Det er en vinterfrisk eftermiddag i februar. Over snedækte skogmarker hvælver sig en klar, grønlig himmel med nogle lyse skystriber lavt nede i den sydvestlige synskreds, og disse skystriber luer som ild og kaster et rødligt skjær paa trærnes hvide toppe. Men selve solen er nede for længe siden; thi vinterdagen er kort i norden.
Det havde sneet hele døgnet; men tilsidst klarnede det dog op, saa at solen, idet den gled bag aasen i det fjerne, fik kastet et snarblik over det stille, døde vinterlandskab. Fin og tæt dryssede sneen ned; en kunde næsten ikke se den; men før du vidste af det, var hver en gran bleven til et snetaarn, hver en træstub til en dverg med et kjæmpehoved af sne. Men nu er luften klar, og kulden frisker til; hvem ved, hvor koldt det er imorgen? Thi maanen, som alt staar høit paa himlen, ser saa skarp ud. Den lyser dog allerede, saa smal den er. Nu udslukkes ogsaa ildskyen derhenne i sydvest lidt efter lidt, og maanelys og stjerneskin spiller i millioner smaafunker paa den blaahvide snemark.
Hen gjennem skogen løber en vei, eller det er ikke saa meget en vei som en smal, udhulet rende, der slynger sig i 46uafbrudt bugtning mellem trær og stubber, stenblokke og vindfald. Men nu kommer den ind paa en aaben slette, hvor tømmerhuggerens økse allerede for længe siden har «gjort rent,» og her gaar den bent frem uden at bry sig om de opspirende smaagraner, der staar gjemte under snedækket. Langs med denne tømmervei — thi at det er en saadan, kan sees paa sporet af nylig kjørte stokke — farer en skiløber over sletten. Han gaar ikke i selve veien, men ved siden, og i lange skridt skyver han sig afsted og fremskynder farten med sin skistav, indtil han kommer ud paa skraaningen, hvor det bærer ned mod dalen. Her gaar det af sig selv; pilsnar farer han udover; det bliver alt brattere og brattere; men nu støtter han den lange skistav bag sig mod sneen, huker sig ned, og man ser ikke manden, men blot en liden henfarende snesky, indtil han med mindsket fart skyder ind i granholtet nedenunder bakken. Her staar trærne høie og tætte — det er en gjenstaaende skogflek fra gamle dage, fra den tid, da endnu ikke vindesyge og uforstandig spekulation havde vundet at tynde saa sørgelig ud i de gilde norske tømmerlier. Men under sit vinterlige dække ser granerne langsmed den smale veifure næsten ud som en uafbrudt snemur med himmelstræbende takker og tinder. Pas dig dog, skiløber, at du ikke i din fart kommer den falske mur for nær; thi ellers ved du ikke af det, før et skred styrter over dig og begraver dig op til ørene i sne.
Trærne rykker lidt tilside; veien fører ind paa en liden aaben plads, hvor maanen, der endnu glimter frem bag de høie grantoppe, kaster lange, blaa skygger hen over den snedækkede grund. Men hvad er det? Høit oppe paa de hvide grene af den nærmeste gran spiller et rødt ildskjær! Og se, fra toppen af en snehaug nedenunder stiger gnister tilveirs, en lang rad skinnende, røde gnister! Er der et ildsprudende snebjerg i skogen? . . . . Men en større, langagtig forhøining, hvorfra dog ingen ild spruder, hæver sig et stykke længer hen, og rundt om er der kjørt og optraadt; et par stokender stikker frem — det er jo en tømmerlunne, som ligger der. Og nu opdager vi ved siden af lunnen tre fraspændte tømmerslæder, staaende i rad med paalæssede og sammenlænkede stokke.
Men skiløberen stanser, løser sine ski af og reiser dem mod tømmerlunnen. Efter nogle gange at have slaaet fødderne 47sammen — kanske for at komme efter, om han endnu har følelse i tærne — gaar han derpaa hen mod snehaugen, som gnisterne farer ud fra, og lavt nede ved jorden, gjennem en smal nedgang, gravet i sneen, finder han en liden dør. Han aabner den, bukker sig saa dybt, han kan, og træder ind.
Her blændes hans øie af skinnet af et baal, der sprager paa ildstedet midt i hytten, og hvorfra lysningen, gjennem det rummelige røghul i taget, naar helt op paa grantoppen ligeover. Rundt om ilden sidder tre karle paa lave krakke. Den ene af dem er netop ifærd med at stampe mel i en kogende vandgryde; den anden, en smal, lyshaaret unggut, lægger gloende brande under gryden og mere ved paa baalet; men den tredje, en ældre mand, hvis furede ansigt omgives af et graanet skjeg, sidder med sin korte tobakspibe i munden som rolig iagttager og har just udtalt sin bestemte mening, at der endda maa «tulles mere mjøl i, hvis grauten skal bli hard nok» — thi haard maa tømmerkjørernes grød være, om der skal blive forslag i den. Alle tre har luerne paa — gode uldne bundings- og skindluer, — uagtet der for øieblikket visselig ikke mangler varme i det trange rum.
Den indtrædende, som bærer en skreppe paa ryggen og forresten er klædt i bygdens dragt, hilser godkveld, idet han stryger rimet af haar og skjeg.
«Er det dig, Hans Brænda? Saa skogbygdingen er ude og farer saa sent?» siger manden med piben.
«Ja, det var sent for mig. Jeg tænkte ikke, jeg skulde gaat nedover idag, det var sligt snefald; men saa blev det klart veir alligevel ud paa dagen. Aa saa ligger du i tømmerkjøringen du ogsaa, Tarald?»
«Aa ja, driver med det. Men se til at komme frem til varmen. Aa giv rum til ham, du Ola!» Og paa denne opfordring forlader gutten sin krak og slænger sig ned paa en af de med hø belagte sengebriske under skraataget.
«Skal du ned til bygden, eller skal du længer?» vedbliver han, som blev kaldt Tarald, at spørge.
«Jeg skulde bare ned med et par fugler,» svarer den fremmede, idet han lægger skreppen fra sig paa jordgulvet og tager plads ved det varmende baal.
«Aa hun er tung, kjender jeg», siger Tarald, idet han letter paa skreppen; men han maa undersøge den lidt nærmere 48og trækker ud en stor tiur. «En vakker kult, ser jeg. Har du skudt den?»
«Ja har jeg saa».
«Men har du ikke bøssen din med dig idag?»
«Nei, det blev for brysomt, jeg skulde faa med mig noget mel fra kræmmeren opover igjen.»
«Du skulde havt bøssen med. Det er tykt med graabein i skogen her.»
«Ja, jeg har seet færd efter ham.»
«Nedpaa moen her kan du tro, han har gjort et vakkert spil; han har revet sund en diger elg. Det havde været en ti, tolv stykker om ’en, og der var et svare blodbask i sneen; men dyret var der ikke stort igjen af.»
Og nu faar skytteren en nøiagtig beretning om stedet, levningerne, retningen af ulvesporene, kortsagt alle nærmere omstændigheder ved en begivenhed, som forresten ikke er sjelden i de østerdalske skoge om vinteren, naar sneen hindrer det tunge elgsdyr fra at undfly sin fiende.
Imidlertid er grødkokken bleven færdig og har øst grydens indhold i et fad. «Nu er sagtens melken tint,» siger han, idet han tager en mod ilden stillet stor melkeflaske af træ og vil helde deraf i en skaal; men den giver kun lidt af sig; der er is i den endda, og først ved at ryste den en god stund faar han skaalen fyldt. Og nu sætter de sig alle fire — thi fugleskytteren er gjestfrit bleven indbuden til at spise med — rundt om det dampende grødfad, idet gutten, som laa paa brisken, tager sæde paa en vedkubbe, og grødens høie varmegrad bøder paa, hvad der mangler i melkens. De brede træskeer rummer ret forsvarlige «grautbiter;» men ned glider de som ingenting.
«Er det længe, siden I kom herop paa tømmerkjøringen?» spørger gjesten; thi nu er det hans tur at fordre forklaringer.
«Nei, vi kom først opi her igaar; ellers har vi kjørt fra Svartbæklien efter julen.»
«Men holder I paa og lunner endda?» vedbliver spørgeren; «jeg ser, I kjører ovenfra myrerne.»
«Ja, der laa tilbage noget tømmer, som ikke blev fremkjørt ihøst, og det maatte vi have ned først, skulde vi tænke paa at finde det igjen før vaaren.»
«Ja, hvorledes gik det med Nordset’n her om vinteren?» faldt den anden tømmerkjører ind; «han havde hugget en fem 49hundred tylter tømmer; men saa drygde han for længe, før han begyndte at lunne, og saa kom der sligt et snefald, at han ikke fandt igjen en eneste stok før om vaaren, og tømmeret kom ikke frem før andre aaret.»
«Og dermed forliste han sagtens et par daler paa tylten; for saapas kvitter de af for gjenliggende tømmer,» gjentog Tarald. Og derpaa strøg han sin ske af med haanden og stak den saa, efter at have sagt Jesu navn for mad, i en spræk under taget, og det samme gjorde de andre. Der blev nu lagt en god del ved paa ilden, pibesnadden kom frem igjen, og en halv alen tobak gik om mellem dem, som ingen piber havde, og kom betydelig forkortet tilbage i eiermandens lomme. Saa snakkede de en stund om «Vesle-svarten» hans Tarald og om den gilde skogen, som der var i Østerdalen i gamle dage.
Dermed bankede Tarald piben ud og bad gjesten, som alligevel ikke kunde tænke paa at fare videre ikveld, at finde sig et rum at sove paa, saa godt han kunde. Gutten laa allerede med gabende mund og snorksov paa sin sengekrak; Arne husmand var endnu ifærd med at søge ud et par dygtige vedkubber at lægge paa ilden til natten; skytteren tog sin skreppe og lagde den som hovedpude tæt ved ildstedet, flyttede saa lidt paa gryden og en sodet kaffekjedel og strakte derpaa sine lemmer ud paa det haarde stenleie saa nær ilden som muligt. Men Tarald husbondskarl maatte først se efter, om hestene var forsynede til natten, tændte en tyristikke og gik ud.
Derude er den klare, kolde vinternat; aandedrættet stiger som en røg tilveirs i lysningen af det røde blus, og sneen knirker under den gaaendes fod. Men hvor er da stalden?
Inde i snebakken, hvori hytten synes nedgravet, høres en afbrudt, dump, gravende lyd; det maa være heste, som tygger sit foder. Tarald løfter tilside et par granbuske, og der indenfor, under et lavt, i fortsættelse af hyttetaget nedgaaende tag af kløvninger, dækket med granbar og sne, staar to heste, som «humrer» mod den indtrædende, velkjendte røgter. Efter at have forbedret deres nattefoder lukker han aabningen igjen og gaar hen mod en stor gran, mellem hvis nederste, snetunge grene en let damp sees at stige op. Herunder er ogsaa — ved tilsætning af nogle buske — indrettet en stald, som netop
V. bd.
50giver knapt rum for én hest, og i lignende forvaringssteder staar de andre heste.
Dyrene maa, ligesom menneskene, tage tiltakke med leiligheden, som den er herude i vilde skogen.
Da Tarald efter endt gjerning kommer ind igjen i tømmerboden, sover de alle derinde. Han selv finder sig ogsaa en hvileplads, og snart høres blot de tunge aandedræt af fire sovende i forening med den samme tyggende lyd fra hesterummet ved siden.
Før klokken er fire, knirker der atter i den utætte dør. Det er den aarvaagne husbondskarl, som allerede gaar ud for at forsyne hestene, før de skal drage i «ottevendingen.» Det er endnu nat, melkeveiens brede stjernebro gaar svagt lysende over det mørke himmelhvælv, paa hvilket en enkelt hvid nordlysflamme i ustadig flugt vifter op og ned over trætoppene. Men kulden er endnu strengere, end den var i kveld; det er, hvad østerdølen kalder «brændkulde;» thi rører du barhændet ved metal eller andre kolde ting, er det, ligesom du brænder dig.
En stund efter Tarald kommer ogsaa Vesle-Ole og faar skjend for, at han ikke straks stod op og hjalp ham. Men fra hyttetaget flyver alt gnisterne lystig tilveirs, og da de to omsider kommer ind igjen, luer atter baalet friskt paa ildstedet, og Arne har sat gryden paa og heldt melk over levningerne fra kveldsverden for at koge op til lidt «varmt i livet.» Fugleskytten har ogsaa reist sig fra sit haarde leie og sidder med den side mod ilden, som har havt for lidet af varmen, mens han laa.
En halv time efter er tømmerboden tom; men udenfor er det levende. En tyrifakkel staar plantet paa tømmerlunnen og oplyser scenen: Arne og Ole kommer baskende gjennem den dybe sne med hestene, som de har ført ned at vandes i den ufrosne ile tæt ved. Der spændes for; det klinger i stokke og tømmerlænker; det skurer og gnistrer i sneen; kjørerne har hver sin tændte fakkel i haand, og afsted gaar det ind mellem de høie snepyramider, hvis tætte rader i det flagrende fakkellys antager de forunderligste skikkelser.
Men ulven staar mellem buskene knapt ti skridt fra veien og ser med skræk og forundring paa det forbifarende fakkeltog. Han rører sig ikke af flekken, uagtet han ræddes for de ildvæbnede mænd. 51«Ser du den?» siger Tarald til Per skytter, som holder sig ved hans side for at nyde godt af hans fakkel.
«Er det en graabein?»
«Ja ser du ikke. det lyser i auga paa’n?»
«Aa tvi for en tull jeg var, som ikke tog børsa med!» udbryder Per ærgerlig og henvender derpaa følgende uhøflige tiltale til ulven, idet han truer ham med skistaven: «Aa vil du flytte dig afveien, dit styggelse!» Da vender hr. Urian sig og lusker langsomt ind gjennem skogen, og sneen drysser ned af buskene i hans spor.
Det graaner alt ad dagen over de østlige aaser, da vore tømmerkjørere er naaede ned til velten. Her skilles skiløberen fra dem, idet han med skierne paa nakken gaar en vintersti udover berget ned til elven. Men neppe er han kommen ud over den steileste styrtning, saa staar han atter paa sine ski, og i næste minut skyder han rask henover elvens blanke, frosne flade, hvor han langt henne ser en uendelig række færdingslæs langsomt bevæge sig paa veien, der fører op igjennem dalen; og snart kan han skjelne, hvad landsfolk de er, de pelsede, storstøvlede karle, som sidder paa høstoppede mel- og brændevinslæs. Men over elvebredden bag sig hører han dundren og klangen af stokke, som rulles udover velten; ja længe efterat han er faret færden forbi, naaes hans øre af en eiendommelig lyd, som paa stille vinterdage kan høres milevidt gjennem dalene.
N. R. Østgaard.