25

Baard hed skolemesteren, og han havde en broder, som hed Anders. De holdt meget af hinanden, lod sig begge hverve, levede i byen sammen, var med i krigen, hvor de begge blev korporaler og stod ved samme kompani. Da de efter krigen 26kom hjem igjen, syntes alle, det var to staute karle. Saa dør deres fader; han havde meget løst gods, der var vanskeligt at bytte, og derfor sagde de til hinanden, at de heller ikke dennegang skulde blive uforligte, men sætte godset til auktion, at hver kunde kjøbe det, han vilde, og dele udbyttet. Som sagt, saa gjort. Men faderen havde eiet et stort guldur, som var vidt spurgt; thi det var det eneste guldur, folk paa den kant havde seet, og da dette guldur blev opraabt, vilde mange rige mænd have det, indtil ogsaa begge brødrene begyndte at byde; da gav de andre sig. Nu ventede Baard af Anders, at han skulde lade ham faa uret, og Anders ventede det samme af Baard; de bød hver sin gang for at prøve hinanden og saa over til hinanden, medens de bød. Da uret var kommet op i 20 daler, syntes Baard, det ikke var vakkert gjort af broderen, og bød paa, til det blev henimod 30; da Anders endnu ikke gav sig, syntes Baard, at Anders ikke huskede, hvor god han ofte havde været med ham, endvidere at han var den ældste, og uret kom over 30 daler. Anders fulgte endnu med. Da satte Baard uret op i 40 daler med én gang og saa ikke længer paa broderen; der var meget stilt i auktionsværelset, kun lensmanden nævnte rolig prisen. Anders tænkte, der han stod, at havde Baard raad til at give 40 daler, havde ogsaa han, og undte ikke Baard ham uret, fik han vel tage det; han bød over. Dette syntes Baard var den største skam, som nogensinde havde hændt ham; han bød 50 daler og ganske sagte. Meget folk stod omkring, og Anders tænkte, at saaledes kunde ikke broderen haane ham i alles paahør; han bød over. Da lo Baard; «100 daler og mit brorskab paa kjøbet,» sagde han, vendte sig og gik ud af stuen. En stund efter kom en ud til ham, medens han holdt paa at sadle den hest, han nys før havde kjøbt. «Uret er dit,» sagde manden; «Anders gav sig.» I samme stund, Baard fik høre dette, for der som en anger igjennem ham; han tænkte paa broderen og ikke paa uret. Sadlen var lagt paa; men han stansede med haanden paa hesteryggen, uvis, om han skulde ride. Da kom meget folk ud, Anders imellem dem, og saasnart han fik se broderen staa langt borte ved den sadlede hest, vidste han, hvad Baard netop nu stod og tænkte paa, men skreg over til ham: «Tak for uret, Baard! Du skal ikke se det gaa den dag, at broder din skal træde dig i 27hælene!» «Heller ikke den dag, da jeg rider tilgaards igjen,« svarede Baard bleg i ansigtet og svang sig tilhest. Det hus, hvori de havde boet sammen med faderen, betraadte ingen af dem mere.

Kort tid efter giftede Anders sig ind paa en husmandsplads, men bad ikke Baard tilbryllups; Baard var heller ikke i kirken. Første aar Anders var gift, blev den eneste ko, han eiede, funden død bortom den nordre stuevæg, hvor den gik i tjor, og ingen skjønte, hvad den var død af. Flere uheld lagde sig til, og det gik tilagters med ham; men værst blev det, da hans laave midt paa vinteren brændte og alt, som i den var; ingen vidste, hvorledes ilden var opkommen. «Dette har en gjort, som vil mig ondt,» sagde Anders, og han græd den natten. Han blev en fattig mand, og han mistede hugen til arbeide.

Da stod Baard næste kveld i hans stue. Anders laa paa sengen, da han traadte ind, men sprang op. «Hvad vil du her?» spurgte han, men taug og blev staaende, ufravendt seende paa broderen. Baard ventede lidt, før han svarede: «Jeg vil byde dig hjælp, Anders; du har det ikke godt.» «Jeg har det, som du har undt mig det, Baard! Gaa! eller jeg ved ikke, om jeg kan styre mig.» «Du tager feil, Anders; jeg angrer. .» «Gaa, Baard, eller Gud naade baade dig og mig!» Baard gik ogsaa et par skridt tilbage; med dirrende stemme spurgte han: «Vil du have uret, skal du faa det.» «Gaa, Baard;» skreg den anden, og Baard vilde ikke vente, men gik.

Men med Baard var det gaaet saadan til. Saasnart han hørte, at broderen led ondt, tøede hjertet op; men stoltheden holdt igjen. Han fik trang til at søge kirken, og der tog han gode forsætter; men han orkede dem ikke frem. Ofte kom han saa langt, at han kunde se huset; men snart kom en ud af døren, snart var der en fremmed, snart stod Anders ude og hug ved, saa der var altid noget iveien. Men en søndag ud paa vinteren var han atter i kirke, og da var Anders der ogsaa. Baard saa ham; han var bleven bleg og mager, de samme klæder bar han som før, da de var sammen; men nu var de gamle og lappede. Under prækenen saa han op paa presten, og Baard syntes, han var god og blid, huskede deres barneaar, og hvilken god gut han var. Baard selv gik tilalters den dagen, og han gjorde sin Gud det høitidelige løfte, 28at han skulde forlige sig med sin broder, der maatte komme, hvad der vilde. Dette forsæt gik igjennem hans sjæl, i det samme han drak vinen, og da han reiste sig, vilde han gaa lige bort til ham og sætte sig hos ham; men der sad nogen iveien, og broderen saa ikke op. Efter prækenen var der ogsaa noget iveien; der var formange folk; konen gik ved siden af ham, og hende kjendte han ikke; han tænkte, det var bedst at gaa hjem til ham selv og tale alvorlig med ham. Da kvelden kom, gjorde han det. Han gik lige hen til stuedøren og lyttede; men da hørte han sit navn nævne; det var af konen. «Han gik tilalters idag», sagde hun; «han tænkte vist paa dig.» «Nei, han tænkte ikke paa mig», sagde Anders, «jeg kjender ham; han tænker kun paa sig selv.»

Der blev længe ikke sagt noget; Baard svedede, der han stod, skjønt det var en kold kveld. Konen derinde arbeidede med en gryde; det knitrede og bragede paa gruen, et lidet spædbarn græd engang imellem, og Anders vuggede. Da sagde hun disse par ord: «Jeg tror, I begge tænker paa hverandre uden at ville være ved det.» «Lad os tale om noget andet,» svarede Anders. En stund efter reiste han sig; han vilde gaa mod døren. Baard maatte gjemme sig i vedskjulet; netop did kom ogsaa Anders for at tage et fang ved. Baard stod i krogen og saa ham tydelig; han havde lagt sine daarlige kirkeklæder og gik i den uniform, han havde ført hjem med fra krigen, magen til Baards, og som de havde lovet hinanden aldrig at røre, men lade gaa i arv. Anders’s var nu lappet og udslidt; hans sterke, velvoksne krop laa som i en bundt af filler, og paa samme tid hørte Baard gulduret i sin egen lomme. Anders gik didhen, hvor risveden laa; istedenfor straks at bøie sig ned og læsse paa sig stansede han, heldede sig bagover mod en vedstabel og saa ud mod himlen, der var tindrende klar med stjerner. Da drog han et suk og sagde: «Ja—ja—ja; Herregud, Herregud!»

Saalænge Baard levede, hørte han siden dette. Han vilde træde frem imod ham; men i det samme kremtede broderen, og det faldt saa haardt; mere skulde der ikke til for at stanse ham. Anders tog sit fang ved, og han strøg saa tæt forbi Baard med det, at kvisterne slog hans ansigt, saa det sved.

Endnu vel i ti minuter stod han stille paa den samme plet, og uvist var det, naar han var gaaet, dersom han ikke 29ovenpaa den sterke rørelse var tagen af en saadan frysning, at han skalv al igjennem. Da gik han ud; han erkjendte aabent for sig selv, at han var for feig til at gaa ind; derfor havde han nu fattet en anden plan. Af en askekop, som stod i en krog, han netop forlod, tog han nogle kulstykker til sig, fandt sig en tyrispik, gik op paa laaven, lukkede efter sig og slog ild. Da han havde faaet spiken tændt, lyste han op efter den nab, hvorpaa Anders hængte sin lygte, naar han om morgenen tidlig kom for at terske. Baard tog sit guldur op og hængte det fra sig paa nabben, slukkede saa sin spik og gik, og da var han saa lettet, at han sprang hen over sneen som en unggut.

Dagen efter hørte han, at laaven var nedbrændt samme nat. Ventelig havde gnister faldt ned af den spik, som skulde lyse ham, medens han hængte fra sig uret.

Dette overvældede ham saaledes, at han den dag blev siddende som en syg, tog sin salmebog frem og sang, saa folk i huset troede, der var noget galt paafærde. Men om kvelden gik han ud; det var sterkt maaneskin, han gik til broderens plads, gravede efter i brandtomten — og fandt ganske rigtig en liden sammensmeltet guldklump; det var uret.

Med den i næven var det, han gik ind til broderen hin kveld, bad om fred og vilde forklare sig. Men før er fortalt, hvordan det gik.

En liden jente havde seet ham grave i brandtomten; nogle gutter, som gik til dans, havde foregaaende søndagskveld seet ham gaa nedover mod pladsen; folkene i huset forklarte om, hvor underlig han var mandag, og da nu alle vidste, at han og broderen var bitre uvenner, blev det meldt og forhør optaget. Ingen kunde bevise ham noget; men mistanken sad paa ham, han kunde nu mindre end nogensinde nærme sig broderen.

Anders havde tænkt paa Baard, da laaven brændte, men ingen sagt det. Da han kvelden efter saa ham bleg og forunderlig træde ind i sin stue, tænkte han straks, at nu har angeren slaaet ham; men for en saadan forfærdelig gjerning mod sin broder faar han ingen tilgivelse. Siden hørte han om, at folk havde seet ham gaa ned til husene samme kveld, det brændte, og skjønt intet blev oplyst ved forhøret, troede han urokkelig, at Baard var gjerningsmanden. De mødte hinanden 30ved forhøret, Baard i sine gode klæder, Anders i sine lappede; Baard saa hen til ham, da han steg ind, og øinene bad, saa Anders kjendte det langt ind. Han vil ikke, jeg skal sige noget, tænkte Anders, og da han blev spurgt, om han troede broderen til hin gjerning, sagde han høit og bestemt: «Nei.»

Men Anders slog sig sterkt paa drikken fra den dag, og det gik snart meget daarlig med ham. Endnu daarligere var det dog med Baard, skjønt han ikke drak; han var ikke til at kjende igjen.

Saa kommer sent en kveld en fattig kone ind i det lille kammer, Baard boede tilleie i, og bad ham følge med ud lidt. Han kjendte hende; det var broderens kone. Baard forstod straks, hvad erende hun førte, blev ligbleg, klædte sig paa og fulgte uden at tale et ord. Det lyste ud fra Anders’s vindu med svagt skin; det blinkede og lukkede sig, og de gik efter lyset; thi der førte ingen sti over sneen. Da Baard atter stod i svalen, slog der en underlig lugt imod ham, hvoraf han fik ondt. De gik ind. Et lidet barn sad borte i gruen og spiste kul, var sort over alt ansigt, men saa op og lo med hvide tænder; det var broderens barn. Men borti sengen med alle slags klæder over sig laa Anders, afmagret, med klar, høi pande og saa hult paa broderen. Baard skalv i knærne, han satte sig ned ved sengefoden og brast i en ualmindelig sterk graad. Den syge saa paa ham uafvendt og taug. Endelig bad han konen gaa ud; men Baard vinkede, hun skulde blive, — og nu begyndte disse to brødre at tale sammen. De forklarede sig lige fra den dag, de bød paa uret, og udigjennem til den, da de nu mødtes her. Baard sluttede med at tage guldklumpen frem, som han altid bar hos sig, og aabenbaret blev det nu mellem brødrene, at de i alle disse aar ikke en dag havde følt sig lykkelige.

Anders sagde ikke stort; for han var ikke god til; men ved sengen blev Baard siddende, saalænge Anders var syg. «Nu er jeg fuldkommen frisk,» sagde Anders en morgen, han vaagnede; «nu, bror min, skal vi leve længe sammen og aldrig gaa fra hverandre, ligesom i gamle dage.» Men den dagen døde han.

Konen og barnet tog Baard til sig, og de havde det godt fra den tid. Men hvad brødrene havde samtalet om ved sengen, 31det sprængte ud igjennem væggene og natten, blev bekjendt for alt folk i bygden, og Baard blev den mest agtede mand imellem dem. Alle hilste paa ham som paa en, der havde havt stor sorg og atter fundet glæde, eller som paa en, der meget længe havde været borte. Baard blev sterk af sind ved denne venlighed omkring sig, han blev gudhengiven, og vilde bestille noget, sagde han, og saa gav den gamle korporal sig til at være skolemester. Hvad han indprentede børnene baade først og sidst, var kjærlighed, og selv øvede han den, saa ungerne holdt af ham som af en legekamerat og fader paa én gang.

B. Bjørnson.

25

Baard het skolemesteren, og han hadde en bror, som het Anders. De holdt meget av hinannen, lot seg begge verve, levde i byen sammen, var med i krigen, hvor de begge ble korporaler og stod ved samme kompani. Da de etter krigen 26kom hjem igjen, syntes alle, det var to staute karer. Så dør deres far; han hadde meget løst gods, der var vanskelig å bytte, og derfor sa de til hinannen, at de heller ikke dennegang skulle bli uforlikte, men sette godset til auksjon, at hver kunne kjøpe det, han ville, og dele utbyttet. Som sagt, så gjort. Men faren hadde eiet et stort gullur, som var vidt spurt; thi det var det eneste gullur, folk på den kant hadde sett, og da dette gullur ble opraabt, ville mange rike menn have det, inntil også begge brødrene begynte å by; da ga de andre seg. Nå ventet Baard av Anders, at han skulle la ham få uret, og Anders ventet det samme av Baard; de bød hver sin gang for å prøve hinannen og så over til hinannen, mens de bød. Da uret var kommet opp i 20 daler, syntes Baard, det ikke var vakkert gjort av broren, og bød på, til det ble henimot 30; da Anders ennå ikke ga seg, syntes Baard, at Anders ikke husket, hvor god han ofte hadde vært med ham, endvidere at han var den eldste, og uret kom over 30 daler. Anders fulgte ennå med. Da satte Baard uret opp i 40 daler med én gang og så ikke lenger på broren; der var meget stilt i auktionsværelset, kun lensmannen nevnte rolig prisen. Anders tenkte, der han stod, at hadde Baard råd til å gi 40 daler, hadde også han, og unte ikke Baard ham uret, fikk han vel ta det; han bød over. Dette syntes Baard var den største skam, som noensinne hadde hendt ham; han bød 50 daler og ganske sakte. Meget folk stod omkring, og Anders tenkte, at således kunne ikke broren håne ham i alles påhør; han bød over. Da lo Baard; «100 daler og mitt brorskap på kjøpet,» sa han, vendte seg og gikk ut av stuen. En stund etter kom en ut til ham, mens han holdt på å sadle den hest, han nys før hadde kjøpt. «Uret er ditt,» sa mannen; «Anders ga seg.» I samme stund, Baard fikk høre dette, for der som en anger igjennom ham; han tenkte på broren og ikke på uret. Salen var lagt på; men han stanset med hånden på hesteryggen, uviss, om han skulle ride. Da kom meget folk ut, Anders imellom dem, og så snart han fikk se broren stå langt borte ved den sadlede hest, visste han, hva Baard nettopp nå stod og tenkte på, men skreg over til ham: «Takk for uret, Baard! Du skal ikke se det gå den dag, at bror din skal tre deg i 27hælene!» «Heller ikke den dag, da jeg rider til gards igjen,« svarte Baard bleg i ansiktet og svang seg til hest. Det hus, hvori de hadde boet sammen med faren, betrådte ingen av dem mer.

Kort tid etter giftede Anders seg inn på en husmannsplass, men bad ikke Baard til bryllups; Baard var heller ikke i kirken. Første år Anders var gift, ble den eneste ko, han eide, funnen død bortom den nordre stuevegg, hvor den gikk i tjor, og ingen skjønte, hva den var død av. Flere uhell la seg til, og det gikk tilagters med ham; men verst ble det, da hans låve midt på vinteren brente og alt, som i den var; ingen visste, hvorledes ilden var opkommen. «Dette har en gjort, som vil meg ondt,» sa Anders, og han gråt den natten. Han ble en fattig mann, og han mistet hugen til arbeide.

Da stod Baard neste kveld i hans stue. Anders lå på sengen, da han trådte inn, men sprang opp. «Hva vil du her?» spurte han, men taug og ble stående, ufravendt seende på broren. Baard ventet litt, før han svarte: «Jeg vil by deg hjelp, Anders; du har det ikke godt.» «Jeg har det, som du har unt meg det, Baard! Gå! eller jeg vet ikke, om jeg kan styre meg.» «Du tar feil, Anders; jeg angrer. .» «Gå, Baard, eller Gud nåde både deg og meg!» Baard gikk også et par skritt tilbake; med dirrende stemme spurte han: «Vil du ha uret, skal du få det.» «Gå, Baard;» skreg den annen, og Baard ville ikke vente, men gikk.

Men med Baard var det gått sådan til. Så snart han hørte, at broren led ondt, tødde hjertet opp; men stoltheden holdt igjen. Han fikk trang til å søke kirken, og der tok han gode forsetter; men han orket dem ikke frem. Ofte kom han så langt, at han kunne se huset; men snart kom en ut av døren, snart var der en fremmed, snart stod Anders ute og hug ved, så der var alltid noe i veien. Men en søndag ut på vinteren var han atter i kirke, og da var Anders der også. Baard så ham; han var blitt bleg og mager, de samme klæder bar han som før, da de var sammen; men nå var de gamle og lappet. Under prekenen så han opp på presten, og Baard syntes, han var god og blid, husket deres barneår, og hvilken god gut han var. Baard selv gikk til alters den dagen, og han gjorde sin Gud det høytidelige løfte, 28at han skulle forlike seg med sin bror, der måtte komme, hva der ville. Dette forsett gikk igjennom hans sjel, i det samme han drakk vinen, og da han reiste seg, ville han gå like bort til ham og sette seg hos ham; men der satt noen i veien, og broren så ikke opp. Etter prekenen var der også noe i veien; der var for mange folk; konen gikk ved siden av ham, og henne kjente han ikke; han tenkte, det var best å gå hjem til ham selv og tale alvorlig med ham. Da kvelden kom, gjorde han det. Han gikk like hen til stuedøren og lyttet; men da hørte han sitt navn nevne; det var av konen. «Han gikk til alters i dag», sa hun; «han tenkte vist på deg.» «Nei, han tenkte ikke på meg», sa Anders, «jeg kjenner ham; han tenker kun på seg selv.»

Der ble lenge ikke sagt noe; Baard svettet, der han stod, skjønt det var en kald kveld. Konen derinne arbeidet med en gryte; det knitrede og braket på gruen, et lite spedbarn gråt engang imellom, og Anders vugget. Da sa hun disse par ord: «Jeg tror, dere begge tenker på hverandre uten å ville være ved det.» «La oss tale om noe annet,» svarte Anders. En stund etter reiste han seg; han ville gå mot døren. Baard måtte gjemme seg i vedskjulet; nettopp dit kom også Anders for å ta et fang ved. Baard stod i kroken og så ham tydelig; han hadde lagt sine dårlige kirkeklær og gikk i den uniform, han hadde ført hjem med fra krigen, magen til Baards, og som de hadde lovet hinannen aldri å røre, men la gå i arv. Anders’s var nå lappet og utslitt; hans sterke, velvoksne kropp lå som i en bunt av filler, og på samme tid hørte Baard gulluret i sin egen lomme. Anders gikk didhen, hvor risveden lå; istedenfor straks å bøye seg ned og lesse på seg stanset han, hellet seg bakover mot en vedstabel og så ut mot himlen, der var tindrende klar med stjerner. Da drog han et sukk og sa: «Ja—ja—ja; Herregud, Herregud!»

Så lenge Baard levde, hørte han siden dette. Han ville tre frem imot ham; men i det samme kremtet broren, og det falt så hardt; mer skulle der ikke til for å stanse ham. Anders tok sitt fang ved, og han strøk så tett forbi Baard med det, at kvistene slo hans ansikt, så det sved.

Ennå vel i ti minutter stod han stille på den samme plett, og uvist var det, når han var gått, dersom han ikke 29ovenpå den sterke rørelse var tatt av en sådan frysning, at han skalv al igjennom. Da gikk han ut; han erkjente åpent for seg selv, at han var for feig til å gå inn; derfor hadde han nå fattet en annen plan. Av en askekop, som stod i en krok, han nettopp forlot, tok han noen kulstykker til seg, fant seg en tyrispik, gikk opp på låven, lukkede etter seg og slo ild. Da han hadde fått spiken tent, lyste han opp etter den nabb, hvorpå Anders hengte sin lykte, når han om morgenen tidlig kom for å terske. Baard tok sitt gullur opp og hengte det fra seg på nabben, slukket så sin spik og gikk, og da var han så lettet, at han sprang hen over sneen som en unggutt.

Dagen etter hørte han, at låven var nedbrent samme natt. Ventelig hadde gnister falt ned av den spik, som skulle lyse ham, mens han hengte fra seg uret.

Dette overveldet ham således, at han den dag ble sittende som en syk, tok sin salmebok frem og sang, så folk i huset trodde, der var noe galt paafærde. Men om kvelden gikk han ut; det var sterkt måneskinn, han gikk til broderens plass, gravde etter i branntomten — og fant ganske riktig en liten sammensmeltet gullklump; det var uret.

Med den i neven var det, han gikk inn til broren hin kveld, bad om fred og ville forklare seg. Men før er fortalt, hvordan det gikk.

En liten jente hadde sett ham grave i branntomten; noen gutter, som gikk til dans, hadde foregående søndagskveld sett ham gå nedover mot plassen; folkene i huset forklarte om, hvor underlig han var mandag, og da nå alle visste, at han og broren var bitre uvenner, ble det meldt og forhør optaget. Ingen kunne bevise ham noe; men mistanken satt på ham, han kunne nå mindre enn noensinne nærme seg broren.

Anders hadde tenkt på Baard, da låven brente, men ingen sagt det. Da han kvelden etter så ham bleg og forunderlig tre inn i sin stue, tenkte han straks, at nå har angeren slått ham; men for en sådan forferdelig gjerning mot sin bror får han ingen tilgivelse. Siden hørte han om, at folk hadde sett ham gå ned til husene samme kveld, det brente, og skjønt intet ble opplyst ved forhøret, trodde han urokkelig, at Baard var gjerningsmannen. De møtte hinannen 30ved forhøret, Baard i sine gode klæder, Anders i sine lappede; Baard så hen til ham, da han steg inn, og øynene bad, så Anders kjente det langt inn. Han vil ikke, jeg skal si noe, tenkte Anders, og da han ble spurt, om han trodde broren til hin gjerning, sa han høyt og bestemt: «Nei.»

Men Anders slo seg sterkt på drikken fra den dag, og det gikk snart meget dårlig med ham. Enda dårligere var det dog med Baard, skjønt han ikke drakk; han var ikke til å kjenne igjen.

Så kommer sent en kveld en fattig kone inn i det lille kammer, Baard bodde tilleie i, og bad ham følge med ut litt. Han kjente henne; det var broderens kone. Baard forstod straks, hva ærend hun førte, ble likblek, kledde seg på og fulgte uten å tale et ord. Det lyste ut fra Anders’s vindu med svakt skinn; det blinket og lukket seg, og de gikk etter lyset; thi der førte ingen sti over sneen. Da Baard atter stod i svalen, slo der en underlig lukt imot ham, hvorav han fikk ondt. De gikk inn. Et lite barn satt borte i gruen og spiste kul, var sort over alt ansikt, men så opp og lo med hvite tenner; det var broderens barn. Men borti sengen med alle slags klæder over seg lå Anders, avmagret, med klar, høy panne og så hult på broren. Baard skalv i knærne, han satte seg ned ved sengefoten og brast i en ualminnelig sterk gråt. Den syke så på ham uafvendt og taug. Endelig bad han konen gå ut; men Baard vinkede, hun skulle bli, — og nå begynte disse to brødre å tale sammen. De forklarte seg like fra den dag, de bød på uret, og utigjennom til den, da de nå møttes her. Baard sluttet med å ta gullklumpen frem, som han alltid bar hos seg, og åpenbart ble det nå mellom brødrene, at de i alle disse år ikke en dag hadde følt seg lykkelige.

Anders sa ikke stort; for han var ikke god til; men ved sengen ble Baard sittende, så lenge Anders var syk. «Nå er jeg fullkommen frisk,» sa Anders en morgen, han våknet; «nå, bror min, skal vi leve lenge sammen og aldri gå fra hverandre, likesom i gamle dage.» Men den dagen døde han.

Konen og barnet tog Baard til seg, og de hadde det godt fra den tid. Men hva brødrene hadde samtalt om ved sengen, 31det sprengte ut igjennom veggene og natten, ble bekjent for alt folk i bygden, og Baard ble den mest aktede mann imellom dem. Alle hilste på ham som på en, der hadde hatt stor sorg og atter funnet glede, eller som på en, der meget lenge hadde vært borte. Baard ble sterk av sinn ved denne vennlighet omkring seg, han ble gudhengiven, og ville bestille noe, sa han, og så ga den gamle korporal seg til å være skolemester. Hva han innprentet barna både først og sist, var kjærlighet, og selv øvede han den, så ungene holdt av ham som av en lekekamerat og far på én gang.

B. Bjørnson.