunst. Disse har nemlig, saasnart de har forladt redet, ja en enkelt endog før, begyndt at øve sig og lære faderens eller en af naboernes sang. At disse første forsøg skal blive til en virkelig smuk sang, synes utænkeligt for et uvant øre; men hvis man daglig iagttager en ung maaltrost under dens øvelsestimer, vil man snart merke, at den gjør store fremskridt, og før fældingen begynder, har den allerede lært den hele melodi. Øvelserne om vaaren synes at behøves mere for at gjøre organet smidigt end for at repetere melodierne; thi selv de gamle hanner øver sig paa denne tid omtrent paa samme vis.

I slutningen af august og i begyndelsen af september slaar de gamle og de unge maaltroster sig sammen med de andre trostarter til større og mindre flokke og streifer om fra skog til skog. Allerede i august begynder nemlig trosterne og de fleste insektædende fugle at ernære sig af bær, især rognebær, og, før disse er modne, af vild ribs, blaabær og tyttebær ved siden af insektføden, som lidt efter lidt forsvinder 80blandt deres næringsemner, eftersom kulden tiltager, og antallet af insekter, larver og orme formindskes. Dog ser man aldrig mange maaltroster i én flok; da den ikke hækker i kolonier, ynder den naturligvis heller ikke selskab med saamange den øvrige tid af aaret. Helst slaar den sig sammen med sin nærmeste slegtning, rødvingen, sjeldnere med de larmende, simple graatroster. Det er paa denne tid, at kramsfugljagten finder sted, da de røde rognebær, enten de hænger høit eller lavt, narrer trosten til donen, og er først strikken om halsen, er jo dens liv knapt ti øre værdt. Ogsaa maaltrosten maa tidt nok bøde med livet for sin gode appetit; men heldigvis er «septemberdagene» kun en kort revolution i dens liv, hvorefter den enten serveres som en lækker ret paa vort bord eller, hvis den slipper godt derfra, finder en ny høstens overflod i fremmede lande.

En indre, uimodstaaelig længsel, som naturhistorikerne kalder instinkt, driver nemlig den unge kunstner til kunstens hjemland. Ved aftentid bryder den forsamlede unge sangerskare op, anført af en gammel, som er kjendt med veien, og efter nattens fart, naar dagen lysner, slaar skaren sig ned i den nærmeste skog, og da er det, gutten gjør den bedste fangst i donerne, naar trosten, sulten og træt, gaar lige i fælden. Men de tiloversblevne, naar de har hvilt sig ud efter maaltiderne i løbet af dagen, føler atter trangen til at reise. Nogle dage efter er maalet naaet. I sydens skoge finder de nok af føde, saa at selv en madkrog som maaltrosten kan æde sig mere end mæt. Derfor bliver de ogsaa tykke og fede og stiger i værdi hos restauratørerne; men med sangen gaar det smaat, indtil naturen ved juletider atter sætter dem paa smal kost. Da begynder de unge og gamle paany at øve sig i de ledige timer, og naar vaaren nærmer sig, kommer længselen efter hjemmet. De musikalske prøver holdes oftere og længere, og sangen bliver friskere og stemningsfuldere, indtil det ene reiseselskab efter det andet drager afsted og skilles først, naar de atter er paa Norges grund. Hver enkelt sanger opsøger da sin fødeegn, og den første morgen, den vaagner blandt sin barndoms kjære omgivelser, melder den sin ankomst fra den samme grantop, hvorfra den saa tidt har sunget naturens pris.

F. O. Guldberg.

72

Ikke alle lande har den lykke å huse naturens mest berømte sanger, nattergalen. Den bebor kun de tempererede soner; den kalde og tropiske sone har blot sangere av annen og tredje rang. I Norge, skjønt sterkt begunstiget i klimatisk henseende, synger ingen nattergal, og plassen nr. 1 tilfalt etter folkets dom måltrosten (Turdus musicus). Naturforskerne kaller den derfor også nordens nattergal. Av landsfolket benevnes den måltrost, talatrost og nattvake; thi kjært barn har mange navn. I Sverige kalles den taltrast og fjellstare og i Danmark sangdrossel eller blot drossel. Etter døden mister den, som alle dødelige, de mange titler og får tillikemed sine slektninger, gråtrosten, sorttrosten og rødvingen, det felles navn kramsfugl, hvorunder den best kjennes av bybeboerne og landets kokkepiker.

Måltrosten er en trekkfugl, som ankommer til oss i midten av april måned. Man treffer den da i alle større og mindre skogholt, ja selv i haver og parkanlegg, hvor den på trostenes sedvanlige maner hoppende gjennemstreifer marken under trærne for å oppsøke regnormer og insekter, som våren 73og hele sommeren utgjør dens vesentligste føde. De første dage etter dens ankomst er nesten utelukkende optagne av matstrevet, da den, så lenge sneen dekker det meste av skogbunnen, og tælen ennå ikke er gått ut av jorden, har vanskelighet for å finne den fornødne føde. Heller ikke skal der så lite til, hvis den i det frie fortærer likeså meget som i tam tilstand, nemlig daglig sin egen vekt av næringsstoffer. Men når sneen er borte, og gresset begynner å titte frem; når vårsolen varmer, og insektene kryper ut av sine pupper og vinterhjem, da er trengselens tid forbi, og god og mett kan den hvile seg ut det meste av dagen, hvis ikke et nytt påfunn er kommet den i hodet eller rettere sagt i hjertet; for nå vil den gifte seg.

Snart er partiet stiftet, og hvetebrødsdagene begynner. Men det unge par gjør ingen lange reiser; det velger seg et yndigt sted til sommerbolig og slår seg så til ro. Betingelsene for, at et sådant kan falle i ekteparets smak, er først og fremst vann og skog. Helst ønsker de å bo ved et fjellvann; men finnes intet sådant i nærheten av dets fødested — thi langt fra dette bosetter de seg aldri — nøyes de også med en elv, en bekk eller en myr. Vannet kan måltrosten ikke unnvære, da den hver morgen må ha et forfriskende bad og dessuten et speil til tidsfordriv i ledige timer.

Er således egnen valgt, gjelder det å finne et passende tre, hvori parret kan bygge sitt rede. Helst velges et middelshøyt grantre, hvori der et godt stykke ovenfor marken finnes en mot regn og blæst vel beskyttet rugeplass. Her bygges nå et tarvelig, men hensiktsmessig trostehus, og begge mager er i stadig virksomhet og bevegelse; hannen streifer om for å finne passende byggematerialer, mens hunnen forblir på redeplassen, hvor den ved omdreiende bevegelser søker å gi huset den rette form og feste kvistene og mosen. Etter noen dages forløp er redet nokså hyggelig å se til; men det er ennå på langt nær ferdig. Det er altfor stort og dessuten for luftig; de små må ikke utsettes for trekk og kulde, og derfor skal det rappes. Også dette arbeide utføres av begge magerne, som i en myr eller bekk i nærheten henter jord, råtne trefliser og trevler og laver derav et slags deig, hvormed det indre av redet oversmøres, inntil det innvendige rom er blitt passende forminsket og på alle kanter tett og 74lunt. Er der solskinn og varme i været, er redet snart tørt og ferdig til eggleggingen.

Hver morgen i de første fire til fem dage legger nå hunnen et blågrønt, med svartbrune flekker bestrøet eg, hvorpå rugningen begynner. Denne forretning er vesentlig hunnens, som kun i enkelte, korte mellomrom avløses av hannen; thi så snart hunnen har nytt et av sine i rugetiden få måltider og pusset og beveget seg en smule, overtar den atter dette vanskelige arbeide. Eggene må nemlig jevnlig vendes og skifte plass, for at varmen kan fordeles likelig til alle og overalt i egget, et arbeide, som hannen formodentlig har liten eller ingen forstand på. Konen er altså herre i huset, og mannen hopper ut, straks hennes nåde befaler. Der oppstår dog ingen strid om denne sak; enhver har her sitt regimente; derimot ser hunnen gjerne, at hennes gemal bringer henne en god regnorm eller en larve, når den letvindt treffes; men som oftest er måltrosthannen opptatt på annen måte. I de fjorten dage, hvori rugetiden varer, benytter den tiden til kunstneriske øvelser. Den opptrer som sanger, enten det nå er for å fordrive tiden for hunnen, eller — hva der synes rimeligere — for å fordrive tiden for seg selv og av lutter trang til i sang å tolke skogens verden sin lykke.

Sangen hos fuglene er nemlig en evne, som alene hannen er i besittelse av, og de fleste fuglearters hunner kan så godt som ingen sangtoner frembringe. Enkelte, t. eks. rødstrube- og lerkehunnene, forsøker seg vistnok oftere i den skjønne kunst; men i sammenligning med hannens sang er deres forsøk hakkede og fulle av de simpleste feil, og alle hannens finere overganger i melodien er for dem en umulighet. For et øre, der er vant til å skjelne mellom toner og lyd og altså forstår, hva der også må fordres av en fugl, for at den kan kalles en sanger, er derfor deres øvelser mer komiske enn melodiøse, likesom det er mer latterlig enn smukt å høre en gammel høne begynne å gale. Hunnen, hvem altså sangens gave er nektet, får derfor finne seg i å virke i det skjulte og i en annen krets, og det gjør den også, når den har en brav ektemann og ikke selv har fått en forkvaklet oppdragelse av naturen eller mennesket. Det er kun ugifte eller gamle hunner, som gi’r seg av med noe så uheldigt. Dog øver og prøver de seg alle i en viss alder, og det er i 75overgangstiden fra barn til voksen, noen uker før den første felling: hannene for å gjøre sitt organ smidig og feste i hukommelsen de melodier, de har hørt, mens de lå i redet, og ennå hører av sin far og av nabosangere; hunnene for å lære — at de aldri kan lære å synge.

Vi lader altså måltrosthunnen i all stillhet ruge sine egg, mens hannen etter endt dagverk flyver opp på den grantopp, den har valgt til sangerplass. Herfra er der en smuk utsikt over dalen med elven, bekken eller tjernet, og noen skritt fra granen hviler den elskede mage. Mer behøver ikke en måltrost for å komme i stemning; den venter kun på, at solen skal gå ned og forgylle tretoppene; det er signalet til å begynne. Et par skarpe, skrattende utrop er prøven på, at stemmen er i orden, og så kommer de enkelte lange, fyldige og sterke toner som av en lur, og er der fjell i egnen — hva der jo sjelden mangler i vårt land — kommer gjenklangen til og fordobler virkningen. Deretter følger en rekke av de mest vidunderlige toneoverganger, korte triller i forening med enkelte lange og sterke toner med mellomliggende pauser eller med overganger, der utføres med en finhet og klarhet, som synes umulig på noe instrument. Men det er især det fyldige og talende i stemmen, der forbauser og fengsler mest. Man ved snart ikke, enten den synger eller taler, og i dette eiendommelige foredrag hører man sine egne tanker fremførte i korte spørsmål og svar. Det er vistnok denne fyldige, men svevende sangform, hvori man kan innlegge nesten hvilket som helst ord, der har gitt anledning til de mange og forskjellige ordspill, som landsfolket påstår, måltrosten uttaler i sin sang, og hvorfor den også har fått navnet talatrost. Thi har man en gang hørt ordene, og de faller en i tankerne, mens man lytter til sangen, hører man siden alltid et eller annet navn eller ordspill i dens sang.

Og hvor naturlig og lett tenkelig er det ikke, at en fisker ved et fjellvann, hvor han intet får, nettopp må høre disse spottende ord: Meter du? — Meter du? — Meter du? — — Får ikke no’e! — Får ikke no’e! — — Fløt deg! — Fløt deg! — Fløt deg! — Og fiskeren bytter plass; han går maaske halve vannet rundt og kaster ut, hvor den mørke bunn og den dype kulp nettopp lover ham en stor kult av en ørret. Men her sitter en annen måltrost, og så 76snart fiskeren napper til i den tro, han fikk et bid, roper spottefuglen: Biter det? — Biter det? — Biter det? — Dra’ i! — Dra’ i! — Dra’ i! — Og fiskeren trekker opp, men får en pinne eller padde på kroken. Da morer han Skøier-Hans i tretoppen seg først ordentlig og roper ned: Går det smått? Går det smått? Går det smått? — Spytt på! — Spytt på! — Spytt på!

Bedre går det heller ikke rugdeskytteren, når han, idet han med spent oppmerksomhet venter på å høre rugdens skarpe lokkeskrig under trekket, istedenfor dette mister ørenslyd og skuddsikkerhet ved av måltrosten å høre sin egen tvil uttalt i de bekjente ord: Skyt meg! — Skyt meg! — Skyt meg! — Om du kan, — om du kan, — om du kan!

Ja, endog krybskytten på aarhanelegen er ikke fri for dens spot. Den spøker også med seterjentene og spør, om de vil gifte seg, og be’r dem nøyte seg, og selv den veifarende stodder gjør den narr av og tigger ham om fireskilling. Med en spræk unggutt vil den bytte kniver, fordi «din kniv er berre enn min kniv,» hvorfor den be’r Torer stikke den i slira, og med skyssgutten vil den bytte hester. når den bare får hesten mer kvit. Men best røkter den sitt kald, når den spiller den uforsonlige samvittigheds røst til tyven, der løper gjennom skogen med sine tyvekoster. Hvor uhyggelig i den mørke granskog må da ikke dette treffende spørsmål lyde: Tjugut! — Tjugut! — Tjugut! — Har du støli? — Har du støli? Har du støli? — Fy! — Fy! — Og er enn tyven nok så modig, når måltrosten skjeller ham ut for: Knivtju! — Knivtju! — Knivtju! — så han endog spør sin anklager, om «han veit, åssen skafte er, siden han er så klok?» — måltrosten mangler dog ikke svar: Beinhvidt, beinhvidt, beinhvidt! roper den imot den frekke tyveknekt.

Således skifter måltrosten bygdimellom spørsmål og svar; den er folkets satiriske dikter, der med blodig ironi utpeker bygdens uheldige jegere og fiskere, giftelystne piker, lade dagdrivere, tyve og kjeltringer; kun husbonden og skogens eier sparer den inntil det siste. Men forstår heller ikke han sitt eget beste, eller vil han ødelegge skogens ungdom 77og håp, de unge grantrær, hvori måltrosten gjerne bygger sitt rede, for i øyeblikket å tjene noen slunkne kroner til å betale brennevin og gjeld med, da advarer måltrosten ham med disse profetiske ord: Ola! — Ola — Ola! — Høgger du pitprops? — Høgger du pitprops? — Høgger du pitprops? — Fallitt! — Fallitt! — Fallitt!

Måltrosten er også folkets overgivne sanger og kan i drøyhet måle seg med Sveriges Bellmann og de norske stev. Naturligvis dekker heller ikke disse ordspill ganske sangen, hvor treffende de enn kan være. Enhver, der ønsker å høre en levende fremstilling av disse setninger og bevis for, at nordens nattergal forstår å slå av en passiar såvel med en fisker som med en skytter, må jeg derfor gi det råd å ta seg en aften- eller morgentur i en av vårt lands mange nåleskoger; han vil da ved solens nedgang eller oppgang høre ikke én, men ofte inntil et snes sangere på engang istemme sine spotteviser med de ekte norske fjellmelodier.

Undertiden hører man blant de mange sangere et enkelt geni, hvis mage man sjelden får høre igjen; thi der finnes sang-genier blant fuglene som blant menneskene. En sådan fugl må naturligvis have levet under ganske særegne livsomstendigheter. Som barn av foreldre med de beste evner må den dertil have tilbrakt sin ungdom i en utmerket skole og have vært fri for påvirkning av slette sangere i nabolaget. Det er ikke alltid, at en sådan kunstner har beholdt og utviklet faderens melodi — thi enhver måltrost har sin faste melodi eller maaske rettere samling av melodier — ofte er det en utmerket sanger i naboskapet, der har vært dens lærer, eller den har på sine mange reiser i syden beriket sitt forråd med noen av nattergalens skjønneste toner og ved hjelp av sin medfødte evne formet det hjemlige og det fremmede til et fullendt, velklingende hele. Men de få udmerkede er igjen likeså forskjellige innbyrdes; en har vesentlig sin evne i stemmens styrke, en annen i dens fylde og velklang, en tredje i melodiens rikdom og skjønnhet, og maaske — ja maaske der finnes et geni, som forener alle disse gaver. Hvor en sådan utmerket sanger nedsetter seg, danner der seg lett en sangskole, idet alle de unge kunstnere alltid har saamegen forstand 78på sin kunst, at de velger den beste sang, de hører, til mønster for sine studier. Derfor hender det ofte, at en egn har lutter gode sangere, en annen lutter slette, en egenskap, som egnen som oftest må beholde i mange år, da de fleste fugler helst bygger og bor i sin egen fødeegn.

Jeg har tidligere nevnt, at måltrosten begynner sin sang ved solnedgang, og den holder ved, inntil natten blir den for mørk, hvorpå den atter begynner, en stund før solen rinner. Alene i de lyse sommernetter er der nesten ingen stans; den utrettelige sanger vil ikke sove bort den skjønneste tid av året; den tar seg da kun en kort blund til enkelte tider av døgnet, og etter en forfriskende regn eller et godt måltid lader den seg også høre ved høylys sommerdag. Undertiden høres også i den samme trakt rødvingens glade rop med sin hvislende ettersang, mens gjøkens monotone klokkeslag ringer kveldens høytid inn. Alvorligst toner da en kort stund sorttrostens herlige lovsang; men snart tier alle dagens fugler, og måltrostens sang kommer nå først til sin rett. Kun én fugl, den alltid våkne, yndige rødstrupe, synes ennå å ville gjøre den rangen stridig; men den lille medbeilers svakere toner og kvidder går snart i den lyttende tilhørers øre over til et skjønt akkompagnement, der blødt og neppe hørlig, som kom det fra et i skogtykket skjult instrument, utfyller måltrostens lange pauser.

Tidlig om våren, straks etter ankomsten fra syden, hører man måltrostens sang før om aftenen, da natten ennå er for mørk og lang og skumringen for kort; men stemmen er ennå ikke fullt oppøvet. Først i mai, under parringstiden og mens hunnen ruger, har den nået sin fulle kraft og fylde. På denne tid gjenlyder alle nordens skoger av måltrostens sang. I begynnelsen av juni, mens ungene opfødes, hører man den sjeldnere; men etter sankthanstid flammer sanglysten atter opp, mens hunnen legger egg for annen gang. Så synker den igjen i juli, og i august forstummer alt de fleste ganske. Kun en enkelt, hvis rede er blitt forstyrret, og som derfor hekker tredje eller fjerde gang, lader seg ennå høre i selskap med de unges siste øvelser før fellingen.

Vi vender nå tilbake til hunnen, som imidlertid har udruget sine egg, og fire eller fem små hviler nå lunt under moderens varme fjær. I begynnelsen er ungene ganske nakne 79og kjøttrøde å se til, kun beklædte med hårfine dun på overdelen av legemet. Men mens de flittig mates av begge foreldrene, især av faren, vokser de hurtig, og allerede etter åtte dages forløp begynner blodpiggerne eller penneposene å vise seg. Når de er fjorten dage gamle, stikker fjærene frem, og et par dage etter er de alt så vel beklædte oventil, at hunnen ikke lenger behøver å ruge dem, men kan styrke seg selv til neste hekking ved bevegelse og rikere føde og dessuten være til større hjelp for hannen, der hidindtil har hatt det største strev med å skaffe føden til veie. Det behøves også vel; thi ungene forlanger nå langt mer næring. Imidlertid går veksten hurtig for seg, og snart er vingene såvidt utvokste, at de små kan prøve dem. Omtrent tre uker gamle forlater de allerede redet, men mates ennå i flere dage av foreldrene, inntil de selv forstår å finne sin føde og har lært å flyve godt og derved unngå sine verste fiender: kråken, skjæren og høgen. Imidlertid har foreldrene bygget et nytt rede, og snart har hunnen atter lagt de smukke, blågrønne eg og ruger tålmodig på det andre kuld. Vistnok er ikke lenger hennes gemals stemme så kraftig som før, og heller ikke er han fullt så flittig; men til gjengjeld har hun nå den fornøyelse å kunne lytte til sine unge sønners første forsøk i den skjønne kunst. Disse har nemlig, så snart de har forlatt redet, ja en enkelt endog før, begynt å øve seg og lære faderens eller en av naboenes sang. At disse første forsøk skal bli til en virkelig smuk sang, synes utenkelig for et uvant øre; men hvis man daglig iagttager en ung måltrost under dens øvelsestimer, vil man snart merke, at den gjør store fremskritt, og før fellingen begynner, har den allerede lært den hele melodi. Øvelsene om våren synes å behøves mer for å gjøre organet smidig enn for å repetere melodiene; thi selv de gamle hanner øver seg på denne tid omtrent på samme vis.

I slutningen av august og i begynnelsen av september slår de gamle og de unge måltroster seg sammen med de andre trostarter til større og mindre flokke og streifer om fra skog til skog. Allerede i august begynner nemlig trostene og de fleste insektetende fugler å ernære seg av bær, især rognebær, og, før disse er modne, av vill rips, blåbær og tyttebær ved siden av insektføden, som litt etter litt forsvinner 80blant deres næringsemner, ettersom kulden tiltar, og antallet av insekter, larver og ormer forminskes. Dog ser man aldri mange måltroster i én flok; da den ikke hekker i kolonier, ynder den naturligvis heller ikke selskap med så mange den øvrige tid av året. Helst slår den seg sammen med sin nærmeste slektning, rødvingen, sjeldnere med de larmende, simple gråtroster. Det er på denne tid, at kramsfugljakten finner sted, da de røde rognebær, enten de henger høyt eller lavt, narrer trosten til donen, og er først strikken om halsen, er jo dens liv knapt ti øre verdt. Også måltrosten må titt nok bøde med livet for sin gode appetitt; men heldigvis er «septemberdagene» kun en kort revolusjon i dens liv, hvoretter den enten serveres som en lekker rett på vårt bord eller, hvis den slipper godt derfra, finner en ny høstens overflod i fremmede lande.

En indre, uimotståelig lengsel, som naturhistorikerne kaller instinkt, driver nemlig den unge kunstner til kunstens hjemland. Ved aftentid bryter den forsamlede unge sangerskare opp, anført av en gammel, som er kjent med veien, og etter nattens fart, når dagen lysner, slår skaren seg ned i den nærmeste skog, og da er det, gutten gjør den beste fangst i donene, når trosten, sulten og trett, går like i fellen. Men de tiloversblevne, når de har hvilt seg ut etter måltidene i løpet av dagen, føler atter trangen til å reise. Noen dage etter er målet nået. I sydens skoger finner de nok av føde, så at selv en matkrok som måltrosten kan ete seg mer enn mett. Derfor blir de også tykke og feite og stiger i verdi hos restauratørene; men med sangen går det smått, inntil naturen ved juletider atter setter dem på smal kost. Da begynner de unge og gamle paany å øve seg i de ledige timer, og når våren nærmer seg, kommer lengselen etter hjemmet. De musikalske prøver holdes oftere og lenger, og sangen blir friskere og stemningsfullere, inntil det ene reiseselskap etter det andre drager av sted og skilles først, når de atter er på Norges grunn. Hver enkelt sanger oppsøker da sin fødeegn, og den første morgen, den våkner blant sin barndoms kjære omgivelser, melder den sin ankomst fra den samme grantopp, hvorfra den så titt har sunget naturens pris.

F. O. Guldberg.