62

Fra Tyristranden gik vi en af de første dage i mai — det var længe, førend jagtloven udklækkedes — op igjennem lien for den følgende morgen at være paa en tiurleg i Skjærsjøhaugen, som paa disse kanter 63havde ord for at være den sikreste. Vi var fire, min ven kapteinen, jeg, en gammel skytter ved navn Per Sandaker over fra Sogndalen og en rask gut, der førte to kobbel hunde. Naar legen var endt, skulde vi nemlig gaa paa harejagt. Nede i bygden var det fuld vaar; men da vi kom ind paa aasen, laa sneen dyb i dale og dækker. Aftenen var endnu ret lun, og fuglene sang sin vaarsang i skogen. I nærheden af Asksæteren, hvor vi agtede at tilbringe natten, tog vi op i den for enhver i disse skoge vankende fugleskytter vel bekjendte Skjærsjøhaug for at høre, hvor fuglene satte sig paa natkvisten. Da vi naaede derop og fik en fri udsigt, stod solen i nedgangen og kastede sit gyldne lys ufordunklet op i den tindrende himmel. Men denne hvælvede sig ikke over et blidt og venligt landskab. Mørke, uendelige skoge og aaser, kun afbrudte ved islagte tjern og store myrer, strakte sig paa alle kanter lige hen til himmelbrynet.

Vi havde ikke været her længe efter solens nedgang, før vi hørte en susende flugt og de sterke, tunge vingeslag af en fugl, der slog sig ind.

«Det var ikke nogen gammel fugl,» sagde kapteinen med kyndighedens mine, da han ikke hørte fuglen give lyd, efterat den havde sat sig op.

To fugle kom snart efter denne susende og slog sig ind uden at give lyd. Men derpaa kom en flyvende med endnu tungere, mere susende vingeslag, og da den havde sat sig, skar den neb.

«Den karlen er ikke født ifjor. Det er husbonden paa legen,» sagde Per Sandaker. «Bare det ikke er Gamle-storen selv; men det tror jeg mest.»

Der kom endnu tre fugle, og for hver, som slog sig ind, skar den gamle nebbet. De to gav ikke lyd; men den tredje svarede i samme tone.

«Det var en fremmed karl,» udbrød Per; «han kjendte ikke gamlen, ellers havde han holdt kjæften sin. Paa morgenkvisten kommer han til at angre det, for, tro mig, gamlen finder ham nok, og han er ikke bas at kjeikes med, naar det rette lunet er paa ham. Jeg har seet, hvorledes han børstede en kranglefant, som skar til ham paa legen en gang før.»

Under disse ord lagde skyttens aabne, veirbidte ansigt sig i høist besynderlige, polisk grinende folder, der syntes at 64hentyde til en eller anden mystisk historie. Thi efter den korte skildring, kapteinen havde givet mig af ham, da Per Sandaker under vor vandring engang var bleven et stykke efter, skulde han være sterk i historier om troldfugle, udsendinger og underjordiske, og især var han omstændelig naar han fortalte om en eller anden af de atten bjørne, han i-sine dage havde fældet. Derimod taug han gjerne angaaende det ligesaa store antal, onde tunger beskyldte ham for at have skudt bort.

«Men hvad er det for en gammel og gamle-stor, du taler om?» spurgte jeg.

«Det skal jeg sige Dem,» tog kapteinen hurtig tilorde, idet vi begav os paa veien til sæteren. Rimeligvis frygtede han for, at dette overilede og utidige spørgsmaal efter mit saa korte bekjendtskab med Per skulde indgyde ham mistro og lægge baand paa hans tunge. «Det skal jeg sige Dem,» svarede han. «Der er en gammel tiur paa denne leg, som er bleven et fabeldyr i den hele egn. Blandt skytterne her er den kjendt under navnet «Brækaren;» thi istedenfor at sidde rolig paa kvisten og kneppe flyver den ofte om mellem trætoppene, brægende som en gjed. Først, naar denne manøvre er udført, sætter den sig op for at klunke og sage. Saadant spil er saa ufornuftigt, at ingen kan komme den paa skud. Den bruger imidlertid endnu oftere et andet kneb, som er meget værre. Den sidder rolig og knepper og slaar sin klunk; men naar den skal tage paa at sage, flytter den i et andet træ. Kommer man ved et slumpetræf til at skyde, bider det ikke paa den. Gamle Per der har skudt paa den baade med salt og med sølv; men uagtet fjærene føg af den, tog den ikke mere notis af hans sikre rifleskud end af en salut. Næste morgen spillede den lige raskt og lige falskt.»

«En kunde ligesaa godt skyde paa en sten,» sagde Per med den fuldeste overbevisnings afgjørende betoning. «Jeg kom ind paa ham,» vedblev han, «engang han holdt leg paa fladbergene her borte ved kloppen, rigtig midt i veien, som gaar til Skaug, og sad der ikke saa fuldt med røier om ham, at jeg talte syv stykker, og flere var der i skogen; for der snovlede og pratede bag hver busk. Og de, som var fremme, de rendte rundt omkring ham og strakte halsen ud, hukede paa sig og gjorde sig saa lekre; men fuglen sad paa fladberget og briskede 65sig saa kjøn og spansk som en greve. Ret som det var, satte han styven op og slog hjul, vendte paa sig og sopte vingerne nede ved benene og hoppede ende tilveirs saa høit som saa —. Ja jeg vidste ikke, det var den kallen, jeg, ellers havde jeg nok givet ham en smeld straks, før han havde gjort sig haard, kanske; men jeg syntes, det var morsomt at se paa. Som han var i den bedste legen, saa kom der fygendes en anden tiur — den var ikke braadt saa stor — og kastede sig paa legen. Men da blev der vel spil; gamlen reiste styven tilveirs, og skjegget stod ud paa ham som tinder i en hekle, og saa skar han med nebbet, saa det rigtig grøssede i mig, og den anden, han svarede — han var ikke mindre karl, maa vide. Men saa føg gamlen paa ham, og da de slog nebbene og vingerne sammen, smald det, saa det bragede i skogen. Bedst det var, saa hoppede de høit imod hverandre og hug med nebbet, rev med klørne og slog med vingerne, og de var saa arge, at de hverken sansede eller samlede, og jeg syntes, jeg kunde gjerne gaa bort og tage dem med hænderne begge to. Men tilsidst tog gamlen rigtig tag i luggen paa den anden, og han slog den og haandterte den, saa den ordentlig peb, og jeg syntes mest synd paa fuglen; for han leiede den om i toppen, trykte den til marken og havde den under sig, saa han ordentlig kom agende ud over fladberget paa den lige ned for benene paa mig. Da lagde jeg til øiet i en fart. Det smald, og fuglen laa død paa flekken; men gamlen blev siddende og lugge den endda, og han løftede ikke paa vingerne. Ja saa, tænkte jeg, er du saa stød i loggen, skal du være min. Jeg ladede igjen og skulde lægge paa ham; men da ristede han paa sig og reiste ende tilveirs. Men var han mere end ti skridt fra mig, saa lad mig aldrig skyde en fugl mere. — En anden gang var jeg ogsaa heroppe og hørte, hvor han slog ind, ligesom ikveld. Det var i en gammel furu, han satte sig paa kvist. Did gik jeg kvareste natten, før der var fugl vaagen i skogen. Men da han tog til at spille, spilte han realt den gangen. Han spilte, saa furuen ristede, og der manglede hverken klunk eller sagning, og ikke flyttede han heller. Da han slog det fjerde spillet, var jeg indom hold — han sad langt nede paa en kvist

V. bd.

66ind ved furulæggen. Nu skal du være min, tænkte jeg; for jeg havde skaaret op en sølvtoskilling og lagt for kuglen. Men dengang tænkte jeg feil. Da det smald, fløi han lige radt, endda fjæren føg af ’en. Der bider ikke noget paa den karlen.»

«Imorgen skal vi dog prøve at faa den, Per. Nu ved vi jo, hvor den sidder?» sagde kapteinen spydig.

«Der maatte ikke være fugl i skogen, naar en skulde give sig til at gaa efter den,» svarede Per, halv vred. «Ja,» tilføiede han med et lidet anstrøg af ironi, «vil kapteinen gaa efter den, saa — jeg spilder ikke et korn krudt paa den. For det siger jeg,» vedblev han troværdig, «at sligt spil skal aldrig nogen have hørt. Og slig en fugl da! Det er det underligste dyr, en kan se. Han er ikke skabt som en anden ordentlig tiur, han er mest en halv gang saa stor og vel det.»

«Ja, du har ret, det er en gammel rad, som ikke er et skud krudt værd,» sagde kapteinen. «Dens kjød er vist saa seigt og beskt som den furukvist, den spiller paa. Imidlertid skulde jeg dog ønske at faa undlivet den for at faa en ende paa dette raklespil, hvorved den saa ofte har taget os ved næsen. Jeg har flere gange gaaet efter den uden at faa rede paa spillet. Jeg har ogsaa et par gange skudt paa den, men paa saa langt hold, at der var liden rimelighed for træf. Det er rigtignok en donatbommert at skyde to gange paa langt hold i tiurskogen, det ved De nok,» henvendte han sig til mig; «men den sidste gangen var der intet andet for; thi jeg hørte den kanalje Sara-Anders stille efter fuglen paa samme tid. Det er virkelig, som Per siger, en underlig fugl, denne gamle tiur,» vedblev han; «men,» tilføiede han med et af mig alene bemerket nik, der antydede hans forsæt at faa Per Sandaker til at rykke ud med flere af sine historier, «naar vi kommer op i sæteren, skal jeg fortælle en tildragelse, jeg har oplevet med en troldhare, som var endnu besynderligere end vor tiur.»

Vi kom snart til den øde sæterhytte, hvorhen gutten var gaaet med hundene, da vi tog bort i haugen. Efter kapteinens ordre havde han luftet og gjort op en dygtig ild paa skorstenen. Da vi havde skilt os ved bøsser og jagttasker og sat tillivs et godt aftensmaaltid af kapteinens fortrinlige niste, 67begyndte denne med paataget alvor i tale, ansigt og miner at fortælle den belovede historie om troldharen.

Efter kapteinens gjentagne opfordringer kortede Per os tiden natten udover ved sagn, eventyr og beretninger om sine jagtbedrifter. Af og til gav kapteinen en jagthistorie tilbedste, der somoftest indeholdt hvasse hentydninger til en eller anden af Pers bortskudte bjørne, hvorover denne aldrig undlod at lægge sit besynderlige grinebideransigt i helligdagsfolder og klø sig bag øret. Undertiden blinkede han derhos polisk med det ene øie og sagde: «Det var til dig, det, Per Sandaker, tag det med dig hjem!»

Ved midnat lagde vi os til ro foran ilden paa et par bænke og hvilede ud i en kort slummer. Da vi vaagnede, sagde Per, at det var paatide at gaa paa legen. Ude var det temmelig koldt. Der var frosset skare paa sneen, saa den knirkede under vore fodtrin. Himlen var dog næsten vaarlig klar og mørkeblaa, og nogle hvidlige skyer, der sagte kom seilende fra syd, spaaede nattekulden en snarlig ende. Maanen stod lavt nede ved horisonten. Istedenfor at lyse for os paa vor natlige vandring lagde den kun sit milde skjær over de fjerne aaser og trærnes toppe; men mellem furusøilerne lagde den denne mystiske skumring, der forlængede skyggerne i det uendelige, fremgjøglede fabelagtige skikkelser mellem stammerne og gjorde skogen saa hemmelig, dyb og rædsom.

Kun rødkjelken afbrød ved sin milde ottesang skogensomhedens stilhed.

«Der synger den fuglen, som er først oppe om morgenen,» sagde Per. «Nu varer det ikke længe, før der blir liv i skogen. Vi faar vist skynde os lidt.»

«Det har god tid, min kjære Per,» sagde kapteinen, «tiuren spiller bedst paa haugen mellem os og Løndalsmyren, og jeg tror ikke, det blir noget med spillet. Det er for koldt.»

«Det blir lindere paa morgensiden,» svarede Per paastaaelig, «for det er søndendrag i veiret, og jeg tror, det blir friskt spil, da det har været saa koldt de forrige nætterne. Solspillet blir vist rent gildt. Hør bare paa rugden, hvor friskt den knorter og trækker. Den venter godt veir. Der bræger myrbukken ogsaa. Det blir godt,» tilføiede han med overbevisning.

68Vi hørte holtsneppens eiendommelige lyd, der ligner den gjentagne kvækken af en frosk, efterfulgt af en skarp, skjærende hvislen, lig et sterkt kvidder af linerlen; vi saa i den nedgaaende maanes svage straaler den ene skygge efter den anden af denne fugl fare henover trætoppene. Vi fornam myrbukkens eller den enkelte bekkasins uhyggelige, brægende lyd, snart nær, snart fjernt, snart høit oppe i luften, snart over os og pludselig, som det syntes, lige ved vore øren, snart paa alle kanter, uden at vi dog var istand til at faa øie paa fuglen. Skræksomt overbød heirens vilde, gjennemtrængende skrig de øvrige fugles, der ved dette syntes at gjennembæves af rædsel; thi de taug pludselig, hvergang det lød, og der indtraadte en stilhed, som gjorde afbrydelsen dobbelt uhyggelig. Men nu istemte trælerken med klare, klingende toner sin morgensang, der gjennem nattens mulm og mørke mindede om det lyse dagskjær og dannede en oplivende modsætning til de natlige fugles spøgelseagtige færd og uhyggelige toner.

«Der ringer tiurklokken,» sagde kapteinen. «Saa kalder svenskerne denne lille, muntre fugl; thi naar den stemmer op, tager tiuren morgensalmen fat paa natkvisten. Lad os nu stanse lidt her; vi er ikke langt fra de fugle, som kom sidst igaar. Ved at gaa nærmere kan vi let komme til at støkke dem.»

Da vi havde staaet og lyttet i nogle minuter, hørte vi en fugl spille i et par hundrede skridts afstand.

«Jeg tror mest, det er den karlen, som kom sidst og skar neb,» sagde Per. «Jeg skal rigtig undres paa, om han ikke faar stryg. Gamlen pleier ikke at være stutthugsen.»

Kapteinen lod mig valget mellem at gaa paa den kant, hvor vi hørte fuglen spille, eller mere nordlig, hvor han antog ungfuglene sad. Jeg valgte det første. Kapteinen gik nordover. Jeg og Per sneg os frem mod fuglen og søgte med den yderste varsomhed at undgaa sne og bragende kviste. Da vi hørte fuglen skjærpe, stansede vi et øieblik, men sprang under hver følgende skjærpning eller sagning, umiddelbart efterat den havde slaaet klunken, to eller tre skridt fremad. Under knepningen og klunken stod vi naturligvis ubevægelige. Da vi paa denne maade havde nærmet os træet, hvori den sad, paa en afstand af firti til femti skridt, hørte vi en fugl komme 69flyvende og med bulder slaa ind i træet. Lyden af sammenslagne neb og vinger forkyndte, at den gamle havde aflagt det forudsagte besøg hos den fremmede medbeiler paa morgenkvisten. Under kampen sprang vi nogle skridt frem; men susende vingeslag vidnede om en letvunden seier og den fremmede fugls flugt. Nu var det stille lidt; men der kaglede en røi, og straks begyndte fuglen at spille. Den kneppede og slog klunk; men da vi løftede foden for at springe til, løftede den vingerne og flyttede i et andet træ, hvor den atter begyndte sit skuffende spil.

«Det kunde jeg mest vide,» sagde Per ærgerlig. «Nu er han ude igjen, gamlen. Det nytter aldrig i verdens rige at stille efter ham. En kunde ligesaa godt stille efter skyflokken. Nei, lad os gaa lidt længer nordpaa; der sidder flere fugle, og der er vel kanske en af dem, som tør løfte paa nebbet, endda de er rædde for dette ubestet.»

«Ved du, hvor denne gamle pleier spille solspillet?» spurgte jeg.

«Ja, det ved jeg vel,» svarede Per, «Han spiller det i en furu paa en liden bergknaus nedenunder her i Hyttetjernsmyren; men det er ikke greit at faa skud paa den der; for furuen er saa urimelig høi og lang.»

«Did vil vi,» sagde jeg; «men siden du tror, det er bedre, kan vi først gaa lidt nordover.»

Vi gik et stykke i den foreslaaede retning forbi en uhyre stor rullesten, som Per kaldte Mjølne-Ragnhild, langs den søndre bred af Løndalsmyren. Men vi hørte ikke en fugl spille. Per Sandaker undrede sig meget over, hvor de alle var blevne af, og kom endelig til den slutning, at slagsmaalet havde jaget dem bort eller gjort dem saa rædde, «at de ikke torde mukke.» Det begyndte at lyse af dagen, da vi hørte et knald langt nord paa Sandtjernsaasen, hvor Per fortalte han og kapteinen pleiede at have bjørnaate liggende, og hvorfra manden ikke skulde have langt til sin sæter og det sted i Sogndalen, hvor han boede. En stund efter hørte vi atter et knald, der ligesom det forrige erklæredes for at være fra kapteinens bøsse. Medens vi gik ud paa myren til den betegnede furu, hvorhen Per ikke fulgte med synderlig lyst, gav han sin ærgrelse over vor uheldige jagt frisk luft, idet han i afbrudte sætninger smaasnakkede med sig selv: «Bare krudtspilde — nei, nei, kapteinen, 70det er karl til mand — han har en — kanske to — Sara-Anders var det inte — den fillebøssen da — hm, det er en anden smeld i kapteinens.»

»Trøst dig, Per,» sagde jeg. «Kanske vi tør faa den, som er bedre end alle andre fugle paa legen.»

«I maa kunne rare kunster, I da,» sagde Per; «men han er for ful, og han er for haard, skal jeg sige.»

Da vi over den frosne myr var komne ud paa bergknausen, tog jeg i betragtning af de drøie hold, hvorpaa fuglen maatte fældes, hvis den efter vor sandsynlige formodning slog ned i furuens top, haglene ud af min bøsse og ladede med en haglpatron i staaltraadvire. Per saa paa dette, rystede paa hovedet og udtrykte sin mistillid med et:

«Skal tro, det hjælper!»

«Faar se,» svarede jeg ligesaa kort.

Den knaus, vi befandt os paa, laa i den store myr som en liden ø. Paa dens høide kneisede hin tidtnævnte furu, et umaadeligt mastetræ, fuldt af hakkespethuller. Mod den østlige ende af bergknausen stod en anden, der havde været ligesaa vældig; men ludende heldede den sig ud over myren. Stormene havde brudt dens top; kun dens nederste, næsten nøgne grene var tilbage, og som muskelknudrede kjæmpearme raktes de ud mod den sølvklare morgenhimmel. Solen begyndte at hæve sig. Den gyldede aasryggene og lagde efterhaanden sin glans ud over de mørke granlier. Men endnu laa Skjærsjømyren, der i sydlig retning strakte sig saa langt ud for øiet, at det blaanede i skogen ved dens fjerne bred, i dyb skygge. Rugden, myrbukken og alle nattens fugle var gaaede til ro; men skogens muntre sangere fyldte den klare morgenstund med jublende toner: gransangeren lod sit monotone klapreverk gaa; bogfinker, fuglekonger og gjærdesmutter trillede i høien sky; aarhaner skjeldtes og buldrede høit; maaltrosten udsendte af fuld hals spotteviser og smædeord mod alle, men faldt dog undertiden over i det følsomme og kvidrede sagte og undselig nogle kjælne strofer. Paa den anden side myren spilte en tiur paa top. Røierne gjorde sig elskværdige, kaglede og snøvlede sin hæse næselyd, der fra sangfuglenes stade maatte tage sig ud, som naar vore oldemødre vilde begynde at tolke os elskov og ungdommelige pigefølelser.

71Imens stod vi skjulte i et tæt enerkrat paa den lille bergknaus og ventede fuglen hvert øieblik; men den gamle dvælede længe. Endelig, da solstraalerne gyldede i furutoppen, kom den susende paa tunge vingeslag og kastede sig, ikke som vi havde ventet, i det høie træ over os, men i den topløse furu, der ludede ud over myren. Det var i sandhed en prægtig fugl, en stolt kjæmpe, saaledes som den sad der paa den nøgne gren mod himlen med sit skinnende, gjenstraalende, lysgrønne bryst i solens glans. En røi kom efter og kastede sig ned i toppen over vore hoveder. I samme øieblik slog fuglen til spil, reiste hageskjegget, slæbte vingerne ned paa fødderne, gjorde under bølgeformede bevægelser med halsen nogle skridt frem paa grenen og begyndte at spille, hvorunder den slog halen op som et vældigt hjul. Jeg stod med fingeren paa hanen og ventede spændt det afgjørende øieblik, da den skulde udbrede sine vinger til flugt, for paa den store flade, som derved frembød sig, paa et langt hold at kunne gjøre et saa meget sikrere skud. Men under røiens fortsatte kaglen spilte den spillet til ende og havde alt slaaet klunken i det andet, da en kvist knækkedes under min fod. Røien udstødte en skarp, varslende lyd. Dog nu var den gamle kommen i saadan hede, at den ikke ænsede det velmente raad, men blev ved at skjærpe, indtil den tro elskerinde lettede, fløi lige imod den og syntes at ville støde den ned af grenen. Vakt ved det varslende vingeslag lettede den gamle sig til flugt; men min bøsse var hævet, og den mægtige fugl styrtede hovedkuls ned paa myren. Dødskampen var let; den flagsede kun et par gange med vingerne.

Per sprang til og tog fuglen op, og der gik en forbauselsens skygning over hans ansigt, som dog snart afløstes af et fornøiet, beundrende grin. Han rystede paa hovedet og sagde:

«Nei aldrig havde jeg troet det, om saa kapteinen selv havde sagt det; for dette er den rette. Jeg kjender ham paa nebbet; saa gult og krumt og digert et neb har ingen anden tiur i marken. Se, hvor grøn han er i brystet, det skinner mest af ham. Og saa tung og svær han er!» vedblev Per, idet han under næsten barnagtige glædesudbrud veiede fuglen i haanden. «Jeg tror ikke, jeg lyver stort, naar jeg siger, at den veier tredive merker. Det var skud! Nei, kapteinen, han vil da blive glad! Ho, ho, herover!» skreg han, saa det 72rungende gjentoges af aasernes ekko. Kapteinen viste sig snart paa myren, fulgt af gutten, som var stødt til ham med hundene. De bar hver en tiur. Per løftede triumferende vort bytte i veiret og raabte paa langt hold:

«Det er gamlesuggen, kaptein!»

«Hvad siger du, karl?» raabte denne og kom med ilende skridt. «Er det den gamle? Det er et ordentligt stykke arbeide, som fortjener en dotsup,» udbrød han, idet han tog flasken og sølvstøbet frem af jagttasken og drak os til.

«Var det ikke det, jeg sagde, at han blev glad, kapteinen?» sagde Per grinende og smaaleende, idet han blinkede med øinene og tog sig en eftertrykkelig taar af bægeret, der raktes ham. «Nu blir der anden moro paa legen, siden vi er kvit det udyr.»

Da vi havde udvekslet beretningerne om vore hændelser, blev hundene slupne. Jagtskriget fyldte skogen. Det var straks fod, og inden kort gik det afsted i fuld, skurende los. Ekko gjentog glammet mangedobbelt mellem aaserne, og hjertet svulmede af lyst ved lyden af den klingende jagt i den solblanke morgenstund.

P. Chr. Asbjørnsen.

62

Fra Tyristranden gikk vi en av de første dage i mai — det var lenge, før jaktloven udklækkedes — opp igjennom lien for den følgende morgen å være på en tiurleik i Skjærsjøhaugen, som på disse kanter 63hadde ord for å være den sikreste. Vi var fire, min venn kapteinen, jeg, en gammel skytter ved navn Per Sandaker over fra Sogndalen og en rask gut, der førte to kobbel hunder. Når legen var endt, skulle vi nemlig gå på harejakt. Nede i bygden var det full vår; men da vi kom inn på aasen, lå sneen dyp i dale og dekker. Aftenen var ennå rett lun, og fuglene sang sin vårsang i skogen. I nærheten av Asksæteren, hvor vi aktede å tilbringe natten, tok vi opp i den for enhver i disse skoger vankende fugleskytter vel bekjente Skjærsjøhaug for å høre, hvor fuglene satte seg på natkvisten. Da vi nådde derop og fikk en fri utsikt, stod solen i nedgangen og kastet sitt gyldne lys ufordunklet opp i den tindrende himmel. Men denne hvelvet seg ikke over et blidt og vennlig landskap. Mørke, uendelige skoger og åser, kun avbrutte ved islagte tjern og store myrer, strakte seg på alle kanter like hen til himmelbrynet.

Vi hadde ikke vært her lenge etter solens nedgang, før vi hørte en susende flukt og de sterke, tunge vingeslag av en fugl, der slo seg inn.

«Det var ikke noen gammel fugl,» sa kapteinen med kyndighetens mine, da han ikke hørte fuglen gi lyd, etter at den hadde satt seg opp.

To fugler kom snart etter denne susende og slo seg inn uten å gi lyd. Men derpå kom en flygende med enda tungere, mer susende vingeslag, og da den hadde satt seg, skar den nebb.

«Den karlen er ikke født i fjor. Det er husbonden på legen,» sa Per Sandaker. «Bare det ikke er Gamle-storen selv; men det tror jeg mest.»

Der kom ennå tre fugler, og for hver, som slo seg inn, skar den gamle nebbet. De to ga ikke lyd; men den tredje svarte i samme tone.

«Det var en fremmed karl,» utbrøt Per; «han kjente ikke gamlen, ellers hadde han holdt kjeften sin. På morgenkvisten kommer han til å angre det, for, tro meg, gamlen finner ham nok, og han er ikke bas at kjeikes med, når det rette lunet er på ham. Jeg har sett, hvorledes han børstet en kranglefant, som skar til ham på legen en gang før.»

Under disse ord la skyttens åpne, værbitte ansikt seg i høist besynderlige, polisk grinende folder, der syntes å 64hentyde til en eller annen mystisk historie. Thi etter den korte skildring, kapteinen hadde gitt meg av ham, da Per Sandaker under vår vandring engang var blitt et stykke etter, skulle han være sterk i historier om trollfugler, utsendinger og underjordiske, og især var han omstendelig når han fortalte om en eller annen av de atten bjørne, han i-sine dage hadde felt. Derimot tidde han gjerne angående det likeså store antall, onde tunger beskyldte ham for å ha skudt bort.

«Men hva er det for en gammel og gamle-stor, du taler om?» spurte jeg.

«Det skal jeg si Dem,» tog kapteinen hurtig til orde, idet vi begav oss på veien til seteren. Rimeligvis fryktede han for, at dette overilede og utidige spørsmål etter mitt så korte bekjentskap med Per skulle indgyde ham mistro og legge bånd på hans tunge. «Det skal jeg si Dem,» svarte han. «Der er en gammel tiur på denne leg, som er blitt et fabeldyr i den hele egn. Blant skytterne her er den kjent under navnet «Brækaren;» thi istedenfor å sitte rolig på kvisten og kneppe flyver den ofte om mellom tretoppene, brekende som en geit. Først, når denne manøvre er utført, setter den seg opp for å klunke og sage. Sådant spill er så ufornuftig, at ingen kan komme den på skudd. Den bruker imidlertid enda oftere et annet knep, som er meget verre. Den sitter rolig og knepper og slår sin klunk; men når den skal ta på å sage, flytter den i et annet tre. Kommer man ved et slumpetreff til at skyde, biter det ikke på den. Gamle Per der har skudt på den både med salt og med sølv; men uaktet fjærene føk av den, tok den ikke mer notis av hans sikre rifleskudd enn av en salutt. Neste morgen spilte den like raskt og like falskt.»

«En kunne likeså godt skyde på en stein,» sa Per med den fulleste overbevisnings avgjørende betoning. «Jeg kom inn på ham,» vedble han, «engang han holdt leg på flatbergene her borte ved kloppen, riktig midt i veien, som går til Skaug, og satt der ikke så fullt med røyer om ham, at jeg talte syv stykker, og flere var der i skogen; for der snovlede og pratet bak hver busk. Og de, som var fremme, de rendte rundt omkring ham og strakte halsen ut, hukede på seg og gjorde seg så lekre; men fuglen satt på flatberget og brisket 65seg så kjøn og spansk som en greve. Rett som det var, satte han styven opp og slo hjul, vendte på seg og sopte vingene nede ved benene og hoppet ende til værs så høyt som så —. Ja jeg visste ikke, det var den kallen, jeg, ellers hadde jeg nok gitt ham en smell straks, før han hadde gjort seg hard, kanskje; men jeg syntes, det var morsomt å se på. Som han var i den beste legen, så kom der fygendes en annen tiur — den var ikke brått så stor — og kastet seg på legen. Men da ble der vel spill; gamlen reiste styven til værs, og skjegget stod ut på ham som tinder i en hekle, og så skar han med nebbet, så det riktig grøssede i meg, og den annen, han svarte — han var ikke mindre karl, må vite. Men så føk gamlen på ham, og da de slo nebbene og vingene sammen, smald det, så det braket i skogen. Best det var, så hoppet de høyt imot hverandre og hug med nebbet, rev med klørne og slo med vingene, og de var så arge, at de hverken sansede eller samlede, og jeg syntes, jeg kunne gjerne gå bort og ta dem med hendene begge to. Men til sist tok gamlen riktig tag i luggen på den annen, og han slo den og håndterte den, så den ordentlig pep, og jeg syntes mest synd på fuglen; for han leiede den om i toppen, trykte den til marken og hadde den under seg, så han ordentlig kom agende ut over flatberget på den like ned for benene på meg. Da la jeg til øyet i en fart. Det smald, og fuglen lå død på flekken; men gamlen ble sittende og lugge den enda, og han løftet ikke på vingene. Ja så, tenkte jeg, er du så støt i loggen, skal du være min. Jeg ladede igjen og skulle legge på ham; men da ristet han på seg og reiste ende til værs. Men var han mer enn ti skritt fra meg, så la meg aldri skyde en fugl mer. — En annen gang var jeg også heroppe og hørte, hvor han slo inn, likesom i kveld. Det var i en gammel furu, han satte seg på kvist. Dit gikk jeg kvareste natten, før der var fugl vaagen i skogen. Men da han tok til å spille, spilte han realt den gangen. Han spilte, så furuen ristede, og der manglet hverken klunk eller sagning, og ikke flyttet han heller. Da han slo det fjerde spillet, var jeg innom hold — han satt langt nede på en kvist

V. bd.

66inn ved furuleggen. Nå skal du være min, tenkte jeg; for jeg hadde skåret opp en sølvtoskilling og lagt for kuglen. Men dengang tenkte jeg feil. Da det smald, fløy han lige radt, enda fjæren føk av ’en. Der biter ikke noe på den karlen.»

«I morgen skal vi dog prøve å få den, Per. Nå vet vi jo, hvor den sitter?» sa kapteinen spydig.

«Der måtte ikke være fugl i skogen, når en skulle gi seg til å gå etter den,» svarte Per, halv vred. «Ja,» tilføyet han med et lite anstrøk av ironi, «vil kapteinen gå etter den, så — jeg spiller ikke et korn krutt på den. For det sier jeg,» vedble han troverdig, «at slikt spill skal aldri noen have hørt. Og slig en fugl da! Det er det underligste dyr, en kan se. Han er ikke skapt som en annen ordentlig tiur, han er mest en halv gang så stor og vel det.»

«Ja, du har rett, det er en gammel rad, som ikke er et skudd krutt verd,» sa kapteinen. «Dens kjøtt er vist så seigt og beskt som den furukvist, den spiller på. Imidlertid skulle jeg dog ønske å få undlivet den for å få en ende på dette raklespil, hvorved den så ofte har tatt oss ved nesen. Jeg har flere ganger gått etter den uten å få rede på spillet. Jeg har også et par gange skudt på den, men på så langt hold, at der var liten rimelighet for treff. Det er riktignok en donatbommert at skyde to ganger på langt hold i tiurskogen, det vet De nok,» henvendte han seg til meg; «men den siste gangen var der intet annet for; thi jeg hørte den kanalje Sara-Anders stille etter fuglen på samme tid. Det er virkelig, som Per sier, en underlig fugl, denne gamle tiur,» vedble han; «men,» tilføyet han med et av meg alene bemerket nikk, der antydet hans forsett å få Per Sandaker til å rykke ut med flere av sine historier, «når vi kommer opp i seteren, skal jeg fortelle en tildragelse, jeg har opplevd med en trollhare, som var enda besynderligere enn vår tiur.»

Vi kom snart til den øde sæterhytte, hvorhen gutten var gått med hundene, da vi tok bort i haugen. Etter kapteinens ordre hadde han luftet og gjort opp en dyktig ild på skorsteinen. Da vi hadde skilt oss ved bøsser og jagttasker og satt til livs et godt aftensmåltid av kapteinens fortrinlige niste, 67begynte denne med påtatt alvor i tale, ansikt og miner å fortelle den belovede historie om trollharen.

Etter kapteinens gjentatte oppfordringer kortede Per oss tiden natten utover ved sagn, eventyr og beretninger om sine jaktbedrifter. Av og til ga kapteinen en jakthistorie tilbedste, der somoftest inneholdt hvasse hentydninger til en eller annen av Pers bortskudte bjørne, hvorover denne aldri unnlot å legge sitt besynderlige grinebideransigt i helligdagsfolder og klø seg bak øret. Undertiden blinket han derhos polisk med det ene øye og sa: «Det var til deg, det, Per Sandaker, ta det med deg hjem!»

Ved midnatt la vi oss til ro foran ilden på et par bænke og hvilede ut i en kort slummer. Da vi våknet, sa Per, at det var paatide å gå på legen. Ute var det temmelig kaldt. Der var frosset skare på sneen, så den knirket under våre fottrinn. Himlen var dog nesten vårlig klar og mørkeblå, og noen hvitlige skyer, der sakte kom seilende fra syd, spådde nattekulden en snarlig ende. Månen stod lavt nede ved horisonten. Istedenfor å lyse for oss på vår natlige vandring la den kun sitt milde skjær over de fjerne åser og trærnes toppe; men mellom furusøylene la den denne mystiske skumring, der forlængede skyggene i det uendelige, fremgjøglede fabelaktige skikkelser mellom stammene og gjorde skogen så hemmelig, dyp og rædsom.

Kun rødkjelken avbrøt ved sin milde ottesang skogensomhedens stillhet.

«Der synger den fuglen, som er først oppe om morgenen,» sa Per. «Nå varer det ikke lenge, før der blir liv i skogen. Vi får vist skynde oss litt.»

«Det har god tid, min kjære Per,» sa kapteinen, «tiuren spiller best på haugen mellom oss og Løndalsmyren, og jeg tror ikke, det blir noe med spillet. Det er for kaldt.»

«Det blir lindere på morgensiden,» svarte Per påståelig, «for det er søndendrag i været, og jeg tror, det blir friskt spill, da det har vært så kaldt de forrige nettene. Solspillet blir vist rent gildt. Hør bare på rugden, hvor friskt den knorter og trekker. Den venter godt vær. Der breker myrbukken også. Det blir godt,» tilføyet han med overbevisning.

68Vi hørte holtsneppens eiendommelige lyd, der ligner den gjentatte kvækken av en frosk, etterfulgt av en skarp, skjærende hvislen, lig et sterkt kvidder av linerlen; vi så i den nedgående månes svage stråler den ene skygge etter den annen av denne fugl fare henover tretoppene. Vi fornam myrbukkens eller den enkelte bekkasins uhyggelige, brekende lyd, snart nær, snart fjernt, snart høyt oppe i luften, snart over oss og plutselig, som det syntes, like ved våre øren, snart på alle kanter, uten at vi dog var i stand til å få øye på fuglen. Skrekksomt overbød heirens ville, gjennomtrengende skrik de øvrige fugles, der ved dette syntes at gjennombeves av redsel; thi de tidde plutselig, hvergang det lød, og der inntrådte en stillhet, som gjorde avbrytelsen dobbelt uhyggelig. Men nå istemte trelerken med klare, klingende toner sin morgensang, der gjennom nattens mulm og mørke mindede om det lyse dagskjær og dannede en opplivende motsetning til de natlige fugles spøkelsesaktige ferd og uhyggelige toner.

«Der ringer tiurklokken,» sa kapteinen. «Så kaller svenskene denne lille, muntre fugl; thi når den stemmer opp, tar tiuren morgensalmen fat på natkvisten. La oss nå stanse litt her; vi er ikke langt fra de fugler, som kom sist i går. Ved å gå nærmere kan vi lett komme til å støkke dem.»

Da vi hadde stått og lyttet i noen minutter, hørte vi en fugl spille i et par hundre skritts avstand.

«Jeg tror mest, det er den karlen, som kom sist og skar nebb,» sa Per. «Jeg skal riktig undres på, om han ikke får stryk. Gamlen pleier ikke å være stutthugsen.»

Kapteinen lot meg valget mellom å gå på den kant, hvor vi hørte fuglen spille, eller mer nordlig, hvor han antok ungfuglene satt. Jeg valgte det første. Kapteinen gikk nordover. Jeg og Per snek oss frem mot fuglen og søkte med den ytterste varsomhet å unngå sne og brakende kviste. Da vi hørte fuglen skjærpe, stanset vi et øyeblikk, men sprang under hver følgende skjerpning eller sagning, umiddelbart etter at den hadde slått klunken, to eller tre skritt fremad. Under knepningen og klunken stod vi naturligvis ubevegelige. Da vi på denne måte hadde nærmet oss treet, hvori den satt, på en avstand av firti til femti skritt, hørte vi en fugl komme 69flygende og med bulder slå inn i treet. Lyden av sammenslagne nebb og vinger forkyndte, at den gamle hadde avlagt det forutsagte besøk hos den fremmede medbeiler på morgenkvisten. Under kampen sprang vi noen skritt frem; men susende vingeslag vitnet om en lettvunnet seier og den fremmede fugls flukt. Nå var det stille litt; men der kaklet en røy, og straks begynte fuglen å spille. Den kneppede og slo klunk; men da vi løftet foten for å springe til, løftet den vingene og flyttet i et annet tre, hvor den atter begynte sitt skuffende spill.

«Det kunne jeg mest vide,» sa Per ergerlig. «Nå er han ute igjen, gamlen. Det nytter aldri i verdens rike å stille etter ham. En kunne likeså godt stille etter skyflokken. Nei, la oss gå litt lenger nordpå; der sitter flere fugler, og der er vel kanskje en av dem, som tør løfte på nebbet, enda de er redde for dette ubestet.»

«Vet du, hvor denne gamle pleier spille solspillet?» spurte jeg.

«Ja, det vet jeg vel,» svarte Per, «Han spiller det i en furu på en liten bergknaus nedenunder her i Hyttetjernsmyren; men det er ikke greit å få skudd på den der; for furuen er så urimelig høy og lang.»

«Dit vil vi,» sa jeg; «men siden du tror, det er bedre, kan vi først gå litt nordover.»

Vi gikk et stykke i den foreslåtte retning forbi en uhyre stor rullesten, som Per kalte Mjølne-Ragnhild, langs den søndre bred av Løndalsmyren. Men vi hørte ikke en fugl spille. Per Sandaker undret seg meget over, hvor de alle var blitt av, og kom endelig til den slutning, at slagsmålet hadde jaget dem bort eller gjort dem så redde, «at de ikke torde mukke.» Det begynte å lyse av dagen, da vi hørte et knall langt nord på Sandtjernsaasen, hvor Per fortalte han og kapteinen pleide å ha bjørnåte liggende, og hvorfra mannen ikke skulle ha langt til sin sæter og det sted i Sogndalen, hvor han bodde. En stund etter hørte vi atter et knall, der likesom det forrige erklæredes for å være fra kapteinens bøsse. Mens vi gikk ut på myren til den betegnede furu, hvorhen Per ikke fulgte med synderlig lyst, ga han sin ergrelse over vår uheldige jakt frisk luft, idet han i avbrutte setninger smaasnakkede med seg selv: «Bare krudtspilde — nei, nei, kapteinen, 70det er karl til mann — han har en — kanskje to — Sara-Anders var det inte — den fillebøssen da — hm, det er en annen smell i kapteinens.»

»Trøst deg, Per,» sa jeg. «Kanskje vi tør få den, som er bedre enn alle andre fugler på legen.»

«Dere må kunne rare kunster, dere da,» sa Per; «men han er for ful, og han er for hard, skal jeg si.»

Da vi over den frosne myr var kommet ut på bergknausen, tok jeg i betraktning av de drøye hold, hvorpå fuglen måtte felles, hvis den etter vår sannsynlige formodning slo ned i furuens topp, haglene ut av min bøsse og ladede med en haglpatron i ståltrådvire. Per så på dette, rystet på hodet og uttrykte sin mistillit med et:

«Skal tro, det hjelper!»

«Får se,» svarte jeg likeså kort.

Den knaus, vi befandt oss på, lå i den store myr som en liten ø. På dens høyde kneiste hin tittnevnte furu, et umåtelig mastetræ, fullt av hakkespetthuller. Mot den østlige ende av bergknausen stod en annen, der hadde vært likeså veldig; men lutende heldede den seg ut over myren. Stormene hadde brutt dens topp; kun dens nederste, nesten nakne grener var tilbake, og som muskelknudrete kjempearmer raktes de ut mot den sølvklare morgenhimmel. Solen begynte å heve seg. Den gyllet åsryggene og la etterhånden sin glans ut over de mørke granlier. Men ennå lå Skjærsjømyren, der i sydlig retning strakte seg så langt ut for øyet, at det blaanede i skogen ved dens fjerne bred, i dyp skygge. Rugden, myrbukken og alle nattens fugler var gått til ro; men skogens muntre sangere fylte den klare morgenstund med jublende toner: gransangeren lot sitt monotone klapreverk gå; bokfinker, fuglekonger og gjærdesmutter trillet i høien sky; aarhaner skjeldtes og buldret høyt; måltrosten utsendte av full hals spotteviser og smædeord mot alle, men falt dog undertiden over i det følsomme og kvitret sakte og unnselig noen kjælne strofer. På den annen side myren spilte en tiur på topp. Røyene gjorde seg elskverdige, kaklet og snøvlede sin hese neselyd, der fra sangfuglenes stade måtte ta seg ut, som når våre oldemødre ville begynne å tolke oss elskov og ungdommelige pikefølelser.

71Imens stod vi skjulte i et tett enerkrat på den lille bergknaus og ventet fuglen hvert øyeblikk; men den gamle dvelte lenge. Endelig, da solstrålene gyllet i furutoppen, kom den susende på tunge vingeslag og kastet seg, ikke som vi hadde ventet, i det høye tre over oss, men i den toppløse furu, der lutet ut over myren. Det var i sannhet en prektig fugl, en stolt kjempe, således som den satt der på den nakne gren mot himlen med sitt skinnende, gjenstrålende, lysgrønne bryst i solens glans. En røy kom etter og kastet seg ned i toppen over våre hoder. I samme øyeblikk slo fuglen til spill, reiste hakeskjegget, slepte vingene ned på føttene, gjorde under bølgeformede bevegelser med halsen noen skritt frem på grenen og begynte å spille, hvorunder den slo halen opp som et veldig hjul. Jeg stod med fingeren på hanen og ventet spent det avgjørende øyeblikk, da den skulle utbre sine vinger til flukt, for på den store flate, som derved frembød seg, på et langt hold å kunne gjøre et så meget sikrere skudd. Men under røiens fortsatte kaglen spilte den spillet til ende og hadde alt slått klunken i det andre, da en kvist knækkedes under min fot. Røyen utstøtte en skarp, varslende lyd. Dog nå var den gamle kommet i sådan hede, at den ikke enset det velmente råd, men ble ved at skjærpe, inntil den tro elskerinne lettede, fløy like imot den og syntes å ville støte den ned av grenen. Vakt ved det varslende vingeslag lettede den gamle seg til flukt; men min bøsse var hevet, og den mektige fugl styrtet hodekulls ned på myren. Dødskampen var lett; den flakset kun et par gange med vingene.

Per sprang til og tok fuglen opp, og der gikk en forbauselsens skygning over hans ansikt, som dog snart afløstes av et fornøyet, beundrende grin. Han rystet på hodet og sa:

«Nei aldri hadde jeg trodd det, om så kapteinen selv hadde sagt det; for dette er den rette. Jeg kjenner ham på nebbet; så gult og krumt og digert et nebb har ingen annen tiur i marken. Se, hvor grønn han er i brystet, det skinner mest av ham. Og så tung og svær han er!» vedble Per, idet han under nesten barnaktige gledesutbrudd veiede fuglen i hånden. «Jeg tror ikke, jeg lyver stort, når jeg sier, at den veier tretti merker. Det var skudd! Nei, kapteinen, han vil da bli glad! Ho, ho, herover!» skreg han, så det 72rungende gjentoges av åsenes ekko. Kapteinen viste seg snart på myren, fulgt av gutten, som var støtt til ham med hundene. De bar hver en tiur. Per løftet triumferende vårt bytte i været og ropte på langt hold:

«Det er gamlesuggen, kaptein!»

«Hva sier du, karl?» ropte denne og kom med ilende skritt. «Er det den gamle? Det er et ordentlig stykke arbeide, som fortjener en dotsup,» utbrøt han, idet han tok flasken og sølvstøbet frem av jakttasken og drakk oss til.

«Var det ikke det, jeg sa, at han ble glad, kapteinen?» sa Per grinende og småleende, idet han blinket med øynene og tok seg en ettertrykkelig tår av begeret, der raktes ham. «Nå blir der annen moro på legen, siden vi er kvit det udyr.»

Da vi hadde utvekslet beretningene om våre hendelser, ble hundene sluppet. Jaktskriket fylte skogen. Det var straks fot, og innen kort gikk det av sted i full, skurende los. Ekko gjentok glammet mangedobbelt mellom åsene, og hjertet svulmede av lyst ved lyden av den klingende jakt i den solblanke morgenstund.

P. Chr. Asbjørnsen.