51

I aaret 1717 havde Tordenskjold søgt om orlov til at reise ned til Kjøbenhavn. Da der ikke var andre skibe at faa, lod han sig nøie med en liden hukkert, som han selv havde taget fra svenskerne, og som kun førte to smaa kanoner. Heri indskibede han sine sager, tog ombord sit tjenerskab, sin sorte bjørn, som altid fulgte ham, tilligemed to svenske faner og nogle passagerer og satte den 7de december fra Laurvik kursen nedover mod Kjøbenhavn. Dagen efter blev han i Kattegattet forfulgt af en svensk kaperfregat paa 16 kanoner og kunde ikke undgaa kamp med den; hukkerten blev ilde tilredt; men fregatten flygtede, efterat føreren var falden for en kugle fra Tordenskjolds rifle.

52De nærmere omstændigheder ved den raske daad fortælles saaledes:

Besætningen talte ialt 21 mand; men deraf var kun 8 sjøfolk; de øvrige var Tordenskjolds tjenere, nogle svenske krigsfanger, desuden seks trompetere og en paukeslager. I hukkerten førte Tordenskjold med sig fra Norge sine kostbareste eiendele, deriblandt en samling smukke og fint forarbeidede skydevaaben, hvoraf han var en stor elsker. Da han kom imellem Vindø og Varberg, satte en svensk fregat paa 16 kanoner ud imod ham. Tordenskjold, som ikke var vant til at fly, fandt dog her, at det vilde være raadeligst, og satte seil til for at undgaa strid med sin overmand. Men fregatten satte efter ham og halede ham snart ind. Da Tordenskjold nu merkede, at der ikke var andet for end enten at slaas eller overgive sig, betænkte han sig ikke længe paa at vælge det første. Han lod begge sine kanoner flytte over i den ene side af hukkerten, uddelte vaaben til besætningen, forsynede sig selv med to rifler og en muskedonner og stillede to af sine tjenere bagved sig, som ikke skulde gjøre andet end at lade og række ham geværer, og i den stilling tog han imod sin fiende.

Ved det første lag, fregatten gav ham, styrtede paukeslageren død ned paa sin pauke; et gevær, som tjeneren holdt i haanden, blev skudt over, saa han kun holdt kolben tilbage. Tordenskjold svarede med sine to kanoner og geværerne; men den svenske kaptein ansaa al modstand for saa unyttig, at han lod raabe over, de skulde kun stryge flaget og give sig, saafremt de ikke vilde blive skudte isænk. Men Tordenskjold raabte tilbage: Han maatte vide, at det var Tordenskjold, han havde med at bestille, som ikke lod sig tage saa let. Var han en ærlig svensk officer, skulde han prøve at lægge paa siden af ham og entre. Kunde han gjøre det, vilde han holde ham for den bedste officer i hele Sverige.

Den svenske kaptein var rede til at følge denne indbydelse; han gjorde flere forsøg paa at komme ham paa siden og kaste entredrægger over i ham; men Tordenskjold vidste at sno sig saa vel, at fienden ikke kunde naa sin hensigt. Imidlertid blev de ved at skyde paa hinanden, og mange af det svenske mandskab faldt for Tordenskjolds riflekugler.

53Tilsidst blev taugverket og det øvrige redskab paa hukkerten saa forskudt, at den ikke saa ud til at kunne holde sig længere; kapteinen ansaa den nu som allerede erobret, svingede sin hat og raabte, at han ønskede sig til lykke med at kunne bringe Tordenskjold til Gøteborg; han kunde være vis paa, han skulde blive galant behandlet. — «Nei,» raabte Tordenskjold tilbage, «hverken skal du eller nogen svensk bringe mig til Gøteborg.» I samme øieblik tog han sigte paa kapteinen, skjød og traf. Idet han saa ham falde, lod han pauker og trompeter høre under et almindeligt frydeskrig. Mandskabet paa fregatten blev forskrækket og troede, at Tordenskjold var uovervindelig. De dreiede straks af og gik bort. Tordenskjold havde lyst til at sætte efter dem; men mandskabet var træt og hukkerten ilde tilredt; han maatte derfor nøies med at sørge for sig selv og se til, hvorledes han kunde fortsætte sin reise. — I slaget manglede han kugler og skraa; men han var ikke raadløs: han lod sine engelske tintallerkener skjære i stykker til skraa og lægge i kanonerne.

O. Malling.

II. Indtagelsen af Marstrand.

Den sidste begivenhed af vigtighed i den store nordiske krig var Tordenskjolds ekspedition mod Marstrand, som har kronet alle hans mærkværdige tog. Den lille by Marstrand ligger paa den østlige side af en ø ude i den bohuslenske skjærgaard. Ovenover byen, i vest, hæver sig paa en klippe den sterke fæstning Karlsten; byens havn dannes af to østenfor liggende større øer, Ko-øen i nord og Kløver-øen i syd. I denne ved batterier og skanser velbefæstede havn havde en svensk eskadre paa 16 skibe lagt sig i vinterkvarter. For at underrette sig nøie om alting besluttede Tordenskjold, der talte svensk saa godt som en indfødt, at forklæde sig som svensk fisker og spionere alting ud. Han tog en morgen en kurv med fersk fisk paa armen og gik ind i byen; fisken falbød han saa dyrt, at ingen vilde kjøbe dem, hvilket just var hans hensigt; thi han vilde omkring overalt. Da han nøie havde beseet alting i byen, gik han ombord paa to orlogsskibe; men da de svenske officerer ogsaa fandt fiskene for dyre, saa gik han med en jolle tilbage til byen og lige op i fæstningen ind i kommandantens eget hus; 54derfra vendte han tilbage til byen, solgte sin fisk og kom, nøie underrettet om alting, ombord paa sit skib. Den 21de juli 1719 gik han med 700 mand iland paa Ko-øen, fordrev den svenske besætning, gik over sundet og var den 23de om aftenen herre over byen og havnen med alle de skibe, som deri var. Men fæstningen var endnu tilbage. Indtagelsen af denne by har han selv beskrevet i et brev til Fredrik den fjerde; heri siger han, at han haabede at tage fæstningen i løbet af tre uger, naar han fik 1000 mand; han tænkte da mindst, at han skulde have den om tre dage. Hermed gik det saaledes til: Tordenskjold havde faaet at vide, at fæstningens besætning for den største del bestod af tyske krigsfanger, som var yderst misfornøiede; han fik derfor praktiseret tyske breve ind til garnisonen, hvori han lovede dem, som kunde formaa kommandanten til at overgive fæstningen, en anseelig belønning; hvis ikke, da saa han sig nødsaget til, skjønt han gjerne vilde spare byen Marstrand, at bruge al sin magt mod fæstningen, hvorved byen vilde blive ganske ødelagt.

Da disse breve ikke straks gjorde den ønskede virkning, lod Tordenskjold om natten udskibe den store mængde af korn, kjød, flesk og tobak, som fandtes i byen, forat den ikke skulde brænde op eller fordærves; dog glemte han ikke, idet han tømte magasinerne, at svare fæstningen. En bombe, som faldt ned i kommandantens eget hus, indjog hans hele familie saadan skræk, at kvinderne begyndte at overhænge ham med bønner om at overgive fæstningen; men kommandanten vilde endnu ikke høre noget derom. Nu var der i Marstrand en ung enke, som var en meget fortrolig veninde af kommandantens hus; dette vidte Tordenskjold, opsøgte hende, gjorde sig gode venner med hende, gav hende adskillige smukke foræringer, indbildte hende, at han ventede 20,000 soldater fra Strømstad, og bad hende overtale kommandanten til at overgive fæstningen, forat byen ikke skulde ødelægges. Mismodig gik hun op til fæstningen og fortalte alt dette; paa samme tid skrev Tordenskjold til kommandanten og lod ham vide, at det var hans alvor at tage fæstningen; han havde folk nok dertil, transporten paa 20,000 mand var allerede underveis; vilde kommandanten udsende en officer for at efterse de anstalter, han havde gjort, da skulde han erfare, at det forholdt sig, som han havde skrevet. Kommandanten tog ham paa ordet 55og sendte en kaptein ned for at se paa Tordenskjolds mandskab. Tordenskjold tog venlig imod ham og befalede straks i hans paahør, at alle mand skulde stilles op; men saasom dette krævede nogen tid, indbød han kapteinen til at nyde lidt til frokost og drak ham saa godt til, at det blev noget taaget for hans øine. Nu skulde man ud og se paa tropperne; men da han havde passeret den første gade, marscherede tropperne straks af og ind i den næste, som han havde at passere; han antog dem for andre tropper end de, han før havde seet. Saaledes gik det længe; overalt stod folk, og officeren meldte kommandanten, at alle gader var fulde af tropper. Samme dag kapitulerede fæstningen, og kommandanten lovede at afmarschere til et bestemt klokkeslet. Men tiden kom, og Tordenskjold hørte intet fra ham. Da gik Tordenskjold selv, kun ledsaget af et par mand, op i fæstningen lige til kommandantboligen, stak den dragne kaarde ind gjennem det aabne vindu, hvor kommandanten sad, og raabte barskt: «Tiden er omme, hvad er det, I nøler efter?» Kommandanten blev saa forbløffet, at han straks kom frem, lod besætningen træde i gevær og afmarscherede fra fæstningen.

Tordenskjold tilbød kommandanten at gaa med sig til Kjøbenhavn; men han mente, det havde ingen nød, og foretrak at blive i Sverige og lade sit forhold undersøge. Han blev aaret efter stillet for en krigsret og skudt for slet soldaterskab.

Fr. Sneedorf.

51

I året 1717 hadde Tordenskjold søkt om orlov til å reise ned til Kjøbenhavn. Da der ikke var andre skip å få, lot han seg nøye med en liten hukkert, som han selv hadde tatt fra svenskene, og som kun førte to små kanoner. Heri innskipet han sine sager, tog ombord sitt tjenerskap, sin sorte bjørn, som alltid fulgte ham, tillikemed to svenske faner og noen passasjerer og satte den 7de desember fra Laurvik kursen nedover mot Kjøbenhavn. Dagen etter ble han i Kattegattet forfulgt av en svensk kaperfregat på 16 kanoner og kunne ikke unngå kamp med den; hukkerten ble ilde tilredt; men fregatten flyktet, etter at føreren var falt for en kule fra Tordenskjolds rifle.

52De nærmere omstendigheter ved den raske dåd fortelles således:

Besetningen talte i alt 21 mann; men derav var kun 8 sjøfolk; de øvrige var Tordenskjolds tjenere, noen svenske krigsfanger, dessuten seks trompetere og en paukeslager. I hukkerten førte Tordenskjold med seg fra Norge sine kostbareste eiendeler, deriblant en samling smukke og fint forarbeidede skytevåpen, hvorav han var en stor elsker. Da han kom imellom Vindø og Varberg, satte en svensk fregatt på 16 kanoner ut imot ham. Tordenskjold, som ikke var vant til å fly, fant dog her, at det ville være raadeligst, og satte seil til for å unngå strid med sin overmann. Men fregatten satte etter ham og halte ham snart inn. Da Tordenskjold nå merket, at der ikke var annet for enn enten at slaas eller overgi seg, betenkte han seg ikke lenge på å velge det første. Han lot begge sine kanoner flytte over i den ene side av hukkerten, utdelte våpen til besetningen, forsynte seg selv med to rifler og en muskedonner og stillede to av sine tjenere bagved seg, som ikke skulle gjøre annet enn å la og rekke ham geværer, og i den stilling tok han imot sin fiende.

Ved det første lag, fregatten ga ham, styrtet paukeslageren død ned på sin pauke; et gevær, som tjeneren holdt i hånden, ble skudt over, så han kun holdt kolben tilbake. Tordenskjold svarte med sine to kanoner og geværene; men den svenske kaptein anså all motstand for så unyttig, at han lot rope over, de skulle kun stryke flagget og gi seg, såfremt de ikke ville bli skudte isænk. Men Tordenskjold ropte tilbake: Han måtte vite, at det var Tordenskjold, han hadde med å bestille, som ikke lot seg ta så lett. Var han en ærlig svensk offiser, skulle han prøve å legge på siden av ham og entre. Kunne han gjøre det, ville han holde ham for den beste offiser i hele Sverige.

Den svenske kaptein var rede til å følge denne innbydelse; han gjorde flere forsøk på å komme ham på siden og kaste entredrægger over i ham; men Tordenskjold visste å sno seg så vel, at fienden ikke kunne nå sin hensikt. Imidlertid ble de ved at skyde på hinannen, og mange av det svenske mannskap falt for Tordenskjolds riflekuler.

53Til sist ble tauverket og det øvrige redskap på hukkerten så forskudt, at den ikke så ut til å kunne holde seg lenger; kapteinen anså den nå som allerede erobret, svingede sin hat og ropte, at han ønsket seg til lykke med å kunne bringe Tordenskjold til Gøteborg; han kunne være viss på, han skulle bli galant behandlet. — «Nei,» ropte Tordenskjold tilbake, «hverken skal du eller noen svensk bringe meg til Gøteborg.» I samme øyeblikk tok han sikte på kapteinen, skjød og traff. Idet han så ham falle, lot han pauker og trompeter høre under et alminnelig frydeskrik. Mannskapet på fregatten ble forskrekket og trodde, at Tordenskjold var uovervinnelig. De dreide straks av og gikk bort. Tordenskjold hadde lyst til å sette etter dem; men mannskapet var trett og hukkerten ilde tilredt; han måtte derfor nøyes med å sørge for seg selv og se til, hvorledes han kunne fortsette sin reise. — I slaget manglet han kuler og skrå; men han var ikke rådløs: han lot sine engelske tinntallerkener skjære i stykker til skrå og legge i kanonene.

O. Malling.

II. Inntakelsen av Marstrand.

Den siste begivenhet av viktighet i den store nordiske krig var Tordenskjolds ekspedisjon mot Marstrand, som har kronet alle hans merkverdige tog. Den lille by Marstrand ligger på den østlige side av en ø ute i den bohuslenske skjærgård. Ovenover byen, i vest, hever seg på en klippe den sterke festning Karlsten; byens havn dannes av to østenfor liggende større øyer, Ko-øen i nord og Kløver-øen i syd. I denne ved batterier og skanser velbefestede havn hadde en svensk eskadre på 16 skip lagt seg i vinterkvarter. For å underrette seg nøye om alting besluttet Tordenskjold, der talte svensk så godt som en innfødt, å forkle seg som svensk fisker og spionere alting ut. Han tok en morgen en kurv med fersk fisk på armen og gikk inn i byen; fisken falbød han så dyrt, at ingen ville kjøpe dem, hvilket just var hans hensikt; thi han ville omkring overalt. Da han nøye hadde besett alting i byen, gikk han ombord på to orlogsskip; men da de svenske offiserer også fant fiskene for dyre, så gikk han med en jolle tilbake til byen og like opp i festningen inn i kommandantens eget hus; 54derfra vendte han tilbake til byen, solgte sin fisk og kom, nøye underrettet om alting, ombord på sitt skip. Den 21de juli 1719 gikk han med 700 mann i land på Ko-øen, fordrev den svenske besetning, gikk over sundet og var den 23de om aftenen herre over byen og havnen med alle de skip, som deri var. Men festningen var ennå tilbake. Inntakelsen av denne by har han selv beskrevet i et brev til Fredrik den fjerde; heri sier han, at han håpet å ta festningen i løpet av tre uker, når han fikk 1000 mann; han tenkte da minst, at han skulle ha den om tre dage. Hermed gikk det således til: Tordenskjold hadde fått å vite, at festningens besetning for den største del bestod av tyske krigsfanger, som var ytterst misfornøyde; han fikk derfor praktisert tyske brev inn til garnisonen, hvori han lovede dem, som kunne formå kommandanten til å overgi festningen, en anselig belønning; hvis ikke, da så han seg nødsaget til, skjønt han gjerne ville spare byen Marstrand, å bruke all sin makt mot festningen, hvorved byen ville bli ganske ødelagt.

Da disse brev ikke straks gjorde den ønsket virkning, lot Tordenskjold om natten utskipe den store mengde av korn, kjøtt, flesk og tobakk, som fantes i byen, for at den ikke skulle brenne opp eller forderves; dog glemte han ikke, idet han tømte magasinene, å svare festningen. En bombe, som falt ned i kommandantens eget hus, innjog hans hele familie sådan skrekk, at kvinnene begynte å overhenge ham med bønner om å overgi festningen; men kommandanten ville ennå ikke høre noe derom. Nå var der i Marstrand en ung enke, som var en meget fortrolig venninne av kommandantens hus; dette vidte Tordenskjold, oppsøkte henne, gjorde seg gode venner med henne, ga henne adskillige smukke foræringer, innbilte henne, at han ventet 20,000 soldater fra Strømstad, og bad henne overtale kommandanten til å overgi festningen, for at byen ikke skulle ødelegges. Mismodig gikk hun opp til festningen og fortalte alt dette; på samme tid skrev Tordenskjold til kommandanten og lot ham vide, at det var hans alvor å ta festningen; han hadde folk nok dertil, transporten på 20,000 mann var allerede underveis; ville kommandanten utsende en offiser for å etterse de anstalter, han hadde gjort, da skulle han erfare, at det forholdt seg, som han hadde skrevet. Kommandanten tok ham på ordet 55og sendte en kaptein ned for å se på Tordenskjolds mannskap. Tordenskjold tog vennlig imot ham og befalte straks i hans påhør, at alle mann skulle stilles opp; men saasom dette krevde noen tid, innbød han kapteinen til å nyte litt til frokost og drakk ham så godt til, at det ble noe tåket for hans øyne. Nå skulle man ut og se på troppene; men da han hadde passert den første gate, marsjerte troppene straks av og inn i den neste, som han hadde å passere; han antok dem for andre tropper enn de, han før hadde sett. Således gikk det lenge; overalt stod folk, og offiseren meldte kommandanten, at alle gater var fulle av tropper. Samme dag kapitulerte festningen, og kommandanten lovede å avmarsjere til et bestemt klokkeslett. Men tiden kom, og Tordenskjold hørte intet fra ham. Da gikk Tordenskjold selv, kun ledsaget av et par mann, opp i festningen like til kommandantboligen, stak den dragne kårde inn gjennom det åpne vindu, hvor kommandanten satt, og ropte barskt: «Tiden er omme, hva er det, dere nøler etter?» Kommandanten ble så forbløffet, at han straks kom frem, lot besetningen tre i gevær og avmarsjerte fra festningen.

Tordenskjold tilbød kommandanten å gå med seg til Kjøbenhavn; men han mente, det hadde ingen nød, og foretrakk å bli i Sverige og lade sitt forhold undersøke. Han ble året etter stillet for en krigsrett og skudt for slett soldaterskap.

Fr. Sneedorf.