Om høsten sad hovedsognets konfirmander i prestens borgestue for at udtages; iblandt dem Øivind Pladsen og Marit Heidegaardene. Marit var netop kommen ned fra presten, hvor hun havde faaet en vakker bog og megen ros; hun lo og snakkede med sine veninder til alle sider. Nede ved døren stod nogle jenter og gutter, der ikke var slupne frem; de græd, mens Marit og hendes veninder lo; iblandt dem var en liden gut i sin faders støvler og sin moders kirketørklæde. «Jeg tør ikke gaa hjem igjen!» hulkede han, «jeg tør ikke gaa hjem igjen!» Og dette greb dem, der endnu ikke havde været oppe, med samfølelsens magt; der blev almindelig taushed. Angesten stod dem i hals og øine, de kunde ikke se sikkert og heller ikke svelge, hvortil de følte en bestandig trang. En sad og regnede over, hvad han kunde, og skjønt han blot nogle timer i forveien havde fundet ud, at han kunde alt, fandt han nu ligesaa sikkert ud, at han kunde intet, ikke engang læse indenad. En anden lagde sammen sit synderegister, fra han var saa stor, han kunde huske, til nu han sad der, og han fandt det just ikke underligt af Vorherre, om han lod ham gaa tilbage. En tredje sad og tog merke af alle udvortes ting; dersom klokken, som netop skulde slaa, ikke fik slaget frem, før han kom til 20, saa slap han; dersom den, som han hørte i gangen, var gaardsgutten Lars, saa slap han; dersom den store regndraaben, som arbeidede ned over ruden, kom saa langt som til listen, saa slap han. Den sidste og afgjørende prøve skulde være, om han fik den høire fod snoet omkring den venstre, og dette var ham aldeles umuligt. En fjerde vidste med sig selv, at blev han bare hørt om Josef 32i bibelhistorien og om daaben i forklaringen, eller om Saul, eller i hustavlen, eller om Jesus, eller i budene, eller — han sad endnu og prøvede, da han blev raabt op. En femte havde lagt en forunderlig elsk paa bjergprædikenen; han havde drømt om bjergprædikenen, han var vis paa at blive hørt i bjergprædikenen, og han ramsede op bjergprædikenen for sig selv; han maatte gaa ud ved husvæggen for at læse over bjergprædikenen — da blev han kaldt op for at eksamineres om de store og smaa profeter. En sjette tænkte paa presten, som var en velsignet mand og kjendte saa godt hans far, tænkte ogsaa paa skolemesteren, som havde et saa kjærligt ansigt, og paa Gud, som var saa inderlig god og havde hjulpet mange før, baade Jakob og Josef, og saa tænkte han paa, at mor og hans søskende sad hjemme og bad for ham, saa det vist vilde hjælpe. Den syvende sad og slog af paa alt det, han havde tænkt at blive her i verden. Engang havde han tænkt at ville drive det til konge, engang til general eller prest; nu var den tid forbi; men lige til han kom hid, havde han dog tænkt at ville gaa tilsjøs og blive kaptein, kanske sjørøver, og handle sig frygtelige rigdomme til; nu slog han først af rigdommen, saa sjørøveren, saa kapteinen, styrmanden; han stansede ved matrosen, i det høieste baadsmanden, ja det var muligt, han slet ikke gik tilsjøs, men tog plads under sin faders gaard. Den ottende tænkte, at havde Ole Hansen sluppet ifjor, var det mere end uretfærdighed, om ikke han slap iaar, som altid havde været bedre paa skolen og kunde meget mere. Ved siden af ham sad den niende, der droges med de rædsomste planer, i tilfælde af at han ikke slap, nemlig at rømme bygden og komme igjen som prestens og hele skolekommissionens tordnende dommer, men høimodig lade naade gaa for ret. Til en begyndelse vilde han tage tjeneste i nabobygden hos nabopresten og der til næste aar staa nummer 1 og svare, saa hele kirken maatte undre sig. Men nede paa en lav skammel med benene op under sig sad den urolige tiende; hans smaa, gnistrende øine løb hele stuen rundt tre gange i sekundet, og under det sterke, stride hoved veltede alle de øvriges tanker i en broget uorden, fra det mægtigste haab til den mest sønderknusende tvil, fra de ydmygste forsætter til de vildeste planer.
Øivind sad borte ved vinduet, havde været oppe og havde svaret paa alt, hvorom han blev spurgt; men ikke havde presten 33sagt noget, ei heller skolemesteren; han havde i over et halvt aar tænkt paa, hvad begge vilde sige, naar de fik vide, hvad han havde arbeidet, og han følte sig nu meget skuffet, tillige krænket. Det kom an paa, om han idag blev nummer 1, og herpaa ventede han. Baard skolemester pleiede at blive lidt efter hos præsten for at ordne ungdommen og siden at gaa ned og fortælle dem udfaldet; det var jo ikke den endelige afgjørelse; men det var, hvad præsten og han foreløbig var komne overens om. Samtalen i stuen blev livligere, efter hvert som flere blev prøvede og slap; men nu begyndte de ærgjerrige at sondre sig sterkt ud fra de glade; de sidste gik, saasnart de havde faaet følge, for at meddele forældrene sin lykke, eller de ventede for andres skyld, som ikke var færdige; de første derimod blev mere og mere stille, øinene saa spændte mod døren.
Da kom skolemesteren. Enhver forlod sin plads og stormede omkring ham. «Hvad nummer har jeg?» — «End jeg?» — «End jeg, jeg?» — «Hys, unger, ingen spektakel her — rolige, saa skal I faa høre det, børn.» Han saa sig langsomt om. «Du er nummer 2,» sagde han til en gut med blaa øine, der saa bønlig paa ham, og gutten dansede ud af kredsen. «Du er nummer 3,» — han slog paa en rødhaaret, rask liden en, som stod og sled ham i trøien; «du er nummer 5, du nummer 8,» o. s. v. Han fik se Marit: «Du er nummer 1 af jenterne;» hun blev blussende rød over ansigt og hals, men forsøgte at smile. «Du nummer 12, har været doven, din knegt, og en stor skøier; du nummer 11, ikke bedre at vente, gutten min; du nummer 13, maa læse dygtig, møde frem til overhøring, ellers gaar det dig galt!» — Øivind kunde ikke holde det ud længer; nummer 1 var vistnok ikke nævnt; men han stod den hele tid saaledes, at skolemesteren kunde se ham. «Skolemester!» — han hørte ikke; «skolemester!» — tre gange maatte han gjentage det, før det blev hørt. Endelig saa skolemesteren paa ham; «nummer 9 eller 10, husker ikke sikkert hvilket,» sagde han og vendte sig til den anden. «Hvem er nummer 1 da?» spurgte Hans, som var Øivinds bedste ven. — «Det er ikke dig, du krushoved!» sagde skolemesteren og slog ham over haanden med en papirrulle. — «Hvem er det da?» spurgte flere, «hvem er det, ja hvem er det?» — «Det faar den vide, som har nummeret!» svarede skolemesteren
V. bd.
34strengt; han vilde ikke have flere spørgsmaal. «Gaa nu vakkert hjem, børn, tak eders Gud, og glæd eders forældre! Tak ogsaa eders gamle skolemester; I havde siddet der net og gnavet ben, havde ikke han været!» — De takkede ham og lo; de drog jublende afsted; thi i dette øieblik, da de skulde hjem til forældrene, var de alle glade. Blot en var igjen, som ikke straks kunde finde sine bøger, og som, da han fandt dem, satte sig ned, som skulde han paany til at læse dem over.
Skolemesteren gik bort til ham: «Nu, Øivind, skal du ikke gaa med de andre?» — Han svarede ikke. — «Hvorfor slaar du op dine bøger?» — «Jeg vil se, hvad jeg har svaret galt idag.» — «Du har vistnok ikke svaret noget galt.» — Øivind saa da paa ham, taarerne stod ham i øinene; han saa ufravendt paa ham, medens en efter en randt nedover; men han sagde ikke et ord. Skolemesteren satte sig foran ham: «Er du ikke glad nu, at du er sluppen frem?» — Det bævrede om munden; men han svarede ikke. — «Din mor og far vil være meget glade,» sagde skolemesteren og saa paa ham. — Øivind kjæmpede længe for at faa et ord frem; endelig spurgte han sagte og afbrudt: «Er det — fordi jeg — er husmandsgut — at jeg staar nummer 9 eller 10?» — «Tror du virkelig det, Øivind?» spurgte skolemesteren. — «Ja, for saa nytter det jo ikke mig at arbeide,» sagde han. Pludselig løftede han hovedet, kastede sig ned paa sit ansigt og brød ud i den heftigste graad.
Skolemesteren lod ham ligge og græde, rigtig græde ud. Det varede længe; men skolemesteren ventede, til graaden blev barnligere. Da tog han om hans hoved med begge hænder, lettede det op og saa ind i det forgrædte ansigt. «Tror du, det er Gud, som nu har været hos dig?» sagde han og holdt ham venlig imod sig. Øivind hulkede endnu, men kortere; taarerne randt mere stille; men han turde ikke se paa ham, som spurgte, ei heller svare. — «Dette, Øivind, har været løn som forskyldt. Du har ikke læst af kjærlighed til din kristendom og dine forældre; du har læst af forfængelighed.»
Der blev stille i stuen mellem hver gang, skolemesteren talte; Øivind kjendte hans blik hvile paa sig, og han blev optøet og ydmyg under det. — «Med saadan vrede i dit hjerte kunde du ikke have mødt frem for at tage pagten af din Gud; kunde du vel, Øivind?» — «Nei,» stammede han, saa godt 35som han formaaede. — «Og stod du der med forfængelig glæde over, at du var nummer 1, stod du da ikke frem med en synd?» — «Jo,» hviskede han og skalv om munden. — «Du holder endnu af mig, Øivind?» — «Ja;» han saa op for første gang. — «Saa skal jeg sige dig, at det var mig, som fik dig flyttet ned; thi jeg holder saa af dig, Øivind.» — Den anden saa paa ham, blinkede nogle gange, og taarerne randt tæt ned. — «Du har ikke noget imod mig derfor?» — «Nei;» han saa fuldt og klart op, skjønt stemmen var kvalt. — «Mit kjære barn, jeg vil være om dig, saalænge jeg lever.»
Han ventede paa ham, til han fik ordne sig og samle sine bøger, sagde saa, at han vilde følge ham hjem. De gik langsomt hjemover; i begyndelsen var Øivind endnu stille og kjæmpende; men lidt efter lidt vandt han paa sig selv. Han var saa overtydet om, at det forefaldne var det bedste, som nogensinde kunde have truffet ham, og før han kom hjem, var troen derpaa bleven saa sterk, at han takkede sin Gud og sagde det til skolemesteren. «Ja, nu skal vi tænke paa at naa noget i livet,» sagde skolemesteren, «og ikke løbe efter blindmænd og nummere. Hvad siger du om seminariet?» — «Jo, jeg vilde gjerne did.» — «Du mener agronomskolen?» — «Ja.» — «Den er vistnok ogsaa den bedste.» — «Men hvorledes skal jeg komme did? Jeg har inderlig lyst, men ikke raad.» — «Vær flittig og brav, saa skal der nok blive raad!»
Da de kom hjem, var begge forældrene i stuen og havde siddet der i stille venten, skjønt det var arbeidstid og travlt. Skolemesteren kom først ind, Øyvind efter; begge smilte. «Nu?» sagde faderen, han lagde en salmebog bort, hvori han netop havde læst «En konfirmands bøn.» Moderen stod ved gruen, turde ingenting sige; hun ventede øiensynlig noget godt, men vilde ikke røbe sig. «Jeg maatte bare følge for at glæde eder med, at han svarede paa alt, han blev spurgt om, og at presten sagde, da Øivind var gaaet, at han ikke har havt flinkere konfirmand.» — «Aa nei!» sagde moderen og blev meget bevæget. — «Det var jo brav,» sagde faderen
Efterat det længe havde været stille, spurgte moderen sagte: «Hvad nummer faar han?» — «Nummer 9 eller 10,» sagde skolemesteren. — Moderen saa paa faderen, denne først paa hende, saa paa sønnen. «Øivind kan ikke vente mere,» sagde 36han. Øivind saa op igjen, det var, som atter noget vilde op i halsen; men han betvang sig.
«Nu er det bedst, jeg gaar,» sagde skolemesteren, nikkede og vendte sig. Begge forældrene fulgte efter sedvane ud paa stenhellen; her tog skolemesteren sig en skraa og sagde smilende: «Nu tror jeg vist, han kan blive nummer 1 alligevel; men det er ikke værdt, han faar vide noget om det, før dagen kommer.» — «Nei, nei,» sagde faderen og nikkede. «Nei, nei,» sagde moderen, hun nikkede ogsaa; derpaa tog hun skolemesteren i haanden; «du faar have tak for alt, du gjør imod ham,» sagde hun. «Ja, du faar have tak,» sagde faderen, og skolemesteren gik; men de stod endnu længe og saa efter ham.