22

Engang for kong Øistein og hans broder kong Sigurd jorsalafarer begge tilsammen paa veitsler paa oplandene og havde hver sine bo; men da der kun var et kort stykke vei mellem de gaarde, hvor kongerne skulde tage veitsler, syntes bønderne, det var bedst, at de var begge tilsammen paa veitslerne og skiftevis paa hinandens bo. Først var de begge sammen paa et bo, der tilhørte kong Øistein. Om kvelden, da man begyndte at drikke, var ølet ikke godt, og man sad stille og taus. Da sagde kong Øistein: «Hvorfor er folk saa stille? Det er dog mere ølskik, at man finder paa noget morskab; lad os faa nogen munterhed, saa skal her alligevel blive gammen. Broder Sigurd, alle vil vist finde det sømmeligst, at vi begynder en eller anden fornøielig tale.»

23Kong Sigurd svarede temmelig barskt: «Vær du saa snaksom, du vil, men lad mig faa tie i ro for dig.» Kong Øistein sagde: «Den skik har altid været ved drikkelag, at den ene mand tog sig en anden til sammenligning; saa vil jeg ogsaa gjøre nu.» Kong Sigurd taug stille. «Jeg ser nok,» sagde kong Øistein, «at jeg kommer til at begynde; jeg tager dig, broder, til sammenligningsmand, og anfører jeg, at vi har begge ligt navn og ligt eie; jeg gjør ingen forskjel mellem vor æt eller opfostring.» Da svarede kong Sigurd: «Mindes du ikke, at jeg kastede dig ned i ryggetag, naar jeg vilde, skjønt du var et aar ældre?» Kong Øistein svarede: «Men jeg mindes ogsaa, at du ikke fik overhaand, naar det kom an paa myghed.» Da sagde kong Sigurd: «Mindes du, hvorledes det gik, naar vi skulde svømme; jeg kunde dukke dig under, naar jeg vilde.» Kong Øistein sagde: «Jeg svømmede ikke kortere end du og kunde ligesaa godt svømme under vandet; men jeg kunde og godt med at løbe paa islægge, saa jeg ikke vidste den, der kunde kapløbe med mig; men det kunde du ikke bedre end et naut.» Kong Sigurd svarer: «En mere høvdinglig og nyttig idræt tykkes det mig at være at kunne skyde godt med bue; men jeg tror ikke, du kan bruge min bue, om du end spænder den med fødderne.» «Jeg er vist ikke saa buesterk som du,» sagde kong Øistein; «dog tror jeg ikke, der er saa stor forskjel paa vor færdighed i at skyde vist; men jeg løber meget bedre paa ski end du, og det har dog før været kaldet en god idræt.» Kong Sigurd sagde: «Mig tykkes det mest at komme an paa og være høvdingligst, at den, der skal være andres overmand, er stor i flokken, sterk og vaabenfør fremfor andre mænd samt let at se og kjende, naar mange kommer sammen.» «Men,» sagde kong Øistein, «det er ikke mindre vigtigt, at manden er smuk; thi da kjendes han ogsaa let i mængden; det tykkes mig og høvdingligt; thi til et smukt ydre passer og den bedste dragt. Men jeg forstaar mig og meget bedre paa loven end du, og ved alt, hvad vi skal tale, er jeg meget mere veltalende.» «Det kan nok være,» svarede kong Sigurd, «at du har lært flere lovkneb; thi jeg havde da andet at bestille, og ingen negter, at du er glattunget nok; men det siger mange, at du ikke er ret fastordet, og at du ikke bryder dig stort om, hvad du lover, og taler enhver efter munden, og det er ikke kongeligt.» Kong Øistein svarer: «Dermed gaar det 24saaledes til, at naar folk forebringer mig sine sager, tænker jeg først og fremst paa at afgjøre hver mands sag til hans største tilfredshed; men saa kommer ofte en anden, som har sag med ham; da bliver der ofte lempet og midlet, forat begge skal finde sig tilfreds; ofte kan det og hænde, at jeg lover det, man beder mig om, fordi jeg gjerne vil, at alle skal fare glade fra mig. Jeg kunde gjerne, om jeg vilde, gjøre som du, at give alle ilde løfter; men jeg hørte ingen bebreide dig, at du ei opfyldte dem.» Kong Sigurd svarer: «Det har været almindelig tale, at den færd, jeg for af landet, var yderst høvdinglig; men du sad imidlertid hjemme som en datter i sin faders hus.» «Nu,» svarede kong Øistein, «greb du paa bylden; jeg vilde ikke indlade mig derpaa, hvis jeg ei kunde svare noget dertil; det tykkes mig næsten, som om jeg udstyrede dig hjemmefra ligesom en søster, førend du blev færdig til toget.» Kong Sigurd svarer. «Du har vel hørt, at jeg holdt en mængde slag i Serkland og fik seier i dem alle og mangeslags kosteligt bytte, hvis mage ikke hidtil er kommen til landet; jeg tyktes at være mest værd, hvor jeg traf de ypperste mænd; men jeg tror, at du endnu ikke har fralagt dig hjemfødnings-navnet; jeg for til Jorsale og kom til Apulien og saa dig ikke der, broder; jeg gav Rodgeir jarl den mægtige kongenavn, og vandt otte slag; men du var ikke i noget af dem. Jeg for til Herrens grav og saa dig ei der, broder. Jeg for i denne færd helt ud til Jordan, der hvor Herren blev døbt, og svømmede ud over aaen og saa dig ikke der; men udenfor aaen paa aabakken var der noget krat; der knyttede jeg dig en knude i krattet, der endnu venter paa dig; jeg sagde da, at du skulde løse den eller ogsaa bære den eftertale, som derom lagdes.»

Da sagde kong Øistein: «Det er smaat, hvad jeg kan stille herimod; spurgt har jeg, at du holdt nogle slag udenlands; men nyttigere var det dog for landet, hvad jeg imidlertid gjorde. Nord i Vaagen satte jeg fiskemænds-boder, forat fattige mænd kunde finde livsnæring og hjælp; der ansatte jeg en prest og lagde gods til den derværende kirke, istedenfor at altsammen forhen var næsten hedensk. De mænd vil nok 25mindes, at kong Øistein har været konge i Norge. Over Dovrefjeld var der megen færdsel fra Trondhjem; der kom folk ofte til at ligge ude og lide ondt; men jeg lod gjøre et herberge og lægge gods til; de folk vil nok vide, at Øistein har været konge i Norge. Foran Agdanes var en farlig, havnløs kyst, hvor mange skibe forliste; der er der nu gjort en havn og et godt skibsleie samt en kirke. Siden lod jeg reise merker paa høifjeldene; deraf nyder nu alle mænd indenlands godt. Jeg lod gjøre hallen i Bergen og Apostelkirken, og en trappegang imellem. De efterfølgende konger vil nok mindes mit navn. Jeg lod gjøre Michelskirken og klosteret; jeg ordnede lovene, broder, saa at enhver kan nyde ret og skjel af den anden, og overholdes de, gaar det bedre med landsstyrelsen. Jeg lod gjøre støtten i Stenholmssund med jernringe; jemterne har vi og faaet til at underkaste sig dette rige, mere med blide ord og vid end med paagang og ufred. Nu er dette kun smaat at omtale; men jeg ved dog ikke forvist, om dette skulde være mindre gavnligt for landets mænd, end at du gjorde blaamænd til bytte i Serkland. Og naar du roser dig af dine gode gjerninger, tror jeg, det ikke tjener mig mindre til sælebot, at jeg lod stifte klostre for renlivesmænd. Men naar du slog mig en knude, som jeg ei kan løse, da kunde jeg have slaaet dig en saadan knude, at du aldrig blev konge i Norge, nemlig da du seilede med ett skib ind i min hær, da du kom hjem i landet. Betænke nu forstandige mænd, hvad du har forud; og vide skal I, guldhalsene, at der endnu er mænd i Norge, som altid tør jevne sig med eder.»

Derpaa taug begge stille, og enhver af dem var vred. Flere ting forefaldt mellem brødrene, hvoraf man kunde merke, at hver af dem drog sig og sit frem og vilde være mere end den anden; dog holdt freden sig mellem dem, saalænge de levede.

22

Engang for kong Øistein og hans bror kong Sigurd jorsalafarer begge tilsammen på veitsler på oplandene og hadde hver sine bo; men da der kun var et kort stykke vei mellom de gaarde, hvor kongene skulle ta veitsler, syntes bøndene, det var best, at de var begge tilsammen på veitslene og skiftevis på hinandens bo. Først var de begge sammen på et bo, der tilhørte kong Øistein. Om kvelden, da man begynte å drikke, var ølet ikke godt, og man satt stille og taus. Da sa kong Øistein: «Hvorfor er folk så stille? Det er dog mer ølskik, at man finner på noe morskap; la oss få noen munterhet, så skal her allikevel bli gammen. Bror Sigurd, alle vil vist finne det sømmeligst, at vi begynner en eller annen fornøyelig tale.»

23Kong Sigurd svarte temmelig barskt: «Vær du så snaksom, du vil, men la meg få tie i ro for deg.» Kong Øistein sa: «Den skikk har alltid vært ved drikkelag, at den ene mann tok seg en annen til sammenligning; så vil jeg også gjøre nå.» Kong Sigurd tidde stille. «Jeg ser nok,» sa kong Øistein, «at jeg kommer til å begynne; jeg tar deg, bror, til sammenligningsmand, og anfører jeg, at vi har begge ligt navn og ligt eie; jeg gjør ingen forskjell mellom vår ætt eller oppfostring.» Da svarte kong Sigurd: «Minnes du ikke, at jeg kastet deg ned i ryggetag, når jeg ville, skjønt du var et år eldre?» Kong Øistein svarte: «Men jeg minnes også, at du ikke fikk overhånd, når det kom an på mykhet.» Da sa kong Sigurd: «Minnes du, hvorledes det gikk, når vi skulle svømme; jeg kunne dukke deg under, når jeg ville.» Kong Øistein sa: «Jeg svømte ikke kortere enn du og kunne likeså godt svømme under vannet; men jeg kunne og godt med å løpe på islægge, så jeg ikke visste den, der kunne kappløpe med meg; men det kunne du ikke bedre enn et naut.» Kong Sigurd svarer: «En mer høvdinglig og nyttig idrett tykkes det meg å være å kunne skyde godt med bue; men jeg tror ikke, du kan bruke min bue, om du enn spenner den med føttene.» «Jeg er vist ikke så buesterk som du,» sa kong Øistein; «dog tror jeg ikke, der er så stor forskjell på vår ferdighet i at skyde vist; men jeg løper meget bedre på ski enn du, og det har dog før vært kalt en god idrett.» Kong Sigurd sa: «Meg tykkes det mest å komme an på og være høvdingligst, at den, der skal være andres overmann, er stor i flokken, sterk og våpenfør fremfor andre menn samt lett å se og kjenne, når mange kommer sammen.» «Men,» sa kong Øistein, «det er ikke mindre viktig, at mannen er smuk; thi da kjennes han også lett i mengden; det tykkes meg og høvdingligt; thi til et smukt ytre passer og den beste drakt. Men jeg forstår meg og meget bedre på loven enn du, og ved alt, hva vi skal tale, er jeg meget mer veltalende.» «Det kan nok være,» svarede kong Sigurd, «at du har lært flere lovkneb; thi jeg hadde da annet å bestille, og ingen nekter, at du er glattunget nok; men det sier mange, at du ikke er rett fastordet, og at du ikke bryder deg stort om, hva du lover, og taler enhver etter munnen, og det er ikke kongelig.» Kong Øistein svarer: «Dermed går det 24således til, at når folk forebringer meg sine sager, tenker jeg først og fremst på å avgjøre hver mands sag til hans største tilfredshet; men så kommer ofte en annen, som har sag med ham; da blir der ofte lempet og midlet, for at begge skal finne seg tilfreds; ofte kan det og hænde, at jeg lover det, man beder meg om, fordi jeg gjerne vil, at alle skal fare glade fra meg. Jeg kunne gjerne, om jeg ville, gjøre som du, å gi alle ilde løfter; men jeg hørte ingen bebreide deg, at du ei oppfylte dem.» Kong Sigurd svarer: «Det har vært alminnelig tale, at den ferd, jeg for av landet, var ytterst høvdinglig; men du satt imidlertid hjemme som en datter i sin faders hus.» «Nå,» svarte kong Øistein, «grep du på byllen; jeg ville ikke innlate meg derpå, hvis jeg ei kunne svare noe dertil; det tykkes meg nesten, som om jeg utstyrte deg hjemmefra likesom en søster, før du ble ferdig til toget.» Kong Sigurd svarer. «Du har vel hørt, at jeg holdt en mengde slag i Serkland og fikk seier i dem alle og mangeslags kostelig bytte, hvis mage ikke hittil er kommet til landet; jeg tyktes å være mest verd, hvor jeg traff de ypperste menn; men jeg tror, at du ennå ikke har fralagt deg hjemfødnings-navnet; jeg for til Jorsale og kom til Apulien og så deg ikke der, bror; jeg ga Rodgeir jarl den mektige kongenavn, og vant åtte slag; men du var ikke i noe av dem. Jeg for til Herrens grav og så deg ei der, bror. Jeg for i denne ferd helt ut til Jordan, der hvor Herren ble døpt, og svømte ut over åen og så deg ikke der; men utenfor åen på aabakken var der noe krat; der knyttet jeg deg en knute i krattet, der ennå venter på deg; jeg sa da, at du skulle løse den eller også bære den eftertale, som derom lagdes.»

Da sa kong Øistein: «Det er smått, hva jeg kan stille herimot; spurt har jeg, at du holdt noen slag utenlands; men nyttigere var det dog for landet, hva jeg imidlertid gjorde. Nord i Vaagen satte jeg fiskemænds-boder, for at fattige menn kunne finne livsnæring og hjelp; der ansatte jeg en prest og la gods til den derværende kirke, istedenfor at altsammen forhen var nesten hedensk. De menn vil nok 25minnes, at kong Øistein har vært konge i Norge. Over Dovrefjeld var der mye ferdsel fra Trondhjem; der kom folk ofte til å ligge ute og lide ondt; men jeg lot gjøre et herberge og legge gods til; de folk vil nok vite, at Øistein har vært konge i Norge. Foran Agdanes var en farlig, havnløs kyst, hvor mange skip forliste; der er der nå gjort en havn og et godt skibsleie samt en kirke. Siden lot jeg reise merker på høyfjellene; derav nyter nå alle menn innenlands godt. Jeg lot gjøre hallen i Bergen og Apostelkirken, og en trappegang imellom. De etterfølgende konger vil nok minnes mitt navn. Jeg lot gjøre Michelskirken og klosteret; jeg ordnet lovene, bror, så at enhver kan nyte rett og skjel av den annen, og overholdes de, går det bedre med landsstyrelsen. Jeg lot gjøre støtten i Stenholmssund med jernringer; jemtene har vi og fått til å underkaste seg dette rike, mer med blide ord og vid enn med pågang og ufred. Nå er dette kun smått å omtale; men jeg vet dog ikke forvist, om dette skulle være mindre gavnligt for landets menn, enn at du gjorde blaamænd til bytte i Serkland. Og når du roser deg av dine gode gjerninger, tror jeg, det ikke tjener meg mindre til sælebot, at jeg lot stifte klostre for renlivesmænd. Men når du slo meg en knute, som jeg ei kan løse, da kunne jeg ha slått deg en sådan knute, at du aldri ble konge i Norge, nemlig da du seilte med ett skip inn i min hær, da du kom hjem i landet. Betenke nå forstandige menn, hva du har forut; og vide skal dere, guldhalsene, at der ennå er menn i Norge, som alltid tør jevne seg med dere.»

Derpå tidde begge stille, og enhver av dem var vred. Flere ting forefalt mellom brødrene, hvorav man kunne merke, at hver av dem drog seg og sitt frem og ville være mer enn den annen; dog holdt freden seg mellom dem, så lenge de levde.