Da kong Olav den hellige drog om i Norge for at kristne landet, kom han ogsaa til Gudbrandsdalen, hvor der boede en mægtig bonde, Dale-Gudbrand. Han var saagodtsom konge over Dalene, skjønt blot herser af navn. Da Gudbrand hørte, at kong Olav var kommen til Lom og tvang folk til at antage kristendommen, opskar han hær-ør og stevnede alle mand fra Dalene til at møde med ham paa gaarden Hundtorp. De kom alle, og det var en utallig mængde folk, fordi der i nærheden ligger et vand ved navn Løgen, saa at man kunde fare saavel tilvands som tillands. Der holdt Gudbrand ting med dem og sagde: «Der er kommen en mand til Lom, som heder Olav; han vil byde os en anden tro end den, vi hidtil har havt, og bryde vore guder isønder, sigende, at han har en langt større og mægtigere gud. Det er et under, at jorden ikke brister sønder under ham, eller at vore guder lader ham gaa længer, naar han tør tale sligt. Jeg er sikker paa, at hvis vi bærer ud af vort hov Tor, som staar her paa gaarden og altid har hjulpet os, og han ser Olav og hans mænd, da vil hans gud og han selv og alle hans mænd smelte hen og blive til intet.» Da raabte bønderne alle som en og sagde, at Olav aldrig skulde komme bort derfra, hvis han kom til dem; «men han tør vist ikke fare længer sydefter Dalene,» siger de. Siden satte de 840 mand til at fare paa speideri nord til Breiden. Høvding for den flok var Gudbrands søn, atten aar gammel, og mange andre udmerkede mænd med ham; de kom til den gaard, som heder Hov; der fik de høre fra kongen, og var de der tre nætter; der kom meget folk til dem, som havde flygtet fra Lesje, Lom og Vaage, fordi de ei 3vilde antage kristendommen. Kong Olav og biskop Sigurd satte lærere efter i Lom og Vaage. Siden drog de over om Vaage-Rosten og kom ned til Sel; der var de om natten og hørte der den tidende, at en stor skare laa i veien for dem. Bønderne, som var paa Breiden, hørte ogsaa fra kongen og lavede sig til at stride med ham. Da kongen stod op, iførte han sig hærklæder, drog syd efter Selvoldene og stansede ikke førend paa Breiden; der saa han en stor hær for sig, rede til slag. Siden fylkede kongen sin hær, red selv foran, talte til bønderne og bød dem at antage kristendommen. De svarede: «Du skal nok faa andet at gjøre idag end at spotte os;» i det samme raabte de hærraab og slog vaabnene mod sine skjolde. Kongens mænd løb frem og kastede sine spyd; straks gav bønderne sig til at flygte, saa at kun faa mænd stod tilbage. Da blev Dale-Gudbrands søn fangen; kong Olav gav ham grid og tog ham med sig; der var kongen fire nætter. Da sagde kongen til Dale-Gudbrands søn: «Drag du nu kun tilbage til din fader, og sig ham, at jeg nok snart tør komme.» Han fór nu hjem igjen og sagde sin fader den slemme tidende, at de havde truffet kongen og stredet med ham; «men alt vort folk flygtede straks i førstningen,» siger han, «og jeg blev fangen; kongen gav mig grid og bad mig sige dig til i forveien, at han snart kommer her. Nu har vi ikke mere end 240 mand af alt det folk, vi da havde til at møde ham. Jeg raader dig derfor til, fader, ikke at stride med denne mand.» «Nu kan man da høre,» siger Gudbrand, «at alt hjertet er banket af dig; i en uheldig stund drog du hjemmefra, og din færd vil længe mindes; nu tror du straks paa de galskaber, hin mand farer med, som har gjort dig og din skare slig spot og spe.» Men natten efter drømte Dale-Gudbrand, at der kom en lys mand til ham, som der stod megen skræk af; han sagde til ham: «Din søn havde ingen ære af sin færd mod kong Olav; men langt mindre vil du faa, hvis du agter at holde strid med kongen; selv vil du falde og alt dit folk; ulve vil rive og ravne vil slide dig og alle dine.» Gudbrand blev meget ræd ved dette skrækkelige syn og fortæller det til Tord Istermage, som var høvding for dølerne. «Det samme bares ogsaa mig for,» svarer denne. Om morgenen lod de blæse tiltings og 4sagde, at de fandt det raadeligt at holde ting med den mand, som kom nordenfra med nye forkyndelser, og faa vide, med hvad sandhed han for. Siden talte Gudbrand med sin søn: «Nu skal du fare med tolv mænd til den konge, som gav dig grid.» Saa skede; straks drog han afsted og mødte kongen paa den gaard, som heder Lidsstad.
Da de kom til kongen, siger de ham sit erende, at bønderne vilde holde ting med ham og sætte grid mellem sig og ham. Dette fandt kongens bifald, og de tilsvor hinanden ved faste løfter grid, saalænge denne stævne varede. Herpaa drog de bort og fortalte Gudbrand og Tord, at grid var sat og bunden ved faste løfter.
Efter mødet med Gudbrands søn var kongen faren til Lidsstad og var der fem nætter. Da drog kongen hen til bønderne og holdt ting med dem. Der var megen væde om dagen. Siden, da tinget var sat, stod kongen op og sagde, at de paa Lesje og Lom og Vaage havde taget ved kristendommen, brudt ned sine blothuse og troede nu alle paa den sande Gud, som skabte himmel og jord, og som ved alle ting. Siden satte kongen sig ned; men Gudbrand svarede: «Vi ved ikke, hvem du taler om; kalder du da den gud, som hverken du selv eller nogen anden kan se? Vi har en gud, som vi hver dag kan se; idag er han ikke ude, fordi veiret er vaadt; men han vil nok synes eder frygtelig og vældig at se til; jeg er vis paa, at der farer skræk i bringen paa eder, hvis han kommer paa tinget. Men siden du nu siger, at eders gud formaar saameget, saa lad ham nu mage det saa, at der imorgen er skyet veir, men ikke regn, og lader os da mødes her.» Siden drog kongen hjem til sit herberge, og med ham Gudbrands søn som gissel; men kongen gav bønderne en anden mand som gissel fra sin side.
Om kvelden spørger kongen Gudbrands søn, hvorledes deres gud var gjort; han siger, at han er merket efter Tor, har en hammer i haanden, er stor af vekst og hul inden i; under ham er der gjort ligesom en hjeld; der ovenpaa staar han, naar han er ude. Han mangler ikke guld og sølv paa sig; fire lever brød bringes ham hver dag, og dertil kjød. Derpaa gik de tilsengs. Men kongen vaagede hele natten under idelige bønner.
5Da det blev dag, gik kongen til messe, siden til maaltidet og derfra tiltings. Veiret var saaledes beskaffent, som Gudbrand havde nævnt; da stod biskopen op i korkaabe, med mitra paa hovedet og stav i haanden, fremsatte troen for bønderne og sagde dem mange jertegn, som Gud havde gjort; han endte sin tale vel. Da svarer Tord Istermage: «Mangt og meget taler hin hornmand med den stav i haanden, hvorpaa der er en bøining ligesom et væderhorn. Men siden I nu, mine venner, siger, at eders gud gjør saamange jertegn, saa tal til ham, at imorgen før solopgang lader han det være klart veir og solskin; lad os da mødes her og gjøre en af delene, enten forliges om denne sag eller holde slag; men lad os for dennesinde skilles ad.»
Kolbein sterke hed en mand, som var hos kong Olav; han var født i Fjordene; han pleiede at gaa saaledes bevæbnet, at han var omgjordet med et sverd og havde en stor trækjølve i haanden, saadan som man kalder klubbe. Kongen sagde til Kolbein, at han skulde staa ham nærmest om morgenen; siden sagde han til sine mænd: «Inat skal I gaa did, hvor bøndernes fartøier er, og bore huller i dem alle, men ride deres heste bort fra gaardene!» Saa skede. Kongen tilbragte hele natten med bønner og bad Gud ved sin mildhed og miskundhed at løse denne vanskelige sag. Da messerne var endte, og det var mod dag, drog kongen tiltings. Da han kom paa tinget, var nogle bønder komne; da saa de en stor mængde bønder fare tiltings og bære imellem sig et stort billede, dannet som et menneske og overalt prydet med guld og sølv. Da de bønder, som allerede var komne paa tinget, saa dette, løb de alle op og ludede sig ned for det skræmsel. Siden blev det sat midt paa tingvolden; paa den ene side sad bønderne, og paa den anden kongen og hans folk. Derpaa stod Dale-Gudbrand op og sagde: «Hvor er nu din gud, konge? Nu tænker jeg, at han bærer hageskjegget saa temmelig lavt; du synes mig ogsaa nu mindre modig end forleden dag; ligesaa den hornmand, som I kalder biskop, og som sidder der hos dig; thi nu er vor gud kommen, som raader for alt, og ser paa eder med hvasse øine; jeg ser, at I nu er fulde af frygt 6og neppe tør se op med øinene; lad derfor eders overtro fare og tro paa vor gud, som har eders hele skjæbne i sin haand!»
Hermed endte han sin tale. Kongen sagde nu til Kolbein sterke, saa at bønderne ikke kunde høre det: «Naar det falder sig saaledes i min tale, at bønderne ser fra sin gud, da slaa du til den med klubben saa sterkt, du kan.» Siden stod kongen op og sagde: «Mangt og meget har du imorges talt til os, og undrer du dig høiligen over, at du ikke kan se vor gud; men jeg tænker nok, at han snart kommer til os; du skræmmer os med din gud, som baade er blind og døv og hverken kan bjerge sig selv eller andre og ikke kan flytte sig af stedet uden at bæres; nu haaber jeg, skal det ikke vare længe, førend han faar en ulykke; thi pas nu paa og se i øster, der kommer just vor gud med meget lys.» Da randt solen op, og vendte alle bønderne sig mod solen. Men i samme øieblik slog Kolbein saaledes til deres gudebillede, at det brast helt isønder, og derudaf løb mus, næsten saa store som katte, øgler og orme. Bønderne blev saa rædde, at de flygtede. Nogle løb til fartøierne; men da de skjøv disse ud, løb der vand i dem og fyldte dem op, saa at man ei kunde komme ud paa dem. Men de, som løb til hestene, fandt dem ikke. Siden lader kongen bønderne kalde og sige, at han vil samtale med dem; bønderne vender derfor tilbage igjen og sætter ting. Siden stod kongen op og talte saa: «Jeg ved ikke, hvad denne styr og dette løb, som I gjør, skal betyde. Nu kan I se, hvad magt der var i eders gud, som I bar guld og sølv, mad og spise til, og hvad det er for nogen, som har nydt godt deraf; det er mus og orme, øgler og padder; ja, de, som tror paa sligt og ikke vil lade sin daarskab fare, har det slemt nok; tag nu eders guld og kostbarheder, som ligger her rundt om paa marken, og bring det hjem til eders kvinder, men hæng det aldrig mere paa stokke eller stene. Nu sætter jeg eder tvende vilkaar: enten skal I tage ved kristendommen eller straks idag holde strid med mig; da faar de seire, som den gud, vi tror paa, vil give seiren.» Dale-Gudbrand stod nu op og sagde: «Stor skade har vi faaet paa vor gud; dog siden han ei kunde hjælpe os, vil vi nu tro paa den gud, som du tror paa.» Alle tog da ved kristendommen; biskopen døbte Gudbrand og hans søn, og kong Olav og biskop Sigurd 7satte lærere efter sig. Saaledes skiltes de som venner, der før var uvenner, og Gudbrand lod gjøre en kirke der i Dalene.
3. Slaget ved Stiklestad (1030).
Lige siden kong Olav den hellige kom til Gardarike, havde han mange betænkninger og grublede over, hvad raad han skulde tage. Kong Jarisleiv og dronning Ingegerd tilbød kong Olav at være hos dem og tage bestyrelsen over det rige, som heder Vulgaria: det er en del af Gardarike, og folket der i landet var hedensk. Kong Olav overveiede dette tilbud først for sig selv; men da han bar det frem for sine mænd, fraraadede alle ham at slaa sig ned der, men opmuntrede ham derimod til at vende tilbage til Norge, til sit rige. Kongen var endvidere i beraad med at nedlægge sin kongeværdighed og fare ud til Jorsale eller andre hellige steder og gaa i kloster. Men hans hu kom dog idelig tilbage paa den tanke, om det ikke skulde lade sig gjøre for ham at vinde sit rige i Norge tilbage. Idet han nu overveiede dette, mindedes han, at i de første ti aar af hans kongedømme gik alle ting let og ønskelig for ham; men siden faldt ethvert foretagende ham haardt, tungt og vanskeligt, og enhver prøve af lykken gik ham imod. Han tvilede derfor om, hvorvidt det var forstandigt at stole saa meget paa lykken, at han med saa liden styrke skulde vove sig imod sine fiender, efterat hele folkehoben havde slaaet sig til at gjøre ham modstand. Saadanne bekymringer havde han ofte og henskjød sin sag til Gud, bedende ham at lade det komme op, som han fandt gavnligst. Han tænkte frem og tilbage herpaa og vidste ikke, hvad han skulde bestemme sig til; thi han syntes at se den visse undergang i, hvad han end fandt paa. En nat hændte det sig, at kongen laa i sin seng og længe ikke kunde sove, da han tænkte over alle sine forehavender og havde store bekymringer i sit sind. Men da hans hu blev meget mødig, sank der imod dagen en søvn over ham, dog ikke dybere, end at han troede sig at vaage og se alt, hvad der gik for sig i huset. Han saa da en stor og vældig udseende mand med en prægtig klædning staa foran sengen, og han troede at forstaa, at det maatte være kong Olav Tryggvessøn. Manden sagde til ham: «Er du nu saa syg i hu af uvished om, hvad beslutning du 8skal tage? Det tykkes mig underligt, at du kan gruble saa længe frem og tilbage herover, saavelsom at du agter at nedlægge den kongeværdighed, Gud har givet dig, eller at forblive her og modtage et rige af udenlandske og ukjendte konger; far du heller tilbage til dit rige, som du har taget i arv og længe raadet for med den bistand, Gud forundte dig, og lad ikke dine undermænd rane det fra dig. Det er en konges hæder at seire over sine uvenner, og en ærefuld død at falde i slag tilligemed sine krigsmænd. Eller tviler du maaske om, hvorvidt du har retten paa din side i eders tvist? Det skal du ikke gjøre, at frakjende dig selv din ret; søg du kun djerveligen tilbage til landet, og Gud selv skal bære dig vidne om, at det er din eiendom.» Da kongen vaagnede, forekom det ham, som han endnu saa skuldrene paa manden, idet han gik bort. Fra dette øieblik af hærdede han sin hu og fattede den faste og urokkelige beslutning at fare tilbage til Norge, hvad han og før havde havt mest lyst til, og som han fandt at alle hans mænd helst ønskede. Han tænkte da og som saa, at landet nu var let at vinde, siden det var høvdingeløst, saaledes som han nys havde hørt; han troede, at om han selv kom til, vilde endnu mange slutte sig til ham og staa ham bi. Da kongen kundgjorde denne beslutning for sine mænd, modtog alle denne kundgjørelse med tak.
Aaret derefter var kong Olav i Svitjod om vaaren og lod derfra holde øie med, hvad der foregik nord i Norge, men fik ikke spurgt andet, end at det ikke vilde blive fredsommeligt at fare derhen, og de mænd, der kom nordenfra, raadede ham meget fra at komme til landet. Men han holdt fremdeles fast ved sin beslutning at fare til Norge og spurgte kongen, Anund, hvad bistand han vilde yde ham for at vinde sit land tilbage. Kong Anund svarer, at sviarne var lidet for at fare i hærfærd til Norge. «Vi ved,» sagde han, «at nordmændene er haarde og store stridsmænd og slemme at hjemsøge med ufred. Men jeg skal straks sige dig, hvad jeg vil give dig for hjælp; jeg skal lade dig faa fire hundreder (480) udvalgte mænd af mine hirdsveiter, gode og til strid vel skikkede mænd; dernæst vil jeg give dig lov til at fare gjennem mit land og skaffe dig alt det mandskab, du kan faa, og som vil følge dig.» Kong Olav 9modtog dette tilbud og beredede sig til toget. Dronning Astrid og Ulvhild, kongens datter, blev tilbage i Svitjod. Da kong Olav nu tiltraadte toget, kom de folk til ham, som sviakongen gav ham; det var fire hundreder. Han lagde veien saaledes, som sviarne kunde angive ham den; de stævnede op i landet til de store skoge og kom frem igjen i det landskab, der kaldes Jarnberaland. Der kom en flok til ham, der var dragen ham imod fra Norge. Han fandt her sin broder Harald og mange andre frænder og venner, og det blev et meget glædeligt gjensyn. De havde da tilsammen i alt tolv hundreder (1440 mand).
Dag hed en mand, som var en søn af den kong Ring, der var flygtet af landet for kong Olav; men denne Ring, siger man, var en søn af Dag Ringssøn, søn af Harald Haarfagre. Dag var kong Olavs frænde. Ring og hans søn Dag havde nedsat sig i Sverige og der faaet et rige at raade over. Om vaaren, da kong Olav var kommen østenfra til Svitjod, sendte han bud til sin frænde Dag og bad ham hilse, at han skulde gjøre ham følge paa det forestaaende tog med al den styrke, han havde, og om de vandt Norges land, skulde Dag faa ikke mindre rige der, end hans forfædre havde havt før ham. Da dette budskab kom til Dag, huede det ham særdeles vel; han fik stor længsel efter at drage til Norge og der tage ved det rige, som hans frænder før havde havt. Han svarede straks, at han skulde komme og blive med paa toget. Dag var nemlig hastig i ord og raad, fremfusende og modig, men ikke forstandig. Han fik samlet næsten tolv hundreder (1440 mand) og begav sig afsted med denne skare for at forene sig med kong Olav.
Kong Olav sendte bud fra sig ud i bygderne og lod forkynde, at de mænd, der vilde skaffe sig gods ved at samle bytte og plyndre paa de gaarde, hvor kongens uvenner boede, skulde komme til ham og følge ham. Kong Olav førte da sin hær videre og drog gjennem skogbygderne, tildels ogsaa gjennem ødemarker og ofte over store vand; de drog da eller bar skibene efter sig mellem vandene. Der drev da en hel mængde folk til kongen, markemænd og enkelte stimænd. Mange af 10de steder, hvor han overnattede, kaldtes siden Olavsboder. Han stansede ikke, førend han kom til Jemteland. Siden for han nord til Kjølen. Nu fordelte hans folk sig i bygderne og for meget adspredt, saalænge de endnu ikke ventede nogen ufred.
Da han kom over Kjølen og søgte vester ned efter fjeldet, saa at landet begyndte at blive lavere og lavere vesterud henimod sjøen, og han kunde se ud over det, gik en stor del af hæren foran ham, og en stor del efter, medens han selv red saaledes, at der var et aabent rum omkring ham. Han var meget stille, og ingen mand talte til ham. Han red saaledes længe om dagen og saa sig kun lidet om. Da red biskopen til ham og talte til ham, spørgende, hvad han tænkte paa, siden han var saa stille. Thi ellers pleiede kongen at være glad og snaksom med sine mænd paa færden og glædede derved alle dem, der var ham nær. Kongen svarede med megen bekymring: «Underlige ting har nu en stund baarets mig for. Jeg saa nu ud over Norge, idet jeg lod øiet fare vester fra fjeldet; det kom mig da i hu, at jeg havde været mangen dag glad i det land. Jeg havde da det syn, at jeg saa ud over hele Trondhjem, og straks efter over hele Norge, og jo længere dette syn stod for mine øine, desto videre saa jeg, helt indtil jeg saa ud over al verden, baade land og sjø. Jeg kjendte nøie alle de steder, hvor jeg før havde været, og som jeg havde seet; men ligesaa grant saa jeg de steder, jeg aldrig før har seet, nogle, som jeg har hørt tale om, men ogsaa dem, jeg aldrig før har hørt omtale, baade bebyggede og ubebyggede, saa vidt som verden naar.» Biskopen siger, at dette syn var helligt og saare merkeligt.
Siden, da kongen søgte ned af fjeldet, laa en gaard for dem, som heder Sul, i den øverste bygd i Verdølafylke. Da de kom ned imod gaarden, laa der agre ved veien, og kongen bad sine mænd fare stille og ordentlig frem og ikke spilde grøden for bønderne. Dette overholdt man nok saa godt, saalænge kongen var nær; men de sveiter, der kom sidenefter, gav ingen agt derpaa, og der blev løbet saaledes over ageren, at den traadtes ganske ned til jorden. Den bonde, der boede der, hed Torgeir Flekk; han havde to næsten voksne sønner. Torgeir tog venlig mod kongen og hans mænd og bød ham al den tjeneste, han kunde yde. Kongen takkede ham for tilbudet 11og spurgte ham om tidender, hvad der nu var paafærde i landet, eller om der var nogen folkesamling imod ham der i egnen. Torgeir siger, at en stor hær var samlet der i Trondhjem, og at lendermænd var komne der baade søndenfra landet og nordenfra Haalogaland. «Men,» sagde han, «jeg ved just ikke, om de agter at stævne med den hær imod eder eller andensteds.» Siden klagede Torgeir for kongen over den skade, han havde lidt, og over kongsmændenes ustyrlighed, som havde nedbrudt og nedtraadt alle hans agre. Kongen siger, at det var ilde, at man havde gjort ham skade, red siden hen til ageren og saa nu, at den var aldeles lagt ned til jorden. Han red da rundt omkring den og sagde siden: «Jeg haaber sikkert, bonde, at Gud vil oprette din skade, og at ageren vil være bedre om en uges tid.» Og det blev virkelig den bedste ager, som kongen sagde. Kongen blev der om natten og beredede sig om morgenen til at drage videre.
Da kong Olav var kommen saa langt som til Stav i Verdalen, havde han faaet sikker underretning om, at der kun var stakket tid til, at det vilde komme til slag med bønderne. Da han havde mønstret sin hær og optaget mandtal, viste det sig, at han havde mere end tredive hundreder (3600 mand), og tyktes det da at være en stor hær at se til paa ett sted.
Kongen søgte nu ud efter dalen. Han tog sit nattebol, hvor da alt hans folk kom sammen og laa om natten ude under sine skjolde. Saasnart det lysnede, lod han atter bryde op, og saasnart de var færdige, drog de fremdeles ud efter dalen. Da kom ret mange bønder til kongen, og de fleste ginge i hæren med ham; alle kunde sige det samme, at lendermændene havde samlet en vældig hær, og at de agtede at holde strid med kongen. Da tog kongen mange merker sølv og overleverede dem til en bonde, med de ord: «Disse penge skal du opbevare og siden skifte; noget skal du give til kirker, noget til prester, noget til almissemænd, alt for de mænds liv og sjæl, der falder i striden og kjæmper mod os.» Bonden svarer: «Skal ikke disse penge gives til sjælebod for eders egne mænd, konge?» Da svarer kongen: «Nei, du skal give disse penge for de mænds sjæle, der strider paa 12bøndernes side og falder for vore mænds vaaben; men de mænd, der følger os i striden og falder der, vil alle blive frelste.»
Den nat, da kong Olav laa sammen med hæren, vaagede han lange stunder og bad til Gud for sig og sin hær, men sov kun lidet. Mod dagen kom der en tyngde over ham; men da han vaagnede, randt dagen op. Kongen tyktes, at det var vel tidligt at vække hæren. Han spurgte, hvor Tormod skald var. Han var nær ved, svarede og spurgte, hvad kongen vilde ham. Kongen sagde: «Fremsig os et kvæde!» Tormod satte sig op og kvad høit, saa at det kunde høres over hele hæren; han begyndte paa det gamle Bjarkemaal, hvis ophav lyder saaledes:
Dag er oprunden;hanens fjære dønne;tid er for trællenat træde til arbeide.Vaagner alle, vaagner,venner kjære,alle de yppersteAdils’s sinder!
Haar den hardgreipe,Rolv skjotande;ætgode mænd,som aldrig flygte.Ei vækker jeg jer til vinen,ei til vivs hvisken,heller til Hildeshaarde leg.
Da vaagnede folkene. Og da hele kvædet var tilende, takkede alle ham derfor og roste det meget; de fandt, at det var vel valgt, og kaldte det huskarles opmuntring. Kongen takkede ham, fordi han havde fornøiet dem, og tog en guldring, der veiede en halv mark, og gav ham. Tormod takkede kongen for gaven og sagde: «En god konge har vi; men det er nu ikke let at se, hvor længe han kommer til at leve. Min bøn er den, konge, at du aldrig lader os skilles ad, i livet eller døden.» Kongen svarede: «Vi skal alle fare sammen, saalænge jeg raader derfor, hvis I ikke vil skilles fra mig.» Tormod sagde: «Det vedder jeg, konge, at hvadenten der er bedre eller værre fred, skal jeg altid, saalænge jeg raader derfor, være stedt nær ved eder.»
13Kong Olav førte nu hæren ud efter dalen, medens Dag drog en anden vei med sin skare. Kongen stansede ikke, førend han var kommen ud til Stiklestad; da saa han bøndernes hær, der for meget adspredt og var saa stor en mængde, at paa hver sti kom der folk drivende; paa mange steder for ogsaa store flokke tilsammen.
Da kongen kom hen paa Stiklestad, stansede han og lod sin hær gjøre holdt. Han bød, at man skulde stige af hestene og indrette sig der. Man gjorde, som kongen sagde. Siden blev fylkingen stillet og merkerne opsatte. Dag var endnu ikke kommen med sin skare, saa at man savnede denne fylkinge-arm. Kongen sagde da, at oplændingerne skulde gaa op i dens sted og sætte sine merker op der; «men,» siger han, «jeg tror dog ikke, det er raadeligt, at min broder Harald er med i striden; thi han er endnu næsten et barn af alder.» Harald svarede: «Jo, tilvisse skal jeg være i striden, og om jeg er saa usterk, at jeg ikke kan holde sverdet, saa ved jeg nok raad; man skal binde haanden til haandtaget. Ingen skal have bedre vilje end jeg til at gjøre bønderne ugagn, og jeg vil følge mine sveitunger.» Han fik sin vilje frem og blev med i slaget.
Kong Olav var saaledes rustet: Han havde ringbrynje, en forgyldt hjelm paa hovedet og et hvidt skjold, hvorpaa det hellige kors var lagt med guld. I den ene haand havde han det spyd, der nu staar i Kristkirken ved alteret. Han var omgjordet med et sverd, der hed Hneite. Det var det skarpeste sverd, med guldomvundet haandtag.
Da Olav havde fylket sin hær, var bønderne endnu ikke komne nær til. Da sagde kongen, at hæren skulde sætte sig ned og hvile sig. Kongen satte sig da selv ned og alle hans krigsfolk. De sad rumt. Kongen heldede sig og lagde sit hoved paa Finn Arnessøns knæ. Da faldt der en søvn paa ham og varede ved en stund. Men nu saa de bondehæren, der stævnede imod dem og havde sat sine merker op, og det var en svær mængde folk. Da vækkede Finn kongen og sagde, at bønderne nu kom farende imod dem. Men da kongen vaagnede, sagde han: «Hvi vækkede du mig, Finn, og lod mig ikke nyde min drøm?» Finn svarede: «Hvad du end 14kunde drømme, saa var det dog mere magtpaaliggende for dig at vaage og berede dig til at møde hæren, der farer mod os; eller ser du da ikke, at hele bondehæren nu er kommen?» Kongen svarer: «De er dog endnu ikke saa nær os, at det jo var bedre, om jeg havde sovet.» Da mælte Finn: «Hvad drømte du da, konge, siden du tror at have tabt saa meget ved, at du ikke fik vaagne af dig selv?» Kongen siger nu sin drøm, nemlig, at han tyktes at se en høi stige, og gaa opad den saa høit i luften, at han syntes at se himlen aabne sig og stigen selv at naa derop. «Jeg var,» siger han, «just kommen paa det øverste trin, da du vækkede mig.» Finn svarer: «Ikke tykkes mig denne drøm saa god, som du finder den; thi jeg mener, at dette bebuder din feigd, hvis det, der bares dig for, ellers er noget andet end søvn-ørhed alene.»
Nu flyttede bønderne sin hær til Stiklestad. I spidsen for hæren for Kalv Arnessøn og Haarek af Tjotta frem med merket. Men da hærene mødtes, skede der ikke saa ganske snart noget angreb; thi bønderne biede med at gaa paa for den sags skyld, at deres rækker ikke paa meget nær gik jevnsides frem, og de oppebiede derfor dem, der kom sidst. Tore Hund havde faret allersidst med sin sveit; thi han skulde passe paa, at deres folk ikke drog sig tilbage, naar hærskriget lød, eller begge hære saa hinanden; derfor maatte Kalv og Haarek bie paa Tore. Bønderne havde følgende ordtag til at egge sine folk frem i slaget: «Frem, frem, bondemænd!» Kong Olav gjorde heller intet angreb, fordi han ventede paa Dag og den skare, der fulgte ham. Kongen og hans mænd saa nu Dags skare, hvor den for. Der siges, at bønderne havde ikke færre folk end hundrede hundreder (14 400 mand). Sigvat skald nævner i en vise, at bønderne havde dobbelt saa mange folk som kongen.
Da nu saaledes begge hære stod stille, og man kjendte hinanden fra begge sider, sagde kongen: «Hvi er du der, Kalv? Vi skiltes jo som venner syd paa Møre; det sømmer sig ilde for dig at stride imod os; thi her er fire af dine brødre.» Kalv svarede: «Mangt og meget gaar nu anderledes, konge, end som det egentlig sømmer sig bedst; I skiltes saaledes fra os, at det maatte tykkes nødvendigt at skaffe sig fred hos 15dem, der kom efter; nu faar enhver at være der, han er stedt; men forliges skulde vi endnu, om jeg kunde raade.» Da svarer Finn Arnessøn: «Det er altid at merke paa Kalv, naar han taler vel, at han just da er bestemt paa at gjøre ondt.» Kongen sagde: «Det kan gjerne være, Kalv, at du nu vil forliges med mig; men bønderne ser mig just ikke ud til at lade saa fredelig.» Da svarer lendermanden Torgeir af Kvistad: «I skal nu have slig fred, som saa mange forhen har nydt af eder, og det skal I nu undgjælde.» Kongen svarer: «Du behøver just ikke at lyste saa meget efter at møde os; thi dig bliver ingen seier over os forundt idag; jeg har hævet dig i magten fra at være en ringe mand.» Nu kom Tore Hund, gik frem med sin sveit foran merket og raabte: «Frem, frem, bondemænd!» Da istemte bønderne hærskrig og skjød baade med pile og med spyd. Kongens mænd raabte da ligeledes hærskrig, og da det var endt, eggede de hæren frem, sigende: «Frem, frem, kristmænd, korsmænd, kongsmænd!» Da de bønder, der stod yderlig i fylkingarmen, hørte dette, sagde de efter, hvad de hørte de andre sige, og da andre bønder igjen hørte dette, troede de, at det var kongsmænd, og bar vaaben paa dem; saaledes kom de da til at stride mod hinanden indbyrdes, og mange faldt, førend de kjendtes ved hinanden. Veiret var fagert, og solen skinnede paa himlen; men da slaget begyndte, slog der sig en rødhed over himlen og dernæst paa solen, og før den ophørte, blev det mørkt som om natten. Kong Olav havde fylket sin hær paa et sted, hvor der var nogen høide, saa at hans mænd styrtede ovenfra ned mod bøndernes hær og gjorde saa haardt et anfald, at bøndernes fylking bøiede sig derfor, og brystet af kongens fylking nu kom til at staa der, hvor før de bagerste i bondehæren havde staaet, og en stor del af bøndernes folk var allerede færdig til at tage flugten; men lendermændene og lendermændenes huskarle stod fast, og der blev da en meget heftig strid. Lendermændene eggede sine folk og stormede frem; da søgte bondehæren til fra alle kanter. De, som stod fremst, hug; men de, som var næst dem, stak med spyd, og alle de, der gik bagefter, skjød med spyd eller pile eller kastede sten eller haandøkser eller skjeftefletter. Kampen 16blev da snart blodig, og der faldt mange paa begge sider. Da nu rækkerne tyndedes foran kongens merke, bød han sin merkesmand, Tord Follessøn, bære merket frem; men han fulgte det selv og den sveit af mænd, han havde udvalgt til at være ham nærmest i slaget; de var de vaabendjerveste og bedst udrustede i hans hær. Da kong Olav gik frem af skjoldborgen i spidsen for fylkingen, og bønderne saa i hans aasyn, ræddedes de og blev haandfaldne. Kampen blev da meget haard, og kongen gik selv frem i hugvekslingen og stred saare djervelig. Han hug til Torgeir af Kvistad, den føromtalte lendermand, tvert over ansigtet, saa næseskjermen paa hjelmen gik isønder, og kløvede hovedet nedenfor øinene, saa at stykket næsten gik af. Da han faldt, sagde kongen: «Er det ikke sandt, hvad jeg sagde dig, Torgeir, at du ikke kom til at seire i vort møde?» I det samme stødte Tord merkestangen saa haardt ned, at den stod; han havde da faaet banesaar og faldt der under merket. Da faldt ogsaa sammesteds Torfinn Mund og Gissur Guldbraa. Denne var bleven angreben af to mænd og havde dræbt den ene af dem, men saaret den anden, inden han faldt. Da skede dette, som før er omtalt, at medens himlen var klar, forsvandt solen, saa at man ikke kunde se den, og det blev mørkt. Dette omtaler Sigvat skald, sigende, at det ansaaes for et stort under, at den skyløse sol ei kunde varme krigerne, og at dagen tabte sit fagre udseende, samt at han selv havde spurgt østenfra denne hændelse ved slaget. Ved denne tid kom Dag Ringssøn med den skare, der havde fulgt ham, begyndte at fylke den og satte sit merke op; men da det var saa mørkt, gik det ikke saa hurtig med angrebet; thi de vidste ikke sikkert, hvem de havde for sig; dog vendte de sig mod den kant, hvor rygerne og hørderne stod. Mange af disse tildragelser skede paa éngang, eller nogle lidt før, andre lidt senere.
Olav og Kalv hed Kalv Arnessøns frænder; de stod paa den ene side af ham med meget og tappert folk. Paa den anden side af Kalv Arnessøn gik Tore Hund frem. Kong Olav hug til Tore tvertover herderne. Sverdet bed ikke; men det saa ud, som om der røg støv af renfelden. Tore hug til kongen; de skiftede nogle hug med hinanden; men kongens sverd bed ikke, hvor det traf renfelden, derimod blev Tore saaret paa haanden. Kongen sagde til Bjørn stallare: «Slaa du hunden, som 17jern ikke bider paa.» Bjørn vendte øksen i sin haand og slog til med hamren; slaget traf Tore paa akslen og var saa vældigt, at Tore vaklede derved; i samme øieblik vendte kongen sig mod Kalvs frænder og gav den ene af dem, Olav, banesaar. Da stak Tore Hund til Bjørn stallere med et spyd midt paa livet og gav ham banesaar, idet han sagde: «Saaledes beiter vi bjørnene.» Torstein Knarrarsmed hug til kong Olav med en økse og traf ham i den venstre fod ovenfor knæet. Finn Arnessøn dræbte straks Torstein; men da kongen havde faaet saaret, heldede han sig op mod en sten, kastede sverdet og bad Gud hjælpe sig. Da stak Tore Hund til ham med spydet; stikket kom nedenunder brynjen og gik op i underlivet. Da hug ogsaa Kalv til ham; det hug traf ham udentil i halsen paa venstre side. Man er ellers uenig om, hvorvidt det var Kalv, som saarede kongen i halsen. Disse tre saar fik kong Olav, og de voldte hans død, og efter hans fald faldt ogsaa størstedelen af den sveit, der havde gaaet frem med ham.
Dag Ringssøn holdt nu striden vedlige og gjorde sit første angreb saa haardt, at bønderne veg tilbage for det; ja nogle tog endog flugten; da faldt en mængde af bøndernes mænd. Da blev det merke nedhugget, som de havde mellem sig, og striden var nu overvættes heftig; dette kaldte man Dags-riden. Men nu vendte Kalv Arnessøn, Haarek af Tjotta og Tore Hund sig mod Dag med den fylking, der havde fulgt dem, og da blev Dag overmandet, saa at han tog flugten med alt det folk, der var tilbage. Mængden af de flygtende satte opad en dal, som der var; der faldt da mange, og folket spredte sig til begge sider; mange var haardt saarede og mange saa udmattede, at de ikke mægtede det allermindste. Bønderne forfulgte ikke de flygtende langt; thi høvdingerne vendte snart tilbage til valpladsen, eftersom mange af dem havde venner og frænder at lede efter blandt de faldne. Tore Hund gik didhen, hvor kong Olavs lig laa, og viste det den sidste tjeneste, idet han lagde det ned, rettede det ud og bredte et klæde derover. Han sagde siden, at da han tørrede blodet af dets ansigt, var dette saa fagert, at der endog var rødme i kinderne, som om kongen sov; men det var meget klarere end før, medens han levede. Da kom noget af kongens blod paa Tores haand og randt op
V. bd.
18over fingren, hvor han før havde faaet saaret; men dette saar behøvede ingen forbinding fra det øieblik af; saa hurtig groede det. Denne tildragelse bevidnede Tore selv, da kong Olavs hellighed blev bekjendt blandt mængden. Tore Hund var den første af de stormænd, der før havde været i hans modstanderes flok, til at holde paa kongens hellighed.
Kong Olav faldt paa en onsdag, qvarto kalendas augusti (d. e. 29de juli). Det var nær middag, da de mødtes; før midmund (kl. 1½) begyndte slaget, og han faldt før noon (kl. 3); men mørket vedvarede fra middag til noon. Bønderne plyndrede ikke de faldne, og straks efter slaget blev det næsten saa, at rædsel slog mange, der havde været imod kongen: de holdt dog paa med sin onde vilje og fastsatte mellem sig, at ingen af de mænd, der havde faldt med kongen, skulde nyde saadan omsorg eller begravelse, som sømmede sig for gode mænd; de kaldte dem alle ransmænd og utlæge. Men de mænd, der var mægtige og havde frænder blandt de faldne, brød sig intet derom, men førte sine frænder til kirke og lod dem begrave. Torgils Halmessøn og hans søn Grim begav sig til valpladsen om kvelden, da det var mørkt; de tog kong Olavs lig op og bar det bort til et lidet og tomt udhus paa den anden kant fra gaarden; de havde lys og vand med sig. De tog nu klæderne af liget, toede det, svøbte det med linduge og lagde det ned der i huset; de tildækkede det med ved, saa at ingen skulde se det, omend nogen kom ind i huset; siden gik de bort og hjem til gaarden.
Men de var meget bekymrede for, hvorledes de kunde faa maget det saa, at kongens uvenner ikke kom til at mishandle liget; thi saa meget hørte de af bøndernes tale, at man havde besluttet, hvis kongens lig fandtes, da enten at brænde det eller flytte det ud paa sjøen og sænke det ned. De havde begge om natten seet ligesom et kjertelys brænde over det sted, hvor kong Olavs lig laa i valen, og siden, da de havde skjult det, saa de ligeledes om natten lys derborte, hvor kongen hvilede. De frygtede derfor, at fienderne, naar de fik disse tegn at se, vilde lede efter liget paa det sted, og derfor stundede Torgils og Grim saare efter at faa flyttet liget bort til et sted, hvor det laa sikkert forvaret. De 19gjorde da en kiste, saa godt og smukt, som de kunde, og lagde kongens lig deri; siden gjorde de en anden kiste og lagde halm og sten i den, saa det blev en mands tyngde, og lukkede den omhyggelig til. Da nu alt bondefolket var borte fra Stiklestad, gjorde Torgils og hans søn sig straks færdige til at reise; han fik sig en rofærge, og de var ialt 7 eller 8 tilsammen, alle frænder eller venner af Torgils. De bragte kongens lig hemmelig ned til skibet og satte kisten ned under tiljerne; men den anden kiste, som stenene var i, havde de ogsaa med sig og satte den saaledes i skibet, at alle kunde se den. Siden for de ud af fjorden, havde heldig bris og kom om kvelden, da de begyndte at mørkne, til Nidaros, hvor de lagde til ved kongebryggen. Her sendte Torgils nogle mænd op i Byen og lod sige til biskop Sigurd, at de havde kong Olavs lig ombord. Da biskopen hørte dette, sendte han straks sine mænd ned til bryggerne; de tog en roskude, lagde til ved Torgils’s skib og bad om, at man vilde lade dem faa kongens lig. Torgils og hans mænd tog den kiste, der stod oppe paa tiljerne, og bar den ned i skuden; siden roede hine mænd ud paa fjorden og sænkede kisten ned der. Da var det mørk nat. Torgils og hans mænd roede nu videre op efter aaen, indtil byen hørte op; der lagde de til ved et sted, som kaldes Saurlid; det var ovenfor byen. Der bar de liget op og ind i en øde-skemme, der stod deroppe, afsides fra andre huse. Der vaagede de om natten over liget. Torgils gik ned i byen og opsøgte de mænd der, som især havde været kongens venner; dem spurgte han nu, om de vilde tage imod kongens lig; men det turde ingen gjøre. Saa førte da Torgils og hans mænd liget endnu videre op efter aaen og grov det ned paa den sandmæle, som der er, samt magede alt saaledes, at ingen skulde kunne se, at der nylig havde været gravet paa det sted. Med alt dette var de færdige, førend dagen brød frem, hvorpaa de atter begav sig til sit skib, lagde straks ud af aaen og for sin vei, indtil de kom hjem til Stiklestad.
Olav Haraldssøn var i sin opvekst ikke høi, af middelmaadig vekst, før af lemmer, sterk af kræfter, lysebrun af haar, bredladen, lys og rødmusset i ansigtet; han havde udmerket 20deilige øine, var fagerøiet og snarøiet, saa at man kunde forfærdes ved at se ham i øinene, naar han var vred. Olav var en stor idrætsmand i mange stykker, skjød godt med bue og ualmindelig færdig med haandskud, svømmede godt, var nethændt og havde godt skjøn paa alt haandarbeide, hvad enten han selv eller andre udførte det. Han blev kaldet Olav digre. Han var djerv og snild i sin tale, tidlig udviklet for sin alder saavel i legemskræfter som forstand, yndet af alle sine frænder og kjendinger, kappelysten i lege og vilde være fremfor alle andre, som det sig da og hørte og burde formedelst hans stand og byrd.
4. Tormod Kolbrunarskalds død.
Tormod Kolbrunarskald var i slaget ved Stiklestad under kong Olavs merke, og da kongen var falden, og striden rasede paa det heftigste, faldt kongens mænd, den ene ved den anden; men de fleste, der endnu stod paa sine fødder, var saarede. Tormod blev haardt saaret; han gjorde da som alle de øvrige, at de hopede tilbage derfra, hvor der tyktes dem at være størst livsfare, og nogle løb. Da begyndte den strid, som kaldes Dags-riden; did søgte da alle de af kongens mænd, som endnu var vaabenføre; men Tormod kom ikke med i den strid; thi han var ukampdygtig baade af saar og udmattelse. Alligevel stod han der ved siden af sine stalbrødre, skjønt han intet andet kunde tage sig til. Da blev han saaret af en pil i den venstre side. Han brød pileskaftet af og gik bort fra striden hjem til husene, hvor han kom til en lade; det var et stort hus. Tormod havde et bart sverd i haanden. Da han gik ind, kom en mand gaaende ud imod ham, sigende: «Det er da forfærdeligt, hvor ilde man bærer sig herinde med ynk og gaul; det er stor skam, at raske karlmænd ikke skal kunne taale sine saar; det kan gjerne være, at kongens mænd har kjæmpet tappert, men sine saar taaler de daarlig.» «Hvad er dit navn?» spurgte Tormod. Manden kaldte sig Kimbe. «Var du med i slaget?» spurgte Tormod. «Jeg var,» svarede den anden, «med bønderne, hvad der og var bedst.» «Er du noget saaret?» siger Tormod. «Lidt» sagde Kimbe; «var ellers du i slaget?» Tormod svarer: «Jeg var med dem, der havde 21det bedst.» «Er du noget saaret?» spurgte Kimbe. «Intet, som er værd at tale om,» siger Tormod. Da saa Kimbe, at Tormod havde en guldring paa armen, og sagde straks: «Du maa være en af kongens mænd; lad mig faa guldringen, saa skal jeg skjule dig; thi bønderne vil dræbe dig, naar de finder dig paa sin vei.» «Tag ringen, om du kan,» siger Tormod, «jeg har nu tabt, hvad mere er.» Kimbe rakte haanden frem for at tage ringen; men Tormod hug til med sverdet, saa at haanden gik af, og der fortælles, at Kimbe ikke bar sit saar bedre end de, han før havde lastet.
Kimbe gik nu bort; men Tormod satte sig ned i laden og blev siddende en stund, idet han hørte paa folks tale. Samtalerne dreiede sig mest om, at enhver sagde, hvad han mente at have seet i slaget, og der blev talt om, hvor tapper denne eller hin havde vist sig. Nogle roste især kong Olavs tapperhed; andre nævnte andre mænd, der ikke skulde have udmerket sig mindre end han. Tormod kvad da en vise, hvori han gav Olav prisen og sagde, at han var den eneste, som ikke havde holdt skjold for sig i pileregnen. Siden gik Tormod hen til en skemme og gik ind. Her var allerede mange haardt saarede mænd inde, og der var en kone tilstede, som forbandt deres saar. Der brandt en ild paa gulvet, og hun varmede vand til at rense saarene med. Tormod satte sig ned yderst henne ved døren; imidlertid gik folk ind og ud, som stellede med de saarede. En af dem snuede sig mod Tormod, saa paa ham og sagde: «Hvi er du saa bleg? Er du saaret, eller hvorfor beder du ei om at blive lægt?» Tormod kvad en vise, sigende, at der vist kun var faa, som brød sig om hans saar, og at han var bleg, fordi han bar dybe spor af Dags-riden. Derpaa stod han op, gik længer ind til ilden og stod der en stund. Da sagde lægekonen til ham: «Du, mand, gak ud og tag de skier ved (d. e. kløvet ved) udenfor døren.» Han gik, tog skifanget og kastede det ned paa gulvet. Da saa konen ham i ansigtet og sagde: «Forfærdelig bleg er denne mand! Hvi er du det?» Tormod kvad en vise, sigende, at hun ei behøvede at undres over hans bleghed; faa blev fagre af saar; i pileregnen var den mørke, hvasse od fløien igjennem ham og havde, som han troede, truffet ham nær ved hjertet. «Lad mig se dine saar,» sagde lægekonen, «saa skal jeg stelle om dem.» Tormod satte sig ned og kastede klæderne af sig. Da konen 22saa hans saar, undersøgte hun det, han havde i siden, og kjendte da, at der stod et jern i, men vidste ikke sikkert, hvad vei jernet havde taget. Hun havde der i en stor stenkjedel tilberedt noget af stødt løg og andet græs, som siden var kogt sammen; deraf gav hun de saarede at æde for saaledes at erfare, om de havde hulsaar, da man nemlig kunde kjende løgen ud af saaret, hvis det gik lige ind i hulheden. Hun bar det ogsaa til Tormod og bad ham at æde deraf; men han svarede: «Bær dette bort; jeg har ikke graut-sot.» Siden tog hun en knibetang og vilde drage jernet ud; men det sad fast og gik ikke; der stod ogsaa lidet ud; thi saaret var hovnet. Da sagde Tormod: «Skjær kun ind til jernet, saa at man godt kan naa det med tangen; giv mig saa tangen og lad mig selv rykke.» Hun gjorde, som han sagde. Da tog Tormod guldringen af sin haand og gav lægekonen den, sigende, hun kunde gjøre med den, hvad hun vilde. «Den har tilhørt en god mand,» sagde han; «kong Olav gav mig den imorges.» Siden tog Tormod tangen og rykkede jernet ud; der var kroge paa det, og paa disse laa der trevler af hjertet, nogle røde, nogle hvide. Da han saa det, sagde han: «Kongen har født os vel; jeg er fed om hjerterødderne.» Derpaa heldede han sig tilbage og var straks død.