36

Hin smale landstrimmel, som den danske halvø skyder op i Nordsjøen, er næsten overskyllet med flyvesand, opkastet af Vesterhavet og videre henført af dets forbundsfælle stormen, ret som om hint frygtelige element med denne golde gave vilde spotte jorden over tabet, det tilføier den ved at undergrave dens grundvold og røve dens frugtbare dele.

Men endnu har fienden ikke mægtet at fordrive landtungens standhaftige beboere. Fra den selv tager de erstatning for det lidte tab, og sandets magt bekjæmper de ved hjælp af en græsart, som aldrig lader sig kvæle, men stedse vil være øverst. Herved dannes helt hen mod vestkysten høie og dale i afvekslende mangfoldighed. Seede langtfra, naar solen er bag dem, skuffer de vandreren med falske billeder af skogklædte bakker. Men længere inde er der endnu nøgne, vidtstrakte sandbjerge, der i afstand ligner snedækte fjelde og aar for aar bemægtiger sig strækninger af de dyrkelige sletter, dem flid og møie aftvinger en sparsom grøde. Herfra og helt ned imod kysten bærer landet det samme præg.

I en af disse øde egne besteg fortælleren i sin ungdom en med klittag bevokset sandhøi for første gang at beskue det store verdenshav.

Solen var i sin nedgang. Havet var flydende ild, sandbjergene var glødende emmer. Vindene slumrede; kun dønningens 37dæmpede susen paa strandbredden mindede om deres sidste kamp med bølgerne. Et sørgeligere minde om vælden af stormens og storhavets forenede kræfter, et vrag, stod paa den nærmeste revle og strakte de sorte planker op gjennem sandet.

Solen skulde have dalet over min stumme henrykkelse, og først mørket havde vakt mig af mine uudsigelige drømme, hvis ikke en skare havgasser, bærende sine aarer og fiskesnører, var ankomne i nærheden af det sted, hvor jeg befandt mig. Endnu før jeg saa dem, hørte jeg deres fodtrins knirken i sandet, idet de tause snoede sig ned gjennem de snevre dale.

Da redskaberne var lagte i baaden, som laa i en aabning i klitten, fordelte de sig til begge sider, satte ryggene til og skjøv den ned i vandet efter takten af en kjæmpebygget fiskers hule opsang, hvis omkvæd lød helt lystig: «Jeg heiser, og du haler» — «hurra, hurra, hurra!» faldt koret ind; «jeg drikker, du betaler» — «hurra, hurra, hurra!»

De muntre ord stod i besynderlig modsætning til den dybe tone og den mørke alvorlighed, med hvilken de blev udsungne — med hvilken alle paa engang gjorde omkring, tog hattene af, knælede og satte panderne mod rælingen. Nogle øieblikke dvælede de i denne stilling; men ikke en lyd hørtes fra deres læber — i stilhed bad de til vindenes og bølgernes herre. I stilhed reiste de sig, skjøv baaden helt ud i vandet, sprang ind i den og greb aarerne. Under lige drag gled det lille fartøi henad havfladen. Jeg fulgte det med øinene, til det forsvandt i det dunkle fjerne.

En mand blev tilbage. Det var en olding; men endnu havde alderen ikke bleget de rødbrune lokker, der beskyggede hans rynkede ansigt, endskjønt den havde bøiet hans brede ryg noget. Da han længe ubevægelig med hænderne i sidelommerne havde seet efter de udseilende, vendte han sig, gik langsomt henimod mig og bød mig et oprigtigt «Guds aften!»

Jeg benyttede leiligheden til at skaffe mig nøiere kundskab om disse menneskers møiefulde haandtering saavelsom om de paa denne farefulde kyst saa ofte indtrædende strandinger. Alt dette skildrede han ret tilfredsstillende; især beskrev han mig det sidste skibbrud, hvis levninger stod der tæt ved os, 38saa klart og levende, at jeg i ungdoms letsind ønskede at vorde vidne til et saa frygteligt sørgespil.

Jeg fulgte ham til hjemmet, et smukt og indvendig tillige vel forsynet hus lidt oppe i landet og ikke ret langt fra en af de største sandmiler. Kort før vi naaede dette, stansede han, saa sig tilbage og rundt om paa himlen og sagde, idet vi gik nedad den sidste bakke, med betænkelig mine: «Der er lurk i veiret.» — «Hvad vil det sige?» spurgte jeg. — «Ikke andet,» lød svaret, «end at vi snart faar forandring.» Herpaa indbød han mig til aftensmad og natteherberge. Jeg tog imod det velmente tilbud og blev virkelig af ham og hans ligealdrende hustru bevertet med en gjestfrihed, der ei findes hjerteligere i beduinernes telte. Under den søde følelse af ro og tryghed, i modsætning til de bortseilende fiskeres møisommelige og farefulde nattefærd paa det troløse hav, sov jeg ind paa strandboens bløde bolster.

Endnu før dag vaktes jeg af en blandet støi i dagligstuen ved siden af mit soveværelse: snakken af grove og fine stemmer, klampren af træsko, klirren og knirken af op- og igaaende døre. Jeg satte mig overende og lyttede. I stillere mellemrum forekom det mig, at der udenfor lød som en hul susen eller et dybt og ensformigt drøn. Jeg sprang op, klædte mig hurtig paa og gik derind. Hele familien var paa benene og i travl bevægelse: manden i huset spleisede et taug, husmoderen syslede ved arnen, ragede ilden sammen og satte gryden til; to unge kvinder — den ene datteren, den anden sønnekonen — var fuldt paaklædte og ifærd med at binde store tørklæder over hovedet, som om det gjaldt en længere reise. Min morgenhilsen blev kortelig gjengjældt, og paa mit spørgsmaal, hvad det var for en dundren, jeg havde hørt, svarede den gamle lige saa kort og hurtig: «Havet!» — «Hvor vil I hen, min kjære mand?» spurgte jeg videre. «Ud at se efter vort folk,» svarede han; «vi faar strengt veir.» Disse ord virkede elektrisk paa mig, og jeg besluttede i samme øieblik at følge dem hen til den frygtelige nabo. Inden faa minuter var vi reisefærdige og forlod huset.

Solen var i sin opgang. Dens mørkerøde skive brændte dunkel bag strimede skyer. Ingen vind var at mærke; men 39høiere lød havets uafladelige dundren. Tause gik vi det imøde, jeg i urolig, spændt forventning. Jeg besteg den yderste klit. Til min store forundring viste havet sig ikke i merkelig bevægelse; kun tæt ved bredden gik en dybere undersjø; den brød sig imod havstokken og rullede dundrende langs hen med denne. Endnu var luften i rolighed; men min gamle veirspaamand forsikrede, at det ikke vilde vare længe, inden jeg skulde merke vestenvinden.

Han havde ret. Denne Nordsjøens grumme behersker kom snart anstigende, indsvøbt i skumle taager. Nu begyndte havet langt ude at røre sig; det fremviste allerede smaa, hvide prikker, der stedse blev flere og flere og større og større og nærmede sig, som det syntes, med vindens hastighed. Men vinden løb dem forbi.

Paa engang kom den med uheldvarslende sukke og hin skarpe hvinen i marehalmens stride dotter. Ingen baad var endnu at se. Men helt henne paa klitbakkerne viste sig en af strandboerne efter den anden, mest kvinder og halvvoksne gutter. De kom, ligesom vi, til udkig efter de nølende fiskere, forsvandt, stak atter frem, eller det var andre, der traadte i deres sted.

Vindens heftighed tiltog, bølgernes tumlen ligesaa; strandbredden stod i skum. Jeg skalv for de arme mennesker derude og opgav dem allerede i mine egne sørgelige tanker.

Da raabte oldingen med haanden over øinene: «Der har vi dem!» og samme raab gjentoges langs henad kysten. Men jeg saa endnu intet, og min frygt voksede. Omsider henledte de andres fingerpeg mine øine til et mørkere punkt i det fjerne, som ofte forsvandt, men stedse kom igjen og stedse større og nærmere. Sterkere oprørtes havet. De hvide pletter blev flere og bredere. De trende sandrevler, der med korte mellemrum strækker sig jevnsides landet, betegnedes alt ved ligesaa mange sammenhængende skumstriber, der baade mod syd og nord rakte sig saa langt, som øiet naaede. Disse revler er de sjøfarendes fordærvelse, men et tredobbelt vern for kysten, da de bryder de uhyre vover, der, oftere høiere end selve klitten, uden saadan modstand snart skulde nedrive de svage volde og oversvømme det lavere vestland.

40Baaden skyndte sig. Alt saaes folkenes hoveder, naar den red paa bølgernes rygge. Men naar den da løb ned som ad en bakke og derpaa blev borte i bølgedalen, da tænkte jeg med bæven: «Mon de kommer op igjen?» Et angestraab undslap mig; men den gamle mand, som stod hos med sammenslyngede arme, sagde but: «Hvad er det? De har ingen nød endnu.»

De havde naaet den yderste revle. Her stansede de, ja roede endog af alle kræfter baglængs udad og kløvede lykkelig flere vældige vover. Da disse vare knuste i brændingen, og der blev en strækning smult vand, benyttede de dette mellemrum og skred med fuglens hurtighed indefter. Paa samme maade overvandt de den mellemste revle. Men nu var den egentlige livsfare forhaanden.

Alle tilskuerne sprang ned paa havstokken, og som paa et befalingsord faldt alle paa knæ og strakte de sammenknugede hænder mod himlen. Derpaa sprang de ligesaa hurtig op og greb hverandre i hænderne. Jeg indsaa ikke straks, hvad denne kjede havde at betyde; snart skulde jeg erfare det.

Baaden var ved den inderste revle, ikke et stenkast fra land. Den for ind i brændingen, forfulgt af en styrtsjø, der krummede sin hvide kam høit over den; den indhentedes, dreiede siden til, overvældedes, kantrede. Et skrig, hvinende, hjerteskjærende, udstødtes af kvinder og børn. Det gjaldt liv eller død. Med bølgen skylledes de skibbrudne til land; nogle kom helt op og fik straks fodfæste; men andre kom ikke saa høit. Da brødes kjeden paa flere steder, den nærmeste greb med den ene haand fat paa den mod brændingen kjæmpende, resten af kjeden drog af al magt for at frarive havet dets bytte; thi samme bølge, som slyngede dem op, vilde i sit tilbageløb have trukket dem ud igjen, og da var ingen redning mulig. Rædselsfulde øieblik! Men de for saa hastig forbi, at jeg næsten ikke saa, hvorledes det gik til, før alle var frelste. Lige saa hurtig bjergedes baaden, den sterke bærer over afgrunden, den trofaste frelser i saamangen en nød. Først da den med hele sin rige nattefangst var halet op paa landet i fuld sikkerhed, først da hilstes og gjenhilstes med djerve haandslag, og en og anden af de vanddrivende sjøgutter omslyngedes af kjærlige arme. Og nu kom de hidtil hjemmeværende 41mødre, hustruer og døtre hidilende med krus fulde af varmende drikke. Hver af de hjemkomne greb sit med begge hænder og slap det ikke, før bunden vendte mod himlen. Derefter deltes udbyttet. Hver drog til sit, jeg med min vert og hans familie. Et velsmagende maaltid af havets gaver blev hastig beredt; men endnu før det var til ende, stak en mand hovedet ind ad den halvt aabnede dør og raabte: «En stranding!» Alle sprang op og spurgte paa engang: «Hvor?» — «Her,» svarede manden hurtig og trak hovedet til sig for at bringe dette budskab videre omkring.

Min vert, hans søn og to andre unge karle, som ogsaa havde været med paa den natlige fiskefangst, for ud — jeg bag efter.

Blæsten var stegen til storm. Havet brølte i sin grummeste vrede. Sandet fra klitbjergene piskede os i ansigtet, og skum fløi som sneflager hen over vore hoveder. Med vidt opspilede øine for jeg ud paa havklinten, der syntes at ryste under mine fødder. De mørke vande var forvandlede til fraade, en støvregn af skum formørkede udsigten, og bølgernes torden døvede mine øren. «Hvor?» raabte jeg til min sidemand. Han udstrakte armen; nu saa jeg det ulykkelige skib, neppe et kugleskud borte. «Kan han ikke endnu bjerge sig?» spurgte jeg. «Ikke om han saa var den eneste seiler paa havet,» lød svaret; «han kan ikke længer klare sig fra landet — han skal strande.» Ravende, tumlende kom skibet nærmere. «Nu!» skreg alle paa engang, «nu er han ved den første revle.» — «Han støder!» raabte en. «Nei,» raabte en anden, «der kommer en sjø; den skal hjælpe ham.» Den kom; skibet hævedes af den vældige bølge og dalede igjen. «Han er over!» lød det; der faldt som en sten fra mit hjerte; men jeg kjendte ikke den jyske kyst. Faa sekunder efter hed det: «Der staar han!» Det var paa den mellemste revle. Mig forekom det, som om han endnu seilede; men det var kun skibets slingring og huggen paa grunden. Blot et bøsseskud fra land stansede det; jeg haabede derfor, at folkene skulde bjerges; de firede ogsaa en baad ned, to mand sprang efter; da kom en styrtsjø og rev den med sig. I stumper og stykker kastedes den ind til bredden; men folkene kom aldrig tilsyne. Besætningens skrig, da den forsvandt, trængte gjennem stormens hvinen og brændingens torden. Nu kom der udenfra 42indveltende en række af bølger, høiere, sværere end nogen tilforn; ni, siger kystboerne, følger efter hverandre, den sidste er den største af dem alle. Da den første ramte skibet, gav dette et ryk til siden; et skrig, sterkere, vildere end det første, lød fra det ængstede mandskab. Den næste bølge dreiede skibet endnu mere og overskyllede det forreste halve dæk. Matroserne klatrede op i vanterne og surrede sig fast. Ved enhver ny paafølgende sjøstyrtning svaiede skibet mere og mere, indtil det omsider vendte hele siden mod land. Taugverket løsreves og slyngedes hid og did; masterne dinglede.

Efter dette heftige pust blev der et ophold, i hvilket havet syntes at ville samle kræfter til et nyt og voldsommere anfald. De ængstede sjømænd udstrakte sine hænder, snart mod den mørke himmel og snart mod landet, det land, der var dem saa nær, og som de dog aldrig levende skulde naa.

Deres skrig var som knivstik i mit unge bryst. Men der var ingen mulighed for at komme dem til hjælp, og forgjæves raabte havboerne, at de skulde fæste tauge om fade eller tønder og kaste dem overbord. De hørte det ikke eller forstod det ikke. Da viste sig et nyt, rørende syn. En mand sprang ud af ruffet, en kvinde efter ham. Han kastede sine øine til havet, til landet, og derpaa omfavnede de hinanden. Det maa sikkert have været kapteinen og hans kone. Pludselig rev de sig løs, for ind i ruffet og kom straks tilbage med en stor pakke imellem sig; ved et taug firede de den ned i vandet. Derpaa knælede begge og udstrakte sine arme bedende imod os.

Pakken holdt sig godt ovenpaa, skjønt tumlet op og ned af brændingen. Snart kastedes den helt paa land; en mand greb den, bar den høiere op og løste tauget. Nu først sprang hine to op og udstødte et skrig, der klang som glæde. Hurtig bandt han hende med sin ende af tauget fast til et bret — for silde! En ny bølgegang naaede vraget. Den første veltede sig brølende og fraadende hen over det. Den ene mast gik overbord med alle dem, der hang i dens taugverk; kapteinen og hans kone var forsvundne. Paa landet haledes af alle kræfter i tauget, hun blev dragen op, men med knust hoved.

De følgende bølger omstyrtede ogsaa den anden mast; skroget krængede om paa siden. Den sidste bølge steg som et 43fjeld op af afgrunden. Den gamle, som stod hos mig, raabte: «Taaler han den, taaler han mere.»

Neppe var disse ord udtalte, før bølgen skjød sin brede ryg end høiere op, krummede den og styrtede som en lavin ned paa vraget og med en bragen, som overdøvede storm og brænding — det var knust! Dets søndersplittede stumper dansede og dreiede sig i det kogende skum. Kapteines lig fandtes aldrig. Ligesaa lidet var det siden muligt at udfinde enten hans eller skibets navn og hjemstavn.

Medens alle var ifærd med at bjerge det inddrivende, gik jeg hen for at bese den først i land halede pakke. Den bestod af tæt sammensnørede køieklæder og var fastgjort paa en kahytsdør. Jeg bøiede mig ned for at løse den, anende, jeg ved ikke selv hvad.

Da hørte jeg med glad forbauselse en spæd klynken; jeg sønderskar strikkerne, rev puderne tilside — et levende barn laa for mine øine. Hastig svøbte jeg det igjen sammen og ilede saa fort, jeg formaaede, til mit herberge med dette kostbare strandingsgods.

Der var ingen hjemme undtagen den gamle husmoder og hendes sønnesøn, en treaars gut. Jeg lagde mit bytte paa bordet. Barnet — en pige, neppe et halvt aar gammel — var vel fugtet af sjøvandet, men gav ikke mindste tegn til at have svelget noget af denne dødens beske drik. Det begyndte atter at klynke, vistnok af mangel paa næring. Da konen hørte dette, forlod hun sin kaffekjedel paa arnestedet, og da hun blev glutten var, slog hun de flade hænder mod laarene og raabte: «Aa nei! Aa nei! Hvor har han faaet det?» — «Fra Vorherre,» svarede jeg og bad om tørre klæder og noget af den varme melk, som stod paa ilden. Dette drak den lille med stor begjærlighed og lod sig derpaa stiltiende føre af det vaade svøb i tørt linned.

Jeg tog det paa mine arme, medens en vugge blev redt. Snart sank dets hoved til min skulder, og det sov allerede trygt, forinden det var kommet til leie.

Rørt betragtede jeg det sødt slumrende væsen, for en stakket stund siden hos fader og moder og nu i vildfremmed land, bortrevet fra dem, som gav det livet. Naar du nu igjen opslaar 44dine uskyldige øine, vil de lede, men ikke finde dem. Aldrig skal du udtale disse navne, de første, vi lærer, og de dyrebareste; stakkars spæde blomst fra et langt bort liggende land, fra det milde syden maaske, og nu her henkastet for at omplantes i det kolde nordens øde sand! Men tidlig maaske skal du henvisne, og ingen skal savne dig, ingen afskedstaare væde din blegnende kind. Du skal være som en fremmed og landflygtig, uelsket i livet, forglemt i døden. —

«Hvad græder han for?» sagde konen; «er det for dem, som havet har taget? Er vi ikke alle Vorherre en død skyldige? Min første mand blev paa havet, og min fader blev paa havet, og min broder blev paa havet, alle paa engang; den gang græd jeg; men —»

«Jeg sørger ikke over de døde,» afbrød jeg, «men for den levende; tykkes hun ikke, den der er at ynkes over?» — «Ja, ja!» svarede hun og blev ved at sysle med sin bestilling; «Vorherre lever endnu.» Der laa noget i disse ord, som gjorde, at mine øine tørredes, og mit bryst udvidedes.

Jeg forlod huset for at se til ved strandingen. Halvveis mødte jeg nogle af bjergerne, belæssede med bytte. Da de fortalte mig, at der ved havet intet videre var at bestille, gik jeg tilbage med husets beboere. Disse, som ikke vidste noget om mit bjergegods, gjorde store øine ved at finde barnet i vuggen. Min verts sønnesøn, en treaars purk, stod ved siden og kigede derind med glad nysgjerrighed. Jeg forklarede sammenhængen. «Det er altsammen godt nok,» sagde husherren; «men hvor skal vi hen med den?» — «Den kan jo komme paa sognet,» sagde sønnen. «Det er bedst, vi straks bringer den til presten,» sagde svigersønnen, «saa kan han gjøre ved den, hvad han selv vil.» Medens de saaledes videre raadslog om den forældreløses skjæbne, havde den unge kone stillet sig ved fødderne af vuggen og betragtede den sovende glut med stive blik og begge hænder paa hofterne. — «Mor!» sagde den lille gut, «er det min søster?» I det samme slog barnet øinene op, lod dem løbe omkring paa de omstaaende og tilsidst hvile paa gutten. Han rakte hende haanden, hun greb den, han skreg af glæde. — «Herre Gud!» udbrød den unge kone, og taarer tindrede i hendes øine; «ligner den ikke vor lille Marie?» — 45«Hvor?» spurgte jeg og saa mig omkring; «hvor er hun?» — «I Guds rige,» svarede hun sukkende; «det er nu et fjerdingaar, siden hun døde.» Derpaa skottede hun til sin mand og sagde: «Skal vi ikke beholde denne her istedenfor?» — «Hm!» svarede han langtrukkent; «det raader vi ikke for.» Nu saa hun bønlig til svigerforældrene og sagde: «Hvad siger vor far og vor mor? Den ser saa venlig til os, det lille lam!» — «Hm!» svarede oldingen; «hvor ti æder, kan den ellevte æde med — tag den saa!» Glutten smilte, som om den forstod det, og rakte de smaa hænder op mod sin nye moder. Denne slog hurtig dynen tilside, tog barnet paa sine arme og kyssede det med moderlig ømhed. Den lille gut hoppede omkring, klappede i hænderne og raabte: «Gud ha’ lov, for vi har faaet Marie igjen!» — «Ja, hvad heder den? Hvad skal vi kalde den?» sagde den gamle mand. «Marie, Marie!» jublede den unge kone; «det siger jo bitte Jørgen.» Alle bifaldt dette. Men husets moder foldede hænderne i skjødet og sagde med en følelse, som jeg ikke havde tiltroet hende: «I Jesu navn! Det er et Guds laan fra havet.»

St. St. Blicher.

36

Hin smale landstrimmel, som den danske halvøy skyder opp i Nordsjøen, er nesten overskyllet med flyvesand, oppkastet av Vesterhavet og videre henført av dets forbundsfelle stormen, rett som om hint fryktelige element med denne golde gave ville spotte jorden over tapet, det tilføyer den ved å undergrave dens grunnvoll og røve dens fruktbare dele.

Men ennå har fienden ikke mægtet å fordrive landtungens standhaftige beboere. Fra den selv tar de erstatning for det lidte tap, og sandets makt bekjemper de ved hjelp av en græsart, som aldri lader seg kvele, men stedse vil være øverst. Herved dannes helt hen mot vestkysten høye og dale i avvekslende mangfoldighet. Seede langtfra, når solen er bak dem, skuffer de vandreren med falske billeder av skogkledde bakker. Men lenger inne er der ennå nakne, vidstrakte sandbjerge, der i avstand ligner snødekte fjell og år for år bemektiger seg strekninger av de dyrkelige sletter, dem flid og møye avtvinger en sparsom grøde. Herfra og helt ned imot kysten bærer landet det samme preg.

I en av disse øde egne besteg fortelleren i sin ungdom en med klittag bevokst sandhøy for første gang å beskue det store verdenshav.

Solen var i sin nedgang. Havet var flytende ild, sandbjergene var glødende emmer. Vindene slumret; kun dønningens 37dæmpede susen på strandbredden mindede om deres siste kamp med bølgene. Et sørgeligere minde om vælden av stormens og storhavets forenede krefter, et vrak, stod på den nærmeste revle og strakte de sorte planker opp gjennom sandet.

Solen skulle ha dalet over min stumme henrykkelse, og først mørket hadde vakt meg av mine uutsigelige drømme, hvis ikke en skare havgasser, bærende sine årer og fiskesnører, var ankomne i nærheten av det sted, hvor jeg befandt meg. Ennå før jeg så dem, hørte jeg deres fottrins knirken i sandet, idet de tause snodde seg ned gjennom de snevre dale.

Da redskapene var lagt i båten, som lå i en åpning i klitten, fordelte de seg til begge sider, satte ryggene til og skjøv den ned i vannet etter takten av en kjempebygget fiskers hule opsang, hvis omkved lød helt lystig: «Jeg heiser, og du haler» — «hurra, hurra, hurra!» falt koret inn; «jeg drikker, du betaler» — «hurra, hurra, hurra!»

De muntre ord stod i besynderlig motsetning til den dype tone og den mørke alvorlighet, med hvilken de ble udsungne — med hvilken alle på engang gjorde omkring, tog hattene av, knælede og satte pannene mot rælingen. Noen øyeblikk dvelte de i denne stilling; men ikke en lyd hørtes fra deres lepper — i stillhet bad de til vindenes og bølgernes herre. I stillhet reiste de seg, skjøv båten helt ut i vannet, sprang inn i den og grep årene. Under lige drag gled det lille fartøy henad havflaten. Jeg fulgte det med øynene, til det forsvant i det dunkle fjerne.

En mann ble tilbake. Det var en olding; men ennå hadde alderen ikke bleket de rødbrune lokker, der beskyggede hans rynkede ansikt, enskjønt den hadde bøyet hans brede rygg noe. Da han lenge ubevegelig med hendene i sidelommene hadde sett etter de utseilende, vendte han seg, gikk langsomt henimot meg og bød meg et oppriktig «Guds aften!»

Jeg benyttet leiligheten til å skaffe meg nøyere kunnskap om disse menneskers møyefulle håndtering saavelsom om de på denne farefulle kyst så ofte inntredende strandinger. Alt dette skildret han rett tilfredsstillende; især beskrev han meg det siste skipbrudd, hvis levninger stod der tett ved oss, 38så klart og levende, at jeg i ungdoms lettsinn ønsket at vorde vitne til et så fryktelig sørgespill.

Jeg fulgte ham til hjemmet, et smukt og innvendig tillike vel forsynet hus litt oppe i landet og ikke rett langt fra en av de største sandmiler. Kort før vi nådde dette, stanset han, så seg tilbake og rundt om på himlen og sa, idet vi gikk nedad den siste bakke, med betenkelig mine: «Der er lurk i været.» — «Hva vil det si?» spurte jeg. — «Ikke annet,» lød svaret, «enn at vi snart får forandring.» Herpå innbød han meg til aftensmat og natteherberge. Jeg tok imot det velmente tilbud og ble virkelig av ham og hans likealdrende hustru bevertet med en gjestfrihet, der ei finnes hjerteligere i beduinernes telte. Under den søte følelse av ro og trygghet, i motsetning til de bortseilende fiskeres møysommelige og farefulle natteferd på det troløse hav, sov jeg inn på strandboens bløde bolster.

Ennå før dag vaktes jeg av en blandet støy i dagligstuen ved siden av mitt soveværelse: snakken av grove og fine stemmer, klampren av tresko, klirren og knirken av op- og igaaende dører. Jeg satte meg overende og lyttet. I stillere mellomrom forekom det meg, at der utenfor lød som en hul susen eller et dypt og ensformigt drønn. Jeg sprang opp, kledde meg hurtig på og gikk derind. Hele familien var på benene og i travl bevegelse: mannen i huset spleisede et taug, husmoren syslede ved arnen, ragede ilden sammen og satte gryten til; to unge kvinner — den ene datteren, den annen sønnekonen — var fullt påkledde og ifærd med å binde store tørklær over hodet, som om det gjaldt en lenger reise. Min morgenhilsen ble kortelig gjengjeldt, og på mitt spørsmål, hva det var for en dundren, jeg hadde hørt, svarede den gamle like så kort og hurtig: «Havet!» — «Hvor vil dere hen, min kjære mann?» spurte jeg videre. «Ut å se etter vårt folk,» svarte han; «vi får strengt vær.» Disse ord virket elektrisk på meg, og jeg besluttet i samme øyeblikk å følge dem hen til den fryktelige nabo. Innen få minutter var vi reisefærdige og forlot huset.

Solen var i sin oppgang. Dens mørkerøde skive brente dunkel bak strimede skyer. Ingen vind var å merke; men 39høyere lød havets uavlatelige dundren. Tause gikk vi det imøte, jeg i urolig, spent forventning. Jeg besteg den ytterste klitt. Til min store forundring viste havet seg ikke i merkelig bevegelse; kun tett ved bredden gikk en dypere undersjø; den brød seg imot havstokken og rullet dundrende langs hen med denne. Ennå var luften i rolighed; men min gamle værspåmann forsikret, at det ikke ville vare lenge, innen jeg skulle merke vestenvinden.

Han hadde rett. Denne Nordsjøens grumme behersker kom snart anstigende, innsvøpt i skumle tåker. Nå begynte havet langt ute å røre seg; det fremviste allerede små, hvite prikker, der stedse ble flere og flere og større og større og nærmet seg, som det syntes, med vindens hastighet. Men vinden løp dem forbi.

På engang kom den med uhellvarslende sukke og hin skarpe hvinen i marehalmens stride dotter. Ingen båt var ennå å se. Men helt henne på klittbakkene viste seg en av strandboerne etter den annen, mest kvinner og halvvoksne gutter. De kom, likesom vi, til utkikk etter de nølende fiskere, forsvant, stak atter frem, eller det var andre, der trådte i deres sted.

Vindens heftighet tiltok, bølgernes tumlen likeså; strandbredden stod i skum. Jeg skalv for de arme mennesker derude og oppga dem allerede i mine egne sørgelige tanker.

Da ropte oldingen med hånden over øynene: «Der har vi dem!» og samme rop gjentoges langs henad kysten. Men jeg så ennå intet, og min frykt voksede. Omsider henledet de andres fingerpek mine øyne til et mørkere punkt i det fjerne, som ofte forsvant, men stedse kom igjen og stedse større og nærmere. Sterkere oprørtes havet. De hvite pletter ble flere og bredere. De trende sandrevler, der med korte mellomrom strekker seg jevnsides landet, betegnedes alt ved likeså mange sammenhengende skumstriper, der både mot syd og nord rakte seg så langt, som øyet nådde. Disse revler er de sjøfarendes fordervelse, men et tredobbelt vern for kysten, da de bryter de uhyre vover, der, oftere høyere enn selve klitten, uten sådan motstand snart skulle nedrive de svage volde og oversvømme det lavere vestland.

40Båten skyndte seg. Alt saaes folkenes hoder, når den red på bølgernes rygge. Men når den da løp ned som ad en bakke og derpå ble borte i bølgedalen, da tenkte jeg med beven: «Mon de kommer opp igjen?» Et angstrop unnslapp meg; men den gamle mann, som stod hos med sammenslyngede arme, sa butt: «Hva er det? De har ingen nød ennå.»

De hadde nået den ytterste revle. Her stanset de, ja rodde endog av alle krefter baklengs utad og kløvede lykkelig flere veldige vover. Da disse var knuste i brenningen, og der ble en strekning smult vann, benyttet de dette mellomrom og skred med fuglens hurtighet indefter. På samme måte overvant de den mellomste revle. Men nå var den egentlige livsfare forhånden.

Alle tilskuerne sprang ned på havstokken, og som på et befalingsord falt alle på kne og strakte de sammenknugede hender mot himlen. Derpå sprang de likeså hurtig opp og grep hverandre i hendene. Jeg innså ikke straks, hva denne kjede hadde å bety; snart skulle jeg erfare det.

Båten var ved den innerste revle, ikke et steinkast fra land. Den for inn i brenningen, forfulgt av en styrtsjø, der krummet sin hvite kam høyt over den; den indhentedes, dreide siden til, overvældedes, kantret. Et skrik, hvinende, hjerteskjærende, udstødtes av kvinner og barn. Det gjaldt liv eller død. Med bølgen skylledes de skipbrudne til land; noen kom helt opp og fikk straks fotfeste; men andre kom ikke så høyt. Da brødes kjeden på flere steder, den nærmeste grep med den ene hånd fat på den mot brenningen kjempende, resten av kjeden drog av all makt for å frarive havet dets bytte; thi samme bølge, som slynget dem opp, ville i sitt tilbakeløp have trukket dem ut igjen, og da var ingen redning mulig. Redselsfulle øyeblikk! Men de for så hastig forbi, at jeg nesten ikke så, hvorledes det gikk til, før alle var frelste. Like så hurtig bjergedes båten, den sterke bærer over avgrunnen, den trofaste frelser i så mangen en nød. Først da den med hele sin rike nattefangst var halet opp på landet i full sikkerhet, først da hilstes og gjenhilstes med djerve håndslag, og en og annen av de vanndrivende sjøgutter omslyngedes av kjærlige arme. Og nå kom de hittil hjemmeværende 41mødre, hustruer og døtre hidilende med krus fulle av varmende drikke. Hver av de hjemkomne grep sitt med begge hender og slapp det ikke, før bunden vendte mot himlen. Deretter deltes utbyttet. Hver drog til sitt, jeg med min vert og hans familie. Et velsmakende måltid av havets gaver ble hastig beredt; men ennå før det var til ende, stak en mann hodet inn ad den halvt åpnet dør og ropte: «En stranding!» Alle sprang opp og spurte på engang: «Hvor?» — «Her,» svarte mannen hurtig og trakk hodet til seg for å bringe dette budskap videre omkring.

Min vert, hans sønn og to andre unge karer, som også hadde vært med på den natlige fiskefangst, for ut — jeg bak etter.

Blesten var stegen til storm. Havet brølte i sin grummeste vrede. Sandet fra klitbjergene pisket oss i ansiktet, og skum fløy som sneflager hen over våre hoder. Med vidt oppspilte øyne for jeg ut på havklinten, der syntes å ryste under mine føtter. De mørke vande var forvandlet til fråde, en støvregn av skum formørkede utsikten, og bølgernes torden døvede mine øren. «Hvor?» ropte jeg til min sidemann. Han utstrakte armen; nå så jeg det ulykkelige skip, neppe et kuleskudd borte. «Kan han ikke ennå bjerge seg?» spurte jeg. «Ikke om han så var den eneste seiler på havet,» lød svaret; «han kan ikke lenger klare seg fra landet — han skal strande.» Ravende, tumlende kom skipet nærmere. «Nå!» skreg alle på engang, «nå er han ved den første revle.» — «Han støter!» ropte en. «Nei,» ropte en annen, «der kommer en sjø; den skal hjelpe ham.» Den kom; skipet hævedes av den veldige bølge og dalte igjen. «Han er over!» lød det; der falt som en stein fra mitt hjerte; men jeg kjente ikke den jyske kyst. Få sekunder etter het det: «Der står han!» Det var på den mellomste revle. Meg forekom det, som om han ennå seilede; men det var kun skipets slingring og hugget på grunnen. Blot et bøsseskud fra land stanset det; jeg håpet derfor, at folkene skulle berges; de firede også en båt ned, to mann sprang etter; da kom en styrtsjø og rev den med seg. I stumper og stykker kastedes den inn til bredden; men folkene kom aldri til syne. Besetningens skrik, da den forsvant, trengte gjennom stormens hvinen og brenningens torden. Nå kom der utenfra 42innveltende en rekke av bølger, høyere, sværere enn noen tilforn; ni, sier kystboerne, følger etter hverandre, den siste er den største av dem alle. Da den første ramte skipet, ga dette et ryk til siden; et skrik, sterkere, villere enn det første, lød fra det engstede mannskap. Den neste bølge dreide skipet enda mer og overskyllede det forreste halve dekk. Matrosene klatret opp i vantene og surret seg fast. Ved enhver ny påfølgende sjøstyrtning svaiet skipet mer og mer, inntil det omsider vendte hele siden mot land. Tauverket løsreves og slyngedes hit og dit; mastene dinglet.

Etter dette heftige pust ble der et opphold, i hvilket havet syntes å ville samle krefter til et nytt og voldsommere anfall. De ængstede sjømenn utstrakte sine hender, snart mot den mørke himmel og snart mot landet, det land, der var dem så nær, og som de dog aldri levende skulle nå.

Deres skrik var som knivstikk i mitt unge bryst. Men der var ingen mulighet for å komme dem til hjelp, og forgjeves ropte havboene, at de skulle feste tauge om fade eller tønder og kaste dem overbord. De hørte det ikke eller forstod det ikke. Da viste seg et nytt, rørende syn. En mann sprang ut av ruffet, en kvinne etter ham. Han kastet sine øyne til havet, til landet, og derpå omfavnet de hinannen. Det må sikkert have vært kapteinen og hans kone. Plutselig rev de seg løs, for inn i ruffet og kom straks tilbake med en stor pakke imellom seg; ved et taug firede de den ned i vannet. Derpå knelte begge og utstrakte sine arme bedende imot oss.

Pakken holdt seg godt ovenpå, skjønt tumlet opp og ned av brenningen. Snart kastedes den helt på land; en mann grep den, bar den høyere opp og løste tauet. Nå først sprang hine to opp og utstøtte et skrik, der klang som glede. Hurtig bandt han henne med sin ende av tauet fast til et brett — for silde! En ny bølgegang nådde vraket. Den første veltet seg brølende og frådende hen over det. Den ene mast gikk overbord med alle dem, der hang i dens taugverk; kapteinen og hans kone var forsvundne. På landet haledes av alle krefter i tauet, hun ble dragen opp, men med knust hode.

De følgende bølger omstyrtede også den annen mast; skroget krængede om på siden. Den siste bølge steg som et 43fjell opp av avgrunnen. Den gamle, som stod hos meg, ropte: «Tåler han den, tåler han mer.»

Neppe var disse ord uttalte, før bølgen skjød sin brede rygg enn høyere opp, krummet den og styrtet som en lavine ned på vraket og med en bragen, som overdøvede storm og brenning — det var knust! Dets søndersplittede stumper danset og dreide seg i det kokende skum. Kapteins lig fantes aldri. Likeså lite var det siden mulig at udfinde enten hans eller skipets navn og hjemstavn.

Mens alle var ifærd med at bjerge det inndrivende, gikk jeg hen for å bese den først i land halede pakke. Den bestod av tett sammensnørte køyeklær og var fastgjort på en kahyttsdør. Jeg bøyde meg ned for å løse den, anende, jeg vet ikke selv hva.

Da hørte jeg med glad forbauselse en spæd klynken; jeg sønderskar strikkene, rev putene tilside — et levende barn lå for mine øyne. Hastig svøpte jeg det igjen sammen og ilede så fort, jeg formådde, til mitt herberge med dette kostbare strandingsgods.

Der var ingen hjemme unntagen den gamle husmor og hennes sønnesønn, en treårs gut. Jeg la mitt bytte på bordet. Barnet — en pike, neppe et halvt år gammel — var vel fuktet av sjøvannet, men ga ikke minste tegn til å ha svelget noe av denne dødens beske drikk. Det begynte atter å klynke, vistnok av mangel på næring. Da konen hørte dette, forlot hun sin kaffekjele på arnestedet, og da hun ble glutten var, slo hun de flate hender mot lårene og ropte: «Å nei! Å nei! Hvor har han fått det?» — «Fra Vorherre,» svarte jeg og bad om tørre klæder og noe av den varme melk, som stod på ilden. Dette drakk den lille med stor begjærlighet og lot seg derpå stiltiende føre av det våte svøp i tørt linned.

Jeg tok det på mine arme, mens en vugge ble redt. Snart sank dets hode til min skulder, og det sov allerede trygt, forinden det var kommet til leie.

Rørt betraktede jeg det søtt slumrende vesen, for en stakket stund siden hos far og mor og nå i vildfremmed land, bortrevet fra dem, som ga det livet. Når du nå igjen oppslår 44dine uskyldige øyne, vil de lede, men ikke finne dem. Aldri skal du uttale disse navn, de første, vi lærer, og de dyrebareste; stakkars spede blomst fra et langt bort liggende land, fra det milde syden maaske, og nå her henkastet for å omplantes i det kalde nordens øde sand! Men tidlig maaske skal du henvisne, og ingen skal savne deg, ingen avskjedståre væte din bleknende kinn. Du skal være som en fremmed og landflyktig, uelsket i livet, forglemt i døden. —

«Hva gråter han for?» sa konen; «er det for dem, som havet har tatt? Er vi ikke alle Vorherre en død skyldige? Min første mann ble på havet, og min far ble på havet, og min bror ble på havet, alle på engang; den gang gråt jeg; men —»

«Jeg sørger ikke over de døde,» avbrøt jeg, «men for den levende; tykkes hun ikke, den der er å ynkes over?» — «Ja, ja!» svarte hun og ble ved å sysle med sin bestilling; «Vorherre lever ennå.» Der lå noe i disse ord, som gjorde, at mine øyne tørredes, og mitt bryst udvidedes.

Jeg forlot huset for å se til ved strandingen. Halvveis møtte jeg noen av bjergerne, belæssede med bytte. Da de fortalte meg, at der ved havet intet videre var å bestille, gikk jeg tilbake med husets beboere. Disse, som ikke visste noe om mitt bjergegods, gjorde store øyne ved å finne barnet i vuggen. Min verts sønnesønn, en treårs purk, stod ved siden og kikket derind med glad nysgjerrighet. Jeg forklarte sammenhengen. «Det er altsammen godt nok,» sa husherren; «men hvor skal vi hen med den?» — «Den kan jo komme på sognet,» sa sønnen. «Det er best, vi straks bringer den til presten,» sa svigersønnen, «så kan han gjøre ved den, hva han selv vil.» Mens de således videre rådslo om den foreldreløses skjebne, hadde den unge kone stillet seg ved føttene av vuggen og betraktede den sovende glut med stive blikk og begge hender på hoftene. — «Mor!» sa den lille gut, «er det min søster?» I det samme slo barnet øynene opp, lot dem løpe omkring på de omstående og til sist hvile på gutten. Han rakte henne hånden, hun grep den, han skrek av glede. — «Herre Gud!» utbrøt den unge kone, og tårer tindret i hennes øyne; «ligner den ikke vår lille Marie?» — 45«Hvor?» spurte jeg og så meg omkring; «hvor er hun?» — «I Guds rike,» svarte hun sukkende; «det er nå et fjerdingaar, siden hun døde.» Derpå skottet hun til sin mann og sa: «Skal vi ikke beholde denne her istedenfor?» — «Hm!» svarte han langtrukkent; «det råder vi ikke for.» Nå så hun bønlig til svigerforeldrene og sa: «Hva sier vår far og vår mor? Den ser så vennlig til oss, det lille lam!» — «Hm!» svarede oldingen; «hvor ti eter, kan den ellevte ete med — ta den så!» Glutten smilte, som om den forstod det, og rakte de små hender opp mot sin nye mor. Denne slo hurtig dynen tilside, tog barnet på sine arme og kysset det med moderlig ømhet. Den lille gut hoppet omkring, klappede i hendene og ropte: «Gud ha’ lov, for vi har fått Marie igjen!» — «Ja, hva heter den? Hva skal vi kalle den?» sa den gamle mann. «Marie, Marie!» jublede den unge kone; «det sier jo bitte Jørgen.» Alle bifalt dette. Men husets mor foldede hendene i skjødet og sa med en følelse, som jeg ikke hadde tiltrodd henne: «I Jesu navn! Det er et Guds lån fra havet.»

St. St. Blicher.