150

Hvor Farumsjøens blanke, dybe vande,med krat og skoghegn om den høie bred,med større nabosjø sig kjærlig blande,en venlig landsby ligger smukt i fred.Rundt om den vaar og sommer blomstervirkede agergrønne marker; over demsig hæver fredelig den røde kirkeimellem pil og hyld om bondens hjem.Paa høien der, med nære sjø fortrolig,staar sjælehyrdens straabedækte bolig.

Der sad ærværdig prest i natten sildeengang, — det var en stormfuld efterhøst;paa himmelen fløi mørke skyer vilde,og sparsomt kun nedsmilte maanen trøst.Ved lampens blus han veied skriftens taleom synd og død og naadens store ord;ved aarle morgen skulde han husvaleen syg med læskedrik fra Herrens bord.Da hørte han — et gys maa han betvinge —den store kirkeklokke sælsomt klinge.

Det var ei sterke hammerslag, han hørte,ei stormens haand, som klokkerebet drog,det var, som om et varsomt jern berørteklangfulde malm. Da lukked han sin bog.For nattens aander var han ikke bange,og aldrig djævlens magt han agted stort;thi han var from. Ad kirkegaardens gangehan rolig gik og aabned hellig port.Snart stod han mellem kirkens hvide buer,oplyste mat af maanens matte luer.

Han lytted skarpt; men klangen var forstummet.Da løfted han med kraft sin dybe røst;tidt blege synder havde den fornummet,som hykled fromheds skjul for hjertets brøst.«Hvo,» raabte han, «har her i natten hjemme?151Hvo vover at forstyrre kirkens fred?»Hver hvælving klang. Da syntes han fornemmeet suk, der lød fra kirketaarnet ned.«Stig ned,» han bød, «jeg, Herrens tjener, byder!»Og snart fra stigen sagte fodtrin lyder.

Ved koret kommer ham et barn imøde,en dreng, vel otte somre har han talt;ei var de trinde barnekinder røde,det var, som havde blegen sorg dem malt.Den venstre, spæde haand han varsomt lukked,som gjemte han i den en kostbar skat.«O, vær ei vred,» saa bad han blidt og sukked,«fordi jeg var i kirken denne nat!Da aftenklokken ringet blev, herindejeg skjulte mig; ei var mig ondt isinde.»

«Og hvorfor,» spurgte præsten ham forundret,«i denne vilde nat du dvæled her?Mod tag og mur uveiret jo har dundret —hvad er det, du i haanden gjemmer der?»— «Ak, fader!» svared drengen, «nær ved døden,min moder er,» og graad hans stemme brød. —«Jeg ved det, søn! fortvil kun ei i nøden!Du ved, i Herrens haand er liv og død.»— — «Ja! ham har jeg befalet mine veie!»— «Og hvi forlod du da din moders leie?» —

— «Jo,» svared han, «den rust, som man kan gnideaf kirkeklokken just ved midnatstid,helbreder ganske vist. Det fik jeg videigaar, og derfor skyndte jeg mig hid.»— «Og ene gik du?» — «Ja! for nattens farede frygted alle; ingen vilde gaa.» —— «Du frygted ei?» — «Ak jo! den hvide skarepaa kirkegulvet fra min krog jeg saa.Min aftenbøn jeg bad; da bort de vege;dog snart paany de frem af graven stege.»

«Og nogle blandt dem troed jeg at kjende;jeg vilde bedet; men i skrækkens nød152jeg sang: Hvo ved, hvo nær mig er min ende?Da tænkte jeg kun paa min moders død,og dristig steg jeg op; jeg hørte uretslaa tolv; men ingen død kom mer igjen.Jeg sad saa trygt som liden fugl i buretog skrabed rusten af, — her har jeg den.Ved morgengryet hjem jeg vilde vende,og vist jeg tror, at det skal frelse hende.»

— «Du fromme barn! Gud kjærligheden lønner!For ham er natten dag. At du er god,det har han seet; han hører vore bønner!»Da sank de begge ned ved altrets fod,og medens taaren rulled over kinden,som vift af englevinger stormen sang;igjennem orglets piber sused vinden,og salmesangen gjennem koret klang.Og maanen straaled klart paa skyfri bue,og altrets sølverstager stod i lue.

«Nu kom, mit barn! nu gaar vi til din moder;ei mer de døde hindre vil din vei.Hvad hisset over nattens lyse kloderbesluttet er, det ved ei du, ei jeg;men fast paa Herren haaber vi, du gode,du kjære søn!» — — «Ja, fader, lad os gaa!Jeg er saa let, jeg er saa glad tilmode;thi mens jeg bad, et deiligt syn jeg saa:forbi mig svæved der en himmelsk skare.O! vist til hytten læskedrik de bare.»

Nu begge skyndsomt gik. Men støvets tankeer sen mod englens flugt som ormens gang;ei tvende slag vel hjertet kunde banke,mens hin fra himlen sig til jorden svang.For leiet stod han med sin sølvervinge;ved nat han havde svævet barnet nær;thi hvergang jordens kirkeklokker klingemed hellig tone, glædes himlens hær.Til sundhedssøvn han lukked trætte øieog svang sig atter hurtig mod det høie.153Og da de to tren ind i stille kammer,hun aanded sundt og slumrede saa trygt;klart blussed lampens før saa matte flammer,og vaagekonen blunded uden frygt.I drøm de saa den blege læbe smile;og hjertets tause hymne steg i løn.Da vaagned styrket moder af sin hvile,og modersalig favned hun sin søn.

Boye.

150

Hvor Farumsjøens blanke, dype vande,med krat og skoghegn om den høye bred,med større nabosjø seg kjærlig blande,en vennlig landsby ligger smukt i fred.Rundt om den vår og sommer blomstervirkede agergrønne marker; over demsig hever fredelig den røde kirkeimellom pil og hyll om bondens hjem.På høien der, med nære sjø fortrolig,står sjælehyrdens stråbedekte bolig.

Der satt ærverdig prest i natten sildeengang, — det var en stormfull etterhøst;på himmelen fløy mørke skyer ville,og sparsomt kun nedsmilte månen trøst.Ved lampens bluss han veide skriftens taleom synd og død og nådens store ord;ved årle morgen skulle han husvaleen syk med leskedrikk fra Herrens bord.Da hørte han — et gys må han betvinge —den store kirkeklokke selsomt klinge.

Det var ei sterke hammerslag, han hørte,ei stormens hånd, som klokkerebet drog,det var, som om et varsomt jern berørteklangfulle malm. Da lukket han sin bok.For nattens ånder var han ikke bange,og aldri djevelens makt han aktet stort;thi han var from. Ad kirkegårdens gangehan rolig gikk og åpnet hellig port.Snart stod han mellom kirkens hvite buer,opplyste mat av månens matte luer.

Han lyttet skarpt; men klangen var forstummet.Da løftet han med kraft sin dype røst;titt bleke synder hadde den fornemmet,som hyklet fromhets skjul for hjertets brøst.«Hvo,» ropte han, «har her i natten hjemme?151Hvo vover å forstyrre kirkens fred?»Hver hvelving klang. Da syntes han fornemmeet sukk, der lød fra kirketårnet ned.«Stig ned,» han bød, «jeg, Herrens tjener, byr!»Og snart fra stigen sakte fottrinn lyder.

Ved koret kommer ham et barn imøte,en dreng, vel åtte somre har han talt;ei var de trinne barnekinder røde,det var, som hadde blegen sorg dem malt.Den venstre, spede hånd han varsomt lukket,som gjemte han i den en kostbar skatt.«O, vær ei vred,» så bad han blidt og sukket,«fordi jeg var i kirken denne natt!Da aftenklokken ringet ble, herindejeg skjulte meg; ei var meg ondt i sinne.»

«Og hvorfor,» spurte presten ham forundret,«i denne ville natt du dvelte her?Mot tak og mur uværet jo har dundret —hva er det, du i hånden gjemmer der?»— «Ak, far!» svarte drengen, «nær ved døden,min mor er,» og gråt hans stemme brød. —«Jeg vet det, sønn! fortvil kun ei i nøden!Du vet, i Herrens hånd er liv og død.»— — «Ja! ham har jeg befalet mine veie!»— «Og hvi forlot du da din moders leie?» —

— «Jo,» svarte han, «den rust, som man kan gniav kirkeklokken just ved midnattstid,helbreder ganske vist. Det fikk jeg videi går, og derfor skyndte jeg meg hit.»— «Og ene gikk du?» — «Ja! for nattens farede fryktet alle; ingen ville gå.» —— «Du fryktet ei?» — «Ak jo! den hvite skarepå kirkegulvet fra min krok jeg så.Min aftenbønn jeg bad; da bort de vek;dog snart paany de frem av graven stege.»

«Og noen blant dem trodde jeg å kjenne;jeg ville bedt; men i skrekkens nød152jeg sang: Hvo vet, hvo nær meg er min ende?Da tenkte jeg kun på min moders død,og dristig steg jeg opp; jeg hørte uretslå tolv; men ingen død kom mer igjen.Jeg satt så trygt som liten fugl i buretog skrapet rusten av, — her har jeg den.Ved morgengryet hjem jeg ville vende,og vist jeg tror, at det skal frelse henne.»

— «Du fromme barn! Gud kjærligheten lønner!For ham er natten dag. At du er god,det har han sett; han hører våre bønner!»Da sank de begge ned ved altrets fot,og mens tåren rullet over kinnen,som vift av englevinger stormen sang;igjennom orglets piper suste vinden,og salmesangen gjennom koret klang.Og månen strålte klart på skyfri bue,og altrets sølverstager stod i lue.

«Nå kom, mitt barn! nå går vi til din mor;ei mer de døde hindre vil din vei.Hva hisset over nattens lyse kloderbesluttet er, det ved ei du, ei jeg;men fast på Herren håper vi, du gode,du kjære sønn!» — — «Ja, far, la oss gå!Jeg er så lett, jeg er så glad tilmode;thi mens jeg bad, et deilig syn jeg så:forbi meg svevet der en himmelsk skare.O! vist til hytten leskedrikk de bare.»

Nå begge skyndsomt gikk. Men støvets tankeer sen mot englens flukt som ormens gang;ei tvende slag vel hjertet kunne banke,mens hin fra himlen seg til jorden svang.For leiet stod han med sin sølvervinge;ved natt han hadde svevet barnet nær;thi hvergang jordens kirkeklokker klingemed hellig tone, gledes himlens hær.Til sunnhetssøvn han lukket trette øyeog svang seg atter hurtig mot det høye.153Og da de to tren inn i stille kammer,hun åndet sundt og slumret så trygt;klart blusset lampens før så matte flammer,og vaagekonen blundet uten frykt.I drøm de så den bleke leppe smile;og hjertets tause hymne steg i løn.Da våknet styrket mor av sin hvile,og modersalig favnet hun sin sønn.

Boye.