159

Høit oppe mod norden der ligger et landombeltet af brusende bølger,med bjerge bekranset; — den skogløse strandbag is og bag sne sig fordølger.

Saa skaldet og bleg er den ensomme ø,en olding blandt jordklodens riger; —saa kold og saa taus af den larmende sjøden isklædte fjeldmark opstiger.

Men under det dække af is og af sneder ulmer den mægtigste flamme;den lønlige ild du hel ofte vil seat bryde den stenhaarde ramme.

Det sneklædte Hekla vil spalte sin topog rødme af ilden hin varme;og Krabla vil ryste sin islagte kropog vildt op af afgrunden larme;160og Geiser udsende sit sydende vældog sprudle — et nordisk Kastale! —opvarme isbræen af skyhøie fjeldog smelte de snetakte dale.

Hil være dig, Island! — Hil være isærdig første blandt islandets skalde!Som — skjønt selv omgjordet med forfædres sverd —dog ei lod dig harpen undfalde.

Dens klang lyder sødt gjennem bulder og larmaf tidens og nordhavets bølger,naar, selv du en kjæmpe, med skjold paa din arm,de kjæmper i sagaen følger.

Saalænge som Geiser udsender sit vældog Hekla sin vældige lue;saalænge vi sneen paa Raudefjordsfjeldog isen paa Vestjøkel skue,

o Snorre, dit sagn og din herlige sangblandt Norriges bjerge gjenlyde!I Svitjods dale, paa Daniens vangdet nordiske hjerte du fryde!

St. Blicher.

159

Høyt oppe mot norden der ligger et landombeltet av brusende bølger,med bjerge bekranset; — den skogløse strandbak is og bak sne seg fordølger.

Så skallet og bleg er den ensomme ø,en olding blant jordklodens riker; —så kald og så taus av den larmende sjøden isklædte fjellmark opstiger.

Men under det dekke av is og av sneder ulmer den mektigste flamme;den lønnlige ild du hel ofte vil seå bryte den stenhaarde ramme.

Det snøkledde Hekla vil spalte sin toppog rødme av ilden hin varme;og Krabla vil ryste sin islagte kroppog vilt opp av avgrunnen larme;160og Geiser utsende sitt sydende vellog sprudle — et nordisk Kastale! —oppvarme isbreen av skyhøye fjellog smelte de snetakte dale.

Hil være deg, Island! — Hil være isærdeg første blant islandets skalder!Som — skjønt selv omgjordet med forfedres sverd —dog ei lot deg harpen undfalde.

Dens klang lyder søtt gjennom bulder og larmav tidens og nordhavets bølger,når, selv du en kjempe, med skjold på din arm,de kjemper i sagaen følger.

Så lenge som Geiser utsender sitt vellog Hekla sin veldige lue;så lenge vi sneen på Raudefjordsfjeldog isen på Vestjøkel skue,

o Snorre, ditt sagn og din herlige sangblant Norriges bjerge gjenlyde!I Svitjods dale, på Daniens vangdet nordiske hjerte du fryde!

St. Blicher.