164

Jeg mindes grant fra min barndoms aaren tigger, der komret ofte op til min faders gaard,naar han vandred om.

Han var dem alle til spe ogspot,det stakkars fjog!Istedenfor svar han pikluen blotover ørene drog.

165Hans melpose laa i den venstre armkun skjødesløst;den høire trykkede tro og varmhans hele trøst:en dusk af blomster, som mark og skovham kjærlig bød,som hos rige folk med tryglet forlovhan i haven brød.

Hans mine var slap, med et tosset smil,og øiet mat;men traf det hans dusk, en kraftig ilddet klarede brat.Da vugged han hovedet som i drøm —da saa han udsom elskeren, naar han stirrer ømpaa sin unge brud.

Næst jordens blomster han elsked alt,hvad ham tyktes skjønt.En pragtfuld villa, der hvilte svaltbag alleens grønt,ham vinkende drog, som det gyldne slotet barnligt sind, —han trygled saa længe, saa tyndt og smaat,til han kom derind.

Der tigged han aldrig om mel eller mad,kun om at faa se;hver glinsende sal og hvert rødmende bladde maatte ham te.Og hvad han saa i de riges boaf pragtfuldt og smukt,forvarede han i erindringen trosom laaset og lukt.

Han yndede mig. Sine syner toghan mig stundom frem;han brugte et eget, halv østerlandsk sprogtil at male dem;af blomsternes farver og liv og skikhan tog sine træk —hvor funklede billedet for mit bliki det brogede blæk!

Men vilde man tvinge hans tanker indi begreb og dom,da sammenflød alt, da ligned hans sindet taaget rum.I mangt et Herrens aar han giktil bygdens prest,de ti bud-ord han dog aldrig fikigjennemlæst.

Han blev en hedning. Guds hellige ordei lys ham gav,imens han tigged sig frem over jordmod den sorte grav.Ham kaldte ei klokken fra høie lufttil nadver og daab;166men glødende roser ham prækedmed duftog taarer hans haab.

Det var en deilig septemberdag:saa mat og rødstod solen og drømte, mens lettelagaf taager flød.Jeg gik til presten at læselatinmin vante gang;da bar man en kiste til kirken induden klokkeklang.

Knap høvlet var kisten, kunstrøgen sletog kløtret gjort,og armodslig kun de staklerklædt,som bar den bort.Men foran den gik i snehvidt linseks unge møer;af florvundne kurve med fingrenfinde blomster strør.

I kisten laa han. Den bane varhaard,som bragte ham ro.Henkommen ensteds til en staselig gaardtrak han af sine sko.Dem stilled paa trappens øverste trinhan hen efter skikhos pose og stav, imedens han indi kjøkkenet gik.Der spigred af kaadhed demdrengene fast.Da han kom igjenog ret skulde ile ned med hast,han tumlede hen.Hans hoved traf en kantet stenog farved den rød.— Hvad var det saa mer? detvar ingen til men,at en tigger var død.

Der laa hans legem i kisten trang,stivt, strakt og dødt;nu skulde han ogsaa bæres engangret varlig og blødt.Den fryd, man den levendenegtet tidteller gnavent gav,henkasted de venlige piger blidtpaa den dødes grav.

Det rørte og harmed min ungesjæl;med taarer i lønjeg bad ved graven som til farvelen hjertelig bøn:«Min Gud! vel kunde han eiforstaadine ti bud-ord;dog elsked han dig i blomsternesmaaog hvert skjønheds spor.

Her maatte han lide. Giv nuham lybag palmen og fred!Men reisen er mørk: send enrosenrød skyat hente ham med!»167Saa tog jeg min bogrem igjeni armog vandred afsted;men alt som jeg gik, for vemodog harmmine taarer gled.

Da faldt den tanke mig ind paaengang:Naar du først bli’r stor,skal du rigtig skrive den stakkar en sangmed deilige ord.I graven hviler den fattigmandalt længe nu —jeg digter min vise, saa godtjeg kan,med trofast hu.

J. Moe.

164

Jeg minnes grant fra min barndoms åren tigger, der komrett ofte opp til min faders gård,når han vandret om.

Han var dem alle til spe ogspot,det stakkars fjog!Istedenfor svar han pikluen blotover ørene drog.

165Hans melpose lå i den venstre armkun skjødesløst;den høyre trykket tro og varmhans hele trøst:en dusk av blomster, som mark og skogham kjærlig bød,som hos rike folk med tryglet forlovhan i hagen brød.

Hans mine var slapp, med et tosset smil,og øyet mat;men traff det hans dusk, en kraftig ilddet klarede brat.Da vugget han hodet som i drøm —da så han utsom elskeren, når han stirrer ømpå sin unge brud.

Nest jordens blomster han elsket alt,hva ham tyktes skjønt.En praktfull villa, der hvilte svaltbak alleens grønt,ham vinkende drog, som det gyldne slottet barnligt sinn, —han tryglet så lenge, så tynt og smått,til han kom derind.

Der tigget han aldri om mel eller mat,kun om å få se;hver glinsende sal og hvert rødmende bladde måtte ham te.Og hva han så i de rikes boav praktfullt og smukt,forvarede han i erindringen trosom låset og lukt.

Han yndet meg. Sine syner tokhan meg stundom frem;han brukte et eget, halv østerlandsk språktil å male dem;av blomstenes farger og liv og skikkhan tok sine trekk —hvor funklet billedet for mitt blikki det brokete blekk!

Men ville man tvinge hans tanker inni begrep og dom,da sammenflød alt, da lignet hans sinnet tåket rom.I mangt et Herrens år han gikktil bygdens prest,de ti bud-ord han dog aldri fikkgjennomlest.

Han ble en hedning. Guds hellige ordei lys ham ga,imens han tigget seg frem over jordmot den sorte grav.Ham kalte ei klokken fra høye lufttil nadver og dåp;166men glødende roser ham preketmed duftog tårer hans håp.

Det var en deilig septemberdag:så mat og rødstod solen og drømte, mens lettelagav tåker fløt.Jeg gikk til presten å leselatinmin vante gang;da bar man en kiste til kirken innuten klokkeklang.

Knap høvlet var kisten, kunstrøket sletog kløtret gjort,og armodslig kun de stakkarerkledd,som bar den bort.Men foran den gikk i snøhvitt linseks unge møyer;av florvundne kurve med fingrenfinde blomster strør.

I kisten lå han. Den bane varhard,som brakte ham ro.Henkommen ensteds til en staselig gårdtrakk han av sine sko.Dem stilled på trappens øverste trinhan hen etter skikkhos pose og stav, imens han inni kjøkkenet gikk.Der spikret av kåthet demdrengene fast.Da han kom igjenog rett skulle ile ned med hast,han tumlet hen.Hans hode traff en kantet steinog farved den rød.— Hva var det så mer? detvar ingen til men,at en tigger var død.

Der lå hans legeme i kisten trang,stivt, strakt og dødt;nå skulle han også bæres engangrett varlig og blødt.Den fryd, man den levendenektet titteller gnavent ga,henkastet de vennlige piker blidtpå den dødes grav.

Det rørte og harmet min ungesjel;med tårer i lønjeg bad ved graven som til farvelen hjertelig bøn:«Min Gud! vel kunne han eiforstådine ti bud-ord;dog elsket han deg i blomstenesmåog hvert skjønnhets spor.

Her måtte han lide. Gi nåham lybak palmen og fred!Men reisen er mørk: send enrosenrød skyå hente ham med!»167Så tok jeg min bokrem igjeni armog vandret av sted;men alt som jeg gikk, for vemodog harmmine tårer gled.

Da falt den tanke meg inn påengang:Når du først bli’r stor,skal du riktig skrive den stakkar en sangmed deilige ord.I graven hviler den fattigmannalt lenge nå —jeg dikter min vise, så godtjeg kan,med trofast hu.

J. Moe.