162

Med fløiels hue, med sølvgraat skjegog lange sorte kappefor folket, som sad inden kirkevæg,op over den høie trappeder gik hr. Kjeld, af hellig bogde tekster at forklare,med hellig iver i stol han slog,de synder ei vilde han spare.

I frankers land og Gange-Rolvs egnhr. Kjeld havde baaret sverdet,hans pande bar endnu merketegn;Fra ungdoms tid saa hærdethr. Kjeld var ei at spøge med;hr. Hannibal manden kjendte;thi kaldte han Kjeld af kirken nedog saa til manden sig vendte:

«Hr. Kjeld! I ser, hvad tid her er:at svensken er rundt om paafærde;vel have vi samlet en bonde-hær,men faa den at føre er lærde —I kongens navn, for fødeland,hr. Kjeld, I sverdet gjentage!I være for grænserne tilsynsmand!Hr. Gunde skal med eder drage.»

Hvor brand har været, i aske varmtidt ligger en gnist tilbage.Saa lumrer der noget hr. Kjeld om barmog stryger han sig om hage —«Hr. Hannibal! — da jeg var ung — —(nu pegte han paa sin skramme);men nu er haanden for sverdet tung,og borte er ungdoms flamme.163Dog nøden raaber — og ve den mand,som hjælp i nøden negter!»Saa taler hr. Kjeld, og straks paa standop kappen fra skulder han hægter.Saa lader han sadle sin ganger graa,tolv svende ved sin side,tolv svende, som var at forlade sig paa,dem byder han hos sig ride.

Med disse ved side og følgende tropde usikre landets grænserfra Baahus til øverste Trøndelag opfor fremmede skogtrold han renser.Der var paa den strækning intet fjeld,den tordnende prest jo besøgte;til kjernen af Sverig om norske hr. Kjeldgik rundt om i dalene rygte.

Den feide endes; sin rytterhestnu lader hr. Kjeld afsadle,sin kappe gjentager den kjække prest —lad høre, ham nogen tør dadle!Sig nu: Den norske prest kun staarfor alter sit offer at tage!Nei, kaster han kappen, forvist jeg spaardig ingen ledige dage.

Tak, norske prest, tak nu din Gud!Naar nu du færdes om bjerge,ei nødes du drage med sabel udfor fødelandet at verge.Kan dalens prest ei vinde ros,om han ei er Holger Danske?Til urter at sanke og korkemosbehøves vel ingen staalhandske.

Claus Frimann.

162

Med fløyels hue, med sølvgrått skjeggog lange sorte kappefor folket, som satt innen kirkevegg,opp over den høye trappeder gikk hr. Kjeld, av hellig bokde tekster å forklare,med hellig iver i stol han slo,de synder ei ville han spare.

I frankers land og Gange-Rolvs egnhr. Kjeld hadde båret sverdet,hans panne bar ennå merketegn;Fra ungdoms tid så herdethr. Kjeld var ei å spøke med;hr. Hannibal mannen kjente;thi kalte han Kjeld av kirken nedog så til mannen seg vendte:

«Hr. Kjeld! Dere ser, hva tid her er:at svensken er rundt om paafærde;vel har vi samlet en bonde-hær,men få den å føre er lærde —I kongens navn, for fødeland,hr. Kjeld, dere sverdet gjentage!I være for grensene tilsynsmann!Hr. Gunde skal med dere drage.»

Hvor brand har vært, i aske varmtitt ligger en gnist tilbake.Så lumrer der noe hr. Kjeld om barmog stryker han seg om hage —«Hr. Hannibal! — da jeg var ung — —(nå pekte han på sin skramme);men nå er hånden for sverdet tung,og borte er ungdoms flamme.163Dog nøden roper — og ve den mann,som hjelp i nøden nekter!»Så taler hr. Kjeld, og straks på standopp kappen fra skulder han hekter.Så lar han sadle sin ganger grå,tolv svenner ved sin side,tolv svenner, som var å forlate seg på,dem byr han hos seg ride.

Med disse ved side og følgende troppde usikre landets grenserfra Baahus til øverste Trøndelag oppfor fremmede skogtroll han renser.Der var på den strekning intet fjell,den tordnende prest jo besøkte;til kjernen av Sverig om norske hr. Kjeldgikk rundt om i dalene rykte.

Den feide endes; sin rytterhestnå lar hr. Kjeld afsadle,sin kappe gjentar den kjekke prest —la høre, ham noen tør dadle!Sig nå: Den norske prest kun stårfor alter sitt offer å ta!Nei, kaster han kappen, forvist jeg spårdeg ingen ledige dage.

Tak, norske prest, tak nå din Gud!Når nå du ferdes om bjerge,ei nødes du drage med sabel utfor fødelandet å verge.Kan dalens prest ei vinde ros,om han ei er Holger Danske?Til urter å sanke og korkemosbehøves vel ingen stålhanske.

Claus Frimann.