55

Det var en af de første dage i marts, da vor baad stævnede ind paa vaagen i et af de største vær i Lofoten. Havnen var ligesom brolagt med fartøier og baade, og kun langsomt avancerede vi fremad, idet vi snart med baadshagen maatte gjøre vei imellem baadene eller trække os langsmed fartøiernes sider og snart maatte kaste os ned allesammen for at undgaa at blive fiskede af landtaugene, som var fastgjorte i klipperne rundtomkring. Men vi ilede heller ikke saa farlig med at komme frem; thi det liv og den virksomhed, der sporedes overalt, og som dannede en skarp modsætning til de vilde naturomgivelser, maatte gjøre et ganske eiendommeligt indtryk paa den fremmede.

Det havde om dagen været et af de heldigere «sjøveir,» og de 5—600 baade, som roede i dette vær, var efterhaanden 56komne ind med fulde ladninger. De fleste af fiskerne var nu beskjæftigede med at tilvirke fangsten, det vil sige, hovedet blev afsnittet, og indmaden blev tagen ud, hvorefter torskene, to og to sammenbundne, blev hængte op paa hjelderne for at tørres. Andre solgte sin fisk til fartøiskipperne fra Bergen og de trondhjemske stæder, og denne handel gik naturligvis ikke af uden megen snak og akkordering, hvorunder de forskjellige dialekter saagodtsom fra det hele land blandedes sammen i en babelsk forvirring. I den lignelse til gade, som rækkerne af fiskerboder dannede, myldrede det af folk, som var beskjæftigede med at udgreie de lange liner, der var komne i vase (d. e. knude) med hverandre, og igjennem fiskerbod-døren kunde vi se smaagutterne med megen alvor være beskjæftigede med at passe den store gryde, hvoraf fiskerne skulde hente det forsvarlige, men ogsaa eneste ordentlige maaltid, som de nyder om dagen. Kort — overalt var der folk, og overalt hørtes en summende støi, som heller ikke blev mindre ved det øresønderrivende skrig af de tusend maager, som fløi rundt omkring os.

Endelig var vi komne iland og begav os op til handelsmandens hus, som med sine to etager ragede høit opover de lave fiskerboder. Men her var den samme uro og den samme virksomhed. Husbonden var paa kramboden, hans kone ligesaa, og lige til det mindste barn, som netop havde lært at stave, saa skulde det være nyttigt i den travle tid, enten med at hjælpe forældrene med handelen, eller idetmindste med at knytte spærregarn, hvormed fisken bindes sammen, naar den skal hænges. Som vel kjendte i huset fik vi imidlertid snart fat i folk, og efterat nogle ord var vekslede og velkomstglasset tømt, tog vi de os anviste værelser i besiddelse, hvor vi nu skulde tilbringe en fjorten dages tid.

Fjorten dage i et fiskevær! vil maaske mangen sørlænding udbryde. Dette maatte være lange fjorten dage! Men ikke at tale om, at vore forretninger optog ikke saa liden tid, saa har det raske fiskerliv noget saa eiendommelig tiltrækkende, at selv den fremmede og uvedkommende fatter interesse derfor. Han elektriseres af den samme følelse, som sætter alle disse tusend mennesker i bevægelse, og det varer ikke længe, før han med ligesaa stor iver tilraaber den første baad, som kommer til land om formiddagen, det sedvanlige 57spørgsmaal: «Kor gjik de’ idag, glunta?» som alle de andre, hvis ve og vel ofte afhænger af svaret, som gives paa dette spørgsmaal.

Og saa vild naturen endog er, saa mangler dog heller ikke her det yndige og endnu mindre det ophøiede. Naar sjøen ligger blank og stille, eller den lette bris kruser dens vuggende flade, og den røde vintersol kaster sine purpurstraaler hen over de tusend baadseil, som i uoverskuelige rækker ligger ude paa Vestfjorden, da er dette et maleri saa smukt og livligt, som man kan ønske at se det, og virkningen forhøies endnu mere ved de snedækte klipperækker, som i de besynderligste og mest uregelmæssige former paa tre sider omslutter den brede fjord. Eller naar stormen sætter disse mægtige bølger i bevægelse og velter dem hen over de sorte skjær i forgrunden, som begraves i skummet, medens klippeblokker og grundinger, som før laa skjulte langt under havets overflade, i enkelte øieblik kommer tilsyne, da føler man en instinktmæssig ærbødighed for de kjække sjømænd, hvis kald det er at strides med disse vilde elementer. Og træffer det nu, at fiskerflaaden er bleven overfalden paa sjøen af et saadant uveir, og man ser de lette nordlandske baade som rapvingede maager flyve tilbage til sin sikre havn eller sætte over Vestfjorden, da følger man med levende interesse de forskjellige seilere, og hjertet banker ligesaa hurtig i den fremmedes bryst som hos de tætte klynger af fiskere, der paa alle høider i mørk taushed eller med enkelte korte sjømandsbemerkninger oppebier sine kameraters skjæbne.

Da det var blevet mørkt om aftenen, begyndte det at blive roligere i været, og i følge med vor gjæve vert gik vi ned imellem fiskerboderne. Alle de forskjellige bodlag var nu beskjæftigede med sine huslige sysler, og ved tranlampens døsige skin kunde vi se de forskjellige familier — thi saaledes maa man betragte beboerne i en fiskerbod, uagtet der ikke findes kvinder iblandt dem — samlede om den dampende gryde eller i forskjellige stillinger hvilende sig ud efter dagens møie og besvær. Fra nogle boder lød spøg og latter og fra andre skjeldsord; men da vi kom ned blandt helgelændingernes og saltværingernes boder, hørte vi kraftige mandsstemmer synge 58salmer med en inderlighed, som viste, at den skik blandt dem, hver lørdagskveld og søndagsformiddag at ofre nogle timer til andagtsøvelser, ikke var en tom form.

Vil man imidlertid se fiskernes selskabelige liv og studere den nordlandske folkekarakter, maa man gaa hen i kaffehytten, hvor der altid er fuldtop af gjester, som nyder denne nu overalt blandt almuen saa almindelige drik. Efterat vi derfor ret var komne til ro i vort logis, budsendte vi eieren af kaffeboden i været om, at han maatte have noget ekstra kaffe i beredskab, og spadserede om eftermiddagen derned. Verten — en liden pibende mandsling, der var altfor ræd til at vove sit liv paa sjøen og derfor havde valgt denne levevei — tog imod os med megen ærbødighed og bænkede os øverst ved det lange bord, hvor vi snart opvartedes med den dampende nektar i elegante, sammenlaante kopper.

Salonen var en almindelig bondestue, som istedenfor tapeter fra taget til gulvet var beklædt med en uendelig mængde gloende nürnbergerbilleder, der ved sin mageløse tegning og komiske sammenstilling tog sig helt pudsige ud. Her var Adam og Eva vandrende omkring, medens de høirøde og spanskgrønne æbler hang over deres hoveder. Karl Johan med en næse saa lang som et kosteskaft red paa en prægtig graaskimmel lige ved siden af paradisets have og havde til nabo paa den anden kant liden David, der spilte paa et instrument med gyldne strenge — det saa ud som en langeleg — for et kreatur i menneskelig skikkelse, der formodentlig skulde være kong Saul. Og saaledes vekslede det bortover med konger og keisere, paver og generaler, bibelske stykker og skibe for fulde seil tilligemed frygtelige slag og staselige mønstringer, saa at man her for sine øine kunde se alle de merkelige personer, som findes i udtogene af verdenshistorien, og endda en god slump andre sager ovenikjøbet.

Møblementet var meget tarveligt og bestod i et langt bord, der gik langs efter værelset med en ligesaa lang krak paa hver side. Paa væggen var en tallerkenrække med et par dusin sprukne og klinkede spølkummer i, og i skorstenen hang den umaadelige kaffekjedel, som er i en kog fra den aarle morgen til den sildige kveld.

Saaledes saa det ud inde paa fiskeværs-kafeen. Her samles fiskerne, naar de trætte og forfrosne kommer fra sjøen, 59og hid strømmer alle dagdrivere — og hvilken plet paa kloden har ikke saadanne? — der tager den ene spærre fisk efter den anden af sin tynde hjeld og drikker den op i kaffe, medens de sidder i lun passiar om dagens spørgsmaal — veiret, fiskeriet og fiskepriserne — eller fortæller hverandre sine erfaringer om havmænd og havfruer, sjøormen og draugen, der, ret som det er, lader sine ildevarslende skrig høre, naar stormkulingerne kaster sig ned af fjeldene og tudende og hvinende farer hen imellem fiskerboderne og masteskogen paa vaagen.

I disse kaffehytter finder man alle aldre repræsenterede, ligefra den rødmussede tiaaring, som ror sit første fiske, og til den hvidhaarede olding, og alle karakterer findes afprægede i disse kantede, furede og veirbarkede ansigter, der, belyste af tranlampens rødlige, usikre skin, faar et endnu mere barskt og energisk udseende. Her ser man den blonde, lystige ungersvend, som ler og viser sine hvide tænder. saasnart han lukker munden op, og ved siden af ham sidder den satte, alvorlige høvedsmand med sit sikre blik og sin klare pande, hvorpaa gransynte folk imidlertid ofte vil se, at dødsenglen har trykt sit stempel*). Døgenigterne fra byerne med sit frække væsen og skumle opsyn blander sig mellem disse kjække, ærlige sjøfolk, og den stakkars fin i sin hvide, med snorer og baand rigt besatte kufte staar afsides med armene overkors og ser til, medens den ene som den anden bidrager sin skjerv til underholdningen.

Ved vort første besøg fik vi imidlertid liden anledning til at tage det nordlandske kafeliv nærmere i øiesyn; thi rygtet om vort høie besøg havde spredt sig i været og forjaget de fleste fiskere, som generede sig for side om side med os at drikke sin spølkum kaffe. Men da vi havde opholdt os i været nogle dage og var blevne kjendte med folket, tog de det ikke længer saa nøie, og naar vi da gik indom kafeen et øieblik, kunde vi i en haandevending lære mere af deres tænkesæt og levemaade, end vi ellers kunde faaet kundskab om i aarrækker.

60Fiskeriet gik imidlertid sin jevne eller rettere ujevne gang; thi én dag kunde baadene fuldladede komme hjem, og en anden dag kunde der neppe være et hundrede fisk eller to at faa paa baaden. Efter fiskens tilgang steg og faldt priserne, og steg og faldt fiskernes mod og forhaabning. Rygter krydsede hinanden om fiskerierne i andre vær, og fiskerne kom og reiste efter disse usikre og hinanden modsigende efterretninger. Veiret faldt som sedvanlig paa denne tid — mest uveir fra morgenen af, saaledes at fiskerne ikke kunde komme ud mere end et par dage om ugen, men stundom ogsaa godt veir om morgenen og storm ud paa eftermiddagen. Da var der forskrækkelse i værene; thi slegtninger og venner, kamerater og bekjendte var ude, og det var uvist, om de nogensinde saa land mere. Efter en saadan dag stod ofte fiskerboder tomme; men alt haab blev endnu ikke opgivet; thi stundom hændte det, at naar folkene havde været borte en 6—8 dage, kom de med en rask østenvind strygende over fra Salten, hvorhen de havde maattet gaa for uveiret. Da var der glæde blandt de hjemmeblevne og bevægelse i været. De frelste var i nogle timer gjenstand for den almindelige opmerksomhed; de maatte fortælle sine hændelser og blev roste for sin flinkhed eller beklagede for sine lidelser. Men næste dag var alting glemt, og folkene drog den næste dag paa sjøen igjen for maaske paany at gjøre samme reise.

Vi havde endnu ikke været ret længe i været, før vi blev grebne af en uimodstaaelig lyst til at komme ud paa selve fiskebanken og betragte det store fiskeri med egne øine og med egne hænder trække op 1 à 1½ meter lange torsker. Men da vi som uerfarne folk naturligvis var bange for vort skind, udsatte vi med denne reise til en dag, da det blev rigtig godt veir.

Det varede længe nok; men endelig vækkede vor vert os en morgen med den efterretning, at nu saa himlen saa tryg ud, at dersom ikke alle havets møer var os ugunstige, kunde vi være rolige for, at vi skulde faa se land igjen. Hurtig stod vi op og fik os lidt frokost, hvorpaa vi pakkede vore geværer og fiskeredskaber samt en nistebomme og et flaskefor i baaden og begav os afsted.

Hele været stod øde og tomt, og om vi havde budt guld, kunde vi ikke opdrevet et par mand til at ro os. Men det 61behøvedes heller ikke; der blæste en svag nordenvind, som vi kunde bruge baade ud og ind, og under et lystigt «ohoi!» heisede vi seil paa vor skotkjeiping og drog udover.

Saasnart vi kom udenfor skjærene, som omgav vor verts sikre havn, havde vi Vestfjorden for os. Solen var netop staaet op bag Saltens mægtige fjelde, og deres vekslende former fremhævede sig klart og tydelig mod den blaa skyfri himmel. Til venstre saa vi op i Vestfjordens bund, hvor de sukkertopformede, snedækte fjelde rødmede svagt i det prægtige solskin, medens til høire Saltens kyster lidt efter lidt tabte sig i det fjerne, og længer mod syd det vide hav med sin uendelige flade viste sig for vort blik. Foran os laa der i tusendvis*) baade i en lang række, indtil de tabte sig mod horisonten, og overalt omkring paa sjøen seilede og roede folk, der enten havde trukket sine redskaber eller skulde ud for at sætte nye.

Saasnart vi var komne en 5 eller 6 kilometer ud paa fjorden, havde vi naaet linebaadene, som laa og trak. Fisk efter fisk fulgte med, eftersom redskabet blev trukket op i baaden; men det rigtige fiskebjerg stod dog først lidt længer ude, hvor garnbaadene laa. Vi styrede altsaa udover og fældede os paa veien nogle stormaager af de uhyre masser, som svævede omkring paa sine brede vinger.

Omtrent 9 kilometer fra land laa garnbaadene, og eftersom garnlænkerne gled ind i baaden, sprellede de uhyre torsker paa ripen og kastedes tilligemed garnene i en stor bunke midt i baaden. Et par mand var saaledes beskjæftigede med at trække; én sad og andøvede, og den øvrige besætning holdt paa at udgreie garnene, plukke fisken af og skille den ved indvoldene, som blev tilkastede de umættelige maager, der i tætte kredse svang sig omkring eller hvilede ud paa sjøen efter sine vældige maaltider.

Vi behøvede ikke at spørge, om fiskeriet var godt; thi den høie bunke af fisk, som efterhaanden dyngedes op i agterskotten, og fiskernes lystige miner gav os det sikreste svar. Efter at have vekslet et par ord med dem roede vi derfor hen til en bøie, der var lagt ud for at holde en garnlænke fast, 62og bandt baaden dertil. Og nu skulde vi til at prøve vor lykke

Vore redskaber saa dog ikke synderlig lovende ud. Snørene var blot forsynede med én krog; men til gjengjæld var denne saa stor — ja næsten som en liden baadshage, og jeg studerede meget paa, hvorledes det skulde gaa an at faa skjult den lange od. Men vor vert, som fulgte med os, gjorde kort proces. Han skar en spegesild i en 3—4 stykker, stak disse ind paa midten af krogen, og uden at umage sig med at skjule odden eller agnoren lod han gaa tilbunds. Ja, bider lofottorsken paa slige greier, saa er han dummere end nogen torsk i verden.

Men han bed da. Da det tunge lod var kommet ned paa omtrent 80 meter, blev der en stans — nu var fiskebjerget naaet, saa faldt loddet fra torsk til torsk, indtil vi omtrent kunde antage at være midt oppe i selskabet og holdt stille.

«Men hvad er det? Det sidder jo fast!»

«I en torsk ja, træk! træk! Aa, nu bed han for mig.»

Og vi halede og trak i de lange bester af alle livsens kræfter. Sommetider stod det plent stille, og vi stemmede med fødderne mod baaden for at hale med større kraft; derpaa gav han efter og løb afsted et langt stykke, saa vi troede at have mistet ham. Men krogen havde et godt tag, og efter nogle minuter saa vi et langt kreatur med et par umaadelige, gloende øine og et hoved saa stort som et kalvehoved sprelle i vandskorpen.

«Hvor er kleppen? Hei, hid med den! Hui! Nu er du min, din knegt.»

Og saaledes fortsatte vi et par timers tid med at hale og holde løier, og da vi drog hjemover, havde vi en 50—60 stortorsker i baaden, et antal, som ingenting har at betyde blandt de millioner, som fiskes op i Lofoten, men som dog var fuldkommen tilstrækkeligt til at mætte os alle til aften og et hundrede mennesker til, om det havde gjældt derom.

H. Schulze.

55

Det var en av de første dage i mars, da vår båt stevnet inn på vaagen i et av de største vær i Lofoten. Havnen var likesom brolagt med fartøyer og både, og kun langsomt avanserte vi fremad, idet vi snart med båtshaken måtte gjøre vei imellom båtene eller trekke oss langsmed fartøyenes sider og snart måtte kaste oss ned allesammen for å unngå å bli fiskede av landtaugene, som var fastgjorte i klipperne rundtomkring. Men vi ilede heller ikke så farlig med å komme frem; thi det liv og den virksomhet, der sporedes overalt, og som dannede en skarp motsetning til de ville naturomgivelser, måtte gjøre et ganske eiendommelig inntrykk på den fremmede.

Det hadde om dagen vært et av de heldigere «sjøvær,» og de 5—600 både, som rodde i dette vær, var etterhånden 56kommet inn med fulle ladninger. De fleste av fiskerne var nå beskjæftigede med å tilvirke fangsten, det vil si, hodet ble avsnittet, og innmaten ble tatt ut, hvoretter torskene, to og to sammenbundne, ble hengte opp på hjellene for å tørres. Andre solgte sin fisk til fartøyskipperne fra Bergen og de trondhjemske stæder, og denne handel gikk naturligvis ikke av uten mye snakk og akkordering, hvorunder de forskjellige dialekter så godt som fra det hele land blandedes sammen i en babelsk forvirring. I den lignelse til gate, som rekkene av fiskerboder dannede, myldret det av folk, som var beskjæftigede med å utgreie de lange liner, der var kommet i vase (d. e. knute) med hverandre, og igjennom fiskerbod-døren kunne vi se småguttene med mye alvor være beskjæftigede med å passe den store gryte, hvorav fiskerne skulle hente det forsvarlige, men også eneste ordentlige måltid, som de nyter om dagen. Kort — overalt var der folk, og overalt hørtes en summende støy, som heller ikke ble mindre ved det øresønderrivende skrik av de tusen måker, som fløy rundt omkring oss.

Endelig var vi kommet i land og begav oss opp til handelsmannens hus, som med sine to etasjer raget høyt opover de lave fiskerboder. Men her var den samme uro og den samme virksomhet. Husbonden var på kramboden, hans kone likeså, og like til det minste barn, som nettopp hadde lært å stave, så skulle det være nyttig i den travle tid, enten med å hjelpe foreldrene med handelen, eller idetmindste med å knytte sperregarn, hvormed fisken bindes sammen, når den skal henges. Som vel kjente i huset fikk vi imidlertid snart fat i folk, og etter at noen ord var vekslet og velkomstglasset tømt, tok vi de oss anviste værelser i besittelse, hvor vi nå skulle tilbringe en fjorten dages tid.

Fjorten dage i et fiskevær! vil maaske mangen sørlending utbryte. Dette måtte være lange fjorten dage! Men ikke å tale om, at våre forretninger optog ikke så liten tid, så har det raske fiskerliv noe så eiendommelig tiltrekkende, at selv den fremmede og uvedkommende fatter interesse derfor. Han elektriseres av den samme følelse, som setter alle disse tusen mennesker i bevegelse, og det varer ikke lenge, før han med likeså stor iver tilroper den første båt, som kommer til land om formiddagen, det sedvanlige 57spørsmål: «Kor gjik de’ i dag, glunta?» som alle de andre, hvis ve og vel ofte avhenger av svaret, som gives på dette spørsmål.

Og så vill naturen endog er, så mangler dog heller ikke her det yndige og enda mindre det opphøyde. Når sjøen ligger blank og stille, eller den lette bris kruser dens vuggende flate, og den røde vintersol kaster sine purpurstråler hen over de tusen båtseil, som i uoverskuelige rekker ligger ute på Vestfjorden, da er dette et maleri så smukt og livlig, som man kan ønske å se det, og virkningen forhøyes enda mer ved de snødekte klipperekker, som i de besynderligste og mest uregelmessige former på tre sider omslutter den brede fjord. Eller når stormen setter disse mektige bølger i bevegelse og velter dem hen over de sorte skjær i forgrunnen, som begraves i skummet, mens klippeblokker og grunninger, som før lå skjulte langt under havets overflate, i enkelte øyeblikk kommer til syne, da føler man en instinktmessig ærbødighet for de kjekke sjømenn, hvis kald det er å strides med disse ville elementer. Og treffer det nå, at fiskerflåten er blitt overfalt på sjøen av et sådant uvær, og man ser de lette nordlandske både som rapvingede måker flyve tilbake til sin sikre havn eller sette over Vestfjorden, da følger man med levende interesse de forskjellige seilere, og hjertet banker likeså hurtig i den fremmedes bryst som hos de tette klynger av fiskere, der på alle høyder i mørk taushet eller med enkelte korte sjømannsbemerkninger oppebier sine kameraters skjebne.

Da det var blitt mørkt om aftenen, begynte det å bli roligere i været, og i følge med vår gjeve vert gikk vi ned imellom fiskerbodene. Alle de forskjellige bodlag var nå beskjæftigede med sine huslige sysler, og ved tranlampens døsige skinn kunne vi se de forskjellige familier — thi således må man betrakte beboerne i en fiskerbod, uaktet der ikke finnes kvinner iblant dem — samlede om den dampende gryte eller i forskjellige stillinger hvilende seg ut etter dagens møye og besvær. Fra noen boder lød spøk og latter og fra andre skjellsord; men da vi kom ned blant helgelendingenes og saltværingenes boder, hørte vi kraftige mannsstemmer synge 58salmer med en inderlighet, som viste, at den skikk blant dem, hver lørdagskveld og søndagsformiddag å ofre noen timer til andagtsøvelser, ikke var en tom form.

Vil man imidlertid se fiskernes selskapelige liv og studere den nordlandske folkekarakter, må man gå hen i kaffehytten, hvor der alltid er fuldtop av gjester, som nyter denne nå overalt blant almuen så alminnelige drikk. Etter at vi derfor rett var kommet til ro i vårt logis, budsendte vi eieren av kaffeboden i været om, at han måtte ha noe ekstra kaffe i beredskap, og spaserte om ettermiddagen derned. Verten — en liten pipende mannsling, der var altfor redd til å vove sitt liv på sjøen og derfor hadde valgt denne levevei — tok imot oss med mye ærbødighet og bænkede oss øverst ved det lange bord, hvor vi snart opvartedes med den dampende nektar i elegante, sammenlånte kopper.

Salonen var en alminnelig bondestue, som istedenfor tapeter fra taket til gulvet var bekledd med en uendelig mengde gloende nürnbergerbilleder, der ved sin makeløse tegning og komiske sammenstilling tok seg helt pudsige ut. Her var Adam og Eva vandrende omkring, mens de høyrøde og spanskgrønne epler hang over deres hoder. Karl Johan med en nese så lang som et kosteskaft red på en prektig gråskimmel like ved siden av paradisets have og hadde til nabo på den annen kant liten David, der spilte på et instrument med gyldne strenge — det så ut som en langeleik — for et kreatur i menneskelig skikkelse, der formodentlig skulle være kong Saul. Og således vekslet det bortover med konger og keisere, paver og generaler, bibelske stykker og skip for fulle seil tillikemed fryktelige slag og staselige mønstringer, så at man her for sine øyne kunne se alle de merkelige personer, som finnes i uttogene av verdenshistorien, og enda en god slump andre sager ovenikjøbet.

Møblementet var meget tarvelig og bestod i et langt bord, der gikk langs etter værelset med en likeså lang krakk på hver side. På veggen var en tallerkenrekke med et par dusin sprukne og klinket spølkummer i, og i skorsteinen hang den umåtelige kaffekjele, som er i en kok fra den årle morgen til den sildige kveld.

Således så det ut inne på fiskeværs-kafeen. Her samles fiskerne, når de trette og forfrosne kommer fra sjøen, 59og hit strømmer alle dagdrivere — og hvilken plett på kloden har ikke sådanne? — der tar den ene sperre fisk etter den annen av sin tynne hjell og drikker den opp i kaffe, mens de sitter i lun passiar om dagens spørsmål — været, fiskeriet og fiskeprisene — eller forteller hverandre sine erfaringer om havmenn og havfruer, sjøormen og draugen, der, rett som det er, lar sine illevarslende skrik høre, når stormkulingene kaster seg ned av fjellene og tutende og hvinende farer hen imellom fiskerbodene og masteskogen på vaagen.

I disse kaffehytter finner man alle aldre representerte, like fra den rødmussede tiåring, som ror sitt første fiske, og til den hvithårede olding, og alle karakterer finnes afprægede i disse kantede, furede og værbarkede ansikter, der, belyste av tranlampens rødlige, usikre skinn, får et enda mer barskt og energisk utseende. Her ser man den blonde, lystige ungersvenn, som ler og viser sine hvite tenner. så snart han lukker munnen opp, og ved siden av ham sitter den satte, alvorlige høvedsmann med sitt sikre blikk og sin klare panne, hvorpå gransynte folk imidlertid ofte vil se, at dødsenglen har trykt sitt stempel*). Døgeniktene fra byene med sitt frekke vesen og skumle oppsyn blander seg mellom disse kjekke, ærlige sjøfolk, og den stakkars fin i sin hvite, med snorer og bånd rikt besatte kufte står avsides med armene overkors og ser til, mens den ene som den annen bidrar sin skjerv til underholdningen.

Ved vårt første besøk fikk vi imidlertid liten anledning til å ta det nordlandske kafeliv nærmere i øyesyn; thi ryktet om vårt høye besøk hadde spredt seg i været og forjaget de fleste fiskere, som generede seg for side om side med oss å drikke sin spølkum kaffe. Men da vi hadde oppholdt oss i været noen dage og var blitt kjente med folket, tok de det ikke lenger så nøye, og når vi da gikk innom kafeen et øyeblikk, kunne vi i en håndvending lære mer av deres tænkesæt og levemåte, enn vi ellers kunne fått kunnskap om i årrekker.

60Fiskeriet gikk imidlertid sin jevne eller rettere ujevne gang; thi én dag kunne båtene fullladede komme hjem, og en annen dag kunne der neppe være et hundre fisk eller to å få på båten. Etter fiskens tilgang steg og falt prisene, og steg og falt fiskernes mot og forhåpning. Rykter krysset hinannen om fiskeriene i andre vær, og fiskerne kom og reiste etter disse usikre og hinannen modsigende etterretninger. Været falt som sedvanlig på denne tid — mest uvær fra morgenen av, således at fiskerne ikke kunne komme ut mer enn et par dage om uken, men stundom også godt vær om morgenen og storm ut på ettermiddagen. Da var der forskrekkelse i værene; thi slektninger og venner, kamerater og bekjente var ute, og det var uvist, om de noensinne så land mer. Etter en sådan dag stod ofte fiskerboder tomme; men alt håp ble ennå ikke oppgitt; thi stundom hendte det, at når folkene hadde vært borte en 6—8 dage, kom de med en rask østenvind strykende over fra Salten, hvorhen de hadde måttet gå for uværet. Da var der glede blant de hjemmeblevne og bevegelse i været. De frelste var i noen timer gjenstand for den alminnelige oppmerksomhet; de måtte fortelle sine hendelser og ble roste for sin flinkhet eller beklaget for sine lidelser. Men neste dag var alting glemt, og folkene drog den neste dag på sjøen igjen for maaske paany å gjøre samme reise.

Vi hadde ennå ikke vært rett lenge i været, før vi ble grepne av en uimotståelig lyst til å komme ut på selve fiskebanken og betrakte det store fiskeri med egne øyne og med egne hender trekke opp 1 à 1½ meter lange torsker. Men da vi som uerfarne folk naturligvis var bange for vårt skinn, utsatte vi med denne reise til en dag, da det ble riktig godt vær.

Det varte lenge nok; men endelig vekket vår vert oss en morgen med den etterretning, at nå så himlen så trygg ut, at dersom ikke alle havets møyer var oss ugunstige, kunne vi være rolige for, at vi skulle få se land igjen. Hurtig stod vi opp og fikk oss litt frokost, hvorpå vi pakket våre geværer og fiskeredskaper samt en nistebomme og et flaskefor i båten og begav oss av sted.

Hele vært stod øde og tomt, og om vi hadde budt gull, kunne vi ikke oppdrevet et par mann til å ro oss. Men det 61behøvedes heller ikke; der blåste en svak nordenvind, som vi kunne bruke både ut og inn, og under et lystig «ohoi!» heiste vi seil på vår skotkjeiping og drog utover.

Så snart vi kom utenfor skjærene, som omgav vår verts sikre havn, hadde vi Vestfjorden for oss. Solen var nettopp stått opp bak Saltens mektige fjell, og deres vekslende former fremhevet seg klart og tydelig mot den blå skyfri himmel. Til venstre så vi opp i Vestfjordens bunn, hvor de sukkertopformede, snødekte fjell rødmede svakt i det prektige solskinn, mens til høyre Saltens kyster litt etter litt tapte seg i det fjerne, og lenger mot syd det vide hav med sin uendelige flate viste seg for vårt blikk. Foran oss lå der i tusenvis*) både i en lang rekke, inntil de tapte seg mot horisonten, og overalt omkring på sjøen seilte og rodde folk, der enten hadde trukket sine redskaper eller skulle ut for å sette nye.

Så snart vi var kommet en 5 eller 6 kilometer ut på fjorden, hadde vi nået linebåtene, som lå og trakk. Fisk etter fisk fulgte med, ettersom redskapet ble trukket opp i båten; men det riktige fiskebjerg stod dog først litt lenger ute, hvor garnbåtene lå. Vi styrte altså utover og felte oss på veien noen stormåker av de uhyre masser, som svevde omkring på sine brede vinger.

Omtrent 9 kilometer fra land lå garnbåtene, og ettersom garnlenkene gled inn i båten, sprellede de uhyre torsker på ripen og kastedes tillikemed garnene i en stor bunke midt i båten. Et par mann var således beskjæftigede med å trekke; én satt og andøvde, og den øvrige besetning holdt på å utgreie garnene, plukke fisken av og skille den ved innvollene, som ble tilkastede de umettelige måker, der i tette kredse svang seg omkring eller hvilte ut på sjøen etter sine veldige måltider.

Vi behøvde ikke å spørre, om fiskeriet var godt; thi den høye bunke av fisk, som etterhånden dyngedes opp i agterskotten, og fiskernes lystige miner ga oss det sikreste svar. Etter å ha vekslet et par ord med dem rodde vi derfor hen til en bøye, der var lagt ut for å holde en garnlenke fast, 62og bandt båten dertil. Og nå skulle vi til å prøve vår lykke

Våre redskaper så dog ikke synderlig lovende ut. Snørene var blot forsynte med én krok; men til gjengjeld var denne så stor — ja nesten som en liten båtshake, og jeg studerte meget på, hvorledes det skulle gå an å få skjult den lange od. Men vår vert, som fulgte med oss, gjorde kort prosess. Han skar en spekesild i en 3—4 stykker, stak disse inn på midten av kroken, og uten å umake seg med å skjule odden eller agnoren lot han gå tilbunds. Ja, biter lofottorsken på slike greier, så er han dummere enn noen torsk i verden.

Men han bet da. Da det tunge lot var kommet ned på omtrent 80 meter, ble der en stans — nå var fiskebjerget nået, så falt loddet fra torsk til torsk, inntil vi omtrent kunne anta å være midt oppe i selskapet og holdt stille.

«Men hva er det? Det sitter jo fast!»

«I en torsk ja, trekk! trekk! Å, nå bed han for meg.»

Og vi halte og trakk i de lange bester av alle livsens krefter. Sommetider stod det plent stille, og vi stemte med føttene mot båten for å hale med større kraft; derpå ga han etter og løp av sted et langt stykke, så vi trodde å ha mistet ham. Men kroken hadde et godt tak, og etter noen minutter så vi et langt kreatur med et par umåtelige, gloende øyne og et hode så stort som et kalvehode sprelle i vannskorpen.

«Hvor er kleppen? Hei, hit med den! Hui! Nå er du min, din knegt.»

Og således fortsatte vi et par timers tid med å hale og holde løyer, og da vi drog hjemover, hadde vi en 50—60 stortorsker i båten, et antall, som ingenting har å bety blant de millioner, som fiskes opp i Lofoten, men som dog var fullkommen tilstrekkelig til å mette oss alle til aften og et hundre mennesker til, om det hadde gjeldt derom.

H. Schulze.