90. Strikkevise.
Saa knytter jeg traad,saa øver sig haanden i kvindelig daad;ved haanden at hænge man bliver saa træt,ved haanden at røre gaar tiden saa let.Jeg knytter ei silke, jeg knytter ei guld;min traad er af uld.
Min uldene traad,naar vinteren bruser, skal varme min fod;med intet paa stikke, med intet paa ten,saa mange maa skjælve paa islagte sten.Gud se til de usle, som nøgne og blaai snevandet gaa!
Jeg knytter kun traad;jeg knytter ei baand af ugudeligt raad;vig langt fra mit hjerte, du mørkhedens aand,som lærer at binde besnærende baand!Skal mennesket knytte for menneskets barnet fangende garn?
Min knyttede traadmig minder om livet; mit liv er en traad:Hver maskeklædt stikke er fuldendte dag,168hver maske, hver knude et pulsaareslag.Naar livet har ende, o Gud, i din haandannam da min aand!
Claus Frimann.
90. Strikkevise.
Så knytter jeg tråd,så øver seg hånden i kvinnelig dåd;ved hånden å henge man blir så trett,ved hånden å røre går tiden så lett.Jeg knytter ei silke, jeg knytter ei gull;min tråd er av ull.
Min uldene tråd,når vinteren bruser, skal varme min fot;med intet på stikke, med intet på ten,så mange må skjelve på islagte stein.Gud se til de usle, som nakne og blåi snevandet gå!
Jeg knytter kun tråd;jeg knytter ei bånd av ugudeligt råd;vig langt fra mitt hjerte, du mørkhedens ånd,som lærer å binde besnærende bånd!Skal mennesket knytte for menneskets barnet fangende garn?
Min knyttede trådmeg minner om livet; mitt liv er en tråd:Hver maskeklædt stikke er fullendte dag,168hver maske, hver knute et pulsaareslag.Når livet har ende, o Gud, i din håndannam da min ånd!
Claus Frimann.