141

Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred!Dog ingen kjender dagen, før solen gaar ned.

Godmorgen! Godmorgen! sang fuglen paa kvist;tidt saa den aftensolen bag fængselets rist.

Tidt dufted, tidt nikked smaablomsten ved gry;før aften laa den knust under hagelveirets sky.

Tidt leged smaabarnet i morgensol rød;ved kveld det laa paa leiet saa stille og død.

Paa jorden ei lever saa salig en sjæl,jo lykken kan omskiftes fra morgen til kveld.

Lyksalig dog sjælen, som kjender Guds fred,skjønt ingen kjender dagen, før solen gaar ned.

Godmorgen vi sjunger med fuglen helt fro,skal selv i mørke fængsel til natten vi bo.

Guds børn kan sig glæde, som blomsten ved gry,skal selv de ligge knust under aftenens sky.

Som barn kan jeg frydes i morgensol rød,om ogsaa jeg før aften er stille og død.

Gudsfred og godaften! vi sjunger ved kveld;Vorherre selv bevare hver flygtende sjæl.142Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred!Guds fred er sjælesolen, som aldrig gaar ned.

B. S. Ingemann.

141

Lyksalig, lyksalig hver sjel, som har fred!Dog ingen kjenner dagen, før solen går ned.

God morgen! God morgen! sang fuglen på kvist;titt så den aftensolen bak fengselets rist.

Titt duftet, titt nikket småblomsten ved gry;før aften lå den knust under hagelveirets sky.

Titt lekte småbarnet i morgensol rød;ved kveld det lå på leiet så stille og død.

På jorden ei lever så salig en sjel,jo lykken kan omskiftes fra morgen til kveld.

Lyksalig dog sjelen, som kjenner Guds fred,skjønt ingen kjenner dagen, før solen går ned.

God morgen vi synger med fuglen helt fro,skal selv i mørke fengsel til natten vi bo.

Guds barn kan seg glede, som blomsten ved gry,skal selv de ligger knust under aftenens sky.

Som barn kan jeg frydes i morgensol rød,om også jeg før aften er stille og død.

Gudsfred og godaften! vi synger ved kveld;Vorherre selv bevare hver flyktende sjel.142Lyksalig, lyksalig hver sjel, som har fred!Guds fred er sjelesolen, som aldri går ned.

B. S. Ingemann.