65. Kirkeklokken.
Kirkeklokke! ei til hovedstæderstøbes du, men til den lille by,hvor det høres trindt, naar barnet græderog inddysses blidt ved vuggesang.
Mens som barn paa landet jeg var hjemme,julemorgen var mit himmerig,den du meldte mig med englestemme,kimed klart den store glæde ind.
Høiere dog stemte dine toner,naar de med «den gyldne sol frembrød,«kimed: Støv! opreist er din forsoner,stat nu op i paaske-morgengry!
Liflig dog det klinger helst om høsten,i den stille, svale aftenstund!Gjennem jorderrig gaar himmelrøsten,kalder sjælen til sin hvile ind.
Derfor nu, naar aftenklokken melder:Solen sank, og fuglen slumred ind,da mit hoved jeg med blomsten helder,nynner sagte mellem bedeslag!141Kirkeklokke! naar tilsidst du lyderfor mit støv, skjønt det dig hører ei,meld da mine kjære, saa det fryder:Han sov hen, som sol i høst gaar ned!
N. F. S. Grundtvig.
65. Kirkeklokken.
Kirkeklokke! ei til hovedstederstøpes du, men til den lille by,hvor det høres trindt, når barnet gråterog inndysses blidt ved vuggesang.
Mens som barn på landet jeg var hjemme,julemorgen var mitt himmerig,den du meldte meg med englestemme,kimet klart den store glede inn.
Høyere dog stemte dine toner,når de med «den gyldne sol frembrød,«kimet: Støv! oppreist er din forsoner,stat nå opp i påske-morgengry!
Liflig dog det klinger helst om høsten,i den stille, svale aftenstund!Gjennom jorderrig går himmelrøsten,kaller sjelen til sin hvile inn.
Derfor nå, når aftenklokken melder:Solen sank, og fuglen slumret inn,da mitt hode jeg med blomsten heller,nynner sakte mellom bedeslag!141Kirkeklokke! når til sist du lyderfor mitt støv, skjønt det deg hører ei,meld da mine kjære, så det fryder:Han sov hen, som sol i høst går ned!
N. F. S. Grundtvig.